Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).

Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.

Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.

Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.

Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!

Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Spansk koloni og uafhængighed

Da spanierne i 1516 ankom til den del af Sydamerika, som senere blev til Argentina, ankom de til et relativt sparsomt (men ikke ubefolket) område, til forskel fra de områder der senere skulle blive til bl. a. Peru, Bolivia, Mexiko mv.

Buenos Aires grundlages i 1580 og området blev en del af vicekongedømmet Peru og senere vicekongedømmet Río de la Plata, som omfattede Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Buenos Aires blev hurtig en vigtig havneby for spanierne, hvorfra man udskibede den sølv man udvandt i Potosí i det nuværende Bolivia.

Senere (i 1700-tallet) begyndte man i stigende grad at fokusere på landbrug og ikke mindst kvægdrift (på den argentinske Pampas), som fik en stigende betydning. Igen var Buenos Aires centrum for udskibning og eksport. Denne gang af kød og huder.

Fra Vicekongedømme til uafhængighed

Fra at have været en del af vicekongedømmet Peru, en kronjuvel i det Spanske imperie, blev Buenos Aires i 1776 centrum for vicekongedømmet Río de la Plata. Buenos Aires var altså nu både en vigtig handelsby og et administrativt centrum af stor betydning for de spanske koloniherrer. Men efter Napoleons invasion af Spanien (og Portugal) i 1807, svækkedes Spaniens kontrol over kolonierne i Latinamerika, herunder vicekongedømmet Rio de la Plata og kravet om selvstændighed steg, hvilket kulminerede i maj 1810, hvor myndighederne i Buenos Aires erklærede sig uafhængige af Spanien.

Herefter fulgte flere års kamp mod de spanske styrker, under ledelse af bl. a. Argentinas nationalhelt José de San Martín, indtil man endelig opnåede selvstændighed i 1816 (kampene fortsatte dog nogle år endnu før de spanske styrke endegyldigt var smidt ud af regionen).

Borgerkrig, politisk fragmentering og Juan Manuel de Rosas

I årtierne efter 1816 var Argentina præget af stor ustabilitet, vold og borgerkrig, mens den ene diktatorer efter den anden kom og gik. En væsentlig årsag til uroen og ustabiliteten var striden mellem Unitarios (centralisterne) og Federales (føderalisterne). Mens Unitarios ønskede en stærk central regering med Buenos Aires som hovedstad, ønskede Federales mere autonomi for provinserne.

Der kom for en tid nogenlunde styr på tingene, da Juan Manuel de Rosas kom til magten i 1829. Rosas havde tidligere været del af Unitarios, men blev senere leder af Federales. Rosas skulle komme til at dominere Argentinsk politik frem til 1852. Under hans styre etableredes et stærkt undertrykkende og brutalt styre med udgangspunkt i Buenos Aires. Juan Manuel de Rosas tid som Argentinas diktator endte efter han led nederlag ved slaget ved Caseros, hvilket markerede afslutningen på hans autoritære styre og begyndelsen på en ny æra i argentinsk politik (Rosas gik i landflygtighed i England).

Den betydning som landbruget fik for Argentinas økonomiske vækst frem til det 20. århundrede var da allerede undervejs. Dyrkning af hvede og majs og selvfølgelig kvægdrift spillede således en central rolle for Argentinas økonomiske vækst, og Buenos Aires var det ubestridte handelscenter for disse produkter.

Forfatningen af 1853 og og det “Argentinske mirakel”

Efter Rosas’ fald i 1852 vedtog Argentina en ny forfatning i 1853, som lagde grundlaget for en føderal republik og fortsat gælder, omend med en række efterfølgende ændringer. Efter indførelsen af den nye forfatning fulgte en periode hvor liberale præsidenter som bl a. Justo José de Urquiza (1854-1860) og Bartolomé Mitre (1862-1868) gennemførte en økonomisk modernisering og bl.a. fremmede infrastrukturudviklingen i det fortsat tilbagestående Argentina.

Forfatningen af 1853 og dens (umiddelbare) betydning.

Der er almindelig enighed om at Argentinas forfatning fra 1853 fik stor betydning for den rivende økonomiske udvikling i Argentina i de følgende årtier op til den 1. verdenskrig. Desværre er det også et godt eksempel på, at ét er hvad man skriver, noget andet er hvad man gør. Med andre ord, det der “med lov skal land bygges” har altid været lettere problematisk i Argentina ( og store dele af resten af Latinamerika for den sags skyld).

Forbilledet var den amerikanske forfatning og dens deling mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt, indebar (i hvert fald i ord), at

1. Argentina blev etableret som en føderal republik, hvor magten blev delt mellem den nationale regering og provinserne.
2. Der Indførtes en tredeling af magten (igen, mere på papiret end i virkeligheden) i den udøvende, lovgivende og dømmende magt efter amerikansk forbillede, hvor
   • præsidenten, skulle vælges ved direkte valg (hvilket først reelt skete i1916), fungere som statsoverhoved og regeringschef, udnævne alle embedsmænd og have vetoret over lovgivningen.
   • Der indførtes et to-kammer system bestående af Senatet og Deputeretkammeret. Senatet repræsenterer provinserne, mens Deputeretkammeret repræsenterer befolkningen.
   • Et uafhængigt retssystem med højesteret som den øverste domstol etableredes (desværre mere i ord end gerning, som historien igen og igen har vist).
3. Garanteredes en række grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsret (og ja igen, desværre ofte ikke “in real life”). Sikringen af den private ejendomsret kan dog angives som en en væsentlig årsag til de store udenlandske investeringer (især fra Storbritannien) og den høje økonomiske vækst som fulgte de efterfølgende årtier.

Argentina blev herefter i de sidste årtier af det 19. og første af det 20. århundrede en af de hurtigst – I perioder formentlig dén hurtigst – voksende økonomier i verden.

Af naturlige grunde er vores datamateriale noget tyndt om datiden, men bruger vi Maddisons database, hvor man gennem årene har gjort et meget stort stykke arbejde i at estimere historisk BNP, kan vi jo se på udviklingen i BNP per indbygger for henholdsvis Danmark og Argentina fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrigs udbrud.

To forhold er væsentlige at huske i den forbindelse.

For det første, at den globale ulighed var væsentlig mindre før den industrielle revolution for alvor slog igennem, af den simple grund at langt de fleste havde en elendig levestandard over det mest af kloden. Stigningen i den globale ulighed, som formentlig kulminerede for blot et par årtier siden var ikke mindst drevet af det forhold, at den hurtige velstandsstigning, der fulgte i kølvandet med den industrielle revolution i 2. halvdel af det 18. århundrede i begyndelsen kun omfattede relativt få lande i verden.

Der var altså tale om, at en håndfuld lande (primært Nordeuropa samt enkelte tidligere og fortsatte engelske kolonier) “løb” fra de andre. Ser man således på Kinas og Indiens andel af den globale økonomiske aktivitet for 250 år siden, var den formentlig større end på noget tidspunkt siden da.

Først i de senere årtier har Indien og ikke mindst Kina igen stået for en hastig stigende andel af den samlede globale økonomiske aktivitet. Med andre ord er vi egentlig blot på vej tilbage til “normalen”, som den så ud før den industrielle revolution for alvor tog fart.

For det andet skal også medtages at Danmark fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til første halvdel af det 20. århundrede var inde i en periode med hastig økonomisk vækst og udvikling. Relativt i forhold til resten af verden toppede vores økonomiske velstand således i perioden fra 1930erne til slutningen af 1950erne.

Med det in mente kan vi konstatere, at hvor BNP per indbygger i Argentina i midten af det 19. århundrede udgjorde ca. 70 pct. af dansk BNP pr. indbygger, var den på niveau med Danmarks BNP pr. indbygger omkring århundrede skiftet – og i perioder endda højere.

Kilde: Maddison (2020)

Drømmen om Argentina (1880-1914)

Som ovenfor nævnt, var det især i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet, at Argentina i den grad oplevede meget høje vækstrater. Flere faktorer bidrog til denne udvikling

Argentinas frugtbare pampas indebar at Argentina var stærkt konkurrencedygtig som producent af hvede, majs og oksekød. Ved at udnytte dette potentiale, blev Argentina da også en af verdens førende eksportører af disse produkter. Lige som for Uruguays vedkommende, kom opfindelsen af køleskibet til at spille en afgørende rolle for eksportmulighederne. Der var tale om en sand revolution, som nu gjorde det muligt at transporte let fordærvelig varer over store afstande. For Argentina (og Uruguay) ikke mindst kød til Europa.

Som nævnt garanterede forfatningen af 1853 beskyttelsen af den private ejendomsret. Koblet med det store økonomiske potentiale og ikke mindst den relative politiske stabilitet, som prægede perioden fra 1880 til 1914 under ledelse af præsidenter som Julio Argentino Roca og Roque Sáenz Peña, tiltræk det betydelige udenlandske Investeringer. De finansierede infrastrukturprojekter som jernbaner, havne og telegraflinjer. Dette forbedrede transport- og kommunikationsnetværk, hvilket igen lettede handel og økonomisk vækst.

Og så oplevede Argentina en massiv tilstrømning af europæiske immigranter. Disse immigranter leverede arbejdskraft til landbrugs- og industrisektorerne, ligesom de grundlagde en lang række virksomheder.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er i disse år, at byen bliver en af verdens verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på datidens rigdom.

Argentina var i begyndelsen af det 20. århundrede også et af verdens verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere i 1914!

At man oplevede denne kraftige indvandring siger også noget om at helt galt kan det ikke have stået til, trods en formentlig betydelig ulighed – ikke mindst på landet – hvor ejerskabet til jorden ofte var koncentreret på meget få hænder (en arv fra kolonitiden). Et kendetegn ved Latinamerika generelt, og i modsætning til fx. USA. Vi må i hvert fald gå ud fra, at migranterne havde en forventning og opnåede bedre levevilkår end hvor de kom fra.

Af andre forhold som viser Argentinas relative velstand og hvorfor mange fattige europæere drømte om at rejse dertil, kan ud over den høje urbanisering fx. nævnes at Argentina i 1914 havde et af verdens mest omfattende jernbanenetværk, mens antallet af biler kunne måle sig med Londons.

I 1914 havde Argentina således forvandlet sig til en af verdens rigeste nationer med en blomstrende økonomi og en hastigt voksende befolkning.

I 1916 fik Argentinerne så deres første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen fra den Radikale Borgerunion (UCR). Dette var resultat af hvad der er blevet kaldt Sáenz Peña-loven, opkaldt efter præsident Roque Sáenz Peña, som blev vedtaget i 1912 og indførte hemmelig og obligatorisk stemmeret for mandlige argentinske borgere.

Javier Milei har ofte henvist til 1916 som starten på Argentinas økonomiske nedtur. Han taler således ofte om at Argentina har haft socialistiske regeringer i mere end 100 år. Det vil undertegnede måske nok mene er at strække den lige lovligt meget. Og desuden var kimen til Argentinas deroute sået mange år før, hvilket jeg kommer ind på i næste “kapitel” i sagaen om Argentinas opstigning til et af verdens rigeste lande og dets efterfølgende spektakulære nedtur i det 20. århundrede.

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Nu er det så udsigten til et faldende befolkningstal som problematiseres som hvis ikke noget nær menneskehedens undergang, så dog et problem af et omfang, som kalder på umiddelbar handling. Men hvorfor egentlig og hvordan ser ”den nære fremtid” egentlig ud herhjemme? 

Men lad os lige starte med at se på hvordan Danmark gik fra at have en befolkning på under én mio. i begyndelsen af det 19. århundrede til tæt på 6 mio. i dag.

Som det fremgår af nedenstående figur, der viser hvor mange nyfødte, der døde inden de nåede 5-års alderen, var det tæt på 40 pct. i begyndelsen af det 19. århundrede. I starten af forrige århundrede var dette faldet til ca. 15 pct. Her i 2024 er det mindre end 4 promille, som ikke overlever de første 5 år. En i sig selv bemærkelsesværdig udvikling.

Figur 2

Mens børnedødeligheden falder gennem hele perioden, ser det dog noget anderledes ud for antal nyfødte per 1000 indbyggere; se nedenstående figur. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde de ca. 3-3,2 pct. af den samlede befolkning og andelen toppede omkring 1860 med ca 3,3 pct. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem faldt andelen herefter kraftigt frem til hvor tid, hvor andelen af nyfødte i et givent år udgjorde lidt over en pct. af befolkningen.

Figur 3

Ovenstående er en velkendt udvikling, som alle lande går eller er gået igennem, kendt som den demografiske transition.

Først falder børnedødeligheden og senere begynder fertilitetsraten også at falde. Det skete i Danmark, som det er sket og sker i resten af verden. Der er stor forskel på både hastighed og hvor kraftigt fertilitetsraten falder, samt hvornår denne transformation finder sted. Det indebærer at sammensætningen af verdens befolkning, ikke kun fordelt på alder, men også oprindelse, oplever en kraftig forandring, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Det er ikke noget nyt fænomen. Således er den afrikanske befolkning næsten 10-doblet siden 1900, og yderligere forventes at tredobles frem til slutningen af dette århundrede.

Figur 4

Kilde:  World Population Prospects – Population Division – United Nations

I samme periode halveres befolkningen, alt andet lige, i bl. a. Kina samt en række østeuropæiske og sydeuropæiske lande.

For hele Europa gælder, at den netop er toppet med ca. 740 mio. mennesker, og forventes at falde til ca. 585 mio. indbyggere frem mod 2075. Kinas befolkning topper også i disse år og forventes herefter at falde fra ca. 1,4 mia. til ca. 1,3 mia. frem mod 2050, for derefter at være faldet til ca. 800 mio. i slutningen af dette århundrede.

Også Indiens befolkning falder efter 2075 ifølge FN. Så jo, der er store forandringer i gang, når det kommer til både befolkningssammensætning og den samlede globale befolkning.

Det skal understreges, at der er tale om prognoser. Hvor mange vi vil være, når befolkningstallet peaker og hvornår, er der således en vis uenighed om. Alt er naturligvis afhængig af hvorvidt forudsætningerne for de prognoser man laver er korrekte, herunder udvikling i fertilitet og levealder, og for de enkelte lande, hvorledes migrantionsstrømmene udvikler sig. At fertiliteten er faldende, har vi dog vidst længe og for visse lande er den endog faldet drastisk, som det fremgår af nedenstående.

Tabel 1.

Den samlede globale fertilitet er på nuværende tidspunkt, ifølge FN, ca. 2,3 barn per kvinde i den fødedygtige alder.

Figur 5

Men er det et problem at ca. 40 pct af jordens befolkning år 2100 er afrikanere? (det svarer ca. til Indien og Kinas andel i dag), at Europas befolkning falder fra ca. 740 mio. mennesker til under 500 mio. mennesker frem mod år 2100? Og hvis man mener det er et problem, kan man så gøre noget ved det og skal man overhovedet gøre noget ved det?

Det er muligvis et problem for de enkelte lande – større eller mindre, alt efter hvorledes økonomien er indrettet – ikke mindst har det betydning for indretningen af velfærdsstatsmodellerne. Og det meste af diskussionen i disse år, ikke mindst herhjemme, synes også mest af alt at handle om betydningen for de offentlige finanser. Og det selv om vi ret beset har færre problemer end de fleste andre lande, ikke mindst på grund af den løbende regulering af pensionsalderen og den faldende betydning af folkepensionen for det fleste.

Lev med det – det handler om tilpasningsevne

Som det fremgik af figur 1 er det længe siden at den danske befolkning reproducerede sig selv og alligevel er den fortsat med at vokse. Fra lige under under 5 mio. i 1970 til lige under 6 mio. i dag, mens den forventes at vokse til ca. 6,2 mio. i 2070. Aldersfordelingen ændrer sig under vejs, hvilket vist driver en del af den debat som er og har været tilbagevendende i de senere år (ligesom den altid tilstedeværende debat om indvandring), herunder ikke mindst andelen af befolkningen, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Figur 6

Mens den samlede befolkning som før nævnt forventes at stige til ca. 6,2 mio. indbyggere (husk det er en prognose), falder andelen af de som vi kan antage er en del af arbejdsmarkedet, baseret på alder i forhold til de aldersgrupper som står uden for.

Jeg har valgt at medtage de der befinder sig i aldersgruppen 20-69 årige som repræsenterende den erhvervsaktive del af befolkningen (afgrænsningen kan altid diskuteres). Denne gruppes andel falder med ca. 5 pct. point, svarende til et fald på 7,7 pct. frem mod 2070, fra at udgøre lidt over 63 pct., til at udgøre lidt over 58 pct. Modsvarende falder andelen under 20 år ca. 1,7 pct point, også svarende til et fald på ca. 7,7 pct. point. Til gengæld stiger andelen over 70 år med 6,5 pct. point, svarende til en stigning på ca. 43 pct.

Udviklingen i antal 20-69 årige fremgår af nedenstående figur 7. Vær opmærksom på at grafen starter ved 3.480.000. Reelt er der tale om at det maksimale antal i gruppen forventes at blive lidt over 3.640.000 i 2040, hvorefter antallet falder frem mod 2056 til 3.540.000 i den pågældende aldersgruppe, for derefter at stige frem mod 2070, hvor der vil være lidt færre end 3.640.000 indbyggere i denne aldersgruppe (pensionsalderen er fastsat ved lov til at være 69 år i 2035).     

Figur 7

Kilde: Dst.

Det har naturligvis, alt andet lige, betydning for arbejdsudbuddet, om end det altså, alt andet lige må forventes at være ca. det samme (lidt mindre) i 2070 som i 2024. Værdien af producerede varer og tjenesteydelser vil altså være lidt mindre i 2070 end i 2040 (igen alt andet lige), men betydeligt højere end på nuværende tidspunkt – også i forhold til indbyggertallet, selv hvis man tager højde for væksten i den samlede befolkning.

Og så er der jo slet ikke taget højde for produktivitetsudviklingen. Det kan selvfølgelig være, at der slet ikke er nogen – man ved jo aldrig hvad politikerne kan finde på af tåbeligheder – men hvis vi tager udgangspunkt i en forbedring på gennemsnitlig 1 pct. om året (den bør være, og kan være væsentlig højere, hvis skiftende regeringer og folketingsflertal rent faktisk lyttede til hvad økonomer siger), er der næppe et problem.

Figur 8

Kilde: Dst og egne beregninger

Figur 8 illustrerer udviklingen, hvis vi både tager højde for en forventet produktivitetsfremgang på i gennemsnit ½ pct., 1 pct. og 1,5 pct. og udviklingen i aldersgruppen 20-69 år. Det er vist ret tydeligt hvad det betyder, om den gennemsnitlige produktivitetsfremgang havner på ½, 1, eller 1,5 pct. Selv hvis vi ender på sølle ½ procent indebærer det, at den samlede realværdi stiger betydeligt mere end den samlede befolkning. Mens en stigning på i gennemsnit 1,5 pct. indebærer en næsten fordobling frem mod 2070 (Den svenske timeproduktivitet er i gennemsnit steget 1,6 pct. om året de seneste 20 år, så selv det burde være et konservativt bud på en mulig udvikling)

Men hvad så med udviklingen efter 2070 og hvad med resten af verden? Well. For det første kunne man penge på, hvilket overvismanden også har gjort, at der er visse fordele ved et faldende befolkningstal – fx i forhold til udledningen af drivhusgasser og ’presset” på den natur der omgiver os (hvorfor det også er afgørende at der i Afrika sker en fortsat urbanisering og velstandsfremgang). Og i det hele taget må man stille sig følgende to spørgsmål:

1. Hvad kan vi egentlig sige om hvordan verden ser ud om 50 år, 100 år eller mere? Indtil nu har vi oplevet både en historisk kraftig stigning i befolkningstallet samtidig med at velstanden er steget endnu mere. Det er den historiske udvikling, men det indebærer jo ikke at stigende befolkning er en forudsætning for stigende levestandard.

2. Selv hvis man ønskede at øge fertiliteten, kan det så overhovedet lade sig gøre i nogen meningsfuld grad? Det er jo ikke fordi lande med lave fertilitetskvotienter ikke har prøvet med alt fra medaljer til skattefrihed og direkte tilskud. Det ser dog ikke ud til at have betydet andet end muligvis et lidt mindre fald i fertiliteten, se også et par af nedenstående links.

Det minder en hel del om fx. egnsudvikling, hvor man i årtier har smidt mia. af skattekroner efter tyndt befolkede områder og ”udkantsdanmark”, alt mens befolkningen er strømmet den anden vej.

Så herfra skal blot lyde at Ja, fra slutningen af dette århundrede vil det globale befolkningstal falde og det har betydning for valg af først og fremmest velfærdsmodeller. I mellemtiden ville det være rart hvis man holdt op med at opfordre os til at arbejde mere. Det er nu en gang ikke målet med tilværelsen, og slet ikke når man ønsker at vi skal gøre det for andre end os selv og vores egne. Her på bloggen lægger vi ikke skjul på, at vi bestemt ikke mener, at den enkelte er til for statens – ikke mindst velfærdsstatens skyld, men primært for sig og sine.

Links:

Om hvorfor man får børn:

Forsker: Børn bliver set som arvegods, du ikke kan skille dig af med (berlingske.dk)

Carl-Johan:

Det skrumpende Danmark er nu på dagsordenen | Økonomisk Ugebrev

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst? (cepos.dk)

»Børn er ikke en forudsætning for det gode liv. Ofte er de i vejen for det gode liv« (berlingske.dk)

Førende forsker vil aflive myter om, hvorfor vi får færre børn: Årsagen skal findes et andet sted (berlingske.dk)

Gapminder

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Kommentar: Ny befolkningsfremskrivning viser stor demografisk modvind (danskerhverv.dk)

Global Population Implosion to Less Than 200 Million People in 2300 | NextBigFuture.com

Aging Is the Real Population Bomb (imf.org)

How has world population growth changed over time? – Our World in Data

What Helps Explain the World Population Explosion? | St. Louis Fed (stlouisfed.org)

African Century (imf.org)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

African Century (imf.org)

Doepke_Becker_QQ_1114.pdf (northwestern.edu)

Don’t worry about global population collapse – The Japan Times

Global fertility has collapsed, with profound economic consequences (economist.com)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

Hold benene samlet. For Danmark | Weekendavisen

Topøkonom går i rette med udbredt opfattelse: De lave danske fødselsrater er ikke en bombe under økonomien (berlingske.dk)

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Amerikansk stjerneforsker har gransket de lave fødselsrater: Vi har aldrig set noget lignende før (berlingske.dk)

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Kort fortalt blev BNP udviklet fra 1930erne og frem. Oftest krediteres den senere nobelprismodtager Simon Kuznets for at have lagt grunden til det som blev BNP.  Hans idé var at fange al økonomisk produktion fra enkeltpersoner, virksomheder og det offentlige i et centralt nøgletal. Kuznets advarede fra start af mod at ”læse for meget ind i BNP og dets udvikling”.

De fleste kender formentlig den gængse måde at definere BNP (bruttonationalproduktet), men vi tager den lige en gang til her:

BNP = C + I + G + (X – M), hvor C er privatforbrug, I bruttoinvesteringer, G offentligt forbrug og (X – M) nettoeksporten.

Hvad ovenstående ligning siger er altså at en økonomis indkomstskabelse – eller værditilvækst – kan sættes lig med det samlede indenlandske forbrug, investering samt nettoeksport. Så langt så godt.

Men hvis man samtidig tror at BNP også fortæller os om velstand, velfærd og hvis vi skal op på den høje nagle, velvære og tilfredshed med livet, bliver det et problem (se også senere). For slet ikke at tale om hvorvidt det forklarer noget om sommerens tema “økonomisk vækst”. BNP er et produkt, ikke en årsag.

Kritikken af BNP som mål for andet end indkomstdannelsen/skabelsen er bestemt ikke af nyere dato. Udover Kuznets, som forøvrigt afbrød arbejdet for den amerikanske regering, fordi BNP endte med ikke at indeholde “ikke-betalt arbejde” kan nævnes den amerikanske økonom Moses Abramovitz, der i slutningen af 1950erne påpegede, at man skal være skeptisk overfor “at langsigtede ændringer i vækstraten for velfærd kan måles ud af ændringer i vækstraten for produktion”. Se også her.

Jeg mindes nu heller ikke fra min tid på universitet, at ”bare” man øger BNP så meget som muligt, så er det lig med bedre velfærd og velvære.

Udviklingen i BNP underdriver velstandsudviklingen.

Før vi vender tilbage til det med at måle ”velvære” og vel egentlig tilfredshed med livet, så skal vi lige se på nogle af de ”tekniske” problemer der er med BNP, også hvis man alene ønsker at måle ”materiel” levestandard. Problemer som kun er blevet større gennem tiden.

Hvis jeg skulle skrive om alle de problemer der er med BNP, ville det kræve en hel bog (de er skrevet, nogle mere seriøse end andre). Dette indlæg er således blot en illustration af nogle af de problemer der er med begrebet. At jeg og andre så alligevel anvender udviklingen i BNP flittigt, vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Teknologisk udvikling og BNP.

I dag render mange af os rundt med ”verdens største pladesamling” og adgang til tusindvis af film og serier, bogstaveligt talt i lommen, hvis ens foretrukne ”mediecenter” er ens smartphone. Dette til forskel fra tidligere hvor man var nødt til at købe eller leje fysiske medier, for at kunne nyde den musik, film og serier man havde lyst – med mindre man lod sig spise af med radio og TV, hvor andre bestemmer hvad man skal lytte til og se.

Harald Edquist,  Peter Goodridge og Jonathan Haskel kommer i en analyse i 2020 (The economic impact of streaming beyond GDP) frem til, at streaming af musik alene har givet en gevinst til forbrugerne på 76 mia. USD. En gevinst der vel at mærke ikke afspejles i BNP.

Det samme kan siges om den gevinst forbrugerne har opnået i kraft af at vores smartphones – selv de relativt billige – har erstattet en lang række funktioner, ofte i langt højere kvalitet, som før i tiden krævede at man investerede i ofte meget dyrt udstyr. Kvaliteten af videoer optaget på en smartphone i dag er således langt, langt bedre end endog meget dyre videokameraer kunne mønstre for få årtier siden. Den gevinst indgår heller ikke i BNP.

Ovenstående er blot ét eksempel. Når man først går i gang med at tænke over det, er det faktisk temmelig ”mindblowing” hvor meget den teknologiske udvikling har betydet for vores levestandard (inkl. velvære og mulighed for at øge vores livskvalitet)

En væsentlig pointe man skal holde sig for øje er, at i den udstrækning af vi nu betaler mindre – eller intet – for det samme eller mere og ikke mindst noget bedre, så vil vi efterspørge (og producere) andre produkter og tjenesteydelser. Men her er jo faktisk tale om at vi kan forbruge meget mere til en meget lavere pris.

BNP og ”The broken window fallacy”

Næste eksempel er en klassiker. Det følger af definitionen på BNP, at der ikke tages hensyn til destruktion (værdiforringelse) af en økonomis ”aktiver”. Krig og naturkatastrofer vil på den ene side, i det omfang det skader kapitalapparatet nok, indebære et fald i produktionen (og dermed det mulige forbrug), men på den anden side vil det øge den registrerede økonomiske aktivitet umiddelbart efterfølgende, i takt med at man genopbygger det ødelagte. Men man er ikke nødvendigvis bedre stillet end man var før katastrofen indtraf. Over tid ser det dog noget anderledes ud. De ressourcer der må anvendes til genopbygning efter krige og naturkatastrofer kunne jo være gået til andre investeringer, som kunne have skabt yderligere vækst på længere sigt.

Alt det der ikke indgår i BNP

Dyrker du selv dine gulerødder i stedet for at købe dem? Maler du selv din bolig i stedet for at lade en maler gøre det (på regning)? Er du blandt dem som passer børn og ældre i familien i stedet for at lade det offentlige gøre det? Ja, så optræder det jo ikke i BNP ligesom frivilligt arbejde heller ikke gør det. Det samme gælder f. eks. Wikipedia hvis værdi i nationalregnskabet er nul! Det er jo baseret på frivilliges indsats. Det var sådan set det problem som i sidste ende ledte til at ophavsmanden til BNP Kuznets stoppede samarbejdet med den amerikanske regering, da man valgte kun at medtage ydelser som var resultat af en handel (hvis vi altså så lige ikke gælder medtagelsen af offentligt forbrug).

Og så er der selvfølgelig problemstillingen omkring indhentning af den nødvendige data til beregning af BNP. Mens det er muligt i den legale del af økonomien, så er det unægtelig noget sværere, når det kommer til en række illegale markeder. Når man i siden 2014 har medtaget handel med illegale rusmidler i beregningen af BNP, så sker det jo ved at estimere værdien, og hvad med den parallelle (sorte) økonomi, som i visse lande er ganske omfattende?

Jovist, usikkerheden ved at bruge BNP som indikator for den økonomiske udvikling er betydelig.

Feminister, marxister og kapitalismekritik

Som ovenfor anført er der en lang række aktiviteter, som ikke indgår i BNP og det er ingen nyhed. At det er et problem er heller ingen nyhed, alt efter hvad man vil bruge BNP til.

Feministen Emma Holten har senest har været ude med kniven efter økonomer og den økonomiske videnskab i sin bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Økonomiske modeller og cost-benefit analyser, som de fx bruges af finansministeriet og de økonomiske vismænd – og nationaløkonomi generelt – ”anklages” her for at være ”kønnet”, fordi kvinders arbejdsindsats ikke værdsættes i tilstrækkelig grad. Herunder at ulønnet arbejde ikke indgår i BNP. Ak ja, Emma Holten giver ligefrem udtryk for at hun er rystet over at økonomer ikke kan udregne effekterne af omsorgsarbejde, eller som hun siger i en artikel i Altinget for et par år siden:

”Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.”

At Emma Holten er rystet må vist skyldes hendes manglende viden om hvordan økonomiske modeller virker. Nej, økonomi er ikke en eksakt videnskab – Også selv om der muligvis er de der fremstiller de resultater som modellerne ”spytter ud” som nærmest det (men det er i så fald ikke økonomer, for de ved jo godt hvordan det forholder sig). Der er masser af problemer forbundet med at lave økonomiske modeller og beregne effekter af dette og hint? Men er det bedre at ”føle” sig frem? Både brugen af økonomiske modeller og ikke mindst cost-benefit analyser, som grundlæggende er en ”blandingsøkonomisk opfindelse”, har lige som beregning af BNP en masse indbyggede problemer. Et godt eksempel kunne være hvis man prøver at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at borgerne selv skal stå for sorteringen af affald i forhold til hvis man gjorde det bagefter. Her sættes borgernes ”løn” til nul, hvilket formentlig har stor betydning for beregningen.

Emma Holtens kritik er langt fra unik, og er meget lig den kritik, som f. eks. den svenske feminist Katrine Kiolos kom med i ”Det eneste køn” for mere end 10 år siden. Som en sidebemærkning kan man for øvrigt pege på det lidt paradoksale i, at netop skandinaviske feminister kommer med den slags kritik. Der er vist få steder i verden hvor så stor en andel af de opgaver, som tidligere tilhørte det private domæne, nu rent faktisk indgår i BNP (læs offentligt forbrug).

Emma Holtens egen forståelse for økonomi synes også at være begrænset, når hun samtidig med sin kritik anbefaler at man skal kunne arbejde 30 timer om ugen uden lønnedgang. Hvordan hun forestiller sig at et mindre arbejdsudbud, alt andet lige, skulle være muligt uden at påvirke beskatningsgrundlag og de offentlige finanser negativt, melder historien ikke noget om.

For som det fremgår af ovenstående er Emma Holten jo overbevist om at det er vores velfærdsstatsmodel som er grundlaget for vores (Danmarks) succes. Det kan man selvfølgelig også sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Om at rette bager for smed

Kritikken fra feminister som Emma Holten og Katriene Kiolos minder ikke så lidt om den kritik, som den venstrefløjen i årevis har turneret med. Ikke mindst den med de ‘manglende’ dynamiske effekter ved en lang række offentlige aktiviteter (hvad nu hvis de viste sig at være nul eller ligefrem negative?). Og i det hele taget synes der at være en syndig sammenblanding af statens, læs velfærdsstatens, behov for at kunne finansiere sine aktiviteter, med hensynet til samfundsøkonomiske gevinster, forstået som som den samlede velstand, for slet ikke at tale om borgernes egen trivsel og velvære.

For hvis man bliver stødt, som Emma Holten gør, over at man med udgangspunkt i beregninger foretaget af økonomer, f. eks. Nina Smith, kommer frem til at mænd i gennemsnit netto bidrager positivt til de offentlige finanser, mens kvinder er en ”underskudsforretning” – se også “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen” – så har man vist åbenlyse problemer med at skelne mellem stat og samfund. Til Emma Holtens forsvar skal siges, at der vist er en del, som ikke forstår at sondre mellem de to ting.

Men det er jo sådan set ikke anderledes end når man argumenterer mod fortsat indvandring med at bestemte indvandrergrupper koster mere i offentlige udgifter i forhold til hvad de bidrager med i indtægter (skat) for det offentlige og derefter peger på bestemte gruppers relativt lave uddannelsesniveau. For hvor er de indirekte effekter f. eks. henne? Og de er jo ikke uafhængige af hvorledes man politisk har bestemt sig for at indrette økonomien.

Hermed ikke taget stilling til hvorvidt og i hvilket omfang forskellige indvandrergrupper rent faktisk bidrager positiv eller negativt til den samlede økonomi i Danmark. Det er blot et eksempel. Adgang til velfærdsydelser og deres niveau er bestemt ikke uden betydning.

Det er også et paradoks at Emma Holten og andre er ude efter økonomer og økonomiske modeller, fordi, som hun siger til Altinget, at ”det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den [økonomiske videnskab] er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.” Og begrunder det med at det skyldes ”de økonomiske modeller og institutioner, vi benytter os af” som ifølge hende kan ses ved ”hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge.” Og slutter af med at pege på BNP, der som hun siger ”måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.”

Som tidligere nævnt har vi i årtier vidst at BNP ikke indeholder ”alt det vi laver”, når vi ikke arbejder, men hvad nu hvis vi gjorde? Altså medregnede værdien af alt det som ikke er ”markedsgjort”, når vi beregnede BNP og derefter sammenholdt det med udviklingen i BNP i takt med at vi overlader flere og flere opgaver, som man tidligere udførte privat (omsorg bl .a) til det offentlige? Resultatet er at væksten i BNP i så fald overdriver den faktiske økonomiske vækst.

Og når Emma Holten (og andre) peger på, at man også burde have “et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd og et Ligestillingsråd”, viser det at hun mener og tror på et samfund, hvor man både kan og skal på mere eller mindre planøkonomisk vis planlægge vores tilværelse ned i mindste detalje. Det er jo sådan set også den vej vores samfund bevæger sig i, og det får i det i hvert fald til at løbe koldt ned af ryggen på denne punditokrat.

Direkte adspurgt om Hvilket politisk mål vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP Svarer Holten, at “Det politiske mål skal være mere livskvalitet”. Problemet er selvføgelig hvad man forstår ved “livskvalitet”. Igen løber det koldt ned af ryggen på undertegnede. Det er den sikre opskrift på en totalitær, altomfattende stat, hvor den oplevede livskvalitet hos den enkelte næppe bliver noget at skrive hjem om.  

Noget andet er så, at det er noget af en påstand at højere BNP er den altoverskyggende målsætning med den førte politik de sidste mange årtier i Danmark. I velfærdsstatens æra har det været dennes overlevelse som har været hovedfokus, som når man ønsker at øge arbejdsudbuddet, bl. a. gennem øget pensionsalder. Og hvor er det lige vi altid ender i den offentlige debat, når nogle foreslår skattenedsættelser af den slags som vil gavne den økonomiske vækst og det mulige privatforbrug eller muligheden for at opretholde den samme realindkomst ved at arbejde mindre, hvis det er hvad man ønsker?

Nej, borgernes forbrugsmulighedsområde eller frihed til at vælge hvordan man ønsker at leve sit liv er bestemt ikke politikernes og skiftende regeringers førsteprioritet. I det hele taget er det lidt et paradoks, når kritikken af BNP, Vismandsinstitutionen, Finansministeriets regnemodeller osv. kommer fra venstrefløjen (inkl. socialdemokratiet, når de ikke har regeringsmagten). Hvad er den grundlæggende præmis for det Økonomiske Råds arbejde? Hvorfor endte BNP med at blive defineret som det blev? Hvorfor indgår offentlig forbrug som en positiv faktor for en økonomis BNP? Især fastsættelsen af produktionen i den offentlige sektor er problematisk, hvis man altså vil bruge BNP til at sige noget om værdiskabelsen i en økonomi. Her er sjældent markedspriser for de ydelser der udbydes, hvorfor bidrag til BNP fastsættes som de omkostninger der tilgår til produktion af disse. Med andre ord vil det offentlige forbrugs bidrag til BNP stige, jo mindre effektiv den er, ligesom borgernes efterspørgsel efter ydelserne bliver sekundær. Dette i modsætning til det private marked, hvor vi jo må gå ud fra at der er en sammenhæng mellem pris og den nytte som køber får ud af det.

Men igen kommer det jo an på hvad det er man vil måle – eller tror man måler ved at beregne BNP. Om man bygger katedraler, tanks eller producerer varer og tjenesteydelser som rent faktisk øger borgernes livskvalitet kommer ud på et. Det hele optræder i BNP.

Det gælder sådan set også om man blot graver dybe huller og dækker dem til bagefter. Så længe der er nogen som betaler for det og det dermed registreres som en økonomisk aktivitet, optræder det i BNP.  Der tages heller ikke hensyn til i hvilket omfang man ødelægger mulighederne for fremtidige generationers tilværelse, ødelægger miljøet og opbruger naturressourcerne. Det er en velkendt og korrekt kritik. Problemet opstår så når man skal sætte en værdi på disse eksternaliteter.

Det er også noget af en tilsnigelse at postulere, at økonomer har stor magt, når det kommer til at udforme faktisk ført politik. Et blandt mange eksempler er den førte klimapolitik. Som økonom vil man jo mene, at det i en verden med begrænsede ressourcer handler om, at med et givent mål (her reduktion af udledning af drivhusgasser) bør det gøres så effektivt som muligt. Det er de fleste (national)økonomer enige om bedst gøres ved at lægge en ensartet afgift på udledningen af drivhusgasser. Det vil være synd at sige at det er ledetråden i den førte politik.

Alternativer til BNP

Som det forhåbentlig burde fremgå af ovenstående er der al mulig grund til at være kritisk overfor BNP, både overfor hvad det egentlig fortæller os noget om og i hvilken udstrækning man bør indrette den førte politik alene ud fra at øge registreret BNP med de begrænsninger og problemer der er indbygget i beregningen af denne. Når Emma Holten fremhæver livskvalitet som et succeskriterie er jeg faktisk enig med hende. Problemet er bare hvad vi forstår ved netop livskvalitet, og hvordan man måler det.

Under alle omstændigheder har økonomer og andre i årtier prøvet at finde andre mål end BNP, som netop skulle tage højde for dets indbyggede problemer, ikke mindst som målestok for velvære og livskvalitet – hvilket BNP ikke er og aldrig har været.

Blandt de alternative mål er det mest kendt nok FN’s Human Development Index (HDI). Ideen med HDI er at  kombinere indikatorer for sundhed, uddannelse og indkomst for at give et bredere mål for menneskers velvære, ved at inddrage faktorer som forventet levetid, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst. Et grundlæggende problem er selvfølgelig hvordan man så afvejer de forskellige faktorer overfor hinanden.

Så er der Gross National Happiness (GNH), som blev udviklet af Kongeriget Bhutan i begyndelsen af 1970erne. I stedet for at fokusere på BNP, som var og er meget lavt, ville man i stedet for måle den generelle velbefindende og lykke for borgerne – netop det som Emma Holten og andre efterspørger. GNH inddrager derfor faktorer som psykologisk velvære, social støtte, miljømæssig bæredygtighed og kulturel bevarelse. Det lyder flot, men set over de seneste 50 års udvikling er Bhutan vist ikke blevet synderligt mere attraktivt at være borger i.

Der er også Genuine Progress Indicator (GPI):. Her forsøger man at måle en nations økonomiske fremskridt, mens der tages hensyn til sociale og miljømæssige faktorer. BNP justeres op eller ned ved at inkorporere faktorer som indkomstfordeling, husholdningernes produktion, værdien af ​​ulønnet arbejde, ressourceudtømning og skader på klima- og miljø.

Man kan også pege på Global Social Progress Index som angiveligt skulle give en omfattende vurdering af socialt og miljømæssigt velbefindende. Det inkluderer indikatorer relateret til grundlæggende menneskelige behov, grundlaget for velvære (f.eks. adgang til sundhedspleje og uddannelse) og muligheder for enkeltpersoner for at nå deres fulde potentiale (ja ord er jo taknemmelige).

Eller hvad med Trivselsjusterede leveårs indekset (WELLBY)? Living long and living well: The WELLBY approach | The World Happiness Report. Her kombinerer man forventet levetid med mål for subjektivt velbefindende for at vurdere den overordnede livskvalitet. Seneste World Happiness Report finder du for øvrigt her. Happiness of the younger, the older, and those in between | The World Happiness Report

Hvad der gør sig gældende for de nævnte forsøg på alternativer til BNP er så, at de i betydelig grad korrelerer med netop……., rigtigt gættet, BNP.

Man kunne selvfølgelig også også bare se på hvor folk gerne vil bo. I mange lande vil de fleste borgere helst bo i deres eget land, men der findes også en række lande, hvor et flertal af befolkningen rangerer deres eget land lavt i forhold til andre lande. Og hvis man så ikke foretrækker at bo i sit eget, men et andet land? Ja, så falder valget på lande som Canada, Australien, New Zealand Italien og Schweiz, som bl. a. er Colombianeres førstevalg (Danmark er på 2. pladsen). Anderledes ser det dog ud for dem, som rent faktisk ønsker at emigrere, Her er USA et solidt førstevalg.

Så måske er BNP – i hvert fald som udgangspunkt – alligevel ikke så tosset en målestok for velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet. Også selv om den slet ikke måler det og på trods af de mange indbyggede problemer og forbehold man må tage.

Eller som Cepos cheføkonom, Mai Amalie Holstein skriver i et indlæg den 17. juli i Berlingske Tidende:

“Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.”

Baggrunden for Anne Sofies kommentar er en analyse fra the Economist, der udkom i foråret og som undersøger kontinentets befolkningstilvækst. Analysens konklusion er, at vækstraten er på vej ned i praktisk taget alle lande. Det hører man bare ikke om, fordi der eksisterer en hjælpeindustri, der har en egeninteresse i at holde forestillingen om det elendige kontinent i live.

Hvor langt er Afrika fra vestlig velstand? En måde at svare på, er at se på hvordan den mest velstående femtedel af befolkningen lever. Jo mere den del ligner et vestligt niveau, jo mere er der en del af befolkningen, der vil efterspørge skoler, sundhedspleje, underholdning, rent miljø, og demokrati på lige fod med europæere. Vores eneste pointe idag er blot at bede læserne om at se på kortet nedenfor – det viser i farver, hvor stort den bedst stillede femtedels privatforbrug er som procent af den danske middelklasses privatforbrug – og bedømme, om hele den afrikanske kontinent er elendigt.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Igen i år vil man gerne give indtryk af at formuefordelingen bliver mere og mere skæv. Det gør man så, som man plejer, ved at bruge Forbes liste over verdens rigeste, og som bekendt var 2021 et (rigtigt) godt aktieår de fleste steder. Hvad man IKKE – som i aldrig – beskæftiger sig med er dels at der er tale om urealiserede gevinster, og at der løbende er en betydelig udskiftning i hvem som er verdens rigeste (og hvilke brancher de kommer fra) – se også Wikipedia’s liste over top 10 rigeste gennem 4 årtier.

Som en sidebemærkning kan vi selvfølgelig lige medtage at aktiekurserne på det seneste er faldet betydeligt – udviklingen i c25-indekset det seneste halve år fremgår af nedenstående – hvilket efter Oxfam-Ibis logik åbenbart er godt, for herved falder formueuligheden jo. Landets pensionsopsparere vil formentlig være af en anden opfattelse. Og hvordan kursstigninger eller – fald på Københavns Fondsbørs iøvrigt skulle påvirke levevilkårene for verdens fattige står selvfølgelig noget hen i det uvisse.

På Oxfam-Ibis danske hjemmesider kan man også læse, at man anbefaler:

• Højere beskatning af dollar-milliardærernes gevinster. Vi ønsker en progressiv beskatning af velstand og formuer og om et opgør med korruption og skattely. Her og nu kan det dreje sig om en engangs-formueskat på nogle af de gigantiske gevinster, vi har set under pandemien.
• At de tusinde milliarder af dollars, der kan rejses ved mere progressiv beskatning, investeres i sundhedspleje, uddannelse og social beskyttelse, der giver indkomstsikkerhed til alle.
• Midlertidig ophævelse af monopolerne på vacciner og teknologier gennem WTO, så alle får adgang til vacciner.

Og i ”Inequality Kills” (side 9) skriver man videre, at en

“99% windfall tax on the COVID-19 wealth gains of the 10 richest men could pay for enough vaccines to vaccinate the entire world and fill financing gaps in climate measures, universal health and social protection, and efforts to address gender-based violence in over 80 countries, while still leaving these men $8bn better off than they were before the pandemic.”

Om dette er et egentlig forslag står lidt hen i det uvisse, men givet at 8 ud af de 10 er amerikanere, en er franskmand og den sidste er inder, efterlader det os med to spørgsmål:

Hvad det vil betyde for aktiekurserne, hvis man faktisk beskatter verdens 10 rigeste mænd med 99 pct. af deres urealiserede gevinst på værdipapirer under pandemien?

Den eneste måde de pågældende kan betale er jo ved at sælge ud af deres værdipapirbeholdning. Et udsalg som i sig selv vil indebære lavere aktiekurser, hvilket næppe vil glæde de øvrige aktieejere (og dermed også pensionselskaberne). Det næste spørgsmål er hvor stor mon sandsynligheden er for at de pågældende stater (og deres befolkninger, idet alle 10 kommer fra demokratiske lande) derefter synes det er en god ide at bruge pengene i verdens fattigste lande?

Mon ikke indtægterne primært forbliver indenlands? Og hvorfor i alverden mener en ulandsorganisation, at det er dens opgave at komme med forslag til hvordan skattesystemet skal være indrettet i USA, Frankrig mv.?.

Heri ligger naturligvis også en (blandt mange) udfordring ved Oxfam-Ibis tilgang. Hvem tilgodeser en progressiv formueskat af verdens rigeste? (vi ser her bort fra diskussionen om hvorvidt formueskat i det hele taget er fornuftigt eller ej). Den tilgodeser selvfølgelig, alt andet lige, statskasserne i verdens rigeste lande. Hvordan det skulle forbedre velstand og levevilkår for verdens fattigste mangler vi i den grad svar på fra Oxfam-Ibis (og ligesindede).

Som et sidste “nedslag” skal vi også lige se på hvorledes Oxfam-Ibis (og andre) agerer, også når de data man anvender siger noget helt andet end det man påstår. Nedenstående figur er, som det fremgår, hentet fra Piketty m.fl. – også – årlige rapport, som bruges flittigt af Oxfam-Ibis. Figuren viser udviklingen i indkomstulighed, opgjort som antal gange de 10 pct. højeste indkomster er i forhold til de 50 pct. laveste fra 1820 til 2020.

Som det fremgår var verden langt mere lige i 1820 end den har været alle årene sidenhen. Før nogen ønsker sig tilbage til 1820, skal man nok medtage at det skyldes at op mod 90 pct. levede i dyb absolut fattigdom. Sidenhen steg uligheden og toppede omkring 1980, hvorefter den har været faldende sidenhen. Sådan vil de fleste nok beskrive hvad de ser, men læg her mærke til “fortolkningsteksten” under grafen. Her angiver man at den globale ulighed stabiliserede sig mellem 1910 og 2020 og at det er “for tidligt at sige noget om hvorvidt faldet man har set siden 2008 vil fortsætte”. Ja, man kan jo altid sige at fremtiden er usikker – og det er den jo – Men at se bort fra at den stigende tendens vendes til en faldende tendens fra begyndelsen af 1980erne og frem er absurd. Og hvad var det lige der skete i slutningen af 1970erne og frem? – Det var markedsreformer (det som kritikerne hånligt beskriver som neoliberalistiske reformer) i en række økonomier, ikke mindst Kina, som gik fra planøkonomi til at være en blandingsøkonomi.

Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke med sikkerhed kan vide hvad morgendagen bringer, og ét scenarie er jo en tilbagevenden til mere planøkonomisk politik, øgede handelsrestriktioner og regulering mv. Ikke ulig den form for økonomisk politik netop Oxfam-Ibis o. lign. organisationer og politiske partier reelt er fortalere for – hvorved de faktisk ikke adskiller sig fra forestillinger hos dele af tidens nationalkonservative i Europa og USA. Hvis de for alvor får vind i sejlene kan udviklingen de kommende årtier blive noget af en gyser – ikke mindst for verdens fattigste, som har været de store vindere af den økonomiske globalisering og markedsreformer i sidste fjerdedel af det 20. århundrede og frem.

Kommentarer til tidligere års rapporter fra Oxfam-Ibis:

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Link til Oxfam-Ibis rapport, Credit Suisse og Pikety m.fl:

Inequality Kills: The unparalleled action needed to combat unprecedented inequality in the wake of COVID-19 – Oxfam Policy & Practice

Inequality Kills: Methodology note (openrepository.com)

Global wealth report – Credit Suisse (credit-suisse.com)

0098-21_WIL_RIM_RAPPORT_A4.indb (wid.world)

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.

Spanien og Portugal er generelt noget fattigere end Nordeuropa, selvom Spanien faktisk har overhalet Italien de seneste år. Ifølge CIA er deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger henholdsvis 38.400 og 30.500 dollars, så det lille land på den iberiske halvøs atlantkyst er noget fattigere end dets store nabo. De to landes velstandsniveauer er således cirka 77 og 61 % af Danmarks niveau, men forskellene er henholdsvis 92 og 83 % når man ser på privatforbruget.

Internt på halvøen er der store forskelle, som dog ikke er nær så store som i Italien. Som figuren i dag viser, er den rigeste region området omkring Madrid, der har et BNP per indbygger på 38.300 euro, skarpt efterfulgt af Baskerlandets 36.300. I Portugal er det også hovedstaden, der er rigest med 30.900 euro, hvilket er mest sammenligneligt med indkomstniveauet i Sydkorea. Den fattigste region på halvøen er det portugisiske nord (omkring Porto) og den centrale region, hvor velstanden bedst kan sammenlignes med Tyrkiet og den lille caribiske østat Antigua og Barbuda. De fattigste spanske regioner, der kommer tættest på – Extremadura og Spaniens lille afrikanske enklave Mellila – ligger begge velstandsmæssigt tættest på Saint Kitts og Nevis, og er en smule fattigere end Malaysia. På den iberiske halvø har man med andre ord regioner, der har nordeuropæiske velstandsniveauer, og regioner der mere ligner velfungerende udviklings- og mellemindkomstlande.

Der er dog en ekstra pointe i at afsøge de regionale forskelle i Spanien og Portugal: Udviklingen de senere år, og særligt siden finanskrisen. Det er flere gange påstået, at finanskrisen førte til endnu større regional ulighed i Europa, og Italien er et glimrende eksempel: Forskellen på den rigeste og fattigste region er steget fra 129 % i 2007 til 176 % i de sidste BNP-tal. Ser man på forskellene internt i de to iberiske lande, er der dog ikke sket den store ændring i den regionale ulighed i Spanien. De samme regioner bliver ved med at være relativt fattige og rige, og størrelsen på forskellene er stort set identiske i dag og i 2007. Det samme er ikke tilfældet i Portugal, hvor Lissabon-regionen umiddelbart før finanskrisen var 79 % rigere end den fattigste region i Portugal. mens forskellen i dag kun er 52 %.

Mange tænker ofte på Italien, Spanien og Portugal som en slags forenet Sydeuropa. Selvom de har tydelige fællestræk – store turistsektorer, tvivlsomme embedsværk og underholdende fodbold – er de ganske forskellige. De interne forskelligheder er også langt større i Italien end Spanien, med det lille Portugal mere på linje med nordeuropæiske forskelle. Men uanset skalaen, holder konklusionen fra forleden igen: Økonomisk ville det være en fejl at tænke på særligt Spanien som ét land.

Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.

Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.

Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”

Velmenende mennesker forfærdes ved synet af kummerlige forhold og manglen på fast arbejde, men stræben efter politisk tilvejebragt “full employment” à la Ford fører ofte en større polarisering mellem det ordnede og det uordnede samfundsliv, som udgør en ny barriere, man må overvinde. Precarity-litteraturen flyder over med eksempler på folk, der ikke kan indfri målet om en god stilling, stabil indtjening, ansættelsestryghed, som typisk beskrives som en stadig større kløft mellem ideal og virkelighed og tolkes som bevis på kapitalismens uformåen, mens det snarere er en dom over en rigid og utopisk industrialisme. Stadigt flere mennesker lever på kanten af én drøm, men de lever ikke nødvendigvis dårligere af den grund — særligt ikke hvis man giver plads til, at de kan forfølge deres egne drømme.

Industrialismen som ideologi har netop den bivirkning, at den ser bort fra de strategier, udsatte og fattige mennesker faktisk benytter sig af for at få til dagen og vejen. I Haiti kaldes den blanding af skiftende lønarbejde, landbrug, skiftende afhængighed af familie og venner, gadesalg, rykvis migration og uformelt arbejde, som er så typisk i mindre udviklede omstændigheder ganske enkelt for ”chercher la vie.” I den sammehæng er fast lønarbejde under ordnede forhold kun én mulig strategi blandt flere, som Millers informanter og mange andre gerne fortæller om – hvis man ellers gider spørge.

Det at leve på kanten af den formelle økonomi kan være den bedste og mest farbare vej, der står til rådighed. I den forbindelse er det mildest talt ubehjælpeligt at forsøge at lukke den uformelle sektor ned, som man ofte gør både i udviklingslande og i Danmark. Konsekvensen er oftest yderligere forringelse af livsforholdene for de ramte. I Danmark lukker man gerne ned for “social dumping” og uformelt arbejde, selvom det netop er laverelønnet, marginalt arbejde (som jordbærplukker eller kontantlønnet brolægger, f.eks.), som er mest tilgængeligt for dem, der ellers ikke ville kunne finde sig en niche under ordnede forhold. I Millers artikel møder hun affaldssamlere, som ernærede sig som gadesælgere, før deres varer blev konfiskeret og de blev jaget væk fra byrummet i forsøget på at skabe mere velordende gaderum:

Most of these catadores recounted stories of the increasing difficulties faced by informal workers beginning in the 1990s. In 1993, the mayor of Rio de Janeiro, César Maia, launched a series of urban reform projects that focused on the regulation of public space. The urban planner responsible for initiatives in Rio’s central business district referred to this project as “straightening-up the house” or “cleaning the landscape. … Thus, many catadores came to Jardim Gramacho not as a result of losing full-time, waged employment but as a consequence of the enclosure of Rio’s informal economies.

Til forskel fra rene og nydelige fabriksgulve, hvor man stempler pænt ud, er den virkelige verden oftest uordentlig, rodet og grim. Fattigdomsaktivister viser gerne billeder af stinkende affaldsdynger og tiloset baggårdsindustri, som de holder op mod en idealiseret middelklasselivsstil, som aldrig har haft gang på jorden uden for en kort periode i efterkrigstiden. Den større historie er, at den industrielle model heller ikke i Vesten har kunnet levere den varige velstand, som et mere rodet, uordentligt og fleksibel samfundsliv præsterer. Problemet er således ikke den forkætrede neoliberalisme, men autoritære vækstmodeller og centralisme, som gang på gang går galt af menneskers ønsker. I den forbindelse er det mindre væsentligt, at de forholdene ser grimme ud på en eller DR2-dokumentar eller lyder uhyggelige for den fast ansatte dansker.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Det er ofte svært at kommunikere til ikke-økonomer og studerende, hvor langt bagefter nogle ulande er. Problemet bliver, at når de ikke har en fornemmelse for afstanden, falder de for billige argumenter om, hvordan man ‘bare’ kan hjælpe ulande. Så her er en alternativ måde at gøre det på. Jeg har kombineret CIAs opdaterede BNP-mål (i købekraftsparitet, dvs. reel købekraft) med Maddisons historiske BNP-tal. Mens man skal passe meget på – BNP-tallene fanger for eksempel ikke kvalitetsforbedringer, der reflekteres i priserne! – giver figuren en vis fornemmelse, særligt hvis man har været i et eller flere af landene. Helt kort: Figuren viser, på hvilket tidspunkt i historien vi i Danmark havde samme købekraft som et givent land har i dag.

PS: Karl-Iver spørger om skalaen. Bemærk at Y-aksen er logaritmen til BNP per capita og starter ved 7.

Og hvordan ser det så ud, når vi sammenligner Danmark med resten af OECD (og dermed ’glemmer’ Singapore og de rigeste olielande), suppleret med de lande, der burde være med – Israel og Taiwan? Ja, Danmark er med et BNP per indbygger på 186.675 kroner (i amerikanske priser) pt. nummer 11. Vi er således foran Sverige (nr. 13) og Finland (nr. 14), men langt bagefter Norge (nr. 2). Sammenligner vi arbejdskraftens produktivitet, målt meget simpelt som produktion i kroner per person i beskæftigelse, er vi nummer 13 med 352.147 kroner, igen efterfulgt af Sverige (nr. 18) og Finland (nr. 15). Så det ser vel ikke så dårligt ud, vel? Der er to grunde til at svare ’jo det er’ på det spørgsmål.

For det første kan man se på, hvor stor en andel af indkomsten, der faktisk ender som privatforbrug. Her viser Penn-tallene, at det kun er 86.662 kroner, mens resten ædes af den offentlige sektor og af (private såvel som offentlige) investeringer. På det punkt er Danmark kun nummer 19. Det fællesnordiske problem med den offentlige sektor afsløres også af, at gruppens nummer to i BNP, Norge, falder ned som nummer 8 i privatforbrug. Det er yderligere understreget af, at Taiwan ligger to pladser foran Danmark, når der ses på, hvad folk rendt faktisk selv kan disponere over.

For det andet er Danmark, som Cepos dokumenterede sidste år, langsomt men sikkert på vej ned ad ranglisterne. Den økonomiske vækst de sidste ti år har været svag i forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med, og med den stærkt voksende offentlige sektor, er udviklingen i privatforbruget logisk set endnu svagere. Ydermere har OECD de seneste år forudset, at den danske udvikling vil være endnu langsommere i de kommende ti år, medmindre centrale dele af det danske arbejdsmarked og skattesystem reformeres.

Hvad er så bundlinjen? Følger man den økonomiske logik, er der kun et svar: Medmindre Løkke pludselig viser sig at være den store reformator, der tør tage et grundlæggende opgør med centrale dele af den socialdemokratiske velfærdsstat, skal man næsten tro på en almægtig velfærdsgud, før man kan tro på, at Danmark ikke falder længere bagud. Løkkes mål for Danmark er under ingen omstændigheder forenelige med vores nuværende position og udvikling. Men i dansk politik har økonomisk logik som argument vel været sat ud af kraft lige siden Fogh indtog medianvælgeren.

“Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er – metaforisk – lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere – men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig – af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt ’år 1’ er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?”