Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

For det første er det let at komme til at betragte Trump som almægtig. Sandt nok, han har verdens mægtigste embede, men amerikansk økonomi er ikke usårlig over for dårlig politik. Protektionismen vil primært skade amerikanerne selv. Han har heller ikke al magt – langt fra endda. Foreløbig har han benyttet sig af præsidentens muligheder for at udstede administrative ordrer, men de er trods alt begrænsede. Lovgivning kræver flertal i Kongressen, og Højesteret vogter ret nidkært (sammenlignet ikke mindst med den danske) over, om han holder sig inden for forfatningens rammer.

For det andet er det let at komme til at sætte lighedstegn mellem Trump og USA. Men der er langt fra enighed om de meget kontroversielle dele af hans mange udspil. Han har ikke søgt og ikke fået mandat til gå Putins ærinde mod Ukraine eller indlemme nabolande i USA. Kun halvdelen af vælgerne stemte på ham. Demokraterne i Kongressen er klart imod hans nye udenrigspolitik, men også i hans eget republikanske bagland er der modstand, selv om han er dygtig til at kue folk til tavshed. Amerikanerne har heller ikke vendt NATO ryggen en bloc. Der er helt sikkert en – forståelig – folkelig skepsis over for amerikansk intervention i udenlandske krige, men er der jo heller ikke tale om i Ukraine. Det drejer sig om støtte til et land, der selv kæmper sin krig – på samme måde som i tilfældet med Israel.

For det tredje er det fristende at sætte lighedstegn mellem Europa og os. Nogle debattører konkluderer, at når amerikanerne har svigtet, så er Europa nødt til at tage over selv. Men ligesom USA ikke er lig med Trump, er EU ikke lig med Danmark. Det kan vise sig farligt at basere sig på en illusion om et Europa, der ikke findes. Der er desværre mange Putinverstehere i de europæiske befolkninger, og ikke kun i Ungarn. AfD, der er mildt sagt kritisk over for støtten til Ukraine, fik hver femte af stemmerne ved det tyske valg. Samme tendenser findes i andre tunge EU-lande. Lige så falsk som billedet af det anti-ukrainske USA er, er billedet af det entydigt pro-ukrainske EU. Det ser broget ud begge steder.

Det er også værd at bemærke, at den økonomiske støtte – navnlig den militære – til Ukraine fra stort set samtlige EU-lande ligger langt under den danske på over 2 pct. af BNP og faktisk også under den amerikanske. Det var sensationelt, at Tyskland under Scholz overhovedet gik med til militær støtte, og den gik da i praksis også i stå igen. Realiteten er formentlig, at EU kunne have skaffet Ukraine om ikke overhånd så markant stærkere position i forhold til Rusland, hvis de øvrige EU-lande havde doneret tilsvarende og givet tilsvarende frie hænder til at bruge de donerede våben.

Der er utvivlsomt gået chokbølger gennem europæiske NATO-lande fra den tvivl, Trump Administrationen har sået om det amerikanske NATO-engagement – for ikke at tale om forræderiet mod Ukraine og de skandaløse ”fredsforhandlinger” med Rusland. Der er helt givet en større villighed til at ruste op i Europa. Men man skal ikke være blind for, at betalingsviljen er meget lille. I Tyskland har den nye kansler Merz simpelt hen gennemtvunget en forfatningsændring, som gennemhuller den tyske budgetlov, så oprustning, Ukrainehjælp og en masse udgifter til grøn omstilling og infrastruktur kan lånefinansieres. Det er ekstremt kortsigtet og hasarderet – ikke mindst fordi det åbner en ladeport for mere gældsætning i resten af EU. Hvis Tyskland – inklusive en tysk kommissionsformand – ikke vil vogte EU’s finanspolitiske regler længere, så kan det udløse et kapløb mellem vælgerne om at gældsætte sig på andre EU-landes bekostning. Italien har for længst slået fast, at man ikke vil betale for mere forsvar selv, og de franske vælgere har gjort oprør mod selv spage reformer, som ikke engang formår at bremse landets eskalerende gæld på snart det dobbelte af det tilladte ifølge EU-reglerne. Storbritannien er måske det europæiske land, som er mest opsat på at øge sit forsvarsbudget, og regeringen har faktisk sat en omprioritering af udgiftsbudgettet i værk. Men også UK er stærkt forgældet, og som man erindrer satte Truss’ underskudsplaner hurtigt gang i et pres på pundet.

De store gældsproblemer og manglende evne til at håndhæve den finanspolitiske disciplin kan vise sig at være Europas største svaghed. Fokus vil hurtigt flytte sig fra forsvar og sikkerhed, hvis det skrøbelige økonomiske fundament begynder at ryste. Det andet store problem er den svage økonomiske vækst, der dog heldigvis er kommet lidt mere opmærksomhed på, men hvor mange de foreslåede redskaber – statsstøtte, fælles gæld, industripolitik – vil gøre problemet større.

En stærkere europæisk økonomi er i sidste ende det centrale også når vi taler sikkerhed. Det er økonomiens størrelse, der gør, at vi kan bruge flere ressourcer på militær end Putin kan. En god økonomi er også vigtig for den politiske stabilitet og vælgeropbakningen til ikke-populistiske partier.

Men er stærk økonomi er ikke noget, man bare opnår gennem højtidelige politiske erklæringer eller ineffektiv symbolpolitik. Vi er også langt fra den opbakning til Ukraine, som er nødvendig for at holde russerne stangen på længere sigt.

Det europæiske alternativ er ikke noget, der bare kan tilvælges. Det skal først skabes. Det vil kræve en hel del knofedt.

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):

Handel er ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe arbejdspladser. Det vil jeg holde @MalmstromEU op på! #eudk #dkpol

— Jeppe Kofod (@JeppeKofod) September 29, 2014

På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’