Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som Fraser Nelson skriver på sin blog hos “The Spectator”:

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.

Som IBIS skriver på deres hjemmeside:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.

Netto-formue begrebet forklaret igen igen

Som jeg skrev, da Credit Suisse årlige rapport om verdens nettoformuer udkom i oktober, var det kun et spørgsmål om tid, hvornår OXFAM og Ibis ville udsende deres rapport, hvor de på det skammeligste manipulerer og misbruger Credit Suisse data.

Vi havde allerede sidste år en debat om brugen af netto-formue begrebet. En debat som både foregik i de traditionelle og sociale medier. Det har jeg skrevet om tidligere.

Grundlæggende er problemet at Oxfam og IBIS – mod bedrevidende – bruger Credit Suisse årlige estimering af verdens nettoformuer som mål for velstand og levelvilkår. Og det er ikke muligt. De skriver og taler konsekvent om “verdens fattigste” stillet op mod “verdens rigeste” ud fra nettoformueopgørelserne.

Som Christian Bjørnskov bemærker i en kronik i Børsen onsdag den 3, februar, “Ren nonsens i ny ulighedsrapport” om netop Oxfam og IBIS rapport:

Ibis og Oxfams problem skyldes først, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.

Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Oxfam og IBIS rapport er med andre ord godt og grundig useriøs, med mindre man altså mener at de mere end 30 procent voksne danskere, som ifølge Credit-Suisse hører til verdens fattigste målt på formue, reelt er fattige.

Har man således en nettoformue (finansielle aktiver plus realaktiver minus gæld) på én krone, er man således rigere end 30 procent af voksne danskere tilsammen!

Medier og journalisters rolle

Lige som sidste år må jeg doge komplimentere Oxfam og IBIS evne til at få kritikløs omtale i medierne. Historien om de rige som bliver rigere og fattige som bliver fattigere og truslen fra stigende ulighed, slugte verdens medier igen i år råt og kritikløst – også Børsen viderebragte Ritzau-historien om at “62 personer ejer det samme som halvdelen af alle i verden“. I artiklen kunne man bl. a. læse følgende advarsel til verdens ledere fra Oxfams Winnie Byanima:

“Verdens lederes bekymring over den voksende ulighedskrise har indtil videre ikke ført til konkret handling – verden er blevet et meget mere ulige sted, og den tendens tager til i fart”

Problemet er bare, at Winnie Byanima’s udsagn er forkert på alle måder. Mere om det senere.

Efterfølgende er Oxfam’s rapport, lige som det var tilfældet sidste år, blevet kritiseret sønder og sammen, ikke mindst af økonomer.

Jeg havde selv en artikel i Raeson i sidste uge. hvor jeg under overskriften “Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt godt som nu“, påpegede at der ikke er faktuelt grundlag for Oxfam og IBIS påstand om, at :

”Kløften mellem rig og fattig bliver stadig mere ekstrem. Banken Credit Suisse afslørede for nyligt, at verdens rigeste 1 pct. nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i Oxfam og IBIS’ prognose, der blev offentliggjort forud for sidste års World Economic Forum i Schweiz. Samtidig ejer den fattigste halvdel af menneskeheden 1.000 milliarder dollars mindre end for fem år siden. Dette er blot de seneste udtryk for en global ulighed, der formentlig er uden sidestykke i over hundrede år.”

Man undlader dog i modsætning til Credit Suisse, at påpege den væsentligste grund til det mindre fald i den globale nettoformue fra 2014 og til 2015, som er:

Den ugunstige valutakursudvikling [primært udviklingen i dollarkursen]. Tendensen for den underliggende rigdom forbliver dog generelt positiv”. Hvis man fastholder valutakurserne fra året før, ville formueudviklingen altså faktisk være positiv i alle regioner – altså også for den “fattige” (eller: mindst-rige) halvdel af menneskeheden (som jo bl.a. inkluderer 1.3 mio. danskere).

Hele øvelsen fra Oxfam’s side med at bruge Credit Suisse nettoformuetal er at “male et” på forhånd bestemt (dystert) billede af verden. Hertil er historien om de absolut rigeste’s netto-formuer i forhold til resten af verdens befolknings nettoformuer et nyttigt redskab, omend det måske nok hører hjemme i den mere kulørte del af pressen end i en rapport, som forventer at blive taget seriøs.

Jovist er det da “morsomt” at sammenligne verdens rigeste, som de fremgår af Forbes liste med alle os dødelige. Men om der skal 30, 40, 50, 62, 100 eller flere af dem til at have en formue svarende til “halvdelen af jordens befolkning”, som man ynder at skrive (som vist hvis man skal være helt korrekt er en del mere, da nettoformueopgørelserne alene laves for voksne mennesker, hvorfor 3,5 mia. udgør en meget større andel) er ret beset fuldstændig ligegyldigt. I forvejen forholder det sig således at 70 procent af verdens voksne befolkning tilsammen har en akkumuleret nettoformue svarende til 0,7 %, eller ca. 1.750 mia. dollars af verdens globale nettoformue på ca. 250.000 mia. dollars ved dagens kurser (medio 2015).

I virkeligheden er det langt mere interessant, at mens under halvdelen af verdens 400 rigeste i begyndelsen af 1980erne selv havde skabt deres formue, gælder det i dag 7 ud af 10 af USA’s rigeste, som vejer temmelig tungt på listen over verdens rigeste.

Og at, som påpeget af Christian i Børsen:

af de 400 rigeste amerikanere i 1982 var kun 6 pct. af dem eller deres efterkommere blandt de rigeste 25 år senere

 

“10” betyder man er startet fuldstændig fra bunden “1” at man intet gør for at vedligeholde og øge formuen. Kilde: Forbes

Indkomsten stiger mest i udviklingslandene  

Hvis vi ønsker at bruge et enkelt mål for den reelle udvikling i levestandard, skal vi naturligvis bruge folks indkomst. Skal man tro Oxfam og IBIS går det skidt, men fakta er dog, at det går ganske glimrende.

Siden 1990 er andelen af mennesker, som lever i absolut fattigdom mere end halveret, mens den globale middelklasse er vokset kraftigt. Sagt med andre ord: Aldrig har så mange mennesker levet så godt, og så lille en andel levet i absolut fattigdom, som i dag. Og til de som går op i indkomstfordeling, er den globale ulighed målt ved GINI-kvocienten også faldene. Koncept 1: alle lande vægtes lige. Koncept 2: der tages højde for indbyggertal. Koncept 3: der tages højde for hvert lands fordeling og befolkningstal. Kilde: Branko Milanovic

Med andre ord bliver verden ikke kun rigere, den bliver faktisk også mere lige. Altså det modsatte af hvad Oxfam og Ibis gerne vil bilde os ind. Oxfam og Ibis vil gerne give os indtryk af, at globaliseringen først og fremmest kommer de rigeste til gode, eller som man skriver :

”Der kan ikke herske tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Vores økonomiske system er i den grad skruet sammen til deres fordel, og noget tyder endda på, at det bliver værre og værre. I stedet for at ‘dryppe nedad’ bliver indkomst og formue ’suget opad’ med foruroligende kraft.”

Til illustration af denne påstand anvender BIS og Oxfam nedenstående figur, som viser udviklingen hver decils akkumulerede indkomststigning målt i købekraftskorrigerede dollars.

Figuren kan overfladisk give det indtryk, at de rigeste har opnået de største indkomststigninger – og det er uden tvivl også formålet med den valgte form. Der er bare det problem, at IBIS og Oxfams udsagn er lodret forkert.

Som påpeget af bl.a. Christoph Lakner og Branko Milanovic,  som IBIS og Oxfam interessant nok bruger som kilde. Har de nederste 8 deciler oplevet de største indkomststigninger, hvis vi ser bort fra den 1 halve decil.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur fra Branko Milanovic “Global Income Inequality in Numbers: in History and Now“, som viser den reelle indkomstudvikling fordel på deciler i perioden 1988 – 2008. Det fremgår her tydeligt, at det ganske enkelt er ukorrekt – for ikke at bruge endnu kraftigere udtryk.

Når IBIS skriver, at “Der kan ikke herske tvivl om, de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest”, må det avises som usandt.

Det er nemlig IKKE de, som i forvejen har mest, der er de store vindere. Således er det i den 8. – 10 decil, at vi finder de som har haft de laveste indkomststigninger i perioden, mens de største vindere findes i 4. til 6. decil.

Selv den ene procent højeste indkomster har oplevet LAVERE indkomstfremgang end 6. decil

Den korrekte version af indkomstudviklingen siden 1988 er derfor at de store vindere er de 75 procent laveste indkomster samt den ene procent højeste. mens vi finder de største relative tabere blandt de 25 procent højeste indkomster (minus den famøse ene procent).

Det afspejler selvfølgelig at indkomstudviklingen har været mere behersket i den rige del af verden, hvis indbyggere alle er blandt de 25 procent højeste indkomster i forhold til resten af jorden befolkning. Måske med undtagelse af de absolut laveste indkomster.

Som Lakner og Milanovic konkluderer i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” :

A striking fact is that among the percentiles in 1988 that turned out 20 years later to have been the most successful part of the global income distribution, 90% of people came from Asia. Among the 1988 percentiles that 20 years later turned out to have been the least successful part of the global income distribution, 86% came from mature economies

Hvordan man får faldende indkomstforskelle til at se ud som stigende og afsluttende bemærkninger

Dette er ikke det eneste eksempel på hvad der kun kan ses som bevidst manipulation fakta. Et andet eksempel er hvorledes man behandler indkomstudviklingen i Brasilien, hvor den fattigste del af befolkningen har oplevet langt højere fremgang i indkomsterne end de 10 procent højeste indkomster (givet den nuværende situation kan man være meget bekymret for udviklingen fremover, men det er en anden sag).

I Oxfams og IBIS fulde rapport ledsages nedenstående illustration af udviklingen med følgende ord:

“In Brazil, where income inequality remains extremely high, the incomes of the poorest 50 percent more than doubled in real terms between 1988 and 2011, increasing slightly faster than those of the richest 10 percent. But the increase in the incomes of the top 10 percent equated to many more dollars in absolute terms, such that the absolute difference between the average incomes of the two groups also nearly doubled.”

Det er mildt sagt en besynderlig måde at beskrive en udvikling der indebærer, at de 50 proent laveste lønninger i den pågældende periode er mere end tredoblet (valget af periode kan også diskuteres, da perioden fra 1988 og frem til 1994 var præget af krise og meget høj inflation), mens de 10 procent højeste indkomster oplever mindre end en fordobling.

Af rapportens slutnoter fremgår, at

In 1988 the richest 10% of people in Brazil had a total income which was $166bn more than the total income of the poorest 50%. Between 1988 and 2011 the richest 10% saw their income increase from $218bl to $412bl (89%) and the poorest 50% saw their incomes increase much faster, from $51bil to $164bl (220%). Despite this faster growth, the absolute gap between the poorest 50% and the richest 10% who earned $412bn, had increased to $248bn (all values in 2005 PPP).

Med andre ord, hvis den historiske stigningstakt fortsætter, vil de 50 procent laveste indkomster i 2034 have en indkomst på i alt 527 mia., mens de 10 procent højeste indkomster vil have en samlet indkomst på 778 mia. dollars. eller 251 mia. Og så vil Oxfam og IBIS sikkert lægge vægten på at forskellen er steget med 3 mia. Men faktum er jo naturligvis at forskellen siden 1988 er faldet betragteligt. Det passer bare ikke ind i det billede, som Oxfam og IBIS ønsker at skabe om en verden hvor “den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk” som IBIS så malende skriver det, truer den fortsatte velstandsfremgang og fattigdomsbekæmpelse.
Men det er nok snarere Oxfam og IBIS aktiviteter som er til skade for den fortsatte fattigdomsbekæmpelse.

Konklusionen er, at man som udgangspunkt desværre ikke kan stole på hvad Oxfam og IBIS skriver. Det indebærer at deres materiale er uanvendelig og man ikke kan stole på dem. og det nytter jo ikke, at man hele tiden er nød til at checke alle kilder til en rapport. Det skal man med Oxfam og IBIS rapport – også i år.

Med andre ord er deres klippekort opbrugt for længst.

Desværre synes venstrefløjen ganske immun overfor fakta. Det fremgår tydeligt af en debat hos Lars Trier Mogensen i hans program “Det røde felt” på radio 24syv med Kristian Weise fra CEVEA. Uanset at de må give mig ret i at både metode og brug af begreber er forkerte, betyder det mindre for dem, da det “overordnede billede” billed åbenbart “føles” korrekt. Men hvis metoden er fejlagtig og begreberne misforstået, hvorledes kan man så hævde at konklusionen er korrekt? Men lyt selv. Man må virkelig undres.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

http://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.

Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.