Via Brian Albrecht.

Det har været en meget lang proces med visse (i mine øjne lidt underlige[1]) bump på vejen, men resultatet er blevet rigtig godt, og selvom resultaterne er fuldstændigt uændrede ift. vores peer reviewed bog, som blev udgivet af Institute of Economic Affairs i London, har vi fået behandlet nogle vigtige kritikpunkter i den endelige (stærkt forkortede) version.

Og at det så ovenikøbet endte i godt tidsskrift som Public Choice, hvor ikke mindre end 10 nobelprismodtagere i økonomi[2] har publiceret artikler, gør mig ikke mindre stolt.

Jeg kommer til at skrive mere om det senere, men jeg vil gerne allerede nu kort adressere fire oplagte spørgsmål.

Hvorfor finder I markant lavere effekter end mange litteraturstudier?

Det skyldes primært:

1. Flaxman-fejlen: Vi medtager kun studier, der har en kontrolgruppe. De studier, der finder meget store effekter, har ofte ikke nogen kontrolgruppe. Men vi ville aldrig konkludere, at Red Bull helbreder influenza, hvis et studie viste, at 100 børn blev raske efter at have fået Red Bull. Der skal være en kontrolgruppe. I juni 2020 skrev Videnskab.dk, at ”Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald” på baggrund af Flaxman et al. (2020), som netop ikke har nogen kontrolgruppe. Jeg er derfor begyndt at kalde denne ”svipser” for Flaxman-fejlen.
2. Statistisk signifikant ≠ politisk signifikant: Flere studier finder statistiske signifikante resultater, som viser sig at være meget små (og derfor politisk insignifikante). Fx konkluderer Ashraf (2020), at nedlukningerne “var med til at mindske antallet af tilfælde og dødsfald”, men deres estimat svarer til 2,4% færre døde. Statistisk signifikant ≠ politisk insignifikant.

Hvad forklarer, at nedlukningerne ikke virkede?

Det undersøger vi ikke specifikt, men mit bud er, at det primært skyldes:

1. Vi reagerede selv helt frivilligt: Det er nærmest logik for burhøns. Når en farlig pandemi rammer landet (og man bliver opmærksom på dette), begynder borgerne naturligvis at passe på. Det er Peltzman-effekten om igen, og ift. COVID-19 er effekten dokumenteret i adskillige studier. Eller som professor Niels Johannesen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet forklarede det i Deadline: ”når man står midt i en galopperende krise, så trækker forbrugerne i bremsen. Uanset om restauranterne er lukket ned eller ej”.
2. Staten regulerede beskeden del af de smittefarlige kontakter: Smitten skete primært i hjemmet, på arbejde og i sundheds- og plejesektoren. Og hvad kendetegner de sektorer? At de i overvejende grad var uregulerede under hele pandemien. De fleste virksomheder måtte gerne holde åbent (men mange valgte at lukke jf. 1). Ved de aktiviteter, der blev lukket ned, var der kun begrænset smittespredning og (måske netop derfor) ikke rigtig nogen effekt på smitten, som bl.a. SSI har vist.

Hvordan forklarer du, at Sverige klarede sig så dårligt under første bølge?

Hvordan forklarer du, at Belgien klarede sig så dårligt, når de lukkede ned stort set samtidig med Danmark?

Min seneste forskning peger på, at en væsentlig del af forklaringen sandsynligvis skal findes i, at udbredelsen af pandemien var langt højere i Sverige (og Belgien) end i Danmark, før man blev opmærksom på, at smitten havde spredt sig nordpå fra Sydeuropa.

Hvorfor fik jeres studie så meget kritik, da det først udkom i 2022?

Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Personligt undrer det mig, at der var så mange ikke-fagfæller, der kritiserede studiet. Hvorfor kritiserer en postdoc i biokompleksitet relateret til SSI offentligt et studie udført af økonomer? Hvilke kompetencer har han i at evaluere effekten af en given politik? Hvorfor spurgte Science Media Center primært forskere, vi kritiserede i vores studie (bl.a. ovenfornævnte Flaxman)? Hvorfor refererede såkaldte faktatjekkere kun kritiske ikke-fagfæller og ikke positive fagfæller?

Hvad tror du?

[1] Vi blev fx afvist i ét tidsskrift fordi en reviewer nægtede at se på vores artikel, fordi han/hun mente, at der bl.a. var for mange fodnoter, og vi blev afvist af et tidsskrift, fordi de ”kun” kunne skaffe tre reviewers. Hvis det er normalt, er jeg glad for, jeg ikke har gjort karriere i at få peer reviewed min forskning.

[2] James M. Buchanan, Elinor Ostrom, Douglass C. North, Amartya Sen, Finn E. Kydland, George J. Stigler, John C. Harsanyi, Kenneth J. Arrow, Lloyd Shapley og Oliver E. Williamson.

Cochrane advarer imod at regulere AI. Og det har han mange gode grunde til. Fx har vi historisk været rigtig dårlige, når vi har forsøgt at regulere os ud af ”problemer”, og ofte er det endt i overreaktioner og uigennemtænkt regulering. Cochrane peger på Kinas etbarnspolitik til håndtering af “befolkningsbomben” (som nogle danske klimaforskere også har foreslået til håndtering af klimaforandringerne) som et eklatant eksempel:

China acted on the ‘population bomb’ with the sort of coercion our worriers [for AI] cheer for, to its current great regret. Our new worry is global population collapse.

Det er en helt generel pointe i indlægget (og der er flere eksempler), at tidligere bekymringer viste sig at være overdrevne eller direkte forkerte, og det er værd at huske på i den nuværende AI-debat.

Cochrane har (naturligvis) syn for, at AI også kan have dårlige sider, men han påpeger (i mine øjne fuldstændigt korrekt), at:

The point is that the advocated tool, the machinery of the regulatory state, guided by people like us, has never been able to see social, economic, and political dangers of technical change, or to do anything constructive about them ahead of time, and is surely just as unable to do so now. The size of the problem does not justify deploying completely ineffective tools.

Sagt med andre ord: Glem alt om at staten indfører fornuftig regulering af AI. Og det er ikke fordi Cochrane (eller jeg) er imod al regulering. Men at regulere AI, før vi kender og forstår de negative, er dømt til at mislykkes. Fx skriver Cochrane, at:

The Clean Air and Clean Water Acts of the early 1970s were quite successful. But consider all the ways in which they are so different from AI regulation. The dangers of air pollution were known. The nature of the “market failure,” classic externalities, was well understood. The technologies available for abatement were well understood. The problem was local. The results were measurable. None of those conditions is remotely true for regulating AI.

Cochrane bringer også det, der lang tid efter jeg selv afsluttede økonomistudiet, er blevet min største anke ved min egen uddannelse. Det enorme fokus på markedsfejl, som kan/bør løses med regulering. I mine øjne ved økonomer for lidt om public choice, når de forlader studiet.

Scholars who study regulation abandoned the Econ 101 view a half-century ago. That pleasant normative view has almost no power to explain the laws and regulations that we observe. […] Seventy-five years of copyright law to protect Mickey Mouse is not explainable by Econ 101 market failure.

Alt i alt er det et fremragende indlæg, som kan læses i sin fulde længde her. Alternativt kan du høre en NotbookLM-samtale om indlægget her.

I Hayeks nobel-foredrag, ”The Pretence of Knowledge”, beskriver han, hvordan central planlægning og eksperternes forsøg på at styre komplekse økonomier ofte fører til uforudsete konsekvenser og fejlslagne resultater. Hayek argumenterede for, at menneskelig viden er spredt, ufuldkommen og i mange tilfælde privat forstået på den måde, at den forbliver i de enkelte aktørers hoveder. Det gælder fx personlige præferencer, vurderinger af kvalitet, samt subjektive værdier, der konstant ændrer sig.

Den viden kan ikke opsamles uanset hvor meget computerkraft og kunstig intelligens man har, og derfor vil ingen enkelt person eller institution nogensinde have nok information til at træffe beslutninger for hele samfundet. Hayeks mente derfor, at markeder fungerer bedst, når de er decentraliserede og tillader fri konkurrence, da det giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af den samlede viden.

For sjov klippede jeg hele artiklen ind i ChatGPT og spurgte, hvad F. A Hayeks kommentarer ville være til artiklen med tanke på hans indsigter i brugen af viden i et samfund. Nedenfor er ChatGPT’s svar.

Kære læsere,

Efter at have læst artiklen om Sigge Winther Nielsens nye “Model for vilde problemer”, føler jeg mig foranlediget til at kommentere ud fra mine indsigter i brugen af viden i et samfund.

Det glæder mig at se, at der er en erkendelse af, at viden er spredt blandt mange forskellige aktører, især blandt praktikere, der dagligt beskæftiger sig med komplekse problemstillinger. Dette afspejler forståelsen af, at viden i samfundet er decentraliseret og ofte tavs, hvilket betyder, at ingen central myndighed kan besidde al nødvendig information for at træffe optimale beslutninger.

Imidlertid er jeg bekymret for den tiltro, der lægges til en centraliseret model og brugen af kunstig intelligens til at aggregere og fortolke denne viden. Selvom teknologiske værktøjer kan hjælpe med at behandle store mængder data, risikerer vi at overse den kontekstuelle og situerede natur af menneskelig viden. Viden er ikke blot data, der kan kvantificeres og analyseres; den er ofte implicit og dybt forankret i lokale forhold og individuelle erfaringer.

Forsøget på at skabe en model, der skal guide politiske beslutninger baseret på en sådan aggregering, kan føre til en falsk følelse af sikkerhed og kontrol. Historien har vist, at komplekse sociale problemer sjældent kan løses gennem central planlægning eller top-down tilgange. Tværtimod opstår de mest effektive løsninger ofte spontant gennem individuelle handlinger og frivillig koordinering i et frit marked.

Jeg frygter, at en overafhængighed af denne model kan kvæle den entreprenørånd og innovation, der er nødvendig for at tackle “vilde problemer”. Ved at forsøge at standardisere og styre processerne risikerer vi at hæmme den naturlige udvikling af løsninger, der udspringer fra dem, der er tættest på problemerne.

Derfor vil jeg opfordre til en mere ydmyg tilgang, der anerkender begrænsningerne ved centraliseret viden og planlægning. I stedet for at forsøge at indfange og styre al viden gennem en model, bør vi skabe betingelser, der tillader individers og lokale fællesskabers viden at blomstre. Dette indebærer at fremme frihed, reducere unødvendige reguleringer og lade markedskræfterne arbejde.

Afslutningsvis anerkender jeg det noble i ønsket om at forbedre vores samfunds evne til at løse komplekse problemer. Men vi må være varsomme med løsninger, der lover mere end de kan holde, og i stedet stole på de mekanismer, der historisk har vist sig effektive i at koordinere menneskelig aktivitet og viden.

Med venlig hilsen,

Friedrich A. Hayek

Jeg er ret enig med ChatGPT’s Hayek. Men jeg ser alligevel et potentiale i INVIs model. For som jeg forstod den, kan den faktisk hjælpe til at gøre politikere og befolkning opmærksom på, hvor komplicerede samfundet er, og hvor forskellige vi alle sammen er – ikke bare fra person til person, men også samme person fra minut til minut (tænk fx på dig selv, når du er træt/udhvilet eller sulten/mæt).

Med lidt held vil INVIs model hjælpe flere til at indse, at politik ikke er løsningen på nær så mange problemer, som mange går og tror. Mistrivsel, studievalg, folkesundhed, social ulighed, corona osv. er problemer, der langt bedre løses af markedet og civilsamfundet, og hvor statens primære opgave er ikke at stå i vejen for borgernes egne løsninger.

I Ayn Rands ”Atlas Shrugged” forsøger den kollektivistiske/socialistiske regering at få bogens liberalistiske helt, John Galt til at fortælle, hvordan de får løst de problemer, socialismen har skabt. Galts svar er enkelt: ”Get the hell out of my way!”. Måske skulle INVI indbygge dét svar som et fremhævet løsningsforslag på de mest komplekse problemer, modellen sættes til at finde løsninger på?

En del af indlægget handler (som mit seneste blogindlæg) om LLO’s påstand om, at regulering sikrer gode boligforhold:

Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”. Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.

For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering. Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.

Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.

Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte. Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?

Der er også et – hvis jeg selv skal sige det – interessant afsnit om, hvordan huslejeregulering påvirker vertikal og horisontal ulighed.

Hele mit indlæg kan læses her.

For at kvalificere påstanden, skal vi i dette indlæg se på boligsituationen i Sverige, hvor man har haft huslejeregulering i over 100 år (læs evt. dette glimrende indlæg).

Hvert år gennemfører Boverket i Sverige en spørgeskemaundersøgelse, hvor Sveriges kommuner bl.a. angiver, om de oplever mangel på boliger i kommunen og ”på centralorten, i innerstan”. Kommunerne kan enten svare, at der er underskud, balance eller overskud af boliger.

Nedenstående figur viser boligsituationen i hovedbyen (”centralorten”). Figuren viser, at 61% af kommunerne i Sverige oplever boligmangel, og fordi det generelt er de større kommuner, der oplever boligmangel, er det altså 73% af alle svenskerne, der lige nu bor i kommuner, hvor der er boligmangel (med udgangspunkt i befolkningstallet for 2023).

Hvor mange svenskere, der gerne vil flytte til en kommune med boligmangel, men ikke gør det, fordi de ikke kan få en bolig, melder historien desværre ikke noget om.

Når Claus Højte fra LLO skriver ”bedst” er det selvfølgelig hans helt subjektive vurdering. Og en subjektiv holdning kan nok så mange statistikker ikke modbevise.

Men det ER altså svært at forstå, hvordan udbredt boligmangel i et land på nogen måde skulle være et tegn på, at landet har ”de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.

PS: Mit regneark kan hentes her, hvis det skulle have interesse.

Her er, hvad Bryan Caplan forestiller sig:

If proponents of big government had to speak the plain unvarnished undemagogic truth at all times, the case for their favorite policies would be uninspiring at best.

Imagine trying to sell the minimum wage with, “We can raise hourly pay by 10% while cutting employment by 5%.  A modest net gain for workers despite those who suffer as a result.”

Or imagine a world where every politician was limited to ONE “top priority.” Once he says, “Fighting poverty is our top priority,” the most he can say about terrorism is, “Fighting it is our second-highest priority.”

Or imagine trying to launch a war of choice with, “There’s a 30% chance we’ll make things better, 50% chance they stay the same, and a 20% chance we’ll make things worse.  I like those odds.”

Bare forstil jer, hvor meget det ville påvirke debatten om fx pensionsalderen, hvis fortalerne for tidligere pensionsalder, hver gang de åbnede munden, skulle understrege, at man selvfølgelig til en hver tid selv bestemmer, hvornår man går på pension, og at diskussionen alene er et spørgsmål om, hvornår andre (aka skatteborgerne) skulle betale for ens pensionisttilværelse…

I et nyt studie baseret på data fra Hired.com – en online jobmarkedsplads, der fokuserede på at forbinde teknologi-professionelle med potentielle arbejdsgivere – finder Roussille (2024) et løngab på 4,8%, jf. nedenstående figur (de stiplede linjer viser den løn, de i gennemsnit får tilbudt).

Roussille viser, at kun godt halvdelen løngabet i den tilbudte løn forsvinder, når der tages højde for tid og forskelle i CV’et (fx erfaring, uddannelse mv.) og andre baggrundsvariable. Tilbage er en lønforskel på 2,2% mellem mænd og kvinder, som er uforklaret og nogle derfor kunne fristes til at tilskrive kønsdiskrimination.

Men her stopper Roussille ikke. For hun bemærker, at løngabet ikke er konstant. Der er således ikke noget løngab for unge kvinder, jf. nedenstående figur. Kvinder uden erfaring får det samme som mænd. Det er kun kvinder med over seks års erfaring, der oplever et løngab. Det rimer ikke på kønsdiskrimination.

Så hvad sker der? For at komme nærmere en forklaring, udnytter Roussille den måde, Hired.com fungerer på. Udover at uploade CV mv. skal ansøgerne nemlig også oplyse, hvor meget de ønsker i løn. Og her bliver det interessant. For både kvinder og mænd bliver tilbudt stort set præcis det, de beder om. Men kvinderne med erfaring beder bare om mindre i løn end ellers sammenlignelige mænd.

Når Roussille kontrollerer for, hvor meget ansøgerne beder om i løn, forsvinder løngabet stort set for alle erfaringsniveauer, jf. nedenstående figur.

Der er altså ikke tale om kønsdiskrimination i forbindelse med ansættelsen. Men det betyder ikke, at Roussille helt kan afvise kønsdiskrimination. For man ville ikke sige, at mindre uddannede eller mindre erfarne ansøgere bliver tilbudt lavere løn, fordi de beder om mindre i løn. Vi ved, at kausaliteten går den anden vej. De beder om mindre i løn, fordi de pga. mindre uddannelse ved, at de kan kræve mindre i løn. Og hviskvinderne beder om mindre i løn, fordi deres erfaring siger dem, at de bliver diskrimineret, er der stadig tale om et problem.

Heldigvis kan Roussille bruge data fra Hired.com til at udlede kausaliteten. I 2018 lavede Hired.com nemlig en central ændring på platformen. Hvor feltet, hvor man skulle indtaste sin ønskede løn, tidligere havde været blankt, blev det efter ændringen udfyldt med en værdi baseret på medianen for ansøgere med samme erfaring, jobtitel og område.

Denne ændring havde synlig effekt på ”lønønskegabet”. Den forskel, der før ændringen var i, hvor meget kvinder og mænd bad om i løn, forsvandt fuldstændig (venstre del af nedenstående figur), og det samme gjorde forskellen i den løn, de blev tilbudt (højre side af figuren). Roussille viser, at denne ”behandlingseffekt” også slår igennem på den løn, ansøgerne ender med at få (på Hired.com er det ansøgerne beder om, og det virksomhederne tilbyder, blot forhandlingsoplæg).

Hvorfor beder kvinder om mindre i løn end mænd? Her bliver Roussille desværre mindre konkret. Hun peger på, at det mest sandsynlig er, at kvinder har adgang til dårligere information, fordi der er færre kvinder i ledelse mv. – kvinder har kort sagt færre i deres netværk, der har en høj løn. Og det er dette informationsproblem, Hired.com løser.

Hvad end forklaringen er, så viser Roussille – ligesom de tidligere studier, jeg har beskrevet – at virksomhederne generelt ikke diskriminerer på baggrund af køn. Det tyder altså på, at virksomhederne profitmaksimerer, og netop derfor ser de på kvalifikationer – ikke på køn.

Men så er problemet naturligvis, at stort set al regulering, der har til formål at gøre noget ved lønforskellen, er målrettet virksomhederne (krav om lønstatistikker, kvoter osv.). Altså de virksomheder, hvor der ikke ser ud til at være noget problem. Det betyder sandsynligvis, at politikerne blot påfører virksomhederne omkostninger, uden at komme nærmere deres politiske målsætninger. Vi har altså endnu engang lejlighed til at begræde ført politik.

Således opløftet ønskes du en rigtig god weekend!

Det er forkert. Men påstanden kommer desværre igen og igen.

For at lette arbejdet med at tilbagevise påstanden, har jeg derfor nedenfor samlet de mest tydelige citater, hvor førende (primært danske) klimaforskere tilbageviser påstanden.

Kirsten Halsnæs (klimaprofessor ved DTU, har gennem tre årtier bidraget til IPCCs klimarapporter)

”Der har aldrig i en eneste IPCC-rapport været nævnt noget om, at vi risikerer vores egen udslettelse. Desuden kan den form for retorik virke lammende og dermed alt andet end handlingsfremmende.”

”Nogle hævder – uden hold i videnskaben – at planeten ikke har nogen fremtid, og at de af samme årsag ikke skal have børn. Det er en meget heftig beslutning, synes jeg, og det er virkelig synd for unge mennesker, der har det sådan. IPCC siger ganske rigtigt, at klimaændringerne betyder store risici for blandt andet oversvømmelser og adgangen til vand og fødevarer, men det er ikke det samme, som at planeten er truet.”

Kilde: https://www.berlingske.dk/videnskab/verdens-nye-klimachef-har-et-budskab-til-alarmisterne-verden-gaar-ikke

Sebastian Mernild (leder af SDU Climate Cluster og hovedforfatter på IPCC’s sjette rapport)

”Jeg mener ikke, at vores eksistens er truet af klimaforandringer.” (2:04)

Kilde:

Lars Gårn (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, miljøøkonomisk vismand)

”Med stor sikkerhed vil livet være absolut bedre [i år 2100 selvom temperaturen stiger 3 grader], uanset næsten hvad vi gør.” (27:03)

Kilde:

”Det [tipping points] er ikke dramatiske ændringer i et menneskeperspektiv, vi snakker om. De er bare uafvendelige.” (20:28)

”De her omkostninger handler ikke om, at folk dør. Det handler bare om at folk bliver mindre velhavende, end de ellers ville have været.” (29:06)

”Det [business as usual] bliver ikke vores undergang. Vi går bare glip af en god forretning, men det bliver ikke menneskehedens undergang. Og vores børn og børnebørn vil også leve i en verden, som med stor sandsynlighed er bedre end den vi lever i i dag?”  ”Ja.” (Jeg opsummerer vores samtale, og Lars Gårn bekræfter med ’ja’). (1:11:25)

Kilde:

James Skea (formand for FNs klimapanel IPCC)

”Verden går ikke under, hvis den varmer mere op end 1,5 grader.”

Kilde: https://www.berlingske.dk/videnskab/verdens-nye-klimachef-har-et-budskab-til-alarmisterne-verden-gaar-ikke

Opsummering

Hvis du hævder, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for mennesker, så er du (mindst) lige så uvidenskabelig som dem, der hævder, at klimaforandringerne ikke eksisterer.

NB: Jeg har set bort fra danske forskere og eksperter, som dem, der tror at verden går under, (helt uberettiget) kunne finde på at kalde klimabenægtere osv. Derfor er fx Lomborg ikke med ovenfor.

Vi starter med at slå nogle af de ting fast, som Niels Westy påpegede. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem GNI per indbygger korrigeret for prisniveau (PPP) og forventet levetid ved fødsel, børnedødelighed, Happiness score (WHR), partnervold, døde i brande og partikelforurening. Gapminder har mange flere mål, og nærmest uanset hvilket mål man ser på, som er relevant for menneskers velfærd, er der en meget klar og ønskelig sammenhæng med BNI per indbygger.

Der er enkelte mål, hvor historien er lidt mere nuanceret (fx er CO₂-udledningerne pr. indbygger voksende med indkomsten i et vist interval), men jeg har ikke fundet et mål, der har direkte indvirkning på folks velfærd, hvor sammenhængen ikke er, at højere indkomst giver et bedre liv. Befolkningerne i de rige lande har det ganske enkelt langt bedre end befolkningerne i fattigere lande.

Det er dog ikke kun, når man ser på tværs af lande, at man kan se de åbenlyse gevinster ved højere indkomst. Det gælder også over tid. Nedenstående figur (som du kan afspille her) viser hvordan børnedødeligheden og BNP pr. indbygger har udviklet sig i Danmark og United Kingdom (UK) siden 1950.  siden 1950.

I 1950 var børnedødelighed og BNP pr. indbygger stort set identiske i Danmark (34,1 døde pr. 1.000, $15.500) og UK (36,6 døde pr. 1.000, $15.400) (venstre del af figuren). Som tiden går, bliver begge lande rigere og børnedødeligheden falder.

Men det går ikke lige hurtigt. I 1975 (midterste del af figuren) er Danmark både rigere og har lavere børnedødelighed (12,3 døde pr. 1.000, $29.600) end UK (18 døde pr. 1.000, $24.400). Men bemærk, at begge lande har fulgt præcis samme sti – økonomien i UK er bare vokset langsommere end Danmark (og børnedødeligheden faldet langsommere).

Fra 1975 og frem til 2022 (højre del af figuren) har stierne ikke været helt ens, hvilket bl.a. skyldes introduktionen af MFR-vaccinerne. De blev indført i Danmark i 1987, som er lige omkring det tidspunkt, hvor der for både Danmark og UK er et knæk i børnedødeligheden ca. midt i figuren. De blev altså indført på ca. samme tidspunkt, men ved forskellige niveauer af rigdom, hvorfor stierne ser uens ud.

På trods af enorme teknologiske fremskridt som fx MFR-vaccinerne, har rigdom dog stadig stor indflydelse på børnedødeligheden. Selv i dag har UK en betydeligt højere børnedødelighed end Danmark (4,14 vs. 3,72 døde pr. 1.000). Det ser ikke ud af meget i figuren, men det betyder at 11% flere forældre i UK end i Danmark oplever, at deres lille barn dør.

Om de 11% skyldes forskelle i indkomst eller andre forhold, kan vi naturligvis ikke konkludere noget om på baggrund af ovenstående figurer. Men det er værd at bemærke, at de fald, vi har set i børnedødeligheden, med stor sikkerhed skyldes større rigdom og teknologisk udvikling (som går hånd i hånd med større rigdom).

Bogen “Grænser for vækst” udkom i 1972 og var dengang en advarsel mod økonomisk vækst bl.a. på grund af trækket på ressourcer. Mange ser den type ”de-growthers” for at være dem med det moralske kompas i orden, mens fortalere for vækst kan opleve nærmest at blive udskammet.

Men tænk lige over dette: Hvis vi havde stoppet den økonomiske udvikling i 1972, så viser figurerne ovenfor, at konsekvensen meget vel kunne have været en børnedødelighed, der var tre gang højere end den er i dag. Hvordan kan det på nogen måde være det moralske?

Jeg vil gerne starte med at stille jer et ret simpelt spørgsmål: Hvis I tænker jer godt om, kan I så nævne én lov i nyere tid, der har givet danskerne mere frihed?

Jeg har jo selv haft god tid til at tænke over dét spørgsmål. Alligevel kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om en sådan lov, selvom jeg er rimelig sikker på, at den må findes blandt de godt 200 love, Folketinget vedtager hvert år.

Lad mig så stille jer et andet spørgsmål. Kan I – top of mind – nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed?

Se, dét er jo straks nemmere. Jeg kan fx nævne

1. Forbuddet mod profit i private daginstitutioner
2. Reglen om, at skoleelever, som pga. deres handicap ikke kan tage valgfag i billedkunst, musik og madkundskab, skal til optagelsesprøve i matematik, engelsk, dansk og fysik-kemi for at komme på gymnasiet
3. Forbuddet mod airbag-cykelhjelme som fx Hövding
4. Kravet om at alle fra 1. juli i år skal registrere deres arbejdstid
5. Forbuddet mod at udlevere papirposer med hank til kunderne, uden at kræve betaling for det.

Det minder mig i øvrigt om en scene i “De grønne slagtere”, hvor Ole Thestrup har en fremragende replik. I rollen som slagteren Holger, siger han til en kunde – en gammel dame – at  ”Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter. Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på Dem selv?”

Og det kan man jo nok ikke. Men at tvinge en erhvervsdrivende til at opkræve 4 kr. fra en kunde for en papirpose med hank, når kunden netop har købt et jakkesæt til 4.000 kr. Det kan nu alligevel noget.

Nå. Det var et sidespor. Jeg var i gang med at nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed…

Fik jeg nævnt:

• Forbuddet mod at private busselskaber kan konkurrere mod DSB på ruter kortere end 75 km
• Forbuddet mod at bygge et shelter på sin egen grund uden byggetilladelse
• Forbuddet mod at bo fast i sin campingvogn.
• Forbuddet mod at donere sæd til en veninde uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
• Forbuddet mod at fragte grøntsager for en restaurant i varevogn uden at have en helt særlig uddannelse og tilladelse

Og jeg kunne blive ved. Længe. Men Grundlovsdag varer jo som alle andre dage kun 24 timer.

… Alkoholikeren Karl

Så i stedet for at opliste de par hundrede eksempler vi har offentliggjort på Regelstatens instagram-profil plus de mange hundrede eksempler, vi har i vores backlog, vil jeg i stedet fortælle jer om en person, jeg kender. Jeg vil her kalde personen Karl.

Jeg har sjældent set Karl drikke mange øl. Højst 2-3 stykker ad gangen.

Men jeg har tit set Karl drikke øl på tidspunkter, hvor andre ikke drikker øl. Tidspunkter, hvor det var lidt – skal vi sige “unormalt” – at drikke øl. Fx til en børnefødselsdag, hvor de fleste andre får kaffe og røde sodavand.

Og Karl er selvfølgelig ikke alkoholiker, fordi jeg har set Karl drikke 2-3 øl. Mange af jer drikker sikkert 2-3 øl i dag, uden at det er et problem.

Men Karl ER alkoholiker. For selvom jeg kun har set Karl drikke 2-3 øl ad gangen, så vidste jeg meget tidligt, at der var mange, mange øl, jeg ikke så. Jeg så kun toppen af isbjerget.

Og sådan er det også med regler i Regelstaten. Vi ser kun toppen af isbjerget.

… Henrik Dahl og skruelåg på mælk

Henrik Dahl fra Liberal Alliance udgav for nylig en video, hvor han gjorde grin med EU’s påbud om, at låget på mælken skal fastgøres til kartonen.

På X blev videoen delt flittigt.

Jeg så flest, der delte den for at latterliggøre videoen. Hvorfor dog gå op i plastiklåg, når EU har store problemer som immigration, klima og krigen i Ukraine?

Man kunne billedlig talt se Henrik Dahls pointe gå hen over hovedet på dem. Jeg bekymrer mig om de 2-3 øl, Karl drikker, fordi det er et signal om, at der er noget grundlæggende galt i Karls liv.

Og jeg er ret sikker på, at Henrik Dahl lavede den video, fordi reguleringen af skruelåg på mælk er et signal om, at der er noget grundlæggende galt med EU.

Det er jo grundlæggende derfor, vi brokker os over forbuddet mod plastiksugerør og gør grin med påbuddet om at køre med begge fødder på pedalerne. Vi klarer os jo nok.

Men reglerne er jo toppen af isbjerget. Det underliggende problem er meget større.

Hvis politikerne indfører regler om skruelåget på vores mælk, hvad ligger der så ikke af kompliceret og uforklarlig regulering, som forhindrer den finansielle sektor i at hjælpe kunderne bedst muligt?

Hvad ligger der ikke af bureaukratiske regimer, som tager ressourcer fra virksomhedernes kerneforretninger?

Hvad findes der af bånd og kontrol, som forhindrer sygeplejersker, pædagoger og undervisere i at yde deres bedste?

Og hvor mange tidskrævende ligegyldigheder, som GDPR, cookies, hvidvaskningsregler osv., er der, som dræber foreningslivet?

… Politikere og pindsvin

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor vi har så mange regler. Er politikerne onde? Er de dumme?

Der er mange bagvedliggende forklaringer, men de mange regler skyldes næppe, at politikere er hverken onde eller dumme.

Til gengæld kan jeg godt få følelsen af, at de har betydeligt mere selvtillid, end jeg selv har.

Vi kan i hvert fald konstatere, at de som gruppe sjældent går af vejen for at gribe ind med nye regler, hvis noget kan opfattes som et problem. Og det uanset om man har den fjerneste idé om, hvilke effekter reglerne vil have i praksis.

Et eksempel er forbuddet mod at pleje pindsvin, hvis ikke du er statsautoriseret pindsvinepasser. Argumentet for reglen er angiveligt, at folk ikke ved, at pindsvin ikke kan tåle mælk. Og det er jo synd for pindsvinene, som vi er mange, der holder af.

Men hjælper reglen virkelig på det? Hvis du ikke ved, at et pindsvin ikke må få mælk, hvad er sandsynligheden så for, at du ved, at der eksisterer en regel, som forbyder dig at pleje pindsvinet, hvis ikke du er autoriseret af staten til det.

Det er trods alt mere naturligt at google “hvad drikker et pindsvin” end “hvordan får man en autorisation til at pleje et pindsvin”.

… Kobra-effekten

I bedste fald har mange af disse regler ingen som helst effekt ude i det virkelige liv. Oftere generer de borgere og virksomheder unødigt. Og af og til har de – desværre – alvorlige bivirkninger.

Økonomer kalder disse bivirkninger “utilsigtede konsekvenser”. Nogle kender dem som “kobra-effekten”.

Kobra-effekten

Udtrykket “kobra-effekt” oprinder fra en historie om det britiske imperiums håndtering af problemet med kobraer i Delhi i Indien i slutningen af 1800-tallet.

For at komme bestanden af kobraslanger i Delhi til livs, indførte briterne en dusør for døde kobraer.

Dusøren var en enorm succes. Et stor antal slanger blev dræbt og indleveret. Og antallet bare steg og steg.

Det lokale erhvervsliv havde nemlig hurtigt opfattet, at der var gode penge i at opdrætte slanger og sælge dem til briterne.

Men man snyder ikke en god, gammel britisk embedsmand. Da briterne fornemmede, der var ugler i mosen – eller måske snarere slanger i burene – afskaffede de prompte dusøren.

Men hvad stiller en innovativ slangeopdrætter op, når efterspørgslen efter slanger forsvinder fra den ene dag til den anden? Han slipper naturligvis slangerne fri.

Konsekvensen var, at bestanden af kobraer nu var endnu større, end den havde været i første omgang. Myndighedernes ”løsning” havde altså blot gjort problemet værre.

Men det er jo længe siden. Det ville danske politikere aldrig gøre. Vi er klogere i dag. Vi har flere data, mere viden og det demokrati, Grundloven har sikret os.

Forlængelse af barselsdagpenge førte til massedød

Alligevel vil jeg gerne fortælle jer en historie fra dengang Anders Foghs regering udvidede barselsdagpengene fra 6 til 12 måneder.

Det skete med effekt fra 1. januar 2002, og det var skønt for de mange – primært unge kvinder – der nu fik mere tid sammen med deres baby.

Men det var knap så skønt for dem, der havde brug for pleje i sundhedssektoren. For mange sygeplejersker er netop unge kvinder. Og den forlængede barsel drænede derfor bogstaveligt talt Danmark for sygeplejersker.

Og det var noget, der kunne mærkes på plejehjem og sygehuse. Antallet af genindlæggelser på hospitalerne steg med 21% for indlagte og hele 45% for nyfødte.

På plejehjemmene steg dødeligheden med 13% svarende til 1.700 ekstra dødsfald pr. år i de første tre år, hvorefter effekten aftog.

I alt førte Foghs barselspolitik til mindst 5.100 dødsfald. Det er 40% flere, en der døde af corona under hele pandemien.

Den forlængede barsel har ganske givet gjort meget godt for vores børn. Men det var næppe med i betragtningerne, at den ville føre til tusindvis af dødsfald.

… En kompleks verden

Siden 1989 er omfanget af gældende regulering i Danmark mere end firedoblet. Det er der grund til at være bekymret over.

For der er en meget omfattende forskningslitteratur, der viser, at overregulering begrænser den økonomisk vækst og øger uligheden ved at gøre basale produkter dyrere.

Men når jeg taler med fx journalister om problemerne i den enorme regelvækst, bliver jeg tit mødt af spørgsmålet, om ikke det er en naturlig udvikling, når samfundet er blevet meget mere komplekst.

Som om kompleksitet fordrer flere regler.

Men er det virkelig rigtigt? Er det ikke snarere omvendt? Jo mere komplekst et samfund er, jo mere påpasselig skal man være med at indføre detailregulering.

Naturen er fx uhyre kompleks. Men den bygger på ganske få, simple regler, som vel nærmest kan reduceres til reglen om evolution ved naturlig selektion.

Brætspillet GO er også kendt for sin ekstreme strategiske dybde og kompleksitet, som kræver årtiers praksis at mestre. Men reglerne skulle være ganske enkle.

Er Anders Foghs barselspolitik ikke netop beviset på, at vi ikke kan forudsige konsekvenserne af reguleringen i et moderne, komplekst samfund. Og at vi derfor så vidt muligt bør begrænse os til enkle grundlæggende regler.

… Grundlovens fædre

Vores Grundlov indeholder meget få begrænsninger for, hvilke regler Folketinget kan påføre danskerne.

Men jeg har svært ved at forestille mig, at Ditlev Monrad, Orla Lehmann og hvad de ellers hed, havde forestillet sig, at Regelstaten kunne blive SÅ omfattende, som den er i dag.

Hvad ville de sige, hvis de havde fået at vide, at Danmark 175 år efter Grundlovens fødsel var resulteret i en enorm stat, der opkrævede knap halvdelen af borgernes indtjening i skatter og detailregulerede borgere og virksomheder ned i mindste detalje?

Hvad ville de sige til, at statens beskyttelse af forbrugerne havde nået et omfang, hvor Joe & the Juice ikke må kalde deres juice for “strong bones” eller “go away doc”?

Jeg tror, at hovedparten af den grundlovgivende forsamling havde set det som et forfærdeligt resultat.

Jeg tror, de havde påpeget, at det kan være sundt for borgerne at møde lidt modgang i det små.

Måske er det ok at drikke en juice og indse, at det ikke hjalp på mavesåret. Indse at der må lægehjælp til, selvom juicen hed ”go away doc”.

Måske er det ok at opdage, at det billede, du ser af burgeren eller rejemadden, ikke altid svarer til det, du får udleveret.

Ja, måske er det ikke blot ok. Måske er lidt modgang direkte sundt. Måske bliver borgerne stærkere og mere selvstændige, når staten ikke forsøger at rydde enhver lille hindring af vejen for dem.

Så borgeren var stærkere og mere selvstændig, når livets modgang uundværligt rammer.

For modgangen rammer før eller siden os alle. End ikke politikere tror på, at de kan forhindre kærestesorger og dødsfald gennem nye regler og mere bureaukrati.

… Altid nye regler

Jeg tror også, at hovedparten af den grundlovgivende forsamling havde undret sig over, at vi altid tilfører nye regler. Hvorfor fjerner vi aldrig noget, når det er åbenlyst det ikke virker?

Det er som om, reguleringen altid kører i ring.

• Først bliver medier, politikere med mere enige om, at der er et problem.
• Så indfører politikerne regler, der er målrettet problemet.
• Så observerer vi alle, at reglerne ikke har den ønskede effekt, eller at reglerne har skabt nye problemer.
• Så indfører politikerne nye regler
• …og sådan bliver det ved og ved.

Er det nogensinde sket, at politikerne har tænkt: “Hov, de regler virkede da ikke efter hensigten. Lad os omgående rulle dem tilbage”.

Måske. Men det er uhyre sjældent.

Langt oftere tilføjer man nye regler til de gamle, der ikke virkede. Og så står regeringen og præsenterer bandepakke 19, fordi de første 18 primært ramte skytteforeninger, jægere og teenagedrenge på vej hjem fra fritidsjob.

Eller flere nye regler for hvidvask, fordi banditterne hurtigt lurede, at man højst må sætte 50.000 kr. i kontant i banken, så de gamle regler kun ramte lovlydige erhvervsdrivende, der ikke som banditterne specialiserer sig i at kende og omgå reglerne.

… Civilsamfundet

Og endelig så tror jeg, at medlemmerne af den grundlovgivende forsamling havde spurgt “Har I slet ingen grænser for politik? Har I slet ingen tillid til civilsamfundet?”

Prøv at lægge mærke til, hvor ufatteligt sjældent det sker, at politikere siger “det finder folk nok selv ud af”. Lige nu er der fx en del politikere, som ønsker at regulere handelsplatformen Temu, fordi den giver danskerne mulighed for at købe en masse kinesisk skrammel, som kan indeholde kemikalier og hvad ved jeg.

Men kunne man ikke forestille sig, at politikerne ikke er de eneste, der har indset dette? Måske ved danskerne godt, at produkterne på Temu ofte er noget værre bras. Måske ved de godt, at man ikke uden videre skal købe børnenes underbukser på Temu.

Men måske ved danskerne også – tilsyneladende i modsætning til visse politikere – at der kan være fornuft i at spare et par hundrede kroner ved at købe udklædningen på Temu, som børnene alligevel kun har på én gang.

Danskerne – særligt dem med de laveste indkomster – er jo nødt til at prioritere. Sparer de 150 kr. på udklædningen, har de 150 kr. ekstra til at købe sundere versioner af produkter, børnene bruger mere end én gang.

Og hvorfor skulle politikerne egentlig være bedre til at prioritere end danskerne selv er? Jeg har svært nok ved at prioritere i mit eget og min families liv. Jeg kunne aldrig drømme om at prioritere i fremmede menneskers liv.

Men det hænger måske sammen med, at jeg ikke har lige så meget selvtillid som politikerne.

…Pandemien

Politikernes manglende tiltro til civilsamfundet og den enkelte dansker så vi måske aller tydeligst under coronapandemien. Her var tankegangen tilsyneladende, at hvis ikke regeringen greb ind og lukkede skoler, restauranter og grænser, ville ingen gøre noget.

Men det er jo ikke sandt.

Forleden sad jeg og bladrede i aviser fra ugen op til nedlukningen d. 11. marts 2020. De var fyldt med historier om tomme restauranter, tomme fly, tomme hoteller osv.

Danskerne var begyndt at tilpasse sig til pandemien længe før Mette Frederiksen lukkede landet ned. Danskerne er ikke dumme. Når de ved, der er en pandemi i landet, passer de selvfølgelig på.

Det kunne de sagtens finde ud af uden regeringens indgreb. Men regeringen kunne ikke dy sig.

Og konsekvenserne kender vi jo alt for godt. Børn hjemsendt fra skolerne i månedsvis. Ældre, der døde alene uden deres nærmeste ved deres side. Mink, der blev aflivet på et tyndt grundlag og med enorme omkostninger til følge.

…Grundloven og demokratiet

Grundloven gav os demokratiet. Men et demokrati er ikke bare et demokrati. Der er væsentlige nuancer i forhold til, hvordan demokratiet anvendes.

Respekterer flertallet mindretallet?

Gør lovgiverne sig umage, når de indfører nye regler, eller haster de dem igennem og overlader vigtige beslutninger til ministre og bureaukrater?

Respekterer lovgiverne grænserne for politik og nøjes med at regulere de områder, hvor civilsamfundet ikke kan selv?

På 175-året for vores Grundlov synes jeg, det er en tanke værd. Ja, vi har demokrati i Danmark. Et velfungerende demokrati vel at mærke. Et af de bedste i verden, hvis I spørger mig.

Men det ville være endnu bedre, hvis lovgiverne i langt højere grad lod tvivlen komme borgerne til gode.

Hvis de kun indførte nye regler, når det var absolut nødvendigt, og man efter grundige overvejelser og en sund demokratisk debat havde en meget klar idé om, at reglerne rent faktisk ville gøre Danmark bedre.

Rigtig glædelig grundlovsdag.

Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.

Så hvor stor effekt finder SDU-forskerne så?

Indtil videre har forskerne kun udgivet ét studie, som kan svare på dét spørgsmål. I studiet bruger de den syntetiske kontrolmetode til at estimere effekten af en kontrafaktisk svensk nedlukning på overdødeligheden. Metoden går kort fortalt ud på at lave et syntetisk Sverige på baggrund af en række donorlande, som følger Sverige tæt før nedlukningerne. Og hvis det rigtige og syntetiske Sverige så adskiller sig markant efter nedlukningerne i det syntetiske Sverige, er konklusionen umiddelbart, at nedlukningerne i det syntetiske Sverige har forhindret COVID-19-dødsfald (Christian Bjørnskov har tidligere her på siden beskrevet et andet studie, der bruger samme metode, herunder hvilke problemer der kan være ved metoden).

I studiet, som forskerne fra SDU har udgivet, konkluderer de, at effekten af en nedlukning er ”30 deaths/100,000 inhabitants in Sweden as compared to synthetic Sweden”. Overført til befolkning på størrelse med den danske estimerer de altså, at nedlukningerne forhindrede ca. 1.700 dødsfald. Og selvom det selvfølgelig er en del, så er det milevidt fra de 35.000 forhindrede dødsfald, som Lone Simonsen fra RUC i 2021 turnerede med på bl.a. forsiden af Jyllands-Posten. Til sammenligning har Statens Serum Institut estimeret, at ”overdødelighed relateret til influenza for hele 2017/18-sæsonen var på 1.644 dødsfald”.

Det mest interessant er dog, at selv de 1.700 forhindrede dødsfald ser ud til at være en betydelig overvurdering af, hvilken effekt nedlukningerne har. Som vi også tidligere har beskrevet her på siden, har forskning vist, at vinterferien havde stor betydning for, hvor hårdt forskellige regioner i Europa blev ramt af pandemien. Særligt regioner med vinterferie i uge 9 blev hårdt ramt, fordi de importerede COVID-19 fra store (på daværende ukendte) udbrud i Alperne uden at vide det. Senest har den daværende svenske statsepidemiolog i Sverige, Anders Tegnell, i et interview i Politiken påpeget, at man på kort tid fik meget smitte ind i Sverige på grund af vinterferien, og at det bogstaveligt talt væltede ind med hjemvendte skiturister i Stockholm i starten af pandemien.

SDU-forskernes metode tager ikke højde for betydningen af vinterferien. Derfor har jeg kørt deres model (som kan downloades her) med den ene ændring, at jeg opdeler Sverige i to hypotetiske lande: Et Sverige med tidlig vinterferie som i Danmark (uge 7 og 8) og et Sverige med sen vinterferie (uge 9 og 10). Det svarer stort set til at opdele Sverige i et nordligt og sydligt Sverige.

Når jeg kører forskernes model på disse to hypotetiske ”Sveriger”, får jeg resultaterne præsenteret i nedenstående figur. Panel A til venstre viser resultatet for det hypotetiske Sverige, der har vinterferie samtidig med Danmark. Figuren viser, at overdødeligheden i ”tidlig vinterferie-Sverige” svarer nærmest præcis til overdødeligheden i den syntetiske version. Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.

Til gengæld viser Panel B, at forskernes model estimerer en stor effekt af en nedlukning i ”sen vinterferie-Sverige”, hvor forskellen i forhold til den syntetiske version er omkring 60-70 forhindrede dødsfald pr. 100,000 indbyggere.

Men hvordan kan modellen finde en stor effekt af nedlukninger i ”sen vinterferie-Sverige”, når den ikke finder nogen effekt i ”tidlig vinterferie-Sverige”?

En oplagt forklaring er, at Sverige ikke kun adskilte sig fra Danmark ved ikke at indføre en nedlukning. Landet havde også mange skiturister i Alperne på et meget uheldigt tidspunkt (særligt uge 9). Og fordi SDU-forskernes metode ikke kan kontrollere for effekten af timingen af vinterferien, ender de med at konkludere, at det er nedlukningen, der driver forskellen.

Men det er ikke den eneste forklaring. Du har måske bemærket, at overdødeligheden for den syntetiske version af ”tidlig vinterferie-Sverige” (den stiplede linje i panel A) stiger efter nedlukningen, mens det ikke sker for ”sen vinterferie-Sverige” i panel B. Forklaringen ser bl.a. ud til at være, at ”tidlig vinterferie-Sverige” ligner Belgien temmelig meget, og Belgien derfor tillægges en relativt stor vægt i modellen. Og hele Belgien har vinterferie i … uge 9! (Belgien var også det land i Europa, der havde flest COVID-19-dødsfald i foråret 2020).

Samtidig er der to län i Sverige, der – selvom de har vinterferie i uge 8 – kan være stærkt påvirket af vinterferien i uge 9, fordi mange pendler ind til Stockholm. De kan altså meget let være blevet smittet af kollegaer i løbet af uge 10, inden man blev opmærksom på udbruddene i Alperne.

Konklusion: Man skal være meget, meget påpasselig med den syntetiske kontrolmetode og nedlukninger

Mine resultater (som altså er lavet efter præcis samme metode som forskerne fra SDU – eneste forskel er, at jeg opdeler Sverige i to) viser, at det er stærkt problematisk at konkludere, at nedlukninger virker på baggrund af en den syntetiske kontrolmetode, som forskerne fra SDU har anvendt. Én lille ændring betyder, at deres model ender med at vise, at nedlukningen ikke havde nogen effekt på overdødeligheden, og at det i stedet er netop timingen af vinterferien, der driver deres resultaterne. Den centrale pointe er dog, at den syntetiske kontrol metode – som Christian Bjørnskov har skrevet tidligere – ikke egner sig til at evaluere effekten af nedlukningerne i foråret 2020, fordi der ganske enkelt er for mange tilfældigheder på spil i starten af pandemien, som modellen ikke kan håndtere.

Som vi beskrev i vores bog, ”Did Lockdowns Work? The verdict on Covid Restrictions”, fokuserer mange studier på outliers som Sverige, Italien og New York, med meget høje dødstal under første bølge. Og på den baggrund drager de meget stærke konklusioner om effekten af nedlukninger (som dog ofte på trods af problemerne er relativt beskedne).

Ovenstående resultater viser, at det kan give en skævvredet opfattelse af effekten nedlukningerne, fordi der kan være særlige hensyn (fx at smitten kunne sprede sig under radaren pga. rene tilfældigheder), som metoderne ikke kan fange.

Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.

Nedenfor er et par udpluk.

”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”

“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”

Konsekvensen af mindre konkurrence er højere priser, dårligere service osv. (og højere profitter eller mere ineffektivitet i banksektoren).

“Derudover kan den omfattende regulering, herunder af bl.a. kapitalkrav og hvidvaskbekæmpelse, gøre det dyrere at drive en mindre bank i forhold til at drive en større bank.”

Det betyder kort fortalt, at reguleringen bidrager til, at vi får få store banker (hvilket isoleret set øger samfundsrisikoen i den finansielle sektor, fordi de afledte problemer ved en bank, der krakker, afhænger af bankens størrelse)

“Den omfattende regulering og øvrige etableringsomkostninger udgør en adgangsbarriere, som er med til at begrænse muligheden for, at nye aktører kan træde ind på markedet, hvilket mindsker det potentielle konkurrencepres på de eksisterende aktører.”

Det er stort set umuligt at starte en ny bank op i dag, bl.a. fordi du populært sagt skal starte med at opbygge en stor juridisk afdeling, som kan sikre, at du overholder reglerne, før du kan tage din første kunde ind. Konsekvensen er, at de eksisterende banker kan konkurrere (svagt, jf. tidligere) uden for alvor at skulle bekymre sig om nye konkurrenter.

”Regulation is the Friend of the Incumbent!”

PS: Der er naturligvis også andet end regulering, der er med til at bestemme graden af konkurrence på bankmarkedet for kunder. Asymmetrisk information om kunderne og problemer med at sammenligne (prisen på) produkterne er nogle af dem.

Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.

Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.

Martin Kulldorff was a professor at Harvard Medical School who argued during the pandemic that school closure was misguided policy, lockdowns were inappropriate and draconian, vaccine mandates were unjust, natural immunity conferred protection against subsequent severe disease, kids did not need to be vaccinated, and that two year old children should not wear cloth masks in daycare.

On all these positions, Kulldorff ran up against the “establishment” view, and, in all these positions, in my estimation, Kulldorff was correct.

Yet, recently Martin wrote a staggering essay where he describes how his unpopular opinions left him ostracized at Harvard Medical School. He was eventually fired for a petty crime. What was this crime?

Martin declined to pursue a COVID-19 vaccination, after he had and recovered from COVID-19. This makes a lot of sense, as no one has ever shown that vaccinating someone who had COVID-19 further reduces the risk of severe disease or hospitalization. Moreover, it does not help others — as no amount of vaccination can halt transmission. Finally, the FDA never made Pfizer run a trial in people who had COVID-19, which is a violation of their duty to provide data to the American people.

As a doctor, I would have told Martin: I see no good evidence to support giving you a COVID-19 vaccination.

As a policy maker, I would have told Harvard: It is unethical to implement a vaccine mandate with a leaky product that cannot halt transmission.

Yet, even if you disagree with Martin on COVID-19 views, and even if you think he should have been vaccinated, can we at least agree that it is incredibly poor form and a threat to Academic Freedom to fire doctors and professors who disagree? What message does this send to faculty?

The academy is full of people who declined vaccines — mostly with dubious exemptions — and yet Harvard fires the one professor who happens to speak out against Government policies. It looks like Harvard has weaponized its policies and selectively enforces them.

Worse, this sends a chilling message that you can’t speak out against policy — even if it is in your wheelhouse — at times of crisis. Of course, Universities are full of petty rules, and can find that you violated one or the other. They will selectively enforce these and fire you. Tenure be damned.

Obviously, I think Martin was correct, but I am stunned that even those who disagree with him would want him fired. What will happen at a future date when Harvard wants to fire you? Except if you plagiarize, repeatedly, and often — then you just step down as president but keep the same 900k salary! If you think Martin Kulldorff should be reinstated at Harvard, please sign this petition.

My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.

Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.

Forfatteren til indlægget (som rettelig omhandler situationen i USA, men den er næppe så forskellig fra situationen i EU) hævder, at ingen virksomheder vil bygge en ny fabrik uden en kontrakt på adskillige år. Men det udsagn er ikke helt korrekt. For man kan godt købe én granat fra en helt ny fabrik, hvis man bare er villig til at betale nok for den. Prisen på den ene granat ville i så fald skulle dække både omkostningerne til at etablere fabrikken og omkostningerne til at producere den første granat.[1]

Behovet for lange kontrakter opstår, hvis man kun vil betale den normale markedspris på $3-4.000 pr. granat. For så skal omkostningerne til at etablere fabrikken spredes ud på langt flere granater. Og så har virksomhederne brug for en vis garanti for, at de kan afsætte tilstrækkeligt mange granater.

Der er naturligvis ingen, der køber én granat, men korte kontrakter på levering af granater nu og her, er faktisk muligt. Men det kan føre til at man bygger relativt ineffektive fabrikker, hvor prisen pr. granat er høj, fordi man prioriterer hurtig levering over høj effektivitet i produktionen (fx ved at bruge en stor andel arbejdskraft eller maskiner, der ikke er specialdesignet til at producere granater – se evt. denne glimrende video, som viser hvordan granaterne bliver produceret).

We have many of the machines required in the US; these would need to be co-located to be dedicated to a war effort.

Det ligner altså et klassisk økonomisk tradeoff.  Med lange kontrakter kan man få højt specialiserede fabrikker, der kan producere granater til lave priser. Altså en høj fast omkostning (i tid og penge) til at etablere fabrikken, men til gengæld lave marginale omkostninger pr. granat. Med korte kontrakter får man mindre specialiserede (men billige) fabrikker, som til gengæld har relativt høje omkostninger pr. granat.

Hvad der er det bedste valg, er der ikke noget objektivt rigtigt svar på. Det afhænger af, hvordan man forventer, fremtiden vil se ud. Og det kan sagtens blive dyrt at vælge forkert.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at man køber de granater, man skal bruge nu og her, på det internationale marked, så man får lidt mere tid til selv at opbygge en mere effektiv produktion. Desværre ser det ud til, at EU her har spændt ben for sig selv ved at kræve, at granaterne skal være produceret i EU (hvilket vel at mærke er til gavn for de europæiske producenter), hvilket tidligere ambassadør i Rusland, Carsten Søndergaard, også bemærkede i Altinget for nylig.

En væsentlig årsag til, at det halter med europæiske leverancer, er, at nogle lande mener, at våben til Ukraine finansieret af EU, skal være produceret i EU. Det vil tage lang tid at få fabrikkerne til at levere, uanset om Ukraine bløder.

Det centrale er dog, at meget tyder på, at det kan lade sig gøre at levere de granater, Ukraine skal bruge. Hvis altså vi virkelig vil. En pointe, der også kom frem forleden, hvor Berlingske havde talt med direktøren for en svensk ammunitionsfabrik.

Man ville let kunne udvide produktionen, fortæller fabriksdirektør Björn Andersson til Dagens Nyheter. Men det er ikke sket.

For man mangler store, faste og langvarige ordrer fra den svenske stat eller andre købere. Og de er ikke kommet.

Man har ansøgt EU-fonde om penge til en modernisering, men venter på svar, og derfor kan planer om en udvidelse og modernisering af fabrikken ikke fuldføres.

Tilbage står, at mængden af artillerigranater, vi kan levere til Ukraine, snarere er et politisk spørgsmål end et rent teknisk spørgsmål. Vil vi, så kan vi.

PS: At regulering trods alt har en vis betydning, fremgår af denne QA fra det omtalte indlæg:

Q: My question is how all sides participated in WW1 succeded producing around 1.5 billions of shells in short period of time?

A: That is not an area I researched much, but I can offer a few thoughts that could guide your own research. For one, they had less or no permitting, you could put a steel mill wherever it was most economical. As a result, they had a much higher industrial base to begin with. Similarly, those sites were likely versatile. SCAAP started its life making train cars and re-tooled into shells. Many of those steel mills during WW1 could have re-tooled relatively quickly to meet the demand from the governments. Considering HF-1 wasn’t invented until the 70s, they were using some less precise form of steel. Based on how Bethlehem Steel described the sophistication of HF-1, I would also assume earlier shell steel was far simpler to manufacture. So I would expect they had many more facilities with fewer rules producing many more shells that were slightly worse than what SCAAP produces today.

PPS: Det er i øvrigt værd at se nedenstående video, som viser hvordan granaterne fremstilles. Så vidt jeg kan se, er der ikke tale om raketvidenskab, men netop artillerividenskab. Noget man har kendt til i mange, mange år.

[1] I virkelighedens verden vil det naturligvis være fabriksejernes forventning til, hvor mange granater, de skal producere (og til hvilken pris=, der er afgørende og ikke de konkrete kontrakter. Men de to ting hænger naturligvis sammen i et eller andet omfang.

Lad os begynde med de graverende fejl.

I kronikken hævder LV, at Sveriges ”første strategi var ikke at reagere i tre uger i marts 2020, hvilke førte til en kæmpe bølge og 5.000 covid-dødsfald”. LV er ikke de første, der fortæller denne vandrehistorie, som bare ikke er korrekt. For dødeligheden i Sverige var langt højere end i Danmark, længe før nedlukningen kunne have nogen effekt. Omkring 7. april døde der dagligt omkring tre gange så mange i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men på det tidspunkt kunne en evt. effekt af nedlukningen af skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 18. marts endnu ikke haft nogen mærkbar effekt, da der går ca. tre uger fra man smittes til man dør af COVID-19.

Forskellen i dødstallene kan altså langt fra forklares med manglende reaktion. Tværtimod har forskning vist, at én væsentlig forklaring på forskellen er, at mange svenskere har vinterferie i uge 9 og derfor i langt højere grad end danskerne bragte smitten hjem fra Alperne og ud i det svenske samfund. Lektien er altså, at tilfældigheder har stor betydning for dødeligheden – særligt i starten af pandemien.

LV hævder også, at Sverige og Danmark ”var lukket ned i samme grad, bare på forskellige måder”. Det er ærgerligt, at to respekterede forskere bidrager til at bringe misinformation i en landsdækkende avis. LV mener bl.a., at Google-mobilitetsdata viser, at der ikke er meget forskel på de to lande, men det betyder på ingen måde, at landene var lukket ned i samme grad. Hverken skoler, restauranter eller butikker var påbudt lukkede i Sverige. Men svenskerne passede frivilligt på, og derfor – ikke pga. nedlukningerne – rejste de mindre og reducerede desuden deres privatforbrug næsten lige så meget som danskerne. Men det skete altså frivilligt – ikke på grund af nedlukningerne.

Desværre er det ikke første gang, at Lone Simonsen bidrager med misinformation. Mange husker måske Lone Simonsens bidrag til en forside på Jyllands-Posten d. 10. marts 2021 med overskriften ”Forskere: Op mod 35.000 dødsfald er undgået ved nedlukninger” – en påstand, som Lone Simonsen ikke havde skyggen af evidens for.

LV mener desuden, at vi kun kan se, om de mange restriktioner var prisen værd, ved at ”sammenligne med det scenario, vi undgik, nemlig det, der skete i Lombardiet i Norditalien”. Men hvorfor gå helt til Italien, når vi er naboer til et samfund med væsentligt færre restriktioner? Selv hvis vi ser bort fra, at Sverige bl.a. pga. vinterferien fik en rigtig hård start på pandemien, så er overdødeligheden i Sverige under hele pandemien sammenlignelig med den danske.

Og jeg ved godt, at LV tidligere er ”faret i blækhuset”, fordi andre forskere havde skrevet, at Danmark og Sverige havde ”klaret sig fuldstændig ens” målt på overdødelighed. Hvem der har ret afhænger af den valgte metode, men tager vi udgangspunkt i LV’s egne tal, så var overdødeligheden i Danmark omkring 2.900 lavere end i Sverige over to år – altså 1.450 pr. år. Til sammenligning døde der i 2018 i Danmark 1.971 flere end i 2017. Og i 2011 døde der 1.852 færre end i 2010. LV for altså i blækhuset for at påpege en forskel, der ligger inden for de udsving, vi med jævne mellemrum oplevede før nogen havde hørt om COVID-19.

Så det mest påfaldende, LV burde have bidt mærke i, er, at to lande kan komme igennem en pandemi med omtrent samme resultat, selvom der er væsentlig forskel i graden af nedlukninger. Vil man drage mere håndfaste konklusioner, kræver det mere end to udvalgte lande. Det er der heldigvis en voksende forskning i, og den viser, at nedlukningerne internationalt havde yderst beskeden effekt.

Forklaringen er bl.a., at borgernes frivillige adfærdsændringer havde enorm betydning for pandemiens udvikling. Kigger man i Politikens avisarkiv fra starten af marts 2020, vil man fx se, en artikel d. 9. marts med underrubrikken ”Restauranterne er hårdt ramt af coronakrisen, fordi gæsterne melder afbud på stribe”. Og allerede 3. marts – længe før grænserne lukkede d. 14. marts – bragte Berlingske en artikel under rubrikken ”Danskernes rejselyst falder drastisk efter coronaudbrud”. Det var i høj grad disse frivillige adfærdsændringer – foranlediget af informationer og anbefalinger fra myndighederne – der holdt pandemien nogenlunde under kontrol. Det var en konklusion, som regeringens ekspertudvalg også kom frem til i løbet af sommeren 2020.

Det måske mest overraskende er, at LV slet ingen lære drager af de voldsomme fejlskøn, som deres modeller gav anledning til. Fx viste deres modelkørsler af samlescenarierne i foråret 2021, at en genåbning ville medføre, at antallet af daglige nyindlæggelser ville toppe mellem 110 og 185 afhængig af sæsoneffekten, med en usikkerhed spændende fra 55 til over 300 nyindlæggelser dagligt. De reelle indlæggelsestal kom dog aldrig over godt 40 daglige indlæggelser på ugebasis.

Det er ingen skam ikke at kunne forudsige udviklingen på et område med stor usikkerhed og lavt erfaringsgrundlag, og det er bedre at skønne så godt man kan, end slet ikke at gøre det. Men det er afgørende, at erfaringerne efterfølgende bliver brugt til at bygge bedre modeller, der fx indarbejder frivillige adfærdsændringer, og at usikkerheden lægges til grund, næste gang man tager politiske initiativer.

Det er bekymrende, at LV udviser så lidt selvrefleksion i forhold til spørgsmålet om, hvad man har lært af coronakrisen. Det er naturligvis i orden, at forskere opererer inden for et snævert fagligt felt, men hvis de deltager i politikudformning og den offentlige debat, så kan de ikke bare ignorere de samfundsmæssige konsekvenser uden for deres snævre felt.

Pandemien og nedlukningen havde enorme konsekvenser ikke bare for antal smittede og indlagte, men for resten af samfundslivet – for bl.a. økonomi, indlæring, trivsel, langsigtet sygehuskapacitet mv. Vi har brug for en grundig evaluering af pandemihåndteringen.

Det er skuffende lidt, LVs kronik bidrog til dette.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Hvis en af Punditokraternes læsere kender noget til området (eller kender en der gør), så hører jeg naturligvis meget gerne fra jer (mail: herby@cepos.dk). Både i forhold til de egentlige krav til produktionen, men også i forhold til øvrige begrænsninger (er der fx regulatoriske begrænsninger ift. at skaffe kapital?)

Lad os starte med denne Forbes-artikel, som ganske fint beskriver, hvorfor regulering kan være et problem. Der er store forskelle på at producere til et lager, hvor granaterne i princippet skal kunne ligge i årtier, og til den nuværende situation, hvor granaterne skal bruges med det samme. Det er dog ikke klart for mig, hvorvidt det skyldes statslig eller EU-regulering, eller om det blot er sådan industrien opfører sig:

Excessive requirements are a big problem. To eke the maximum safety, shelf-life, and performance out of each and every shell, Western artillery ammunition is over-engineered—and then, on top of already daunting engineering requirements, the shells are subjected to an array of boutique [i.e. specialized, unique] national requirements. (Min fremhævning og tilføjelse i firkantede paranteser)

Våbenindustrien har også selv peget på regulering og bureaukrati som en barriere. Dette citat har været bragt i adskillige medier, men jeg har desværre ikke kunnet finde den oprindelige kilde:

Industry has already significantly expanded its production capacities and increased production as much as possible under adverse circumstances (supply chain bottlenecks, swelling raw material costs, shortages of qualified workforce, burdensome regulation and administrative processes, paucity of actual orders). (Min fremhævning)

I Tyskland har en forsker overfor The Times peget på bureaukrati i bestillingsledet som en barriere.

Germany’s shopping list of armaments was drawn up by the defence ministry within weeks of the Russian invasion in February last year.

However, each item must be laboriously checked and formulated by the military procurement agency in the southwestern city of Koblenz. The MPs on the Bundestag’s budget committee then have to approve every order worth more than €25 million, a figure fixed in the early 1980s and unchanged despite four decades of inflation. (Min fremhævning)

Noget tyder også på, at EU har lagt benspænd for sig selv ved at kræve, at granaterne skal produceres i EU. Jeg er ret overbevist om, at ukrainerne er ligeglade med, om granaterne kommer fra EU eller andre lande.

The initial EU deal foresaw that participating countries, together with Norway, would buy the ammunition only from defence companies based across the bloc, effectively excluding the arms industry of democratic partners such as the US, the UK, Israel and South Korea. (Min fremhævning)

Hvor afgørende er regulering?

Hvor vigtigt ovenstående er i forhold til at levere artillerigranater til Ukraine, ved jeg ikke. Selv på et helt frit marked tager det tid at øge produktionen af granater. Jeg vil på ingen måde blive overrasket, hvis regulering har en stor betydning, men lige nu ved jeg det ikke.

Jeg finder det dog relativt overraskende, at Europa under 1. Verdenskrig kunne producere halvanden milliard granater på fem år, mens vi i dag ikke engang kan producere 1 million på et år…

From 1914 to 1918, Germany and Austria-Hungary produced up to 680 million shells and the industries of the Allies France, Britain, Russia (to October 1917), Italy, the U.S. and Canada, produced up to 790 million shells (the statistics vary greatly).

Der er mere interessant info i denne X-tråd, hvor nedenstående grafik er fra.

Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.

Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.

Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.

Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.

Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.

The government’s decision to ban disposable vapes last week was welcomed by many people who wish this type of e-cigarette had never been put on the market in the first place.

Whether the ban will remove them from the market in practice is another question.

According to a study published last month, disposable vapes are used by 2.6 million adults, most of whom are smokers or ex-smokers. What will they do after the ban? Some of them will switch to refillable vapes, some will buy disposables on the black market and some will switch to cigarettes. There is no way of knowing what the split will be but, as the authors of that study concluded, the ban “has the potential to slow progress in driving down smoking prevalence”.

A growing body of evidence from economists shows that when governments apply taxes, advertising bans and flavour bans to e-cigarettes, it leads to an increase in cigarette sales. This is unsurprising since e-cigarettes and combustible cigarettes are direct substitutes, but politicians haven’t learnt the lesson (or, more cynically, they don’t want to lose tobacco duty revenue).The evidence that flavour bans lead to more people smoking is particularly relevant since Rishi Sunak says he intends to restrict flavours in refillable e-cigarettes.

If the government won’t look at the academic evidence, it should at least look at Australia where e-cigarette prohibition has been a fiasco. As I said in the Spectator last week and in an IEA briefing last year, a more sensible approach would be to enforce the laws that already exist. It has been illegal to sell a vape to anyone under 18 since 2015 and yet many unscrupulous retailers are brazenly flouting the law.

If kids are buying disposable vapes from corner shops, there is nothing to stop them buying refillable vapes. Banning a product that many people have used to quit smoking is not the solution to underage vaping.

After the ban was announced, the BBC interviewed a father of three who “fears it will drive the sale of illegal or black-market vapes” and a 17 year-old vaper who “would consider cigarettes as an alternative if a ban came in”. And yet they both supported the ban! As James Buchanan warned us in 2005, we have become so addicted to paternalism that we welcome every new prohibition even though we know that it’s not good for us.

An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.

Incompetent Elites Make Trump Look Appealing

His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.

Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …

What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.

I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.

In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.

When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.

Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.

They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….

This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.

A little advice at the end:

What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.