I et interview med Kate Andrews forklarer IEAs Research Director Jamie Whyte problemerne, og hvorfor Oxfams stærkt kapitalismekritiske forslag vil føre til langt dybere fattigdom. Jaimes hovedpointe er, at det netop er økonomisk liberalisering og langt større økonomisk frihed, der har løftet millioner ud af fattigdom de sidste 25 år. Som adskillige andre i podcast-serien, er de 21 minutter i selskab med Jaime og Kates meget stærkt anbefalede!

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

Punditokraternes ven og kollega Axel Dreher (Uni Heidelberg) havde således sammen med Vera Eichenauer, Kai Gehring, Sarah Langlotz og Steffen Lohmann forleden en kort artikel i Vox EU. Artiklen opsummerer, hvad vi som forskningsfelt efterhånden ved om makro-virkningerne af ulandsbistand. Litteraturen er stærkt opdelt, og som Dreher et al. skriver, “Despite a large number of academic articles, this literature has not reached a consensus. Researchers seem divided into ideological camps, each fighting for their model, with one group claiming to show that aid works, and the other group pointing to a lack of robustness of these results.” Det tysk-schweiziske forskerhold peger på, at litteraturen også er delt mellem tre måder at identificere kausale effekter på: 1) Brugen af befolkningsstørrelse som instrumentvariabel (små lande får relativt mere bistand); 2) brugen af tidligere års bistand (fordi bistanden er ret persistent); og 3) brugen af internationalt politiske forhold som instrumentvariabel (fordi lande, der stemmer mere med store nationer i FN får mere bistand fra dem uanset deres vækstperformance).

Forskerholdet peger på, at der er problemer med alle tre læsninger, men skitserer en ny løsning, som bruges af Dreher og Langlotz i et nyt studie (CEPR working paper 10811). Ideen er, at man finder en kombination af faktorer, der påvirker hvor meget en enkelt donor bruger på ulandsbistand som helhed på et bestemt tidspunkt, og derefter sandsynligheden for, at et bestemt uland får bistand fra den bestemte donor. Når man derefter lægger sammen, hvad et enkelt uland får i total bistand, afhænger den forecastede bistand således udelukkende af forhold, der er specifikke for donorlandene, og ikke af ulandets egen udvikling.

Dreher og Langlotz udnytter, at lande med mere fraktionaliserede regeringer og parlamenter helt generelt har større udgifter – der er ganske enkelt flere interesser, der skal tilgodeses politisk, og det indebærer større udgifter. Det generelle udgiftstryk bliver også reflekteret i større udgifter til ulandsbistand. Ved hjælp af dette ekstremt ekskluderbare instrument finder Dreher og Langlotz det samme, som de fleste andre studier: Ulandsbistand påvirker ikke den langsigtede økonomiske vækst.

Mens den særlige fløj i forskningen, der betragter ulandsbistand som en slags religiøs aktivitet, næppe vil ændre mening, er det ikke længere et godt argument, at der nok bare er endogenitetsbias. Det er også værd at bemærke, at man ikke længere kan affærdige forskere, der er skeptiske overfor ulandsbistand, som en liberalistisk minoritet. Som vi tidligere har noteret, er årets Nobelprismodtager Angus Deaton også stærkt skeptisk. Det er ved at være op ad bakke for dem, der påstår af ulandsbistand er løsningen. Men det vil nok næppe påvirke danske politikere, der er bemærkelsesværdigt faktaresistente.

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

• Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
• Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
• Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
• Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Sanktionerne mod Rusland rammer også Ruslands fattigere nabolande

Det er ikke kun dansk landbrug og russiske forbrugere, der lider under sanktionerne. Kort sagt: Færre kan komme til Rusland. Det er dyrere at bo og finde arbejde der, og de penge, man kan sende hjem, bliver mindre værd:

“All developing regions recorded positive growth except Europe and Central Asia (ECA), where remittance flows contracted due to the deterioration of the Russian economy and the depreciation of the ruble.”

Rusland har millioner af gæstearbejdere fra Tajikstan, Kazakhstan og andre fattigere nabolande, hvor op imod 42 pct. Af BNP (Tajikstan) stammer fra remittance. På grund af nye indvandringsrestriktioner i Rusland vedtaget januar i år, samt rublens kollaps, er det faldet drastisk. Der kom op imod 70 pct. færre migranter fra ikke-EU lande mellem januar 2014 og 2015 end året før. Dét koster.

 Finansiel regulering koster fortsat remittance-modtagere milliarder:

“The global average cost for sending money remained broadly at 8 percent in Q4 2014 , with the highest average cost (about 12 percent) in Sub-Saharan Africa.”

Omkostningerne skyldes blandt andet manglende finansiel infrastruktur I modtagerlande, men herudover ekstremt byrdefulde restriktioner mod at sende penge – især til de fattigste lande, såsom Somalia, som de fleste britiske banker helt har afskåret fra at modtage remittances på grund af frygten for at komme i karambolage med bl.a. antiterrorbestemmelser.
Summa summarum: Politiske indgreb i handel og internationale overførsler medfører som sædvanlig betydelig collateral damage.

Remittance-overførsler betyder meget for de enkelte modtagere, men virkningen på væksten i modtagerlandene er uklar

Remittance-overførsler fra rigere til fattigere lande overgår langt udviklingsbistanden, og udgør samtidig en mere pålidelig kilde til indkomst end andre former for investering fra ulandet. De har desuden den fordel, at de går direkte til husholdninger, som kan bruge det ud fra egne ønsker og behov, og ikke havner hos korrupte politikere:

Overordnet set er effekten på modtagerlandenes samlede økonomiske udvikling uklar, men for de enkelte modtagere er effekten ikke til at tage fejl af. Det er en direkte indkomstoverførsel som øger levestandarden over en bred kam, og som mange er afhængige af.

Hvis man vil have et andet perspektiv på remittance-fænomenets betydning, kan jeg anbefale Jeffrey Cohens fra artikel (2011) i Annual Review of Anthropology, der ganske enkelt hedder:  Remittance, MIgration and Household Strategies. Han opsummerer flere års forskning i migranter, emigrantlande og – væsentligt – hvordan det faktisk opleves at være en del af denne globale trend. Den kan tilgås hér.

Det nye i artiklen er, at Doces har overvejet, om alle virkninger af bistand til land A sker i landet selv, eller om der måske er spill-overs til nabolande. Baggrunden er en oplevelse i Uganda, hvor nabolandet Sudan begyndte at få markant mere bistand. Ugandiske priser begyndte at stige pga. efterspørgslen i nabolandet og fordi grænsen – som de fleste steder i Afrika – er ret porøs. Ulandsbistand til ét land udløste således et inflationært pres i et naboland.

Doces viser i artiklen, at der er tale om et mere generelt fænomen. Mens han som de fleste andre finder, at ulandsbistand til et land ikke gavner landets vækst, kan han konkret estimere en negativ effekt af øget bistand til ens nabolande. Med andre ord skaber ulandsbistand en negativ væksteksternalitet på nabolandene. Få hvis nogen havde overvejet det i forvejen.

Nu blev det et indlæg hvor han luftede sin frustration over de evindelige forsøg på karaktermord han og andre konstant bliver udsat for. Og det for at videreformidle de videnskabelige resultater han og andre er kommet frem til gennem seriøs forskning. Jo, sandheden er så sandelig ilde hørt og fakta udtryk for ekstremisme! Den lader vi stå lidt.

Vi er jo en del på denne blog, som kan genkende Christians frustration, og som det fremgår af kommentatorsporet til Christians blog, er vi ikke alene.

Følgende er blot et udsnit af de problemstillinger vi gennem årene har behandlet her på bloggen, hvor faktuel viden er blevet og/eller bliver mødt med at man er ekstremist, mens der stillet spørgsmålstegn ved ens moralske habitus. Der findes utvivlsom mange flere.

1. Ulandsbistand virker

Christians udgangspunkt var en debat om ulandsbistand på radio 24syv. Og grunden til at han (naturligvis) skulle fremstilles som en ond mand, var selvfølgelig at han påpegede at forskningen tyder på at det ikke virker.

Læs også flere indlæg af Christian om emnet her, her, her og her

2. Forbud mod bestemte rusmidler virker.

Trods en fuldkommen mangel på empirisk og faktuel viden, fastholdes nu på 6. årti FNs singlekonvention, som indebærer, at køb og salg af en lang række rusmidler er ulovligt på globalt plan.

Videnskabelige argumenter for ikke at bruge de pågældende rusmidler (og en del legale) er der rigeligt af. Alt sammen god grund til ikke at bruge disse, og i de tilfælde man gør det, at gøre det med forsigtighed og i begrænset omfang.

Men at selve forbuddet skulle have en overordnet positiv effekt på forbrug og menneskelige omkostninger er til gengæld ikke-eksisterende. Den evidensbaserede forskning, som eksisterer peger snarere på det modsatte. Med andre ord, at forbuddet mod bestemte rusmidler øger de menneskelige omkostninger og “problematisk forbrug” (for slet ikke at tale om de økonomiske).

Se også Miron og Zwiebel (1991) om alkoholforbruget, alkohol-relaterede dødsfald og kriminalitet i USA under forbudstiden – Notatet kan læses her.

Se også dette indslag med Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, fra Deadline lørdag den 4. januar, for en opvisning i hvor langt man vil gå for at forsvare en politik, der kun vil have virkning i en verden hvor grise kan flyve.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=eqX9R_qTQDg” /]

3. Fairtrade er godt for verdens fattige

Hele Fairtrade konceptet bygger på at den internationale handel er uretfærdig og til skade for de fattige. Derfor skal forbrugerne betale en højere pris, således at fattige arbejdere og bønder kan få en højere indkomst. At selve konceptet ekskluderer de absolut fattigste bønder, som hverken har råd til at betale kontingent (jo jo, det er skam ikke gratis at være med) eller leve op til de krav som man derudover stiller, så fejler hele konceptet på, at det ikke er konsistent med hvad vi ved om hvordan markedet virker og hvad der skaber vækst og velstand. Helt banalt tager man for eksempel ikke højde for at mens det fysiske forbrug svinger med prisen, er beskæftigelsen afhængig af den producerede mængde. Alt andet lige indebærer højere priser et lavere forbrug, hvilket indebærer en lavere beskæftigelse.

Man er tilsyneladende immun overfor det banale faktum, at “kunstigt høje lønninger og afregningspriser” naturligvis også rammer forbrugerne i de selv samme fattige lande, Og sådan kunne man blive ved.

Se også her og her,

4. GMO er farligt

En af de mest sejlivede myter er den om at GMO skulle være farligt. Igen en forestilling som først og fremmest trives ved folks uvidenhed om emnet.

Lad os for det første slå fast, at mennesket har foretaget genmodificering i hvert fald siden vi blev agerbrugere. Den største forskel fra tidligere er faktisk at vi i dag har langt mere kontrol med hvad vi foretager os, samt at vi kan opnå de ønskede resultater på en brøkdel af den tid forædlingen tog før i tiden.

New York Times havde i går en fremragende artikel om problemet, med udgangspunkt i en debat om at forbyde GMO på Hawaii. Artiklen kan læses her. Vi har på bloggen også beskæftiget os med problemstillingen tidligere, se også her.

Endelig anbefaler jeg at man ser videoen nedenfor med en af Danmarks absolut førende forskere, Birger Lindberg Møller.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=6oiWJOTydWA” /]

5. Østeuropæisk arbejdskraft er dårligt for Danmark 

5. og sidste eksempel på en påstand som er fuldkommen uden saglig begrundelse er forestillingen om at de mange tusinder af østarbejdere, som er kommet hertil for at arbejde er skadeligt for Danmark. Denne påstand svarer til at mene, at frihandel er skadeligt for Danmark og danskernes velstand.

Påstanden om at østarbejderne “tager” danskernes arbejde og undergraver vores velstand dyrkes især af en række fagforeninger, bl.a. 3F samt nationalistiske partier som bla. Dansk Folkeparti.

Men hvis man mener, at mennesker som kommer til Danmark og udfører et stykke arbejde er skadeliget for Danmark og danskerne generelt, så følger det helt logisk, at så er import af produkter, som kunne fremstilles af danskere også skadeligt.

Begrænsningen af udenlandsk arbejdskraft (og vel og mærke kun arbejdskraft – vi taler ikke om indvandring) vil aldrig være en økonomisk fordel for Danmark eller danskerne generelt.

I den udstrækning man kunne tiltrække tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft der vil udføre alt arbejde til en lavere løn end den der betales i dag, kunne vi alle (danskere) i princippet godt leve af passiv forsørgelse, hvis blot den udenlandske arbejdskraft var villig til at betale en tilstrækkelig høj afgift (skat) af deres arbejdsindkomst. 

Og der er naturligvis mange flere eksempler

Dette er naturligvis blot et lille udpluk af spørgsmål hvor faktuel viden kæmper mod alt fra selv-iscenesættelse og narcissisme til idioti og egoisme.

Andre emner er f. eks. forestillingen om at vores velstand skyldes velfærdsstaten og høje skatter, at overbefolkning er problem, at jordens dyrearter er ved at uddø osv. osv. osv. Der er nok at tage fat på.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.

Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.

Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.

Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.

At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.

Således konkluderes det i rapporten, at

Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.

Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at

I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.

Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret

“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”

Reelt er der tale om et koncept, der  -hvis det blev udbredt til at dække alle verdens fattige  – ville gøre ubodelig skade. Som vi tidligere har skrevet her på bloggen fremmer fairtrade nemlig ineffektiv produktions- og organisationsformer med høje omkostninger til følge. Dertil skal lægges omkostningerne ved certifisering og kontrol, og endelig er der risikoen for korruption eftersom minimumsprisen betales til producentorganisationer, der herefter skal dele pengene ud til den enkelte landmand. Med tanke på i hvilke lande fairtrade produktion finder sted, er det nok en ganske reel risiko.

Vurderet på sin evne til at øge indkomsterne for fattige bønder er hovedkonklusionen i rapporten da også, at i den udstrækning at der er en effekt, gælder at brugen af minimalpriser er en ineffektiv metode til at øge udvalgte fattige landbruges (de 0,2% af verdens fattige bønder der er del af fairtrade) indkomst.

Når jeg har debatteret med fortalere for fairtrade herhjemme – og det er da sket nogle gange efterhånden – har de altid lagt vægt på at fairtrade er noget andet end at give ulandsbistand. Men den svenske rapport konkluderer reelt, at det kun er som ulandsbistand, at fairtrade giver mening. Desværre for konceptet, konkluderer man også, at der er tale om en meget ineffektiv måde at give ulandsbistand.

Förutom den direkta priseffekten syftar Fairtrade till att uppnå socioekonomiska mål. Problem som påtalas av rättvis handel-rörelsen är att det saknas resurser för att finansiera skolor och liknande, att det råder brist på kreditmöjligheter, att jordbrukarna har en svag förhandlingsställning gentemot uppköpare samt att svag lagstiftning medför bristande miljöhänsyn och dåliga arbetsvillkor för anställd personal.

Nok kan Fairtrade kan have positive effekter på kreditgivning, etablering af nye skoler osv. osv., men  desværre – for Fairtrade – kommer man frem til at der er tale om en meget ineffektiv måde at yde bistand :

Ett direkt bidrag/bistånd skulle vara mer effektivt. Då undviker man produktionskopplingen och dess negativa effekter samt merkostnaderna för märkningen. Dessutom kan en större del av konsumentens donation nå fram eftersom den inte går via handelsledet med den risk för läckage som det innebär

Den endelige dom over Fairtrade er da også ganske klar:

För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.

Avslutningsvis har märkningen vissa positiva effekter i liten skala, men modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.

Med en sådan konklusion er det forståligt, at denne rapport ikke er det første der møder den besøgende på Fairtrade ‘Sveriges hjemmesider. Hvad man skriver på en pæn måde er, at hvis de der køber fairtradeprodukter, der alt andet lige, altid er dyrere end konventionelle produkter gør det fordi de er optændt af et ønske om at hjælpe verdens fattige, så bør de straks holde op med det.

Nu må vi jo gå ud fra, at der er nogen i Fairtrade Sverige der rent faktisk har læst rapporten siden den ligger på deres site – og konklusionen er jo ganske klar, det er spild af både tid og penge.  Eller sagt på en anden måde. Det er nu dokumenteret sort på hvidt, at der er tale om vildledning af forbrugeren, når man påstår at man gør godt for verdens fattige ved at købe fairtrade mærkede produkter. Rent faktisk ville man gøre mere godt ved IKKE at købe mærkede produkter og evt. i stedet give de sparede penge direkte til projekter i ulandene. Så hvorfor forholder man forbrugerne den viden, at fairtrade er en meget ineffektiv måde at bekæmpe fattigdom på?

Set på den måde kan fairtrade kun betegnes som en klam fidus, der vist først og fremmest er til gavn for de der arbejder i Fairtrade organisationen. Det kan selvfølgelig også tænkes at de der har læst rapporten rent faktisk forlod Fairtrade organisationen, og i stedet har lagt deres kræfter i en andre og mere lødige aktiviteter. det er måske forklaringen på at rapporten ligger på Fairtrade Sveriges webserver uden at man tilsyneladende kan linke til den fra selve hjemmesiderne.