Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

På Forbrugerrådets hjemmesider kan man læse at;

Hver gang du køber ind, er du med til at bestemme, hvordan varerne bliver produceret. Om arbejderne skal udsættes for sundhedsskadelige stoffer, eller om miljøet tager ubodelig skade. Det starter hos dig, du kan stille krav og gøre en forskel.”

Og

Ved at købe etisk mærkede produkter kan du hjælpe de mennesker i ulandene, som er med til at producere fødevarer til de danske supermarkeder – og sørge for, at de ikke arbejder under urimelige vilkår, eller at produktionsforholdene ikke skader miljøet.

”Vi forbrugere kan være en del af løsningen ved at presse supermarkederne til at sætte endnu flere etisk forsvarlige produkter på hylderne. Detailhandlen skal simpelthen mærke, at produktionsforhold i udviklingslandene betyder noget for os forbrugere,” siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.

Det lyder jo alt sammen meget smukt, for hvem vil dog være med til at skade miljøet eller fattige arbejdere? Problemet er bare, at spørgsmålet bør stilles omvendt. Nemlig hvorfor nogle er parate til at arbejde under forhold der for os er utænkelige? Svaret er både simpelt og banalt: Fattigdom. Og den eneste effektive måde vi kender til signifikant at reducere fattigdommen er ved at lade markedskrafterne råde. Det bedste vi som forbrugere kan gøre er at have et højt (og stigende) forbrug af produkter fra den 3. verden, således at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris vil efterspørgslen efter arbejdskraft falde, hvorved der nok vil være nogle få der tjener mere , men det sker på bekostning af alle de der ender med at “stå udenfor”. I den virkelige verden, hvor intentioner ikke vejer så tungt som konsekvenser er det ikke den asketiske “lidende” og følsomme forbruger der er helten, men derimod den forbruger der først og fremmest tænker på at gøre en god handel for sig selv.

forside Go-Card

Det koncept der advokeres for inderbærer i sidste ende dyrere produkter. Og det er ikke kun for rige forbrugere i vores del af verden at produkterne bliver dyrere. For eksempel glemmer de folk der står bag de senere års kampagne mod verdens mobiltelefonproducenter – en kampagne forbrugerrådet også støtter – at størstedelen af verdens mobiltelefoner i dag sælges i den 3. verden. Med andre ord indebærer krav der øger producenternes omkostninger også at priserne på det færdige produkt stiger, og hermed vil der være færre fattige mennesker der har råd til en mobiltelefon, læs mere her.

Hvad forbrugerne rent faktisk får når de køber “fair” produkter er at sammenligne med et løfte om frelse og nem adgang til himmerige baseret på en påstand om at man gavner verdens fattige ved at købe særligt mærkede produkter. Hvis frelse kun kommer gennem konsekvenserne af ens handlinger, skal man nok ikke forvente en plads i himlen fordi man køber de anbefalede produkter.

bagside Go-Card

Selv om der som nævnt muligvis er en mindre velstandseffekt for (nogle) af de fattige bønder og arbejdere der er direkte involveret i produktionen (den største gevinst går dog til de der lever af at udbrede selve fairtrade principperne) er denne både kortsigtet og mere end opvejes af det tab der lides andre steder i de fattige lande. Dels fordi vores forbrug mindskes af at betale overpris for produkterne (vi efterspørger færre fysiske produkter hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft mindskes), og dels fordi princippet indebærer at man fastholder en ineffektiv produktion og dermed hæmmer den overordnede økonomiske udvikling.

Det er ingen hemmelighed for denne blogs læsere at jeg er en arg modstander af koncepter der bygger på en en eller anden form for forestillinger om at markedspriser ikke er fair, eller hvor man vil fratage fattige lande deres konkurrencemæssige fordele, hvilket jeg har skrevet om før, bl.a. her og her. Det er ikke fordi jeg ønsker noget ondt for verdens fattige, tværtimod, det er netop fordi jeg ønsker at også verdens fattige får de bedste muligheder for så hurtigt som muligt at opnå en bedre levestandard. Historien viser blot med al tydelighed, at det har de ikke fået ved andres opofrelse eller nådesgaver, men derimod gennem kapitalismens fremmarch og (nogenlunde) frie markeder.

Ovenstående er ikke skrevet fordi jeg på nogen måde vil forhindre folk i at betale mere for et produkt end de behøver. På den anden side er det hyklerisk, at en organisation der til andre tider har travlt med om “almindelige” profitsøgende virksomheder til tider smører for tykt på eller ligefrem postulerer at deres produkter har egenskaber de ikke har, gør præcist det samme.

Når man samtidig betænker, at en stor del af forbrugerrådets midler stammer fra offentlige tilskud (i 2008 bidrog det offentlige med knap 15 mio. kroner i direkte tilskud, svarende til ca. 1/4 af organisationens samlede indtægter), tøver jeg ikke med at kalde det en skandale. Jeg erkender at jeg har mere end almindeligt svært ved at acceptere, at jeg er med til at finansiere aktiviteter som jeg med min faglige viden ved i bedste fald ingen effekt har og mere sandsynligt direkte forringer fattige menneskers vilkår.

Afslutningvis lidt om forbrugerrådets metoder. Vi opfordres som borgere til at “spamme” landets supermarkeder, som det fremgår af hjemmesiden;

Send et postkort til dit supermarked
Helt konkret kan du være med til at lægge pres på butikkerne ved at sende et elektronisk postkort til dit lokale supermarked og bede dem tage ansvar for deres produkter.

Samtidig kan du være med til at sprede budskabet ved at give dine venner og bekendte et ’Go-Card’ med teksten ”Du gør en kæmpe forskel, derfor holder jeg så meget af dig”, som du finder gratis på caféer, restauranter og universiteter landet over.

Der er tale om en forbløffende mangel på forståelse af markedet for en forbrugerorganisation. At forbrugerne nu skal sende postkort til supermarkederne for at få bestemte produkter i butikken, begrundes med at en undersøgelse lavet af forbrugerrådet, der skulle vise at;

Ni ud af ti danskere kender de etiske mærker på fødevarer. Men selv om de fleste kender mærkerne, møder mange dem alt for sjældent i supermarkederne.

Kun cirka halvdelen af de forbrugere, som kender mærkerne, møder jævnligt produkter, der er etisk mærkede, på butikshylderne.”

Det er samme logik, som da fortalere for økologi for år tilbage mente at det manglende salg af økologiske produkter skyldtes at butikkerne ikke ville føre disse. Det var åbenbart for svært for forbrugerrådet “og venner” at forstå, at en god købmand tjener sine penge på at have det stående på hylderne, som forbrugerne vil købe. Hvis man ønsker at flere supermarkeder skal føre flere bestemte produkter produkter er det faktisk rigtig nemt. Hvis forbrugerne vil købe det vil butikkerne føre det.

Selvfølgelig skal man have lov til at sælge “fair-trade” produkter. Men det er både hyklerisk og uacceptabelt, at en organisation der modtager mine skattekroner og som jeg i min naivitet troede havde til formål at oplyse og hjælpe forbrugerne optræder som repræsentant for et helt bestemt forretnings-koncept, der baserer sig på en markedsføring der er både vildledende og uvederhæftig. Med tanke på problemerne med at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, vil jeg opfordre til at forbrugerrådet bliver pillet af dette års finanslov – det vil både være til gavn for forbrugerne herhjemme og den 3. verdens fattige.