”Vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, fordi vi både kan gøre Danmark rigere, fremme konkurrencevilkår og vækst, samtidig med, at vi også fremmer ligheden*). Jeg er ikke sikker på, at det er lykkedes nogen før.”

Hun har ret så langt, at der ved tidligere tiders reformer – inkl. dem hun selv har deltaget i – har været en klar positiv sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og effekten på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten. Det ses af figuren, hvor de officielle skøn for arbejdsudbud og Gini-koefficient fremgår for alle større reformtiltag siden 2004.

Spørgsmålet er, om statsministeren har nu fundet en vej, ingen tidligere har kunnet se? Om hun har brudt et ellers teoretisk meget velunderbygget “trade-off” mellem efficiens og lighed?

Det har mine gode kolleger Mia Amalie Holstein og Niklas Praefke allerede svaret på i et par interviews. Det korte svar er nej.

Her kommer et lidt længere svar.

Trade-off’et mellem lighed og efficiens er velkendt og går langt tilbage i økonomisk teori. Det har vi flere gange skrevet om før her på stedet. I sin essens skyldes modsætningen, at efficiens kræver mindre skatteforvridning, mens mere indkomstlighed kun kan opnås ved at øge marginalskatten (progressionen) og dermed forvridningen. Det er så at sige to modsatrettede effekter af samme redskab: Marginalbeskatning. Bindingen er logisk set sand.

Men findes der ikke skatter, som kan skabe større efficiens? Jo, der gør. Hvis der findes en negativ eksternalitet – f.eks. forurening – kan en skat svarende til den eksterne omkostning skabe efficiens i form af mindre ekstern omkostning. Men når man tager stilling til anvendelsen af provenuet, kommer bindingen i effekt. Den vil altid binde på marginalen.

Men kan man ikke forestille sig en skattereform, der beskatter en eksternalitet og samlet øger efficiens og indkomstlighed? Jo, det kan man godt. Men det afhænger helt af, om udgangspunktet er en inefficient tilstand. Jo mindre efficient udgangspunktet er, desto nemmere er det at lave en sådan reform. Husk på, at hvis man indfører en afgift på en hidtil ubeskattet eksternalitet, så er udgangspunktet også inefficient. Men det ændrer ikke ved, at trade-off’et stadig gælder på marginalen. Når efficienstabet ved den ubeskattede eksternalitet er rettet op – dvs. efter vi har indført den korrigerende afgift – så står valget mellem efficiens og fordeling tilbage.

OK, men man kan så indvende, at trade-off’et mellem efficiens og fordeling ikke udelukker, at der kan laves en skattereform, der både øger arbejdsudbud og indkomstlighed (målt ved Gini). Og det er for så vidt også sandt. Af tre grunde.

For det første er arbejdsudbud og efficiens ikke det samme. Man kan ofte (men langt fra altid) få en indikation af effekten på efficiens af en skatteændring ved at se på arbejdsudbudseffekten. Det skyldes, at den primære forvridning i skattesystemet vedrører arbejdsudbuddet. Men det er ikke det samme, som at mere arbejdsudbud automatisk skaber mere efficiens. Hvis man sænker indkomstskatten, vil det typisk øge både efficiens og arbejdsudbud. Men man kunne også øge arbejdsudbuddet ved f.eks. at indføre tvangsarbejde: Det ville både øge arbejdsudbud og indkomstlighed, men ikke efficiens. Arbejdsudbuddet kan også øges ved at gøre folk fattigere.

For det andet kan en reform samlet set – som vi så ovenfor – øge efficiens og indkomstlighed, hvis udgangspunktet er et inefficient skattesystem. Bindingen for efficiens og lighed gælder på marginalen, ikke for en samlet reform.

For det tredje kan de negative arbejdsudbudseffekter ved en skattereform udskydes ved at underfinansiere den. Pengene kommer til at mangle for fremtidige generationer, som så må gennemføre de indtægts- og/eller ulighedsforøgende skatteforhøjelser, der skal til. I Danmark er der som bekendt overholdbare offentlige finanser, men det ændrer ikke ved, at underfinansiering tager af holdbarheden og dermed fra, hvad der er til rådighed for fremtidige generationer.

Det er netop den tredje mekanisme, der er i spil i regeringens foreløbige skatteudspil. Det er underfinansieret med over 5 mia.kr.

Der er altså ikke nogen ny, revolutionerende indsigt eller en ophævelse af økonomiske tyngdelove bag den nye regerings skattepolitik. Statsministeren er højst begunstiget af, at hun har et råderum at tage af – modsat en del tidligere reformer, som konsoliderede de offentlige finanser.

Det er naturligvis fornuftigt nok ikke at blive ved med at konsolidere de offentlige finanser i det uendelige, når de – som i Danmark – er blevet ”overholdbare”. Tværtimod kan det være klogt at bruge af overholdbarheden på en skattereform. Men i så fald bør den målrettes større efficiens – altså at øge den samlede velstand og fremtidige økonomiske vækst.

Figuren siger som sagt ikke, at det er teoretisk umuligt at lave reformer, som øger både arbejdsudbud og indkomstlighed, men blot at de praktiske muligheder ikke er så store. Derfor har der været en historisk klar sammenhæng mellem arbejdsudbud og fordeling. Figuren siger også, at de fleste reformer har prioriteret strukturgevinster over snæver fordelingspolitik – ret uafhængigt af regeringernes farve (markeret med blå og rød på figuren). Et meget stort flertal af initiativerne har øget arbejdsudbuddet. Det er ikke tilfældigt, at samtlige regeringer siden Schlüter har præsideret over stigende ulighed (målt ved Gini).

Det mest sandsynlige nybrud med den nye regering er måske, at den vil prioritere anderledes. Det vil i givet fald medføre, at årtiers reformpolitik bliver sat i bakgear. Forhåbentlig vil den risiko ikke materialisere sig.  

*) Hun sagde faktisk først “uligheden”, men blev straks rettet af SFs formand.

Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.

Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.

Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i  kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.

Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.

Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.

Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.

Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.

Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).  

Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.

Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.

Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.

Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.

Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Den største kanin var statsministerens forslag om en formueskat. Det blev fremsat i næsten samme sætning, som hun udskrev valget i. Det kom af gode grunde til at fylde – også for mig, som har været travlt optaget af at se nærmere på det.

Her er et analysenotat, som kom ud i starten af valgkampen. Her en klumme, der følger lidt op. Og her er en podcast fra en af de første dage.

Der var dog et lille forvarsel. Inden valget foreslog FH en formueskat. På en måde gav det bedre mening, end den boligavanceskat, Mette Frederiksen lagde op til på De Radikales nytårsstævne, og Lars Løkke Rasmussen spillede ud med (og som jeg skrev et analysenotat om her). En avanceskat ville aldrig kunne ramme de boligejere, som statsministeren var efter på nytårsstævnet, og som allerede har opnået kapitalgevinster. Ikke uden at indføre tilbagevirkende kraft. Men det kunne en formueskat i princippet godt.

Men da det socialdemokratiske forslag om formueskatten så kom, blev det hurtigt drejet væk fra netop boligejerne. Socialdemokraterne lagde i stedet op til at fritage friværdier på op til 10 mill.kr. for formueskat – og dermed slipper de fleste af dem, hun var efter i første omgang. Socialdemokratiet trak også hurtigt i land i forhold til iværksættere – uden dog at kunne anvise nogen klar model. I det hele taget var det overraskende så dårligt forberedt, forslaget var. Det var fra starten klart, at de havde overvurderet provenuet – og i takt med at modellen blev mildnet af hensyn til boligejere og iværksættere m.m., forsvandt endnu mere af provenuet. Især Jyllands-Posten kunne i en række artikler klæde forslaget af. Imens fordampede vælgerflertallet bag formueskatten.

Kaninen bed fra sig, som om den ikke brød sig om at blive hevet pludseligt op af hatten.

Jeg håber, det er udtryk for, at den har været tænkt alene som ammunition i en valgkamp om de røde stemmer, og at det ikke er planen at føre skatten ud i livet.

Hvorfor er en formueskat en så dårlig idé. Ja, det kan man som sagt læse meget mere om i notatet ovenfor, men det korte af det lange er, at skatterne på kapitalafkast i forvejen er de mest forvridende, vi har. Det vil blive markant værre, hvis der kommer yderligere beskatning oveni – f.eks. via en skat på formuerne.

Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig, at en nedsættelse af skatterne på aktie- og kapitalindkomst havde fyldt mere i de blå partiers valgkampagne. Det havde måske også gjort det lettere at kæmpe med formueskatten. Og at sænke de mest forvridende skatter bør være en absolut bunden opgave.

Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.

Det er let at se, at boligejeren kommer til at betale mere, så længe man bliver boende i boligen. Hvis værdierne på grunde stiger som følgende af stigende efterspørgsel efter jord, stiger vurderingerne også. Og med højere vurdering følger også højere løbende skat.

Men selv om boligejeren sælger sin ejendom, kan man ikke slippe for skattestigningen i fremtidige år. Det skyldes, at grundskatter kapitaliseres i jordpriserne. Kapitaliseringen er et resultat af, at udbuddet af jord er givet, og at det derfor er prisen som må give sig. Her adskiller jord sig fra næsten alle andre goder, hvor udbuddet kan give sig.

Der sker kort sagt følgende: Nye købere er villige til at give en højere pris for et stykke jord (uanset om der er hus på eller ej). Det skaber en avance for sælgeren. Men den højere pris driver de fremtidige løbende skatter op. Da køberen ikke er villig til at betale endnu mere, fordi skatterne stiger, falder jordprisen igen, indtil grundprisen og nutidsværdien af de fremtidige skatter svarer til den ekstra betalingsvillighed.

Hvor meget drejer denne effekt sig om? Altså – stiger grundprisen som følge af øget efterspørgsel, hvor meget af den stigning bliver redresseret af kapitaliserede fremtidige skatter, som får prisen til at falde noget igen?

Jeg har beregnet det i et nyt notat. Svaret er under de givne forudsætninger – rente- og grundprisinflation spiller en rolle – sluger de løbende boligskatter 56 pct. af avancerne på boliger. Hvis boligejeren betaler den progressive ejendomsværdiskat (1,4 pct. i stedet for 0,51 pct.), er den effektive avanceskat 68 pct.

Der er et lille appendiks i notatet, hvor man kan følge beregningen. Desuden gennemgår jeg også en del af de myter, som knytter sig til avanceskat på boliger. De er i høj grad falske.  

Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.

Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.

Sommerserien 2025: Hvordan går det i Central- og Østeuropa?

Sommerserien 2025 #1: Hvordan er det gået med privat velfærd i CEEC?

Sommerserien 2025 #2: Østeuropa er ikke overforgældet… endnu.

Sommerserien 2025 #3: Produktivitet

Sommerserien #4: Hvordan er det gået med reformer i de tidligere kommandoøkonomier i EU?

Husk i øvrigt at abonnere direkte på Punditokraterne, hvis du vil have en email, når der udkommer et nyt afsnit. Indtast din emailadresse ind i feltet til højre.

Den 7. januar kl. 16-18 præsenterer Nils Karlson sin nye bog Reviving Classical Liberalism Against Populism. Der er lagt op til et skarpt opgør med den illiberale kollektivisme, som populisme i mange afskygninger repræsenterer.

Nils er stifter og tidligere mangeårig leder af forskningsinstitutionen Ratio Institute i Stockholm og nu uafhængig politologisk forsker.

Bogen er udgivet af Springer som open source og kan downloades kvit og frit her.

Mødet foregår hos CEPOS på Landgreven 3, 3. sal. Du kan tilmelde dig her

To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.

Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.

Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.

Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.

Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.

Det er velfortjent og for et særdeles relevant emne: Økonomisk vækst. Måske det vigtigste emne i økonomisk teori.

Jeg har som tidligere år skrevet et portræt af prisen i Berlingske.

Du kan finde det her: https://www.berlingske.dk/kommentar/naar-velstand-kraever-destruktion

Indekset, der offentliggøres af canadiske Fraser og en lang række andre tænketanke og anvendes bredt i økonomisk forskning, har generelt været stigende siden årtusindskiftet; se figuren. Den eneste større undtagelse var 2008 op til finanskrisen, hvorefter trenden vendte parallelforskudt tilbage. I 2019 toppede det gennemsnitlige indeks op til pandemien, men denne gang fortsatte nedgangen i de kommende år.

Ser man på 2023, som er det sidst opgjorte år, er der faktisk en lille stigning i forhold til året før. Det er vel at mærke opgjort som uvejet gennemsnit. Ser man derimod på gennemsnittet vejet med landenes folketal, er der kun tale om en stagnation. Under alle omstændigheder er der et stykke op til situationen fra før pandemien brød ud.

I den næste figur kan man se de uvejede gennemsnit for verdens regioner. Det fremgår, at alle regioner ligger lavere end før-corona-niveauet i 2019. Nordamerika – som dog har ligget på en faldende (men høj) trend lige siden årtusindskiftet – og Afrika syd for Sahara (som tegner sig for det laveste niveau) – er tættest på at indhente 2019-niveauet.

Figuren nedenfor viser de fem underindeks, som den samlede score beregnes ud fra. Der er igen tale om befolkningsvejede indeks. Som det ses, er det sund pengepolitik, som gav det suverænt kraftigste træk nedad i det samlede indeks. Underindekset for størrelse af den offentlige sektor (bemærk at en lille offentlige sektor og lave skatter trækker op) faldt i coronaåret 2020, men returnerede umiddelbart efter. Men det er værd at bemærke, at det  – ligesom indeksene for regulering og rettigheder – nu stagnerer.

Inflationen er heldigvis aftaget siden 2022, og det vil forhåbentlig omsætte sig i større økonomisk frihed i de kommende år. Men der er ikke lagt op til lige så lave inflationsmål i de store centralbanker som før coronaen. F.eks. har den amerikanske ændret sit fra højst 2 pct. til gennemsnitligt 2 pct. – et tal der i øjeblikket overskrides. Samtidig er de offentlige finanser præget af svækket disciplin, store underskud og stigende gældskvoter i EU og store lande som USA og UK. Det kan også blive inflationsdrivende.

Endelig viser den sidste figur de danske underindeks og samlede score. Også her er billedet præget af inflationen (som vi dog importerer via fastkurssamarbejdet), der medførte et betydeligt dyk i ”sund pengepolitik”-indekset. Den spillede også en rolle for stigende reguleringsbyrde (dvs. faldene indeks for regulering), fordi negativ realrente trækker ned. Og som i andre lande er det generelle billede for andre underindeks stagnation.

Danmark ligger på en samlet niende plads, mens Hong Kong, Singapore, New Zealand, Schweiz og USA er de fem frieste økonomier i verden ifølge EFW-indekset. De mindst frie af de 165 scorede lande er Venezuela, Zimbabwe og Sudan. Helt nede i bunden – på en 159. plads – ligger også Argentina, som dog må formodes at springe i vejret, efter at Mileis reformer er kommet i gang.

Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.

Et oplagt værk for Punditokraternes læsere er essaysamlingen Essays Moral, Political, Literary. Den kan downloades ganske gratis på Libertyfunds Online Library of Liberty.

Den består af ganske korte essays om ikke mindst politiske institutioner, økonomi og andre samfundsaktuelle emner, som Hume gerne ville have indflydelse på. Modsat hans ungdomsværk A Treatise on Human Nature, som han beklagede sig over “faldt dødfødt fra trykpressen”, fik Essays et stort publikum og blev oversat i stor stil i samtiden.

Selv om Humes essays har samtidsperspektiv, har mange af dem også meget at sige os i dag. Det er her han f.eks. skriver om, at man ved udarbejdelsen af forfatninger bør forudsætte, at “mennesker er kæltringe” også selv om de normalt ikke er det. Det er i høj grad udgangspunktet for konstitutionel økonomi. Det er også her, han hævder, at moralske bindinger virker meget stærkere på os som enkeltindivider end som grupper, der handler politisk. Vi sammenligner os med andre, og hvis mange andre gør det samme som os, bliver det mindre umoralsk. Man skal altså ikke forvente mere moralske handlinger i den politiske end i den private arena.

Næste år markerer 250 året for Humes død. Men der er også andre stærke konnotationer til året 1776. Det er året for den amerikanske uafhængighedserklæring og Adam Smiths Nationernes velstand. De tre ting – uafhængigheden, Hume og Smiths bog – er ikke uden forbindelse. Hume og Smith var ud over bedste venner hovedfigurer i den skotske oplysning med stor gensidig indflydelse. Hume skrev i øvrigt også om økonomiske emner, selv om han ikke som Smith fremsatte en mere samlet teori. Når det gælder de amerikanske founding fathers var Hume en af deres inspirationskilder. Magtdeling og frygten for “faction” – interessegruppekampe – er et tema i Essays, som framerne af den amerikanske forfatning tog til sig.

I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).

Som det fremgår, ligger Estland i spidsen, efterfulgt af Tjekkiet og de to sidste baltiske lande samt – måske lidt overraskende – Rumænien. I bundet ligger Polen, Kroatien og Ungarn. Det ses også, at spændet mellem top og bund er indskrænket væsentligt i forhold til 1995 og 2000. Estland i toppen er ligefrem gået marginalt tilbage fra 2000 til 2022, mens bundskraberne fra 1995 har taget store spring frem.

En del af forklaringen på den udvikling skal givetvis ses i sammenhæng med medlemskabet af EU. EU stiller en række institutionelle og politiske krav, som især indebærer et nødvendigt markedsøkonomisk minimum at leve op til, men også i nogle sammenhænge indebærer et maksimum. Navnlig landenes handelspolitik er bestemt af EU. Ligeledes pengepolitik og finansiel regulering er i høj grad bestemt centralt.

Også på andre måder kan EU-medlemskabet afspejle sig i figuren. De største fremskridt siden 2000 er sket i de lande – Bulgarien, Rumænien og Kroatien – som er kommet senest med (de to første i 2007, Kroatien i 2013). De øvrige lande blev medlemmer allerede med virkning fra 2004. Noget kunne altså tyde på, at EU-medlemskabet har været drivende for reformer for at kunne kvalificere sig til at træde ind, men omvendt også, at reformeringsaktiviteten er taget af, når landene først er blevet medlemmer af EU.

Spørgsmålet om, hvor meget et EU-medlemskab bidrager til økonomisk vækst, er omdiskuteret. Andersen og Barslund (2019) fandt således ikke en systematisk effekt. Det kan dække over de nævnte kræfter, som trækker i hver sin retning.

Det kan lidt trist bemærkes, at Polen og Ungarn ligger i bunden (på sidste og tredjesidste plads) i figuren med den laveste grad af fri markedsøkonomi. Det var ikke mindst takket være disse to lande, at Jerntæppet faldt. I Polen opgav kommunisterne sit magtmonopol efter konfrontationen med især fagforeningen Solidaritet og dens krav om større frihed. I Ungarn kom reformpresset både fra oppositionen og internt i kommunistpartiet. I begge lande var regimerne desuden presset af alvorlige økonomiske problemer. Udviklingen indebar, at de to lande allerede i 1995 var kommet et pænt stykke med reformer. I dag hænger de to lande både når det gælder økonomiske og politiske rettigheder. Regeringsmagten er dog skiftet ved valget i Polen, hvor Lov og Retfærdighedspartiets dominans er blevet brudt. I Ungarn er Orbans dominans uændret.

Her er et par udplug:

“Courses in macroeconomics examine how government debt affects interest rates, capital accumulation, trade deficits, and so on. But the starting point for all that analysis is a transfer of income between generations. In their personal capacity, parents cannot choose to live beyond their means and leave negative bequests to their children. As voters and citizens, however, parents can do exactly that, and Americans are now doing so in a big way.”

“There are only five ways to stop this upward trajectory. They are (1) extraordinary
economic growth, (2) government default, (3) large-scale money creation, (4) substantial cuts in government spending, and (5) large tax increases.”

“I wouldn’t be shocked if the United States continued along the path of a gradually
rising debt-to-GDP ratio for another 15 years. But I also wouldn’t be shocked if the bond vigilantes suddenly attack much sooner. Cracks in the fiscal foundation have already started to appear. In May of this year, Moody’s downgraded US government debt below AAA status, citing large deficits and rising interest costs.”

“Putting the federal government on a sustainable path is, from a purely economic standpoint, relatively simple. If a random group of NBER research associates could be appointed as a committee of monarchs, they could solve the problem in a long weekend.
In the real world, the solution must come from our elected representatives, who
know that any solution will impose significant pain on the current generation of voters. For most politicians, getting reelected is their highest priority. Enacting good policy is farther down the list. It is possible, perhaps even likely, that a solution won’t come until the financial markets leave policymakers with no other choice. That scenario would be unpleasant for nearly everyone.”

Man kunne føje til, at situationen i Europa nogle steder ikke ser bedre ud. Tværtimod er den underliggende vækst lavere, de demografiske udfordringer for de offentlige finanser større og spillerummet for skatteforhøjelser mindre. Hertil kommer, at de europæiske politikere ikke alene kan sende regningen til kommende generationer, men også til hinanden. Det skaber et free-rider-problem, de amerikanske politikere trods alt ikke har.

Mankiws forelæsning kan ses i videoen eller læses her.

I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.

Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.

Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.

Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.

Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.

Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den  forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.

En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.

Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.

Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.

Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.

Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse

Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Det er en stor del af motivationen for, at jeg interesser mig for statsgældsproblemet i EU. Eller statsgældskrisen om man vil. Det har jeg for nylig udgivet en analyse om her og givet et interview til Information om her.

Det lyder måske kontraintuitivt at interessere sig for statsgæld i et land, som rigeligt opfylder EU-traktatens finanspolitiske regler og netop har opjusteret det finanspolitiske råderum voldsomt. Bruttogælden ligger langt under den tilladte grænse på 60 pct. af BNP, og tager man hensyn til, at staten har købt aktiver med arme og ben (senest Københavns Lufthavn), og kigger på nettogælden, så er den helt væk og erstattet af en nettoformue på 25 pct. af BNP. Vi har som bekendt overholdbare offentlige finanser med plads til at finansiere konsekvenserne af aldringen, uden at belaste kommende generationer.

Forklaringen på interessen er imidlertid to ting.

For det første er EU og især eurolandene så langt på vejen mod fælles hæftelse, at der er voksende risiko for, at vi kommer til at hæfte for andre landes gæld. Der er altså kommet et stadigt tykkere sugerør i den ellers bugnende danske statskasse. Det er en rent økonomisk bekymring.

For det andet kan fælles gæld – og fælles hæftelse i det hele taget – få afgørende betydning for vores politiske institutioner. Fælles gæld leder nødvendigvis til større centralisering. Vi er altså i gang med en ændring af vores forfatningsmæssige rammer – men uden først at have taget en demokratisk diskussion af det. Det er naturligvis en helt legitim politisk holdning at ønske et mere centralistisk EU i stil med USA. Men vi bliver nødt til at diskutere det først, og det bør ikke ske på en måde, hvor vejen til centraliseringen går over risiko for kaos – på grund af nationale gældskriser – og sprængning af unionen – på grund af modvilje mod at betale for andres finanspolitiske problemer.

Hvorfor leder fælles gæld og fælles hæftelse til centralisering? Af flere grunde.

For det første skaber fælles hæftelse meget usunde incitamenter for det enkelte land til at optage gæld på andres regning. Det er et såkaldt “commons problem”, navngivet efter den velkendte overgrasning af fælleder i Europa i tidernes morgen. F.eks. har de franske vælgere klart demonstreret, at de foretrækker at stemme sig til andre befolkningers penge. De italienske vælgere afsætter jævnligt deres regering, når de bliver trætte af reformpolitik. I sidste ende kan et commons problem kun løses på to måder. Enten må fælleden deles op i private stykker – dvs. at hvert land hæfter for sin egen gæld. Selv om EU-traktaten bygger på netop det princip, er det for længst tilsidesat. Eller også må der etableres en central magt, som overdrages evnen til at optage gæld fra medlemslandene. Det er sådan, USA blev organiseret efter sin gældskrise efter uafhængighedskrigen, og det er sådan, staten regulerer de danske kommuner.

For det andet kræver fælles gæld en tilstrækkelig stærk central magt – med både økonomisk og politisk styrke. Gælden skal finansieres, hvilket kræver indtægter. Det vil svække mulighederne for at optage gæld, hvis EU skal gå tiggergang til medlemslandene, hver gang gælder skal amortiseres.

For det tredje skal provenuet fra gælden fordeles. Det kan gå til enten projekter på EU-niveau eller uddeles til medlemslandene. I begge tilfælde vil det centralisere den politiske magt. Det gælder allerede for provenuet fra Genopretningsfonden, som landene får tildelt til centralt godkendte planer.

Der lægges da heller ikke skjul på, at der følger centralisering med, når ideen om fælles gæld bliver solgt. Både kommissionen og danske politikere peger på, at fælles gæld kan bruges til at opdrage andre lande til at gøre, hvad vi gerne vil have dem til: Gennemføre reformer, bruge flere penge på oprustning, lave grøn omstilling osv. Der er bare ét problem: Det bliver ikke Danmark, som kommer til at bestemme vilkårene. Det er simpelthen en logisk fejltagelse at ræsonnere: ”Hvis EU havde mere magt, kunne den bruges til [indsæt selv]. Derfor bør EU have mere magt”. Det kræver, at det også sandsynliggøres, at magten vil blive brugt på den måde.

En del af centraliseringen kan måske i praksis undgås ved, at landene bruger pengene, som de vil, uanset de formelle bindinger. I forvejen har landene som sagt i stort omfang set bort fra de fiskale regler og overgældsat sig massivt, uden det har fået konsekvenser. Men det vil blot øge behovet for centralisering yderligere – lige som de vedvarende overskridelser af de fiskale regler skubber i den retning.

At Danmark skulle kunne indrette Europa i vores eget billede, blot vi går med til fælles gældsstiftelse, er i bedste fald naivt.

En del af kritikken er ikke svær at være enig i. Vurderingssystemet er en langstrakt skandale, som langt fra er afsluttet endnu, og der venter borgerne ubehagelige overraskelser. Fogh forudser ligefrem et oprør.

Alligevel rammer Foghs kritik noget uden for skiven. Han oversælger sit skattestop.

For det første var det slet ikke så effektivt. Det skyldes, at det alene var ejendomsværdiskatten, som var pålagt et nominelt loft. Grundskylden var derimod blot pålagt en årlig stigningsbegrænsning (på op til 7 pct. om året), som kun forsinkede grundskylden i at stige. Og den fastfrosne ejendomsværdiskat satte sig i endnu større grundprisstigninger, som via grundskylden kom til at spise en pæn del af skattelettelsen fra ejendomsværdiskatten. Faktisk steg de samlede boligskatter – trods skattestoppet – under Fogh med mere end BNP, hvilket netop skyldes grundskylden. Det fremgår af figuren. Boligskatterne udgjorde 1,3 pct. af BNP i 2001 og 1,8 pct. i 2010. For en del boligejere var der udsigt til en lang årrække med stigninger i grundskylden, som kun blev holdt midlertidigt tilbage af stigningsbegrænsningsreglen.

For det andet ville fortsat skattestop ikke have løst hovedproblemerne med det nye vurderingssystem. Det havde sandt nok i høj grad overflødiggjort præcise ejendomsvurderinger, men grundskylden – som udregnes efter grundvurderingerne – var jo ikke underlagt et permanent loft. Og det er især grundvurderingerne, som giver alle hovedpinerne i det nye vurderingssystem. Dem var man ikke sluppet for med skattestoppet.

Hvis man skulle have løst det, skulle man have vendt skattestoppet om, så grundskylden var underlagt et permanent loft. De samlede ejendomsværdier – som ejendomsværdiskatten beregnes af – er betydeligt nemmere at vurdere.

Det havde helt givet været en god idé, hvis det generelle skattestop var blevet fastholdt også efter Fogh gik af. Men netop boligskattestoppet var ikke langtidsholdbart, sådan som det var udformet. Det havde helt sikkert også været klogt, hvis Foghs efterfølgere havde sat et mere realistisk ejendomsvurderingssystem i søen end det skandaleombruste system, man stadig kæmper med – og med netop de legitimitetsproblemer, som Fogh påpeger. Men hans skattestop havde ikke løst problemet.

I interviewet i Børsen kritiserer Michael Svarer boligskattestoppet for at have bidraget til boligboblen i 00erne. Men heller ikke Svarer rammer skiven. Der er ingen evidens for, at boligskattestoppet bidrog til boligboblen. Det bidrog til en permanent stigning i grundpriserne, men ikke til at priserne drattede under finanskrisen.

De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.

Lad os se lidt nærmere på de to problemer.

De frie kapitalbevægelser kan være under pres af den simple grund, at Trumpadministrationen har givet udtryk for et ønske om at sænke den reale dollarkurs. I sit på mange måder besynderlige manifest skrev Stephen Miran, der siden er udnævnt til Trumps nye formand for de økonomiske rådgivere (den amerikanske overvismand), om at beskæftigelsen i de traditionelle rustbælteindustrier lider under, at dollaren er reservevaluta. Dollaren er efterspurgt ikke alene til udenrigshandel, men også som international reservevaluta, og det driver ifølge Miran den reale valutakurs op, så de gamle industrier har svært ved at konkurrere. Og det er tilsyneladende et problem. Der er vedholdende snak i Washington om en ”Mar-a-Lago-accord” om at sænke dollaren.

Inden vi ser på, om det reelt er et problem at have sin valuta som international reservevaluta, kan man spørge, hvad der skal til for at få den reale dollarkurs ned. Det er ikke noget problem at sænke den nominelle valutakurs, hvis man lemper pengepolitikken. Problemet er, at det vil øge de indenlandske priser, så den reale valutakurs (dvs. valutakursen korrigeret for inflation) stiger igen, og så er man lige vidt. Man kan også forsøge at drive den indenlandske inflation nedad ved at stramme pengepolitikken. Men det vil få dollaren til at stige, og så er man igen lige vidt.

Hvis man skal have den reale dollarkurs ned, skal man påvirke både valutakursen og de indenlandske priser. Men det kan man ikke under frie kapitalbevægelser. Mange vil kende det som Mundell Fleming-modellens ”umulige trilemma”. Så konklusionen kan hurtigt blive at sætte spørgsmålstegn ved de frie kapitalbevægelser.

Man kan også nå til samme konklusion via udenrigsbalancen. Modstykket til et underskud på betalingsbalancen (som Miran og Trump jo er meget optaget af) er, at der er et tilsvarende overskud på kapitalbalancen. Underskuddet på betalingsbalancen er et opsparingsunderskud og derfor må man eksportere gældsbeviser (kapital) i samme takt, som man gældsætter sig. Hvis man nu tror på, at overskuddet på kapitalbalancen driver underskuddet på betalingsbalancen, så kan man måske begynde at ønske sig at sætte en prop i kapitaleksporten. Og det er tilsyneladende den slags overvejelser, man er begyndt at gøre sig i Det Hvide Hus.

Frie kapitalbevægelser er – lige som fri bevægelighed for varer og tjenester – et gode, og en begrænsning af dem vil have negative økonomiske konsekvenser først og fremmest for USA. Der er en forvridningsomkostning ved at opdele verden i separate kapitalmarkeder – ud over hvad den er i forvejen, fordi mange ikke-vestlige lande har restriktioner.

Det kan være svært for avancerede, velintegrerede lande at opretholde effektiv begrænsning på kapitalbevægelserne i en grad, der gør det muligt at påvirke den reale valutakurs på lang sigt. I 1980erne kollapsede mange af den slags restriktioner, f.eks. i Sverige og Norge. At holde det dominerende land på det internationale kapitalmarked, USA, isoleret, kan vise sig en for stor opgave.

Samtidig er det grundlæggende bizart at sætte spørgsmålstegn ved USA’s store gevinst ved at være reservevaluta. Men det er i realiteten, hvad Miran gør. Gevinsten ved at være reservevaluta består for det første i en større møntningsgevinst for centralbanken, som kan udstede flere (ikke-forrentede) penge end ellers og placere dem i rentebærende aktiver. For det andet driver efterspørgslen efter dollaraktiver kapitalafkastkravet ned og produktiviteten og lønningerne op i USA. Fordi dollar – hidtil i hvert fald – er blevet betragtet som sikrere, er investorerne villige til at acceptere en mindre præmie på dollaraktiver end på andre valutaer.

Men driver efterspørgslen efter dollar ikke handels- og betalingsbalanceunderskuddene i vejret? Det er faktisk ikke forkert, men ikke på en måde, der er skadelig for USA. Det er forkert, at USA bliver påtvunget en højere gæld på grund af efterspørgslen efter dollartilgodehavender. Det bliver rigtig nok billigere at finansiere både offentlig og privat gæld, og det kan gøre det mere fordelagtigt at stifte gæld. Men ingen tvinger hverken staten eller private til at stifte gæld. Derimod vil et lavere afkastkrav drive investeringerne i USA op, fordi det skaber det skaber de efterspurgte dollaraktiver. Udlændinge, der efterspørger dollaraktiver, kan i princippet selv skabe dem ved at bygge produktionsanlæg i USA.

Som bekendt er betalingsbalancen lig med privat opsparing minus investeringer minus offentligt budgetunderskud. Efterspørgslen efter reservevaluta sætter sig i højere investeringer og ad den vej i et højere betalingsbalanceunderskud. Ingen tvinger den amerikanske stat til at udstede flere statsobligationer af den grund. Det er udelukkende politikernes modvilje mod at finansiere de høje udgifter, som driver gældsætningen. Det eneste, dollarefterspørgslen kan ”beskyldes” for, er at gøre gældsætningen billigere.

Og så er vi fremme ved den mulige gældskrise.

USA’s offentlige gæld svarer ifølge OECDs opgørelse til omkring 125 pct. af BNP. Også i mange EU-lande er gældskvoterne betragtelige. Frankrig er næsten på niveau med USA. Eurolandenes gæld svarer til omkring 90 pct. af BNP. Den nye tyske regering har lempet sin gældsbremse markant. Det kaster måske ikke Tyskland selv ud i en gældskrise, men svækker evnen til at holde andre lande flydende.

Risikoen for en akut gældskrise er til stede, hvis der opstår tvivl om en stats evne eller vilje til at servicere sin gæld. Den afhænger igen af fire variable. Gældskvoten, renten, væksten og den offentlige (primære) saldo. Det gælder tilnærmelsesvist:

Ændring i gældskvote = gældskvote * (rente – vækst) – saldo/BNP

Hvis gælden ikke skal komme ud af kontrol, skal det være muligt at forhindre gældskvoten i at vokse. Væksten skal sammen med den offentlige primære saldo være stærk nok til at holde rentebyrden i skak.

Som det ses af formlen, vil lavere BNP og lavere vækst skubbe gældskvoten i vejret. Det er den direkte effekt af et fald i den økonomiske aktivitet på både kort og lang sigt. Men også en højere rente vil skubbe gældskvoten op. Her kan gælde en selvforstærkende effekt på den måde, at større gældskvote øger risikoen for en gældskrise, hvilket i sig selv øger renten – og det skubber så gældskvoten yderligere op. Endelig afhænger væksten i gældskvoten af underskuddet før renter (den såkaldt primære saldo). Også for saldoen kan der være en selvforstærkende effekt, fordi lavere økonomisk aktivitet sænker skatteindtægterne og kan øge udgifterne til overførsler.

Hvis staten ikke er villig til at bringe gældskrisen under kontrol ved at forbedre sin saldo, kan den øge det nominelle BNP ved at sætte fut i inflationen. Det vil sænke gældskvoten og er reelt en skat på obligationsejerne. Men de vil til gengæld forlange en højere rente for at finansiere gælden for fremtiden.

Trump Administrationens politik risikerer at sænke væksten på både kort og lang sigt. Forventningerne om recession er taget til og protektionismen vil gøre USA permanent fattigere. Desværre vil svækkelse af den amerikanske økonomi smitte af på resten af verden og bidrage til gældsproblemer i andre højgældslande, som vi desværre har rigeligt af i EU.

Trump har gang i et farligt spil. Miran er dog ikke helt blind over for alle selvmodsigelserne i hans manifest. Hvis dollarefterspørgslen falder, kan det hurtigt øge finansieringsbyrden på den amerikanske statsgæld. Her forestiller han sig, at USA skal kræve betaling for at stille sikkerhed og reservevaluta til rådighed for andre lande, f.eks. i form af udstedelsen af meget lange, meget lavt forrentede statsobligationer, som andre lande skal forpligte sig til at købe! Ud over at ryste på hovedet må man konstatere, at det jo også er en form for statsbankerot.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

For det første er det let at komme til at betragte Trump som almægtig. Sandt nok, han har verdens mægtigste embede, men amerikansk økonomi er ikke usårlig over for dårlig politik. Protektionismen vil primært skade amerikanerne selv. Han har heller ikke al magt – langt fra endda. Foreløbig har han benyttet sig af præsidentens muligheder for at udstede administrative ordrer, men de er trods alt begrænsede. Lovgivning kræver flertal i Kongressen, og Højesteret vogter ret nidkært (sammenlignet ikke mindst med den danske) over, om han holder sig inden for forfatningens rammer.

For det andet er det let at komme til at sætte lighedstegn mellem Trump og USA. Men der er langt fra enighed om de meget kontroversielle dele af hans mange udspil. Han har ikke søgt og ikke fået mandat til gå Putins ærinde mod Ukraine eller indlemme nabolande i USA. Kun halvdelen af vælgerne stemte på ham. Demokraterne i Kongressen er klart imod hans nye udenrigspolitik, men også i hans eget republikanske bagland er der modstand, selv om han er dygtig til at kue folk til tavshed. Amerikanerne har heller ikke vendt NATO ryggen en bloc. Der er helt sikkert en – forståelig – folkelig skepsis over for amerikansk intervention i udenlandske krige, men er der jo heller ikke tale om i Ukraine. Det drejer sig om støtte til et land, der selv kæmper sin krig – på samme måde som i tilfældet med Israel.

For det tredje er det fristende at sætte lighedstegn mellem Europa og os. Nogle debattører konkluderer, at når amerikanerne har svigtet, så er Europa nødt til at tage over selv. Men ligesom USA ikke er lig med Trump, er EU ikke lig med Danmark. Det kan vise sig farligt at basere sig på en illusion om et Europa, der ikke findes. Der er desværre mange Putinverstehere i de europæiske befolkninger, og ikke kun i Ungarn. AfD, der er mildt sagt kritisk over for støtten til Ukraine, fik hver femte af stemmerne ved det tyske valg. Samme tendenser findes i andre tunge EU-lande. Lige så falsk som billedet af det anti-ukrainske USA er, er billedet af det entydigt pro-ukrainske EU. Det ser broget ud begge steder.

Det er også værd at bemærke, at den økonomiske støtte – navnlig den militære – til Ukraine fra stort set samtlige EU-lande ligger langt under den danske på over 2 pct. af BNP og faktisk også under den amerikanske. Det var sensationelt, at Tyskland under Scholz overhovedet gik med til militær støtte, og den gik da i praksis også i stå igen. Realiteten er formentlig, at EU kunne have skaffet Ukraine om ikke overhånd så markant stærkere position i forhold til Rusland, hvis de øvrige EU-lande havde doneret tilsvarende og givet tilsvarende frie hænder til at bruge de donerede våben.

Der er utvivlsomt gået chokbølger gennem europæiske NATO-lande fra den tvivl, Trump Administrationen har sået om det amerikanske NATO-engagement – for ikke at tale om forræderiet mod Ukraine og de skandaløse ”fredsforhandlinger” med Rusland. Der er helt givet en større villighed til at ruste op i Europa. Men man skal ikke være blind for, at betalingsviljen er meget lille. I Tyskland har den nye kansler Merz simpelt hen gennemtvunget en forfatningsændring, som gennemhuller den tyske budgetlov, så oprustning, Ukrainehjælp og en masse udgifter til grøn omstilling og infrastruktur kan lånefinansieres. Det er ekstremt kortsigtet og hasarderet – ikke mindst fordi det åbner en ladeport for mere gældsætning i resten af EU. Hvis Tyskland – inklusive en tysk kommissionsformand – ikke vil vogte EU’s finanspolitiske regler længere, så kan det udløse et kapløb mellem vælgerne om at gældsætte sig på andre EU-landes bekostning. Italien har for længst slået fast, at man ikke vil betale for mere forsvar selv, og de franske vælgere har gjort oprør mod selv spage reformer, som ikke engang formår at bremse landets eskalerende gæld på snart det dobbelte af det tilladte ifølge EU-reglerne. Storbritannien er måske det europæiske land, som er mest opsat på at øge sit forsvarsbudget, og regeringen har faktisk sat en omprioritering af udgiftsbudgettet i værk. Men også UK er stærkt forgældet, og som man erindrer satte Truss’ underskudsplaner hurtigt gang i et pres på pundet.

De store gældsproblemer og manglende evne til at håndhæve den finanspolitiske disciplin kan vise sig at være Europas største svaghed. Fokus vil hurtigt flytte sig fra forsvar og sikkerhed, hvis det skrøbelige økonomiske fundament begynder at ryste. Det andet store problem er den svage økonomiske vækst, der dog heldigvis er kommet lidt mere opmærksomhed på, men hvor mange de foreslåede redskaber – statsstøtte, fælles gæld, industripolitik – vil gøre problemet større.

En stærkere europæisk økonomi er i sidste ende det centrale også når vi taler sikkerhed. Det er økonomiens størrelse, der gør, at vi kan bruge flere ressourcer på militær end Putin kan. En god økonomi er også vigtig for den politiske stabilitet og vælgeropbakningen til ikke-populistiske partier.

Men er stærk økonomi er ikke noget, man bare opnår gennem højtidelige politiske erklæringer eller ineffektiv symbolpolitik. Vi er også langt fra den opbakning til Ukraine, som er nødvendig for at holde russerne stangen på længere sigt.

Det europæiske alternativ er ikke noget, der bare kan tilvælges. Det skal først skabes. Det vil kræve en hel del knofedt.

Når det lyder absurd, er det, fordi vi normalt anser en persons valg som udtryk for deres vilje, altså det de i situationen foretrækker. Hvis jeg vælger et rugbrød i stedet for et franskbrød, er det, fordi jeg foretrækker det. Det ville være absurd at foretrække franskbrødet og i stedet vælge rugbrødet – i hvert fald hvis der er tale om et frit valg. Man kan sagtens forestille sig valg, som ikke er frie og derfor ikke afspejler min vilje. Hvis nogen holder en pistol for min pande, er brødvalget ikke frit. Man kan også sagtens have en lang metafysisk diskussion om, hvornår et valg er frit. Men det er ikke pointen her. Pointen er, at det, vi anser for helt grundlæggende rationelle individuelle valghandlinger, ikke findes på det kollektive plan.

Hvor ved vi det fra? Det er et veletableret resultat af teorien om sociale valg, social choice. Kollektive beslutninger har mange besynderlige egenskaber. F.eks. er der et helt grundlæggende skisma, som indebærer, at en kollektiv beslutning enten indeholder et element af kaotisk tilfældighed, eller at udfaldet er dikteret af dem, der formulerer valgtemaet eller har udformet valgsystemet. Der findes intet valgsystem, som neutralt aggregerer vælgernes individuelle præferencer.

Disse besynderlige egenskaber er ikke kun af akademisk interesse. De kan i høj grad komme i centrum, hvis og når grønlænderne skal stemme om uafhængighed.

Som udgangspunkt kunne man dog forestille sig, at et uafhængighedsvalg kunne undslippe problemet, fordi der kun ser ud til at være to valgmuligheder: Ja eller nej til selvstændighed. Problemerne med manglende kollektiv rationalitet dukker først for alvor op, når der er mere end to kandidater at vælge mellem. Men selv om der kun kommer to valgmuligheder på stemmesedlen, kan vælgerne have meget forskellige udfald ved selvstændighed i tankerne. Nogle vil være selvstændige for enhver pris, mens andre kun vil være det, hvis det ikke får negative økonomiske konsekvenser.

Det var f.eks. tydeligt ved den britiske afstemning om at forlade EU, at der ikke var én brexit, men flere alternative i spil – og at præferencerne endda var cykliske, da det kom til at præcisere exit-modellen nærmere i Parlamentet. Der var ikke flertal for nogen af modellerne.

Det kan altså sagtens ende med, at grønlænderne træffer en beslutning for en variant af selvstændighed, som et flertal ikke ønsker sig. Der kan f.eks. være vælgere, som stemmer for uafhængighed og forestiller sig, at levestandarden kan opretholdes med et uændret bloktilskud fra den danske stat. Sammen med et mindretal, der ønsker selvstændighed for enhver pris, kan de komme til at udgøre et flertal for udtræden af rigsfællesskabet, selv om det fører til, at bloktilskuddet afvikles. Så selv om et flertal reelt foretrækker – som hidtil – at forblive i rigsfællesskabet og opretholde en høj levestandard, kan det ende med det modsatte. På samme måde som der var briter, som stemte for Brexit, fordi de ønskede sig et Singapore-Upon-the-Thames med frihandel og deregulering, der langt fra blev til noget.

Hvor realistisk er det, kan man dog spørge sig, at en del af grønlænderne skulle stemme for uafhængighed på præmisser, de ikke ønsker sig? Mere end man måske skulle tro.

Det hænger sammen med en anden egenskab ved mange stemmer i et demokrati: Ekspressiv stemmeafgivning. Sandsynligheden for, at den enkelte vælgers stemme gør nogen forskel, er meget lille. Her er også en fundamental forskel til individuelle valg, hvor konsekvenserne overvejende eller udelukkende falder på den enkelte selv. Med en meget lille sandsynlighed for at påvirke valgresultatet kan motivet for den enkelte vælger blive ikke at påvirke resultatet, men at give symbolsk udtryk for en holdning, et tilhørsforhold eller tilsvarende. Der er en stor litteratur, som faktisk bekræfter, at vælgerne lægger vægt på forhold, som ikke har nogen betydning for den politik, som bliver ført. F.eks. spiller politiske kandidaters udseende en rolle for deres stemmetal. Det kan ligefrem være individuelt rationelt at stemme irrationelt.

Problemet med, at vælgerne stemmer ekspressivt, gælder i øvrigt uanset, om der kun er to valgmuligheder – dvs. selv om der var enighed om konsekvenserne af selvstændighed.

Det virker som om mange grønlændere principielt går ind for selvstændighed. Det gør de grønlandske partier også. Bare ikke i en realiserbar model, hvor det ikke har økonomiske konsekvenser. Men hvad vil der ske, hvis man udskriver en folkeafstemning? Hvor mange vil ikke stemme ekspressivt i overensstemmelse med det principielle selvstændighedsønske?

Jeg ved det simpelt hen ikke. Det er muligt, at frygten for de økonomiske konsekvenser og realismen får overtaget, men den individuelle omkostning ved at stemme med hjertet er lille – selv om den kollektive kan være meget stor.

Læg dertil, at det politiske system på Grønland næppe er verdens mindst dysfunktionelle, og at der ser ud til at udarte sig en populistisk konkurrence op til valget i marts. Foreløbigt har det resulteret i, at også Siumut nu lover en snarlig folkeafstemning.

Derfor ville det ikke overraske mig, hvis det ender med en udtræden, som et flertal ikke ønsker sig, når det kommer til stykket.

Jeg siger dermed intet om, at en befolkningsgruppe ikke bør have lov til at udtræde, hvis den ønsker eller bare beslutter det. Men det er en anden sag. På samme måde er det også spørgsmål for sig, om det vil være en fordel eller ulempe for grønlænderne at udtræde, og om hvad forholdet vil blive til Trumps Amerika.

Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.

Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.

Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?

Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.

De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.

Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.