”Vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, fordi vi både kan gøre Danmark rigere, fremme konkurrencevilkår og vækst, samtidig med, at vi også fremmer ligheden*). Jeg er ikke sikker på, at det er lykkedes nogen før.”

Hun har ret så langt, at der ved tidligere tiders reformer – inkl. dem hun selv har deltaget i – har været en klar positiv sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og effekten på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten. Det ses af figuren, hvor de officielle skøn for arbejdsudbud og Gini-koefficient fremgår for alle større reformtiltag siden 2004.

Spørgsmålet er, om statsministeren har nu fundet en vej, ingen tidligere har kunnet se? Om hun har brudt et ellers teoretisk meget velunderbygget “trade-off” mellem efficiens og lighed?

Det har mine gode kolleger Mia Amalie Holstein og Niklas Praefke allerede svaret på i et par interviews. Det korte svar er nej.

Her kommer et lidt længere svar.

Trade-off’et mellem lighed og efficiens er velkendt og går langt tilbage i økonomisk teori. Det har vi flere gange skrevet om før her på stedet. I sin essens skyldes modsætningen, at efficiens kræver mindre skatteforvridning, mens mere indkomstlighed kun kan opnås ved at øge marginalskatten (progressionen) og dermed forvridningen. Det er så at sige to modsatrettede effekter af samme redskab: Marginalbeskatning. Bindingen er logisk set sand.

Men findes der ikke skatter, som kan skabe større efficiens? Jo, der gør. Hvis der findes en negativ eksternalitet – f.eks. forurening – kan en skat svarende til den eksterne omkostning skabe efficiens i form af mindre ekstern omkostning. Men når man tager stilling til anvendelsen af provenuet, kommer bindingen i effekt. Den vil altid binde på marginalen.

Men kan man ikke forestille sig en skattereform, der beskatter en eksternalitet og samlet øger efficiens og indkomstlighed? Jo, det kan man godt. Men det afhænger helt af, om udgangspunktet er en inefficient tilstand. Jo mindre efficient udgangspunktet er, desto nemmere er det at lave en sådan reform. Husk på, at hvis man indfører en afgift på en hidtil ubeskattet eksternalitet, så er udgangspunktet også inefficient. Men det ændrer ikke ved, at trade-off’et stadig gælder på marginalen. Når efficienstabet ved den ubeskattede eksternalitet er rettet op – dvs. efter vi har indført den korrigerende afgift – så står valget mellem efficiens og fordeling tilbage.

OK, men man kan så indvende, at trade-off’et mellem efficiens og fordeling ikke udelukker, at der kan laves en skattereform, der både øger arbejdsudbud og indkomstlighed (målt ved Gini). Og det er for så vidt også sandt. Af tre grunde.

For det første er arbejdsudbud og efficiens ikke det samme. Man kan ofte (men langt fra altid) få en indikation af effekten på efficiens af en skatteændring ved at se på arbejdsudbudseffekten. Det skyldes, at den primære forvridning i skattesystemet vedrører arbejdsudbuddet. Men det er ikke det samme, som at mere arbejdsudbud automatisk skaber mere efficiens. Hvis man sænker indkomstskatten, vil det typisk øge både efficiens og arbejdsudbud. Men man kunne også øge arbejdsudbuddet ved f.eks. at indføre tvangsarbejde: Det ville både øge arbejdsudbud og indkomstlighed, men ikke efficiens. Arbejdsudbuddet kan også øges ved at gøre folk fattigere.

For det andet kan en reform samlet set – som vi så ovenfor – øge efficiens og indkomstlighed, hvis udgangspunktet er et inefficient skattesystem. Bindingen for efficiens og lighed gælder på marginalen, ikke for en samlet reform.

For det tredje kan de negative arbejdsudbudseffekter ved en skattereform udskydes ved at underfinansiere den. Pengene kommer til at mangle for fremtidige generationer, som så må gennemføre de indtægts- og/eller ulighedsforøgende skatteforhøjelser, der skal til. I Danmark er der som bekendt overholdbare offentlige finanser, men det ændrer ikke ved, at underfinansiering tager af holdbarheden og dermed fra, hvad der er til rådighed for fremtidige generationer.

Det er netop den tredje mekanisme, der er i spil i regeringens foreløbige skatteudspil. Det er underfinansieret med over 5 mia.kr.

Der er altså ikke nogen ny, revolutionerende indsigt eller en ophævelse af økonomiske tyngdelove bag den nye regerings skattepolitik. Statsministeren er højst begunstiget af, at hun har et råderum at tage af – modsat en del tidligere reformer, som konsoliderede de offentlige finanser.

Det er naturligvis fornuftigt nok ikke at blive ved med at konsolidere de offentlige finanser i det uendelige, når de – som i Danmark – er blevet ”overholdbare”. Tværtimod kan det være klogt at bruge af overholdbarheden på en skattereform. Men i så fald bør den målrettes større efficiens – altså at øge den samlede velstand og fremtidige økonomiske vækst.

Figuren siger som sagt ikke, at det er teoretisk umuligt at lave reformer, som øger både arbejdsudbud og indkomstlighed, men blot at de praktiske muligheder ikke er så store. Derfor har der været en historisk klar sammenhæng mellem arbejdsudbud og fordeling. Figuren siger også, at de fleste reformer har prioriteret strukturgevinster over snæver fordelingspolitik – ret uafhængigt af regeringernes farve (markeret med blå og rød på figuren). Et meget stort flertal af initiativerne har øget arbejdsudbuddet. Det er ikke tilfældigt, at samtlige regeringer siden Schlüter har præsideret over stigende ulighed (målt ved Gini).

Det mest sandsynlige nybrud med den nye regering er måske, at den vil prioritere anderledes. Det vil i givet fald medføre, at årtiers reformpolitik bliver sat i bakgear. Forhåbentlig vil den risiko ikke materialisere sig.  

*) Hun sagde faktisk først “uligheden”, men blev straks rettet af SFs formand.

Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.

Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.

Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i  kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.

Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.

Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.

Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.

Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.

Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).  

Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.

Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.

Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.

Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.

Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.

Det er let at se, at boligejeren kommer til at betale mere, så længe man bliver boende i boligen. Hvis værdierne på grunde stiger som følgende af stigende efterspørgsel efter jord, stiger vurderingerne også. Og med højere vurdering følger også højere løbende skat.

Men selv om boligejeren sælger sin ejendom, kan man ikke slippe for skattestigningen i fremtidige år. Det skyldes, at grundskatter kapitaliseres i jordpriserne. Kapitaliseringen er et resultat af, at udbuddet af jord er givet, og at det derfor er prisen som må give sig. Her adskiller jord sig fra næsten alle andre goder, hvor udbuddet kan give sig.

Der sker kort sagt følgende: Nye købere er villige til at give en højere pris for et stykke jord (uanset om der er hus på eller ej). Det skaber en avance for sælgeren. Men den højere pris driver de fremtidige løbende skatter op. Da køberen ikke er villig til at betale endnu mere, fordi skatterne stiger, falder jordprisen igen, indtil grundprisen og nutidsværdien af de fremtidige skatter svarer til den ekstra betalingsvillighed.

Hvor meget drejer denne effekt sig om? Altså – stiger grundprisen som følge af øget efterspørgsel, hvor meget af den stigning bliver redresseret af kapitaliserede fremtidige skatter, som får prisen til at falde noget igen?

Jeg har beregnet det i et nyt notat. Svaret er under de givne forudsætninger – rente- og grundprisinflation spiller en rolle – sluger de løbende boligskatter 56 pct. af avancerne på boliger. Hvis boligejeren betaler den progressive ejendomsværdiskat (1,4 pct. i stedet for 0,51 pct.), er den effektive avanceskat 68 pct.

Der er et lille appendiks i notatet, hvor man kan følge beregningen. Desuden gennemgår jeg også en del af de myter, som knytter sig til avanceskat på boliger. De er i høj grad falske.  

Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.

Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.

Sommerserien 2025: Hvordan går det i Central- og Østeuropa?

Sommerserien 2025 #1: Hvordan er det gået med privat velfærd i CEEC?

Sommerserien 2025 #2: Østeuropa er ikke overforgældet… endnu.

Sommerserien 2025 #3: Produktivitet

Sommerserien #4: Hvordan er det gået med reformer i de tidligere kommandoøkonomier i EU?

Husk i øvrigt at abonnere direkte på Punditokraterne, hvis du vil have en email, når der udkommer et nyt afsnit. Indtast din emailadresse ind i feltet til højre.

To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.

Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.

Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.

Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.

Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.

Indekset, der offentliggøres af canadiske Fraser og en lang række andre tænketanke og anvendes bredt i økonomisk forskning, har generelt været stigende siden årtusindskiftet; se figuren. Den eneste større undtagelse var 2008 op til finanskrisen, hvorefter trenden vendte parallelforskudt tilbage. I 2019 toppede det gennemsnitlige indeks op til pandemien, men denne gang fortsatte nedgangen i de kommende år.

Ser man på 2023, som er det sidst opgjorte år, er der faktisk en lille stigning i forhold til året før. Det er vel at mærke opgjort som uvejet gennemsnit. Ser man derimod på gennemsnittet vejet med landenes folketal, er der kun tale om en stagnation. Under alle omstændigheder er der et stykke op til situationen fra før pandemien brød ud.

I den næste figur kan man se de uvejede gennemsnit for verdens regioner. Det fremgår, at alle regioner ligger lavere end før-corona-niveauet i 2019. Nordamerika – som dog har ligget på en faldende (men høj) trend lige siden årtusindskiftet – og Afrika syd for Sahara (som tegner sig for det laveste niveau) – er tættest på at indhente 2019-niveauet.

Figuren nedenfor viser de fem underindeks, som den samlede score beregnes ud fra. Der er igen tale om befolkningsvejede indeks. Som det ses, er det sund pengepolitik, som gav det suverænt kraftigste træk nedad i det samlede indeks. Underindekset for størrelse af den offentlige sektor (bemærk at en lille offentlige sektor og lave skatter trækker op) faldt i coronaåret 2020, men returnerede umiddelbart efter. Men det er værd at bemærke, at det  – ligesom indeksene for regulering og rettigheder – nu stagnerer.

Inflationen er heldigvis aftaget siden 2022, og det vil forhåbentlig omsætte sig i større økonomisk frihed i de kommende år. Men der er ikke lagt op til lige så lave inflationsmål i de store centralbanker som før coronaen. F.eks. har den amerikanske ændret sit fra højst 2 pct. til gennemsnitligt 2 pct. – et tal der i øjeblikket overskrides. Samtidig er de offentlige finanser præget af svækket disciplin, store underskud og stigende gældskvoter i EU og store lande som USA og UK. Det kan også blive inflationsdrivende.

Endelig viser den sidste figur de danske underindeks og samlede score. Også her er billedet præget af inflationen (som vi dog importerer via fastkurssamarbejdet), der medførte et betydeligt dyk i ”sund pengepolitik”-indekset. Den spillede også en rolle for stigende reguleringsbyrde (dvs. faldene indeks for regulering), fordi negativ realrente trækker ned. Og som i andre lande er det generelle billede for andre underindeks stagnation.

Danmark ligger på en samlet niende plads, mens Hong Kong, Singapore, New Zealand, Schweiz og USA er de fem frieste økonomier i verden ifølge EFW-indekset. De mindst frie af de 165 scorede lande er Venezuela, Zimbabwe og Sudan. Helt nede i bunden – på en 159. plads – ligger også Argentina, som dog må formodes at springe i vejret, efter at Mileis reformer er kommet i gang.

Her er et par udplug:

“Courses in macroeconomics examine how government debt affects interest rates, capital accumulation, trade deficits, and so on. But the starting point for all that analysis is a transfer of income between generations. In their personal capacity, parents cannot choose to live beyond their means and leave negative bequests to their children. As voters and citizens, however, parents can do exactly that, and Americans are now doing so in a big way.”

“There are only five ways to stop this upward trajectory. They are (1) extraordinary
economic growth, (2) government default, (3) large-scale money creation, (4) substantial cuts in government spending, and (5) large tax increases.”

“I wouldn’t be shocked if the United States continued along the path of a gradually
rising debt-to-GDP ratio for another 15 years. But I also wouldn’t be shocked if the bond vigilantes suddenly attack much sooner. Cracks in the fiscal foundation have already started to appear. In May of this year, Moody’s downgraded US government debt below AAA status, citing large deficits and rising interest costs.”

“Putting the federal government on a sustainable path is, from a purely economic standpoint, relatively simple. If a random group of NBER research associates could be appointed as a committee of monarchs, they could solve the problem in a long weekend.
In the real world, the solution must come from our elected representatives, who
know that any solution will impose significant pain on the current generation of voters. For most politicians, getting reelected is their highest priority. Enacting good policy is farther down the list. It is possible, perhaps even likely, that a solution won’t come until the financial markets leave policymakers with no other choice. That scenario would be unpleasant for nearly everyone.”

Man kunne føje til, at situationen i Europa nogle steder ikke ser bedre ud. Tværtimod er den underliggende vækst lavere, de demografiske udfordringer for de offentlige finanser større og spillerummet for skatteforhøjelser mindre. Hertil kommer, at de europæiske politikere ikke alene kan sende regningen til kommende generationer, men også til hinanden. Det skaber et free-rider-problem, de amerikanske politikere trods alt ikke har.

Mankiws forelæsning kan ses i videoen eller læses her.

I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.

Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.

Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.

Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.

Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.

Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den  forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.

En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.

Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.

Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.

Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.

Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse

Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Det er en stor del af motivationen for, at jeg interesser mig for statsgældsproblemet i EU. Eller statsgældskrisen om man vil. Det har jeg for nylig udgivet en analyse om her og givet et interview til Information om her.

Det lyder måske kontraintuitivt at interessere sig for statsgæld i et land, som rigeligt opfylder EU-traktatens finanspolitiske regler og netop har opjusteret det finanspolitiske råderum voldsomt. Bruttogælden ligger langt under den tilladte grænse på 60 pct. af BNP, og tager man hensyn til, at staten har købt aktiver med arme og ben (senest Københavns Lufthavn), og kigger på nettogælden, så er den helt væk og erstattet af en nettoformue på 25 pct. af BNP. Vi har som bekendt overholdbare offentlige finanser med plads til at finansiere konsekvenserne af aldringen, uden at belaste kommende generationer.

Forklaringen på interessen er imidlertid to ting.

For det første er EU og især eurolandene så langt på vejen mod fælles hæftelse, at der er voksende risiko for, at vi kommer til at hæfte for andre landes gæld. Der er altså kommet et stadigt tykkere sugerør i den ellers bugnende danske statskasse. Det er en rent økonomisk bekymring.

For det andet kan fælles gæld – og fælles hæftelse i det hele taget – få afgørende betydning for vores politiske institutioner. Fælles gæld leder nødvendigvis til større centralisering. Vi er altså i gang med en ændring af vores forfatningsmæssige rammer – men uden først at have taget en demokratisk diskussion af det. Det er naturligvis en helt legitim politisk holdning at ønske et mere centralistisk EU i stil med USA. Men vi bliver nødt til at diskutere det først, og det bør ikke ske på en måde, hvor vejen til centraliseringen går over risiko for kaos – på grund af nationale gældskriser – og sprængning af unionen – på grund af modvilje mod at betale for andres finanspolitiske problemer.

Hvorfor leder fælles gæld og fælles hæftelse til centralisering? Af flere grunde.

For det første skaber fælles hæftelse meget usunde incitamenter for det enkelte land til at optage gæld på andres regning. Det er et såkaldt “commons problem”, navngivet efter den velkendte overgrasning af fælleder i Europa i tidernes morgen. F.eks. har de franske vælgere klart demonstreret, at de foretrækker at stemme sig til andre befolkningers penge. De italienske vælgere afsætter jævnligt deres regering, når de bliver trætte af reformpolitik. I sidste ende kan et commons problem kun løses på to måder. Enten må fælleden deles op i private stykker – dvs. at hvert land hæfter for sin egen gæld. Selv om EU-traktaten bygger på netop det princip, er det for længst tilsidesat. Eller også må der etableres en central magt, som overdrages evnen til at optage gæld fra medlemslandene. Det er sådan, USA blev organiseret efter sin gældskrise efter uafhængighedskrigen, og det er sådan, staten regulerer de danske kommuner.

For det andet kræver fælles gæld en tilstrækkelig stærk central magt – med både økonomisk og politisk styrke. Gælden skal finansieres, hvilket kræver indtægter. Det vil svække mulighederne for at optage gæld, hvis EU skal gå tiggergang til medlemslandene, hver gang gælder skal amortiseres.

For det tredje skal provenuet fra gælden fordeles. Det kan gå til enten projekter på EU-niveau eller uddeles til medlemslandene. I begge tilfælde vil det centralisere den politiske magt. Det gælder allerede for provenuet fra Genopretningsfonden, som landene får tildelt til centralt godkendte planer.

Der lægges da heller ikke skjul på, at der følger centralisering med, når ideen om fælles gæld bliver solgt. Både kommissionen og danske politikere peger på, at fælles gæld kan bruges til at opdrage andre lande til at gøre, hvad vi gerne vil have dem til: Gennemføre reformer, bruge flere penge på oprustning, lave grøn omstilling osv. Der er bare ét problem: Det bliver ikke Danmark, som kommer til at bestemme vilkårene. Det er simpelthen en logisk fejltagelse at ræsonnere: ”Hvis EU havde mere magt, kunne den bruges til [indsæt selv]. Derfor bør EU have mere magt”. Det kræver, at det også sandsynliggøres, at magten vil blive brugt på den måde.

En del af centraliseringen kan måske i praksis undgås ved, at landene bruger pengene, som de vil, uanset de formelle bindinger. I forvejen har landene som sagt i stort omfang set bort fra de fiskale regler og overgældsat sig massivt, uden det har fået konsekvenser. Men det vil blot øge behovet for centralisering yderligere – lige som de vedvarende overskridelser af de fiskale regler skubber i den retning.

At Danmark skulle kunne indrette Europa i vores eget billede, blot vi går med til fælles gældsstiftelse, er i bedste fald naivt.

En del af kritikken er ikke svær at være enig i. Vurderingssystemet er en langstrakt skandale, som langt fra er afsluttet endnu, og der venter borgerne ubehagelige overraskelser. Fogh forudser ligefrem et oprør.

Alligevel rammer Foghs kritik noget uden for skiven. Han oversælger sit skattestop.

For det første var det slet ikke så effektivt. Det skyldes, at det alene var ejendomsværdiskatten, som var pålagt et nominelt loft. Grundskylden var derimod blot pålagt en årlig stigningsbegrænsning (på op til 7 pct. om året), som kun forsinkede grundskylden i at stige. Og den fastfrosne ejendomsværdiskat satte sig i endnu større grundprisstigninger, som via grundskylden kom til at spise en pæn del af skattelettelsen fra ejendomsværdiskatten. Faktisk steg de samlede boligskatter – trods skattestoppet – under Fogh med mere end BNP, hvilket netop skyldes grundskylden. Det fremgår af figuren. Boligskatterne udgjorde 1,3 pct. af BNP i 2001 og 1,8 pct. i 2010. For en del boligejere var der udsigt til en lang årrække med stigninger i grundskylden, som kun blev holdt midlertidigt tilbage af stigningsbegrænsningsreglen.

For det andet ville fortsat skattestop ikke have løst hovedproblemerne med det nye vurderingssystem. Det havde sandt nok i høj grad overflødiggjort præcise ejendomsvurderinger, men grundskylden – som udregnes efter grundvurderingerne – var jo ikke underlagt et permanent loft. Og det er især grundvurderingerne, som giver alle hovedpinerne i det nye vurderingssystem. Dem var man ikke sluppet for med skattestoppet.

Hvis man skulle have løst det, skulle man have vendt skattestoppet om, så grundskylden var underlagt et permanent loft. De samlede ejendomsværdier – som ejendomsværdiskatten beregnes af – er betydeligt nemmere at vurdere.

Det havde helt givet været en god idé, hvis det generelle skattestop var blevet fastholdt også efter Fogh gik af. Men netop boligskattestoppet var ikke langtidsholdbart, sådan som det var udformet. Det havde helt sikkert også været klogt, hvis Foghs efterfølgere havde sat et mere realistisk ejendomsvurderingssystem i søen end det skandaleombruste system, man stadig kæmper med – og med netop de legitimitetsproblemer, som Fogh påpeger. Men hans skattestop havde ikke løst problemet.

I interviewet i Børsen kritiserer Michael Svarer boligskattestoppet for at have bidraget til boligboblen i 00erne. Men heller ikke Svarer rammer skiven. Der er ingen evidens for, at boligskattestoppet bidrog til boligboblen. Det bidrog til en permanent stigning i grundpriserne, men ikke til at priserne drattede under finanskrisen.

De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.

Lad os se lidt nærmere på de to problemer.

De frie kapitalbevægelser kan være under pres af den simple grund, at Trumpadministrationen har givet udtryk for et ønske om at sænke den reale dollarkurs. I sit på mange måder besynderlige manifest skrev Stephen Miran, der siden er udnævnt til Trumps nye formand for de økonomiske rådgivere (den amerikanske overvismand), om at beskæftigelsen i de traditionelle rustbælteindustrier lider under, at dollaren er reservevaluta. Dollaren er efterspurgt ikke alene til udenrigshandel, men også som international reservevaluta, og det driver ifølge Miran den reale valutakurs op, så de gamle industrier har svært ved at konkurrere. Og det er tilsyneladende et problem. Der er vedholdende snak i Washington om en ”Mar-a-Lago-accord” om at sænke dollaren.

Inden vi ser på, om det reelt er et problem at have sin valuta som international reservevaluta, kan man spørge, hvad der skal til for at få den reale dollarkurs ned. Det er ikke noget problem at sænke den nominelle valutakurs, hvis man lemper pengepolitikken. Problemet er, at det vil øge de indenlandske priser, så den reale valutakurs (dvs. valutakursen korrigeret for inflation) stiger igen, og så er man lige vidt. Man kan også forsøge at drive den indenlandske inflation nedad ved at stramme pengepolitikken. Men det vil få dollaren til at stige, og så er man igen lige vidt.

Hvis man skal have den reale dollarkurs ned, skal man påvirke både valutakursen og de indenlandske priser. Men det kan man ikke under frie kapitalbevægelser. Mange vil kende det som Mundell Fleming-modellens ”umulige trilemma”. Så konklusionen kan hurtigt blive at sætte spørgsmålstegn ved de frie kapitalbevægelser.

Man kan også nå til samme konklusion via udenrigsbalancen. Modstykket til et underskud på betalingsbalancen (som Miran og Trump jo er meget optaget af) er, at der er et tilsvarende overskud på kapitalbalancen. Underskuddet på betalingsbalancen er et opsparingsunderskud og derfor må man eksportere gældsbeviser (kapital) i samme takt, som man gældsætter sig. Hvis man nu tror på, at overskuddet på kapitalbalancen driver underskuddet på betalingsbalancen, så kan man måske begynde at ønske sig at sætte en prop i kapitaleksporten. Og det er tilsyneladende den slags overvejelser, man er begyndt at gøre sig i Det Hvide Hus.

Frie kapitalbevægelser er – lige som fri bevægelighed for varer og tjenester – et gode, og en begrænsning af dem vil have negative økonomiske konsekvenser først og fremmest for USA. Der er en forvridningsomkostning ved at opdele verden i separate kapitalmarkeder – ud over hvad den er i forvejen, fordi mange ikke-vestlige lande har restriktioner.

Det kan være svært for avancerede, velintegrerede lande at opretholde effektiv begrænsning på kapitalbevægelserne i en grad, der gør det muligt at påvirke den reale valutakurs på lang sigt. I 1980erne kollapsede mange af den slags restriktioner, f.eks. i Sverige og Norge. At holde det dominerende land på det internationale kapitalmarked, USA, isoleret, kan vise sig en for stor opgave.

Samtidig er det grundlæggende bizart at sætte spørgsmålstegn ved USA’s store gevinst ved at være reservevaluta. Men det er i realiteten, hvad Miran gør. Gevinsten ved at være reservevaluta består for det første i en større møntningsgevinst for centralbanken, som kan udstede flere (ikke-forrentede) penge end ellers og placere dem i rentebærende aktiver. For det andet driver efterspørgslen efter dollaraktiver kapitalafkastkravet ned og produktiviteten og lønningerne op i USA. Fordi dollar – hidtil i hvert fald – er blevet betragtet som sikrere, er investorerne villige til at acceptere en mindre præmie på dollaraktiver end på andre valutaer.

Men driver efterspørgslen efter dollar ikke handels- og betalingsbalanceunderskuddene i vejret? Det er faktisk ikke forkert, men ikke på en måde, der er skadelig for USA. Det er forkert, at USA bliver påtvunget en højere gæld på grund af efterspørgslen efter dollartilgodehavender. Det bliver rigtig nok billigere at finansiere både offentlig og privat gæld, og det kan gøre det mere fordelagtigt at stifte gæld. Men ingen tvinger hverken staten eller private til at stifte gæld. Derimod vil et lavere afkastkrav drive investeringerne i USA op, fordi det skaber det skaber de efterspurgte dollaraktiver. Udlændinge, der efterspørger dollaraktiver, kan i princippet selv skabe dem ved at bygge produktionsanlæg i USA.

Som bekendt er betalingsbalancen lig med privat opsparing minus investeringer minus offentligt budgetunderskud. Efterspørgslen efter reservevaluta sætter sig i højere investeringer og ad den vej i et højere betalingsbalanceunderskud. Ingen tvinger den amerikanske stat til at udstede flere statsobligationer af den grund. Det er udelukkende politikernes modvilje mod at finansiere de høje udgifter, som driver gældsætningen. Det eneste, dollarefterspørgslen kan ”beskyldes” for, er at gøre gældsætningen billigere.

Og så er vi fremme ved den mulige gældskrise.

USA’s offentlige gæld svarer ifølge OECDs opgørelse til omkring 125 pct. af BNP. Også i mange EU-lande er gældskvoterne betragtelige. Frankrig er næsten på niveau med USA. Eurolandenes gæld svarer til omkring 90 pct. af BNP. Den nye tyske regering har lempet sin gældsbremse markant. Det kaster måske ikke Tyskland selv ud i en gældskrise, men svækker evnen til at holde andre lande flydende.

Risikoen for en akut gældskrise er til stede, hvis der opstår tvivl om en stats evne eller vilje til at servicere sin gæld. Den afhænger igen af fire variable. Gældskvoten, renten, væksten og den offentlige (primære) saldo. Det gælder tilnærmelsesvist:

Ændring i gældskvote = gældskvote * (rente – vækst) – saldo/BNP

Hvis gælden ikke skal komme ud af kontrol, skal det være muligt at forhindre gældskvoten i at vokse. Væksten skal sammen med den offentlige primære saldo være stærk nok til at holde rentebyrden i skak.

Som det ses af formlen, vil lavere BNP og lavere vækst skubbe gældskvoten i vejret. Det er den direkte effekt af et fald i den økonomiske aktivitet på både kort og lang sigt. Men også en højere rente vil skubbe gældskvoten op. Her kan gælde en selvforstærkende effekt på den måde, at større gældskvote øger risikoen for en gældskrise, hvilket i sig selv øger renten – og det skubber så gældskvoten yderligere op. Endelig afhænger væksten i gældskvoten af underskuddet før renter (den såkaldt primære saldo). Også for saldoen kan der være en selvforstærkende effekt, fordi lavere økonomisk aktivitet sænker skatteindtægterne og kan øge udgifterne til overførsler.

Hvis staten ikke er villig til at bringe gældskrisen under kontrol ved at forbedre sin saldo, kan den øge det nominelle BNP ved at sætte fut i inflationen. Det vil sænke gældskvoten og er reelt en skat på obligationsejerne. Men de vil til gengæld forlange en højere rente for at finansiere gælden for fremtiden.

Trump Administrationens politik risikerer at sænke væksten på både kort og lang sigt. Forventningerne om recession er taget til og protektionismen vil gøre USA permanent fattigere. Desværre vil svækkelse af den amerikanske økonomi smitte af på resten af verden og bidrage til gældsproblemer i andre højgældslande, som vi desværre har rigeligt af i EU.

Trump har gang i et farligt spil. Miran er dog ikke helt blind over for alle selvmodsigelserne i hans manifest. Hvis dollarefterspørgslen falder, kan det hurtigt øge finansieringsbyrden på den amerikanske statsgæld. Her forestiller han sig, at USA skal kræve betaling for at stille sikkerhed og reservevaluta til rådighed for andre lande, f.eks. i form af udstedelsen af meget lange, meget lavt forrentede statsobligationer, som andre lande skal forpligte sig til at købe! Ud over at ryste på hovedet må man konstatere, at det jo også er en form for statsbankerot.

COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket. 

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.  

Argumentet er primært, at den udviklede, industrialiserede verden historisk har udledt flest drivhusgasser. Brugen af fossile brændsler er en del af forklaringen på vores velstandsniveau. Udledningerne er allerede toppet i de vestlige lande, mens de fortsat stiger i de fleste udviklingslande – med Kina som den nu største udleder. Der er imidlertid ikke så god plads længere til at udlede flere drivhusgasser, som da vi voksede os rige. Og det kræver disse lande – som nu går under betegnelsen ”Det global Syd” – så kompensation for. En del vestlige lande, inklusive vort eget flagellantiske land, er principielt enige, men kvier sig ved de  beløb, modtagerlandene forlanger. 

Det kan som sagt lyde rimeligt nok. Men det er det i realiteten ikke. 

For det første er industrialiseringen ikke kun kommet de vestlige lande til gode, men også resten af verden. Den har løftet levestandarden næsten overalt på kloden – undtagelserne er de steder, hvor regimerne er ekstraordinært ringe. Før industrialiseringen levede befolkningen med en meget lavere levestandard, inklusive en middellevealder på det halve af i dag, og der var plads til meget færre mennesker: Der var omkring 1 milliard mennesker på jorden for godt 200 år siden ved den industrielle revolutions begyndelse mod 8 milliarder i dag. Langt de fleste af os kan takke industrialiseringen for, at vi er i live, og at vi ikke lever på eksistensminimum. Produktivitetsgevinsten har været global og ikke reserveret til dem, der historisk har brugt fossile brændsler i store mængder. Mens global opvarmning helt givet er en omkostning ikke mindst for de fattigste – og varmeste (de to ting overlapper end del) – lande, så vi alle haft en betydelig gevinst ved anvendelsen af fossile brændsler. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi er løbet med gevinsterne og kun har overladt omkostningerne til resten.  

For det andet er der ualmindeligt dårlige erfaringer med at hjælpe udviklingslande ved at overføre penge. En meget omfattende empirisk litteratur opviser næsten ingen positiv effekt af udviklingsbistand (se Doucouliagos og Paldam 2015). Angus Deaton, der modtog Nobelprisen i økonomi for udviklingsstudier i 2015, finder endda, at udviklingsbistanden gennemgående har negative effekter, når man desuden tager hensyn til dens afledte politiske konsekvenser. Den skaber en indtægtskilde for de regerende magteliter, så de ikke i så høj grad behøver at føre en politik, der fremmer velstanden hos den almindelige befolkning – en velstand de kunne beskatte. Selv hvis man måtte mene, at der burde overføres midler til almindelige mennesker i den fattige del af verden, er der ingen troværdig kanal til det.  

Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

USA blomstrede af den optimisme, som var Reagans personlige varemærke, og som den økonomiske fremgang i hans første periode havde skabt. Hans legendariske valgvideo ”Morning in America” fangede stemningen. Reagan selv var blevet valgt første gang i et USA nedsunket i det økonomiske hængedynd fra 1970’erne med et spørgsmål til amerikanerne: Har I det bedre nu end for fire år siden? Det svarede de klart nej til i 1980 og afsatte Carter. Fire år senere svarede de ja og genvalgte Reagan.

Denne gang er løbet derimod helt åbent. Den siddende præsident er blevet detroniseret af sine egne i et forsøg på at vinde over den republikanske udfordrer, som dog i skrivende stund atter ser ud til at have bragt sig i front med et mulehår.

Dermed er der risiko for, at Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, som han trods voldsom modstand til sidst blev tvunget til at forlade ovenpå et valgnederlag, han aldrig indrømmede.

Efter min opfattelse burde hans forsøg på at underløbe et legitimt valgresultat udelukke ham fra nogensinde at få støtte til at vende tilbage. Heldigvis afslog selv den langmodige vicepræsident Pence at deltage i det kup, som Trump forsøgte at få ham til at foranstalte ved at afvise valgmandskollegiets afgørelse. Heller ikke Trumps rolle i stormen på Kongressen kan forsvares, uanset hvor meget hans juridiske ansvar kan diskuteres, men forsøget på at underløbe valget er det suverænt værste i min bog.

Det er umuligt at forestille sig Reagan i samme situation (men det er dog også hypotetisk, fordi Reagan vandt valget overbevisende hele tre gange, hvis man tæller den sympati med, som skyllede videre til hans vicepræsident Bush, da han stillede op efter Reagan). Trumps opførsel er i næsten bogstavelig forstand uhørt.

Derfor kan det undre, at Trump har så meget som en minimal chance for at vinde. Alene fravalget af Trump burde være motiv nok til at sikre Harris posten. Når hun alligevel er usikker, er det fordi, der også er et meget stærkt motiv til at fravælge hende.

Den økonomiske politik hos både Trump og Harris er uansvarlig populisme. Begge vil lade de historisk høje gældsrater stige til nye højder gennem en ukontrolleret udgiftsvækst. Trump vil øge toldbarriererne og udvise en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken. Harris vil øge beskatningen og indføre direkte priskontrol. Demokraterne har ikke vist sig mindre protektionistiske under Biden/Harris end USA under Trump, så hun er desværre næppe fremmed over for at fortsætte ad dette farlige spor. Trump vil formentlig ikke være nær så fremmed over for at fortsætte Biden/Harris industripolitik, som man kunne tro. På de dårlige punkter er de nærmere hinanden end den gensidige fordømmelse kunne lade til.

Udenrigspolitisk er Trump især en risikofaktor, når det gælder Ukraine og tilnærmelserne til Putin. Harris er en risikofaktor, når det gælder Mellemøsten. Selv Biden har været vaklende i sin opbakning til Israel, men Harris bagland på den yderste venstrefløj er åbent anti-israelsk, hvis ikke direkte antisemitisk. Biden-administrationen har generelt været udenrigspolitisk svag – jeg tvivler faktisk på, at Putin havde invaderet Ukraine, hvis han ikke havde været vidne til den kaotiske, talentløse tilbagetrækning fra Afghanistan. Til gengæld har Biden udvist en stærk og kompetent opbakning til Ukraine, da krigen brød ud og det meste af tiden siden. Det er ikke sikkert, Trump kan leve op til det – og måske heller ikke Harris.

Det kan være svært at forstå Trumps hadefulde facon – ja hans facon i det hele taget – og den splittelse, den har bidraget til i det amerikanske samfund. Men man kan dog forstå den så langt, at den ikke er uprovokeret. Det gælder i forhold til Trump selv. Demokraterne forsøgte at undsige legitimiteten af hans oprindelige valg ved at påstå, at han ingen reel opbakning havde, men var blevet valgt gennem russiske troldefabrikkers manipulation. De plantede fabrikerede efterretningsrapporter om, at Trump var i ledtog med Putin. Og de holdt sig efterfølgende ikke selv tilbage fra manipulation med medierne, endda med mediernes egen medvirken, som det kom frem med offentliggørelsen af Twitter files og Mark Zuckerbergs nylige undskyldning for Facebooks optræden samt afdækningen af mørkelægningen af sagen om Hunter Bidens kompromitterende dokumenter. ”Kulturkrigene” i USA er ikke begyndt af eller med Trump, men af ”wokeister” på navnlig amerikanske universiteter, hvor det er udartet i racebaseret diskrimination (”affirmative action”), hekseprocesser og forsøg på at dræbe den åbne, frie debat.

Allerede da Trump blev valgt i 2016 tillod jeg mig at påpege, at han i høj grad måtte ses som den postmoderne venstrefløjs nemesis.

Hvis man dyrker Carl Schmitts forestilling om politik som krig mellem sin egen stamme og ”de andre”, skal man ikke blive overrasket, når ”de andre” begynder at tænke på samme måde. Det er vel at mærke ingen undskyldning for Trump, men en konstatering.

Heldigvis er USA’s forfatning og politiske institutioner skabt med præcis det in mente, at de skulle kunne holde til den slags dybe splittelser og politiske kampe. Gud ske tak og lov er det amerikanske demokrati ikke et ”the winner takes it all”, hvor den valgte præsident ubegrænset bestemmer alt (selv om den danske mediedækning sagtens kunne forlede én til at tro det). Der er omhyggelige checks-and-balances, som skal begrænse mulighederne for at tromle sine modstandere gennem det politiske system. Og det er da heller ikke helt nyt, at der er voldsomme modsætningsforhold i amerikansk politik eller befolkningen – tværtimod har der også historisk været voldsomme konflikter. Dem har institutionerne hidtil været robuste over for, og det er der grund til at håbe, at de fortsat vil være.

Naturligvis er robustheden ikke uendelig stor. Og præsidentembedet er blevet meget mere magtfuldt end det oprindeligt var tænkt, som Gene Healy beskriver i sin fremragende ”The Cult of the Presidency” (der i øvrigt netop er kommet i en ny opdateret udgave, jeg endnu ikke har læst). Men vi er langt fra en situation, hvor der ikke er institutionel modvægt til præsidenten. Måske kan vi endda komme til at se endnu et eksempel på en hensigtsmæssig magtkamp, måske ligefrem en ”gridlock”, hvis præsidentembedet falder til det ene parti og Kongressens flertal til det andet.

Ifølge meningsmålingerne er det bestemt en mulighed, især hvis Harris vinder. Det kan skabe betingelser for en gentagelse af den for USA’s udmærkede politik, der blev ført under Clinton og Obama, mens republikanerne havde et flertal i Kongressen. Det kræver dog, at republikanerne – forhåbentlig med Trumpæraen i bakspejlet – igen begynder at interessere sig for at begrænse de offentlige udgifter, for frie markeder og fri international handel. Det er arven fra Reagan snarere end fra Trump, de skal vække til live.

Skatterne er måske det mest velbelyste, både teoretisk og empirisk. Mens man – ligesom med udgifterne – kan forestille sig en positiv effekt, så er den altovervejende effekt af beskatningen på væksten negativ. Det mest afgørende er, hvordan skatterne virker på marginalen – altså forvrider adfærden. Det gælder, hvad enten beskatningen rammer opsparing, investering, arbejdsudbud, forbrug, risikotagning eller hvad man nu ellers beskatter. Derfor spiller det ikke alene en rolle, hvor meget der opkræves i skatter, men nok så meget hvordan.

Hvis man er interesseret i en oversigt over den teoretiske litteratur, har jeg gennemgået den her.

Ser vi mere specifikt på den økonomiske vækst i Danmark, så spiller skattepolitikken en vigtig rolle. Den har i høj grad været med til at forme væksten. Der har været en stribe af skattereformer siden midten af 1980’erne – både i Danmark og udlandet, hvor Reagans skattereform i 1981 satte en international bevægelse i gang.

Lad os først kaste et blik på, hvordan det egentlig er gået med den økonomiske vækst herhjemme det seneste halve århundrede. Det kan man se i figuren, hvor jeg har plottet de årlige reale vækstrater ind. Som man kan se, har den trendmæssige vækst været faldende siden midten af 1960’erne. Det kan måske umiddelbart undre, hvis skattepolitikken nu har bidraget positivt. Men forklaringen er, at den underliggende vækst før reformer har været aftagende. Det gælder ikke bare i Danmark, men i praktisk taget hele den vestlige verden, hvor de mest avancerede økonomier findes.

Forklaringen på den aftagende vækst skal primært findes i en aftagende produktivitetsvækst. Produktiviteten handler om, hvor effektivt givne ressourcer – kapital og arbejdskraft – kan udnyttes. Men væksten har også været påvirket af incitamenterne til at investere i ny kapital, tage risiko og udbyde arbejdskraft.

Skattereformer har været et af de svar, der politisk har været på udfordringen med faldende vækst. I Danmark er marginalskatten på arbejde sænket fra op til 73 pct. til 56 pct. – dog indtil den siddende regering indførte en særlig høj toptopskat, der bringer marginalskatten op på 60 pct. for lønindkomst over 2,6 mio. kr. (for visse andre medfører SVM-regeringens skattereform derimod lavere marginalskatter). En anden væsentlig udvikling har været en gradvis nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 50 pct. til 22 pct. Samtidig er skattebaserne generelt blevet udvidet, så der har ikke været et fald i skattetrykket, som matcher marginalskattelettelserne. Men sammensætningen af skattebyrden er ændret, og fordelingspolitikken – som bærer ansvaret for de høje marginalskatter – er blevet lempet lidt.

Hvor meget har det bidraget med til den samlede økonomiske vækst? Det har jeg forsøgt at regne på for perioden 1986-2017. Analysen er publiceret her – og et ungated dansk arbejdspapir uden betalingsmur kan findes her. Konklusionen er, at skattereformerne har løftet velstanden med knap 10 pct. Vi ville have været omkring en tiendedel fattigere uden reformerne.

Man kan også se på bidraget til den gennemsnitlige årlige vækst i perioden. Det har Thomas Due Bostrup og jeg regnet på her. I alt lå den gennemsnitlige årlige vækst på 1,6 pct. Heraf tegner skattereformer sig for 0,3 pct.point, mens andre reformer af bl.a. arbejdsmarkedspolitikken tegner sig for 0,2 pct.point. Med andre ord ville væksten i fravær af reformer blot have været 1,1 pct. Det er, hvad man kan kalde for den underliggende vækstrate – altså hvad økonomien vokser ”af sig selv” uden reforminitiativer.

Kigger man fremad, regner Finansministeriet heller ikke med en underliggende vækstrate på meget mere end 1 pct., sådan som det har været tilfældet i de foregående årtier. Allerede vedtagne reformer – herunder tilbagetrækningsreformernes løbende levetidsindeksering af pensionsalderen – vil komme oveni, så vi frem mod 2030 kan forudse en gennemsnitlig vækst næsten på niveau med den hidtidige.

Men skal væksten på længere sigt løftes over det beskedne niveau på  godt 1 pct. om året, vi har i underliggende vækst, så kræver det fortsatte reformer, herunder at den allerede aftalte indeksering af pensionsalderen også bliver udmøntet. Og der er trods de gentagne skattereformer gennem fire årtier fortsat potentiale for forbedringer. Selskabsskatten burde helt afvikles. Og marginalskatterne af løn- og ikke mindst kapitalindkomst er fortsat høje, om end ikke så astronomiske som tidligere.

Statsministeren har ret i, at der er brug for reformer, selv om det har knebet med begrundelsen – og hun desuden nu er begyndt at ryste på hånden Den lave vækst er den egentlige udfordring.

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Her er et par bidrag til diskussionen, jeg er kommet med på det seneste.

I den interessante podcast Rig på viden diskuterer vi gældskrisen i EU. Find den her. Nogen vil måske spørge: Hvilken gældskrise? Og den er da også elefanten i rummet. Men skal man tale om et problem, der bærer kimen til undergang i sig, er det EU-landenes meget usunde incitamenter til kaste gæld over på hinanden, og EU’s manglende evne og vilje til at bekæmpe dem. Tværtimod er der nu røster i selv velkonsoliderede lande som Danmark om at gøre problemet markant værre ved at optage fælles gæld. Det er reelt en skjult regning til befolkningerne i de velkonsoliderede lande.

Dynamikken i en sådan gældskrise – som vi reelt er i – kan blive meget eksplosiv. Den kan kræve en kraftig centralisering af den politiske magt, som netop kan begynde via fælles gæld og ditto politisk prioritering. Jeg skrev en analyse af problemet sidste år; den kan findes her.

I CEPOS egen podcast Bag om nyhederne diskuterede vi både gæld, industripolitik, protektionisme og statsstøtte i sidste uge. Den kan findes her. Her fortalte Jonas Herby desuden om en analyse, han har på vej, som viser, at en stor og voksende del af regelmængden kommer via EU.

Sidst, men ikke mindst offentliggjorde jeg i denne uge en analyse af konsekvenserne af flere flertalsafgørelser i EU. Den kan findes her. Konklusionen – der hviler på veletableret public choice-teori – er, at det vil føre til dårligere beslutninger, mere centralisering og mere omfordeling mellem EU-landene, men mindre intern omfordeling i bl.a. Danmark.

Der er som sagt store problemer i EU, men der er en enorm risiko for at smide barnet ud med badevandet, hvis de fører til ændringer i vore europæiske institutioner. Det er ikke institutionernes skyld – de er tværtimod langt henad vejen så gode, som man kan ønske sig. De skaber grundlag for et velfungerende samarbejde mellem suveræne medlemsstater. Men de kræver naturligvis, at der er politisk vilje til at anvende dem til en god politik: Frihandel, fokus på kollektive goder med (mindst) europæisk skala, et indre marked i fremdrift, liberalisering. De kræver, at de finanspolitiske spilleregler håndhæves. Og de kræver, at EU holder sig fra områder, hvor det ikke har en naturlig berettigelse.

Der er grænser for, hvor meget gode institutioner kan udrette, hvis politikerne ikke ønsker at understøtte dem. Dét er efter min mening den største udfordring. Opskriften på at øge EU’s økonomiske vækst og robusthed er ikke svær. Den er som sagt at liberalisere, deregulere og skærpe frihandlen. Og at konsolidere de offentlige finanser gennem økonomiske reformer og strammere offentlig udgiftspolitik. Det sidste er medlemsstaternes egen opgave – og bl.a. Danmark, Sverige og Irland er eksempler på, at det kan lade sig gøre – men EU skal håndhæve reglerne, som skal sikre at landene gør det.

Photo by Christian Lue on Unsplash

Den finder sted på mandag eftermiddag, og der er stadig åbent for tilmelding. Det kan ske her.

Det glæder jeg mig meget til.

Som vores trofaste læsere ved, var det et emne, som optog flere af os her på bloggen, da pandemien ramte. Der var utrolig meget på spil – både mulige konsekvenser af pandemien og ved håndteringen af den. Det skrev vi om, i takt med at vi blev klogere.

Ingen af os er epidemiologer eller virologer, og vi ved meget lidt om den naturvidenskabelige side af en pandemi. Her var det vigtigt at lægge naturvidenskaben til grund. Men den rigtige politiske respons er nok så meget et spørgsmål om økonomi, jura og politologi. Og derfor et vigtigt spørgsmål for samfundsvidenskaberne.

Der har været meget fokus på især minkskandalen og placeringen af ansvaret for den. Og det er også vigtigt. Men det er endnu vigtigere, at vi opsamler erfaringerne fra epidemien til næste gang en krise rammer – ikke for at placere ansvar, men undgå at gentage fejl og kunne besvare krisen bedst muligt.

Det handler det om på mandag.

Det synes jeg, er det vigtigste. Hvor stor en del af deres politik, de vil søge mandat hos vælgerne til at gennemføre i den kommende valgperiode, er en praktisk politisk afgørelse, jeg ikke vil blande mig i. Det var også min kommentar til Jyllands-Posten, da avisen spurgte mig, om LAs tilkendegivelse for nylig. Jeg er mere bekymret for, at partiet svækker sit langsigtede fokus på at øge produktiviteten i den offentlige sektor.

Det bør i øvrigt lige noteres, at det at ”afskaffe topskatten” ikke betyder det samme nu, som det gjorde tidligere. Det skyldes regeringens skattereform fra sidste år, hvor topskatten bliver skåret op i et trehovedet monster: Mellemskatten, topskatten og top-top-skatten. Og det er derfor mindre klart, hvad en halvering vil sige. Hvis man kun halverer den nye topskat, men ikke mellem- og top-topskatten, så er lettelsen naturligvis meget mindre, men det er der tydeligvis heller ikke lagt op til. LA vil således stadig afskaffe top-topskatten i første hug, og man må forstå, at partiet vil bruge halvt så meget provenu, som det tidligere kostede at afskaffe topskatten. Det kunne – i tillæg til at fjerne top-topskatten – f.eks. være at halvere både mellem- og topskatten (som i dag er på 7½ pct. hver) eller at afskaffe mellemskatten. Det rækker omtrent halvdelen af provenuet til.

Hvis man helt fjerner de tre skatter, så indebærer det efter ministeriernes nuværende regneprincipper et mindreprovenu på 12 mia.kr. Topskatterne bidrager altså stort set ikke til at finansiere den offentlige sektor på i alt 1.400 mia.kr – mindre end 1 pct. Og det er endda under forudsætning af de urealistisk små adfærdseffekter, ministerierne stadig regner med. En opdatering af regneprincipperne har ladet vente længe på sig. Det har længe været klart, at litteraturen peger på meget højere effekter. Det skrev jeg om her. Og i mellemtiden er der kommet flere studier til, bl.a. dette studie på danske data og dette meta-studie. Lægger man deres adfærdseffekter til grund, fører i hvert fald top- og top-topskatten til et negativt provenu.

Uanset om provenuet er lille eller negativt, er forvridningsvirkningerne store og kan derfor ikke begrunde progressive tillægsskatter som de tre skatter. Det batter ikke, og staten råder under alle omstændigheder over langt mindre forvridende skattekilder som f.eks. bundskatten.

Men hvad kan så begrunde topskatterne?

Det normale svar er: Fordelingspolitik. Altså et ønske om at udjævne indkomsterne. Nogle svinger sig endda op til at tale om ”social retfærdighed”, selv om man kan kritisere det for ikke at være meningsfyldt.

Men hvilken slags fordelingspolitik? Én type fordelingspolitik handler om at hæve indkomsterne for dem, som har mindst. For personer med lave indkomster må man formode, at de primært har deres egen levestandard i sigte. Topskatterne bidrager bare enten meget lidt eller slet ikke med provenu til at hæve nogens levestandard med.

Derimod virker topskatterne fordelingspolitisk ved at skade de højere indkomster. Det er en fordelingspolitik, som alene fokuserer på de laveste indkomsters relative position, uafhængigt af om de får det bedre eller dårligere, blot nogle andre – topskatteyderne – får det endnu dårligere.

Dette fordelingspolitiske motiv kan meget dårligt begrundes i min bog. Uanset hvilke fraser, man iklæder det, er det misantropi og misundelse. Altså glæde ved at andre stilles dårligere. Hvis topskatterne giver et negativt provenu, skal glæden endog være stærk nok til at kompensere for, at også de lavere indkomster får det dårligere, fordi det forsvundne provenu i stedet kunne have været omfordelt til dem. Den anden form for fordelingspolitik sker i så fald på den førstes bekostning.

Skadevirkningen er essensen i topskatterne. Misundelse er ikke et acceptabelt politisk princip. Derfor bør det være en principiel mærkesag for et borgerligt parti at afskaffe topskatterne – og derfor er det både godt og naturligt, at både LA og Konservative holder fast i dette mål. Det handler om helt grundlæggende politiske principper, ikke om simpel materialisme eller at ”holde med de rige”.

Når det kan være svært for selv borgerlige ind i mellem at forklare det, kan det hænge sammen med, at nulsumstænkningen er så udpræget i politik. Altså at politik går ud på at dele en given kage, og at der er en direkte sammenhæng mellem, at nogle får mindre, når andre får mere. Men lige som markedstransaktioner stiller alle bedre (i fravær af eksternaliteter), så kan politiske beslutninger også i nogle situationer stille alle bedre – eller omvendt føre til beslutninger, som netto giver forringelser eller ligefrem kun forringer (som ved skatter, der på marginalen ikke giver noget provenu).

Det taler for at begrænse adgangen til den sidste slags politiske beslutninger. Det er bl.a. derfor, et flertal ikke må gøre mindretallet til slaver eller på anden måde krænke deres personlige frihed. Af præcis samme grund har en række liberale tænkere som Hayek og Buchanan vendt sig imod progressive skatter som topskatterne, fordi flertallet ellers kan behandle mindretallet uvilkårligt hårdt. John Stuart Mill kaldte endda den form for beskatning for ”røveri”. Kun de negative adfærdseffekter giver flertallet et incitament til at holde igen med at beskatte ”de rige”, og incitamentet forsvinder først, når nettoprovenuet holder op med at stige. Er der misundelse til stede, forsvinder incitamentet endda langsommere end det.

Modstanden mod topskatterne bør være principiel og ikke kun et bekvemmelighedsargument om, at give de højeste indkomster en ”belønning” for at være flittige. Derfor er det vigtigt – som de to partier stadig gør – at holde fast i, at topskatterne bør helt væk.

Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.

Umiddelbart medfører et subsidium, at afkastet af landbrugsjord stiger. Det bliver altså mere attraktivt at investere i landbrugsjord. Hvor meget stiger efterspørgslen? Ja, lige indtil det punkt, hvor der ikke længere er et højere afkast på landbrugsjord end på andre investeringer. Da udbuddet af jord i høj grad er givet, medfører den øgede efterspørgsel, at prisen på jord stiger. Ved et helt fast udbud af jord, stiger værdien af jorden med præcis nutidsværdien af de fremtidige subsidier. Det er en situation, vi er tæt på: Der bliver ikke pløjet mange parcelhuskvarterer op til at dyrke hvede på – og kun lidt den modsatte vej.

Nu til den første konsekvens.

Når jorden stiger i værdi ved skatterabatter, så indhentes en del af det umiddelbare provenutab igen. Jordskatterne afhænger jo af værdien. Ser man på effekten af den lempelige skattemæssige behandling af landbrugsjord, så medfører det ifølge Frigastudvalgets regnestykke et umiddelbart provenutab på 1.775 mia.kr. Men staten ender kun med at miste 800 kr., fordi jorden stiger i værdi, og fordi noget af skattelettelsen øger indtægterne fra andre skatter (såkaldt automatisk tilbageløb via bl.a. momsindtægter). Den pointe overså Berlingske.  

Den anden konsekvens er endnu mere bemærkelsesværdig: Den nuværende generation af landmænd har ingen gevinst af de omfattende subsidier til landbruget. Det hænger netop sammen med, at jordpriserne er tilsvarende højere på grund af kapitaliseringen. Landmændene får naturligvis subsidierne, men de betaler tilsvarende mere til forrentning af deres jord. Afkastet ender altså med at blive det samme.

Hvor er gevinsten så blevet af? Den er tilfaldet den generation, som ejede jorden, da subsidierne blev indført. Kapitaliseringen medførte en kapitalgevinst, der fortaber sig i historiens tåge.

Hertil kommer en meget central pointe fremført af især Gordon Tullock: Selv den initiale gevinst kan være helt eller delvist gået tabt, hvis de oprindelige ejere har afholdt udgifter til at lobbye for subsidierne. De har i hvert fald haft incitamentet til det.

Hvordan virker subsidier i erhverv, hvor de ikke kapitaliseres? Her fører de til, at der investeres i ekstra produktionsudstyr, indtil afkastet bliver drevet ned til normalafkastet. Modsat jord kommer der mere produktionsudstyr.

Det store problem ved subsidier er, at de højst forgylder den første generation, når de indføres. Følgende generationer opnår ikke noget højere afkast. Og den generation, der ejer virksomhederne, når subsidierne fjernes, får et tab – altså en dårligere forrentning end af andre investeringer. I landbruget vil en afskaffelse af f.eks. skattebegunstigelserne medføre, at jorden mister i værdi. Med den svage soliditet i landbruget vil det medføre konkurser, som smitter af på leverandører og banker. I andre erhverv vil der ved bortfald af subsidier være en underforrentning, så længe kapitalapparatet ikke er tilpasset de lavere subsidier. Men modsat udbuddet af jord vil udbuddet af andre former for kapital efterhånden tilpasse sig gennem nedslidning og lavere investeringer i nyt udstyr.

Erhvervssubsidier er altså ikke noget nulsumsspil, men et negativ sum-spil, som netto gør os fattigere. Problemet er, at første generation har en tilskyndelse til at få dem indført alligevel. Og efterfølgende generationer kan med en vis ret hævde, at de allerede har betalt for subsidierne.

Frigast-udvalget om erhvervsstøtte gør faktisk udmærket rede for, at landbrugssubsidierne ikke nødvendigvis begunstiger de nuværende generationer af landmænd. Men det har altså ikke fundet vej til den offentlige debat.

Paradoksalt nok kan de negative konsekvenser for indkomsten i landbruget af en CO₂e-afgift i landbruget gøre det politisk nødvendigt at øge jordbrugssubsidierne – f.eks. ved at sænke skatten på produktionsjord yderligere. CO₂e-afgiften kapitaliseres negativt, og det kan kalde på et instrument, der virker modsat. Men i løbet af en generation vil indkomsteffekterne af begge dele være væk, mens subsidierne vil fortsætte…  

Photo by Zoe Schaeffer on Unsplash