Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.

Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.

Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.

Det kan der være grund til at uddybe.

Strategien efter valgnederlaget i 1998.

Ved valget i 1998 tabte blå side valget med få hundrede stemmer, og den socialdemokratiske statsminister Nyrup fik overraskende lov at fortsætte. Den nye formand Anders Fogh Rasmussen – som ellers havde været bannerfører for en ret markant liberal reformkurs, lagde sammen med partisekretær Claus Hjort Frederiksen strategien helt om. I hovedelementer gik den ud på:

1. Små gradvise ændringer af samfundet i mere liberal retning frem for store reformer. Det var helt afgørende, at ”vælgerne kunne følge med” (Hjort-doktrinen).
2. Kontraktpolitik. Man gik efter at vinde medianvælgeren, som skulle betrygges i, at der ikke kom pludselige uforudsete reformer efter valget.
3. Udlændingepolitik skulle splitte især Socialdemokratiet fra medianvælgerpositionen og skabe intern splittelse både internt i Socialdemokratiet og i forhold til dets støttepartier.

Nøglen var her små gradvise ændringer – ellers kunne resten være lige meget set i forhold til at præge samfundsudviklingen. De skulle bestå i flere ting.

For det første skulle vælgerne flyttes gennem en ”kulturkamp”, hvor de blev gradvist mere liberalt sindede. Det var lidt uklart, hvordan det skulle ske. Mest konkret blev der efter regeringsskiftet i 2001 gennemført en vis sanering af råd og nævn, dvs. en reduktion i den store offentlige finansiering af en ofte anti-liberal infrastruktur af politiske organisationer med snablerne dybt i skatteborgernes lommer.

For det andet skulle etableres en række politiske mekanismer, som øvede et modpres mod den offentlige sektors iboende tendens til at vokse. Skattestoppet var det vigtigste. Da en række skattekilder ikke voksede helt så hurtigt som indkomsterne, ville skattestoppet overtid nedbringe skattetrykket. Desuden var der en årlig produktivitetsbesparelse i staten på 2 pct. Udgangspunktet var, at nye udgifter skulle finansieres af puljen. På overførslerne var der en såkaldt satspulje – indført allerede under Nyrup – som betød, at overførslerne voksede lidt langsommere end lønningerne og dermed gradvist øgede incitamentet til at arbejde frem for at være på overførsler. Der blev endvidere med velfærdsforliget under Løkke så småt indført levetidsindeksering af pensionsalderen – dvs. at pensionsudgifterne ikke eksploderer i takt med, at vi bliver ældre. Kort sagt – en række strukturelt indbyggede mekanismer, som trak modsat af den ellers indbyggede tendens til voksende offentlig sektor.

For det tredje skulle borgerne gennem frit valg vænnes til også private alternativer til offentlige monopoler.

Endelig var løftet, at faldende renteudgifter på statsgælden så småt skulle omsættes i skattelettelser, der altså ville komme snigende, snarere end præsentere sig som et ”big-bang”.

Hvordan gik det så? Og hvad er status nu?

Det paradoksale er, at strategien var tænkt som en meget langsigtet proces, men i virkeligheden virkede bedst i begyndelsen. På længere sigt blev den gradvist slidt ned – og blev måske også mere og mere bare et påskud for politisk bekvem inaktivitet.

Udlændingekortet endte med at splitte V og DF

”Udlændingekortet” kom op til og efter regeringsskiftet i 2001 til at virke meget kraftigt. DF og venstre trak stærkt i de socialdemokratiske vælgere, som var bekymrede over indvandringen, og presset blev forstærket af indre uro om emnet i rød blok. Men det medførte efterhånden, at Socialdemokratiet ændrede sin udlændingepolitik og gik i retorisk infight med DF om at være mest strammer. Nu var det så V og DF, som blev sat under pres og forsøgte at holde på de fremmedkritiske vælgere, de havde hentet over midten, ved at flytte den øvrige politik i mere socialdemokratisk retning. I stedet for den strategiske målsætning om gradvist at flytte midtervælgerne i blå retning, bevægede midtervælgerne i stedet de to blå partier i socialdemokratisk retning. Til sidst kom udlændingespørgsmålet til at splitte DF og V selv. Det er endt med seks partier ved det netop overståede valg. Nye Borgerlige for hardlinere i udlændingepolitik, som synes at DFs økonomiske politik var for socialdemokratisk. Danmarks-demokraterne, der samler den mest socialdemokratiske del af DF og de indvandrerkritiske Venstrevælgere, som køber Inger Støjbergs forklaring på grundlovsbruddet i indvandrerpolitikkens tjeneste. Venstre og DF selv. Og endelig Moderaterne som har blæst til samling under bannere om, at dele af indvandringspolitikken er blevet for stram og symbolpolitisk – og som desuden har udfordret Venstres tilbageholdenhed med reformer.

Det er ikke kun i omegnen af Venstre endsige i Danmark, at indvandrerspørgsmålet har givet anledning til rifter, så det er ikke for at sige, at hele misæren skyldes et strategisk valg i Venstre for 25 år siden, men det kan altså noteres, at spørgsmålet martrer de blå mere end de røde i dag, hvor Socialdemokratiets støttepartier reelt har givet det ret frie tøjler til at forfølge en politik, de angiveligt ikke er enige i. Der er godt nok slagsmål mellem dem, som markerer forskellene i deres politik, men ikke splittelse i flere partier som i blå blok.

Kulturkamp når idéudvikling er tabu?

Splittelsen i blå blok kan på en anden måde føres tilbage til Venstres strategi. Som led i at betrygge vælgerne og overholde kontrakten blev der lagt solidt låg på idédebatten og -udviklingen internt i partiet. Der blev slået hårdt ned på små afvigelser.   De ti teser – et yderst forsigtigt og realpolitisk bud på nogle praktiske liberale principper – som kom til at koste nogle af partiets største talenter en forvisning fra den politiske hovedscene i årevis, og dermed også tjente reaktionen til skræk og advarsel for andre. Problemet er, at det er vanskeligt at udvikle den praktiske politik og føre kulturkamp, når der ikke er noget rum til det. En medvirkende årsag til stiftelsen af først Ny og siden Liberal Alliance var den topstyrede afideologisering af Venstre.

Dermed ikke sagt, at den oprindelige strategi var helt forkert tænkt.

Et parti, der gerne vil have magten til at bevæge samfundet i en bestemt retning, må naturligvis undgå at frastøde medianvælgerne. En kulturkamp, hvor man påvirker samfundsdebatten på anden måde en gennem politiske initiativer, er essentiel, blot den ikke erstatter politikken. Og at den rent faktisk finder sted. Øvelsen med at nedlægge råd og nævn skulle i øvrigt aldrig komme til at gentage sig. Tværtimod opretholdes f.eks. et misbrug af såkaldt ulandsbistand til at finansiere ekstremt venstreorienterede organisationers anti-kapitalistiske kampagner i Danmark. Statens greb om mediemarkedet er stærkere i Danmark end sammenlignelige lande.

Skattestoppet og de andre mekanismer er slidt eller afmonteret…

Problemet er også, at de mekanismer, som gradvist kunne påvirke den strukturelle økonomiske udvikling, i høj grad er blevet afmonteret eller slidt ned. Satspuljen og de statslige produktivitetsbesparelser blev afskaffet under den seneste Venstreledede regering. Politikken med at anvende råderum skabt af faldende rentebetalinger til skattelettelser blev aldrig rigtig fulgt op. Tværtimod er der skabt såkaldt ”overholdbare” offentlige finanser, som langsomt begynder at sive ud i udgiftspolitik. Det skete bl.a. under covid-epidemien.

Skattestoppet har været det måske vigtigste af redskaberne, men det er udfordret af flere grunde, selv om Venstre fortsat går ind for det. For det første er skattebaserne blevet gjort mere elastiske, så økonomisk vækst i højere grad trækker indtægterne automatisk i vejret. Afgifterne er i meget vid udstrækning blevet indekseret, og bilafgifterne blev justeret på samme måde. For det andet blev skattestoppet ikke overholdt. I Skattereformen 2009/10 blev åbnet et såkaldt ”thailandsk vindue” for skatteomlægninger, men i realiteten blev der skjult en regulær skatteforhøjelse på 14 mia.kr. i reformen, som samtidig gav 5 mia.kr. i adfærdseffekter til statskassen. I 2011 blev skatterne hævet med yderligere 10 mia.kr. Også VLAK-regeringens omlægning af bilafgifterne har en skattestigning indbygget i sig. Det understreger, at det var rigtigt tænkt med et rigidt udformet skattestop, og at ekstraordinære undtagelser let bliver en vane.

…og erstattet af mekanismer, der trækker i forkert retning

I stedet for mekanismer, der strukturelt kan påvirke samfundsudviklingen positivt, har Venstre med sit ”velfærdsløfte” begået en fatal fejltagelse og gjort det præcis modsatte. Det indebærer et minimum for, hvor meget de offentlige forbrugsudgifter skal stige – nemlig med det såkaldte ”demografiske træk”.

Også på andre måder har man malet partiets fremtidige politikere ind i et hjørne. Venstre har tilsluttet sig det såkaldte 70 pct.-mål for drivhusgasudledningen i 2030. Det vil uundgåeligt ramme landbrugsproduktionen hårdt. De primære landbrug kan man måske i en vis grad tilfredsstille ved betale dem for at lade være med at producere, men den afledte produktion i fødevareindustrien vil komme under pres.

Venstres stærkeste politiske kort i dag er nok frit valg-dagsordenen, men det mangler at blive udmøntet i gennemtænkte, konkrete forslag. Det kan nemt give bagslag, når det enten ikke kan udmøntes i en grad, som borgerne får skabt forventninger om, eller når det ikke er økonomisk bæredygtigt. Et system med ”gratisydelser” må enten være rationeret eller blive meget dyrt.

Også andre forslag fra valgkampen lider under at være mangelfuldt tænkt og nok i realiteten mest egnet til at skaffe omtale. Det gælder det tilfældige fradrag til unge til opsparing til boligkøb, og det gælder fradraget for fuldtidsbeskæftigede.

Hvilke nye gradvise mekanismer kunne understøtte en langsigtet liberal strategi?

Ideen om at indbygge mekanismer, som modvirker, at den offentlige sektor vokser i helt samme takt som resten af økonomien er ikke forkert – bare ikke altid tilstrækkelig. Men hvis man ikke er villig til at gennemføre større reformer, som reducerer den offentlige sektor, er den i hvert fald nødvendig.

Hvad er der af kandidater? Her er en håndfuld.

Det som sagt vigtigt, at Venstre fortsat står fast på skattestoppet, selv om det i kraft af en mere elastisk skattebase vil have mindre potentiale end oprindeligt. Et oplagt punkt at udvide det med er at låse grundvurderingerne på det hidtidige niveau, når det (igen) viser sig, at det nye vurderingssystem for grundvurderinger ikke kommer til at virke. Det kan desuden overvejes at indføre en regulering af bundgrænserne i skattesystemet ikke efter den generelle lønudvikling, men i den pågældende base. F.eks. topskattegrænsen kunne f.eks. reguleres, så andelen af indkomstmassen over grænsen ikke steg. I en inflationstid kan det overvejes at indføre realbeskatning af kapitalafkast med fradrag for inflation – ellers stiger den effektive beskatning voldsomt.

På udgiftssiden kunne man f.eks. indføre prisregulering af udvalgte overførselsindkomster i stedet for satsregulering med lønudviklingen (hvilket dog på kort sigt vil have den modsatte virkning, da lønudviklingen i øjeblikket er langsommere end prisudviklingen, men under normale forhold med stigende realløn vil overgang til prisregulering sænke udgiftsvæksten). Det gælder f.eks. SU og kontanthjælpsloftet. Det er samtidig vigtigt at fastholde levetidsreguleringen af pensionsalderen og modvirke det pres, der er for at opgive også det. Hvis det viser sig politisk umuligt at imødegå dette pres og mindske levetidsreguleringen, bør niveauet for overførselsindkomster til pensionister mindrereguleres tilsvarende, så det samlede udgiftsniveau ikke stiger mere end forudsat. Det samme gælder, hvis Venstre fastholder sin fredning af Arnepensionen.

Venstre har markeret sig kraftigt på frit valg, men uden at være særlig præcis. Som sagt kan frit valg være udgiftskrævende, hvis der der åbnes muligheder for at vælge dyrere produkter, men frit valg kan også designes, så der er et besparelsespotentiale. Forældre, der vælger friskoler, får ikke hele besparelsen i folkeskolen med sig, og brug af private sundhedsforsikringer sparer det offentlige for udgifter. Udvidelse af pensionsopsparingen til at dække plejeudgifter mv. vil ligeledes både kunne forbedre de ældres plejemuligheder og lette udgiftspresset i det offentlige, sådan som det er tilfældet med alderspensioner, hvor folkepensionen spiller en aftagende rolle i forhold til pensionisternes egen opsparing. Voucherordninger som erstatning for kulturstøtte til institutioner f.eks. på medieområdet kan også kombineres med et element af egenbetaling. Folk betaler jo gerne for tilbud som Netflix frem for at være bundet til kun at se statsfjernsyn. Det er dog også vigtigt at gøre sig klart, at der også er behov for større reformer. Her har Venstre et stort udækket behov for mere politik på hylderne. Først og fremmest er der grund til at opstille både en politisk vision og en strategi for, hvad partiet vil.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Det er ringe nok i sig selv. Men her i sommerserien om begreber, der bør væk, vil jeg se på, hvad Venstre kalder tilskuddet. Det kaldes et “skattefradrag”. Det bliver ikke placeret på udgiftsbudgettet, hvor det rettelig hører hjemme, men som et mindre skatteprovenu på indtægtsbudgettet. Dermed maskeres udgiften som en skattelettelse. Skattetrykket bliver endnu mere misvisende som udtryk for den reelle skattebyrde. At kalde ordningen for et fradrag føjer spot til skade.

Begrebet “skattefradrag” bør ikke helt fjernes fra sproget, fordi der findes ægte og reelle fradrag. F.eks. er rentefradraget en logisk konsekvens af at beskatte nettokapitalindkomsten. Erhvervsdrivendes fradrag for driftsudgifter er et andet eksempel. Når man beskatter overskuddet, skal der naturligvis være fradrag for omkostninger. Ellers ville det blive en omsætningsskat.

Et fradrag, som er betinget af, at skatteyderne gør noget, politikerne gerne vil have, er derimod ikke en logisk del af skattesystemet. Det har heller ikke samme værdi for skatteyderne som almindelig disponibel indkomst. Fradraget kræver en modydelse: at man gør, hvad politikerne vil. På samme måde som når man gør sig berettiget til et tilskud. Derfor er der et økonomisk forvridningstab, som borgerne må bære ved den slags “fradrag”. Disponibel indkomst kan man omvendt bruge, som man vil. Jeg har her  prøvet at forklare, hvorfor fradrag, der er maskerede udgifter, som tommelfingerregel kun er det halve værd af ægte skattelettelser.

For at illustrere det absurde i at kalde offentlige udgifter for fradrag kunne man i princippet finansiere den nuværende offentlige sektor med et skattetryk på nul! Her er hvordan: I stedet for at betale offentligt ansatte, leverandører, overførselsindkomstmodtagere og andre med penge, kunne staten give dem et omsætteligt fradrag med samme fradragsværdi som pengene. Uudnyttede fradrag kunne de sælge til andre skatteydere, som ellers ville blive nettoskatteydere. Slutresultat: Ingen betaler skat, men politikerne styrer i samme omfang som i dag. Helt grebet ud af luften er eksemplet endda ikke. Grunden til, at statsligt udstedte penge har værdi, er, at de i sidste ende kan anvendes til at betale skat med.

Et liberalt parti burde ikke deltage i at skjule beskatningens reelle omfang. Det burde arbejde for at sænke skatterne og øge befolkningens frihed til at bestemme selv. Men desværre er det populært at skjule sporene af den udvidelse af den offentlige sektor, der er tale om ved diverse særordninger. Bolig-job-ordningen er et andet eksempel på en tilskudsordning, der er maskeret som et fradrag. Nedslaget i registreringsafgiften for el- og plugin-biler er et tredje. Desværre også med Venstre som ikke bare medskyldig, men bagmand.

Det er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin ”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.

En måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske normaltilstand.

Og det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det, man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når ’de bestemmer’.

Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

• Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
• “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
• “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
• V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

• Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
• Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
• Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
• Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
• Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

• Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden.  Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder.  Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:

“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”

Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?

»Det er jo deres egen beslutning at trække forslaget, og det er ærligt talt lidt tomt at kritisere debatkulturen, hvis man trækker sit indlæg på forhånd«.

Det er jo på sin vis sandt.  Det forhold, at man de senere år har set Venstres partiledelse slå hårdt og offentligt ned på enhver form for tilløb til markering af liberale holdninger blandt medlemmerne, kan da bestemt ikke ses som undertrykkende for en debat.  På samme måde som det jo kunne opfattes som lidt “tomt” at kritisere ytringsfrihedens vilkår i Sovjet og Nazi-Tyskland, hvis man selv havde rømmet landet–man kunne jo bare blive og forfægte ytringsfriheden! Uden sammenligning iøvrigt.

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen …

Der er–desværre–en verden til forskel.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

• Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

• at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
• At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
• At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
• At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
• At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.