Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.

Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.

Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.

Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.

Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.

Menneskelig frihed kan lyde som et meget vagt begreb, men vi følger arbejdet omkring the Human Freedom Index i at definere det som et hele, der består af to overordnede halvdele: et sæt af negative frihedsrettigheder inklusive religionsfrihed, ytrings-, forenings, og bevægelsesfrihed, og friheden til at associere med hvem man vil; og de fem velkendte økonomiske frihed, som vi har skrevet omfattende om.

Projektet indeholder en række forskellige elementer, som bl.a. omfatter tre akademiske workshops, to policy-workshops – en i Sverige og en i Danmark, som begge vil være åbne for tilmelding – samt deltagelse i konferencer, produktion af et antal videnskabelige artikler, og deltagelse i den offentlige debat. mange af aktiviteterne i projektet omfatter derfor inviterede kolleger. Ligesom vores tidligere forskningsprojekt kommer vi naturligvis til at skrive jævnligt om det her på stedet.

Vi tyvstartede forleden, da jeg præsenterede det første papir fra projektet før det overhovedet var startet officielt. Som vi skrev om her, har vi i den første bid forskning set på, hvordan populistiske partier påvirker borgernes menneskelige frihed. Som vi viser i papiret: “Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.”

I efteråret følger vores næste papir, der ser på i hvilken grad populister underminerer folks ytringsfrihed, og om omhyggelig beskyttelse af ytringsfriheden i forfatningen gør en forskel. Vi er også i fælles arbejde med en tysk PhD-studerende igang med at se på, hvorvidt populister svækker foreningslivet. De første komponenter fokuserer således på populisme, mens vi næste år rykker videre til andre emner, inklusive lidt mere filosofiske overvejelser. Og som altid gælder det, at hvis punditokraternes læsere har forslag til emner eller spørgsmål om menneskelig frihed, ser vi meget gerne på det.

Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.

Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.

Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.

Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.

At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.

Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.

I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).

Som det fremgår, ligger Estland i spidsen, efterfulgt af Tjekkiet og de to sidste baltiske lande samt – måske lidt overraskende – Rumænien. I bundet ligger Polen, Kroatien og Ungarn. Det ses også, at spændet mellem top og bund er indskrænket væsentligt i forhold til 1995 og 2000. Estland i toppen er ligefrem gået marginalt tilbage fra 2000 til 2022, mens bundskraberne fra 1995 har taget store spring frem.

En del af forklaringen på den udvikling skal givetvis ses i sammenhæng med medlemskabet af EU. EU stiller en række institutionelle og politiske krav, som især indebærer et nødvendigt markedsøkonomisk minimum at leve op til, men også i nogle sammenhænge indebærer et maksimum. Navnlig landenes handelspolitik er bestemt af EU. Ligeledes pengepolitik og finansiel regulering er i høj grad bestemt centralt.

Også på andre måder kan EU-medlemskabet afspejle sig i figuren. De største fremskridt siden 2000 er sket i de lande – Bulgarien, Rumænien og Kroatien – som er kommet senest med (de to første i 2007, Kroatien i 2013). De øvrige lande blev medlemmer allerede med virkning fra 2004. Noget kunne altså tyde på, at EU-medlemskabet har været drivende for reformer for at kunne kvalificere sig til at træde ind, men omvendt også, at reformeringsaktiviteten er taget af, når landene først er blevet medlemmer af EU.

Spørgsmålet om, hvor meget et EU-medlemskab bidrager til økonomisk vækst, er omdiskuteret. Andersen og Barslund (2019) fandt således ikke en systematisk effekt. Det kan dække over de nævnte kræfter, som trækker i hver sin retning.

Det kan lidt trist bemærkes, at Polen og Ungarn ligger i bunden (på sidste og tredjesidste plads) i figuren med den laveste grad af fri markedsøkonomi. Det var ikke mindst takket være disse to lande, at Jerntæppet faldt. I Polen opgav kommunisterne sit magtmonopol efter konfrontationen med især fagforeningen Solidaritet og dens krav om større frihed. I Ungarn kom reformpresset både fra oppositionen og internt i kommunistpartiet. I begge lande var regimerne desuden presset af alvorlige økonomiske problemer. Udviklingen indebar, at de to lande allerede i 1995 var kommet et pænt stykke med reformer. I dag hænger de to lande både når det gælder økonomiske og politiske rettigheder. Regeringsmagten er dog skiftet ved valget i Polen, hvor Lov og Retfærdighedspartiets dominans er blevet brudt. I Ungarn er Orbans dominans uændret.

Dagens gode nyhed er, at artiklen om hvordan økonomisk frihed påvirker akademisk frihed nu er shortlistet til årets Elinor Ostrom-Pris ved Journal of Institutional Economics. Beskeden kan bl.a. ses på LinkedIn og afslører også, at konkurrencen er hård i år. Og vi er nødt til at huske, at Niclas og jeg har været nomineret før for artiklen Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy uden at vinde.

En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.

Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!

Grunden til at skrive om pave Frans er, at han om nogen var et lysende eksempel på en person, der tydeligt havde hjertet på rette sted, men hjernen og forståelsen et meget andet sted. Som TV2 fremhævede i en tekst, der igår kørte under deres dækning: ‘Pave Frans var der for de fattige.’ Verdens fattige var pavens hovedfokus, og hans væsentligste bekymring. Men som mange andre religiøse, der var inspirerede af latinamerikansk revolutionsteologi, havde Frans et helt forkvaklet billede af, hvad der kan løfte fattige mennesker ud af fattigdom. Skulle nogen være i tvivl om mandens had til markeder og økonomisk frihed, kan man med fordel læse pavens Evangelii Gaudium, som Vatikanet udgav i 2013 og overveje, hvorfor manden var så ekstremt statsvenlig og markedsfjendtlig:

“While the earnings of a minority are growing exponentially, so too is the gap separating the majority from the prosperity enjoyed by those happy few. This imbalance is the result of ideologies which defend the absolute autonomy of the marketplace and financial speculation. Consequently, they reject the right of states, charged with vigilance for the common good, to exercise any form of control. A new tyranny is thus born, invisible and often virtual, which unilaterally and relentlessly imposes its own laws and rules. Debt and the accumulation of interest also make it difficult for countries to realize the potential of their own economies and keep citizens from enjoying their real purchasing power. To all this we can add widespread corruption and self-serving tax evasion, which have taken on worldwide dimensions. The thirst for power and possessions knows no limits. In this system, which tends to devour everything which stands in the way of increased profits, whatever is fragile, like the environment, is defenseless before the interests of a deified market, which become the only rule.”

I 2014 skrev Niclas Berggren og Therese Nilsson lederen i Ekonomisk Debatt om netop dette problem; vi omtalte den under Pavens Tåbeligheder. Pavens foretrukne løsninger lignede til forveksling noget, Joseph Stiglitz eller Bernie Sanders ville foreslå i deres mest venstredrejede øjeblikke. Som Niclas og Therese skrev dengang, ‘findes der grund til at tvivle på, om paven har rådført sig med de nationaløkonomer, der har studerat just netop hvordan udvikling sker’. Hvis Frans havde haft held til at påvirke verdens ledere til at føre sin foretrukne politik, der omfattede langt større statslig kontrol med markeder, mindre globalisering og større politisk styring af international handel og investeringsaktivitetet, og væsentligt mere ulandsbistand, havde verden haft langt flere fattige idag.

Verden har mistet en uomtvisteligt venlig og velmenende mand med stor moralsk indflydelse, men det rejser også det store spørgsmål: Skal politiske ledere bedømmes på deres intentioner eller konsekvenserne af det de gør?

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*

Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.

Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.

* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.

Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.

I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.

Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.

Figuren nedenfor viser fem forskellige faktorer i fem forskellige grupper: De 20 % lande med den laveste grad af økonomisk frihed, de næste 20 %, osv. op til de 20 % økonomisk frieste lande. Vi bruger her Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. De fem faktorer, vi ser på, er antallet af dødsulykker på arbejdspladsen per 100.000 personer, det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år, den økonomiske ulighed (ginikoefficienten for disponibel indkomst), bruttonationalproduktet per ansat (basalt set gennemsnitsindkomsten), og hvorvidt landet er et demokrati.

Ser man på data, er det svært at se hvordan fagbevægelsen ikke burde støtte mere økonomisk frihed. Gruppen med meget lav økonomisk frihed har for eksempel 3½ gange så mange dødsulykker på arbejdspladsen, cirka 30 % større ulighed, og 24 % længere gennemsnitlig arbejdstid. Gruppen med høj økonomisk frihed har alligevel otte gange så højt BNP, over fire gange så høj indkomst per arbejdstime, og i praksis alle de mest økonomisk frie lande er demokratiske.

Pointen idag er, at en større grad af økonomisk frihed på langt sigt leverer stort set alle de forhold, som fagbevægelsen traditionelt har kæmpet for. Det samme gælder diskrimination på arbejdsmarkedet, og endda statslig diskrimination. Så hvorfor er fagbevægelsen i 2024 imod politik, der klart hæver løn, sænker ulighed, er forbundet med langt færre alvorlige ulykker, og sænker arbejdstiden?

Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:

Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.

I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.

Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).

Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”

Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curve er derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.

Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.

Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO₂ når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.

Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.

Rosemarie undersøger i “Economic Freedom and Gender Norms” om der er en sammenhæng på tværs af verden mellem hvor økonomisk frit et samfund er, og hvordan folks kønsnormer ser ud. Baggrunden for hendes studie er Therese Nilsson og Niclas Berggrens pionerarbejde om økonomisk frihed og tolerancenormer (læs f.eks. her). Hun bygger således et indeks for kønsnormer fra tre spørgsmål i the World Values Survey, der måler folks holding til tre udsagn: “When jobs are scarce, men have more right to a job than women”; “Men make better political leaders than women do”; og “University is more important for a man than a woman.” Som illustration har vi gjort præcist det samme nedenfor og kortlagt det for Europa; bemærk at mørkeblå er de steder, folks har de mest ligestillende normer, mens rød er de mest diskriminerende normer.

Rosemaries konklusion er meget tydelig: “The results of this examination lend support to the doux commerce thesis. That is, greater economic freedom is associated with gender norms that treat men and women more equally. This relation holds even after controlling for income, the quality of political institutions, civil liberties, and religious beliefs.”

Selvom Rosemarie er meget omhyggelig med ikke at påstå, at alt er kausalt, viser hendes studie meget tydeligt, at lande hvor borgerne er mere økonomisk frie, har de også mere ligestillede kønsnormer. I princippet burde feminister og andre ligestillingsaktivister derfor støtte reformer, der giver større økonomisk frihed. I praksis er de fleste akademiske feminister voldsomt venstreorienterede. Det er et paradoks, der direkte modarbejder at borgerne bliver ligestillede.

Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.

Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.

Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.

I løbet af denne uge er to podcasts udkommet om Gwartney og økonomisk frihed: Matthew Lesh hos Institute of Economic Affairs talte med mig, mens Juliette Sellgren fra The Great Antidote talte med Bob Lawson. IEA-podcasten er i YouTube-linket nedenfor, mens The Great Antidote kan høres her. Begge er anbefalede!

Jim læste PhD på University of Washington, og udgav en del af sin afhandling i 1970 i American Economic Review – et af professionens absolut mest prestigefyldte tidsskrifter. Hans arbejde om diskrimination af sorte i det amerikanske arbejdsmarked blev publiceret gennem 1970erne i både AER og det lige så fine Journal of Political Economy, og gav ham allerede lige efter afhandlingen en stilling på Florida State University. Jim blev der i 53 år, det sidste halvandet år som professor emeritus. Hans økonomilærebog Economics: Private and Public Choice, der første gang blev udgivet i 1976, var også med til at etablere hans position i professionen, ikke mindst fordi det var den første lærebog, der brød med mange økonomers naive syn på politik og statslige indgreb.

Jims ‘crowning achievement’ kom dog i midten af 1990erne, efter en konference hos Fraser Instituttet i Vancouver. Konferencen, der handlede om konceptet økonomisk frihed, blev ledt af Milton Friedman og Michael Walker, og førte til at Jim en dag bankede på døren til sin forskningsmedhjælp Bob Lawsons kontor: “Bob, hvad laver du det næste halve år?” Den lettere forvirrede Bob svarede, at det vidste han ikke helt, hvorefter Jim fortalte ham, at de skulle lave et indeks over økonomisk frihed. I stedet for at sigte efter et perfekt mål, satte de to sig for at skabe et praktisk indeks af offentligt tilgængelige data, der kunne sammenlignes over tid og lande. Resultatet blev den første af de nu årlige rapporter fra Fraser om Economic Freedom of the World, der de seneste år har dækket 165 lande. Over årene har både Walter Block, Joshua Hall og Ryan Murphy medforfattet rapporten, men den oprindelige idé og hele grundlaget for at sætte internationalt sammenlignelige tal på økonomisk frihed kom fra Jim og Bob.

Jeg brugte Google Scholar i morges til at tælle op, hvor ofte rapporterne er blevet citeret siden den første udgivelse i 1996. Resultatet blev næsten 7000 citationer i både artikler, regeringsrapporter, tænketankanalyser, afhandlinger, og andet. Mange økonomer ville give en halv arm for at nå 7000 citationer i deres samlede karriere, men Jim nåede det med blot én publikation. Men hvilken publikation og hvilken idé! Uden hans insisteren på at måle økonomisk frihed – og uden Bobs enorme dataarbejde og -viden – ville vi nok stadig have råbt ad hinanden, uden at kunne sætte tal på konsekvenserne af politik. Idag ved vi meget om, hvordan reformer der påvirker borgernes økonomiske frihed, påvirker deres økonomiske vækst. Vi kan sammenligne på tværs af verden, se om nogle elementer er vigtigere end andre, og måske vigtigst af alt kan vi lære konkret af andre landes reformer og erfaringer. Grundlaget for at kunne gøre det præcist og konsistent blev lagt af Jim omkring 1995.

Derudover bør Jim Gwartney også huskes for den person han var. Som mange har skrevet i løbet af ugen – se blot Randall Holcombe, Robert Lawson, Ian Vásquez, og Matthew Mitchell – var han i Mitchells ord “unfailingly kind, gracious, humble, encouraging and grounded.” Og det er også sådan jeg lærte ham at kende. På trods af, at Jim var blind de sidste 30 år af sit liv, var han altid venlig, hjælpsom og interesseret. Som Ryan Stowers skriver i en hyldest af ham, var han “the kind of person who always made you feel better after spending time with him.” Sidste gang jeg møde ham, var til morgenmaden den første dag ved en konference, hvor jeg smilede til Maria der var med ham, og sagde godmorgen. Jim spurgte Maria, hvem det var, og da hun svarede “it’s Christian from Denmark”, lyste Jim op i et smil. Vi brugte fem minutter på en hyggelig snak om økonomisk frihed, jetlag, og fælles venner. Resten af dagen var bedre på grund af de fem minutter. Jim vil ikke kun blive savnet på grund af sin forskning, men også fordi han var et fantastisk menneske.

Fra marts til oktober 2023 har jeg været en del af Projekt Forskerspirer, et akademisk projekt administreret af KU og AU, som er rettet mod gymnasieelever. Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde med Christian Bjørnskov, som har hjulpet med at udarbejde en længere synopsis for et forskningsprojekt. Nedenstående er et uddrag af denne synopsis.

Luftforurening er noget, der typisk er en usynlig dræber. En tydelig tendens kan bemærkes: Rige og velfungerende lande har en markant lavere grad af skadelig luftforurening. Samtidig har økonomen Donald Boudreaux udtalt, at verden bliver ”Cleaned by Capitalism”, hvor markedsmekanismen antagelsesvis over tid, udbyder mindre skadelige produkter. En del tidligere forskning har udledt, at når lande opnår et vist niveau af velstand, begynder de at rengøre miljøet. Inden dette niveau opnås, forurenes der stadig mere; det omtales som den miljømæssige Kuznets kurve. Økonomisk frihed antages at sikre en større idéudveksling og innovationskraft, der skaber grønnere løsninger samt økonomisk vækst. Egenskaber, der i sig selv fremmer produkter, som i produktionen og anvendelsen udleder mindre luftforurening.

Undersøgelsen er en kvantitativ sammenholdelse af ’økonomisk frihed’ som den uafhængige variabel overfor luftforurening som den afhængige variabel. Derved bygger undersøgelsen på Fraser Institutes Economic Freedom Index og luftforureningsparametrene PM2.5, PM10 og NO₂ fra Word Health Organization, Word Development Indicators, og OECD. På baggrund af alle OECD-lande i perioden 1990-2019, hvor landene sammenlignes relativt til år 2019 og udvalgte lande sammenlignes ift. deres udvikling i perioden.

En væsentlig fejlkilde i enhver sammenligning er, at en udvikling i økonomisk frihed vil tage tid, før det vil virke forbedrende på luftforurening. Derfor formodes luftforureningsværdierne at være et billede af niveauet af økonomisk frihed for flere år tilbage. Desuden forudsættes det i undersøgelsen, at sammenhængen mellem variable er cirka lineær. Ligeledes tager undersøgelsen ikke højde for OECD-landenes outsourcing af luftforurenende produktion, men alligevel har udviklede lande relativt bæredygtig produktion og produkter.

Jeg viser her en række udvalgte resultater fra den synkrone undersøgelse i figurform:

For to af forureningsindikatorerne (PM2.5 og PM10) fandtes en outlier, der alle steder er korrigeret væk af geografiske årsager. Der observeres en fin forklaringsgrad (en R² mellem 0,42 og 0,60(, og et diagram, hvor datapunkterne ligger ganske tæt på af tendenslinjen.

Følger man udviklingen i lande over tid, får man meget lignende mønstre. Her er to udvalgte diagrammer fra den diakrone undersøgelse.

Der er få datapunkter, men diagrammet for Sydkorea viser umiddelbart en fin tendens. For lande, som Estland med en næsten konstant grad af økonomisk frihed i perioden, kan en tendens ikke ses. I Estland ser man derimod et konstant fald efter transitionen væk fra socialisme og en meget stor stigning i den økonomiske frihed i 1990erne.

Samlet kan man bemærke, at økonomisk frihed i nogle tilfælde umiddelbart ser ud til at kunne forklare 50-60% af udviklingen i den afhængige variabel. Både udviklingen i lande og særligt mønstret på tværs af lande udmærker sig til et fint empirisk grundlag, der bør sammenkobles til teorien bag. Der er altså klart indicium for en nævneværdig sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og skadelig luftforurening i et givent land.

Nikolaj ‘vandt’ desværre ikke forskerspireprojektet, men hans projekt var virkeligt fint. Og der ligger så absolut et emne for et glimrende bachelor- eller specialeprojekt, der kunne tage udgangspunkt i hans forskerspirearbejde. Varmt anbefalet herfra!

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Hvad viser rapporten så? Allerførst er den særligt interessant i år, fordi dataene i 2023-versionen går op til 2021. Med andre ord kan man nu se, hvad nedlukningerne i 2020 og 2021 kostede i form af økonomisk frihed. Og det er ikke småting! Vi illustrerer konsekvenserne i kortet nedenfor, hvor sort-røde-orange områder er dem, der mistede økonomisk frihed mellem 2019 og 2021, mens den blå områder er dem, der fik større økonomisk frihed. Det gennemsnitlige tab er 0,17 point (på en tiskala med et gennemsnit på 6,8). De store problemområder er et tab på 0,32 på området Freedom to trade internationally, 0,29 på Sound Money – dvs. pengepolitikken – 0,19 på det offentliges størrelse, og 0,10 på regulering. En interessant detalje er, at demokratier øgede reguleringen af markeder markant mere med 0,14 (autokratierne på 0,06; p<.05), og således rykker deres økonomier i mere illiberal retning end verdens diktaturer.

Konsekvenserne af tabet af økonomisk frihed på længere sigt er ganske alvorlige. Bruger man estimaterne i min artikel i Kyklos sammen med Andreas Bergh for et par år siden, vil gennemsnitsstigningen i det offentliges størrelse i demokratier koste cirka 0,15 procentpoint vækst per år. Det kan lyde af meget lidt, men i en tid hvor Danmarks trendvækst ligger noget i underkanten af 1,5 procent om året, skærer stigningen faktisk mere end ti procent af den langsigtede vækst.

En indvending kunne være, at disse ændringer jo er midlertidige, og intentionen er, at politikken skal vende tilbage til normalen efter nedlukningerne. Men det gjorde den jo ikke – Danmark er f.eks. på vej mod 900.000 offentligt ansatte! Og det generelle billede er da også, at ‘midlertidig’ krisepolitik har en forbløffende evne til at blive permanent. Martin Rode og jeg viste således i 2019 i en artikel med titlen Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets, at tab af økonomisk frihed under kriser som oftest bliver permanente, uanset om man efterfølgende får en blå eller rød regering.

Hele episoden med nedlukninger pga. en ny virus illustrerer således, at selv demokratisk valgte politikere har interesse i, at få mere magt når de kan slippe afsted med det. Politikere er i politik primært fordi de har smag for at have magt over andre mennesker – hvis de ikke brød sig om det, gik de ikke ind i politik – og mere magt er ‘bedre’. De vil således, i klar overensstemmelse med 65 års forskning i public choice, overreagere når de kan kalde noget en krise, og rykke i retning af mere politisk magt uanset om det gør noget ved det underliggende problem. En af de store gevinster ved at have kilder som Fraser instituttets Economic Freedom of the World er, at klare data umuliggør, at man dækker over konsekvenserne af ens politiske handlinger.

Hele rapporten er varmt anbefalet, ligesom dataene ligger lige til arbejde i gymnasiets samfundsfag. Og i næste uge følger en omtale af årets temakapitler.