Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Den fremragende Jacob Mchangama og jeg udgav forleden et working paper med titlen Freedom of Expression and Social Conflict, hvor vi tester netop den sammenhæng. Papiret er sjovt nok ikke skrevet som reaktion på regeringens udspil, men har været noget længere undervejs. Det er med andre ord rent tilfældigt, at det pludseligt er blevet aktuelt.

Finder man data og tester sammenhængen mellem social konflikt og ytringsfrihed, finder man ingen som helst opbakning til regeringens påstand. Jacob og jeg finder tværtimod, at demokratier med en større grad af ytringsfrihed får mindre social konflikt! Hvis man tillader sig at ekstrapolere fra en general sammenhæng til den danske kontekst inderbærer det, at den sandsynlige konsekvens af Frederiksen-regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed er flere demonstrationer, flere optøjer, og generelt mere konflikt. Politiken opnår således kun en midlertidig appeasement af visse muslimske staters kritik af Danmark, men skaber større problemer herhjemme. Det er næsten usigeligt tåbeligt, men helt i karakter for denne regering.

Er man interesseret, kan man enten hente hele papiret i linket ovenfor, hente det hos SSRN her, eller simpelthen læse det lange abstract nedenfor.

The association between freedom of expression – freedom of speech and the freedom of the media – and social conflict is theoretically ambiguous and politically highly contested. On one side of the debate, people argue that freedom of speech and freedom of the media create social conflict by giving people and organized interests the opportunity to disagree in public, creating visible conflicts and enabling people to insult and incite hatred against other groups and attempt to marginalize them.

On the other side of the political debate, the proponents of the freedom of expression argue that free speech and free media act as safety valves that allow substantial disagreement to be expressed in a peaceful manner instead of turning into violence, enabling deliberation among different groups, and furthering the understanding and potential acceptance of substantially different points of view.

In this paper, we therefore take the association to the test. We combine data on freedom of expression from the V-Dem database and conflict data from the Banks dataset with additional data on economic performance and political institutions. In a large panel dataset, we find evidence of a negative association between the freedom of expression and social conflict. Further tests suggest that this association is specific to countries with democratic political institutions while the empirical association in autocracies is ambiguous.

Hensigten, hvis man spørger regeringen, er at forhindre terror på dansk grund, omend det måske også er en vis nervøsitet for nogle virksomheders markedsandele på muslimske markeder. Så hvad siger forskningen på området? Jacob og Frederik fremhæver to artikler fra de senere år: En af Nilay Saiya fra 2015, og en anden af Lasse Skjoldager Eskildsen og undertegnede fra 2021.

Saiya peger først, i The International Journal of Human Rights, på at stater der ikke tillader blasfemi og generelt har mindre religiøs frihed, ikke blot oplever mere terror, men også har større risiko for religiøst funderet borgerkrig og konflikter med nabostater. Lasse og jeg undersøgte i Political Studies for to år siden om øget respekt for ytringsfrihed er forbundet med større terrorrisiko – dvs. præcist den sammenhæng, regeringen påstår er der. Vores resultater på tværs af 162 lande i 45 år viste utvetydigt, at større diskussionsfrihed – og det indebærer også større frihed til at diskutere og kritisere religion – er forbundet med mindre terror i demokratier.

I princippet burde regeringen have et enormt problem, hvis folk og oppositionen interesserede sig. Justitsminister Peter Hummelgaard har næppe meget troværdighed at tabe, men den burde nærme sig nul når han påstår én ting, men forskningen meget klart viser det stik modsatte. Skal man regne med forskningen, risikerer Danmark nu at opleve mere terror som en direkte konsekvens af regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed.

Desværre er verden meget langt fra perfekt, eller bare nogenlunde acceptabel. Det understreges endnu en gang af organisationen Reporters without Borders, der for få dage siden udgav 2021-udgaven af deres World Press Freedom Index. Indekset, der måler hvor store overgreb der begås mod pressen og i hvor høj grad, den kan skrive hvad den vil, viser igen i år, at pressefriheden er under pres i store dele af verden. Det gælder også en række stabile demokratier, hvor Tysklands pressefrihedsindeks er gået fra 12,2 i 2020 til 15,2 i år, mens bl.a. Bulgarien, Estland og Luxembourg har set lidt mindre forværringer. I den autokratiske del af verden er statens greb om pressen strammet ganske voldsomt i særligt Iran, Laos og Nicaragua. Situationen er forværret af, at der er så få politikere eller medier, der rent faktisk skriver eller taler om den (i dag med undtagelse af Flensborg Avis).

Mens der absolut er modeksempler – Burkina Fasos indeks på 23,2 er væsentligt lavere end mange demokratiers, mens Indiens og Mexicos 46,6 er meget værre end en række autokratier – er der klare mønstre i pressefrihedsdataene. Vi illustrerer dem i figuren nedenfor, der viser den gennemsnitlige pressefrihed i tre typer demokratier og tre typer autokratier: Parlamentære demokratier (f.eks. Danmark), blandede (f.eks. Tyskland) og præsidentielle demokratier (f.eks. USA), og civile (f.eks. Nicaragua), militære (f.eks. Myanmar) og royale autokratier (f.eks. Saudiarabien). En pudsig detalje er, at mens der ikke er nogen klar forskel mellem typer af autokratier, har præsidentielle demokratier ofte ringere pressefrihed end andre. Den store forskel er dog mellem demokratierne med et gennemsnit på 26,1 og autokratier, der har et gennemsnit på 46,6.

Der er dog andre særlige forhold, der kan overraske, og særligt et som vi illustrerer i den anden figur i dag: Det er umiddelbart ligegyldigt, hvor lang tid et land har været demokratisk. Som figuren (hvor de blå markører er demokratier og de røde er autokratier) viser, er der ikke noget generelt mønster der indikerer, at gamle eller etablerede demokratier har mere pressefrihed end nye.

Derimod, som de tyrkiske og ungarske eksempler (i dagens tredje figur) illustrerer, kan selv etablerede demokratier bryde sammen, og sammenbruddet og skredet mod autokratier starter som oftest med angreb på pressefriheden. Ethvert angreb på pressens fulde frihed til at skrive hvad den vil – inklusive det danske eksempel fra efteråret, hvor embedsværket i justitsministeriet ringede til adskillige aviser og fortalte dem, at de skulle lade være med at bruge ordet ’grundlovsbrud’ – er angreb på demokratiets sjæl. De bør behandles sådan af alle demokratisk-sindede borgere.

I rapporten med titlen Free Universities: Putting the Academic Freedom Index Into Action dokumenterer Katrin Kinzelbach, Ilyas Saliba, Janika Spannagel og Robert Quinn først og fremmest, hvor frie akademikere er i forskellige dele af verden. Danmark ligger ikke overraskende tæt på toppen med en indeksværdi på 0,92 (indekset er fordelt mellem 0 og 1) og tæt på de lande, vi normalt sammenligner os med som resten af Norden, Holland, Storbritannien (alle 0,93), og Tyskland (0,96). Som figuren nedenfor illustrerer, følger den akademiske frihed også i brede træk, hvor frie og demokratiske et lands politiske institutioner er. Parlamentære demokratier har et gennemsnit på 0,84 mens præsidentielle demokratier i gennemsnit scorer 0,77. Denne forskel er faktisk statistisk signifikant, men skal tolkes forsigtigt, da mange præsidentielle demokratier er relativt unge og fattige, og mange af de parlamentære er gamle og rige.

Det er heller ikke en overraskelse, at de civile autokratier – dvs. ikke-demokratier hvor det ikke er militæret, der er ved magten – halter et stykke bagefter på 0,42, mens militærdiktaturer 0,27 og verdens få absolutte monarkier (0,37) er bagud igen. Overraskelserne og de interessante forhold ligger i de mange lande, der ikke helt følger det simple mønster. Vi illustrerer på to måder, hvor svagt det simple mønster er: Først ved at sammenholde RSF’s pressefrihedsindeks – et indeks over hvor meget journalistisk frihed undertrykkes – med indekset over akademisk frihed i den næste figur; og for det andet gennem eksempler.

Som figuren viser, er der en vis sammenhæng, men også en række røde prikker – civile autokratier – blandt de blå – demokratierne. Det gælder ikke mindst Burkina Faso, ligesom det også gælder Comorerne og Bolivia, der for tiden befinder sig i et midlertidigt limbo mellem autokrati og demokrati. Omvendt er det bekymrende, at to af verdens store demokratier – Brasilien og Indien – scorer meget lavt: Indiens akademiske frihed rates helt nede på 0,35, mens Brasiliens vurderes til 0,47. Milliarddemokratiet Indien undertrykker således den akademiske frihed på linje med et gennemsnitligt militærdiktatur, mens Brasilien opfører sig som et ret typisk civilt autokrati.

Og hvad kan man så bruge det til? Svaret er, som så mange andre svar her på stedet, at det er op til læseren selv. Hvorfor bliver horribelt dårlig politik ved i nogle lande, hvorfor mangler der elementer i deres debat, som vi er vant til, og hvorfor er der ofte politiske positioner og politikforslag, som slet ikke debatteres i bestemte lande? En af flere forklaringer kunne være, at den akademiske verden ikke er helt fri til at lufte disse forslag, eller at kritisere den måde politik normalt udføres. Når man har et rimeligt mål for, hvor frie akademikere er – og dermed hvor sandsynligt det er, at de kan blande sig frit og på andre måder informere debatten – er man et skridt nærmere en mulig forståelse af disse spørgsmål.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.

Argumentet for begrænsninger i ytringsfriheden er, at en ubegrænset frihed til at ytre sig skaber kløfter i befolkningen, når folk frit kan fornærme hinandens religioner, krænke hinandens følelser, eller udtrykke disrespekt for hinandens traditioner eller politiske holdninger. Fortalerne for begrænsninger regner med andre ord med, at frie ytringer kan radikalisere nogle borgere, som kan ende med at begå terrorhandlinger.

Der findes dog to modsatrettede argumenter, der taler for fuld ytringsfrihed. Det første går på, at ytringsfrihed kan fungere som en slags ’sikkerhedsventil’ for folks frustration: Hvis man kan ytre sine holdninger, sit mishag og sin utilfredshed frit, går man ikke til yderligheder som terrorisme eller anden vold. Det andet argument er, at fuld ytringsfrihed indebærer at både radikale ytringer og anden information bliver offentlig, hvilket hjælper politi og efterretningstjenester i deres arbejde. Med andre ord er argumentet, at begrænsninger på ytringsfriheden også medfører begrænsninger på, hvad myndighederne ved om det faktiske trusselsbillede.

Teoretisk er det således et åbent spørgsmål, om begrænset ytringsfrihed fører til flere eller færre terrorangreb. Det er dette spørgsmål, Lasse Eskildsen og jeg behandler i papiret ”Does Freedom of Expression Cause Less Terrorism?” der nu ligger tilgængeligt på SSRN. Med Lasses speciale fra Syddansk Universitet som udgangspunkt har vi undersøgt, hvordan ytringsfrihed og terrorisme er forbundet på tværs af op til 162 samfund i verden siden 1970. Terrordataene er fra den omfattende Global Terrorism Database, og vurderinger af to aspekter af landenes ytringsfrihed kommer fra Varieties of Democracy-databasen (læs mere her). Det kombinerer vi med økonomiske data og oplysning om forhold som demokrati, regimetyper og andet, for at nå frem til omhyggelige statistiske estimater på sammenhængen.

Figuren nedenfor, der er Figur 4 fra papiret, illustrerer det generelle billede: Jo større en grad af diskussionsfrihed der er i et land, jo lavere er terrorrisikoen. Mere avanceret økonometri bekræfter også det simple billede i figuren. Vi finder konkret, at på tværs af de fleste typer terrorisme, er øget diskussionsfrihed forbundet med en væsentligt lavere terrorrisiko, så længe ens samfund er demokratisk. Billedet er langt mere mudret i autokratier, hvilket næppe burde komme som en overraskelse. Uden et moderne demokratis vetoinstitutioner og risiko for, at man bliver smidt af regeringstaburetten ved næste valg, er der ingen garanti for at regimet ikke pludseligt ændrer kurs og slår ned på ytringer.

Papiret er naturligvis på et tidligt stadie, men Lasse og jeg glæder os til at udsætte det for kritik fra kolleger og andre interesserede. Planen er som altid at lade kolleger og andre læse papiret, ligesom det skal præsenteres ved en eller flere konferencer, før vi sender det til et tidsskrift. Vi er dog sikre på, at vores hovedresultater holder vand og kan stå for kritik. Punditokraternes læsere er derfor blandt de første til at få budskabet: En større grad af ytringsfrihed er forbundet med mindre terrorrisiko. Der er med andre ord ingen god grund til at begrænse borgernes frihed til at ytre sig.  

Man kan dog gå over stregen, og Berlingske Tidende bragte i morges en artikel med en række eksempler på, hvor langt Socialdemokraterne er villige til at gå, for at undgå kritik og beholde kontrollen over debatten. Historien starter med, at Nordafrika-kenderen Rikke Haugbølle for to år siden blev inviteret ind til en snak om hendes kritik af de daværende idéer om, at oprette et dansk modtagecenter for asylansøgere i Nordafrika. Det er der i og for sig intet forkert i, og sker jævnligt for forskere. Problemet viste sig, da den daværende socialdemokratiske pressechef Mads Brandstrup – der i dag er særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen – ringede Haugbølle op med beskeden om, at hun ikke måtte tale om Frankrig til mødet. De franske socialister havde samme plan, og dem måtte Haugbølle ikke nævne eller kritisere. Brandstrup understregede i sin besked, at ”Jeg vil bare advare dig. Christiansborg kan være en krigszone, og det synes jeg bare, du skal vide, inden du bevæger dig derind.” Den slet skjulte trussel gik hende ikke over hovedet.

Berlingske dokumenterer, at Haugbølle ikke er et enestående tilfælde. Både professorerne Per Nikolaj Bukh (Aalborg Universitet) og Frederik Waage (Syddansk Universitet) og Mellemfolkeligt Samvirkes pressetjeneste har oplevet at blive kontaktet af socialdemokratiske rådgivere og politikere, med det udtrykkelige formål at få dem til at ændre deres offentlige ytringer og holdninger. Som Journalisthøjskolens Roger Buch formulerer det, er det næppe ulovligt, men stadig ”langt over stregen.” Politisk styring af offentlige ytringer, forsøg på at give forskere mundkurv på, og udskamning af bestemte forskere eller forskningsresultater hører intet sted hjemme i hverken en retsstat eller et demokrati.

Berlingske fanger dog kun en del af den større historie, da der er andre måder at gøre det på. Det gælder ikke mindst politikeres opførsel under offentlige optrædener, som jeg selv og flere af mine kolleger har oplevet. For nogle får år siden, da en af mine kolleger – der er en internationalt anerkendt ekspert på sit felt – var til Folketingshøring om evaluering af den aktive arbejdsmarkedspolitik, benyttede flere politikere sig således af denne anderledes strategi. Socialdemokraterne Bjarne Laustsen og Leif Lahn, sekunderet af folkepartisten Bent Bøgsted, behandlede min kollega så groft elendigt under høringen, og i efterfølgende TV-interview, at han forlod den med beskeden om, at Folketinget godt kunne glemme nogensinde at invitere ham igen.

Jeg oplevede omkring samme tid en lignende behandling, da jeg var inviteret til Folketingshøring om ulandsbistand. Her var den blot udliciteret til professor Finn Tarp, der ikke blot brugte de første tre minutter af sit 20-minutters oplæg på at rase mod min kollega Martin Paldam (der ikke var tilstede), men derefter var arrogant og groft nedladende, og i pausen koordinerede med flere politikere – så vidt jeg kunne se fra S, SF og Venstre – om at ignorere mit indlæg og kommentarer. De eneste politikere, de både opførte sig interesseret og ordentligt den dag, var Mette Bock (LA) og Christian Juhl (EL).

Politikere er ikke just kendt for deres pli eller ordentlige opførsel, men Berlingskes afsløring i dag er et vigtigt bidrag til det offentliges forståelse af, hvordan forskere og andre eksperter til tider behandles af politikere. Deres generelle ringeagt for fakta er velkendt, men Socialdemokraterne viser sig nu at være villige til at gå ekstremt langt for at kvæle opposition og kritik. Danmark har en tradition for en livlig, men civiliseret politisk debat, som ethvert demokrati hviler på. Hvis Socialdemokraterne – og andre store partier er næppe langt bagefter dem – er villige til at gå så langt, for at kvæle enhver informeret kritik, har vi som samfund taget et meget langt skridt baglæns.

Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”

Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.

Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.

Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.

Det er der forskellige bud på fra blandt andet Freedom House og Reporters sans Frontières. Den største af de databaser, der tilbyder disse mål, er Varieties of Democracy (V-Dem), der har ikke mindre end ni forskellige indikatorer for ytrings- og pressefrihed. Projektet tilbyder en overordnet indikator, kaldet ”Freedom of Expression and Alternative Sources of Information” der er en slags gennemsnit af de ni mål. De ni enkeltindikatorer hedder: 1) media censorship effort, 2) harassment of journalists, 3) media bias, 4) media self-censorship, 5) whether print/broadcast media are critical, 6) whether print/broadcast media provide different perspectives, 7) freedom of discussion for men, 8) freedom of discussion for women, og 9) freedom of academic and cultural expression. Der ser således ud til at være en lang række forskellige aspekter af problemstillingen.

Ser man nærmere på de ni indikatorer, ser det dog ud til at de på tre forskellige måder falder i to forskellige grupper. For det første er de første seks ekstremt højt korrelerede med hinanden, mens de sidste tre er højt korrelerede, og korrelationerne mellem de to grupper er lidt mindre. Det gælder særligt i demokratier, hvor de to grupper er noget mindre korrelerede mellem hinanden end i autokratier. For det andet er de konceptuelt forskellige: De første seks har med presse- og mediefrihed at gøre, mens de sidste tre er bredere mål for diskussionsfrihed. Sidst, men muligvis ikke mindst, har Michael Coppedge stået for indsamling og behandling af data for de første seks mål, mens Svend-Erik Skaaning og Pamela Paxton har stået for de sidste tre. I det følgende viser vi derfor to mål for ytringsfrihed – medie- og diskussionsfrihed – som er gennemsnit for henholdsvis de første seks og de sidste tre mål. Målene er taget fra mit igangværende arbejde med Lasse Eskildsen, hvor vi netop –med basis i Lasses speciale – undersøger sammenhængen mellem ytringsfrihed og terrorisme.

Sammenligner man de to mål er det først klart, at den tredje forklaring er den svageste. Nok er der systematiske forskelle på de to, men systematikken er der primært i demokratier, mens der ingen klar forskel er i såkaldt elektorale autokratier (diktaturer med valg). Havde grunden til forskellene været, at de tre ekspertkodere var uenige, burde uenigheden have været der på tværs af alle lande, i stedet for at være så klart systematisk.

Ser man på forskellene, giver de også god mening. Vi har nedenfor plottet gennemsnittene for mediefrihed (på x-aksen) overfor diskussionsfrihed (y-aksen) mellem 2013 og 2018 i lande, der har været demokratiske i hele perioden, og fremhævet de lande, hvor diskussionsfriheden er mere end to standardafvigelser større end mediefriheden (de sorte markører). Der er tale om ikke færre end 23 lande: Benin, Argentina, Serbien, Armenien, Sao Tomé og Principe, Ecuador, den Dominikanske Republik, Grækenland, Tjekkiet, Ungarn, Albanien, Rumænien, Costa Rica, New Zealand, Chile, Bulgarien, Mongoliet, USA, Taiwan, Guyana, Malaysia, Zambia, og Trinidad og Tobago; rækkefølgen er størrelsen på deres forskel mellem medie- og diskussionsfrihed. De første seks har endda en forskel på mere end ét point.

Det generelle mønster er meget tydeligt i figuren: Diskussionsfrihed er systematisk højere end mediefrihed i mange demokratier. Ekstremet er Benin, der med en mediefrihedsscore omkring 1 – rundt regnet samme status som Bolivia og Kirgisistan – men en vurdering af diskussionsfrihed på vesteuropæisk niveau på 2,5, har borgere der er langt bedre stillet end mediebilledet umiddelbart giver indtryk af. Argentina er et andet eksempel på et land, hvor medierne ikke er specielt frie – landet har f.eks. i en lang årrække haft lovgivning, der forbyder publikation af inflationstal, der ikke kommer fra regeringen (som har svindlet alvorligt med dem) – men hvor borgerne stadig har langt mere ytringsfrihed i alle andre fora.

Den konceptuelle forskel mellem medie- og diskussionsfrihed kan endda ses i Danmark versus vores naboer i Sveriges: Vores diskussionsfrihed er vurderet til 2,8 mens den er 2.4 på den anden side af Øresund. Selv internationale eksperter er således enige i, at man kan tillade sig at sige langt flere ting i den danske debat end i den langt mere kontrollerede svenske. På samme måde kan man se, hvordan en række tidligere kommunistiske lande har væsentligt mere diskussionsfrihed end mediefrihed. Gennemsnitsforskellen mellem de to mål i disse lande er 0,6, og kunne muligvis skyldes at medielovgivning og politisk behandling af medierne ikke er fulgt med den sociale virkelighed i Central- og Østeuropa.

Præcist hvorfor forskellen eksisterer må dog stå hen i det uvisse indtil videre. Den er en af de ting, man nogle gange ser, når man har fingrene nede i skidtet – i mit tilfælde når man selv arbejder med dataene. Det store spørgsmål er, om differencen mellem medie- og diskussionsfrihed gør en forskel. Svaret viser sig at være et meget tydeligt ja – men præcist hvordan må vente til en senere blogpost.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Et først, klassisk svar, er at demokratier har større pressefrihed. Nogle forskere mener endda, at pressefrihed er en del af definitionen på demokrati – en såkaldt ’maksimal definition’ – så et land ikke kan være demokratisk uden at have et vist (udefineret) niveau af pressefrihed. Rent statistisk er svaret helt korrekt, men på ingen måde dækkende. Medmindre man ser pressefrihed som en del af definitionen på demokrati – og i det tilfælde an man slet ikke stille spørgsmålet – må man også notere, at der er ganske stor forskel på graden af pressefrihed på tværs af verdens demokratier. Demokrati er langt fra hele historien.

Ser man videre end blot demokrati, er der en indikation fra en lang række eksempler: Det ser ud som om adskillige lande med en maritim tradition har væsentligt bedre pressefrihed end andre lande. Storbritannien har været bannerfører for ytrings- og pressefrihed siden 1800-tallet og har en synlig maritim tradition, men det samme gælder også for Danmark og Norge, hvis handelsflåder håndterer tilsammen håndterer cirka lige så meget fragt som den britiske. I Mellemamerika er forskellen mellem de spansktalende nationer på fastlandet og de mindre, handelsintensive øer i Caribien også klar for enhver, der ved lidt om området.

Spørgsmålet i dag er derfor, om disse eksempler er udtryk for en mere generel sammenhæng: Har lande med en maritim tradition og større handelsflåder også bedre pressefrihed? Det giver vi en foreløbig test ved konkret at plotte størrelsen af handelsflåden per indbygger mod det måske meste brugte mål for pressefrihed. Figuren nedenfor illustrerer således sammenhængen i autokratier – de blå prikker – og demokratier – de orange prikker. Størrelsen af handelsflåden (per indbygger, data fra UNCTAD) er på x-aksen, mens tallene på y-aksen angiver Freedom House-målet for pressefrihed; begge akser er i logaritmer. Målet angiver vel at mærke fraværet af pressefrihed på en skala fra 0 til 100; Danmarks nuværende vurderinger 12 og blandt de laveste i verden.

Som figuren viser, er der en tydelig sammenhæng mellem størrelse på landes handelsflåder og deres grad af pressefrihed, når de er demokratiske. Mens korrelationen mellem de to er et næsten perfekt nul i autokratierne, er den -0,5 for demokratierne. Det er også klart at se, at de demokratier, der har de frieste medier, alle har væsentlige handelsflåder. En pudsig detalje er også, at det autokrati med den største grad af pressefrihed er Hong Kong: En tidligere britisk koloni med syv millioner indbyggere og en handelsflåde på 98 millioner tons – 2½ gange større end den danske.

Dagens post nærmer sig vores serie om Sjov med Statistik, fordi man umiddelbart kan spørge, hvad i alverden der kunne være af faktisk forhold mellem handelsflåder og pressefrihed. Tænker man videre, er der dog to logiske forklaringer på sammenhængen. For det første er der en sammenhæng mellem retsvæsenets kvalitet og pressefriheden (som dokumenteret her og her). Det kunne indikere, at det i virkeligheden er retsvæsenet, der er vigtigt, hvis store, private investeringer som f.eks. dem en væsentlig handelsflåde kræver, primært sker i lande med solid beskyttelse af den private ejendomsret. Det giver dataene endda en klar indikation af, da korrelationen mellem Heritage Foundations indeks for Rule of Law og handelsflådens størrelse er 0,6. Problemet her er dog, at korrelation er den samme for demokratier og autokratier, og dermed ikke giver samme mønster som i figuren ovenfor.

Den anden forklaring er mere simpel: At jo mere et lands borgere og industri oplever status i andre lande, jo mere kræver de selv af politikerne. Jo mere borgerne ved, at ’noget’ fungerer bedre i andre sammenlignelige lande, jo mere vil de kræve at landets politikere også sørger for at det fungerer i deres land, eller at politikerne i højere grad holder fingrene væk og lader ting fungere uden indblanding. For at den type mekanisme virker, kræver det blot én ting: At borgerne har faktisk indflydelse på politik, eller med andre ord, at lande er demokratisk. I dén slags mekanisme ligger også det kommunistiske diktatur Kinas udfordring med Hong Kong: I den tidligere britiske kronkoloni ved et overvældende flertal, hvad der er at miste. Gennem 70 år er velstand og viden flydt ind i Hong Kong gennem handel med resten af verden. I lande som Danmark og Storbritannien lagde politikerne sig allerede fladt ned i 1800-tallet og indrømmede, at de ikke kunne forhindre borgere i et handelsland at kræve det bedste fra resten af verden. Det var prisen, en politisk elite betalte for velstanden.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

Det samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten. Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt. Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at rulle den tilbage?

Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.

De seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet (-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.

Omvendt viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland (+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig i nogle lande og om forfatningen de facto beskytter pressen (noget som Stefan Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.

På det punkt kan man godt tillade sig at være stolt af at være dansker eller svensker, som figuren nedenfor illustrerer. I den har jeg plottet V-Dem-projektets mål for ’Government censorship effort’, dvs. i hvilken grad staten forsøger at censurere medierne. Målet er tilgængeligt hele vejen tilbage til 1900, hvilket muliggør, at man får et bredt overblik over mere end 100 års udvikling. Dette overblik viser, i hvor høj grad pressen var fri for censur i Danmark – inklusive Island – og Sverige allerede fra starten af det 20. århundrede. Norge havde ikke helt samme status, og Finland var under russisk overherredømme indtil 1917, hvor figuren viser et meget tydeligt hop op til norsk status det øjeblik, landet blev uafhængigt. I starten af 20erne var dette niveau også det vesteuropæiske gennemsnit, som vist ved den stiplede sorte linje. En anden pudsig detalje er, at mens det er tydeligt at den danske stat reagerede på krisen og den internationale tumult fra starten af 30erne, var det en hjemlig reaktion, da Danmark som kolonimagt på Island lod være med at blande sig. At det ganske tydeligt var en politik, som befolkningen (og de fleste jurister) ikke syntes videre godt om, kan ses i hoppet umiddelbart efter anden verdenskrigs afslutning til den fulde pressefrihed, vi nyder i dag.

Er alt da fryd og gammen? Starter vi på europæisk plan, er en af de meget påfaldende ting, man kan se i figuren, at Central- og Østeuropa (den røde, stiplede linje) i dag i gennemsnit er der, hvor Danmark, inklusive Island, og Sverige var mellem 1900 og 1930. Det gennemsnit dækker naturligvis over det autokratiske Ruslands konstante brud på pressefriheden til en lige så fin status i Estland, Letland og Tjekkiet som i de nordiske lande. De to baltiske lande havde endda haft nordisk status allerede i 20erne og indtil deres demokratiers kollaps midt i 30erne. Så svaret er nej, men med den vigtige komplikation, at man ikke kan tale om central- og østeuropæiske problemer. Der er store problemer i lande som Ungarn og Polen, men ingen i Baltikum eller Rumænien.

Og svaret er det samme når man ser på vores afkrog af verden. Ser man godt efter i figuren, er der for eksempel et fald i det danske indeks efter vedtagelsen af den nye offentlighedslov i 2013, hvor pressen adgang til effektiv aktindsigt blev de facto begrænset. Det er dog meget lidt, og ikke nogen specielt stor bekymring. Hele debatten om offentlighedsloven (som jeg stadig finder problematisk) reflekterer nærmere, hvor høje vores standarder faktisk er.

Det egentlige problem, som jeg mener man diskuterer for lidt, er ikke direkte statslig censur, men selvcensur for enten at være politisk korrekt eller beskytte sig mod voldelige angreb. Den politiske korrekthed, der ofte meget demonstrativt viser sit grimme ansigt i det høflige og korrekte Sverige, indebærer at medier ofte selvcensurerer historier. Når der er grupper i samfundet – muslimske fundamentalister, danske præster, LGBT-individer, indignerede kvinder osv. – som man af forskellige grunde ikke kan skrive kritisk om, lider pressefriheden. Om denne type selvcensur – der tidligere har resulteret i så absurde påstande som at der findes ingen fremmedfjendske i Sverige og ingen indvandrerproblemer, eller at man ikke må skrive om den katolske kirkes overgreb i Irland eller Boston – overhovedet kan ’ses’ i de tilgængelige mål, er stadig et åbent spørgsmål. Det gør blot den usynlige censur endnu værre.

Clear and present danger: A history of free speech, er titlen, og hjemmesiden findes her, ligesom podcasten kan hentes i fx iTunes. Den kan også følges på Facebook.

De to episoder, der indtil videre er udgivet, har handlet om ytringsfrihed i det antikke Athen henholdsvis Rom. Og da ytringsfrihed utvivlsomt er et emne, Jacob interesserer sig meget for, er det også – i denne skribents ører – nogle gedigne episoder, som på det varmeste kan anbefales.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Dagens post handler derfor om, hvordan det faktisk står til i vores del af verden. Figuren nedenfor plotter derfor et af de mest benyttede mål for pressefrihed, der er fra Freedom Houses årlige rapport. Indekset rangerer fra 0 (total frihed) til 100 (mere eller mindre som i Nordkorea). Figuren omfatter den vestlige verden og efterkommerne fra Sovjetunionen i Europa og Kaukasus. Røde søjler er tidligere (og enkelte nuværende) kommunistiske lande, de blå er almindelige, vestlige lande, og de sorte er de nordiske lande.

Billedet er næppe overraskende: De mest sovjetiske lande har mindst pressefrihed – Rusland og de lande, hvis navne ender på ’stan’ – mens de nordiske (inklusive det hemmeligt nordiske Estland), Benelux og Schweiz danner toppen. Pressefriheden lider meget synligt i Tyrkiet, men har det bestemt heller ikke godt i Grækenland eller Ungarn.

Figuren illustrerer dog også en anden pointe, der ofte overses. Der tales nemlig meget om lovgivning og de jure friheden, når debatten bliver offentlig. De spøgelsesagtigt grå søjler angiver et simpelt mål for, hvor godt forfatningen beskytter medie- og pressefriheden. Målet er beregnet ud fra forfatningens beskyttelse – eller det modsatte – af borgernes frihed til at have egen mening og retten til at ytre dem frit, friheden fra censur, retten til en fri presse, og om staten har eneret på at drive medier og regulerer dem. Grunden til at vise dette alternative mål er, at både jurister og meningsdannere ofte argumenterer for, at der er behov for større retslig beskyttelse af folks rettigheder. Det kan man synes burde være indlysende, men dette mål for forfatningens de jure beskyttelse af borgerne er ikke forbundet med hvor frie de de facto er. Det gælder ikke, hvad der står i loven, men hvad der faktisk praktiseres.

Da Jerg Gutmann og jeg har fælles forskningsplaner på området, hører vi meget gerne fra læsere med kommentarer eller forslag!

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning: