Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.

Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:

Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.

I eksemplet består samfundet af fem personer – John, Paul, Ringo, George, og Linda – der har indkomst i fem år. Gennemsnitsindkomsten er stigende, som man kan se i nederste linje, mens uligheden varierer kraftigt fra år til år. I år 1 er Ginikoefficienten 27,3, mens den i de næste år er henholdsvis 17,6, 28,7, 27,2 og 10,1. Hvis man vil, kan man endda konkludere, at der er en nedadgående trend i ulighed, der er korreleret med stigende indkomst (r=-0,5). Og mange vil nok begynde at overveje, hvilken politik der i sidste ende fører til meget lavere ulighed…

Det virkeligt elegante i eksemplet er, at hvis man ser på uligheden i indkomster over alle fem år, er der ingen: Alle fem medlemmer af samfundet tjener nemlig 2450 kroner på tværs af de fem år! Det giver selvfølgelig en Gini-koefficient på nul, og fjerner langt de fleste diskussioner af politisk karakter. Det, der giver uligheden fra år til år i eksemplet er, at indkomsten ikke er timet på samme måde hos alle fem personer. Det er for eksempel sådan noget, der sker i den virkelige verden, når folk sælger deres hus og ikke med det samme køber et nyt og tilsvarende.

Spørgsmålet, som Andreas stiller i papiret, er hvor vigtig kapitalindkomst er for den økonomiske ulighed. Og som i eksemplet ovenfor gælder det, at jo længere perioder man ser på, jo mindre vigtigt er det. Præcist som det varierer, hvem af de fem personer ovenfor der lige tjener mere eller mindre i et bestemt år, varierer det også i virkelighedens verden. Og det fører os til at overvurdere den økonomiske ulighed.

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Gennem alle årene har en central kilde været den årlige “Global Wealth Report“, som typisk udkommer i oktober. Her prøver man at opgøre den globale formue ultimo det foregående år. Den seneste rapport handler altså om den globale formue ved udgangen af 2022 (før opgjorde man den medium året, hvorfor historiske tal er revideret).

Vi har tidligere skrevet om hvorfor opgørelse af formue af flere grunde er en ringe indikator på velstandsudvikling, ikke mindst når man sammenligner år til år. Når man f.eks. i den seneste rapport kan læse, at 330.000 danskere er millionærer målt i dollars – hvilket svarer til ca. 7 pct. af den voksne befolkning – vil det sikkert undre en del. De flestes formue består primært af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld, men mon ikke en stor del af disse millionærer i dollars umiddelbart ikke opfatter sig selv som “superrige”? Noget andet er naturligvis at man ikke umiddelbart kan leve af sine mursten, mens den private pensionsopsparing jo netop skal dække en del af omkostningerne når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand det pågældende år. Ja, en del af disse halv- og helmillionærer har sikkert også haft deres problemer med de stigende energipriser, som vi oplevede i 2022 (især hvis man bruger naturgas til opvarmning).

Men trods problemer med overhovedet at bruge udviklingen og fordelingen af den globale formue, så fortsætter denne udvikling at være helt central i Oxfams årlige rapporter – eller rettere det gør den måske så ikke, fordi historik ikke rigtigt fylder noget hos Oxfam (bortset fra hvis den passer ind i den på forhånd skrevne konklusion. Men om ikke andet kan deres behandling af dette bruges til at sige noget om troværdigheden af deres rapporter.

Samme tal – modstridende konklusioner

Den årlige vækst/fald i den globale formue (opgjort i 2021 USD og korrigeret for de enkelte landes inflation målt i udviklingen i forbrugerpriser) fremgår af Figur 1, mens formueuligheden fremgår af Figur 2. Sidstnævnte viser at den globale formueulighed (målt ved ginikoefficienten) samt andelen af den globale formue for de 10, 5 og 1 pct. med størst formue har været faldende gennem hele dette årtusinde.

Figur 1. Ændring i global formue opgjort i 2021 USD og korrigeret for inflation.

Uanset om man måler på Top 10%, Top 5% eller Top 1 pct., er tendensen, at der er sket et fald over hele perioden, og i den udstrækning at Top 1% i 2022 ligger højere end den gjorde i 2008-2009, er det sket på på “bekostning” af top 5 og top 10%, som begge ligger lavere end i 2008.

Figur 2. Udviklingen i global ulighed 2000-2022

Key findings” i Global Wealth Report 2023 er:

• Along with the decline in aggregate wealth, overall wealth inequality also fell in 2022, with the wealth share of the global top 1% falling to 44.5%.
• The number of USD millionaires worldwide fell by 3.5 million during 2022 to 59.4 million. This figure does not, however, take into account 4.4 million “inflation millionaires” who would no longer qualify if the millionaire threshold were adjusted for inflation in 2022.
• Global median wealth, arguably a more meaningful indicator of how the typical person is faring, did in fact increase by 3% in 2022 in contrast to the 3.6% fall in wealth per adult.
• For the world as a whole, median wealth has increased five-fold this century at roughly double the pace of wealth per adult, largely due to the rapid wealth growth in China.

Om fremtiden bemærker man, at:

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Af selve rapporten fremgår det yderligere, at den væsentligste årsag til faldet i den globale formue skal findes i Europa og Nordamerika (side 12) .

Men læser man udelukkende dette års (og tidligere års) rapport fra Oxfam, er det ikke just det indtryk man får. De historiske trends oplyses ikke og i stedet efterlades læseren snarere med et billede af at uligheden stiger, både af selve rapporterne og de medfølgende pressemeddelelser. Altså det modsatte af den faktuelle udvikling i både formue og indkomst.

Således udtaler Oxfam Danmarks generelsekretær i deres pressemeddelelse, at

“ Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe. ” (Pressemeddelelse | Formuerne hos verdens rigeste stiger fortsat (oxfam.dk)

Det gør man f.eks. ved at sammenholde udviklingen i den samlede globale formue for de 60 pct. med mindst formue i perioden 2019 til 2022 med (Forbes opgørelse går jeg ud fra) udviklingen i formuerne for verdens milliardærer i perioden marts 2020 – november 2023, korrigeret for inflationen opgjort ved det amerikanske forbrugerindeks.

Brugen af det amerikanske indeks er i sig selv et betydeligt problem, da man hvis man vil tage højde for inflationen, naturligvis skal bruge inflationen i de enkelte lande (som man for øvrigt gør i UBS rapport).

Oxfam kommer frem til at:

Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

Og peger derefter på, at:

Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

Udover at man ikke kan gå ud fra, at der er tale om de samme mennesker i henholdsvis marts 2020 og november 2023 (det er der nok kun delvist), så reflekterer man ikke over, at antallet af milliardærer i samme periode er steget med næsten 20 procent, ligesom valget af startpunkt falder sammen med starten på covid-krisen, mens kursen på aktier var “høj” i november 2023., Ikke uvæsentligt, da vi må forvente at andelen af milliardærers formue som er placeret i værdipapirer er langt højere end folk med lavere formuer. Som vi har bemærket i forhold til tidligere rapporter, mener Oxfam tilsyneladende at det er godt, når aktier falder i værdi og skidt når de stiger.

Det er også sigende at hvor Oxfam åbenbart mener, at :

“Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer“

Mener Global Wealth Report at den væsentligste trend, som også nævnt ovenfor er at :

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Man har tilsyneladende alene læst den nederste linje i Oxfam.

Median velstanden stiger

Som det fremgår af Figur 3, har medianformuen været stærkt stigende, et mål der er langt mere anvendeligt end den gennemsnitlige formuestigning – og igen en indikation på at den globale formuefordeling fortsætter med at blive mere lige.

Figur 3. Udviklingen i median formue og gennemsnitlig formue

Mens medianformuen i 2022 er mere end fem gange højere end i 2000, er den gennemsnitlige formue “kun” steget lidt under tre gange. Også den oplysning skal du lede længe efter, hvis du læser de årlige rapporter fra Oxfam.

Udviklingen i medianformuen, hvis man ønsker at sige noget begavet om hvor vi er på vej hen, når vi taler om fordelingen af verdens globale formue, er ellers et ret væsentligt mål. Eller som det fremgår af dette års Global Wealth Report:

Mean wealth per adult is a simple and convenient way of comparing wealth levels across nations and assessing developments over time. However, by definition, median wealth is a more accurate indicator of how the typical person is faring. This is particularly true of countries with a high level of wealth inequality since median wealth may be a relatively small fraction of mean wealth and gains and losses in aggregate wealth may bypass the “average citizen” entirely. (Global wealth Report 2023, side 24″

Måske ikke overraskende er det især, men ikke kun, udviklingen i Kina de sidste årtier, som har haft betydning for denne udvikling. Men Oxfams tilgang er temmelig sigende, for som man skriver:

“Despite the economic ascent of China in the last two decades, the majority of the world’s wealth and its superrich individuals are still concentrated in the Global North. For Europe, this is very much a legacy of colonialism and empire. By one estimate, the UK extracted US$45 trillion from India during the colonial period. Since the formal end of colonialism, neocolonial relationships with the Global South persist, perpetuating economic imbalances and rigging the economic rules in favour of rich nations. The USA has particularly benefitted from its incredible global economic dominance, especially in the second half of the 20th century. Much of its wealth was born out of slavery and the systematic dispossession of Indigenous peoples. Multinational corporations, the focus of our paper in 2024, were invented in the colonial era and this helped facilitate this extraction of wealth from the Global South to the Global North. The latest data from the UBS Global Wealth Report 2023 and the Forbes list of the world’s billionaires demonstrates that despite representing only 21% of the world population, countries in the Global North own 69% of global wealth and are home to 74% of the world’s billionaire wealth.” (Oxfam Ulighedsrapport 2024, side 21).

Til det med ideen om at først kolonisering, anvendelse af slaver (hvilket var et globalt fænomen for 250 år siden) og dernæst “udnyttelsen af det globale syd” (de tidligere kolonier), kan man vist kun sige, at det er der mildt sagt ikke enighed om. Her er vi tilbage i en marxistisk forståelse af hvordan økonomi fungerer. Jovist var der privatpersoner, som blev meget rige af koloniseringen, men samfundsøkonomisk var det nu en nettoomkostning. Ligeledes er ideen om at USA’s nuværende velstand bygger på tidligere tiders anvendelse af slaver lettere absurd – ikke mindst med tanke på at netop de dele af USA, hvor slaveriet var mest udbredt, efterfølgende sakkede bagud i forhold til de stater, hvor man tidligt opgav slaveriet.

Og vender vi snuden hjemad, mener man så virkeligt, at danskernes formuer – der er blandt verdens abolut højeste, både i gennemsnit og målt på medianen (se tabellen ovenfor) – skal forklares først ved de Dansk-Vestindiske Øer og herefter udbytning af “Det Globale Syd”? Og hvordan forklarer man at Kina målt på gennemsnit og medianformue i løbet af 20 år er gået fra at være under halvdelen af den europæiske til at overhale/være på niveau med Europa, eller at lande som Taiwan og Sydkorea er blandt de lande med både den højeste gennemsnits- og medianformue? Og sådan kunne man jo blive ved.

Det er blot en tanke. Men kunne det tænkes, at først industrialiseringen og derefter udbredelsen af en relativt fri markedsøkonomi er den væsentligste forklaring på at velstand og formue steg kraftigt? I første omgang i primært Nordamerika og Vesteuropa, og senere – i det 20. århundrede – i andre dele af verden? Oxfam reflekterer igen ikke over, at at “Det globale Nord’s” andel af den samlede velstand er faldende. Det behøver den naturligvis ikke blive ved med at gøre, omend det er mest sandsynlige trods de udfordringer Kina står overfor (man glemmer hele tiden at alene Kina og Indiens samlede befolkning fortsat udgør ca. 1/3 af jordens samlede befolkning).

Man nøjes med at angive at langt størstedelen af verdens milliardærer kommer fra det “Globale nord” – hvorfor skriver de egentlig ikke som det er, at hovedparten er fra ét land, nemlig USA? Samt at Det globale nords andel af verdens formue er næsten 70 pct, men andelen af befolkningen er ca. 20 pct. Et andel som så er faldene (og ville være lavere hvis ikke en række tidligere folkerige kolonier i det 20. århundrede havde kastet sig ud i forskellige mere elller mindre tåbelige socialistiske og importsubstituerende eksperimenter).

Og så lidt om ulighed i Danmark

Årets tema i Oxfams ulighedsrapport er multinationale og monopoler og jeg er klar over, at jeg ikke behandler monopoldelen her. Det må blive en anden gang. Rapporterne har hvert år forskellige temaer, og den reelt eneste konstant er omtalen af den globale formuefordeling, Her er det slående at man aldrig forholder sig til egne forudsigelser fra årene før – det er jo faktisk gået stort set stik modsat af hvad man tidligere har postuleret. (se links forneden til indlæg hvor vi har behandlet tidligere års rapporter).

Til gengæld slutter vi af med at se på Oxfam Danmarks pressemeddelse i forbindelse med udsendelsen af seneste internationale rapport fra Oxfam. Her skriver Lars Koch, at:

“også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.”

Det er også korrekt, at de samlede overskud steg kraftigt i denne periode – primært på grund af ekstraordinært store overskud i transportsektoren, hvor overskuddet efter skat steg med flere tusinde procent, og indenfor energisektoren, hvor overskuddet efter skat femdobledes. Det indebar også, at transportsektorens overskud som andel af samlet overskud steg fra at udgøre ca. 2 pct. i 2019, til i 2022 at udgøre lidt under 33 pct.

Tager vi de to sektorer ud af det samlede overskud, steg dette “kun” med 30 pct. mod 114 pct, hvis vi inkluderer disse (før der tages højde for inflation). Og kigger man lidt nærmere på de enkelte brancher, er forskellene også betydelige, som det fremgår af nedenstående tabel (samme kilder som Oxfam DK bruger).

Hvis tallene i tabellen ovenfor blev justeret for inflation – Oxfam bruger forbrugerprisindekset – er det mildt sagt en forsimpling at bruge overskriften “Virksomheder og aktionærer har tjent massivt på kriserne, mens lønmodtagerne er taberne”. I det mindste må man vel konstatere at nogle sektor har oplevet betydelige stigninger i deres samlede overskud, mens andre faktisk har tabt ganske betydeligt.

Noget andet er så, at den sammenligning Oxfam laver, faktisk ingen mening giver, før man ser på hvorfor både de enkelte branchers eller virksomheders overskud udvikler sig som de gør. Her nøjes jeg med at konstatere, at overskudene i betydelige sektorer målt på beskæftigelse, næppe har været tilfredstillende resultatet i 2022. Og medtager vi 2023, kan vi allerede nu med rimelig sikkerhed regne med at det samlede overskud falder. Det er vist blot at se på forventet overskud i f.eks. A.P. Møller-Mærsk i 2023 i forhold til 2021 og 2022.

Og her kommer vi så frem til udviklingen i udbyttebetalingen, som af Oxfam DK åbenbart er udtryk for at aktionærerne forgyldes. Men er det nu det? Det giver faktisk ingen mening, da betalingen af udbytte jo påvirker aktiekursen.

Og er det et sundhedstegn, at Mærsk udbetalte rekordstore ca. 80 mia. kr. i udbytte i 2023(hvilket i sig selv er en stor dele af forklaringen på stigningen i den samlede udbyttebetaling i 2022 og 2023)?

Næh, det var jo netop fordi der var tale om en ekstraordinær situation i 2021 og 2022, at man i 2022 og 2023 udbetale ekstraordinært store udbytter. Man kunne åbenbart ikke selv finde fornuftige investeringer. Ét er sikkert: Der bliver hverken tale om rekordoverskud eller rekordudbytte på baggrund af Mærsks 2023 regnskab. I årets første 9 måneder faldt omsætningen med ca. 30 pct, og det endelige resultat med mere end 80 pct., fra ca. 24 mia. USD til ca. 4 mia USD. Hvordan det bliver til, at de rige bliver rigere, fortæller Oxfam heller ikke i år noget om.

Links til tidligere indlæg:

2022

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven – Punditokraterne

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Det gælder desværre ikke i år, hvor det forleden blev annonceret, at den gives til Gabriel Zucman fra UC Berkeley. Zucman modtager eksplicit prisen for sit arbejde indenfor skatteunddragelse og ulighed, hvoraf noget af det er med den danske topøkonom Niels Johannesen. Problemet er ikke, at Zucmans arbejde ikke har været højt profileret eller er udgivet de fineste steder, men at manden ganske enkelt er taget i at fuske med sine data. Fusket er omhyggeligt dokumenteret af AIERs Phil Magness, som David Henderson beskrev igår i en post med titlen “American Economics Association Reaches a New Low.”

Der er ikke bare tale om sjusk, men decideret svindel med data i et forsøg på at nå en politisk konklusion. Og fusket var så slemt, at Harvards præsident i 2020 nedlagde veto mod at universitetets økonomiinstitut ansatte Zucman. Som flere økonomer, inklusive Magness, opdagede, havde Zucman strategisk ladet være med at inkludere en række fradrag for fattige amerikanere og omregnet skattebetalingen fra rige amerikanere på en noget ‘kreativ’ måde, for at kunne finde, at de rige betalte lavere skattesatser end de fattige. Pointen var vigtig for ham, da han som rådgiver for Elisabeth Warrens præsidentkampagne støttede hendes forslag om en voldsom formueskat netop fordi han påstod, at de rige ikke betalte nok.

Prisen er opkaldt efter den amerikanske økonom John Bates Clark (1847-1938), der var en pioner i den marginalistiske revolution i økonomi, var selv en ærlig forsker. Clark startede som økonomi i den tyske skole, der i høj grad støttede socialistiske idéer, men bevægede sig over mod at støtte en fri markedsøkonomi jo større hans indsigt blev. Det er derfor beskæmmende, at the American Economic Association i år har besluttet et tildele en ekstremt prestigefyldt pris i en ærlig forskers navn til en økonom, der har vist sig at være alt andet end ærlig. Det er en enorm ommer!

Spørgsmålet er ikke bare af akademisk interesse, fordi det kan være relativt ligegyldigt at der er store forskelle på folks indkomster, hvis forskellene ikke også bliver til forskelle i forbrugsmuligheder. På et praktisk plan er det, med andre ord, langt mere relevant at se på ulighed i forbrug end i ulighed. Det gøres desværre ret sjældent – men det er det, vi gør idag. Helt konkret har vi plottet udviklingen i ulighed i indkomster og ulighed i faktisk forbrug fra 1974-2015 i Danmark, Sverige og Storbritannien. Data kommer fra the Global Consumption and Income Project; DK, C refererer således til ginikoefficienten for forbrug i Danmark mens DK, I refererer til den for indkomst.

Som figuren ovenfor gør klart, er der langt større udsving i indkomstuligheden end i forbrugsuligheden. Store refomer af den danske velfærdsstat har således give udsving i indkomstuligheden, mens ændringerne i uligheden i faktisk forbrug har været langt mindre. Fra 1975 til midten af 1980erne falder indkomstuligheden for eksempel, mens forbrugsuligheden stiger. Noget lignende gør sig gældende for Sverige, mens det britiske billede illustrerer store ændringer i indkomstuligheden – fra 0,29 i Thatchers første år til 0,38 i midten af 00’erne – der følges af cirka tre points udsving i forbrugsuligheden.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor der er så meget mindre udsving i forbrugs- end i indkomstuligheden. Dele af svaret kan findes flere steder i sund fornuft og økonomisk standardteori, og burde ikke overraske ret mange. Først og fremmest er en hel del af indkomstuligheden, som man måler den, forskelle på unge, midaldrende, og gamle. Unge og gamle har en klar tendens til at forbruge mere end de tjener: Som ung tager man lån, for eksempel som studerende, men også senere hvis man køber egen bolig og bil, og som gammel har man måske en mindre pension, men også en masse opsparing og en friværdi i boligen, som man kan bruge. Midt i livet er der, hvor man betaler sine lån tilbage og effektivt sparer op til sin pensionisttilværelse. At forbrugsuligheden er mindre end indkomstuligheden er derfor ikke mærkeligt, men følger af overvejelser i det man ofte kalder ‘moderne forbrugsteori‘.

Derudover findes der en række skatter og afgifter, der ikke sætter sig i indkomster, men klart i forbrugsmønstre. Mange almindelige afgifter er således regressive – dvs. de rammer fattigere befolkningsgrupper hårdere. Det er for eksempel tilfældet for tobaksafgifter, da fattigere danskere ofte er mere tilbøjelige til at ryge. På samme måde kan høje marginalskatter sænke forbruget i de relativt rigere dele af befolkningen mere, end de sænker deres indkomst.

Bundlinjen er, at man i virkeligheden burde interessere sig for forbrugsulighed i langt højere grad end man interesserer sig for indkomstulighed – hvis emnet overhovedet er interessant. Den er ikke blot højere end indkomstuligheden i Danmark og Sverige, men også langt mere stabil over tid og adskiller sig væsentligt mindre på tværs af lande. Om man kan få politikere og kommentatorer til at se på den mere relevante ulighed, er dog et meget andet spørgsmål.

Problemet med begrebet er, at det ikke rigtigt har noget som helst med fattigdom at gøre. OECD definerer således folk som ‘fattige’, hvis de tjener mindre end 50 procent af landets medianindkomst. Metoden indebærer således, at lande som Ungarn og Grækenland har cirka lige så mange ‘relativt fattige’ som Danmark, på trods af at deres medianindkomster kun er omtrent 50-60 procent af den danske. Den indebærer også, at der er lige så mange fattige i Danmark idag, som i midten af 1970erne da medianindkomsten kun var det halve af hvad den er idag.

Med andre ord indebærer en brug af begrebet ‘relativ fattigdom’, at der ikke bliver færre fattige selvom alle indbyggere i et land bliver dobbelt så rige. Det betyder også, at man vil måle flere såkaldt fattige i Monaco end i Danmark på trods af at gennemsnitsindkomsten er over den dobbelte. Heri ligger det politiske trick ved det: Relativ fattigdom er overhovedet ikke et fattigdomsbegreb, og fører ikke mål for fattigdom med sig – målene er dårlige mål for ulighed i økonomisk resultat.

Problemet er indbygget i selve begrebet, der hviler på et tydeligt normativt fundament. Idéen bag begrebet relativ fattigdom er, at alle har en form for ret til at deltage normalt i samfundet. Deltagelse her betyder for eksempel, at ens børn kan gå til samme sport, deltage i samme aktiviteter, og i en vis forstand ‘følge med’ i status. Det betyder dermed, at en række sociologer, der bruger begrebet, mener at børn er fattige hvis de ikke får samme mærker tøj, som deres venner og klassekammerater har.

Hvis man regner med at den type standarder, som man lægger til grund for begrebet, stiger i takt med at samfundet som helhed bliver rigere, vil fattigdom per definition altid være et problem hvis man ikke omfordeler i meget massiv grad. Det ligger således indbygget i begrebet, at den eneste løsning er politik, der sikrer en stadig større grad af resultatlighed – ikke lighed i muligheder, men lighed i outcomes.

Relativ fattigdom som begreb har således meget lidt med fattigdom at gøre – at kalde danskere med en indkomst under 156.000 kroner fattige, er at gøre grin med verdens fattige – og er politisk partisk. Den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst i lande som Argentina, Bulgarien og Montenegro er således lavere end OECDs grænse for at være ‘relativt fattig’ i Danmark. Selve begrebet gør enhver egentlig sammenligning over tid eller på tværs af lande til rent nonsens. Relativ fattigdom er et begreb, som ikke burde bruges medmindre ens formål er politisk manipulation.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Igen i år vil man gerne give indtryk af at formuefordelingen bliver mere og mere skæv. Det gør man så, som man plejer, ved at bruge Forbes liste over verdens rigeste, og som bekendt var 2021 et (rigtigt) godt aktieår de fleste steder. Hvad man IKKE – som i aldrig – beskæftiger sig med er dels at der er tale om urealiserede gevinster, og at der løbende er en betydelig udskiftning i hvem som er verdens rigeste (og hvilke brancher de kommer fra) – se også Wikipedia’s liste over top 10 rigeste gennem 4 årtier.

Som en sidebemærkning kan vi selvfølgelig lige medtage at aktiekurserne på det seneste er faldet betydeligt – udviklingen i c25-indekset det seneste halve år fremgår af nedenstående – hvilket efter Oxfam-Ibis logik åbenbart er godt, for herved falder formueuligheden jo. Landets pensionsopsparere vil formentlig være af en anden opfattelse. Og hvordan kursstigninger eller – fald på Københavns Fondsbørs iøvrigt skulle påvirke levevilkårene for verdens fattige står selvfølgelig noget hen i det uvisse.

På Oxfam-Ibis danske hjemmesider kan man også læse, at man anbefaler:

• Højere beskatning af dollar-milliardærernes gevinster. Vi ønsker en progressiv beskatning af velstand og formuer og om et opgør med korruption og skattely. Her og nu kan det dreje sig om en engangs-formueskat på nogle af de gigantiske gevinster, vi har set under pandemien.
• At de tusinde milliarder af dollars, der kan rejses ved mere progressiv beskatning, investeres i sundhedspleje, uddannelse og social beskyttelse, der giver indkomstsikkerhed til alle.
• Midlertidig ophævelse af monopolerne på vacciner og teknologier gennem WTO, så alle får adgang til vacciner.

Og i ”Inequality Kills” (side 9) skriver man videre, at en

“99% windfall tax on the COVID-19 wealth gains of the 10 richest men could pay for enough vaccines to vaccinate the entire world and fill financing gaps in climate measures, universal health and social protection, and efforts to address gender-based violence in over 80 countries, while still leaving these men $8bn better off than they were before the pandemic.”

Om dette er et egentlig forslag står lidt hen i det uvisse, men givet at 8 ud af de 10 er amerikanere, en er franskmand og den sidste er inder, efterlader det os med to spørgsmål:

Hvad det vil betyde for aktiekurserne, hvis man faktisk beskatter verdens 10 rigeste mænd med 99 pct. af deres urealiserede gevinst på værdipapirer under pandemien?

Den eneste måde de pågældende kan betale er jo ved at sælge ud af deres værdipapirbeholdning. Et udsalg som i sig selv vil indebære lavere aktiekurser, hvilket næppe vil glæde de øvrige aktieejere (og dermed også pensionselskaberne). Det næste spørgsmål er hvor stor mon sandsynligheden er for at de pågældende stater (og deres befolkninger, idet alle 10 kommer fra demokratiske lande) derefter synes det er en god ide at bruge pengene i verdens fattigste lande?

Mon ikke indtægterne primært forbliver indenlands? Og hvorfor i alverden mener en ulandsorganisation, at det er dens opgave at komme med forslag til hvordan skattesystemet skal være indrettet i USA, Frankrig mv.?.

Heri ligger naturligvis også en (blandt mange) udfordring ved Oxfam-Ibis tilgang. Hvem tilgodeser en progressiv formueskat af verdens rigeste? (vi ser her bort fra diskussionen om hvorvidt formueskat i det hele taget er fornuftigt eller ej). Den tilgodeser selvfølgelig, alt andet lige, statskasserne i verdens rigeste lande. Hvordan det skulle forbedre velstand og levevilkår for verdens fattigste mangler vi i den grad svar på fra Oxfam-Ibis (og ligesindede).

Som et sidste “nedslag” skal vi også lige se på hvorledes Oxfam-Ibis (og andre) agerer, også når de data man anvender siger noget helt andet end det man påstår. Nedenstående figur er, som det fremgår, hentet fra Piketty m.fl. – også – årlige rapport, som bruges flittigt af Oxfam-Ibis. Figuren viser udviklingen i indkomstulighed, opgjort som antal gange de 10 pct. højeste indkomster er i forhold til de 50 pct. laveste fra 1820 til 2020.

Som det fremgår var verden langt mere lige i 1820 end den har været alle årene sidenhen. Før nogen ønsker sig tilbage til 1820, skal man nok medtage at det skyldes at op mod 90 pct. levede i dyb absolut fattigdom. Sidenhen steg uligheden og toppede omkring 1980, hvorefter den har været faldende sidenhen. Sådan vil de fleste nok beskrive hvad de ser, men læg her mærke til “fortolkningsteksten” under grafen. Her angiver man at den globale ulighed stabiliserede sig mellem 1910 og 2020 og at det er “for tidligt at sige noget om hvorvidt faldet man har set siden 2008 vil fortsætte”. Ja, man kan jo altid sige at fremtiden er usikker – og det er den jo – Men at se bort fra at den stigende tendens vendes til en faldende tendens fra begyndelsen af 1980erne og frem er absurd. Og hvad var det lige der skete i slutningen af 1970erne og frem? – Det var markedsreformer (det som kritikerne hånligt beskriver som neoliberalistiske reformer) i en række økonomier, ikke mindst Kina, som gik fra planøkonomi til at være en blandingsøkonomi.

Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke med sikkerhed kan vide hvad morgendagen bringer, og ét scenarie er jo en tilbagevenden til mere planøkonomisk politik, øgede handelsrestriktioner og regulering mv. Ikke ulig den form for økonomisk politik netop Oxfam-Ibis o. lign. organisationer og politiske partier reelt er fortalere for – hvorved de faktisk ikke adskiller sig fra forestillinger hos dele af tidens nationalkonservative i Europa og USA. Hvis de for alvor får vind i sejlene kan udviklingen de kommende årtier blive noget af en gyser – ikke mindst for verdens fattigste, som har været de store vindere af den økonomiske globalisering og markedsreformer i sidste fjerdedel af det 20. århundrede og frem.

Kommentarer til tidligere års rapporter fra Oxfam-Ibis:

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Link til Oxfam-Ibis rapport, Credit Suisse og Pikety m.fl:

Inequality Kills: The unparalleled action needed to combat unprecedented inequality in the wake of COVID-19 – Oxfam Policy & Practice

Inequality Kills: Methodology note (openrepository.com)

Global wealth report – Credit Suisse (credit-suisse.com)

0098-21_WIL_RIM_RAPPORT_A4.indb (wid.world)

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Ifølge deres ulighedrapport har ”neoliberalisme været den dominerende økonomiske model siden 1980’erne”. En model, som er ”centreret omkring udvidelse af markeder og individualisme, hvilket har ført til øgede rettigheder, mobilitet og friheder for virksomheder og en tilsvarende reduktion i kollektiv handling, statsregulering og regeringens indblanding i økonomien”.

Denne ifølge Oxfam Ibis ”mangelfulde økonomiske model” indebærer at man har ”udnyttet og forværret forankrede systemer med ulighed og undertrykkelse, nemlig patriarkatet og strukturel racisme, rodfæstet i hvidt overherredømme”, som er baseret på ”arbejdet hos kvinder og racialiserede grupper over hele verden, såsom sorte mennesker, afro-efterkommere, oprindelige folk og historisk marginaliserede og undertrykte samfund”.

Dermed har man gennem “neoliberalismen” kunne ”opretholde en økonomi, der driver en ophobning af rigdom og privilegier til fordel for en hvid patriarkalsk elite”. Man må forstå, at ”den nyliberale økonomiske tænkning ser bort fra eksistensen af identiteter, da den afspejler det hvide overherredømme og patriarkatets interesser og mindsker magtens rolle forbundet med disse identiteter. Disse forankrede systemer opretholder de mange og sammenkædede former for ulighed, der er grundårsagen til fattigdom og uretfærdighed”, (se side 21).

Hvis formålet med “neoliberalismen” (hvad det så end er) har været at bevare hvidt overherredømme og sikrer “patriarkatets interesser”, så er jeg enig med OXFAM IBIS i at den har fejlet fuldkommen de seneste 4 årtier, hvor velstanden (heldigvis) er steget betydeligt hurtigere i en række udviklingslande end i de traditionelle I-lande – som jo er karakteriseret ved at være domineret af befolkninger med Europæisk baggrund (undtaget Japan).

Oxfam IBIS fremstiller et forvrænget verdensbillede

En af mine (og mange andre økonomers) kritik af de årlige rapporter er naturligvis at Oxfam IBIS hvert eneste år mere eller mindre elegant formår ikke at tage stilling til det faktum, at vi gennem de seneste 4 årtier – altså i den periode hvor den “mangelfulde neoliberalistiske model” ifølge samme Oxfam IBIS har været dominerende – har oplevet et historisk fald i fattigdom. Og det er uanset om vi taler om absolut fattigdom, det vil sige at man lever for mindre end svarende til købekraftskorrigerede 2011-$1,90, eller hvorvidt vi bruger de to andre fattigdomsgrænser, som Verdensbanken har introduceret til måling af fattigdom i henholdsvis den lavere og øvre del af mellemindkomstlandene ($3,20 og $5,50)

Til min kritik af at Oxfam IBIS konsekvent kun bruger den højeste fattigdomsgrænse ($5,50) svarer Trine Pertou Mach under overskriften “Ved Niels Westy, hvad brød koster?” [Det ved Niels Westy godt, selv om han foretrækker at bage sine brød selv]

“Verdensbanken introducerede i 2018 nye fattigdomsmål baseret på landenes indkomstkategorier i erkendelsen af, at 1,90 dollars om dagen er et absurd lavt mål for fattigdom i mange lande. WHO vurderede i 2019, at 820 millioner mennesker lever med sultproblemer. Men med Verdensbankens 1,90-grænse lever ”blot” 735 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Hvis Oxfam IBIS kun brugte fattigdomsmålet på 1,90 dollars om dagen, ville det betyde, at vi ikke talte 85 millioner mennesker, der ikke har råd til mad, med blandt de fattige. I vores rapporter benytter Oxfam derfor Verdensbankens øvre mål for fattigdom på 5,50 dollars om dagen. Og for at sætte det lidt i perspektiv: En dagsindkomst på 5,50 dollars svarer til en indkomst på ca. 12.000 danske kroner. Om året.”

Det svar rejser flere spørgsmål, ikke mindst om Trine Pertou Mach overhovedet har læst Verdensbankens begrundelse for indførelsen af de to fattigdomsmål.

Som Verdensbanken selv skriver:

“In 2018, the World Bank presented poverty lines at US$3.20 a day and US$5.50 a day to
reflect national poverty lines in lower-middle-income and upper-middle-income countries, respectively, which underscore that poverty eradication is far from attained once the extreme poverty threshold of US$1.90 a day has been reached.”

Altså præcist hvad jeg skrev i min oprindelige kritik af Oxfam IBIS insisteren på at bruge grænsen på US$5,50. Når Trine Pertou Mach så yderligere omregner de $5.50 til danske kroner og taler om indkomst, så bliver jeg ret beset i tvivl om hvorvidt hun overhovedet er klar over hvad det er man måler og hvordan. Når man (uanset fattigdomgrænse) måler på andel og antal af jordens befolkning som lever for svarende til US$1,90, US$3,50 og US§5,50 (2011 købekraftskorrigerede), skal “svarende til” tages ganske bogstaveligt. Der er tale om en måleenhed hvor der søges taget højde for købekraft og ikke dollar i dagens kurser.

Og netop indførelsen af de to nye fattigdomsgrænser er jo i sig selv udtryk for den historisk hastige fattigdomsreduktion, som er sket i den “fejlslagne neoliberalistiske” tidsalder. Som jeg skriver i min oprindelige kritik i Ræson:

“Ifølge Verdensbanken levede ca. 36 pct. af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til ca. 28 pct., og i 2017 var andelen reduceret til ca. 9 pct. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50, som Oxfam IBIS har valgt at bruge, er faldet nok mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 anslår Verdensbanken, at ca. 67 pct. – altså mere end 2 ud af 3 – levede for under $5,50 om dagen. Frem mod årtusindeskiftet faldt dette kun marginalt til anslået 66 pct. Herefter oplevede man i de efterfølgende to årtier et betydeligt fald, således at ca. 44 pct., altså mindre end hver anden levede for mindre end $5,50 i 2017.“

Trine Pertou Mach undlader naturligvis at medtage at jeg i min kritik faktisk også forholder mig til udviklingen ved den højere fattigdomsgrænse. Med andre ord står min kritik af, at Oxfam IBIS alene forholder sig til denne – samt at man undlader at indsætte den i historisk perspektiv – ubesvaret tilbage.

Dernæst beskyldes jeg for at afholde mig fra at forklare, hvorfor global ulighed er en problematisk størrelse at analysere fra. Jeg må hertil replicere, at Trine Pertou Mach (og Oxfam IBIS) åbenbart enten ikke læser de kilder de henviser til, eller også forstår de ikke hvad de læser (de ønsker det måske ikke?).

For en kritik af Oxfam Ibis brug af Verdensbankens notat om reduktion kontra ulighed, vil jeg henvise til mit indlæg her på bloggen tidligere i år. En særlig “twist” her er, at netop reduktionen i fattigdom målt ved 5,50$ reelt ikke reduceres væsentlig ved nedbringelse af uligheden målt ved gini-kvocienten (og vær opmærksom på man ikke tager stilling til hvordan man nedbringer denne) i forhold til at arbejde for højere økonomisk vækst. For fattigdom målt ved $1,90, altså den grænse som Oxfam Ibis ikke mener man bør anvender forholder det sig anderledes. Det sidste bør sådan set heller ikke overraske nogen. Læs mere her.

Helt galt går det også når Trine Pertou Mach skriver følgende:

“Sker der velstandsstigninger i den fattigste del af verden – uanset hvordan velstanden fordeles på befolkningen – vil det se ud, som om uligheden falder i verden. Det siger bare ikke noget om, hvordan det står til inden for de enkelte lande. Groft sagt bliver den superrige elite global og går på tværs af landegrænser, mens fattigdom er et nationalt problem, landene selv må håndtere. At der kommer flere indiske milliardærer hjælper ikke den indiske bonde, der dårligt kan brødføde sin familie, medmindre man aktivt omfordeler.”

Det er jo korrekt, at det kunne være sådan. Nu forholder det sig bare således, at det ikke er sådan. Den faldende globale ulighed er ikke primært drevet af flere indiske (eller andre) milliardærer. Der er faktisk sket reelle indkomstfremskridt for reelt eksisterende “almindelige” mennesker i en række af verdens fattige lande, illustreret ved nedenstående graf, som viser indkomstudviklingen mellem 1993 og 2013 for de grupper, som ved starten af perioden udgjorde den enkelte decil.

Før jeg afslutningsvis kommer til det med Amazon, hvor Trine Pertou Mach helt åbenlyst viser at hun ikke helt har forstået hvordan værdiskabelse fungerer i en markedsøkonomi, er der ét helt centralt eksempel på Oxfam IBIS manipulerende tilgang i deres årlige rapporter, som skal med. Nemlig svaret til min kritik af Oxfam – IBIS brug af udviklingen i de globale finansielle nettoformuer.

Til den kritik svarer Trine Pertou Mach afslutningsvis, at:

“Niels Westy har al ret til at diskutere metodevalg, insistere på at vi burde ’tale om noget andet’ og droppe vores fokus på formuer. Men for Oxfam IBIS handler det om substansen og det faktum, at millioner af mennesker lever i dyb fattigdom, at det økonomiske system ikke virker tilstrækkeligt for det store flertal, men lader eliterne stikke af. Genopretningen efter COVID-19-pandemien skal skabe et system til gavn for de mange. Nu har vi chancen.”

Med tanke på hvor meget netop udviklingen i de globale finansielle nettoformuer har været et “slagnummer” i Oxfam IBIS rapporter gennem årene, er det fantastisk at det nu blot skal reduceres til en diskussion af metodevalg og være udtryk for at ville “tale om noget andet”.

Et er, som de fleste økonomer (også en del som normalt anses for at være af den mere venstreorienterede slags) er enige om – at udviklingen i de finansielle formuer er et ualmindeligt ringe mål for udviklingen i levestandard for verdens befolkning – noget andet er at man gennem årene konsekvent har fremstillet udviklingen som at de rigestes andel steg på bekostning af de fattigste.

Problemet er bare, at det ikke er korrekt – Hverken i absolutte eller relative termer. Som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, er de 10 procent mest formuendes andel faldet en smule, (mens den globale formue er steget betydeligt siden årtusindeskiftet), hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Med andre ord er de 90 procent mindst formuendes andel steget de seneste 20 år. Det er lige godt ikke det indtryk man får når man læser de årlige Oxfam IBIS rapporter. Nok snarere tværtom – Læs mere her.

Og så er der den med Amazon. Trine Pertou Mach skriver under overskriften “Amazon er et billede på et sygt system, ikke et forbillede til efterlevelse” at jeg “hylder” Jeff Bezos., og påpeger i den forbindelse, at “Amazon udviser åbenlys konkurrenceforvridende adfærd, driver monopolvirksomhed og mangler grundlæggende respekt for arbejdstagerrettigheder” og bruger det til endnu en gang at skælde ud på den ikke-eksisterende trickle-down teori.

Det er helt korrekt at jeg skriver om Jeff Bezos og Amazon i min kritik af Oxfam IBIS rapport, idet jeg påpeger at :

“når man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på – ikke mindst i disse COVID-19-tider, og at Amazons succes har betydet forskellen mellem at være i arbejde og arbejdsløs i 2020 [Amazon udvidede antallet af medarbejdere med 400.000 i USA sidste år] . Er det så derfor Jeff Bezos startede Amazon? Nej, det gjorde han nok ikke mindst, fordi han så en forretningsmulighed og muligheden for at berige sig selv.“

Jeg hylder nu ikke Jeff Bezos. Når jeg indrager det problematiske i Oxfam IBIS brug af Amazon (og så kan man forøvrigt også undre sig over hvad arbejdsforhold i USA har med global fattigdomsbekæmpelse at gøre), så er de sidste linjer i ovenstående citat ikke uvæsentlige. Det er det afgørende argument for markedskapitalisme. Det er ikke intentionen som tæller, men konsekvensen, eller som Adam Smith så præcist beskrev for 250 år siden i sit måske mest berømte citat:

“Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed.“

At det også har skabt muligheder og velstand for andre er således et biprodukt. Men det er sådan markedskapitalisme fungerer, og det er måske den største anstødssten for mange. At det ikke er intentionerne, som driver vores velstand, men menneskets iboende ønske om at forbedre levevilkårene for sig og sine. Det gælder, om man er fattig eller rig. Og her har markedsøkonomien – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker.

Men skulle nogen være i stand til at komme med et mere effektivt system til at skabe velstand for ikke mindst verdens fattige, så er de meget velkomne. Indtil videre har alle forsøg på at virkeliggøre ideen om ”en anden verden” – som Oxfam IBIS og andre ynder at tale om – dog ikke ført til mere velstand og bedre levevilkår – heller ikke for verdens fattige, nok mere tværtimod.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Mens USA forventes at nå et BNP i indeværende år, som er nogle procent højere end for 2019, vil euro-området først i 2022 komme på samme niveau. Yderligere fremgår det, at verdens fattigste lande (BNP per indbygger under $2.700 ”2016 usd.”), en gruppe på 59 hovedsageligt afrikanske lande, med i alt ca. 1,5 mia. indbyggere, dels oplevede det mindste fald og forventes at opleve det kraftigste opsving i år og næste år. Det er naturligvis glædeligt, man skal dog være opmærksom på at der ikke er taget højde for befolkningstilvæksten, som er relativ høj i de fleste af landene i denne gruppe.    

Selv om det naturligvis er glædeligt at faldet i BNP i 2020 ikke blev så stort som frygtet og opsvinget bliver kraftigere end forventet, ændrer det ikke ved at udviklingen har store konsekvenser for de laveste indkomstgrupper – uanset om man definerer dem ud fra indkomstdeciler i de enkelte lande eller, hvilket er emnet for denne post, andel og antal af klodens befolkning som lever under de gængse fattigdomsgrænser ($1,90, $3,20 eller $5,50 ”2011 usd.”). 

Nedenstående Figur, som er hentet fra den seneste update til IMF’s Economic Outlook sammenligner det seneste forventede BNP i 2022 før pandamien ramte (januar 2020), med senest estimerede BNP for 2022.

Og i forhold til forventet vækst er det nu ikke længere ”udviklede lande” som klarer sig ringest/rammes hårdest, men derimod udviklingslande/resten af verden – ikke mindst Asien eksklusiv Kina.

Det miserable år vi har været igennem anslås at øge antallet som lever under den absolutte fattigdomsgrænse på $1,90 med mellem 88 og 115 mio. mennesker ifølge Verdensbanken og IMF.

Oxfam Ibis årlige ”ulighedsrapport” – et studie i cherrypicking og manipulation.

Nogenlunde samtidig med IMF’s seneste januar update af deres ”economic outlook” udkom den årlige ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis, der som traditionen byder udkommer samtidig med det årlige ”topmøde” i Davos, der i år så blev en virtuel begivenhed – til gavn for klimaet, givet at en stor del af mødedeltagerne jo normalt plejer at ankomme til Davos i deres private jets.

Man skal næppe begræde at opmærksomheden omkring både Davos og Oxfam Ibis rapporten i år har været meget begrænset, men det roder vi så bod på her. Jeg har en længere gennemgang af Oxfam Ibis rapporten og problemerne med denne i det næste nummer af Ræson. Jeg skriver naturligvis en update, når det udkommer. Her vil jeg nøjes med at se på konsekvenserne af den fortsatte fattigdomsreduktion – og misforholdet mellem hvad Oxfam Ibis skriver og hvad der fremgår af de kilder som de anvender.

Vi har gennem flere år haft tradition for at se på Oxfam Ibis rapporter med kritiske øjne – se bl. a. gennemgangen af sidste års rapport her.

Et gennemgående karakteristika ved Oxfam Ibis rapporter er at de stort set udelukkende fokuserer på ulighed og fordeling, hvorimod rapporterne er renset for enhver form for perspektivering af den historiske velstandsudvikling (med mindre de mener at verden bliver mere ulige). Når vi andre påpeger dette anerkender man herefter godt nok, at både andel og antal fattige er faldet gennem de seneste årtier, men man skal lede forgæves efter dette dog ikke helt uvæsentlige faktum i deres årlige rapporter. Derimod ynder de gerne at lave fremskrivninger på selv det tyndeste grundlag.

I tidligere rapporter var udviklingen i formuefordeling helt central – og i flere år lavede man fremskrivninger som skulle vise at den bare blev mere og mere skæv, selv om udviklingen siden årtusindeskiftet ikke tilsiger det – med mindre man alene mener at det er et problem at den ene procent mest velhavendes andel er steget, mens det er uvæsentligt at de 90 procent mindst formuendes andel er steget (for en gennemgang af hvorfor formuefordeling i øvrigt er et ringe mål, se bl. a. den “årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis” ) 

I denne omgang nøjes jeg dog med at se på Oxfam Ibis behandling af den forventede udvikling i antallet af fattige i de kommende år i den seneste rapport fra deres hånd. En central figur i dette års rapport, se nedestående, viser udviklingen i antallet af fattige defineret ved $5,50 USD. Et mål som Verdensbanken indførte for et par år siden til anvendelse for relativt velstående mellemindkomstlande, mens man definerede fattigdomsgrænsen for den nedre halvdel af mellemindkomstlande til at være $3,20 (begge defineret i ”2011 usd.”).

Verdensbankens grænse for absolut fattigdom (også betegnet ekstrem fattigdom) er fortsat $1,90 (tidligere $1 og $1,25 alt – at vi i dag bruger $1,90 er teknisk og ikke udtryk for at man har ændret den reelle grænse).

Oxfam Ibis bruger dog $5,50 grænsen – også i deres nyeste rapport. På baggrund af beregninger foretaget af Lakner m.fl. i “How Much Does Reducing Inequality Matter for Global Poverty?” (et i øvrigt interessant og velskrevet teknisk notat fra oktober 2020) har man så konstrueret ovenstående figur, som illustrerer udviklingen frem til 2030, alt efter om gini kvocienten stiger med 2 procent om året (og ikke 2 pct. point, som Oxfam Ibis skriver), falder med 2 procent eller er uforandret.

Hvad de ikke gør opmærksom på, er sandsynligheden for at Gini kvocienten stiger med 2 procent hvert år gennem 11 år. Det er forståeligt, for det er yderst usandsynligt. Eller som Lakner m. fl. skriver i:

“The figure reveals that Gini changes tend to be smaller the longer the spell length, suggesting that large changes in the Gini are difficult to sustain over long periods of time. For spell lengths of 11 years, which are equivalent to the 2019-2030 spell length we look at in this paper, annual declines of 1 percent per year are just below the 75th percentile while annual declines of 2 percent per year are around the 95th percentile of the distribution of changes in the Gini index. Thus, both of these seem plausible in a historical perspective. An annual increase in the Gini index of 1 percent is around the 5th percentile and is therefore also plausible. Annualized increases of 2 percent, however, have not been seen sustained over a 11-year period.” 

Med andre ord; Hvor stigning på en procent – eller fald på 1 procent eller 2 procent om året gennem en længere periode ikke er usandsynlige, er en stigning på 2 procent om året gennem så lang en periode ikke sandsynligt. Man kan derfor undre sig over hvorfor man alligevel fokuserer på dette mål.

Udover at alle beregninger er baseret på et tab i globalt BNP på 8 procent, hvilket på nuværende tidspunkt og siden 2. halvår af 2020 (heldigvis) må anses for lidet sandsynligt, kommer så valget af fattigdomsgrænse. Verdensbanken og andre internationale er (af gode grunde) fortsat fokuserede på nedbringelsen af den absolutte fattigdom (altså antal og andel som lever for mindre end svarende til $1,90 om dagen) og debatten i f.eks. Verdensbankens publikationer, som Oxfam Ibis også henviser til, går primært på hvorvidt vi i 2030 når målsætningen på 3 procent for andelen af jordens befolkning som lever i absolut fattigdom er mulig. Det gør vi næppe og det var heller ikke sandsynligt før covid-19.

Den historiske udvikling har været og er, at mennesker som lever i absolut fattigdom domineres af stadig færre (primært afrikanske) lande og at det fortsatte fald de senere år været aftagende.

Lakner m. fl. beskæftiger sig også med fattigdomsreduktion i kraft af økonomisk vækst kontra nedbringelse af indkomstulighed (målt ved gini kvocienten) og konkluderer at 

“With the $3.20 line, a 1% annual decline in the Gini still has a larger impact on global poverty than exceeding growth forecasts by 1 percentage point per year, while at the $5.50 line, they are about equally important for reducing poverty. This is despite the fact that almost half of the world lived below $5.50 in 2015”

For forudsætninger for de foretagne estimater må jeg henvise til Lakner m. fl. Det vil være alt for omfangsrigt at gennemgå her. Men det er væsentligt at pointere at de opstillede forudsætninger er ret afgørende – også hvordan man vil fremme en reduktion i ginikvocienten. Men det er dog slående at den kilde som Oxfam Ibis henvender til dels afviser en årlig stigning i ginikvocienten på 2 procent som sandsynlig og samtidig påpeger, at en procent point højere vækst i BNP vil have stort set samme effekt på reduktion af fattigdom målt ved $5,50 grænsen som en reduktion af ginikvocienten på 1 procent.

Anderledes forholder det sig med andel og antal som lever under svarende til $1,90 usd. pr. dag. I parentes bemærket er den mest effektive og reelt eneste mulige metode til at nå målet på 3 procent, at man lavede et egentlig cash-transfer program til verdens absolut fattigste. Det har været ganske effektivt (og relativt billigt) i en række lande, bl. a. Brasilien. Det er jo reelt at sammenligne med Milton Friedmans ide om en negativ indkomstskat.

Hermed havner vi i den gamle diskussion omkring økonomisk vækst kontra reduktion i ulighed. En væsentlig diskussion, som Oxfam Ibis desværre også i år reelt forsømmer. Muligvis fordi det vil indebære at de så var nød til erkende betydningen af markedsøkonomi og den økonomiske globalisering, som ifølge data fra Verdensbanken har indebåret, at hvor 36,2 procent af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til 27,7 procent og i 2017 var andelen reduceret til 9,2 procent. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50 er faldet naturligvis mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 levede således 67,3 procent – altså mere end 2 ud af 3 – for under svarende til $5,50 om dagen, hvilket kun faldt marginalt frem til årtusindeskiftet, hvor dette fortsat gjaldt for 66 procent. Herefter har der dog været et ganske betydeligt fald, således at andelen som levede for mindre end $5,50 i 2017 af verdensbanken er anslået til at være 43,6 procent.

Det er fortsat en høj andel, men faldet er ikke til at tage fejl af – og selv med en voksende global befolkning indebærer det at det absolutte antal mennesker som levede for mindre end svarende til $5,50 faldt fra 3,6 mia. i 1990 til lige under 2,8 mia. i 2017, mens jordens befolkning i samme periode voksede fra ca. 5,3 til ca. 7,3 mia. (antallet som lever under $1,90 faldt fra næsten 2 mia. i 1990 til under 800 mio. i 2017).

Denne positive udvikling vente desværre i 2020. Den gode nyhed er så at verdensøkonomien igen er i bedring og at andel af jordens befolkning som lever i fattigdom – uanset grænse – vil begynde at falde igen.

Den væsentligste faktor bag de seneste 3-4 årtiers historiske fattigdomsreduktion, den økonomiske globalisering, er desværre ikke “in” i disse år, men under beskydning, både fra den traditionelle venstrefløj og den mere populistiske og nationalkonservative fløj. Det er nok den største trussel mod en bedre fremtid for os alle, og ikke mindst verdens fattige.

Spørgsmålet har været diskuteret i over 20 år i forskningen, der fra en empirisk vinkel starter med min gode ven Niclas Berggrens ”Economic Freedom and Equality: Friends or Foes?” Artiklen, der udkom i 1999 i Public Choice (og som også kan findes her fra side 73 i hans PhD-afhandling Essays in Constitutional Economics), skitserede mange af de mulige mekanismer og har været citeret af snart sagt alle senere bidrag til diskussionen. Som Daniel Bennett og Boris Nikolaev understregede i 2017, er det svært at se noget overordnet resultat fra litteraturen og de empiriske fund, der har været rapporteret, er følsomme overfor små ændringer.

Min gode ven og glimrende kollega Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) og jeg besluttede os derfor for et par år siden til, at se på spørgsmålet om ulighed og økonomisk frihed med andre briller. I stedet for at undersøge sammenhængen mellem økonomisk frihed og fordelingen af indkomster, besluttede vi os at se på dynamikken i indkomsterne når den økonomiske frihed ændres. Med andre ord har vi undersøgt, hvad økonomisk frihed gør for væksten i indkomster på tværs af indkomstfordelingen. Helt konkret kom “Does Economic Freedom Boost Growth for Everyone?” til at handle om, om økonomisk frihed får den rige femtedels indkomst til at vokse hurtigere end f.eks. den fattigste femtedels.

Helt formelt udviklede vi et datasæt, på basis af the Global Consumption and Income Project, et datasæt over væksten i indkomster i de fem femtedele (såkaldte kvintiler) af indkomstfordelingen. Det betød, at vi på samme tid kunne estimere effekten af økonomisk frihed på væksten for den fattigste femtedels indkomster, den midterste femtedel osv. Jeg præsenterede papiret på the Public Choice Societys konference i 2019 i Louisville og efter en ganske lang reviewproces er det nu accepteret til publikation i det altid interessante tidsskrift Kyklos.

Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der er fra working paper versionen af artiklen. Vi finder helt konkret, at økonomisk frihed løfter alle både – at der ikke er nogen statistisk sikker forskel på væksteffekterne for forskellige dele af indkomstfordelingen. Som figuren indikerer, er der måske en smule større effekt for den rigeste og den fattigste femtedel, men disse forskelle ligger indenfor den almindelige statistiske usikkerhed. Det skal dog med, at disse effekter er på mellemlangt sigt, og at man må tage såkaldte konvergenseffekter med for at beregne de langsigtede effekter. Gør man det bliver væksteffekten for den fattigste femtedel væsentligt større end for resten, så økonomisk frihed på den lange bane er forbundet med mindre ulighed.

Andreas og jeg betragter artiklen som potentielt vigtig, og ikke kun fordi selve metoden er anderledes end tidligere studier. Grunden er, at politiske forslag der drejer sig om øget økonomisk frihed og en mindre rolle for staten i samfundet ofte skydes ned med påstanden om, at det bare vil øge uligheden. Som overordnet fænomen kan vi afvise, at den indvending har noget evidensbaseret grundlag. Ligesom andre dimensioner af ulighed – Rosie Fikes forskning om kønsdiskrimination og økonomisk frihed (opsummeret i en letlæst rapport fra Fraser Instituttet) eller Megan Teagues forskning om frihed og materialistiske værdier er fine eksempler – er væksteffekten af øget økonomisk frihed ikke bare til fordel for de rige eller privilegerede. Økonomisk frihed er godt for alle i en økonomisk sammenhæng, og skaber også på andre måder et friere samfund.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.

Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.

Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.

Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.

For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen“

I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.

Det handler om ulighed eller?

Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.

Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.

Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).

I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.

Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).

Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.

Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.

Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.

Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.

Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.

Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).

Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.

Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.

Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.

Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.

På trods af, at de fleste empiriske studier på området bliver ved med at bruge dette mål, er det aldeles forkert. Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste allerede i 2005, er dette mål stærkt misvisende. I en artikel i the European Sociological Review pegede Andreas på, at folks adfærdsreaktioner gør en simpel forskel mellem ulighed i markedsindkomster og disponible indkomster til et stærkt misvisende mål for omfordeling. Problemet er basalt set, at omfordelende politik påvirker fordelingen af markedsindkomster. Som det er velkendt fra den danske debat om skat og overførsler, er der effekter i både toppen og bunden. Øger man beskatningen, og i særlig grad beskatningen i toppen – den danske topskat – jo svagere bliver folks incitamenter til at age arbejde. Der kan også være svagere incitament til at arbejde effektivt og til iværksætteraktivitet – som Nicolai Foss og jeg har dokumenteret flere gange. Højere skat giver derfor lavere markedsindkomster i toppen, og kommer derfor til at ligne en omfordelende effekt, selvom de relativt fattigere ingen overførsler får. Omfordeling ændrer også på det, økonomer kalder den ’naturlige arbejdsløshed’ ved at gøre det mere attraktivt at forlade arbejdsmarkedet eller evt. arbejde deltid. I det tilfælde vil folk med relativt lave indkomster enten ende med en markedsindkomst på 0 (når de forlader arbejdsmarkedet) eller en væsentligt mindre markedsindkomst end ellers. Dette vil få fordelingen af markedsindkomster til at se mindre ulige ud, selvom de relativt fattiges disponible indkomster bliver mindre og fordelingen af disponible indkomster også bliver mere ulige.

Vi viser dette i to figurer nedenfor. Den første viser ulighed (fra Frederic Solts SWIID-database) i 43 vestlige lande. Den røde del af søjlerne viser uligheden i disponible indkomster, mens den sorte del viser hvor meget større uligheden er i markedsindkomster. Den sorte del er derfor det almindelige, men misvisende mål for omfordeling. Som de fleste læsere vil kunne se, er det svært at se noget klart mønster i, hvilke lande der ’omfordeler’ mere når man bruger standardmålet.

Den anden figur viser sammenhængen mellem andelen af BNP, der bruges på overførsler og subsidier (data fra EFW). Hvis man tror på, at standardmålet ikke er så dårligt, som Andreas pegede på i 2005, burde der være en vis sammenhæng mellem graden af overførsler og graden af målt omfordeling. Men som figuren indikerer, er der i praksis ingen sammenhæng. Man kan naturligvis, som den glimrende Jan-Egbert Sturm pointerede overfor mig under en diskussion ved den årlige konference i the European Public Choice Society, stille spørgsmål ved, hvor godt et mål, overførsler og subsidier er.

Vi var dog enige om, at der burde være en sammenhæng. Så dagens spørgsmål er, hvorfor Andreas Berghs kritik har været overset i 14 år, og hvorfor bliver forskere og organisationer ved med at bruge et mål for omfordeling, der er tæt på at være så misvisende, at det er ubrugeligt? Svaret, man typisk får, er at det er det bedste vi har; men hvis det bedste er så ringe, burde man så bruge det?

En af de påstande, man oftest hører, er at liberalisering blot ’gør de rige rigere og de fattige fattigere.’ En anden afart af den samme påstand er, at liberalisering og økonomisk frihed er forbundet med stor økonomisk ulighed. Som de fleste læsere vil vide, kan påstande om øget ulighed – uanset hvor usandsynlige de er – lukke ned for enhver debat om ændringer i den økonomiske politik i Danmark. Problemet er blot, at den faglige debat om forholdet mellem økonomisk frihed og økonomisk ulighed er ekstremt blandet og uden nogen form for konsensus.

Det er denne debat, Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm) bidrager til i et nyt papir, som vi præsenterede i eftermiddags ved årets konference hos the Public Choice Society i Louisville, Kentucky. Innovationen i vores papir er, at vi ikke følger den eksisterende litteratur, der ser på forholdet mellem økonomisk frihed og den statiske fordeling af indkomster i samfundet. I stedet undersøger vi sammenhængen mellem økonomisk frihed og væksten i indkomster i fem grupper: De 20 % fattigste, de næste 20 %… op til de 20 % rigeste. Vi kan dermed – som de første, så vidt vi ved – se om der er en forskel i væksteffekterne af liberaliserende reformer på de rige versus de fattige. Figuren nedenfor – der er Figur 3 fra papiret – illustrerer vores basale fund, er eksemplificeret af vækstkonsekvenserne af reformer, der styrker beskyttelse af den private ejendomsret.

Som figuren viser, er væksteffekterne af liberaliserende reformer positive for alle fem indkomstgrupper – fra de fattigste 20 % til de rigeste 20 %. Vi kan ikke med nogen statistisk sikkerhed sige, at virkningen er større for nogle grupper end andre, men som figuren også illustrerer, er de klare indikationer, vi får fra resultaterne, at de gavnlige konsekvenser af økonomisk frihed muligvis er størst for de fattigste og for de rigeste, og relativt mindre for middelklassen. Ser vi specifikt på reformer, der reducerer størrelsen af den offentlige sektor, kan vi heller ikke sige at der er forskel mellem grupperne, men blot at effekterne er positive. Indikationerne er dog igen, at hvis der er forskel, er den at effekten måske er størst for de fattigste.

Resultaterne, som kommer ud af vores undersøgelse, peger dermed helt utvetydigt på, at idéen om at de rige bliver rigere og de fattige fattigere når statens rolle i økonomien reduceres, er en myte. Præcist ligesom Niclas Berggren og jeg viser i en artikel, der udgives i år i Journal of Institutional Economics, er liberaliserende reformer ikke blot økonomisk gavnlige for de fleste grupper i samfundet, men også populære blandt de fleste vælgere. Politikere kommer sikkert til at sige noget i retning af, at ’det er jo bare din mening’, peger de nye forskning således entydigt i én retning: Økonomisk frihed er økonomisk gavnligt, og for de fleste grupper i samfundet – og måske særligt for de fattigste.

Vi bruger såkaldt moderne forbrugsteori til at illustrere problemet. Teorien, der blev udviklet parallelt i 1950erne af Milton Friedman og Franco Modigliani, hviler på indsigten at folk ønsker at udjævne deres indkomst over deres liv. Har man ingen adgang til lån og opsparing – dvs. er der ingen adgang til finansiel service – kommer ens forbrug til at svinge sammen med ens indkomst, og man udsættes derfor for massiv usikkerhed, som man helst ville undgå. Det bliver også nærmest umuligt at gå på pension, fordi pension er opsparing fra tidligere i ens liv. Hvis folk har adgang til de finansielle markeder, kan de låne i dårlige tider og spare op i gode, og derfor beholde et meget jævnt forbrug på trods af at indkomsten ikke er den samme hvert år.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.

Moderne forbrugsteori indebærer derfor, at der altid vil være formueulighed i et nogenlunde velfungerende, kapitalistisk samfund. De yngre vil typisk have negative nettoformuer – de har studielån, lån i bilen osv. – mens de relativt ældre har positive nettoformuer i form af pensionsopsparing. De allerældste vil typisk ikke have nær så store formuer, og meget af den vil være lagt til side til arv. Et samfund, hvor folk forbrugsudjævner nogenlunde rationelt er derfor et samfund med betydelig ulighed i folks nettoformuer.

Så hvad sker der, hvis man ikke har adgang til finansielle markeder? Mens man helst vil investere ens opsparing i afkastgivende aktiviteter, så ens formue på sigt bliver større, er alternativet når man ikke har adgang til den slags service, at spare op i noget, der beholder sin værdi. Det er blandt andet derfor, at mange relativt fattige i lande som Indien og Pakistan kan have ganske mange smykker – de er de facto opsparing. Et væsentligt problem med Credit Suisse-opgørelsen er derfor, at den ikke ’fanger’ denne opsparing, da den ikke re registreret på samme måde som en bankkonto eller aktiekøb. Mange mennesker i fattigere lande har faktisk opsparing, og de udjævner dermed også deres indkomst over tid som økonomisk teori siger de bør gøre. Opsparingen er blot ikke registreret.

Et af mange paradoksale og dybt misvisende forhold i Credit Suisses tal og Oxfam Ibis-rapporten er således, at velfungerende, inklusive finansielle markeder som man har i rige lande ’skaber’ ulighed i de nettoformuer, Credit Suisse måler. Men denne ulighed er udtryk for, at de finansielle markeder skaber bedre muligheder for de relativt fattigere i samfundet. Bor man i et land med dårligt fungerende finansielle markeder og er man ikke blandt de velstående, vil man være udelukket fra både lån og opsparing af den registrerede slags. Selvom man kan have lån hos den lokale udlåner eller opsparing i form af smykker og ægte tæpper, vil man ikke have nogen registreret aktivitet, og ender derfor med at have nul nettoformue i Credit Suisse-opgørelsen.

Problemet er, som Ole P. Kristensen skrev meget klart i søndagsudgaven af Berlingske Tidende, er folk med negative nettoformuer ikke de fattigste: ”De er i virkeligheden privilegerede, for stor negativ formue forudsætter, at man kan optage lån.” På nationalt plan vil de mange mennesker uden nettoformuer tælle som nuller i regnskabet og dermed indebære, at den formueulighed, som Credit Suisse måler, bliver ganske lav. Det har også den implikation, at hvis de finansielle markeder bliver bedre – så flere mennesker kan tage lån og have opsparing – vil den målte ulighed i verden stige! Man må derfor spørge, om Oxfam Ibis vil ødelægge folks muligheder for forbrugsudjævning i lighedens navn?

Det gælder i udbredt grad, at man helt generelt kan slippe afsted med nærmest latterlige påstande om ulighed uden at blive stillet til ansvar. En af dem, som man igen har hørt i den internationale debat, er at ’social ulighed’ ikke blot skader uddannelse og sundhed, men endda også er en kilde til overvægtsproblemer. Information har tidligere skrevet om det, ligesom en rapport fra Teknologirådet for nogle år siden viderebragte påstanden. Ulighed bliver beskyldt for at være skyldig i alskens samfundsproblemer, og patentmedicinen er statslig omfordeling. Er man i tvivl om fænomenet, kan man tage et kig på den indflydelse, Wilkinson og Picketts aldeles rædselsfulde The Spirit Level havde for cirka ti år siden, eller Wilkinsons ligeså manipulerede opfølger The Impact of Inequality. Man kan heldigvis også vælge at orientere sig om, hvad der er op og ned i Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenströms fine Sick of Inequality?

For at illustrere, hvor mærkværdigt misvisende store dele af ulighedsdebatten er, bringer vi i dag et simpelt plot over den sammenhæng mellem overvægt og ulighed, som flere debattører påstår findes. Plottet er meget simpelt mellem ulighed, målt ved ginikoefficienten i disponibel indkomst, på x-aksen og andelen af befolkningen, der ifølge WHO er er overvægtig. Tallene er alle fra Europa og således fra nogenlunde sammenlignelige lande. Korrelationen mellem de to serier er 0,13, og 0,01 når man tager Tyrkiet (den åbenlyse outlier) væk. Der er, med andre ord, ingen sammenhæng mellem overvægtsproblemer og social ulighed.

Spørgsmålene til jer, kære læsere, er derfor hvordan man kan få dén slags billede til at blive til en stærk og enkel sammenhæng, som man kan retfærdiggøre indgribende omfordelingspolitik med? For det er det, en åbenbart ulighedshadende, international NGO-sfære gør med jævne mellemrum.