Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?

1. Indkomstskatten (1903)
2. Formueskatten (1903)
3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
4. Kildeskatten (1970)
5. Planlovene (1970)
6. Skattereformen (2009)
7. Ratifikation af EU’s Lissabon-traktat (”Reformtraktaten”) (2008)
8. Indførelse af forholdstalsvalg og partilister (1915)
9. Lensafløsningen (1919)
10. Krigserklæring mod Sverige (1657)
11. Dansk deltagelse i Kejser-krigen (1625)
12. Behovsuafhængig Folkepension (1956)
13. Efterløn (1979)
14. Novemberforfatningen (1863)
15. Kartoffelkuren (1986)
16. Kanslergade-forliget (1933)
17. Væltning af Madsen-Mygdal (1929)
18. EF’s “Indre Marked”-pakke (1986)

Nu er bolden givet op til læserne. Hvad er Jeres bud på, hvad der måtte mangle af virkeligt frihedsfjendtlige politikker?

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

• Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
• “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
• “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
• V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

A: 27,5

B: 6,3

C: 6,1

F: 14,5

I: 6,9

K: 0,8

O: 14,2

V: 19,3

Ø: 4,3

“Rød blok”: 52,6

Med andre ord: Pænt forspring til det Røde Kabinet, og De Konservative nede på at være Folketingets nu næstmindste parti (efter Enhedslisten).

Hvordan ser det ud i forhold til for et år siden?  Lad os tage Greens måling fra 8.I.2010.  Den mest markante positive enkeltforandring (målt i stemmeandele) er for Liberal Alliance, der i den måling fik noget så bemærkelsesværdigt som 0,0 pct., og dermed har vundet næsten 7 pct.point.  Også pæn fremgang til Sosserne, der trods et noget turbulent år netto har en fremgang på ca. 3 pct.point.  Så kommer der en fremgang på lidt over ca. 2 pct.point for dels Enhedslisten og dels De Radikale.

Største tabere i stemmeandele i 2010 var Venstre (ca. 7 pct.point), Socialistisk Folkeparti (ca. 4 pct.point) og De Konservative (ca. 3 pct.point).

Målt i andel af tilslutningen må årets største succeser være Liberal Alliance og Kristendemokraterne med forøgelse på henholdsvis 600-700 pct. (afhængig af sammenligningsgrundlaget) og ca. 50-100 pct. (igen afhængig af sammenligningsgrundlaget).  De største tabere er De Konservative og Venstre med henholdsvis ca. 40 pct. og knap ca. 30 pct.

En stor del af de sidstes stemmer er gået til LA; i mine analyser kommer partiets stemmer for ca. 40 pcts. vedkommende fra V, ca. 30 pcts. vedkommende fra C, og ca. 10-20 pcts. vedkommende fra Ny Alliances vælgere i 2007, mens resten kommer fra resten af spektret.  Det betyder så omvendt, at regeringspartierne har “netto-eksporteret” ca. 3 pct.point til venstrefløjen.

Finally, the votes are in …

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Så kan man nemlig slå fast, at man ikke er så gammel og forstokket som den generation, der kom før én.

Og man er samtidigt—forstås—meget mere moden og erfaren udi livet end de uvidende barne-rumper, der sjosker i éns fodspor, fordi deres egne fødder er for få og små til at lave synlige aftryk.

Så lad os endelig holde fast i dét sympatiske perspektiv.

***

Hvem og hvad er 89’erne så?

Lad mig først sige det som forsker med hjælp af en Gallup-undersøgelse, som A4 fik lavet i 2003, og som valgforskerne siden har gentaget: Man kan med kirurgisk præcision sige, at der findes én gruppe af danskere, som holdningsmæssigt skiller sig markant ud fra resten af samfundet: Dem, der blev født i de tre årtier mellem 1958 og 1989.

Dem, der blev født før—især i årene 1948-1958—og dem, der heldigvis endnu ikke har brugt deres stemmeret så meget, ligger overvejende noget til venstre.  Ikke mindst takket være nogle enormt røde kvindelige vælgere.  I disse grupper får venstrefløjen inkl. De Radikale lidt over halvdelen af stemmerne.

Men 1958-1989 holdet er hamrende blåt.  Mørkeblåt.  Mænd som kvinder.  For et par år siden stemte denne aldersgruppe på Fogh Rasmussen regeringens parlamentariske grundlag med en overvægt på 15-20 pct.point.

Var det kun os, der havde haft stemmeret, ville Margaret Thatcher have været statsminister, Ronald Reagan udenrigsminister, Bibi Netanyahu forsvarsminister, Clint Eastwood justits- og kulturminister,—og regeringens sidste medlem kunne meget vel have været Milton Friedman som minister for afvikling af øvrige offentlige aktiviteter.

Denne alders- og holdningsmæssige afgrænsning passer faktisk ret godt på os, der har bidraget til denne bog om ”89’erne”.  Den ældste af os (Henrik Gade Jensen) havde stemt et par gange, da muren faldt i 1989—og den yngste af os (Helene Haabegaard) gik formodentlig endnu med blé.  Den typiske skribent i 89-bogen er født i 1970-1972, har løbet hornene af sig i VU, KU eller studenterpolitik, og har en samfundsvidenskabelig uddannelse.  Mere end et halvt dusin er blevet ministre og folketingsmedlemmer—og de resterende fire dusin har mere eller mindre bevidst fravalgt en sådan karriere.

Så dét er os.  For unge til at synes, at Trille var cool—og for gamle til at vide, hvem der er med i ”X-Factor”.  For unge til at have gået med afghaner-pels—og så gamle at vi endnu synes, at bukselivet skal sidde over lårene.  For unge til at have røget hash på Kulturministeriets trappe—men gamle nok til at have røget en cigar (eller noget andet), for at fejre begivenheden, da Muren faldt i 1989.

Og for os var 1989 et stort år.    Det var i sagens natur, hvad 1968 var for 68’erne—og hvad iPhone4 er for nutidens teenagere.

De fleste af os fulgte intenst, hvad der i 1989 skete på Tian-an-men Pladsen, i Berlin og i Bukarest.  Personligt kan jeg huske præcis, hvor jeg selv var da Muren faldt i 1989: Jeg gik rundt på statskundskab på Københavns Universitet og syntes, at de fleste danske samfundsforskere var noget røde i filten.  Samtidigt var jeg lidt deprimeret over en uambitiøs borgerlig regering, som den holdningsmæssige gas var gået ud af.

Og sådan kan verden jo forandre sig så meget på to årtier.

***

Nå, hvad karakteriserer så 89’erne?

Jeg vil kort pege på fire ting, som gør gruppen forskellig fra dem, der kom forud og måske for dem, der kommer efter—hvis der altså er nogen.

89’erne er …

1. meget heterogene.
2. ikke spor flove.
3. elsker bøger.
4. lettere fandenivoldske.

Lad os starte med det første—det heterogene.  Hvor 68’erne bestod af 117 forskellige socialistiske grupperinger, så består 89’erne af 117 forskellige ikke-socialistiske grupper.  Vi har ingen store utopier til fælles—måske bortset fra at hver mand og kvinde bør finde sin egen jordnære utopi.

Vi dækker hele feltet.  Fra borgerlige, der mener, at det største problem med statsmagten er, at det tit er de forkerte, der sidder på den—til liberale, der mener, at statsmagten skal være så lille, at den kan druknes i et badekar.  Eller noget mindre.

Politisk set er den mest moderate en glødende anti-marxistisk kulturkamps-kæmper, som synes, at alt var bedre i forgårs.  Den mest radikale er en fhv. Radikal, der gerne så alt privatiseret og hellere i dag end i morgen.  Og så er der en pæn mangfoldighed derimellem: Rodløse eks-Radikale.  Liberale Venstre-folk og endnu mere liberale Alliance-folk—der kun er enige om, at liberalismen ikke er død men er uenige om, hvad den er.  Og så er der Konservative af enhver social-, national-, værdi-, balance- nuance, både i og udenfor De Konservative.

Og dertil er der så et pænt assorteret udvalg af partiløse ”klimafornægtere” og en klimaminister, masser af EU-fanatikere og fanatiske EU-skeptikere, et par hjemløse georgister, nogle post-feminister, og en enkelt ensom solipsist-anarkist.

***

Selvom vi ikke er enige om ret meget, er vi enige om én ting: At vi 89’er er borgerlige uden at være flove over det.

Generationen af borgerlige, der kom før os, var håndsky og lammebankede af venstrefløjen i 60erne og 70erne.  Den måske mest fremtrædende Konservative intellektuelle profil—Per Stig Møller—skrev kronikker om, hvor meget man kunne lære af Formand Mao.  Og en af de opadstigende Venstreløver i den ældre generation—Anders Fogh Rasmussen—forsvarede i 1975 ”økonomisk demokrati” på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen 89’ere havde gjort det …, så havde de fået buksevand af os andre.

For vi 89’ere voksede op med fodformede, lilla ble-behængte samfundsfagslærere uden fornemmelse for anden pluralisme end deres egne holdninger.  Med medier der fremstillede enhver til højre for Svend Auken som fascister.  Med alskens DKP-kontrollerede elev- og studenter-organisationer, der helt bogstaveligt sad på Dannebrog og drak jordbærthé, alt imens rektor gik rundt og beslaglagde borgerligt kampagne-materiale.

For os var det Gert Petersen og Ritt Bjerregaard og Ebbe Kløvedal Reich og Suzanne Brøgger, der repræsenterede status quo, det grå og kedsommelige—mens Uffe Ellemann, Sir Keith Joseph og Graf Lambsdorff til sammenligning vel nærmest var sådan lidt af nogle farverige, rebelske punkere.

Samtidigt kunne vi opleve en markant borgerlig bølge internationalt—med valgsejre i Storbritannien, USA, Tyskland og—ja—en dansk borgerligt-liberal regering fra 1982.

Tju hej, hvor det gik!

Så vi 89’ere syntes ikke, at der var noget at være flove over eller bange for.  Rebellerne—det var os: Unge borgerlige med slips, blazer og attache-mapper—der heller end gerne tog til Roskilde Festival og lyttede til The Clash på vores ”walkman”.

***

Det tredje, der karakteriserer 89’erne, er, at vi tilsyneladende var den sidste generation til at læse—og skrive—bøger.  Til forskel fra den ældre generation, læste vi andet end aviser og finanslove—og til forskel fra den yngre generation var vi i stand til at læse tekster længere end en blog-post.

Kort sagt: Vi var—og er—sådan lidt wanna-be intellektuelle.

Vi syntes ikke, at ideologi var—eller er—noget ”bras”—også selvom mange af os helst vil kalde det noget andet end ideologi.  Vi syntes faktisk, at der ikke var noget galt med at læse konservative som Michael Oakeshott og liberale som F.A. Hayek.  Især når vores venstreorienterede lærere ikke anede, hvem de var.

***

Det fjerde og sidste kendetræk—at 89’erne er en mere fandenivoldsk generation—var et resultat af de tre første ting.  At vi var forskellige, at vi ikke var flove over at være borgerlige, og at vi gad at læse andet end danske aviser.

Så når besserwissene-journalister kaldte os ”Nå-generationen”, så gjorde vi det til ”Nå … så det tror I!”-generationen.

Når den venstreorienterede fredsbevægelse marcherede, så lavede vi sgu’ da bare et borgerligt modstykke—”Demokratisk Fredsfraktion”—som mente, at den bedste fredsstrategi var et stærkt forsvar.  (Og hvem fik ret?)

Når venstrefløjens stormtropper i Operation Dagsværk samlede ind til de marxistiske venner i Nicaraguas Sandinist-regering, ja, så samlede VU og KU sammen ind til skoleprojekter i det Sovjet-besatte Afghanistan.

Når TV-programmet ”Landet rundt” og tegneserien ”Poeten & Lillemor” gjorde grin med KU’ere, der gik med slips—ja, så svarede vi igen med endnu flere, endnu større, end mere farvestrålende slips.  Evt. med et billede af Adam Smith i profil.

Når Anker Jørgensen i samme ånd sammenlignede de slipseklædte unge med ”fascister” og sagde, at han foretrak unge i cowboy-bukser, fordi det var mere ”demokratisk”, ja så sendte vi ham et par cowboybukser med den hilsen, at vi da gerne ville have en statsminister, der var lige så demokratisk klædt som Ronald Reagan.

Men vi 89’ere var—og er—også rebelske overfor vores egne.

Når det hele blev lidt for pænt og lidt for borgerligt dengang i 1980erne, så udsendte Danmarks unge liberale og konservative—til moro for moderpartierne—støtteudtalelser til ære for Thy-lejren.  Det er deres jordhul—købt og betalt–og de generer ingen.

Når statsminister Poul Schlüter sagde, at ”ideologi er noget bras”, og finansminister Palle Simonsen hævdede, at der trods et skattetryk på knap 50 pct. ikke var noget at privatisere i Danmark, ja, så svarede KU igen med at arrangere dobbelt så mange konferencer om ideologi og privatisering—og at forære regeringen en liste med 100 privatiseringsforslag—hvoraf op mod et dusin siden blev gennemført.  Af Socialdemokraterne.

Når venstrefløjen lavede kaffe-klubber som Café Au Lait og en nyvalgt Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville nedtone liberalismen, så svarede unge Venstre-folk igen med at danne kaffeklubben ”Espresso”—under sloganet ”Lidt mere stærk, tak, og lidt mere sort”.

Og når Politiken helligede et helt tillæg til at forklare, at al intellektuel nytænkning kommer fra ”centrum-venstre”—ja, så lavede vi såmænd da bare CEPOS.

Tag den!

***

Men inden dette ender i selvfedme af den slags, som 68’erne er langt bedre til end os, er det måske på sin plads at spørge: Er der slet ikke noget galt med 89’erne?

Jo, det er der.  Én enkelt ting.

Vi 89’ere har indtil videre, som generation, været én spektakulært succesrig … fiasko.  Vi har invaderet avisernes debatsider.  Vi har domineret internettet.  Lavet de bedste og mest læste politiske blogs.  Skrevet flere bøger end Klavs Rifbjerg har læst.  Skabt tænketanke.  Styret partier.  Væltet én regering.  Erobret ministerier i en anden.

Og hvad så?

Siden Muren faldt og den sidste af os lagde bleen, er skatterne vokset og vokset.  Staten sprøjter årligt love, bekendtgørelser og cirkulærer ud hurtigere, end nogen kan nå at læse.  At være dansk borger er mere end nogensinde som at være i en børnehave, og én hvor halvdelen af de voksne børn ikke kan kende forskel på Harald Blåtand og Harald Børsting og ved mindre om Nic.F.S. Grundtvig end om Nik & Jay.

Vi ejer ikke 68’ernes selvglæde, og derfor kan vi—og må vi—sige ærligt: Vi har gjort, hvad vi kunne, og næsten alt er blevet værre.

Så hvad skal 89’ernes lærdom til den næste generation være?  Det samme som den slags altid skal være: Gør ikke som vi gør, men som vi siger!  Og kom så i gang …

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

D.v.s. præcis det samme som for halvanden måned siden.

Huset:

• Republikanerne: 222
• Demokraterne: 177
• “Toss ups”: 36

Med andre ord et ganske markant sving til fordel for Republikanerne, som i forvejen lå foran. Netto er ca. 20 kongressæder rykket fra at være sandsynlige Demokratiske til at være sandsynlige Republikanske. Sidstnævnte ville vinde kontrollen med Repræsentanternes Hus, selv hvis de tabte samtlige “toss ups”.

Laver man den meget “konservative” vurdering, at alle “toss ups” fordeler sig ligeligt mellem de to partier, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 240 (+60)
• Demokraterne: 195 (-60)

Med andre ord: Ligesom for halvanden måned siden, ville Republikanerne komme tæt på at genvinde Senatet, uden helt at nå det.  (Demokraterne kan til gengæld prise sig lykkelige for, at det kun er 1/3 af senatet, der er på valg: Havde det været alle 100, ville partiet formodentlig have fået sit dårligste valgresultat siden Borgerkrigen …).  Republikanerne står til gengæld til at vil vinde Huset med noget, der selv så “konservativt” estimeret ligner en jordskredssejr.

Som omtalt i min forrige post, er det imidlertid sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt mellem de to partier.  Når der er tale om en såkaldt “wave election”, hvor det ene parti er klart foran (1994, 2006, 2008), vælter domino-brikkerne som regel samme vej (typisk med 70-80 pct.s andel).  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52 (+11)
• Demokraterne: 48 (-11) (inkl. to “uafhængige”)

Huset:

• Republikanerne: 258 (+78)
• Demokraterne: 177 (-78)

Igen: Så slemt går det næppe helt for Demokraterne, omend Republikanerne nu er over 7-8 pct.point foran i RCP’s gennemsnit–hvilket er partiets største i al den tid, der er lavet meningsmålinger, og som hvis det blev realiseret, ville give Republikanerne den største tilslutning siden 1930 (altså 80 år!).

Vælger man p.b.a. de nuværende meningsmålinger et forsigtigt gæt, burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 249), næppe være urealistisk.  De kan sammenlignes med prognoser lavet af så respekterede og uafhængige analytikere som professor Larry Sabato, Stuart Rothenberg, Cook Political Report og New York Times/FiveThirtyEight’s Nate Silver.  Deres gennemsnit ligger pr. 21.X. på 49 til G.O.P. i Senatet og 228 i Huset.

NB! Hvis Republikanerne skulle få 50 senatorer, og Demokraterne det samme, vil det fortsat være de sidstnævnte, der har flertallet (og dermed kan besætte de vigtige udvalgsformandsposter og -flertal), al den stund at vicepræsidenten (Joseph Biden) i så fald vil kunne kaste den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed.  Til gengæld viser erfaringerne, at en tilstand med 50-50 senatorer næppe er stabil–fordi den vil give store personlige incitamenter til at skifte parti og dermed svinge flertallet.  Ingen Republikaner vil dog have så stort incitament som nogen Demokrat: Partiet vil lige have vundet en sejr og fortsat ligge–ceteris paribus–godt i målingerne, ligesom det kun vil konsolidere et eksisterende Demokratisk greb om flertallet.  Derimod vil én, der hopper til Republikanerne–enten ved at skifte parti, eller bare skifte hvem man “sidder hos”–kunne imødese en betragtelig belønning i.f.a. genvalgschancer og udvalgsposter.

Oplagte kandidater er den Demokratiske senator fra Nebraska, Ben Nelson, der kommer fra en relativt konservativ delstat, nu og da stemmer sammen med Republikanerne og vil skulle forsvare sit mandat ved valget i 2012.  En anden mulighed er den “uafhængige” senator fra Connecticut, Joe Lieberman, der i mange år var Demokratisk senator og i 2000 partiets vicepræsidentkandidat–men som i 2006 blev vraget af sit parti, men blev valgt som uafhængig og i 2008 anbefalede John McCain (der en tid seriøst ønskede Lieberman som sin vicepræsidentkandidat).  Lieberman har siden 2007 været tilknyttet Demokraternes senatsgruppe men ofte stemt sammen med Republikanerne.  Han skal også ud i et genvalg i 2012.  Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis Nelson eller Lieberman (eller en helt tredje) efter en Republikansk valgsejr skiftede til enten G.O.P. eller til at være en “uafhængig” tilknyttet dette partis senatsgruppe, således at flertallet blev 51-49.  Vi får se …

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet …

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Jeg havde for nogle uger siden en klumme om emnet i Berlingske Tidende–lidt som en korrektion i.f.t. hvad jeg opfatter som danske mediers delvist misforståede og måske delvist misfremstillede gengivelse af, hvad fænomenet dækker over, og hvem deltagerne er.

Jeg var også en tur omkring DR Deadline med et lidt lignende budskab.

For de interesserede kan der læses mere dokumentation om bevægelsens demografiske og politiske sammensætning i en serie større survey.  Det gælder først og fremmest Gallup’s analyse

(“Tea Partiers Are Fairly Mainstream in Their Demographics”):  Denne indeholder de ikke uinteressante data, at TP’erne

• har færre Republikanere end ikke-Republikanere (omend forskellen er statistisk insignifikant).
• er relativt set mere middel- og højindkomster end befolkningen som helhed.
• har uddannelsesbaggrund som befolkningen.
• har stort set en tilsvarende andel “white, non-Hispanic” som befolkningen (79 pct. mod 75 pct.) & præcis samme mængde “other” (15 pct.)
• Alderssammensætningen er stort set præcist den samme som befolkningens.

Den kan sammenholdes med NYT/CBS-surveyet fra omtrent samme tidspunkt og med et sammenligneligt datagrundlag.  Her får man omtrent de samme resultater, men med nogle variationer:

• Etnicitet: “White”: 89 pct. mod 79 pct. i befolkningen. Men bemærk at kategoriseringen/spørgsmålet er anderledes. Iøvrigt svarer det meget godt til fordelingen blandt politisk aktive i almindelighed.
• Religion: 61 pct. uspecificeret “Protestant” imod 52 pct. i befolkningen som helhed. Statistisk set samme andel katolikker og jøder–forskellen ligger i andelen af ikke-troende. Næppe værd at skrive om.
• Ditto: Andelen, der klassificerer sig selv som “evangelical” eller “born again Christian” er 39 pct.–mod 28 pct. i befolkningen. Altså en overrepræsentation, men tydeligvis et mindretal af bevægelsen. (Som jeg husker det–svagt–er den tilsvarende andel blandt Republikanerne omkring 50 pct.).
• “ledere”: Glenn Beck er populær som “mest beundret” (20 pct.), men Sarah Palin ikke specielt og ikke engang nr. 2. Ingen af de to fremstår som nogle samlende personligheder for TP’erne. Andelen, der mener, at Palin ville være en god præsident: 47 pct. nej, 40 pct. ja.

Senest har også The Economist prøvet at analysere TP’erne gennem meningsmålinger.  Den har mindre information end et par af de andre, men bekræfter det overordnede billede. Mest interessant synes jeg måske, at en betragtelig del af TP-sympatisørerne ikke stemte på McCain/Palin i 2008.

Endelig er der Politicos survey af deltagerne i det hidtil eneste større TP-konvent.  Det er altså et noget andet sample. Men hvis dette skulle være “ekstremisterne”, er der et par opsigtsvækkende delresultater:

• “Tea Party attendees were exceptionally well educated: 59% had at least a college degree and about 1 out of every 4 people there had at least some postgraduate study, well above national educational levels (33% at least a college degree, and 16% postgrad) and beyond even previous measures among Tea Party supporters that mimicked the national numbers.”
• “There are no noticeable differences in the religiosity of Tea Party participants: 39% attend religious services weekly, exactly the same as the 2008 electorate.”
• “84% of tea party participants were White, compared to 75% of the overall population.” (altså igen en overrepræsentation men ikke dramatisk i.f.t. befolkningen som helhed)
• “Overall, Palin and Paul each capture the top spots when asked what politician today best exemplifies the goals of the Tea Party movement with 15% and 12% respectively.We see nearly the same thing on the forced choice 2012 presidential ballot where Palin tops the list with 15% of the vote and Paul comes in second with 14%. Mitt Romney is the only other person to break into double digits on the presidential ballot with 13%.”
• “Sarah Palin and Ron Paul represent the dueling factions of the Tea Party. Palin consistently performs better among the “traditional values” crowd, including her first place rank on the support question with 52% saying Yes, I would support her. Paul, on the other hand, performs best among those that say“government should not promote any particular values:” he ranks first on the support measure with 41%.”

Igen er det på holdningsfronten, man finder de interessante forskelle–både indbyrdes i den heterogene bevægelse og i.f.t. befolkningen:

“Overwhelming majorities of 88% and 81% say government is trying to do too many things best left to individuals and businesses, and that government should cut taxes and spending, respectively. But in terms of values, Tea Party attendees are split right down the middle. A slim majority of 51% say “Government should not promote any particular set of values”, versus 46% that say “Government should promote traditional family values in our society.” We can compare these to Gallup data collected in September of 2009: nationally, 57% said government was doing too much (among Republicans it was 80%), while 53% said government should promote traditional values (among Republicans it was 67%).So the Tea Party is actually more conservative than national Republicans when it comes to the size and role of government, but less conservative than national Republicans in terms of government promotion of traditional values. Indeed, combining the responses to some of these questions is a revealing ideological exercise: 43% of attendees said government is doing too much AND that government should promote traditional values, a distinctly conservative view; 42% said government is doing too much AND that government should NOT promote any particular set of values, an ideological view used by the Cato Institute as an indicator of libertarianism (currently 23% of all Americans fit into this category). This split between a libertarian Tea Party and a socially conservative Tea Party is reinforced when we consider the combination of all three ideological questions we asked, questions on the size and role of government, the role of traditional values, and the dynamic between taxes and spending.If we count the number of times a respondent gave the “conservative” answer (government should do less, it should promote traditional values, and cut taxes and spending), 40% of Tea Party attendees gave the conservative answer all three times, and 42% gave the conservative answer only two times.Those that gave only two conservative responses were most likely to defect on the role of traditional values.”

Mindst lige så interessante var det respekterede National Journals to artikler fornylig, som forsøger at afdække strukturen og metoderne blandt TP’erne. De fortalte mig ganske meget, jeg ikke anede før, både om mængden af organisationer og den hippie-med-Iphone agtige måde, de arbejder på.

Peggy Noonan–altid en læsning værd–havde fornylig velformulerede ord om fænomenet i sin ugentlige klumme i WSJ Online:

“For conservatives on the ground, it has often felt as if Democrats (and moderate Republicans) were always saying, “We should spend a trillion dollars,” and the Republican Party would respond, “No, too costly. How about $700 billion?” Conservatives on the ground are thinking, “How about nothing? How about we don’t spend more money but finally start cutting.” …

Nobody knows how all this will play out, but we are seeing something big—something homegrown, broad-based and independent. In part it is a rising up of those who truly believe America is imperiled and truly mean to save her. The dangers, both present and potential, are obvious. A movement like this can help a nation by acting as a corrective, or it can descend into a corrosive populism that celebrates unknowingness as authenticity, that confuses showiness with seriousness and vulgarity with true conviction.”

Det bliver spændende.

Update:  Undersøgelse fra Washington Post.

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august–eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt “tunet ind”–og mange af dem er det heller ikke efterfølgende–men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt “registrerede vælgere”, som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke …

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point–men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med 5 pct. point, da man i 1994 erobrede flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet og i 2002 tilbageerobrede Senats-flertallet.

Læg dertil, at “registrerede vælgere” ikke er den bedste indikator for, hvorledes valgresultatet ser ud, for langt fra alle registrerede vælgere stemmer.  I stedet skal man se på, hvor motiverede vælgerne er.  Altså “fired up and ready to go”, som Obamas var i 2008.  Til det kan man sige, at når Republikanernes begejstring tages med i betragtning, ser Republikanernes 10 pct.points forspring slet ikke så skidt ud for Demokraterne …

I forvejen stemmer Republikanske vælgere som regel (men ikke altid) mere end Demokratiske.  Tager man det med i betragtning, kan man næsten kun komme til at undervurdere, hvor godt valget p.t. tegner for Republikanerne.  Rasmussen Reports, der er et af de senere års mest succesrige meningsmålingsinstitutter, har p.t. et G.O.P.-forspring på 6 pct.point blandt “likely voters”.  Rasmussen bliver ofte beskyldt for at give Republikanerne for gode målingsresultater (fordi de altid arbejder med “likely voters”), men hvis Gallups tal er korrekte, er det formodentlig Rasmussen, der er for “konservative”.  Så kan det vise sig, at Republikanernes føring p.t. blandt sandsynlige vælgere, snarere er på 10-15 pct. eller mere.  Kommer man blot tilnærmelsesvis derop i nærheden, begynder det at ligne et sving, der ikke er set større i otte årtier.  Både Cook Report og Larry Sabato–som ingen kan anklage for at være i seng med Republikanerne–har på det seneste skiftet deres vejrudsigter for Demokraterne fra “overskyet” til “orkan”.

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Demokraterne kan på nuværende tidspunkt kun hænge deres hat på en knage, og den er ret lille.  Og det er, at den såkaldte “generic ballot” (altså: “Vil De stemme Demokratisk eller Republikansk?”) ikke altid forudsiger, hvad vælgerne gør i praksis–nemlig hvis de alligevel godt kan lide deres egne lokalt valgte politikere.  “He may be a S.O.B., but he’s my S.O.B. …”.  Det vil sige, at nogle vælgere kunne tænkes at ræsonnere: “Jeg ville egentlig helst stemme G.O.P., men jeg kan godt lide min lokale Demokrat …”.  Problemet er blot, at andre målinger viser, at siddende politikere (“incumbents”) i dette valgår som race er omtrent så populære som lopper i en sovepose.

En del kommentatorer, særligt Demokratiske, og journalister, både herhjemme og i USA, vil gerne gøre Demokraternes hastigt faldende aktier til et spørgsmål om alt andet end politik.  F.eks. racisme eller myter om, at Obama skulle være muslim eller ikke amerikansk statsborger.  Det ville i sig selv være påfaldende, hvis den slags skulle gøre så stort et udslag, idet alle emnerne sådan set var oppe at vende i 2008.

Snarere end den slags bortforklaringer er der givetvis to og kun to ting, der virkeligt er belæg for at sige er drivende for vælgernes stillingtagen p.t. de to partier imellem.

Den ene er–som altid–økonomien:

Den anden er, at en pluralitet af vælgerne generelt er mere enige med Republikanerne.  Det kan man såmænd se på, hvad vælgerne siger, når Gallup spørger dem om deres syn på de to store partiers politikker:

Kun på miljøspørgsmål har Demokraterne en føring, der er statistisk signifikant.

Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var “farvel til Reagan”, en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny “realignment” i amerikansk politik, der “is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more” … ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:

“How’s that hopey changey stuff workin’ out for ya’?”.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

…

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.

I den anledning har tidsskriftet Public Choice netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom (“Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Denne punditokrat har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, “Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”

Hvad viser de så?  To ting.

For det første, at det giver god mening at tage den enkelte måling med et gran salt og i stedet se på flere målinger.  Jf. f.eks. Socialdemokraterne og Venstre, der i disse fem målinger svinger med hele 3-4 pct.point på kun en uge, eller Liberal Alliance, der enten er helt ude eller formodentlig inde.  Ret væsentlige forskelle–og så er det godt at se på “tendensen” i snit i stedet for at stirre sig blinde på de enkelte målinger.

For det andet, at resultaterne er bemærkelsesværdigt ens–f.eks. har alle rødt flertal.  (Den største indbyrdes forskel er i praksis, hvorvidt Liberal Alliance er “ude” eller “inde”, idet det rå gennemsnit med én rigtigt dårlig “gammel” måling trækker de senere, mere favorable.) Det antyder, at det måske ikke gør så meget, om man bruger den ene eller den anden metode. Den, der skiller sig mest ud fra de øvrige, er Risbjerg Thomsens, og det skyldes nok ikke så meget hans vægtning i.f.t. antal respondenter som det, at han også behandler tallene på anden vis.