”Vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, fordi vi både kan gøre Danmark rigere, fremme konkurrencevilkår og vækst, samtidig med, at vi også fremmer ligheden*). Jeg er ikke sikker på, at det er lykkedes nogen før.”

Hun har ret så langt, at der ved tidligere tiders reformer – inkl. dem hun selv har deltaget i – har været en klar positiv sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og effekten på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten. Det ses af figuren, hvor de officielle skøn for arbejdsudbud og Gini-koefficient fremgår for alle større reformtiltag siden 2004.

Spørgsmålet er, om statsministeren har nu fundet en vej, ingen tidligere har kunnet se? Om hun har brudt et ellers teoretisk meget velunderbygget “trade-off” mellem efficiens og lighed?

Det har mine gode kolleger Mia Amalie Holstein og Niklas Praefke allerede svaret på i et par interviews. Det korte svar er nej.

Her kommer et lidt længere svar.

Trade-off’et mellem lighed og efficiens er velkendt og går langt tilbage i økonomisk teori. Det har vi flere gange skrevet om før her på stedet. I sin essens skyldes modsætningen, at efficiens kræver mindre skatteforvridning, mens mere indkomstlighed kun kan opnås ved at øge marginalskatten (progressionen) og dermed forvridningen. Det er så at sige to modsatrettede effekter af samme redskab: Marginalbeskatning. Bindingen er logisk set sand.

Men findes der ikke skatter, som kan skabe større efficiens? Jo, der gør. Hvis der findes en negativ eksternalitet – f.eks. forurening – kan en skat svarende til den eksterne omkostning skabe efficiens i form af mindre ekstern omkostning. Men når man tager stilling til anvendelsen af provenuet, kommer bindingen i effekt. Den vil altid binde på marginalen.

Men kan man ikke forestille sig en skattereform, der beskatter en eksternalitet og samlet øger efficiens og indkomstlighed? Jo, det kan man godt. Men det afhænger helt af, om udgangspunktet er en inefficient tilstand. Jo mindre efficient udgangspunktet er, desto nemmere er det at lave en sådan reform. Husk på, at hvis man indfører en afgift på en hidtil ubeskattet eksternalitet, så er udgangspunktet også inefficient. Men det ændrer ikke ved, at trade-off’et stadig gælder på marginalen. Når efficienstabet ved den ubeskattede eksternalitet er rettet op – dvs. efter vi har indført den korrigerende afgift – så står valget mellem efficiens og fordeling tilbage.

OK, men man kan så indvende, at trade-off’et mellem efficiens og fordeling ikke udelukker, at der kan laves en skattereform, der både øger arbejdsudbud og indkomstlighed (målt ved Gini). Og det er for så vidt også sandt. Af tre grunde.

For det første er arbejdsudbud og efficiens ikke det samme. Man kan ofte (men langt fra altid) få en indikation af effekten på efficiens af en skatteændring ved at se på arbejdsudbudseffekten. Det skyldes, at den primære forvridning i skattesystemet vedrører arbejdsudbuddet. Men det er ikke det samme, som at mere arbejdsudbud automatisk skaber mere efficiens. Hvis man sænker indkomstskatten, vil det typisk øge både efficiens og arbejdsudbud. Men man kunne også øge arbejdsudbuddet ved f.eks. at indføre tvangsarbejde: Det ville både øge arbejdsudbud og indkomstlighed, men ikke efficiens. Arbejdsudbuddet kan også øges ved at gøre folk fattigere.

For det andet kan en reform samlet set – som vi så ovenfor – øge efficiens og indkomstlighed, hvis udgangspunktet er et inefficient skattesystem. Bindingen for efficiens og lighed gælder på marginalen, ikke for en samlet reform.

For det tredje kan de negative arbejdsudbudseffekter ved en skattereform udskydes ved at underfinansiere den. Pengene kommer til at mangle for fremtidige generationer, som så må gennemføre de indtægts- og/eller ulighedsforøgende skatteforhøjelser, der skal til. I Danmark er der som bekendt overholdbare offentlige finanser, men det ændrer ikke ved, at underfinansiering tager af holdbarheden og dermed fra, hvad der er til rådighed for fremtidige generationer.

Det er netop den tredje mekanisme, der er i spil i regeringens foreløbige skatteudspil. Det er underfinansieret med over 5 mia.kr.

Der er altså ikke nogen ny, revolutionerende indsigt eller en ophævelse af økonomiske tyngdelove bag den nye regerings skattepolitik. Statsministeren er højst begunstiget af, at hun har et råderum at tage af – modsat en del tidligere reformer, som konsoliderede de offentlige finanser.

Det er naturligvis fornuftigt nok ikke at blive ved med at konsolidere de offentlige finanser i det uendelige, når de – som i Danmark – er blevet ”overholdbare”. Tværtimod kan det være klogt at bruge af overholdbarheden på en skattereform. Men i så fald bør den målrettes større efficiens – altså at øge den samlede velstand og fremtidige økonomiske vækst.

Figuren siger som sagt ikke, at det er teoretisk umuligt at lave reformer, som øger både arbejdsudbud og indkomstlighed, men blot at de praktiske muligheder ikke er så store. Derfor har der været en historisk klar sammenhæng mellem arbejdsudbud og fordeling. Figuren siger også, at de fleste reformer har prioriteret strukturgevinster over snæver fordelingspolitik – ret uafhængigt af regeringernes farve (markeret med blå og rød på figuren). Et meget stort flertal af initiativerne har øget arbejdsudbuddet. Det er ikke tilfældigt, at samtlige regeringer siden Schlüter har præsideret over stigende ulighed (målt ved Gini).

Det mest sandsynlige nybrud med den nye regering er måske, at den vil prioritere anderledes. Det vil i givet fald medføre, at årtiers reformpolitik bliver sat i bakgear. Forhåbentlig vil den risiko ikke materialisere sig.  

*) Hun sagde faktisk først “uligheden”, men blev straks rettet af SFs formand.

Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.

Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.

De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).

I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).

Som det fremgår, ligger Estland i spidsen, efterfulgt af Tjekkiet og de to sidste baltiske lande samt – måske lidt overraskende – Rumænien. I bundet ligger Polen, Kroatien og Ungarn. Det ses også, at spændet mellem top og bund er indskrænket væsentligt i forhold til 1995 og 2000. Estland i toppen er ligefrem gået marginalt tilbage fra 2000 til 2022, mens bundskraberne fra 1995 har taget store spring frem.

En del af forklaringen på den udvikling skal givetvis ses i sammenhæng med medlemskabet af EU. EU stiller en række institutionelle og politiske krav, som især indebærer et nødvendigt markedsøkonomisk minimum at leve op til, men også i nogle sammenhænge indebærer et maksimum. Navnlig landenes handelspolitik er bestemt af EU. Ligeledes pengepolitik og finansiel regulering er i høj grad bestemt centralt.

Også på andre måder kan EU-medlemskabet afspejle sig i figuren. De største fremskridt siden 2000 er sket i de lande – Bulgarien, Rumænien og Kroatien – som er kommet senest med (de to første i 2007, Kroatien i 2013). De øvrige lande blev medlemmer allerede med virkning fra 2004. Noget kunne altså tyde på, at EU-medlemskabet har været drivende for reformer for at kunne kvalificere sig til at træde ind, men omvendt også, at reformeringsaktiviteten er taget af, når landene først er blevet medlemmer af EU.

Spørgsmålet om, hvor meget et EU-medlemskab bidrager til økonomisk vækst, er omdiskuteret. Andersen og Barslund (2019) fandt således ikke en systematisk effekt. Det kan dække over de nævnte kræfter, som trækker i hver sin retning.

Det kan lidt trist bemærkes, at Polen og Ungarn ligger i bunden (på sidste og tredjesidste plads) i figuren med den laveste grad af fri markedsøkonomi. Det var ikke mindst takket være disse to lande, at Jerntæppet faldt. I Polen opgav kommunisterne sit magtmonopol efter konfrontationen med især fagforeningen Solidaritet og dens krav om større frihed. I Ungarn kom reformpresset både fra oppositionen og internt i kommunistpartiet. I begge lande var regimerne desuden presset af alvorlige økonomiske problemer. Udviklingen indebar, at de to lande allerede i 1995 var kommet et pænt stykke med reformer. I dag hænger de to lande både når det gælder økonomiske og politiske rettigheder. Regeringsmagten er dog skiftet ved valget i Polen, hvor Lov og Retfærdighedspartiets dominans er blevet brudt. I Ungarn er Orbans dominans uændret.

At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.

Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.

Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.

En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!

Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.

Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.

Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.

Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.

Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.

Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.

Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.

Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!

Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?

Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.

Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.

Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at  begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.

Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.

Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.

En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.

Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.

I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.

Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.

Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.

Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.

Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.

Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.

Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.   

Lad os først se på teorien.

Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast  og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.

I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.

Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.

Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.

Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her.  Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.

Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.

Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.

I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).

Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.

Den er ganske markant.

For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).

Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.

På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.

Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.

Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.

Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.

Sommerserien handlede i år om begreber, vi ville være bedre tjent uden – i hvert fald sådan som de oftest anvendes. Der er uklare, misvisende eller forkerte. Kort sagt: Begreber der skal væk.

God (gen)læselyst og på gensyn i det nye år.

Relativ fattigdom

Folkevilje

Social retfærdighed

“Skattefradrag” der reelt er offentlige udgifter

Velfærd

Sammenhængskraft

Public service

Samfundskontrakten

I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!

Der er bare ingen samfundskontrakt i disse tilfælde. Det er en kontrafaktisk insinuation, som dækker over 1) at kritikeren anser bestemte institutioner, f.eks. dagpengesystemet (eller alt muligt andet) for en vigtig del af samfundssystemet, og 2) at andre bør være forpligtet til at opretholde eller forbedre det. Det svarer lidt til den måde, ”etik” ofte bliver brugt på: Jeg synes X er rigtigt. Du forbryder dig mod X. Ergo optræder du uetisk. Man kan endda blive stødt på sin ”etiske sans”.

På samme måde som samfundskontrakten er etik et vigtigt og centralt filosofisk begreb, som i slangversionen blot afslører en svaghed i argumentationen, der nødvendiggør at klistre filosofiske begrebers autoritet på den.  

Kontrakten er en af menneskehedens største opfindelser. Den er en af civilisationens vigtigste grundpiller. Den muliggør fredelig sameksistens og et samarbejde, der ellers ikke ville være muligt. Det gør den ved at suspendere potentielle konflikter og tidsinkonsistens. A vil give X kr. for at få bygget et hus. B vil gerne bygge det for X kr. Begge bliver bedre stillet ved transaktionen. Uden en kontrakt ville A imidlertid have en tilskyndelse til ikke at betale B, når huset stod færdigt. B indser dette og afstår fra at bygge huset. Transaktionen mislykkes. Det er dilemmaer som dette, en kontrakt kan fjerne ved at foreskrive, hvordan fremtidige konflikter skal løses og forhindre, at det kan svare sig at handle opportunistisk. En kontrakt er et frivilligt regelsæt, som bliver oprettet, fordi begge parter har interesse i det. Den frivillige tilslutning giver kontrakten en meget stærk status.

Af samme grund har politiske filosoffer fundet ideen om, at samfundets og især staten og de tilhørende politiske institutioner hviler på en tilsvarende frivillig tilslutning, for stærkt tiltrækkende. Det vil give staten og dens institutioner en legitimitet, som i yderste fald svarer til private kontrakters. Loven kan betragtes på linje med kontraktens frivillige regelsæt, som parterne har aftalt og pålagt sig selv. Thomas Hobbes samfundskontrakt er kendt af de fleste, men rigtig mange andre – fra Rousseau til Kant – har betjent sig af en eller anden form for samfundskontrakt. Enten som påstået faktisk historisk fænomen, som en hypotetisk kontrakt alle ville have skrevet under på, eller som et instrument til at udtænke moralske principper med. Det er selvsagt en meget vanskeligere øvelse at begrunde en samfundskontrakts autoritet end en privat kontrakts, men politiske filosoffer har gjort sig store anstrengelser. Hvor godt det er lykkedes, må vi tage op en anden gang. Men det bør noteres, at ingen af dem bare postulerer en samfundskontrakt ud af det blå, fordi de lige synes, at sådan bør den være. Eller at alle dermed er bundet moralsk af den.

Det er derimod tilfældet med slangversionen af samfundskontrakten. Den har dybest set samme status som et forfalsket gældsbrev og er et forsøg på at afkræve alle andre en gæld, som de ikke har stiftet.

Det ville være godt at slippe for at høre mere om ”samfundskontrakter” af den slags. Men gerne mere om ægte samfundskontrakter.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Det er ringe nok i sig selv. Men her i sommerserien om begreber, der bør væk, vil jeg se på, hvad Venstre kalder tilskuddet. Det kaldes et “skattefradrag”. Det bliver ikke placeret på udgiftsbudgettet, hvor det rettelig hører hjemme, men som et mindre skatteprovenu på indtægtsbudgettet. Dermed maskeres udgiften som en skattelettelse. Skattetrykket bliver endnu mere misvisende som udtryk for den reelle skattebyrde. At kalde ordningen for et fradrag føjer spot til skade.

Begrebet “skattefradrag” bør ikke helt fjernes fra sproget, fordi der findes ægte og reelle fradrag. F.eks. er rentefradraget en logisk konsekvens af at beskatte nettokapitalindkomsten. Erhvervsdrivendes fradrag for driftsudgifter er et andet eksempel. Når man beskatter overskuddet, skal der naturligvis være fradrag for omkostninger. Ellers ville det blive en omsætningsskat.

Et fradrag, som er betinget af, at skatteyderne gør noget, politikerne gerne vil have, er derimod ikke en logisk del af skattesystemet. Det har heller ikke samme værdi for skatteyderne som almindelig disponibel indkomst. Fradraget kræver en modydelse: at man gør, hvad politikerne vil. På samme måde som når man gør sig berettiget til et tilskud. Derfor er der et økonomisk forvridningstab, som borgerne må bære ved den slags “fradrag”. Disponibel indkomst kan man omvendt bruge, som man vil. Jeg har her  prøvet at forklare, hvorfor fradrag, der er maskerede udgifter, som tommelfingerregel kun er det halve værd af ægte skattelettelser.

For at illustrere det absurde i at kalde offentlige udgifter for fradrag kunne man i princippet finansiere den nuværende offentlige sektor med et skattetryk på nul! Her er hvordan: I stedet for at betale offentligt ansatte, leverandører, overførselsindkomstmodtagere og andre med penge, kunne staten give dem et omsætteligt fradrag med samme fradragsværdi som pengene. Uudnyttede fradrag kunne de sælge til andre skatteydere, som ellers ville blive nettoskatteydere. Slutresultat: Ingen betaler skat, men politikerne styrer i samme omfang som i dag. Helt grebet ud af luften er eksemplet endda ikke. Grunden til, at statsligt udstedte penge har værdi, er, at de i sidste ende kan anvendes til at betale skat med.

Et liberalt parti burde ikke deltage i at skjule beskatningens reelle omfang. Det burde arbejde for at sænke skatterne og øge befolkningens frihed til at bestemme selv. Men desværre er det populært at skjule sporene af den udvidelse af den offentlige sektor, der er tale om ved diverse særordninger. Bolig-job-ordningen er et andet eksempel på en tilskudsordning, der er maskeret som et fradrag. Nedslaget i registreringsafgiften for el- og plugin-biler er et tredje. Desværre også med Venstre som ikke bare medskyldig, men bagmand.

Black og Arrows startpunkt var, at hvis der er noget man kan kalde ‘folkevilje’, må man kunne finde ud af hvad den er ved at afholde et valg. Valgets finder definerer således folkeviljen, men med en vigtig betingelse: Det må ikke være sådan, at valgformen påvirker valgresultatet! Med andre ord kan man kun tale om en klar folkevilje, hvis enhver type valg giver samme resultat. Elles kunne man jo bare manipulere den ved at ændre valgformen, og så ville det ikke give nogen mening at kalde noget for folkets vilje. Den russiske parti- og valgforsker Moissei Ostrogorski gav et nu berømt eksempel på, hvor galt det kan gå. Paradokset blev dddybet af Douglas Rae og Hans Daudt i 1976, hvor det fik sin moderne form.

Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet, og to kandidater det begge påstår, at de repræsenterer hvad folk vil. Staten kan bruge flere penge på tre formål – forsvar, motorveje, og operahus – og man kan stemme på en af de to. Gruppe 1 foretrækker motorveje, gruppe to foretrækker opera, gruppe 3 foretrækker forsvar, mens gruppe 4 gerne vil have alle tre forslag gennemført. På samme tid vil kandidat 1 ingen af delene, og kandidat 2 vil gennemføre alle tre forslag.

Strukturen af befolkningens præference kan ses i diagrammet nedenfor. De indebærer, at Gruppe 1, 2 og 3 stemmer på kandidat 1, hvilket giver kandidaten 60 % af stemmerne. ’Folkets vilje’ er derfor, at der ikke bliver gennemført nogle af forslagene. Det er der bare ét problem med: Stemmer man derimod om hver enkelt forslag i stedet for kandidater, vil der være 60 % for forsvar og dermed kandidat 2, 60 % for opera, og dermed kandidat 2, og 60 % for motorveje, og dermed kandidat 2. i det tilfælde ender ’folkets vilje’ med at gennemføre alle tre forslag.

Ostrogorskis paradoks her er, at man sagtens kan komme i en situation hvor et flertal af vælgerne er uenige med det vindende parti – kandidat 1 – på alle emner. Man er dermed i en situation, hvor ’folkets vilje’ enten er at ingen af forslagene bør gennemføres – når man stemmer på kandidater – og at alle forslagene bør gennemføres – når man stemmer per forslag. Det geniale, og måske også noget forstemmende, i Ostrogorskis eksempel er derfor, at det på så overskuelig en måde illustrerer det helt nyttesløse i at finde ud af, hvad folkets vilje er. Afstemningsformen bestemmer resultatet, og man kan dermed ikke finde ud af hvad folkeviljen er for en størrelse.

Ideen om folkeviljen kommer både til udtryk ved forestillinger om, at “flertallet altid har ret”, og om, at “eliten har sat sig på magten på folkets bekostning”, og at “folkets vilje” derfor bliver undertrykt. Folkeviljen ligger bag kollektivistiske strøminger fra socialisme til nationalkonservatisme og populisme. Der findes også varianter, hvor alle medlemmer af en bestemt gruppe tillægges fælles interesse og normsæt. Det gælder f.eks. identitetspolitik.

Idéhistorisk kommer “folkeviljen” i høj grad fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som levede i 1700-tallet, og den spiller en central rolle i hans politiske filosofi, som bl.a. inspirerede excesserne under Den franske Revolution. “Folkeviljen” skulle søge tilbage mod menneskehedens noble fortid som vilde før det moderne syndefalds korrumpering af os. Modvægten til Rousseau kom fra tænkere som Adam Smith, Edmund Burke, Benjamin Constant og James Madison. Den amerikanske revolution og den forfatning, som Madison forfattede, afspejlede afvisningen af folkeviljen. Ifølge denne tænkning er formålet med staten ikke at realisere folkeviljen, og demokratiske valg sikrer det ikke.

Problemet med “folkeviljen” er ikke så meget, at det er et forblommet begreb. Men når man trænger ned i det, er det imidlertid klart, at det bygger på modstridende principper, som ender med at gøre det meningsløst. Og samtidig er det stærkt som legitimering af kollektivisme og overgreb på individer. Hvis en politik er folkets egen vilje, er det svært at se folk som ofre.

Der findes en efterhånden betydelig social choice-litteratur, som dokumenterer de fundamentale problemer, der er forbundet med at aggregere præferencer og fortolke udfaldet af valg som udtryk for en fælles vilje. Demokratiske processer kan lede til skiftende politikker, selv om vælgerne havde fuldstændigt konstante præferencer. Udfaldene er sårbare over for tilfældigheder eller manipulation. Det er umuligt at forene de ellers helt indlysende krav til de egenskaber, som et valgsystem bør opfylde. Vi har tidligere gennemgået nogle af resultaterne, bl.a. her.

Og selv hvis det var muligt at aggregere præferencer, findes der ingen mekanisme til at opfange de utroligt mange spørgsmål, som afgøres polisk. På markedet opsamles konstant information fra de mange beslutninger om at købe og sælge – og lade være – som vi træffer dagligt. Hvordan skulle politikerne vide, hvad vælgerne mener om blot de mange modeller for at opføre Lynetteholmen?

Hvis formålet med demokratiske valg ikke er at realisere folkeviljen, hvad er det da? For tænkere som Constant og Madison er valg en del af begrænsningen af statsmagten og skal være med til at beskytte individers frihed – på samme måde som frihedsrettigheder. Konkurrence om statsmagten kan begrænse mulighederne for at udnytte befolkningen og måske føre til bedre løsninger. Politik kan i princippet godt føre til forbedringer for alle – på samme måde som transaktioner på markedet. Men det er ikke det samme som, at der findes en folkevilje. Og selve forudsætningen for politiske løsninger af den karakter er, at der er stærke begrænsninger på statsmagten (et tema, som optog James M. Buchanan; se min bog om ham her). Hvis demokrati i sig selv sikrede folkeviljen, var der ikke grund til at stille andre betingelser til statsmagten end denne ene.

Folkeviljen er nok et lidt bedaget begreb, man ikke hører så ofte. Men selve ideen eksisterer i bedste velgående og flyder over i dagens politiske debat og medierne. ”Vælgerne har talt” hver gang, der har været valg eller folkeafstemning, som om vælgerne var én person. Selv små udsving i meningsmålinger udlægges som holdningsskifte i en homogen befolkning. Den stadige længsel efter bedre politikere, og troen på, at ”bare de rigtige kommer til”, er i virkeligheden også ofte et udslag af ideen om folkeviljen. Det er et fatamorgana, som kan forhindre en realistisk forståelse af, hvad det politiske system kan og ikke kan.

Alle disse udtryk for ”folkevilje” ville vi være bedre tjent uden.

Problemet med begrebet er, at det ikke rigtigt har noget som helst med fattigdom at gøre. OECD definerer således folk som ‘fattige’, hvis de tjener mindre end 50 procent af landets medianindkomst. Metoden indebærer således, at lande som Ungarn og Grækenland har cirka lige så mange ‘relativt fattige’ som Danmark, på trods af at deres medianindkomster kun er omtrent 50-60 procent af den danske. Den indebærer også, at der er lige så mange fattige i Danmark idag, som i midten af 1970erne da medianindkomsten kun var det halve af hvad den er idag.

Med andre ord indebærer en brug af begrebet ‘relativ fattigdom’, at der ikke bliver færre fattige selvom alle indbyggere i et land bliver dobbelt så rige. Det betyder også, at man vil måle flere såkaldt fattige i Monaco end i Danmark på trods af at gennemsnitsindkomsten er over den dobbelte. Heri ligger det politiske trick ved det: Relativ fattigdom er overhovedet ikke et fattigdomsbegreb, og fører ikke mål for fattigdom med sig – målene er dårlige mål for ulighed i økonomisk resultat.

Problemet er indbygget i selve begrebet, der hviler på et tydeligt normativt fundament. Idéen bag begrebet relativ fattigdom er, at alle har en form for ret til at deltage normalt i samfundet. Deltagelse her betyder for eksempel, at ens børn kan gå til samme sport, deltage i samme aktiviteter, og i en vis forstand ‘følge med’ i status. Det betyder dermed, at en række sociologer, der bruger begrebet, mener at børn er fattige hvis de ikke får samme mærker tøj, som deres venner og klassekammerater har.

Hvis man regner med at den type standarder, som man lægger til grund for begrebet, stiger i takt med at samfundet som helhed bliver rigere, vil fattigdom per definition altid være et problem hvis man ikke omfordeler i meget massiv grad. Det ligger således indbygget i begrebet, at den eneste løsning er politik, der sikrer en stadig større grad af resultatlighed – ikke lighed i muligheder, men lighed i outcomes.

Relativ fattigdom som begreb har således meget lidt med fattigdom at gøre – at kalde danskere med en indkomst under 156.000 kroner fattige, er at gøre grin med verdens fattige – og er politisk partisk. Den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst i lande som Argentina, Bulgarien og Montenegro er således lavere end OECDs grænse for at være ‘relativt fattig’ i Danmark. Selve begrebet gør enhver egentlig sammenligning over tid eller på tværs af lande til rent nonsens. Relativ fattigdom er et begreb, som ikke burde bruges medmindre ens formål er politisk manipulation.

Emnet for sommerserien 2022 er begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge. Vi kommer, med andre ord, til at bruge lidt af sommeren på at beskrive begreber og idéer fra samfundsvidenskaberne og samfundsdebatten, som enten ikke giver mening, er selvimodsigende, er stærkt kritisable, eller ganske enkelt er (eller burde være) døde fra en faglig vinkel.

I de kommende uger kommer vi derfor til at skrive i sommerserien om så forskellige begreber som ‘neoliberalisme’, ‘social retfærdighed’, ‘folkets vilje’, og ‘sammenhængskraft’. Hvis vores læsere skulle have flere eksempler på begreber eller samfundsfaglige idéer, der er enten nyttesløse, nonsens, eller fagligt døde, er alle velkomne til at komme med forslag nedenfor!

Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.

Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.

I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.

Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.

Valget af dette tema skete i covid-19-epidemiens skygge. Og den blev endnu et lærestykke i vigtigheden af se på utilsigtede konsekvenser. Af samme grund kom mange blogindlæg i år til at handle om epidemien i takt med, at vi alle blev lidt klogere.

Læserne skal naturligvis ikke snydes for en julehilsen eller en lille gave. Vi har bundet en julesløjfe om alle blogindlæggene i årets sommerserie, som kan læses her:

1. Nedlukning slår folk ihjel

2. To slags uintenderede konsekvenser

3. Demokrati ved en fejltagelse

4. Kommunistisk vækst.

5. Grænsehandel og arbejdspladser

6. Finansiel regulering og moral hazard.

7. Beskyttelse af arbejdspladser og arbejdsløshed

8. Hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you”

9. Større statslige indtægter giver ikke mere individuel adfærd.

10. Skatterne rammer andre end man tror.

I teknisk jargon kan finansiel virksomhed indebære en eksternalitet. Det kan tale for regulering, der danner modvægt til den risiko, som institutionen kan påføre tredjeparter.

Og realiteten er da også, at bankerne er gennemreguleret i et enormt omfang. Der stilles krav til deres kapitaldækning. Deres drift er omfattet af voldsom detailregulering. Og selv når det gælder udpegelse af ledelsen, kan myndighederne stille krav. Faktisk kan man efter for-godt-befindende afvise kandidater, som ejerne finder de bedste til at varetage deres interesser. Det var tilfældet i Danske Bank, som måtte igennem et langt kompliceret forløb for at finde en kandidat, der kunne passere nåleøjet.

Så langt, så godt.

Problemet er imidlertid, at der er en utilsigtet konsekvens af regulering af bl.a. banker. Den hedder moral hazard. Moral hazard går ud på, at aktørerne har en tilskyndelse til at kompensere for reguleringen ved at opføre sig mere risikabelt. Regulering i form af f.eks. obligatorisk indskydergaranti gør det risikofrit for kunderne at sætte penge i en bank, uanset hvor usikker den er. Effekten er empirisk velkendt, men der er talrige andre måder, regulering kan øge den risikable adfærd. Det kan helt generelt være vanskeligere for myndighederne at afvise et medansvar – og dermed at træde til i en krisesituation – hvis alle forhold i bankens drift er underkastet myndighedernes kontrol.

Moral hazard-problemer kan løfte sig selv ved hårene. Hvis myndighederne først én gang er trådt til og har reddet kreditorerne, kan forventningerne om at blive reddet næste gang øge sandsynligheden for en endnu større krise senere. Jo mere risikoeksponerede bankerne er, desto alvorligere kan konsekvenserne af en krise blive, og desto mere sandsynligt er det, at myndighederne finder dem ”too big to fail”. Man kan f.eks. se finanskrisen i dette lys. Forud for Lehman Brothers’ konkurs (2008) havde de amerikanske myndigheder reddet Bear Stern og indirekte hedgefonden Long Time Capital Management (ti år forinden).

Der er talrige andre moral hazard-problemstillinger end finansiel regulering. Forsikringsmarkeder og velfærdsstaten er klassiske områder. Men finansiel regulering er et slående eksempel på, at effekten af et politisk tiltag kan virke helt modsat af hensigten. Frem for at mindske den risikable adfærd kan regulering fremme den.

Efter finanskrisen har reguleringen af den finansielle sektor fået et omfang, så den nærmest er en pseudo-offentlig sektor. Reguleringen har i høj grad haft karakter af ”cover my ass”, hvor bl.a. politikere har villet demonstrere handlekraft gennem skærpet regulering, så ingen kan komme og sige, at det er deres skyld, hvis det går galt igen. Det er et område, som er fyldt med politikfejl (f.eks. en selskabsbeskatning, som øger risikoen for bankkriser).

Men realiteten er, at reguleringen meget vel kan have gjort tingene værre. Og moral hazard er endda kun et af problemerne. F.eks. fremkalder reguleringen en finansiel monokultur, som gør finansielle institutter mere ens, hvilket i sig selv kan øge sårbarheden.  Hertil kommer naturligvis de enorme direkte omkostninger, der er forbundet med reguleringen.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.