Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

• 1590-1600
  Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
• 1690:
  Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
• 1764–1770:
  Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
  I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
• 1774:
  Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
• 1811:
  Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
• 1816:
  Argentina bliver selvstændigt.
• 1820–1828:
  Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
• 1829:
  Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
• 1831:
  USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
• 1833-1834:
  Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
  Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
  Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
  Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
  Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
  En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
  I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
  I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
  Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
  Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
• 1840:
  Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
• 1845:
  Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
• 1850:
  En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
• 1880erne-1910erne:
  Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
• 1910erne-1930:
  I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
• 1930erne:
  Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
• 1939-1945:
  Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
• 1945-1965:
  Argentina rejser sagen i FN
  Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
  Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
  FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
• 1965-1976:
  Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
  Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
• 1976-1982:
  Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
• 1982-1989:
  FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
  I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
• 1990-1995:
  Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
  Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
• 2000-2005:
  Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
• 2007-2010:
  Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
• 2010-2020:
  I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
  Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
• 2020- 2026:
  Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
  I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
  Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
  I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.

Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.

Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.

Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.

Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.

At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.

Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.

Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.

Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.

Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.

Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.

Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.

MILEI ER IKKE SÅ UNIK SOM HAN FREMSTILLER SIG SELV

Et forhold, som vi lige så godt kan slå fast med det samme er, at når den nuværende præsident Javier Milei igen og igen fremhæver, at de reformer han og hans regering prøver at gennemføre ikke er set før – også selv om vi ser bort fra hans påstand om “i verdenshistorien”, men alene ser på Argentina – er det mildt sagt en sandhed med modifikationer.

Første halvdel af 1990erne var heller ikke første gang man prøvede at ”få styr” på den argentinske økonomi. Oven på en kort periode, hvor man forsøgte at “få gang i økonomien” efter genindførelsen af demokrati i 1983, i den mere populistiske afdeling, forsøgte regeringen sig faktisk med mere ortodokse tiltag efter få år.

Man havde sådan set heller ikke noget valg. Inflationen var på flere hundrede procent. Det offentlige underskud var 15 pct. af BNP, man havde en akkumuleret udlandsgæld på over 40 mia. dollars – hvor udestående ubetalte renter og afdrag beløb sig til 20 mia. USD i 1983.

Den økonomiske situation forværredes kun efter militærregimets fald. I slutningen af 1984, var inflationen steget til ca. 700 pct., investeringerne var i bund, og kapitalflugten er estimeret til ca. 22 mia. USD.

Da IMF og andre internationale långivere stoppede for al ny långivning i maj 1985, var løbet kørt.

NY VALUTA OG PLANO AUSTRAL

Kernen i regeringens plan i 1985 (Austral planen), som bl .a. indebar indførelse af en ny valuta, Austral i stedet for Peso, deraf navnet, var faktisk en meget ambitiøs plan. Den omfattede kraftige stabiliseringstiltag og strukturreformer, mens løn og priser skulle holdes i ro ved et pris- og lønstop (ikke ligefrem del af den ortodokse værktøjskasse, og det virkede da heller ikke).

Budgetunderskuddet skulle elimineres, mens det skulle være slut med at lade seddelpressen køre for at dække statens udgifter. Nationalbanken skulle være uafhængig (det har man prøvet mange gange, som det vil fremgå af dette indlæg) og offentligt ejede virksomheder skulle privatiseres, økonomien dereguleres og udenrigshandlen liberaliseres.

Langt hen af vejen noget af det samme, som man kom til at gennemføre i Carlos Menems første regeringsperiode i første halvdel af 1990erne.

Planen kollapsede dog i løbet af få år af flere årsager. Mauricio Rojas har angivet et par vigtige faktorer i Carmensitas sorg, som jeg har henvist til flere gange i mine indlæg:

For det første provinsernes manglende evne/lyst til at styre deres økonomi. Mens det lykkedes at vende et underskud på 6 % af BNP i 1982 til et overskud på godt 5 % i 1985–86 for staten, steg provinsernes underskud markant i samme periode og var 7 % af BNP i 1987.

Dermed undergravede de regeringens forsøg på at få styr på økonomien, ved blot at øge deres udgifter og låntagning, ikke mindst fordi de øgede antallet af ansatte i provinserne ganske ekstremt. Det var ikke mindst tilfældet i senere præsident Carlos Menems provins La Rioja. Her steg antallet af ansatte fra 12.000 til over 40.000 mellem 1983 og 1989, hvilket i 1989 udgjorde over halvdelen af La Riojas arbejdsdygtige befolkning.

Dernæst den manglende evne til at styre lønudviklingen, ikke mindst for offentligt ansatte, som forværrede det offentlige underskud. Det skyldtes ikke mindst de peronistledede fagforeninger på et arbejdsmarked, hvor strejkevåbnet igen og igen kom i anvendelse. I løbet af Alfonsins regeringsperiode var der ikke mindre end 13 generalstrejker, plus mere end tusind andre strejker.

Mauricio Rojas angiver, at ikke mindre end 83 millioner arbejdsdage gik tabt. Strejkende offentligt ansatte – især i fattige indlandsprovinser som fx. La Rioja – stod for omkring 80 % af alle tabte arbejdsdage under Alfonsíns regeringstid.

Hvis ikke før, så var Præsident Raúl Alfonsín fra partiet UCR (Union Civica Radical) – han vandt præsidentvalget i1983 over peronisternes kandidat – og hans “Plano Austral” dødsdømt efter midtvejsvalget i 1987, hvor peronisterne igen blev den stærkeste politiske kraft i landet med flertal i kongressens to kamre, mens de satte sig på magten i 16 ud af landets 22 provinser.

Herefter gik det blot fra slemt til værre. I 1988 og 1989 faldt argentinerne indkomst drastisk, investeringerne nåede et nyt lavpunkt, og inflationen steg voldsomt. Austral var i frit fald i forhold til dollaren og endnu en gang kunne Argentina ikke opfylde sine betalingsforpligtigelser.

Helt galt gik det, da Carlos Menem blev valgt til præsident i foråret 1989. Med sit ry som populist og tilhørende peronisternes venstrefløj, steg inflationen til nye højder og kom helt ud af kontrol, mens landet ligesom året før var præget af uroligheder, strejker, plyndringer og kaos. Til sidst trådte Raúl Alfonsín tilbage den 8. juli, flere måneder før Carlos Menem formelt skulle have overtaget præsidentembedet, mens inflationen bare steg og steg – i maj nåede den op på 78 procent om måneden og i juli var den på små 200 procent.

REFORMER OG EVNEN TIL AT LAVE ALLIANCER

Et forhold, som var afgørende for den indledende succes for reformerne under Carlos Menem i hans første præsidentperiode, var hans evne – og det må man give ham – til at skabe bred opbakning til reformerne. Og så viste Menem, som kom fra venstrefløjen hos peronisterne, sig allerede inden han tiltrådte som præsident, som værende meget ideologisk fleksibel, mildt sagt.

Således indledte han allerede før han tiltrådte, et samarbejde med nogle af Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomheder, ikke mindst det multinationale konglomerat Bunge & Born, og det var økonomer herfra som udarbejdede den såkaldte BB-plan, ligesom ledende økonomer og direktører fra Bunge & Born fik nøgleroller i det nye kabinet.

Selve planen led dog hurtigt skibbrud, men signalerede, at man nu havde en peronistisk præsident, som var parat til at arbejde sammen med folk udenfor den peronistiske bevægelse.

Det var noget markedet kunne lide – en peronist, som ville føre ansvarlig økonomisk politik uden populistiske indslag – det var noget nyt. Menem brugte også den voldsomme krise Argentina befandt sig i til at cementere hvem der havde magten/var den stærke mand (ham).

Hans kabinet var meget lidt peronistisk, men talte til gengæld også folk fra oppositionen, fx Alvaro Alsogaray, leder af det konservative parti UCD, som fik en nøglerolle som chefforhandler om udlandsgælden.

Interesant nok gjorde han også noget andet, som vi også har set nuværende præsident Milei gøre. Carlos Menem ændrede udenrigspolitik og udviste en helt anden positiv holdning til USA, ja Argentina deltog endda i koalitionen, som befriede Kuwait i 1991. På samme måde ændrede han tilgangen til Falklandsøerne/Malvinas og dermed England.

Ikke at han opgav at Falklandsøerne bør være en del af Argentina, det kommer ingen argentinsk præsident til at gøre, men nu skulle det ske via forhandlinger og diplomati (det kommer aldrig til at ske). Samme tilgang har den nuværende regering, og havde for øvrigt også Argentina under præsident Macri, 2015-2019.

I modsætning til tidligere – men igen lige som den nuværende regering – iværksatte Menem med det samme en række strukturreformer, begyndte at privatisere i det små, skar drastisk ned på antallet af offentligt (stats)ansatte og gennemtvang reelle besparelser, i hvert fald i begyndelsen.  

Det var nyt. Før havde planen været først stabilisering og dernæst reformer, hvor reformerne så aldrig kom. Ikke nødvendigvis fordi regeringen ikke ønskede dem, men fordi de viste sig umulige af gennemføre. Nu skulle strukturreformer ske samtidig med stabilisering af økonomien.

En fordel som Menem havde, men som senere ”reformvenlige” regeringer har haft problemer med, var en opposition som rent faktisk bakkede op om nødvendigheden af radikale tiltag. Kort efter Menems indsættelse vedtog parlamentet således en lov til reform af staten og ”lov om økonomisk undtagelsestilstand” (Ley de Emergencia Económica), hvorefter det var muligt at gennemføre en lang række af reformerne i kraft af dekreter. Brug af Lov om økonomisk undtagelsestilstand har også været helt central for den nuværende regerings tiltag siden december 2023. Det vender vi tilbage til i det sidste indlæg i denne serie om Milei og Argentina.

Med disse to love på plads gik man i gang med omfattende privatiseringer og afvikling af størstedelen af landets korporative, overregulerede og protektionistiske strukturer, med varierende grad af succes.

INFLATIONEN “FORSVINDER”

Hvad angår den voldsomme inflation kan man tale om at den kom i flere bølger. I slutningen af 1989 nåede den nye højder, hvorefter man i løbet af kort tid gennemførte to tiltag, som gjorde op med først brugen af pris- og lønstop – ophævet i midten af december og 1. januar 1990 gennemførte man så en meget drastisk plan (El Plan Bonex), som grundlæggende bestod i en konfiskation af store dele af argentinernes opsparing.

Med El Plan Bonex gennemførte man en tvungen konvertering af alle tidsbegrænsede bankindskud (f.eks. opsparingskonti og indlånsbeviser) til statsobligationer, som først kunne indløses i 1999. Denne plan blev mildt sagt ikke godt modtaget af befolkningen. ikke mindst fordi det efterlod mange uden betalingsmidler. Som man også har set i andre lande med meget høj inflation, var en stor del af midlerne sat i tidsbegrænsede indskud (for de der havde adgang, det gælder sjældent de fattigste), ofte med meget kort løbetid, netop for at afbøde værdiforringelsen af kontanter. Mange argentinere befandt sig nu i en situation, med en akut mangel på betalingsmidler ud over de dollars de – hvis de kunne – havde gemt af vejen.

Umiddelbart medførte planen både voldsomme uroligheder og bankruns (man blev nød til at lukke bankerne i flere dage på grund af optøjer). På længere sigt kan det forklare den mistillid, som mange argentinere idag har til det finansielle system og de offentlige myndigheder. Der blev naturligvis også lagt sag an for at få omstødt planen, men det fejlede, da højesteret godkendte den (ikke mindst nok fordi Carlos Menem havde fået udvidet højesteret med loyale dommere).

Det skulle ikke blive sidste gang at den argentinske regering konfiskerede folks formue – det skete igen i forbindelse med krisen i 2001-2002, som vi kommer til senere i dette indlæg.

Set i forhold til at nedbringe inflationen var det en noget begrænset succes. Umiddelbart faldt den kraftigt – der var jo tale om en voldsom begrænsning af likviditeten (M2 blev mere end halveret), men den begyndte dog at stige igen i midten af 1990, som endte med en årlig inflation på ca. 2.300 pct, målt på forbrugerprisindekset, mod lige over 3.000 pct. i 1989.

Indgrebet indebar også en kraftig recession (og det stod jo ikke for godt til i forvejen). Men den medførte også en betydelig stigning i udbuddet af dollars, hvorfor nationalbankens reserver mere end fordobledes frem til december 1990. Det var ikke uden betydning.

Som bemærket af flere iagttagere er det måske afgørende i 1989-1990, at Argentina nu havde en præsident, som var parat til at bremse inflationen, også selv om det indebar en recession. Så selv om hver enkelt af tiltagene ikke nødvendigvis havde den store succes i forhold til hvad der havde været målet med dem, fik det betydning for hvad der skete fra 1991 og de efterfølgende år.

Hvad angår stabiliseringen og nedbringelsen af inflationen, var det reelt først i forbindelse med udnævnelsen af Domingo Cavallo som økonomiminister i januar 1991 og vedtagelsen af konvertibilitetsloven (som trådte i kraft den 1. april 1991), at der endelig skete en stabilisering af den argentinske økonomi.

Loven garanterede et fast forhold mellem den argentinske valuta, hvilket efter endnu en pengeombytning fra 1. januar 1992 ikke længere var austral, men en ny peso, med amerikanske dollar til kursen en dollar for en peso. Samtidig blev nationalbanken ansvarlig for at sikre den faste valutakurs ved at sikre at valutareserverne svarede til hvor mange peso som var i omløb.

Figur 1. Inflation målt på forbrugerprisindekset, 1986-1996

Kilde: IMF, OECD, WB (Worlddata.info)

Inflationen faldt også kraftigt. Mens den i 1990 havde været ca. 2300 pct, faldt den i 1991 til ca. 170 pct, og i 1992 til ca. 25 pct.

I september 1992 gennemførtes også en lov, som skulle styrke nationalbankens uafhængighed. Samtidig fik den forbud mod at udlåne penge -eller fungere som garant – til både stat, provinser og statsejede virksomheder. Reelt var og er det dog begrænset hvor uafhængig nationalbanken var og er. Men umiddelbart øgede tiltagene tiltroen til det finansielle system, (som dog også var helt i bund), ikke mindst fordi den daværende regering havde vist at den faktisk mente det alvorligt den gang.

Væsentligt var også, at man tog et opgør med landets magtfulde fagforeninger, som var domineret/ en del af den peronistiske arv. Her var det næppe uden betydning at opgøret med fagforeningernes magt blev drevet netop af en peronistisk præsident.

Et afgørende tidspunkt var formentlig da en strejke i det statslige teleselskab, Entel, endte i totalt nederlag for fagbevægelsen, og primært medførte en omfattende fyringsrunde i selskabet. Herefter indførtes tiltag som stort set svarede til at forbyde offentligt ansatte at strejke. Herefter falder antallet af strejker og tabte arbejdsdage voldsomt.  

Menem formåede også at splitte fagbevægelsen, ikke mindst den magtfulde CGT (Confederación General del Trabajo), Argentinas mest magtfulde fagforening.

Figur 2. BNP per indbygger, 1980-1998

Kilde: IMF WEO, april 2025

Som det fremgår af figur 2, rammer Argentinas økonomi bunden i 1990, hvor BNP per indbygger er ca. 25 pct. lavere end i 1980. I 1998 er BNP per capita til gengæld steget mere end 40 pct. i forhold til 1990. Set over hele perioden 1980-1998, er udviklingen dog noget mindre imponerende, idet BNP per indbygger i 1998 er mindre end 10 pct. højere end i 1980. Og efter 1998, falder BNP voldsomt, før man igen oplever vækst, hvilket vi kommer til senere i dette indlæg.

Først i 2005-2006 ville BNP per indbygger være på samme niveau som i 1998, og blot ca. 10 pct. højere end i 1980.

Men inden vi kommer så langt, så lad os lige blive færdig med hvad der skete inden 1998.

Når det kommer til markedsreformer og modernisering af den argentinske økonomi, er det reelt en ganske kort periode, som er interessant, nemlig mellem 1992 og 1996.

Det er i de år man privatiserer store dele af de statsligt ejede virksomheder med stor hast og store konsekvenser.

Tabel 1

Kilde: Argentina’s Privatization: Effects on Income Distribution, Ennis og Pinto (2003)

Som det fremgår af tabel 1 indebar privatiseringerne et voldsomt fald i antallet af ansatte. Se f.eks. antallet af ansatte i modsvaret til DSB, (Ferrocarriles Argentinos), hvor privates overtagelse af driften medfører en reduktion i antallet af ansatte på ikke mindre end 82 procent!

To ting er væsentlige. Der er relativ stor forskel på hvor stort antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder er sat til, alt efter hvilke kilder man bruger. Nogle kilder sætter således det samlede antal ansatte til under 200.000, hvilket allerede er væsentligt lavede end det var i begyndelsen af 1980erne, og ender ud med at der er ca. 35-40.000 ansatte i de selskaber, der fortsat var offentligt ejede i 2000, hvor der kun var få selskaber tilbage, mens andre sætter tallet højere.

Er det utilfredsstillende, at datamaterialet er så ringe? Det tror jeg nok, men hvad vi med sikkerhed kan sige er, at antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder faldt drastisk i takt med at de betydelige privatiseringer i 1990erne – og derudover faldt antallet af ansatte også i de pågældende virksomheder, i takt med at man effektiviserede disse. Men man kan ikke sige, at reduktionen af antal ansatte alene skete på grund af privatiseringerne, de var faldende før disse fandt set.

Reduktionen i antallet er angivet til at svare til ca. 2 pct af arbejdsstyrken af Ennis og Pinto (2003). Dermed går de ud fra at det samlede antal beskæftigede er ca. 7,5 mio. Dermed kan vi slutte at det må være antallet af formelt ansatte de bruger som grundlag.

Der skal tages forbehold overfor disse estimater, lige som alt andet statistik, når det kommer til statistik fra Argentina. Der findes ikke ét sted, hvor man nemt kan gå ind og se antallet af offentligt ansatte, ansatte i offentlige virksomheder osv, for slet ikke at tale om ansatte på provins- og kommunalt niveau. Så når kilder henviser til tal for reduktionen i antallet af ansatte, er man nødt til at tage forbehold. Det er ikke som i Danmark. Argentinas svar på Danmarks Statistik er mildt sagt ikke imponerende.

Med disse forbehold in mente, er der dog konsensus om at der faktisk fandt en betydelig reduktion sted i antallet af offentligt ansatte i første halvdel af 1990erne. En stor del kom dog fra privatiseringerne – det giver sig selv – ”overflyttede” ansatte fra (samlet antal) offentligt ansatte, til privat ansættelse. Men når man taler om reduktionen i antal ansatte i staten i denne periode, skal man også have med, at der blev flyttet en del ansvarsområder fra stat til provinser og kommuner.

Noget andet er, at man er nødt til at tage højde for et relativt stort parallelt arbejdsmarked. Estimaterne svinger ganske meget for hvor stor den er. Muligvis er det et afgrænsningsspørgmål, men det er ofte ikke helt nemt at gennemskue, når man læser argentinske kilder, eller internationale for den sags skyld.

Uanset publikationer bygger opgivne data ofte på tal fra ILOSTAT (Statistikafdelingen under ILO). Deres tal bygger så igen primært på hustandsundersøgelser (surveys), som set over en given periode er præget af mange metodologiske ændringer – jo længere tilbage i tiden, jo værre. Det oplyses der sjældent om.

Ifølge en rapport fra IMF, The IMF and Argentina, 1991-2001 fra 2004, faldt offentlig beskæftigelse fra ca. 2,4 mio. i 1990 til ca. 1,8 mio. i 1996. Dette fald skyldtes primært et fald på lidt over 200.000 statsansatte, ca. 400.000 ansatte i provinserne og ca. 170.000 i (tidligere) statsejede/drevne virksomheder, se nedenfor, mens beskæftigelsen steg med ca. 175.000 i kommunerne.

Tabel 2. Offentligt ansatte fordelt på stat, provins, kommune og statslige selskaber

Kilde: IMF 2004

Faldet svarer til, at mens ca. 2 ud af 10 var beskæftigede i det offentlige inkl. statsejede virksomheder i 1990, var det lidt mere end hvert tiende i 1996.

Et andet karakteristika, som Argentina deler med andre lande i regionen er, at andelen som finder beskæftigelse i den uformelle sektor udviser en stigende tendens i løbet af 1990erne, om end der er betydelige udsving (med stigende andel i kriseårene). Et særkende ved Argentina er dog, sammenlignet med fx. Chile og Uruguay, hvor stor en andel af den samlede beskæftigelse, som udgøres af beskæftigede på det ”parallelle” arbejdsmarked.

I Chile og Uruguay udgør den således henholdsvis 20-25 pct. og 10-15 pct. (formentlig den laveste andel i Latinamerika), mens den i Argentina udgør mellem 1/3 og halvdelen af beskæftigede – ifølge tal fra bl a. ILO, Verdensbanken, CEPAL og INDEC. Til sammenligning estimeres den til at udgøre ca. 2-4 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark. Jovist, et fleksibelt arbejdsmarked betyder noget, som vi kommer tilbage til – ikke mindst omkostningerne ved at hyre og fyre folk.

Med alle ovenstående forbehold in mente, viser nedenstående figur 3 udviklingen i samlet erhvervsaktive i 1990erne, inkl. den uformelle sektor.

Figur 3. Erhvervsaktive (formel+uformel sektor), 1990-2003

Kilde; ILOSTAT (via Verdensbanken)

Ovenstående tal er inkl. hvad der vel på dansk bedst kan oversættes med “enkeltmandsvirksomheder” i den parallelle (på engelsk self-employed) økonomi. Ikke uvæsentligt, da det er en ganske betragtelig del af de økonomisk aktive i netop den del af økonomien. Og igen – husk på – at alle tal er estimater, i sidste ende baseret på spørgeskemaundersøgelser – primært dækkende større byer – og efterfølgende beregninger, med ikke kendte indbyggede forudsætninger (beklager, jeg ikke kan komme det nærmere).

DE OFFENTLIGE FINANSER

Som anført ovenfor indebar reformerne i begyndelsen af 1990erne en betydelig reduktion af antallet af ansatte i den offentlige sektor og privatiseringer. Det indebar dog ikke nødvendigvis, at man derigennem formåede at sikre balance på de offentlige budgetter. Ud over muligvis 1993, var der underskud i alle årene op til krisen i 2001-2002. Som med beskæftigelsen, er data mangelfuld og skal tages med et gran salt. Eksistensen af poster, som ikke nødvendigvis fremgår af selve statens budgetter, mangelfuldt overblik over provinser og kommunale budgetter gør det kun vanskeligere at afgøre de faktiske indtægter og især udgifter.

Nedenstående tabel 3 er fra IMF (2004). Hvor tæt de er på de faktisk tal står lidt hen i det uvisse, hvilket IMF også selv påpeger.

Tabel 3. Samlet offentlig balance inkl. poster “udenfor budgettet” og indtægter ved privatisering, Andel af BNP

Kilder: IMF 2004 og Teijeiro 2001

Ovenstående tal adskiller sig en del fra tal man ellers finder, hvor der bl. a. angives at der er et mindre overskud i 1993 – og er de tal man finder i bl. a. IMF WEO. Det skyldes formentlig netop at der i dem ikke tages højde for poster “udenfor budgettet”. Tallene skal tages med forbehold – og det bør man nok også gøre med tal for efterfølgende år, inkl. den nuværende regering.

Figur 4. Offentlige indtægter og udgifter, 1993-2003

Kilde: IMF, WEO 2025

Manglende evne til at balancere de offentlige indtægter og udgifter medførte da også stigende offentlig gæld, både i absolutte tal og som andel af BNP over hele perioden, på trods af den hastige vækst i BNP frem til 1998, for at gå helt galt i 2001-2002, det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.

Figur 5. Offentlig gæld, USD, 1992-2002

Kilde: IMF WEO og egne beregninger

Målt i forhold til BNP udgjorde den offentlige gæld (hvor ca. 90 pct. var denomineret i dollars) ca. 25 pct. i 1992. Det var steget til ca. 35 pct. i 1998, omkring 40 pct. i 1999-2000, ca. 50 pct. i 2001, for herefter at eksplodere i 2002 til små 150 pct. (IMF WEO).

Nu er der måske nogle som vil indvende, at en gæld på både 40, 50 eller fler pct. i forhold til BNP, ikke nødvendigvis er en speciel høj gæld, efter nutidens standard.

Her skal man være opmærksom på at der ikke eksisterer en “magisk” grænse for hvor høj den offentlige gæld kan være i forhold til økonomiens størrelse. Nok så vigtig er selvfølgelig hvilken valuta gælden er udstedt i.

For Argentinas vedkommende var al gæld, også selv om den var udstedt i peso, (stort set) altid koblet op på dollar. Læg dertil den bitre erfaring hos mange argentinere i forbindelse med myndighedernes indgreb (konfiskation) af opsparede midler i begyndelsen af 1990erne.

Så er det forståelig at Argentinerne i høj grad placerer deres opsparing i udenlandsk valuta og udenfor de argentinske myndigheders fangarme (bl. a. i Uruguay).

Som nævnt, vender jeg tilbage til udviklingen i den offentlige gæld senere i dette indlæg.

JAGTEN PÅ REFORMER OG MODERNISERING

Reformerne i 1990erne var i høj grad defineret ud fra det som er blevet kaldt “Washington Consensus”. Et måske ikke specielt velvalgt navn, men dækkende over fornuftige tiltag, som herhjemme vil få de færreste til at løfte en øjenbryn, bortset fra den yderste venstrefløj (Enhedslisten, en række NGO’er og omegn).

Vi har tidligere skrevet om netop Washington Concensus her på bloggen, se bl.a. her.

Kort fortalt bestod WC af følgende 13 punkter:

• Offentlig budgetdisciplin, herunder at offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur.
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
• Privatisering
• Deregulering (øger konkurrencen)
• Sikring af den private ejendomsret

Handelsliberaliseringer

Der blev gennemført betydelige reformer og argentinsk økonomi blev åbnet op overfor omverden. Handelsrestriktioner og told mindskedes betydeligt, kapitalbevægelser liberaliseredes og der blev gjort forsøg på at reformere både arbejdsmarkedet og pensionssystemet.

At sænke toldsatser (og eksportskatter) og liberalisere kapitalbevægelserne var så den nemme del af reformerne (hvilket det plejer at være) – og gennemførtes med stor hast, hvilket bl. a. betød at Argentinas handel med omverden voksede kraftigt i 1990erne, hvilket fremgår af nedenstående figur 6.

Figur 6. Import plus eksport, andel af BNP, faste priser.

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Som det fremgår af figur 6, var det ikke første gang man forsøgte at åbne økonomien, se også nedenstående figur 7., som viser udviklingen som indextal, med 1950=100.

Figur 7. Samlet værdi af eksport og import, faste priser, 1950=100

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Og nej, det er selvfølgelig ikke en “fejl” at de to grafer ligner hinanden til forveksling, hvis nogen skulle undre sig.

For at sætte lidt proportioner på Argentinas (manglende) udenrigshandel, så udgjorde den ca. 45 pct. af BNP i 1980 og ca. 55 pct. ved årtusindeskiftet i Italien, mens det i Sydkorea udgjorde henholdsvis 30 og 60 pct. i 1980 og 2000.

Handelsliberaliseringerne begyndte kort efter Menems magtovertagelse i form af hvad ofte omtales som “chokterapi”. Ideen er at man gør tingene med det samme (tænk på det som at rive et plaster hurtigt af) i modsætning til “gradualisme”, hvor man laver tilpasninger over en længere tid (man river plasteret af langsomt).

Hvis man ved “chokterapi” (handelsreformer f.eks.) forstår at alle toldsatser fjernes fra den ene dag til den anden, så er det dog en en sandhed med modifikationer at bruge Argentina som et eksempel på chokterapi (I modsætning til Chiles handelsliberalisering i midten af 1970erne).

De faldt signifikant. Fra i gennemsnit ca. små 40 pct. i 1989 til ca. 10-11 pct. i 1995. Det dækker dog over stor varians. Således var toldsatserne ca. 30 pct. på husholdningsapparater i 1995 og 35 pct. på biler og bildele også efter reformerne.

For råvarer og halvfabrikata, kapitalvarer og produktionsudstyr samt forbrugsvarer uden lokal konkurrence derimod, fjernedes tolden stort set fuldkommen.

Ikke mindst vigtigt, fjernede man også importlicenser mv., hvorfor ikke-nominelle handelsbarrierer faldt kraftigt, ligesom man afskaffede eksportafgifter. Sidstnævnte skulle senere blive genindført i nullerne.

Figur 8. Produktivitetsudvikling, 1991-2001

Kilde: Gabriel Sánchez and Inés Butler (2004)

Reformer og sænkning af handelsbarrierer var med til at sikre en fornyelse/udbyggelse af kapitalapparatet, mens efterspørgslen efter især ufaglært arbejdskraft – på det formelle arbejdsmarked – faldt betydeligt i forhold til udbuddet.

Det indebar at indkomstforskellene mellem faglært og ufaglært arbejdskraft steg op gennem 90erne, ligesom det var medvirkende til at gini-koefficienten steg fra ca. 40 til ca 47 pct. fra 1991 – 1998, ifølge tilgængeligt datamateriale.

Victor A. Beker finder i A Case Study on Trade Liberalization: Argentina in the 1990s, på baggrund af tal fra Verdensbanken, Poor People in a rich country (2000), frem til at toldsatserne efter reformerne i begyndelsen af 1990erne “favoriserede” brugen af faglært og ikke mindst arbejdskraft med videregående uddannelser (af varierende længde), se også nedenstående tabel 4.

Tabel 4. Lønudvikling (1998 priser) 1990-1998

Kilde: Verdensbanken (2000)

Mens A. Beker er mest optaget af effekterne for indkomstfordeling og fattigdom, bemærker Mauricio Rojas i Carmencitas Sorg, som jeg også har henvist til flere gange i de tidligere indlæg om Argentina, at:

“Strukturreformerne og stabiliteten udløste en periode med meget stærk økonomisk vækst, som – trods et midlertidigt tilbageslag i 1995 (forårsaget af den mexicanske peso-krise) – fortsatte frem til midten af 1998.”

Og at

“En af de mest dynamiske drivkræfter bag denne vækst var den argentinske industri, som udviste en imponerende fornyelseskraft og virkede fuldt i stand til at håndtere den nye åbenhed mod omverdenen.”

Til gengæld fik man hurtig et problem med hastigt stigende ledighed, især efter 1997-98, som det fremgår af nedenstående figur 9, hvor høj vækst afløses af først stagnation og derefter et kraftigt fald i BNP.

Figur 9. Arbejdsløshed 1990-2003

Kilde: IMF, WEO, april 2025

Argentina er lige som de fleste (alle) “latinske” lande, plaget af et overreguleret og ufleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgivers omkostninger ved formel beskæftigelse er betragtelige i forhold til hvad lønmodtagerne tror deres beskæftigelse koster arbejdsgiver. Det er ikke unormalt at omkostningerne er dobbelt så høje, hvis ikke mere, end hvad medarbejderne tror er deres løn. Helt anderledes end vi kender til i Danmark. Der er altså også store besparelser ved ikke at være formelt ansat, som arbejdsgiver og arbejdstager herefter kan dele.

Bagsiden af medaljen er at adgang til pension mv. ofte er koblet op på formel ansættelse.

Langt det meste litteratur jeg er stødt på, især hvis det er argentinske og FN kilder, problematiserer, med få undtagelser, primært dette faktum – ikke i forhold til den manglende fleksibilitet og dens konsekvenser – men derimod de konsekvenser det har for manglende social sikkerhed og pensionsopsparing (ikke at forklejne disse).

Man var ganske godt klar over problemerne med det ufleksible arbejdsmarked i 1990erne, men lige som andre steder i Latinamerika, var det et område, hvor det viste sig meget vanskeligt at gennemføre de nødvendige reformer, og det var ikke fordi man ikke prøvede (det gælder for øvrigt også Chile, som endda havde den fordel ikke at være et demokrati, da man gennemførte de væsentligste reformer).

Det kan derfor ikke understreges nok, hvor forskellig og håbløs arbejdsmarkedet er indrettet i Latinamerika (vi kender det også fra Europa, især sydeuropæiske lande, omend i mindre omfang end i de fleste (alle?) latinamerikanske lande, fra det vi kender herhjemme.

Nedenfor følger en kort oversigt over arbejdsmarkedsreformer, hvad man (indtil de blev rullet delvist tilbage i nullerne) søgte at gennemføre og hvad man måtte opgive at gennemføre.

Formålet med reformerne var at formindske den parallelle sektor, gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og konkurrencedygtigt og mindske omkostninger ved at ansætte og afskedige arbejdskraft samt reducere arbejdsløsheden og stimulere jobskabelsen.

I 1995 fik man faktisk gennemført en del lovgivning, som bl.a.

• Tillod kortvarige og mere fleksible ansættelseskontrakter
• Gav virksomhederne mulighed for at forhandle lokalt i stedet for centralt (ophævet i 2004)
• Fik reduceret arbejdsgiverbidrag hos Især små og mellemstore virksomheder

Til gengæld lykkedes det ikke at gennemføre lovgivning, som kunne mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk – og de både var og er betydelige.

Det lykkedes heller ikke at bryde “fagforeningsmonopolet”. Også efter gennemførte reformer kunne kun én arbejdstagerorganisation repræsentere arbejdstager i hver sektor – også når forhandlinger foregik decentralt.

I 1998 prøvede man at genneføre en lovpakke, som bl. a. inkluderede forslag om opblødning af kollektive aftaler, mere fleksible arbejdstider og lavere sociale bidrag. Det mødte stærk modstand, ikke mindst hos fagbevægelsen, og aldrig blev vedtaget.

I 2000 prøvede man igen, denne gang under præsident Fernando De La Rua, at gennemføre en lovpakke (den såkaldte Lei Banelco). Herefter kunne virksomhedsspecifikke aftaler afvige fra de nationale eller sektorielle overenskomster og have forrang. Prøvetiden ved nyansættelse blev forøget fra 3 til 6 mdr. og op til 12 mdr. for små virksomheder. Man forsøgte også med lovgivning, som skulle give mulighed for løbende opsparing til afholdelse af udgifter ved fyring, hvilket dog aldrig fik nogen reel effekt og desuden indførtes et egentligt arbejdsretsystem, som mere minder om det vi kender herhjemme, som skulle stå i stedet for at tvister blev afgjort ved domstolene i det almindelige retssystem.

Lovgivningen afstedkom voldsomme reaktioner, ikke mindst fra fagforeningerne side. Argentina var nu et helt andet sted – og det var ikke længere en peronist, som var præsident – og i 2004 blev stort set alt vedtaget i 2000 ophævet igen, bl. a. med begrundelsen, at lovpakken var blevet gennemført ved stemmekøb (deraf tilnavnet).

Samlende kan man sige, at man prøvede, men fejlede i for alvor at få gjort op med Argentinas dysfunktionelle arbejdsmarked. Måske ikke verdens største overraskelse for iagttagere, men ikke desto mindre et væsentligt forhold af stor betydning for muligheden for varig succes for fornyet vækst i Argentina.

Et andet område, hvor man mislykkedes, var i forhold til pensionsreformer.

Forsøgene på at reformere det Argentinske (pay as you go) pensionssystem var stærkt inspireret (som mange andre dele af reformerne) af reformerne i Chile 10 år tidligere.

I 1993 gennemførtes en reform, hvorefter pensionssystemet skulle bestå af en basispension til alle, en privat opsparing (11 pct. af lønnen), som placeredes i finansielle aktiver i enten offentligt eller privat regi, samt en frivillig del derudover. Lovgivningen gennemførtes i 1994. 70 pct. af de der havde muligheden, valgte den private model, hvilket mindskede statens indtægter betydeligt, mens man fortsat skulle betale til pensionister på det gamle system. Lige som i Chile (og i højere grad, da den uformelle sektor er betydeligt større), indebar det meget store forskelle på pensionsopsparingen (som krævede formel ansættelse).

Systemet brød sammen i forbindelse med Argentinas nedsmeltning i 2001-2002 og i 2008 var man tilbage til det system man kendte før 1993.

FRA REFORMER TIL STAGNATION, 1996-1999

Selv om den argentinske krise typisk dateres til årene 2000, 2001 og når klimaks i 2002, begyndte det allerede at ramle i anden halvdel af 1990erne.

Mauricio Rojas har påpeget, at mens Menems personlige egenskaber i forhold til succesen med reformer i 1. del af 1990erne efter hans genvalg i 1996 (mulig efter ændring af forfatningen), nu blev hans – og dermed reformernes – største fjende.

Som Rojas bemærker:

“Han [Carlos Menem] dukkede op som redningsmanden for et land i dyb krise, hvor folk var villige til at acceptere næsten hvad som helst for at komme ud af elendigheden — men han var bestemt ikke den rette til at styre et mere normalt land.”

Menems regeringstid var præget af betydelig korruption og dele af privatiseringsprocessen var helt absurd. Noget man også så i andre dele af Latinamerika, f.eks. i Mexico. Ikke at forveksle med den fløj herhjemme der pr. automatik brokker sig over at “staten sælger for billigt ud”, så var det vitterligt ofte tilfældet i Argentina i 90erne.

Man kan til forsvar anføre at mange offentligt ejede selskaber ikke var meget værd og der ikke var råderum til at forbedre disse før de blev sat til salg, samt det var en enorm opgave man stor overfor.

På fire år blev omkring 60 store statsvirksomheder solgt (olieselskaber, petrokemiske industrier, stål- og kraftværker, flyselskaber, telekommunikation, el- og gasforsyning, forsvarsindustrier m.m.), blev udliciteret til private aktører (bl.a. 25.000 km jernbane, Buenos Aires’ metro, tv- og radiostationer), og næsten 800 offentlige ejendomme blev solgt (bygninger, havne, kornsiloer osv.). Men i alt dette handlingsræs opstod der rigeligt med plads til fejl, dårlig forvaltning og ren og skær korruption.

Og selv om man som iagttager jo har det privilegie at kunne påpege, at man i det mindste slap for at skatteyderne år efter år skulle dække offentlige selskabers mia. underskud, kan man ikke undgå at have en hvis forståelse for at mange argentinere blev efterladt med en dyb mistillid til hele privatiseringsprojektet.

I Argentina som i andre lande (undtaget Chile) synes hensyn til betydningen af konkurrence også have været af mindre betydning (forstil dig at man havde privatiseret TDC uden at der var blevet lukket op for konkurrerende selskaber).

Læg dertil at privatiseringen også indebar fjernelse af subsidier, som holdt tidligere urentable aktiver i live (formentlig af større betydning end monopol-priser). Med andre ord medførte privatiseringerne ofte at de relative priser på de udbudte varer- og tjenesteydelser steg kraft.

Og så var der de mange korruptionsskandaler.

Et eksempel er skandalen med Alfredo Yabrán, som blev myrdet i 1998, som tilsyneladende havde fået “fingrene i” flere tidligere offentligt ejede selskaber på ikke helt ærlig vis. Noget som Domingo Cavallo, manden bag Argentinas (på det tidspunkt meget populære) fastkurspolitik gjorde opmærksom på i en tale i 1996.

Samme år forlod Cavallo da også regeringen, dannede sit eget parti og blev en af Menems væsentligste kritikere.

Det hele blev ikke bedre af Carlos Menem’s forsøg på at ændre “spillereglerne” endnu en gang, således han kunne stille op til en 3. periode. Det blev dog ikke til noget, men fik stor betydning for den førte økonomiske politik. Samtidig, som anført ovenfor led regeringen flere nederlag, ikke mindst i forhold til vigtige reformer af arbejdsmarkedet.

Konflikterne på arbejdsmarkedet begyndte også at vokse igen, med flere generalstrejker anført af landets fortsat magtfulde fagbevægelse, efter Carlos Menems regering med stor succes havde fået lagt en dæmper på dem i den første regeringsperiode.

Carlos Menems stjerne var for alvor nedadgående og ved parlamentsvalget i 1997 blev peronisterne besejret af en ny valgalliance mellem Radikalpartiet (UCR) og Frente País Solidario (FREPASO). En alliance der stort set ikke havde andet til fælles end deres modstand mod peronisterne. Det skulle senere få skæbnesvangre følger.

Valgnederlaget til peronisterne i 1997 blev fulgt op med Fernando De La Rúa’s (UCR) valgsejr ved præsidentvalget i 1999.

Fernando De LA Rúa og hans regerings plan var sådan set at videreføre reformerne fra første halvdel af 1990erne, men flere forhold skulle vise sig at umuliggøre det.

For det første var der intern uenighed, ikke kun blandt de partier som skulle sikre flertallet i kongressen. Som nævnt var det som primært holdt dem sammen deres modstand mod peronisterne.

Mens UCR kunne betegnes som et moderat centrum parti, bestod FREPASO af flere grupperinger på venstrefløjen. Blandt andet frafaldene fra Partido Justicialista, “Det Retfærdige Parti” (det er det officielle navn på hvad jeg ellers kalder “peronisterne” i dette indlæg) , som var modstandere af den tidligere regerings “neoliberale” reformer. Også internt i UCR mødte Fernando De La Rúa og hans regering modstand.

Og hermed er vi kommet frem til nedsmeltningen af den argentinske økonomi, som desværre også indebar afslutningen på forsøgene på at reformere Argentina i retning af en mere moderne og fri økonomi. Der kom til at gå mange år før det blev forsøgt igen.

FRA STAGNATION TIL NEDSMELTNING

Da Fernando De La Ruá tiltrådte som præsident, var Argentina ikke længere en økonomi i høj vækst, tværtimod. Efter 1997-1998 gik det kun en vej, nemlig nedad, mens en i forvejen betydelig arbejdsløshed steg kraftigt (se figur 9).

Figur 10. BNP per indbygger, konstante priser og købekraftskorrigeret, 1996-2004

Kilde: IMF, WEO april 2025

Fra 1998 til 2002 faldt BNP per indbygger med mere end 20 pct., mens arbejdsløsheden steg fra i forvejen høje ca. 15 pct. til ikke mindre end små 23 pct., da det var værst. En voldsom nedtur.

Det har selvfølgelig udløst en efterfølgende større ballade om hvem og hvad der bærer hovedansvaret. Eksterne choks har f.eks. fået skylden – og det er rigtigt, at de eksterne forhold ikke just var gunstige for Argentina i slutningen af 1990erne (se nedenstående figur 11)

Figur 11. Rentespænd på argentinske statsobligationer

Kilde: The Economist: A victory by default?, marts 2005

Der var i løbet af få år flere eksterne forhold, som udviklede sig til ugunst for Argentina. Den asiatiske krise krise i 1997, Russisk default i august 1998 og Brasiliens devaluering i januar 1999 (reelt overgang fra fastkurs, som Argentina, til styret flydende valutakursregime).

I modsætning til Brasilien, som opgav at fastholde kursen på real i forhold til dollar, så snart Fernando Henrique Cardoso var blevet genvalgt, fastholdt Argentina den faste kurs overfor dollars. En skæbnesvanger beslutning, ikke mindst fordi både dollar og det internationale renteniveau steg kraftigt i slutningen af 1990erne.

Det skal medtages at Brasilien aldrig var lige så “dollariseret” som den argentinske økonomi, hvor man kunne oprette bankindskud i dollars, hvilket sidenhen er blev problematiseret kraftigt – oftest uden at medtage hvorfor det var nødvendigt for overhovedet at få folk til at sætte penge i banken i stedet for at købe dollars, sætte dem ind på konti i udlandet, hvilket de gjorde og gør i stort omfang under alle omstændigheder, fordi tiltroen til det hjemlige finansielle system var – og er – til at overskue, med god grund.

Problemet er selvfølgelig at hvis gæld er i dollars – eksplicit eller implicit, så indebærer en devaluering at gælden målt som andel af BNP med det samme stiger kraftig. Det er også præcist hvad der skete i 2002, da man endelig opgav af fastholde kursen på peso overfor dollar. Derefter faldt kursen på peso drastisk. Inde for de første uger til mere end 2 peso for en dollar og i slutningen af 2002 til mere end 3 peso for en dollar.

Det indebar naturligvis at gælden som andel af BNP “eksploderede”. En stor del af denne voldsomme stigning skyldes faldet i peso, læg dertil yderligere at gælden jo blot voksede med de ubetalte renter. Men det er væsentligt at understrege, at gælden havde været stigende fra starten af 1990erne – altså også i de år, hvor man oplevede høje vækstrater.

Som tidligere nævnt er en offentlig gæld på 40-50 pct. (som den var i slutningen af 90erne og indtil 2001) ikke nødvendigvis noget problem i en moderne velstående økonomi. Men i en økonomi hvor alt er hægtet op på en fremmed valuta (dollar), med en begrænset betalingsevne (nok steg eksporten kraftigt, men i forhold til betalingsforpligtigelserne i dollars? “Not so much”), ikke mindst når man ikke er i stand til at balance indtægter og udgifter, som tilfældet har været det meste af historien i Argentina.

Med det stigende internationale renteniveau og en stærkere dollar blev problemerne kun værre, for i 2001 at blive ubærlige. Men et problem ved at anvende dette som den afgørende forklaring er selvfølgelig at andre lande, som mindede om Argentina også var udsat for samme eksterne chok, uden at det førte til en fuldkommen nedsmeltning af økonomien.

Her er en væsentlig pointe naturligvis, at det betyder noget hvor sårbar man er for ændringer i de eksterne forhold og hvordan man reagerer. I Argentinas tilfælde valgte man at fortsætte med fastkurspolitikken på et tidspunkt, hvor væsentlige samhandelspartnere (Brasilien) opgav den, var sårbar overfor stigende internationale renter og ikke havde en økonomi med tilstrækkelig fleksibilitet til at foretage den interne tilpasning, når nu man havde fravalgt at kunne foretage en ekstern tilpasning (uanset hvor forståelig det måtte forekomme af hensyn til allerede akkumuleret gæld).

Som Robert Mundell gjorde opmærksom på i “A theory optimum currency area (1961), kræver en fast valutakurs (lig med at opgive at føre en selvstændig pengepolitik), at en række grundlæggende forhold er til stede. Det var ikke tilfældet i Argentina.

I fraværet af muligheden for at tilpasse værdien af ens egen valuta, kræver det en indenlandsk fleksibel pris- og løndannelse, hvor specielt det sidste har vist sig at være mere end vanskeligt (det gælder ikke kun i Argentina). Ikke mindst når ens institutionelle setup er præget af stærke fagforeninger, lovfastsatte minimumslønninger mv.

I den forbindelse kan man kun sige, at heldigvis har man en parallel/uformel økonomi, som kan absorbere noget af den overskydende arbejdskraft.

Det mest ulyksagelige er nok, at trods forsøgene på at fastholde den faste valutakurs, endte det alligevel med, at man måtte opgive den. I den forstand kan man sige, at der var tale om “pain with no gain” for den argentinske befolkning, hvor fattigdommen endnu en gang steg voldsomt i årene 2000-2002. Op mod 60 procent af befolkningen levede i 2002 under den nationale fattigdomsgrænse (trods alt ikke lig med Verdensbankens fattigdomsgrænser, men alligevel).

Argentina var – og er fortsat – et af Latinamerikas mest velstående lande, med en for regionen lav andel af absolut fattige efter Verdensbankens målemetoder, hvilket dog næppe er nogen trøst, når man ser sin opsparing gå op i røg (mere om det lige om lidt) og indtægtsmuligheder voldsomt forringede.

HVIS BARE MAN HAVDE HOLDT UD, SÅ VAR ALT BLEVET GODT ELLER NOGET

Ikke mindst Domingo Cavallo, som var arkitekten bag Argentinas model til at fastholde en fast kurs overfor dollaren (men også andre) har argumenteret for at hvis bare man havde haft mere styr på de offentlige udgifter, og hvis man bare havde holdt ud og hvis man bare…….

Der synes der dog at være en del ansvarsfralæggelse i den position. Uanset hvad Cavallo (som blev minister igen i 9 mdr. i 2001 i et sidste desperat forsøg på at redde pesoen og undgå en betalingsstandsning) og andre måtte mene, var løbet kørt for længst.

Også IMF’s involvering er blevet voldsomt problematiseret. Argentinas har gennem årene været fondens “største kunde” (betalingsstandsningen i 2001-2002 var hverken første eller sidste gang det skete) og en kritik har været at fonden ændrede politik overfor Argentina og især i løbet af 2001 strammede kravene for fortsat långivning igen og igen. Og noget er der naturligvis om snakken, hvilket også fremgår af en efterfølgende evaluering fra fonden selv. Men man kunne også vende problemstillingen om og påpege hvor få krav man egentlig stillede i årene op til Argentinas default.

Man kan mene at det havde været bedre for Argentina (og andre lande som jævnligt har problemer med at opfylde deres betalingsbetingelser), hvis fonden slet ikke eksisterede. Jeg skal medgive, at det er min holdning, at IMF burde være gået i graven med Bretton-Woods systemets sammenbrud i begyndelsen af 1970erne. Men det er natuligvis et kontrafaktisk synspunkt, at Argentina og andre lande havde været bedre stillet hvis man ikke havde haft IMF.

Hvad man dog ikke kan se bort fra er, at IMF jo typisk får rollen som bussemand, når lande er i økonomiske problemer. Naturligvis især hvis man stiller krav til den førte finans- og pengepolitik. Et forhold er dog hævet over enhver tvivl, nemlig at at IMF ændrede syn på fastkurspolitik i lyset af erfaringerne omkring årtusindeskiftet. Det ser man også tydeligt i forhandlingerne under den nuværende regering om midlertidig långivning.

Men forestillingen om at IMF blot skulle have fortsat med at låne Argentina penge, no matter what, efterlader jo så det problem, at hvorfor skulle man så selv gøre noget for at få styr på økonomien? Det er næppe noget tilfælde at Argentina aldrig har formået at betale langvarige gældsforpligtigelser (30 år) fuldt ud.

Vi kan konstatere, at IMF fortsatte med at låne Argentina penge, lang tid efter markedet – og de fleste argentinere – var holdt op med at tro på, at man kunne redde fastkursregimet og flygtede over i mere sikre aktiver (ikke mindst dollars, men også bankkonti i Uruguay bl. a.), ligesom private långivere solgte deres Argentinske statsobligationer til discountpris – bl. a. til såkaldte ”Vulture funds”, som efter Argentina opgav at honorere den eksisterende udlandsgæld i 2002, afviste at indgå aftaler om omlægning og nedskrivning af eksisterende gæld.

Det begyndte for alvor at “snerpe til” i 2000 og regeringen kom med flere tiltag i forsøget på at redde økonomien og fastkursregimet.

Formålet var på en og samme gang at reducere det offentlige underskud, genskabe tilliden på finansmarkederne og undgå en gældskrise. I slutningen af 2000 aftalte man en stor redningspakke fra IMF og andre internationale institutioner, som blev kendt som “el blindaje” (panserværnet) og skulle sikre at man undgik en betalingsstandsning. Man fik et midlertidig lån på små 20 mia. USD. mod at man gennemførte en række reformer, herunder yderligere pensionsreformer og foretog finanspolitiske stramninger. Med tanke på den indenlandske sociale uro og Argentinas historie var det dog et forfængeligt håb, at det skulle kunne lade sig gøre. Det lykkedes faktisk at mindske de offentlige udgifter, se også figur 3, men samtidig kollapsede de offentlige indtægter i lyset af den voksende økonomiske krise. Forsøgene på reformer af bl.a. pensionssystemet blev dog enten blokeret i kongressen eller hurtigt rullet tilbage på grund af tiltagende protester og uro.

I 2001 gik tingene kun fra slemt til værre. Og i andet halvår gik det helt galt. Det lykkedes godt nok at lave en frivillig gældsomlægning for små 30 mia. USD. med en række private kreditorer, hvor kort gæld blev byttet til gæld med længere løbetid og højere renter og IMF frigav yderligere 16 mia USD. i september samme år. Men så var det også slut.

Økonomien var i frit fald, arbejdsløsheden nærmede sig 20 pct. og der var ikke en kinamands chance for, at man kunne overholde et vedtaget lovkrav om nulunderskud (primær saldo) på de offentlige budgetter. Social uro blev dagens orden og folk stod i kø for at hæve penge, mens alle der kunne, søgte ly i dollaren.

Ved indgangen til 3. kvartal begyndte provinsernes brug af egne udstede IOY’s som betalingsmiddel for alvor at tage fart, givet at centralregeringen søgte at balancere budgetterne, bl. a. ved at begrænse overførsler til provinserne.

I oktober prøvede man som i juni at omlægge lån til længere varighed, denne gang for 60 milliarder dollars. Det blev reelt vurderet til at være en de facto betalingsstandsning af de internationale ratingbureauer.

Samme måned (oktober) fik peronisterne flertal i begge kongressens kamre ved midtvejsvalget. Og da IMF i november tilbageholdt en udbetaling, fordi regeringen ikke kunne leve op til sine løfter om at balancere de offentlige budgetter, mens aftalte reformer ikke kunne gennemføres, endte det den 30. november med et ”bankrun”. Argentinerne prøvede desperat at hæve deres indskud, hvorefter regeringen indførte et loft på 1.000 dollar/peso for hvor meget man kunne hæve om måneden.

Resultatet var nogle af de voldsomste protester i landets nyere historie og situationen blev kun værre herfra. 5. december valgte IMF at tilbageholde udbetaling af et lån på 1,24 mia. USD, og to dage senere meddelte den Argentinske regering, at den ikke længere garanterede, at man kunne leve op til sine gældsforpligtigelser.

Få dage senere bredte fagforeningsdrevne generalstrejker sig, mens plyndring af landets supermarkeder tog til. Den 19. december erklærer man undtagelsestilstand og dagen efter trådte præsident De la Rúa tilbage. På det tidspunkt var mere end 20 personer dræbt i urolighederne.

Det store problem var ikke nødvendigvis selve gælden, men derimod forrentningen, hvor risikopræmien steg voldsomt- især fra 2. kvartal 2001 og frem.

Situationen var naturligvis uholdbar, alene renteudgifterne udgjorde mere end 4 og 11 pct. af henholdsvis BNP og de offentlige indtægter i 2001.

Efter De La Rua’s afgang fulgte en periode med stor forvirring og flere præsidenter som kun sad få dage, indtil Eduardo Duhalde blev udnævnt til præsident. Ideen var, at han skal sidde perioden ud, til det næste ordinære præsidentvalg i efteråret 2003. Sådan kom det dog ikke helt til at gå

I løbet af de første måneder af 2002 kom man med en række tiltag for at stabilisere økonomien. I starten af februar opgav man endelig fastkursen overfor dollar, lod peso flyde, hvorefter kursen faldt i løbet af kort tid faldt til mellem 2,2 og 2,5 pesos for en dollar og i slutningen af året var kursen faldet til ca. 3,3 peso for en dollar.

I 2002 nåede arbejdsløsheden (se også figur 9.) mere end 20 pct., mens den til tider voldsomme uro fortsatte. Den centrale regering overtog delstaterne gæld, mens man forsøgte at balancere de offentlige budgetter. Der indførtes også en række nye skatter for at øge de offentlige indtægter, mens man udstedte obligationer svarende til 44 mia. USD. til kompensation for de tab som indskyderne har fået i kraft af det kraftige fald i værdien på peso. Samtidig begynder inflation at stige kraftigt, og ender i 2002 på mere end 40 pct. (målt på forbrugerprisindekset), efter man i de foregående år havde haft en årlig deflation på 1-2 pct. om året.

I juli 2002 meddelte præsident Duhalde, at man fremrykkede præsidentvalget med et halvt år, således det finder sted i marts 2003. Efter en besynderlig valgproces – Carlos Menem får faktisk flest stemmer i første runde, men trækker sig inden 2. runde, bliver Néstor Kirchner, også peronist, udråbt som vinder og tiltræder som ny præsident i maj måned.

Udviklingen fra 2003 til nu tager jeg op i næste og sidste indlæg i denne lille serie.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Argentinas default i 2001-2002 var historiens største. Det var bestemt ikke Argentinas første. Argentina misligholdt også sine betalingsforpligtigelser i 1930, 1982 og 1989 og ville også delvist defaulte i både 2014 og 2020.

Figur 12. Offentlig gæld, 1884-2014

Kilde: IMF, Historisk database

EN KRISE MED LANGE SKYGGER

Nedsmeltningen i 2001–2002 fik langvarige konsekvenser for Argentina. Mange satte lighedstegn mellem reformerne i 1990’erne og den efterfølgende krise. Økonomer kan argumentere for, at reformerne snarere bør kritiseres for ikke at gå langt nok – og for, at de i flere tilfælde næppe kan betegnes som ikke-forvridende. Handelsliberaliseringen gjorde ganske vist økonomien mere åben via lavere told og ikke-told barrierer, men der var langt fra det og til et egentlig frihandelsregime.

Man kan naturligvis altid diskutere hvor meget der skal til før man kan kalde noget et frihandels-regime. EU har jo for eksempel (desværre) betydelige handelsrestriktioner overfor import af især landbrugsvarer. Men sammenlignet med handelsrestriktionerne i både EU og USA, var der også i 1990ernes handelsregime i Argentina indbygget langt flere markedsforvridende handelsbarrierer end i vores del af verden.

Den afgørende faktor bag krisen var dog valget af penge- og valutapolitik i lyset af den svage styring af de offentlige finanser og manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Som IMF konkluderer i deres evaluering fra 2004:

“Den katastrofale kollaps af den argentinske økonomi i 2001–02 repræsenterer et nederlag for de argentinske beslutningstagere, som undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt. IMF begik på sin side, støttet af sine største aktionærer, også fejl ved ikke tidligere at stoppe støtten til en strategi, som – sådan som den blev gennemført – ikke var bæredygtig. Da krisen blev dybere, formåede IMF ikke at engagere myndighederne i at udvikle en alternativ strategi, som kunne have hjulpet med at afbøde de endelige omkostninger ved krisen, selvom disse uundgåeligt ville have været høje.”

Med andre ord erkender fonden, at den burde have stoppet finansieringen langt tidligere. Og når IMF skriver, at de argentinske beslutningstagere “undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag”, burde man måske snarere skrive, at de “ikke var i stand til”. Der er næppe tvivl om, at Fernando de la Rúa og hans administration ønskede og forsøgte at balancere budgetterne og gennemføre yderligere reformer. Det var bare ikke muligt.

Det centrale spørgsmål i forhold til den første valutakurspolitik er måske grundlæggende: Hvordan kunne nogen overhovedet få den idé, at det kunne lade sig gøre at fortsætte fastkurs-politikken? Det virker ikke som om hverken IMF eller den argentinske regering på noget tidspunkt lærte af historien – hverken fra Argentina selv eller fra andre lande – om de risici, der følger med en fastkurspolitik over for dollaren.

Ikke fordi man var sluppet for betalingsstandsningen eller den dybe krise ved en opgivelse af fastkurspolitikken allerede i f. eks. 1998, men de langvarige konsekvenser havde muligvis været langt mindre.

Havde man glemt Argentinas gældskrise i begyndelsen af 1980’erne? Ignorerede man, at selv Chile – trods diktatur og undertrykkelse af fagforeninger – også opgav at føre fastkurspolitik i forbindelse med gældskrisen i 1982? Åbenbart.

Derfor bør man være kritisk over for udviklingen i Argentina i disse år. Fastkurspolitikken sluttede ganske vist i 2002, men i forsøget på at bekæmpe inflationen har den nuværende regering igen søgt IMF-lån for at øge valutareserverne og dæmpe prisstigningerne. Og ja – inflationen er faldet drastisk siden Javier Milei blev præsident i 2023 og året efter triumferende kunne erklære overskud på de offentlige budgetter. Men med midtvejsvalget i oktober 2025 nærmer sig, rumler begge kamre i kongressen med krav om øgede pensioner og sociale ydelser.

Men én ting er intentioner og håb – noget andet er, om det overhovedet er muligt at reformere den argentinske økonomi. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg desværre tvivler (håber dog jeg tager fejl).

Det vender jeg tilbage til i sidste afsnit af “Argentina og Milei”.

Hent ovenstående indlæg som pdf: Milei og Argentina II del 4. – DEN STORE NEDTUR

________________________________________________________________________________

BILAG 1. SIMPEL OVERORDNET TIDSLINJE:

1983: Demokrati genindføres, og Raúl Alfonsín vinder præsidentvalget. Landet oplever et budgetunderskud på 15% af BNP og en udlandsgæld på over 40 milliarder dollars.

1984: Inflation stiger til ca. 700%, og kapitalflugten estimeres til ca. 22 milliarder USD.

1985: IMF og andre långivere stopper for ny långivning.

1985: “Austral-planen” introduceres med en ny valuta og stabiliseringstiltag.

1987: Planen kollapser efter midtvejsvalget, hvor peronisterne igen får flertal.

1988-1989: Inflation stiger voldsomt, og Argentina er præget af voldsom uro og strejker.

Maj 1989: Inflationen når 78% om måneden.

Juli 1989: Raúl Alfonsín træder tilbage, og Carlos Menem overtager præsidentposten. Inflationen når næsten 200% om måneden.

December 1989: Pris- og lønstop ophæves.

Januar 1990: “El Plan Bonex” implementeres, hvilket konverterer bankindskud til statsobligationer. Årlig inflation er på ca. 2300%.

Januar 1991: Domingo Cavallo udnævnes til økonomiminister.

1. april 1991: Konvertibilitetsloven træder i kraft, der fastsætter kursen til 1 USD = 1 peso.

1992-1996: Omfattende privatiseringer og reduktion af offentlig beskæftigelse finder sted.

1998: BNP per indbygger er steget med over 40% siden 1990, men falder voldsomt herefter.

2001-2002: Økonomisk krise, hvor den offentlige gæld eksploderer og statsbankerot.

2001

Juli: Usikkerheden om Argentinas gæld vokser, og kreditvurderingsbureauet Standard and Poor’s nedgraderer landets kreditvurdering til B-. Dette skaber en “bank run”, hvor borgere begynder at trække deres dollars ud af banksystemet.

30. november – Bankrun og panik

1. december: For at forhindre et totalt kollaps i banksystemet indfører økonomiminister Domingo Cavallo en række restriktioner på bankudbetalinger. Disse restriktioner, populært kendt som “el corralito” (den lille indhegning), begrænser udbetalinger af kontanter til 250 dollars eller pesos om ugen.

5. december. IMF stopper for udbetaling af lån

19. december: Restriktionerne fører til omfattende sociale uroligheder, plyndringer og gadekampe. Præsident Fernando de la Rúa erklærer undtagelsestilstand, men dette eskalerer kun protesterne.

20. december: I kølvandet på de voldelige protester og en alvorlig tillidskrise trækker Domingo Cavallo sig som økonomiminister, og kort tid efter træder præsident Fernando de la Rúa tilbage. I løbet af to uger har landet fem forskellige præsidenter.

2002:

6. januar: Den nyindsatte præsident Eduardo Duhalde afskaffer den faste valutakurs, der i over 10 år havde bundet pesoen til dollaren i et 1:1-forhold.

7. januar: Devalueringen af pesoen fører til et stort værditab. For at beskytte det finansielle system tvinger regeringen til en “pesificering” af bankindlån, hvor alle bankkonti i dollars konverteres til pesos. Denne konvertering sker dog til en ufordelagtig kurs (1,4 pesos til 1 dollar), hvilket påfører borgere, der har opsparet i dollars, et betydeligt tab. Lån i dollars bliver dog også konverteret til pesos, men til en bedre kurs (1:1), hvilket belaster bankerne.

11. januar: For at beskytte befolkningen mod hyperinflation, indføres en ny lov, der begrænser lønstigninger og prisstigninger. Den “offentlige nødlov” giver også regeringen ekstraordinære beføjelser til at omstrukturere gælden.

Februar

Regeringen fortsætter med at omdanne bankindlån i dollars til pesos, hvilket skaber yderligere vrede blandt opsparere. Mange sagsøger staten, og i nogle tilfælde erklærer domstole tiltagene for forfatningsstridige.

I løbet af året stiger inflationen voldsomt, og arbejdsløsheden overstiger 20%. Den argentinske økonomi befinder sig i en dyb recession.

Regeringen gennemfører en række midlertidige tiltag for at stabilisere situationen, men tilliden til det finansielle system er næsten ikke-eksisterende.

I slutningen af 2002 begynder økonomien en langsom bedring, men de langsigtede konsekvenser af “corralito” og “pesificeringen” er alvorlige for mange argentinske familier.

Hent indlæg som Pdf fil her.

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

ARGENTINAS ØKONOMI – ALLWAYS CRACHING IN THE SAME OLD CAR

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser vækstraterne for BNP i faste priser i perioden 1951-2019 for Danmark, er Argentinas økonomi præget af voldsomme udsving og hyppige kriser.

Figur 1.

Set over hele perioden vokser BNP i Danmark godt nok “kun” med ca. 50 pct. point mere end den argentinske, men her skal medtages at mens Danmarks befolkning i perioden 1951-2019 “kun” vokser med ca 1/3, bliver befolkningen i Argentina i samme periode ca. tredoblet. Med andre ord er Danmarks BNP pr. indbygger i den grad løbet fra Argentinas, se også figur 2. i tidligere indlæg.

Det er også slående hvor store udsvingene er i Argentinas vækstrater og de mange perioder med lav eller ligefrem negativ vækst, i skærende kontrast til udviklingen i Danmark, hvilket afspejler den ekstreme “stop and go” politik. I høj grad drevet af ikke mindst politisk ustabilitet og manglende erkendelse af fundamental økonomiske sammenhænge. To forhold som naturligvis i høj grad er sammenhængene.

Som påpeget i mit forrige indlæg, lykkedes det aldrig reelt for de regeringer, civile som militære, og præsidenter (og dem var der en del af), som fulgte afsættelsen af Juan Perón, at stabilisere økonomien. Høj inflation, offentlige underskud og tilbagevendende eksterne balanceproblemer var dagens (u)orden og det skulle ikke blive bedre, da Juan Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina og igen blev landets præsident.

På det tidspunkt var Argentina præget af voldsom social uro og politisk vold, både fra grupper på højre- og venstrefløjen. En brutal konflikt som i høj grad/ikke mindst også udspillede sig internt i den peronistiske bevægelse, hvor den ene del af partiet/bevægelsen hilste Perón velkommen hjem med slagordene “Perón, Evita, socialistisk fædreland!” og en anden del svarede med “Perón, Evita, peronistisk fædreland!”. Dagen endte i den såkaldte Ezeiza-massakre. En af flere og endnu flere ville følge og til sidste gennemførte militæret endnu et kup i 1976, afsatte Isabel Perón, som var blevet præsident ved Juan Peróns død i 1974, og indledte en periode frem til 1983, kendt som “den beskidte krig” (la guerra sucia).

Der var tale om et brutalt militærdiktatur, hvor formentlig op mod 30.000 blev myrdet af militæret. Brutaliteten og forfølgelsen af folk på venstrefløjen startede dog allerede før selve militærkuppet, idet Isabel Perón, da hun overtog posten som præsident og gav militæret og dødspatruljerne frie hænder i kampen mod venstrefløjen.

Miltærdiktaturet markerer også starten på en række forsøg på at reformere den argentinske økonomi, som alle endte med økonomisk sammenbrud, som afløses af perioder med populistisk økonomisk politik, som ender i sammenbrud, hvorefter man forsøger reformer, som ender i……..

MARKEDSREFORMER OG SAMMENBRUD .

Perioden fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 1990erne var præget af faldende realindkomst, perioder med voldsom inflation og stigende fattigdom (national fattigdomsgrænse). Denne udvikling er ikke uvæsentlig til forståelse for hvorfor argentinerne var parate til at forsøge sig med, eller i det mindste accepterede forsgene på at liberalisere den argentinske økonomi, som efter flere tilløb kom til at karakterisere første halvdel af 1990erne.

Inflationen i midten af 1970erne var allerede på flere hundrede pct. om året og selv om det lykkedes at bringe den ned fra mellem 200 og 400 pct om året i perioden 1976-1977, til mellem 100 og 200 pct. om året i begyndelsen af 1980erne var “scenen sat”, da gældskrisen “ramte” Argentina og en række andre udviklingslande fra 1982 og frem. Inflationen steg kraftigt frem mod midten af 1980erne, hvorefter den faldt midlertidligt, da den siden 1983 demokratiske regering forsøgte at stabilisere økonomien igen. Desværre blot for at den eksploderede i slutningen af 1980erne, hvor den nåede op på flere tusinde pct. om året.

I midten af 1970erne havde man opgivet ISI (importsubstitutions strategien) og man mindskede de tårnhøje handelsbarrierer. Dette var en del af et samlet forsøg på at få nedbragt de offentlige underskud, bremset inflationen og sikre fornyet økonomisk vækst.

Det kan jo minde om hvad et andet sydamerikansk lande gjorde i samme periode, med – skulle det vise sig – betydelig succes, nemlig Chile. Også der havde militæret taget magten et par år før det skete i Argentina. Det har sidenhen givet anledning til ikke så få konspirationsteoretiske forestillinger på venstrefløjen. Den fugl er der dog ikke megen føde på og faktisk var Argentina og Chile tæt på at gå i krig med hinanden på grund af stridigheder om hvor grænsen skulle trækkes mellem de to lande.

Af betydning er derimod at de dele af FN (Verdensbanken), som bakkede op om forestillingerne om industrialisering og økonomisk vækst gennem importsubstitution og statsligt ejede virksomheder, og sikrede lånefinansiering ud fra samme overbevisning, begyndte at miste indflydelse i 1970erne.

I modsætning til reformerne i Chile, var de reformer som det argentinske militær tillod dog langt mindre vidtrækkende. Jo, man privatiserede en del statsligt ejede virksomheder, men reformerne var aldrig så dybtgående eller varige som i Chile, og som Mauricio Rojas skriver i “Carmencitas sorg”:

“hvad militæret forsøgte at gøre, var at løse cirklens kvadratur cirklen, dvs. bremse inflationen og stabilisere økonomien uden fundamentalt rydde op i de offentlige finanser og fjerne det offentlige underskud. Derudover ønskede de at holde arbejdsløsheden på et meget lavt niveau for enhver pris”

Det lykkedes da også at holde den (åbne) arbejdsløshed (i den formelle sektor) lav, men det var i sidste ende på bekostning af reelle reformer.

Man fik aldrig styr på de offentlige finanser og oplevede fortsat betydelige offentlige underskud (se nedenfor)

Figur 2. Offentlige udgifter, samlet underskud og underskud fra offentligt ejede virksomheder i pct. af BNP

Reformperioden varede også kun nogle få år og i 1981 var den reelt død, men den korte periode indebar dog at man fik en tiltrængt fornyelse af dele af industriens kapitalapparat, og industriens produktivitet steg kraftigt (hvilket var tiltrængt – se figur 3), da man reducerede handelsrestriktionerne betragteligt – især for maskinudstyr mv.

Figur 3, Industriproduktion, -beskæftigelse og -produktivitet, 1975=100

Desværre steg den offentlige gæld også kraftigt, se figur 4 nedenfor, som viser inflationen (venstre y-akse) og den offentlige bruttogælds andel af BNP (højre y-akse).

Figur 4.

Man kan selvfølgelig altid pege på at de eksterne forhold ikke var med Argentina i begyndelsen af 1980erne. Det er jo sådan set korrekt, ligesom krisen i 1930erne havde en negativ betydning, perioder med ugunstig udvikling i bytteforholdet og senere eksterne choks i 1990erne (1995 og 1998), afslutningen på råvarerboomet i dette årtusinde osv. kan og er blevet brugt til at forklare hvorfor det er gået så ilde. Problemet er så at der jo netop er tale om eksterne chocks, som man ikke kan gøre så meget ved, andet end at tilpasse sig. Der er Argentina fejlet igen og igen.

Netop i forhold til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne i Latinamerika, som for flere lande i regionen endte i et årti med meget ringe økonomisk udvikling, kan man jo så pege på at ikke alle lande efterfølgende oplevede stagnation det kommende årti.

Efter en kort omend intens krise, lykkedes det således igen Chile at opnå høj økonomisk vækst og velstandsfremgang. Men der var der så heller ikke usikkerhed om at man forpligtigede sig til fortsatte reformer. I Argentina droppede man dem derimod. Det var der muligvis gode politiske argumenter for (demokratiet blev genindført i 1983 med valget af Raúl Ricardo Alfonsín, som havde brug for politiske opbakning). Men uanset årsag ændrer det ikke ved, at det slider på troværdigheden, når man igen og igen opgiver/ikke kan reformere en økonomi, som det bør være åbenlyst er i konstant krise.

Et andet åbentlyst særtræk ved krisen i begyndelsen af 1980erne og senere kriser (nedsmeltningen omkring årtusindeskiftet) var den rolle penge- og valutakurspolitikken spillede.

Ligesom man også gjorde senere, brugte man aktivt den første valutakurspolitik i forhold til den amerikanske dollar for at nedbringe inflationen. fra ultimo 1978 indførtes således løbende devalueringer, annonceret på forhånd. Ideen var så at man ved at mindske devalueringerne over tid, kunne ende med et inflationsniveau på linje med ens væsentligste handelspartnere. Det så også ud til at virke i begyndelsen. Inflationen faldt og de offentlige balancer forbedredes, men allerede i 1980 dik det galt. En krise i den finansielle sektor øgede långivningen til bankerne og samtidig steg det offentlige underskud. Og I 1981 faldt det hele sammen igen.

Raúl Alfonsín regeringen prøvede i midten af 1980erne (bl. a. med hjælp fra Verdensbanken og IMF) igen at stabilisere den argentinske økonomi og få inflationen ned med den såkaldte Austral-plan. Denne gang bl. a. ved decideret fastkurs overfor amerikanske dollars. Igen fejlede man, og i takt med faldende opbakning til præsident Alfosín, endte man med hyperinflation i slutningen af 1980erne, hvor inflationen kom op på flere tusinde procent og han gik af flere måneder før præsidentperioden officielt sluttede.

En væsentlig årsag til hyperinflationen i 1989 var dog ikke kun den kuldsejlede plan som sådan, eller at man ikke lykkedes med at skabe balance på de offentlige finanser, omend det gjorde man heller ikke. Der var dog også en hel del psykologi og forventninger involveret.

For vinderen af præsidentvalget tidligere på året var en “old school” peronist fra en af de fattigste delstater og han var bestemt ikke gået til valg på det som nu skulle til at ske.

Tværtimod var Carlos Menems “skudsmål” indtil da, at han som guvernør i delstanten La Rioja, aktivt havde været med til at undergrave den stabiliseringsplan, som Alfosin-regeringen søgte at implementere fra 1985 og frem. Her lykkedes det faktisk i første omgang ikke kun at nedbringe statens underskud, men ligefrem at lave et overskud (som vi også ser nu under Javier Milei’s regering). Men det blev mere end opvejet af at mange delstater øgede antal medarbejdere og udgifter coldsomt. I Carlos Menems La Rioja steg antallet af ansatte i administrationen således fra 12.000 til 40.000 fra 1983 til 1989

CARLOS MENEM – MANDEN FRA LA RIOJA

Der er al mulig grund til at se nærmere på hvad der sket i begyndelsen af 1990erne i Argentina, i lyset af hvad der netop nu, siden december 2023 forsøges at gøre (igen) af tiltag for at rette op på Argentina’s økonomi.

Hvis argentinerne havde vist hvad der var foregået i månederne op til Carlos Menems indsættelse som præsident var man muligvis sluppet for hyperinflation. På den anden side, Havde de vidst hvilke planer man var ved at lægge for at få stabiliseret og reformeret økonomien, var han muligvis slet ikke blevet valgt.

I sidste ende ville Carlos Menem også være hovedansvarlig for, hvad der i første halvdel af 1990erne så ud til at være præcist de reformer Argentina havde brug for, brød sammen og endte i den største statsbankerot i historien.

Ovenstående skrevet vel vidende at der er masser af kilder, som vil bestride at det nødvendigvis behøvede at ende sådan. Problemet er blot at disse typisk selv har spillet en – til tider – betydelig rolle i den førte politik. Det gælder ikke mindst for spørgsmålet om den førte penge- og valutapolitik. Endnu en gang valgte man således at føre fastkurspolitik overfor dollaren, og endnu en gang gik det galt.

Men det startede faktisk rigtigt godt og Carlos Menem var på mange måder “dagens mans i skysovs” i første halvdel af 1990erne, hvor man søgte at implementere en reformplan i overenstemmelse med det såkaldte “Washington Consensus”. Nok ikke verdens mest velvalgte navn (og slet ikke i Argentina), da det selvfølgelig straks blev udlagt som en indikation på, at politikken blev dikteret af USA. Navnet skyldes dog alene at både Verdensbanken og IMF har hovedkontor i Washington.

Nu var 1990erne i det hele taget præget af markedskapitalistiske reformer i mange lande (ikke kun Argentina). I Latinamerika var det ud over Argentina, bl. a. Mexiko, Peru og Brasilien – Chile var jo startet allerede i 1970erne.

Der var stor forskel på i hvilken udstrækning regeringerne de enkelte lande fulgte/havde mulighed for at følge de enkelte “anvisninger” i WC, som var:

• Offentlig budgetdiciplin 
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt samfundsøkonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, dvs. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur mv. 
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs 
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer 
• Privatisering 
• Deregulering (øget intern konkurrence) 
• Sikring af den private ejendomsret

For de fleste i vores del af verden vil man formentlig reagere med et “selvfølgelig” til det meste og måske endda, kan det være anderledes? Og ja, det kan det godt og det var det i Latinamerika generelt og herunder i Argentina. Udgangspunktet var relativt lukkede økonomier og for Argentinas vedkommende kroniske problemer med eksterne og interne balancer, mens forståelsen for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge havde – og sådan set fortsat har – en meget lille betydning (Det vender jeg tilbage til, når jeg behandler Javier Milei’s muligheder for at gennemføre varige reformer).

De reformer som blev gennemført under Carlos Menem var ikke drevet af en forståelse for betydningen af relativt frie markeder, en åben økonomi og konkurrences betydning for den almene befolknings levestandard blandt de politiske beslutningstagere. De var primært drevet af, at økonomien var i krise, og man ikke havde andre muligheder. Jævnfør også det indledende citat fra Milton Fridman.

Lige som Alberto Fujimori i Peru blev Menem ikke valgt fordi han lovede markedsøkonomiske reformer/liberalisering. Forventningen var nærmest det modsatte, men faktisk var hans team, efter det stod klart at han ville vinde allerede inden han blev indsat (før tid på grund af den økonomiske krise og hyperinflation), i kontakt med bl a. Verdensbanken og IMF.

Hvorom alting er gennemførtes i begyndelsen af 1990erne en lang række reformer, som hurtigt viste sig at få stor betydning, ikke mindst for et drastisk fald i inflationen og et helt andet og mere åbent handelsregime. Reformerne gik i korte træk ud på:

1. Privatisering af statsejede virksomheder: Herunder telekommunikation, energi, transport og vandforsyning. hvorved statens rolle i økonomien reduceredes mens det tiltrak udenlandske investeringer. Måske vigtigst af alt, slap man for de betydelige underskud, som var med til at forværre de offentlige finanser.
   
   Det betød dog også en betydelig reduktion i antallet af beskæftigede i de pågældende virksomheder/sektorer, hvilket var forudsigelig i takt med at de nye ejere søger at effektivisere virksomhederne, men samtidig var der stor kritik af hele salgsprocessen, som var meget ugennemsigtig. Hvilket vi desværre også kender fra andre lande som privatiserede i samme periode, for eksempel Mexiko. Der er næppe tvivl om at der var folk med de rette politiske forbindelser, som købte tidligere statsejede virksomheder til langt under markedspris.
   
2. Liberalisering af udenrigshandlen: Toldsatserne reduceredes kraftig. Hermed øgedes den argentinske økonomis integration i langt større grad i den globale økonomi, konkurrencen fra import sikrede lavere realpriser – også på indenlandsk producerede produkter, til gavn for forbrugerne. Styrkede eksporten og forbedrede produktiviteten. Men det indebar selvfølgelig også at en del indenlandske virksomheder, som kune havde eksisteret fordi de var beskyttede af høje handelsbarrierer kom i problemer, og en del bukkede da også under.
   
3. For at øge statens indtægter og reducere budgetunderskuddet, søgte man at gennemføre skattereformer, som skulle øge skattebasen, mens man forhøjede momssatsen. Man ønskede også at øge progressionen i skattesystemet (højere moms virker den anden vej), hvilket det dog aldrig lykkedes at få flertal for.
   
4. Man forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, som skulle gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt (mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk). Det indebar bl. a. ændringer i den lovgivning som regulerede fagforeningsregler og arbejdskontrakter. Dette blev mødt med modstand fra fagforeningerne, som også set i andre lande med et meget lovgivningsreguleret arbejdsmarked. Det lykkedes aldrig at gennemføre de nødvendige reformer. Det indebar at lovgivningen fortsat sikrede fagforeninger (for) stor magt, til skade for fleksibiliteten og ikke mindst de som stod udenfor det formelle arbejdsmarked.
   
5. Man forsøgte også at reformere pensionssystemet. Ideen var at privatisere hele pensionssystemet og erstatte det med individuelle opsparingskonti, hvilket Chile havde gjort med nogen succes i begyndelsen af 1980erne (er senere løbet ind i problemer, ikke mindst fordi den tvungne andel af lønnen, som skule gå til pensionsopsparing blev sat alt for lav). Modstanden i Argentina mod denne del var meget stærk og reformer blev kun delvist gennemført.
   
6. Valutapolitik og “Convertibility Plan”: I 1991 blev den argentinske peso bundet til den amerikanske dollar i et fast valutakursregime. Dette stabiliserede inflationen, som tidligere havde været ekstremt høj, men gjorde også økonomien mindre fleksibel over for eksterne chok.

Disse reformer førte til økonomisk vækst og stabilitet i begyndelsen, men de sociale omkostninger var høje, med stigende arbejdsløshed og ulighed. På længere sigt blev mange af reformerne kritiseret for at skabe økonomisk sårbarhed, hvilket bidrog til den økonomiske krise i begyndelsen af 2000’erne.

DAGES MAND I SKYSOVS PÅ WALL STREET

Straks Menem var tiltrådt som præsident indledte han et tæt samarbejde med repræsentanter for Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomhed, Bunge & Born. (B&B). Resultatet blev den såkaldte BB-plan, og i sit kabinet, spillede B&B-økonomer og direktører nøgleroller (bl. a. økonomiminister). Det tog markedet, som ellers var vandt til helt andre og populistiske toner fra Peronisterne, godt i mod. Menem selv havde for øvrigt været en del af de delstatsguvernører, som var med til at underminere de forsøg på reformer som den tidligere præsident, Raúl Alfonsín fra Radical Civic Union, forsøgte at implementere i midten af 1980erne, så det var også tiltrængt. Og nej, som nævnt var Menem ikke drevet af en dybere forståelse for økonomi eller markedsliberal ideologi – i modsætning til Javier Milei – han var drevet af magt, og selv om han vist aldrig blev dømt – af egen berigelse (korruption).

Dette blev ret afgørende for hvad der sidenhen sket i anden halvdel af 1990erne. Men i første halvdel af 90erne red han på en bølge af reformer, som gjorde ham til dagens mand i skysovs på de finansielle markeder – nationalt og internationalt.

Menem lagde fra start af vægt på at det var ham og hverken parti eller fagforeninger, eller alle mulige andre interessenter i den peronistiske bevægelse som bestemte, men der i mod ham som var den “stærke mand”. For lige som for at understrege dette, fik lederen af de konservative parti UCD til opgave at stå for forhandlingerne omkring en omlægning af udlandsgælden, som Argentina nogle år før var defaulted på. Hvilket hverken var første og heller ikke skulle blive den sidste gang.

Menem ændrede også kurs udenrigspolitisk og argentinske styrker deltog i den første USA-ledede Irak krig, mens Falklandsøerne (Malvinerne) nu var noget man skulle forhandle med englænderne om, mens der igen blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem de to lande. For de af læserne som har fulgt med i hvordan Argentinas nuværende præsident Javier Milei gebærder sig, vil kunne nikke genkendende til denne orientering mod Washington, som der ellers ikke har været – og i nullerne igen ikke skulle blive – tradition for.

For at gennemføre sine reformer sendte Menem straks han var tiltrådt to lovforslag til kongressens to kamre, nemlig Ley de Reforma del Estado (lov om statsreform) og Ley de Emergencia Económica (lov om økonomisk nødsituation). De blev vedtaget og Menem kunne herefter med relativt frie hænder regere og gennemføre sine reformer via dekret.

Næste skridt i Menems strategi for hurtige forandringer handlede om at få inflationen bragt under kontrol. I førte omgang forsøgte man at nedbringe den gennem bl. a. pris- og valutakontrol. Den tilgang fejlede (som den stort set altid gør). Efter et umiddelbart dyk i efteråret 1989, steg inflationen hastigt igen og i december stod det klart, at der måtte ske noget.

I første omgang afskaffede man pris og valutakontrollen og 1. januar 1990 introducerede man herefter den såkaldte Plan Bonex. Grundlæggende bestod den af en massiv konfiskation af opsparing i national valuta. Alle tidsbegrænsede bankindskud blev konverteret til tiårige statsobligationer i dollar, med rentebetalinger hvert halve år. Det medførte et umiddelbart drastisk fald i likviditeten, cirka 60 procent af
M2 forsvandt “overnight”. Det indebar at inflationen blev drastisk bremset allerede i april.

Det medførte dog også en kortvarig recession, der dog havde den fordel, at det øgede udbuddet af dollars betragteligt, når befolkningen brugte af opsparingen (i dollars) for at få enderne til at mødes.

Resultatet var således at samtidig med at inflationen faldt drastisk, forbedrede nationalbankens valutareserver drastisk (fordobledes fra primo til ultimo 1990).

KAMPEN MOD FAGFORENINGERNE

En helt central del i den peronistiske bevægelse tilbage til Juan Peron var fagforeningerne, som for Argentinas vedkommende ikke just kunne anses for at være kompromissøgende eller erkende hvorfor Argentina var i de økonomiske problemer de var havnet i. De var et stort problem i forbindelse med 1980ernes forsøg på reformer (hvor ufuldstændige de forsøg så end var). Det var ikke fordi Carlos Menem selv var peronist, at fagforeningerne de facto endte med at acceptere reformerne, men fordi Menem satte hårdt mod hårdt, hvor det dog var en fordel for ham, at han rent faktisk var peronist (han havde selv som guvernør gjort hvad han kunne for at underminere regeringens politik i 1980erne).

Hvad Menem gjorde, var at favorisere de dele af fagforeningerne som var parate til at gå på kompromis og slå hårdt ned på resten. Her blev et afgørende øjeblik september 1990, hvor en storstrejke i det offentligt ejede telefonselskab, Entel, endte i et totalt nederlag for fagforeningerne og efterfølgende massefyringer.

Efterfølgende faldt lysten til at strejke mærkbart, ikke mindst blandt offentligt ansatte, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Figur 5 Tabte arbejdsdage , mio pr. kvartal.

Bl .a. Mauricio Rojas har peget på betydningen af strejker hvor nederlaget for fagforeningerne er ubestridt for at afskrække andre fra at gå i strejke. Noget lignende skete i forbindelse med minearbejderstrejken i Storbritannien i midten af 1980erne og strejken blandt flyledere i Ronald Reagans USA i begyndelsen af 1980erne.

FASTKURS OG KONVERTABILITET

Helt centralt i reformerne blev indførelsen af fastkurspolitikken i 1991. I første omgang med det resultat at inflationen faldt til et niveau, man ikke havde kendt siden før Juan Peron, men i sidste ende desværre også afgørende for nedsmeltningen af den argentinske økonomi i 2001, som endte med historiens største default (statsbankarot).

Planen blev sat i værk under økonomiminister Domingo Cavallo fra 1. april 1991. Ifølge konvertibilitetsloven var én pesos (afløste austral som landets valuta) herefter lig én USD. Det var så nationalbankens rolle at garantere valutakursen ved at holde tilstrækkelig med hård valuta, så det dækkede den argentinske pengemængde. I 1992 blev nationalbanken gjort uafhængig og samtidig blev det forbudt for den at låne penge ud eller optræde som garant for lån til både stat, delstater og offentligt ejede virksomheder.

Det så ud til at virke og var medvirkende til den lave inflation i årene efter, men skulle i sidste ende også være medvirkende til at reformprocessen brød samme.

Her vil jeg nøjes med at konstatere, at mens Carlos Menem’s 1. præsidentperiode 1989-1995 (en forfatningsændring i 1994 gjorde det muligt for ham at stille op til endnu en valgperiode) var præget af markedsreformer og privatiseringer, herunder olieselskabet YPF og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas, og antallet af offentlige ansatte faldt med mere end 200.000, skulle det komme til at se helt anderledes ud i hans anden valgperiode fra 1995 til 199, hvor Menem forgæves prøvede at få ændret lovgivningen, så han kunne stille op til en 3. valgperiode.

Men det er at foregribe historien og i første halvdel af 1990erne så det vitterligt ud til at Argentina havde brudt årtiers forbandelse og igen kunne se frem til igen at blive et velstående land. udenlandske investeringer steg hastigt og eksporten steg kraftigt (det gjorde importen dog også).

De strukturelle reformer og den nyfundne stabilitet gav anledning til en periode af meget stærk økonomisk vækst, som på trods af et midlertidigt tilbageslag i 1995 (i forbindelse med den mexicanske krise) kom til at fortsætte frem til midten af 1998, som det også fremgår af nedenstående figur 6, som viser stigningen i indkomst pr. indbygger mellem 1990 og 1998. Den argentinske økonomi var i 1998 således 50 procent større end den havde været i 1990, og argentinernes indkomst pr. indbygger var steget med næsten 40 procent!

Desværre skulle transformationen fra et Argentina “i forfald” til en “vindernation” ikke vare ved. Det er emnet for næste afsnit i historien om “Milei og Argentina”.

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Nedenstående figur viser således BNP pr. indbygger i Argentina i procent af Danmarks BNP pr. indbygger for perioden 1875-2020. Ud over Argentina er også medtaget den gamle kolonimagt Spanien.

Figur 1.

To forhold er slående:

• Efter at være “toppet” omkring år 1900 (husk nu at Danmark også oplever høj vækst, se nedenstående figur 2), falder Argentinas BNP pr. indbygger som andel af BNP pr. indbygger i Danmark helt op til vore dage, kun afbrudt af korte perioder, hvor afstanden mindskes, nemlig i forbindelse med 2. verdenskrig og råvare-boomet i nullerne.
• Først i midten af 1970erne er Spaniens BNP pr. indbygger på niveau med Argentinas. Herefter “ser” Spanien sig ikke tilbage.

Figur 2

Figur 2, som viser udviklingen i (estimeret) BNP pr. indbygger – den måske mere traditionelle metode til at illustrere udviklingen – understreger sådan set blot hvorledes Argentina endte med at gå fra at være et af verdens rigeste lande, til et mellemindkomstland. Især udviklingen fra slutningen af 1940erne og frem er bemærkelsesværdig – af alle de forkerte grunde – og udviklingen i 1970erne og 1980erne direkte katastrofal.

Herefter følger en periode, hvor man prøver at reformere økonomien i første halvdel af 1990erne, hvorefter økonomien atter kollapser. Efter man defaulter ved årsskiftet 2001-2002 følger så en periode med betydelig vækst. Som vi skal se, når vi når dertil, skyldes det desværre ikke at man endelig får rettet op på de grundlæggende negative forhold i Argentina. Det er ret beset blot en konsekvens af det råvare-boom verden oplevede i nullerne. Og desværre går det atter galt i 10erne og frem til i dag.

Dette står i modsætning til Spanien, som i de første årtier af det 20. århundrede var langt langt mindre velstående/fattigere end både Danmark og Argentina – man forstår hvorfor Argentina fungerede som en magnet på spaniere, som ønskede en bedre fremtid og derfor bosatte sig i Argentina. Fra 1950erne oplevede landet høje vækstrater frem til finanskrisen, der som bekendt udløste en efterfølgende gældskrise i flere sydeuropæiske lande (eurokrisen).

Men det ligger ude i fremtiden i forhold til dette indlæg, som slutter før Juan Peron kommer til magten i 1940erne. Argentina oplevede trods alt fortsat høj vækst frem til 1930erne, men som jeg også antydede i mit første indlæg, blev der også i denne periode lagt til med forhold og ændringer, som skulle få stor negativ betydning senere i det 20. århundrede,

Argentina var ikke en åben økonomi før 1914.

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, der som nævnt tidligere ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske, investeringer.

Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Og i lighed med resten af Latinamerika havde man på et tidligt tidspunkt relativt høje toldbarrierer – også før 1. verdenskrig. Nok faldt toldsatserne (i gennemsnit) fra et – også for den tid relativt højt niveau – omend ikke i nærheden af Brasiliens – frem til 1920erne, men herefter steg de, som det fremgår af figur 3 kraftigt frem til starten af 1930erne for herefter at falde igen og ende på ca. samme niveau som før 1. verdenskrig.

Høje toldsatser var altså allerede på et tidligt tidspunkt et argentinsk (og latinamerikansk) særkende, hvilket måske ikke umiddelbart virkede til at have de store store negative konsekvenser, som det efterfølgende skulle vise sig at få. Men det er allerede en del af forklaringen på at man ikke formåede at udvikle en konkurrencedygtig indenlandsk industrisektor (der er også andre forhold som er væsentlige, bl. a. transportpriser og manglende infrastruktur, som virkede som “naturlige” handelsbarrierer i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede).

Figur 3. Gennemsnitlig told i pct. af importværdi, 1910-1940

Brugen af told for at finansiere statslige udgifter har traditionelt været en del af argumentet for disse, men de var også en konsekvens af diverse interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden. En argumentation der jo heller ikke er ukendt nu om dage (lyt blot til Trump).

Og netop interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden er væsentlig for at forstå udviklingen i Argentinas handelsrestriktioner i slutningen af det 19. århundrede og frem.

Som det fremgår af figur 4, som viser toldsatser for en række varegrupper i 1927, var der stor forskel på hvor høje toldsatserne var, og i flere tilfælde må man konstatere, at de var prohibitivt høje.

Figur 4.

Den chilensk-svenske økonom og tidligere direktør for tænketanken Timbro, Mauricio Rojas, peger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, “Carmensitas sorg“, på, at ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence tidligt fik betydning.

Rojas peger bl. a. på, at Unión Industrial Argentina, som etableredes allerede i 1887, argumenterede for og udvirkede højere importtold på områder, hvor der eksisterede en etableret indenlandsk industri.

Man kan også pege på, at Argentina så tidligt som i 1913 vedtog “Argentina Først” princippet (Ley de Propiedad Industriel), hvis formål angiveligt var at “beskytte argentinske industrielle opfindelser og interesser, samt fremme innovation”. Det med opfindelser og innovation kan vi godt glemme alt om. Det primære her blev at fremme interesser, vel at mærke kapitalejernes (og de ansattes) i de sektorer hvor der indførtes høje toldbarrierer mv. overfor omverden.

Den gennemsnitlige told faldt muligvis i perioder, men det dækker over at den steg for visse udvalgte områder fra slutningen af det 19. århundrede og frem. Det gjorde sig fx. gældende for bl. a. forarbejdede fødevarer, til stor irritation for de eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt af modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den argentinske told. Også indenfor landbrugssektoren øgede man toldbarriererne indenfor specifikke områder, fx. hvede, for at bremse importen af denne (fra bl. a. USA).

I en sidebemærkning skal medtages, at selv uden modreaktioner fra ens handelspartnere indebærer told, at man samtidig skader ens eksporterhverv, idet mindre import (på grund af højere priser), alt andet lige, påvirker valutakursen opad og dermed påvirker eksporterhvervenes konkurrenceevne negativt. Det følger af Lerners symmetry teorem.

Hvad angår forholdet til USA, fik Argentina (og andre sydamerikanske lande) på et tidligt tidspunkt et anstrengt forhold til den store nabo mod nord. Det er altså (heller) ikke noget nyt og handler om meget mere end handelspolitik, nemlig om at begrænse USA’s indflydelse i Sydamerika generelt.

For Argentinas vedkommende fik 1. verdenskrig efter det umiddelbare økonomiske chock og nedgang i BNP ( se også figur 2), sådan set ikke de store konsekvenser for den fortsatte økonomiske vækst op gennem 1920erne. Både BNP, eksport (primært landbrugsprodukter) og industriproduktionen voksede hastigt. Ifølge Díaz Alejandro (1970) voksede BNP med ca. 6,7 pct. om året i gennemsnit frem mod 1929, industriens output med lidt under 8 pct. om året og eksporten med 6,6 pct. om året i samme periode. I 1929 var Argentina således verdens største eksportør af frosset kød, maj, havre og hørfrø, mens man var blandt de største eksportører af hvede og hvedemel. Samtidig medførte fortsatte overskud på handels- og betalingsbalancen i samme periode, at man havde akkumuleret store guldreserver.

Jo, det gik sådan set meget godt i Argentina rent økonomisk. Man var fortsat et af verdens rigeste lande og verdens 11. største eksportør i starten af 1929. Det vil sige indtil efteråret 1929 og krakket på Wall Street. Hvad der skete derefter skulle få helt afgørende betydning for “den store nedtur” i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Ingen tvivl om at Argentina var følsom overfor udefra kommende chok til økonomien på det tidspunkt (de var ikke de eneste). I 1929 gik således mere end 99 pct. af eksporten af fersk oksekød til Storbritannien. Det samme gjorde sig gældende for 91 procent af frossent fårekød, 85 procent af smør og 54 procent af frossent oksekød ifølge Díaz Alejandro (1970). Helt overordnet var en række europæiske lande, med Storbritannien i spidsen, Argentinas vigtigste eksportmarkeder, mens importen i stigende grad blev domineret af import fra USA (som udgjorde 1/4 af importen i 1929), som man som bemærket ovenfor havde et lettere anstrengt forhold til af flere grunde.

Det fremgår af figur 5 at der oftest var overskud på handelsbalancen i 1. halvdel af det 20. århundrede. Ved udgangen af 2. verdenskrig havde man da også akkumuleret betydelige valutareserver og en stor beholdning af guld. Den satte man så over styr på ganske få år efterfølgende, hvilket vi vender tilbage til i del 2 af “Den store nedtur”.

Figur 5.

Hvorom alting er, kom den efterfølgende tolkning af hvad der skete i årene lige før og efter krakket på Wall Street til at få stor betydning, og blev anvendt som del af det økonomisk-teoretiske argument for den importsubstitutionspolitik Argentina, i lighed med andre latinamerikanske lande skulle komme til at følge eksplicit fra omkring midten af det 20. århundrede og frem til gældskrisen i 1980erne.

Argumenterne for Importsubstitution og “den virkelige verden”

Argumentet for at man skal udvikle økonomien bag høje toldbarrierer og andre handelsrestriktioner (ISI) er dels det såkaldte infant-industries argument (at der er brug for en periode fri for udenlandsk konkurrence), hvor en indenlandsk industri kan modnes og blive netop konkurrencedygtig, samt en opfattelse af at ved at forfølge en strategi, hvor man i højere grad producerer så meget som muligt indenlandsk, vil man blive mindre sårbar overfor eksterne chok.

Den praktiske erfaring i Latinamerika, herunder også Argentina, har vist sig at være en helt anden. Når først høje handelsbarrierer er indført, er det meget svært at komme af med dem igen, ligesom man heller ikke bliver mindre påvirkelig for udefrakommende eksterne chok, hvilket udviklingen i 2. halvdel af det 20. århundrede viser med al tydelighed.

Det i modsætning til den eksportdrevne vækststrategi, som en række asiatiske lande fulgte efter 2. verdenskrig (bl. a. Taiwan og Sydkorea), som ikke må forveksles med egentlig frihandel. Den er hyppigt kombineret med beskyttelse af udvalgte sektorer på hjemmemarkedet, men dels kan det konstateres, at selve handelsrestriktionerne generelt er lavere end ved importsubstitutions strategien, og dels er den netop afhængig af at man faktisk kan konkurrere med andre udbydere på det globale marked, ligesom problemerne med manglende muligheder for at udnytte stordriftsfordele er mindre. sidstnævnte problem er omvendt proportionalt med hjemmemarkedets størrelse, men ikke desto mindre et problem.

Demokrati og militærkup

I Argentina gennemførte militæret i 1930 et kup mod den demokratisk valgte præsident (kun mænd havde valgret, kvinder fik det først i 1947), Hipólito Yrigoyen.

Hipólito Irigoyen blev oprindelig valgt som præsident, ved Argentinas første frie valg i 1916, for centrum-venstre partiet Radical Civic Union. I 1928 blev han igen valgt til præsident, efter Marcelo T. de Alvear, også fra UCR, havde været præsident fra 1922 til 1928. Især Irigoyens anden valgperiode er blevet karakteriseret ved talrige sammenstød mellem præsident og parlament og stigende korruption (et generelt latinsk/latinamerikansk problem). Han var da en gammel mand og formentlig også senil, og i 1930 blev han som sagt afsat ved et militærkup.

Mens selve kuppet var relativt ublodigt, indledte det en periode med undertrykkelse, stigende protektionisme, valgsvindel og brutal forfølgelse af oppositionen, ligesom korruptionen steg til nye højder.

1930erne og frem markerer også stigende statsligt ejerskab i økonomien. Argentinas statsejede olieselskab,YPF, var allerede blevet etableret i 1922, mens det privat finansierede og drevne jernbanenet (Latinamerikas største), gradvist nationaliseredes fra 1930erne og frem.

Sammenfattende kan man pege på, at alle elementerne til den forfejlede importsubstitutionspolitik, som kom til at præge 2. halvdel af det 20. århundrede, allerede var på plads, før 2. verdenskrig. Der manglede nu bare “mobilisering af masserne” og den endelige “socialisering/politisering” af den argentinske økonomi.

Efter endnu et militærkup i 1943, ville en ung løjtnant, Juan Perón, hvis store inspiration var Italiens Mussolini, træde ind på den politiske scene. Først som social- og arbejdsminister, derefter krigsminister, så vice-præsident og fra 1946 demokratisk valgt præsident. Det skulle vise sig at indlede en skæbnesvanger periode, som man fortsat ikke er kommet sig over.Det ser jeg på i anden del af “Den store nedtur”.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Spansk koloni og uafhængighed

Da spanierne i 1516 ankom til den del af Sydamerika, som senere blev til Argentina, ankom de til et relativt sparsomt (men ikke ubefolket) område, til forskel fra de områder der senere skulle blive til bl. a. Peru, Bolivia, Mexiko mv.

Buenos Aires grundlages i 1580 og området blev en del af vicekongedømmet Peru og senere vicekongedømmet Río de la Plata, som omfattede Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Buenos Aires blev hurtig en vigtig havneby for spanierne, hvorfra man udskibede den sølv man udvandt i Potosí i det nuværende Bolivia.

Senere (i 1700-tallet) begyndte man i stigende grad at fokusere på landbrug og ikke mindst kvægdrift (på den argentinske Pampas), som fik en stigende betydning. Igen var Buenos Aires centrum for udskibning og eksport. Denne gang af kød og huder.

Fra Vicekongedømme til uafhængighed

Fra at have været en del af vicekongedømmet Peru, en kronjuvel i det Spanske imperie, blev Buenos Aires i 1776 centrum for vicekongedømmet Río de la Plata. Buenos Aires var altså nu både en vigtig handelsby og et administrativt centrum af stor betydning for de spanske koloniherrer. Men efter Napoleons invasion af Spanien (og Portugal) i 1807, svækkedes Spaniens kontrol over kolonierne i Latinamerika, herunder vicekongedømmet Rio de la Plata og kravet om selvstændighed steg, hvilket kulminerede i maj 1810, hvor myndighederne i Buenos Aires erklærede sig uafhængige af Spanien.

Herefter fulgte flere års kamp mod de spanske styrker, under ledelse af bl. a. Argentinas nationalhelt José de San Martín, indtil man endelig opnåede selvstændighed i 1816 (kampene fortsatte dog nogle år endnu før de spanske styrke endegyldigt var smidt ud af regionen).

Borgerkrig, politisk fragmentering og Juan Manuel de Rosas

I årtierne efter 1816 var Argentina præget af stor ustabilitet, vold og borgerkrig, mens den ene diktatorer efter den anden kom og gik. En væsentlig årsag til uroen og ustabiliteten var striden mellem Unitarios (centralisterne) og Federales (føderalisterne). Mens Unitarios ønskede en stærk central regering med Buenos Aires som hovedstad, ønskede Federales mere autonomi for provinserne.

Der kom for en tid nogenlunde styr på tingene, da Juan Manuel de Rosas kom til magten i 1829. Rosas havde tidligere været del af Unitarios, men blev senere leder af Federales. Rosas skulle komme til at dominere Argentinsk politik frem til 1852. Under hans styre etableredes et stærkt undertrykkende og brutalt styre med udgangspunkt i Buenos Aires. Juan Manuel de Rosas tid som Argentinas diktator endte efter han led nederlag ved slaget ved Caseros, hvilket markerede afslutningen på hans autoritære styre og begyndelsen på en ny æra i argentinsk politik (Rosas gik i landflygtighed i England).

Den betydning som landbruget fik for Argentinas økonomiske vækst frem til det 20. århundrede var da allerede undervejs. Dyrkning af hvede og majs og selvfølgelig kvægdrift spillede således en central rolle for Argentinas økonomiske vækst, og Buenos Aires var det ubestridte handelscenter for disse produkter.

Forfatningen af 1853 og og det “Argentinske mirakel”

Efter Rosas’ fald i 1852 vedtog Argentina en ny forfatning i 1853, som lagde grundlaget for en føderal republik og fortsat gælder, omend med en række efterfølgende ændringer. Efter indførelsen af den nye forfatning fulgte en periode hvor liberale præsidenter som bl a. Justo José de Urquiza (1854-1860) og Bartolomé Mitre (1862-1868) gennemførte en økonomisk modernisering og bl.a. fremmede infrastrukturudviklingen i det fortsat tilbagestående Argentina.

Forfatningen af 1853 og dens (umiddelbare) betydning.

Der er almindelig enighed om at Argentinas forfatning fra 1853 fik stor betydning for den rivende økonomiske udvikling i Argentina i de følgende årtier op til den 1. verdenskrig. Desværre er det også et godt eksempel på, at ét er hvad man skriver, noget andet er hvad man gør. Med andre ord, det der “med lov skal land bygges” har altid været lettere problematisk i Argentina ( og store dele af resten af Latinamerika for den sags skyld).

Forbilledet var den amerikanske forfatning og dens deling mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt, indebar (i hvert fald i ord), at

1. Argentina blev etableret som en føderal republik, hvor magten blev delt mellem den nationale regering og provinserne.
2. Der Indførtes en tredeling af magten (igen, mere på papiret end i virkeligheden) i den udøvende, lovgivende og dømmende magt efter amerikansk forbillede, hvor
   • præsidenten, skulle vælges ved direkte valg (hvilket først reelt skete i1916), fungere som statsoverhoved og regeringschef, udnævne alle embedsmænd og have vetoret over lovgivningen.
   • Der indførtes et to-kammer system bestående af Senatet og Deputeretkammeret. Senatet repræsenterer provinserne, mens Deputeretkammeret repræsenterer befolkningen.
   • Et uafhængigt retssystem med højesteret som den øverste domstol etableredes (desværre mere i ord end gerning, som historien igen og igen har vist).
3. Garanteredes en række grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsret (og ja igen, desværre ofte ikke “in real life”). Sikringen af den private ejendomsret kan dog angives som en en væsentlig årsag til de store udenlandske investeringer (især fra Storbritannien) og den høje økonomiske vækst som fulgte de efterfølgende årtier.

Argentina blev herefter i de sidste årtier af det 19. og første af det 20. århundrede en af de hurtigst – I perioder formentlig dén hurtigst – voksende økonomier i verden.

Af naturlige grunde er vores datamateriale noget tyndt om datiden, men bruger vi Maddisons database, hvor man gennem årene har gjort et meget stort stykke arbejde i at estimere historisk BNP, kan vi jo se på udviklingen i BNP per indbygger for henholdsvis Danmark og Argentina fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrigs udbrud.

To forhold er væsentlige at huske i den forbindelse.

For det første, at den globale ulighed var væsentlig mindre før den industrielle revolution for alvor slog igennem, af den simple grund at langt de fleste havde en elendig levestandard over det mest af kloden. Stigningen i den globale ulighed, som formentlig kulminerede for blot et par årtier siden var ikke mindst drevet af det forhold, at den hurtige velstandsstigning, der fulgte i kølvandet med den industrielle revolution i 2. halvdel af det 18. århundrede i begyndelsen kun omfattede relativt få lande i verden.

Der var altså tale om, at en håndfuld lande (primært Nordeuropa samt enkelte tidligere og fortsatte engelske kolonier) “løb” fra de andre. Ser man således på Kinas og Indiens andel af den globale økonomiske aktivitet for 250 år siden, var den formentlig større end på noget tidspunkt siden da.

Først i de senere årtier har Indien og ikke mindst Kina igen stået for en hastig stigende andel af den samlede globale økonomiske aktivitet. Med andre ord er vi egentlig blot på vej tilbage til “normalen”, som den så ud før den industrielle revolution for alvor tog fart.

For det andet skal også medtages at Danmark fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til første halvdel af det 20. århundrede var inde i en periode med hastig økonomisk vækst og udvikling. Relativt i forhold til resten af verden toppede vores økonomiske velstand således i perioden fra 1930erne til slutningen af 1950erne.

Med det in mente kan vi konstatere, at hvor BNP per indbygger i Argentina i midten af det 19. århundrede udgjorde ca. 70 pct. af dansk BNP pr. indbygger, var den på niveau med Danmarks BNP pr. indbygger omkring århundrede skiftet – og i perioder endda højere.

Kilde: Maddison (2020)

Drømmen om Argentina (1880-1914)

Som ovenfor nævnt, var det især i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet, at Argentina i den grad oplevede meget høje vækstrater. Flere faktorer bidrog til denne udvikling

Argentinas frugtbare pampas indebar at Argentina var stærkt konkurrencedygtig som producent af hvede, majs og oksekød. Ved at udnytte dette potentiale, blev Argentina da også en af verdens førende eksportører af disse produkter. Lige som for Uruguays vedkommende, kom opfindelsen af køleskibet til at spille en afgørende rolle for eksportmulighederne. Der var tale om en sand revolution, som nu gjorde det muligt at transporte let fordærvelig varer over store afstande. For Argentina (og Uruguay) ikke mindst kød til Europa.

Som nævnt garanterede forfatningen af 1853 beskyttelsen af den private ejendomsret. Koblet med det store økonomiske potentiale og ikke mindst den relative politiske stabilitet, som prægede perioden fra 1880 til 1914 under ledelse af præsidenter som Julio Argentino Roca og Roque Sáenz Peña, tiltræk det betydelige udenlandske Investeringer. De finansierede infrastrukturprojekter som jernbaner, havne og telegraflinjer. Dette forbedrede transport- og kommunikationsnetværk, hvilket igen lettede handel og økonomisk vækst.

Og så oplevede Argentina en massiv tilstrømning af europæiske immigranter. Disse immigranter leverede arbejdskraft til landbrugs- og industrisektorerne, ligesom de grundlagde en lang række virksomheder.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er i disse år, at byen bliver en af verdens verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på datidens rigdom.

Argentina var i begyndelsen af det 20. århundrede også et af verdens verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere i 1914!

At man oplevede denne kraftige indvandring siger også noget om at helt galt kan det ikke have stået til, trods en formentlig betydelig ulighed – ikke mindst på landet – hvor ejerskabet til jorden ofte var koncentreret på meget få hænder (en arv fra kolonitiden). Et kendetegn ved Latinamerika generelt, og i modsætning til fx. USA. Vi må i hvert fald gå ud fra, at migranterne havde en forventning og opnåede bedre levevilkår end hvor de kom fra.

Af andre forhold som viser Argentinas relative velstand og hvorfor mange fattige europæere drømte om at rejse dertil, kan ud over den høje urbanisering fx. nævnes at Argentina i 1914 havde et af verdens mest omfattende jernbanenetværk, mens antallet af biler kunne måle sig med Londons.

I 1914 havde Argentina således forvandlet sig til en af verdens rigeste nationer med en blomstrende økonomi og en hastigt voksende befolkning.

I 1916 fik Argentinerne så deres første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen fra den Radikale Borgerunion (UCR). Dette var resultat af hvad der er blevet kaldt Sáenz Peña-loven, opkaldt efter præsident Roque Sáenz Peña, som blev vedtaget i 1912 og indførte hemmelig og obligatorisk stemmeret for mandlige argentinske borgere.

Javier Milei har ofte henvist til 1916 som starten på Argentinas økonomiske nedtur. Han taler således ofte om at Argentina har haft socialistiske regeringer i mere end 100 år. Det vil undertegnede måske nok mene er at strække den lige lovligt meget. Og desuden var kimen til Argentinas deroute sået mange år før, hvilket jeg kommer ind på i næste “kapitel” i sagaen om Argentinas opstigning til et af verdens rigeste lande og dets efterfølgende spektakulære nedtur i det 20. århundrede.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk frieste. For mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl“.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

]]> https://punditokraterne.dk/2018/01/24/latinamerika-whos-hot-and-whos-not-del-i/feed/ 0 13351 https://punditokraterne.dk/2017/06/20/latin-lovers/ https://punditokraterne.dk/2017/06/20/latin-lovers/#respond Tue, 20 Jun 2017 14:08:07 +0000 http://punditokraterne.dk/?p=12851 Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men…….

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 med ca. 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Fortsætter på americas.dk

Med valget af den centrum-højre orienterede Mauricio Macri som præsident i søndagens valg, er der måske håb for reel forandring i Argentina til det bedre. Macri har således ført valgkamp på at gennemføre markedsreformer, få genetableret landets internationale kreditværdighed og få gjort op med Peronisternes greb om det Argentinske samfund.

Det bliver ikke nogen let opgave, og givet at begge de de to seneste præsidenter, der ikke kom ud af den peronistiske bevægelse, begge måtte gå af før tid, er der nok grund til at slå koldt vand i blodet.

Som OECD skrev i sin seneste rapport om Argentina i juni 2014 under overskriften “A normalization of macroeconomic policies is required to recover stability and boost growth”:

Investors’ confidence is recovering thanks to recent legal changes that have improved the investment climate for international oil companies, expanding the possibility of exploiting the large energy potential of the country. This provides an opportunity to improve the business climate and facilitate investment, thus contributing to stronger medium-term growth.

A resolution of debt legal challenges would also help Argentina return to sustainable growth. This would make it possible to regain access to international capital markets and help to reestablish normal financial conditions. After normalizing relations with creditors, Argentina could dismantle existing restrictions on capital flows, thus eliminating the gap between the official and informal foreign exchange market. Although the recent issuance of 10-year government bonds denominated in foreign currency shows an initial improvement in relations with financial markets, solving the debt legal challenges remains necessary to obtain external financing at lower rates.

To improve growth prospects and social outcomes, it will be necessary to increase productivity growth. Reducing the barriers to international trade would contribute to stronger productivity because competition with foreign supplies would encourage firms to become more efficient. The reduction of product market regulations would also go in this direction, by lowering barriers to market entry and enhancing domestic competition over time. Finally, there is a strong need to improve the quality of education to boost the skills of the labour force.

Kodeordet er nok “normalisering” og normal kan man ikke just kalde Argentina de seneste mange år. Nemt bliver det ikke, og om Macri har evnerne til at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentina bliver spændende at følge. Vi krydser fingre.

For mere om søndagens valg, se også mit indlæg på Americas.dk.

Ps. Pilen peger mod et mere blåt Latinamerika i de kommende år. Brasilien er i sin største krise i årtier, Venezuela er ren kaos  og væksten er generelt lav i regionen, og klart ringest i de lande med den mest venstreorienterede økonomiske politik. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt, både her og på Americas.

Nedenfor ses forøvrigt udviklingen i investeringer og forventninger (tal fra OECDs rapport i sommer) – Lykkes det at få styr på de fortsatte udenståender fra statsbankerotten i 2002 og sikre indenlandske og udenlandske investorers tiltro til Argentina, kan valget faktisk indvarsle et historisk vendepunkt i Argentinsk økonomisk og politisk historie.