Om Oxfam Ibis årlige fiflerier

Så er starten gået på den årlige uge i Davos, hvor nogle af verdens rigeste mennesker, primært mænd, og politikere holder komsammen med udvalgte kendisser, og taler om hvordan de vil redde verden. Reelt er der naturligvis tale om CSR af den mere betændte slags, og rent-seeking af værste skuffe.

Sammenkomsten er af den slags som Adam Smith allerede advarede os om for 250 år siden og der er grund til at holde på hat og briller og have ekstra godt fat i portmoneen. Regningen for al denne skønsnak og de mange gode intentioner ender altid hos den “almindelige borger”.

Som vanen byder, udsender ulandsorganisationen Oxfam-Ibis i dagene op til den årlige sammenkomst samtidig deres årlige ulighedsrapport, som vi her på bloggen gennem årene igen og igen har påpeget lider under mildt sagt store problemer. I år er det også blevet til en kronik i Berlingske Tidende, som svar på Oxfam Ibis kronik samme sted, hvor de præsenterede dette års “ulighedsrapport”. Dette blogindlæg er således en uddybning af nogle af pointerne i min kronik.

Og problemerne er betydelige ved de årlige rapporter fra Oxfam Ibis. Fra cherrypicking over manglende konsistens til hvad der vel rettelig må betegnes som fake news.

Det rene fup

Sidste år påstod Oxfam Ibis, at de 10 procent højeste indkomster betalte en mindre andel i skat end de 10 procent laveste i UK. Der var endda en fin kildehenvisning, hvor man kunne hente et regneark, som viste beskatningen fordelt på deciler.

Her kunne man ganske rigtig slå op på en fane, som viste de tal som Oxfam – Ibis brugte. Problemet var bare, at der i den opgørelse de brugte bl. a. ikke var taget højde for bl. a. hustandenes størrelse. I fravær af det bedste, nemlig en opgørelse på den enkelte skatteyder, kunne man dog andetsteds i regnearket finde en opgørelse, som var i overenstemmelse med gængs opgørelsesmetode, hvis man opgør det på hustand. Den viste (ikke overraskende), at den nederste decil (naturligvis) havde et mindre skattetryk end de øvrige deciler. Med mindre Oxfam Ibis ansatte ikke har nogen som helst form for økonomisk indsigt, må man gå ud fra at dette valg var helt bevidst.

I lighed med de forgående år ønsker man også i år at få tingene til at se “værre ud end de er”. Således vil man tilsyneladende gerne have læserne til at tro, at grænsen for ekstrem fattigdom er 5,50 USD. om dagen. Den er dog noget lavere, nemlig 1,90 USD. Når man sætter grænsen højere kommer man naturligvis også frem til at en større andel af jordens befolkning lever i ekstrem fattigdom, end det rent faktisk er tilfældet

For mens vi er kommet ned under hver tiende som lever i ekstrem fattigdom (Verdensbankens definition) – se her, så er det fortsat næsten hver anden som lever under 5,50 USD. ifølge Verdensbankens tal, som dog er fra 2015. Alt tyder på at andelen er lavere i dag.

Læs hele indlægget om sidste års rapport her.

Også i år prøver Ibis-Oxfam at få læseren til at tro at 5,50 USD. er grænsen for ekstrem fattgidom. Således skriver man i den danske “læse let udgave” af årets rapport (som er på engelsk), under overskriften “6 vilde facts om ulighed“:

Næsten halvdelen af klodens indbyggere lever for under 5,5 dollars om dagen. Selvom færre lever i ekstrem fattigdom i dag, er den hastighed, vi udrydder fattigdom med, halveret siden 2013.

Hver for sig er udsagnene sådan set korrekte, men sat sammen får man jo indtryk af, at ekstrem fattigdom defineres ved at have mindre end 5,50 USD. om dagen. Det er bare ikke korrekt. Det er fortsat defineret ved at have mindre end 1,90 USD til rådighed. Målt på reaktionerne på de sociale medier (twitter), da jeg gjorde opmærksom på det i går, opnår man da også den ønskede effekt. En enkelt sendte endda også et link til et notat hvor Verdensbanken skriver om deres fattigdomsmål, som skulle vise at jeg tog fejl. Men læser man hvad Verdensbanken skriver, fremgår det dog ganske tydelig, at man ikke kan anvende de 5,50 USD som Oxfam Ibis gør:

The World Bank now reports on two higher-value poverty lines: $3.20 and $5.50 per day. These lines, which are typical of standards among lower- and upper-middle-income countries, respectively, are designed to complement, not replace, the $1.90 international poverty line

Faktisk er indførelsen af 5,50 USD. grænsen udtryk for hvor succesfuld man har været i at reducere fattigdommen de seneste årtier. Det er ikke det indtryk man efterlades med, ved at læse Oxfam Ibis rapport.

Den globale ulighed falder, både målt på indkomst og nettoformue

Når man læser Oxfam Ibis rapporter gennem årene, skulle man jo tro at uligheden stiger. Men det forholder sig faktisk omvendt. Den globale ulighed falder, både målt på nettoformue og indkomst.

At formueuligheden har været faldende over de seneste 20 år fremgår ellers af den rapport som udgør den absolut væsentligste kilde for Oxfam Ibis “årlige slagnummer” om den ulige formuefordeling, nemlig Credit Suisse årlige “Global Wealth Report”, der udkommer om efteråret.

At det er et temmelig ringe begreb at anvende, hvis man ønsker at skrive om udviklingen i levestandard, ikke mindst for verdens fattige, er en ting, som vi har skrevet om mange gange her på bloggen. Se bl.a her og her. Noget andet er at Oxfam Ibis igennem årene igen og igen har misrepræsenteret det anvendte kildemateriale (Credit Suisse). Formueuligheden er som sagt faldende og ikke stigende, som Oxfam Ibis vil have os til at tro, og sådan har det været længe. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som stammer fra den seneste “Global Wealth report” fra Credit Suisse.

Sandheden om Oxfam Ibis årlige rapporter er da også, at det er så som så med originaliteten. Det er primært en sammenskrivning af allerede eksisterende materiale (især fra Credit Suisse), udformet og pakket, således at det passer det i forvejen ønskede resultat. Oxfam Ibis metode svarer til en virksomhed, der skifter regnskabsprincipper hvert år, for at opnå et bestemt resultat, hvilket som bekendt er i strid med regnskabsloven.

Oxfam Ibis anløbne metoder får man et indtryk af, når tallene ikke rigtigt passer ind i den ønskede konklusion. således skriver Kristian Weise i en kronik i Berlingske Tidende mandag, når han nødtvungen trods alt må erkende at formueuligheden faktisk er faldende (det har vi vidst i flere år), at

Men det er nok mere et statistisk skvulp end et tegn på, at den globale økonomiske orden af sig selv er i gang med at rette op på sine egne indbyggede fejl.
For det første har banken, der leverer de formuedata, vi bruger, ændret sin opgørelsesmetode. Credit Suisse vurderer, at de fattige i Indien med den nye opgørelsesmetode har en lidt større formue i år end tidligere. Når de flere hundrede millioner indere registreres for en lille smule mere, påvirker det verdenstallene markant. Men størstedelen af Indiens vækst går stadig til de allerrigeste, og flertallet må kigge langt efter de værdier, som de er med til at skabe

Og fortsætter med, at

For det andet hænger den mindskede formueulighed sammen med, at aktiemarkedet faldt i 2018 – og det gik naturligt nok hårdest ud over de rige aktieejeres formuer. Umiddelbart et fald i uligheden. Men allerede året efter steg aktierne markant, og som mange har noteret, var 2019 et aldeles glimrende år for verdens milliardærer. Europas rigeste mand, franske Bernard Arnault, blev eksempelvis mere end 250 milliarder kroner rigere. På et år. Så uligheden er desværre steget, siden rapportens tal blev beregnet.

Kristian Weise har fuldkommen ret i at udviklingen i aktiekurser, ligesom boligpriser og valutakursudsving har stor betydning. Det skriver Credit Suisse faktisk også om hvert eneste år. Men dels viser ovenstående figur fra Credit Suisse jo, at der næppe blot er tale om et “statistisk skvulp”, når både top 5 og 10 procents andel er faldet markant over de seneste 20 år, mens også top 1 procent faktisk ligger lidt lavere end for 20 år siden. Og dels har man aldrig taget samme forbehold, når det gik den anden vej.

Og som det også fremgår af ovenstående har den stigning, som var i top 1 procent andel efter finanskrisen frem til 2016, som fulgte et fald fra årtusindets start, hvorefter andelen har været konstant de seneste år, været på bekostning af top 10s andel. De nederste 90 procent andel har derimod været konstant stigende gennem de seneste 20 år. Heller ikke det indtryk man får ved at læse Oxfam Ibis årlige rapporter.

Det kan sagtens være at det ser anderledes ud når Credit Suisse udsender en ny rapport til efteråret – hvis altså ikke verdens børser gør dit, dollaren dat og boligpriserne noget helt tredje. Men sådan har det altså været i alle årene, også i årene efter finanskrisen hvor den ene procents andel steg, og Oxfam Ibis i deres årlige rapporter annoncerede at nu ejede de snart hele verden. Se bl. a. her og her.

Ok, vil en del så måske tænke, men hvad så med indkomstuligheden, den stiger da gør den ikke?. Ja, set over de seneste årtier er den steget i et flertal af lande, men det faktisk også faldet i en del lande, bl. a. i den mest ulige region, Latinamerika. Og her ligger uligheden fortsat under niveauet i starten af årtusindet, selv om mange lande har oplevet en økonomisk afmatning, og nogle endda en decideret økonomisk krise fra midten af sidste årti.

Ser vi på udviklingen i den globale ulighed, så kan vi dog konstatere, at den er faldet, som det fremgår af nedenstående figur fra Branko Milanoviz.

Se i øvrigt også her.

Med andre ord, aldrig har verden og dens befolkning været mere velstående og mere lige. Ok, den var måske mere lige for 200 år siden, hvor man regner med at omkring 85 procent af jordens befolkning levede i ekstrem fattigdom, men den slags lighed er det vel trods alt de færreste der finder attråværdig.

Men selv om verdens fattigdom er faldet drastisk her i “neoliberalismen og globaliseringens” tidsalder, har vi naturligvis langt igen. Et problem er da også at den hastighed med hvilken mennesker kommer ud af ekstrem fattigdom er faldet drastisk de senere år (det har Kristian Weise og Oxfam Ibis ret i, og er noget vi har vidst længe) . Desværre tror jeg, at denne tendens vil fortsætte.

Om ikke andet, så fordi at i takt med at andelen af jorden befolkning, som lever i fattigdom (efter Verdensbankens kriterier) falder, bliver den også mere og mere koncentreret til en række folkerige afrikanske lande, ikke mindst Nigeria. Men det skyldes ikke den økonomiske globalisering og markedskapitalisme, som Oxfam Ibis gerne vil have os til at tro. Det skyldes specifikke lokale forhold.

Jeg deltog for øvrigt i dagens P1 debat, som kan høres her. Jeg er med fra ca. 26 minutter inde i udsendelsen

1 thought on “Om Oxfam Ibis årlige fiflerier

  1. Pingback: Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven | Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.