Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.

Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.

Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:

“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”

I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:

“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”

Jeg har tidligere skrevet om baggrunden for Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 – og “relativt” skal nok læses både i forhold til demokrati og velstand.

Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).

Et kontroversielt valg for nogle, åbenlyst for andre

Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.

Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.

(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)

María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.

Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).

I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.

Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.

Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?

Fra NGO til oppositionens frontfigur

Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.

Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.

Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.

Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.

Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.

Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.

For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.

Fra oppositionens stemme til global højrefløjsfigur

I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.

Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.

Machados gennembrud

Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.

Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.

Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.

Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).

Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.

Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.

Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.

Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.

Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.

Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.

Indekset, der offentliggøres af canadiske Fraser og en lang række andre tænketanke og anvendes bredt i økonomisk forskning, har generelt været stigende siden årtusindskiftet; se figuren. Den eneste større undtagelse var 2008 op til finanskrisen, hvorefter trenden vendte parallelforskudt tilbage. I 2019 toppede det gennemsnitlige indeks op til pandemien, men denne gang fortsatte nedgangen i de kommende år.

Ser man på 2023, som er det sidst opgjorte år, er der faktisk en lille stigning i forhold til året før. Det er vel at mærke opgjort som uvejet gennemsnit. Ser man derimod på gennemsnittet vejet med landenes folketal, er der kun tale om en stagnation. Under alle omstændigheder er der et stykke op til situationen fra før pandemien brød ud.

I den næste figur kan man se de uvejede gennemsnit for verdens regioner. Det fremgår, at alle regioner ligger lavere end før-corona-niveauet i 2019. Nordamerika – som dog har ligget på en faldende (men høj) trend lige siden årtusindskiftet – og Afrika syd for Sahara (som tegner sig for det laveste niveau) – er tættest på at indhente 2019-niveauet.

Figuren nedenfor viser de fem underindeks, som den samlede score beregnes ud fra. Der er igen tale om befolkningsvejede indeks. Som det ses, er det sund pengepolitik, som gav det suverænt kraftigste træk nedad i det samlede indeks. Underindekset for størrelse af den offentlige sektor (bemærk at en lille offentlige sektor og lave skatter trækker op) faldt i coronaåret 2020, men returnerede umiddelbart efter. Men det er værd at bemærke, at det  – ligesom indeksene for regulering og rettigheder – nu stagnerer.

Inflationen er heldigvis aftaget siden 2022, og det vil forhåbentlig omsætte sig i større økonomisk frihed i de kommende år. Men der er ikke lagt op til lige så lave inflationsmål i de store centralbanker som før coronaen. F.eks. har den amerikanske ændret sit fra højst 2 pct. til gennemsnitligt 2 pct. – et tal der i øjeblikket overskrides. Samtidig er de offentlige finanser præget af svækket disciplin, store underskud og stigende gældskvoter i EU og store lande som USA og UK. Det kan også blive inflationsdrivende.

Endelig viser den sidste figur de danske underindeks og samlede score. Også her er billedet præget af inflationen (som vi dog importerer via fastkurssamarbejdet), der medførte et betydeligt dyk i ”sund pengepolitik”-indekset. Den spillede også en rolle for stigende reguleringsbyrde (dvs. faldene indeks for regulering), fordi negativ realrente trækker ned. Og som i andre lande er det generelle billede for andre underindeks stagnation.

Danmark ligger på en samlet niende plads, mens Hong Kong, Singapore, New Zealand, Schweiz og USA er de fem frieste økonomier i verden ifølge EFW-indekset. De mindst frie af de 165 scorede lande er Venezuela, Zimbabwe og Sudan. Helt nede i bunden – på en 159. plads – ligger også Argentina, som dog må formodes at springe i vejret, efter at Mileis reformer er kommet i gang.

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.

Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.

Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.

I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?

Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.

Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.

Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.

En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.

Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.

Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.

At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.

Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.

Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.

En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.

Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.

Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.

Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.

Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen

Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.

Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.

Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.

Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.

Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).

Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.

Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.

Figur 1.

Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).

Figur 2.

I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.

Figur 3.

Den Chilenske model i krise

Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.

Men hvad skete der egentlig?

Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.

Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).

Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.

Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.

Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.

Figur 4.

Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.

Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.

Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.

Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.

Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.

Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:

A History of Chile 1808-2002, Simon Collier & William F. Sater

The Economic Transformation of Chile, Hernán Büchi

The Chile Project: The Story of the Chicago Boys and the Downfall of Neoliberalism, Sebastian Edwards

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.

Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.

Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Figur 1. Holdning til optøjer og præsidentvalg

I forlængelse af urolighederne den 8. januar er guvernøren for det Føderale Distrikt efter ordre fra højesteretsdommer Alexandre de Moraes, som jeg vender tilbage til senere i dette indlæg, blevet sat fra bestillingen indtil videre, en tidligere justitsminister under Bolsonaro er arresteret og efterforskning af en lang række personer, herunder også Bolsonaro er sat i værk, mens op mod 1.500 mennesker blev interneret. Her to uger senere tilbageholdes fortsat en stor del.

Hvis man er interesseret i en mere indgående beskrivelse af hvad der ledte op til optøjerne søndag den 8. januar, vil jeg varmt anbefale DRs genstart ( Genstart | Bolsonaros hooligans | DR LYD ), som har et fremragende interview med DRs korrespondent i Latinamerika, Kristian Almblad om begivenhederne. Både hvad der ledte op til dem og hvad man måske kan forvente/frygte fremover.

Som Brasiliansk gift og med familie og venner i ”begge lejre” – og en del som foragter både Lula og Bolsonaro – kan jeg kun nikke genkendende til Kristians beskrivelse. ”De” – det være sig ”hardcore” Bolsonaro- eller Lula-tilhængere, ser faktisk de to herrer som noget nær frelser-skikkelser, som intet galt kan gøre. Og mængden af konspiratoriske teorier er tilsyneladende uendelig.

Lige som tilfældet er med Donald Trump og hans tilhængere i USA, er forholdet til medierne (her de brasilianske) ekstremt kritisk. Man modtager og deler i stedet ”nyheder” via de sociale medier – Ikke mindst WhatsApp – som også er blevet brugt til at organisere de protester og lejre, man har slået op ved siden af en lang række militærkaserner landet over siden oktober.
 
De fattiges far (og de riges mor)

Mens “frelseren” Jair Messias Bolsonaro, ofte blot tituleret Capitão på grund af hans fortid som kaptajn i hæren, af sine tilhængere opfattes som manden, der skal redde Brasilien fra kommunisme og Venezuelanske tilstande og et bolværk mod sædernes forfald, så lader dyrkelsen af Lula bestemt ikke meget tilbage, når det kommer til hans tilhængere.

For dem er Lula ren som sne og med ham som præsident igen, forventer de en tilbagevenden til de gode tider i nullerne, hvor ikke mindst et historisk råvareboom kombineret med fornuftige (omend begrænsede) reformer under Lula’s forgænger Fernando Henrique Cardoso, indebar at man kunne finansiere et omfattende cash-transfer program (Bolsa Familia), mens de offentlige lønninger steg betydelig og samtidig oplevede en hastig faldende offentlig gæld (som andel af BNP), se også figur 2. Ak, hvor vil de blive skuffet.

Lula’s første periode kan bedst betegnes ved at man ikke rullede reformerne (herunder privatiseringer) fra 1990erne tilbage, selv om Lula’s parti PT stemte mod stort dem alle (det gjorde et dengang ubetydeligt medlem af underhuset, nemlig Bolsonaro, også).

Regeringens politik ændrede sig dog i løbet af Lula’s anden valgperiode, hvor man førte en langt mere interventionistisk økonomisk politik, der på visse områder mindede om en moderne udgave af den økonomiske politik, militæret førte i 1970erne. I stedet for ekspansion af statsejede virksomheder, kastede man sig ud i en voldsomt stigende kreditgivning til private virksomheder.

Med renter langt under både renten på statsobligationer og inflation var der reelt tale om en betydelig subsidiering af de heldige med adgang til disse kreditter. Værdien af subsidieringen var også langt større som andel af BNP end det “cash-transfer” program (Bolsa Familia), som Lula blev så kendt og berømmet på (og som for øvrigt var en udvidelse af et program, indført før Lula blev valgt første gang).

Af samme grund kan man passende bruge samme betegnelse om Lula, som i midten af det 20. århundrede blev Brasiliens landsfader, Getulio Vargas, til dels : “De fattiges far” med tilføjelsen “og de riges mor”.

Lula’s efterfølger, Dilma Rousseff, videreførte Lula’s politik fra 2. valgperiode, med katastrofale konsekvenser. Ikke mindst for hende selv. det var enn væsentlig årsag til at kongressens to kamre “afsatte hende” – formelt (og korrekt) for at have overtrådt forfatningen (loven om finansiel ansvarlighed) – reelt fordi hun ikke formåede at “få enderne til at mødes” i en hastigt forværret økonomisk situation, og mistede det parlamentariske flertal i kongressen to kamre.

I PTs selvforståelse var afsættelsen et kup – ligesom annulleringen af Lula (og mange andres) domme for korruption, bliver fremstillet en frikendelse – ingen af delene er korrekt, men sådan er der så meget, når man selv kan vælge hvad man vil tro på.

Landet hvor i morgen aldrig kommer

Vi har har ved flere lejligheder beskæftiget os med Brasilien og generelt været meget kritisk overfor landets økonomiske udvikling – også for år tilbage hvor B’et i BRIKS var på alles læber og vi igen og igen fik fortalt om de store fremskrift under Lula i nullerne og begyndelsen af 10erne, indtil det ikke længere kunne skjules, at det alligevel ikke gik så godt. Eller med omskrivning af en tidligere opfattelse af Brasilien, som “landet af i morgen”. Et udtryk, som blev anvendt i midten af det 20. århundrede. Her, i 2020erne er det måske desværre mere passende at omtale Brasilien, som “landet hvor i morgen aldrig kommer”.

Sandheden er at Brasilien de seneste 4 årtier har haft en temmelig ringe økonomisk udvikling. Jovist, BNP per indbygger er vokset set over de seneste 4 årtier, men det er det jo også i Danmark. Som det fremgå af nedenstående figur 3, hvor jeg sammenligner udviklingen i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger i Brasilien og Danmark, er BNP faktisk steget betydeligt mere i Danmark end i Brasilien, og de færreste vil vist betegne Danmark den omtalte periode, som bare i nærheden af at være et vækst-mirakel.

Figur 3. BNP per indbygger, Danmark og Brasilien, 1980=100

Faktisk har Brasilien de seneste årtier været et af de lande i Latinamerika med den ringeste økonomiske udvikling. Ja, selv i de gode år i nullerne med høj vækst, hvor Lula og hans regering blev berømmet for den faldende fattigdom og faldende ulighed, var de opnåede resultater mindre imponerende, når man så nærmere efter. Med mere end 200 mio indbyggere (hver 3. latinamerikaner er Brasilianer) kunne det nok imponere mange, når man skrev og talte om hvor mange mio. der slap ud af fattigdom, men ser man på det procentuelt, var Brasilien faktisk igen et af de lande der klarede sig dårligst. Uligheden, målt ved gini kvocienten, havde været faldende siden starten af 90ernei hele regionen, uanset regeringernes “farve”.

Havde man “en fest” i nullerne, må man unægtelig sige at man efterfølgende har haft gevaldige “tømmermænd”. Ressesionen mellem 2013 og 2016 var således den værste i 100 år, og som det fremgår af figur 4 er den forventede vækst de kommende år ikke ligefrem noget at juble over. Forventet BNP pr. indbygger forventes først i 2027 at være (næsten) på niveau med 2012.

Figur 4. Købekraftkorrigeret BNP per indbygger, 2000-2027

Krisen i midten af forrige årti indebar også en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som dog er faldet betydeligt igen de seneste år (covid, det var valgår, alle sejl var sat til osv.), som det fremgår af figur 5.

Figur 5. Arbejdsløshed i procent

Det skal lige medtages, at figur 5 viser arbejdsløsheden på det formelle arbejdsmarked. Ca. hver 3. brasilianer har sit udkomme på det uformelle/ parallelle arbejdsmarked.

Efter den store nedtur i midten af 10’erne var Brasiliansk økonomi på vej op igen, men corona kostede på beskæftigelsen, lige som den kostede på BNP i 2020. Og når man vurderer perioden under Bolsonaro (og årene inden under Temer, som afløste Dilma da hun blev afsat i 2016), så blev der faktisk vedtaget en række reformer til gavn for den fortsatte økonomiske udvikling (og statens finanser). Under Bolsonaro lykkedes det således at gennemføre en efter brasilianske forhold betydedelig pensionsreform. Den var dog, måske forudsigeligt nok, af et noget mindre omfang end finansminister Paulo Guedes ønskede det. Bolsonaro selv saboterede den bl. a. ved i vid omfang at friholde militær og politi fra den nødvendige tilpasning. Ligeledes gennemførtes en arbejdsmarkedsreform, som bl. a. indebærer et fald i omkostningerne ved at hyre og fyre folk, Ligesom man gjorde fremskridt i forhold til afregulering og nedbringelse af fx. omkostningerne for virksomhederne i deres håndtering af betaling af og afgifter.

Men hvis Brasilien skal opnå højere kræver dog fortsatte markedsreformer, som næppe gennemføres foreløbig. Og som det fremgik af figur 2 fortsætter stigningen i den offentlige gæld målt som andel af BNP. Og reformer kunne jo mindske problemet ved at sikre højere vækst, hvorved man “vokser sig ud af gældsproblemet”. Det kommer næppe til at ske..

Figur 7. Forventet BNP, inflation (CPI), rente, primær balance, 2022-2026

Den nye regering er sådan set godt klar over ovenstående og finansminister, Fernado Haddad, har annonceret, at man ønsker at halvere det offentlige underskud (før finansielle omkostninger) til 1 pct. af BNP i forhold til de tidligere forventede ca. 2 pct. i indeværende år.

Det bliver så interessant at se hvad resultatet bliver mellem hvad Haddad ønsker og Lula siger. En evt. forbedring må derfor (hvis det overhovedet er realistisk) forventes at ske via et øget skattetryk. I forvejen udgør skattetrykket ca. 33-34 pct af BNP – blandt de højeste i Latinamerika – og meget højt, når man ser på hvor “langt bagud” Brasilien er i forhold til vores del af verden. Værdiskabelsen pr. indbygger i Brasilien svarer ca. til Danmark i 1950erne.

I det hele taget bliver det interessant at se hvilken version af Lula vi kommer til at opleve de kommende 4 år. Bliver det den Lula fra hans første valgperiode, hvor han klogeligt undlod at omgøre de fornuftige reformer der tidligere var blevet gennemført. Eller bliver det den Lula, som vi så i 2. valgperiode, hvor en stadig større statslig involvering i økonomien, som fortsatte under efterfølgeren Dilma Rousseff, ultimativt førte til den voldsomme økonomiske krise (og afsættelsen af Dilma) i midten af forrige årti?

Det bedste bud er nok at Lula – mere af nød end af lyst – vil regere som i hans første regeringsperiode. Det indebærer dog også at vi må forvente fortsat relativt ringe vækst, hvilket dog er bedre end det økonomiske kaos, som Lula og PT fik mulighed for at gennemføre den politik de reelt ønsker.
Og det er ikke just betryggende, når man følger med i hvad Lula siger om nationalbanken autonomi. Før 2021 kunne præsidenten hyre og fyre direktøren for nationalbanken, sådan forholder det sig ikke længere, efter en lovændring sikrer nationalbankens autonomi. Det har Lula været ude at kritisere, samtidig med at han har kritiseret det høje renteniveau. Som argument har han brugt, at inflationen faldt i 2022. Det skyldtes dog primært at man midlertidigt fjernede en række afgifter. Havde man ikke gjort det ville inflationen være endt på ca. 9 pct i stedet for 5,8 pct.

Hvad der taler for pragmatisme er selvfølgelig, at man er nød til at indrage centrum-højre for at få flertal i kongressens to kamre. Men reformer der for alvor kan gøre noget ved den “brasilianske syge”? (lav vækst og en dyr men ineffektiv off. sektor), skal man næppe forvente.

Og med tanke på at Lula er valgt på et meget tyndt mandat og risikoen for en meget utilfredsstillende fortsat økonomisk udvikling, bliver det interessant hvorvidt Lula er i stand til at balancere mellem sit baglands krav og ønsker og den “politiske” virkelighed i kongressens to kamre. Det var grundliggende her Dilma Rousseff fejlede. Fejler Lula også, ja så er vejen jo åben for at Bolsonaristerne igen kommer til fadet i 2026. Om det bliver med Bolsonaro som præsidentkandidat er dog ikke sikkert. Der er stor sandsynlighed for at Bolsonaro vil blive dømt til ikke at kunne stille op de næste 8 år.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Mens “de fattiges far” vandt valget og “frelseren” foretrak at rejse til Florida i stedet for at deltage i indsættelsen af den nye præsident ved årets start er en 3. herre, nemlig højesteretsdommer (FTS) og præsident for “valgkommisionen” (TSE), Alexandre de Morais, igen kommet i centrum.

Godt nok har det fyldt mere i de brasilianske medier, at Lula har udtrykt mangel på tillid overfor landets væbnede styrker, på baggrund af begivenhederne den 8/1 og der er næppe tvivl om at Bolsonaro får ikke så lidt flere stemmer end Lula gør i det segment. Men grundlæggende er der næppe grund til at tro at militæret skulle gå og drømme om at tage magten igen. I hvilket omfang medlemmer af landets væbnede styrker (og politiet) var involveret i begivenhederne i Brasilia skal naturligvis efterforskes – og bliver efterforsket, men derfra og til at militæret skulle udgøre en trussel mod det brasilianske demokrati er meget langt.

Måske kommer den største trussel fra en mere uventet kant – ikke fordi man ønsker et militærkup – som hardcore Bolsonaro tilhængere gør – tværtimod, men fordi man i bestræbelserne på at beskytte det brasilianske demokrati med gældende lovgivningh muligvis gør det modsatte. Og her personificerer dommer Morais to forhold, som kun synes at blive mere og mere problematiske. Ja måske kan ende med at blive den største udfordring for Brasiliens unge demokrati.

Glenn Greenwald, jurist, forfatter og journalist, som danner par med tidligere medlem af underhuset, valgt for partiet PSOL i 2019 (Brasiliens svar på Enhedslisten), senere skiftet til PDT (Partido Democrático Trabalhista), David Miranda har senest problematiseret dommer Morais uhørt store magt. Greenwald selv er en omstridt person (klik på link og læs Wikipedie opslaget om ham). I 2019-20 var han sammen med The Intercept, en helt på Brasiliens venstrefløj, ikke mindst PT, da han dokumenterede hvor langt, (med andre ord for langt), dommere og anklagere var gået i flere tilfælde, for at få dømt mistænkte i korruptionsskandaler. Ikke mindst i forbindelse med retsagen mod Lula, hvis dommer, Sergio Moro, senere blev Bolsonaro’s første justitsminister indtil de to røg i totterne på hinanden .

Figur 8. “Støtte” tweets fra henholdsvis Lula og Dilma Rouseff til Glenn Greenwald og The Intercept

I sit nyhedsprogram på Rumble (klik på ca. 15 minutter inde i videoen) behandler han hvorledes Alexandre de Morais med trusler om dagbøder beordrer sociale medier til at lukke for adgangen i Brasilien til navngivne politikere, journalister o. a. Bl. a. en populær podcastvært (Monark) som bedst kan sammenlignes med Joe Rogan i USA.

Herefter var samme venstrefløj, som tidligere havde hyldet Greenwald, sjovt nok ikke glad for ham og han blev udsat for en sand syndflod af hadske tweets – ofte gående på han seksualitet. Det skal medtages at Glenn Greenwald selv er en kontroversiel person og efter min mening lige lovlig konspiratorisk anlagt, mens troen på egne evner til at gennemskue verden bestemt ikke fejler noget. Her minder konspirationsteoretikere på både venstre- og højrefløjen jo en del om hinanden. Der er sjældent plads til tvivl om egne evner. Det kan dog ikke tages fra Greenwald at han tidligere har stået bag spektakulære afsløringer, som har vist sig at holde vand.

Både bl .a. New York Times og herhjemme Justitias direktør Jacob Mchangama, tidligere skribent her på bloggen, var da også sidste år ude ude og advare mod udviklingen og omfanget af censur i Brasilien,

Hvis målet er at komme “fake news” til livs, må man da også stille spørgsmåltegn ved hvorvidt man rent faktisk mindsker omfanget eller i sig selv gør folk “mere modtagelige”.

Brasilien er et udpræget lav-tillidssamfund og fakta betyder utroligt lidt for rigtigt mange – også veluddannede mennesker. Det kan man måske også mene ofte gælder i Danmark, men det er dog min erfaring efter mere end 30 år i både en dansk og brasiliansk virklighed, at proportionerne og omfanget i Brasilien er på et helt helt andet niveau.

Også blandt ellers veluddannede mennesker, som absolut ikke sætter egne “evner under en skæppe” (det er måske et af problemerne) i forhold til resten af den brasilianske befolkning, hersker troen på de vildeste konspirationsteorier. Det være sig at Lula’s sejr skyldtes valgsvindel (hvor den store vinder ved det samtidige parlamentsvalg var Bolsonaro’s parti PL, kan jo kun undre), at Dilma’s afsættelse var et kup eller at det sket ikke var Bolsonaro’s tilhængere som gik amok i Brasilia den 8/1, men derimod folk fra venstrefløjen, som havde infiltreret ellers fredelige demonstrationer. Og sådan kunne jeg blive ved.

Som Kristian Almblad siger i den P1 udsendelse (se tidligere link), så er det som at følge tilhængerne af to fodboldhold, hvor man er blind over for ens egnes frispark, hvor modstanderne ikke laver andet, mens dommeren er partisk og på modstanderens side ved enhver kendelse der går ens eget hold imod. Man kunne her tilføje at en del af “den tredje gruppe” – de der foragter både Lula og Bolsonaro, måske har en – mildt sagt – lidt for stor tiltro til det juridiske system og diverse dommeres personlige habitus

Så måske har dommeren her faktisk en uheldig hovedrolle? Hvis det er tilfældet, er konsekvensen næppe mindre, men derimod mere polarisering i det Brasilianske samfund.

En polarisering, som ikke mindskes men måske derimod understøttes af censur (i det godes tjeneste muligvis, men…) koblet med en eventuel (fortsat) ringe økonomiske udvikling de kommende år, kan således blive den største udfordring for det brasilianske demokrati i dette årti.

Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.

Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.

I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).

Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen:  Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.

De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.

De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.

Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.

I princippet varierer Fraser Instituttets indeks over økonomisk frihed mellem 0 og 10, men i praksis er variationen mellem 3,3 (Venezuela) og 8,6 (Hong Kong). Et typisk tab på 0,17 (medianen i 2020) er således ikke blot stort i forhold til, hvor meget det som oftest varierer fra år til år. Det betyder også, at store dele af verden på sigt kommer til at opleve væsentlig væksttab de kommende år, hvis ikke situationen snart rettes op.

Hvor store er væksttabene, kan man spørge. I artiklen Does economic freedom boost growth for everyone? som Andreas Bergh og jeg udgav i Kyklos sidste år, finder vi at for hvert point man ændrer på elementer i indekset, ændres den langsigtede, årlige vækstrate med cirka 0,5-0,6 procentpoint. Når man således ser på de sorte og lilla områder på kortet, er de steder, der kommer til at opleve synligt lavere vækst de kommende år. Undtagelsen vil være de lande, der ændrer kurs og indfører liberaliserende reformer ovenpå to af de værste år siden krigen. Og totalt set står verden til at blive mærkbart fattigere.

Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.

Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.

Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.

Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)

Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).

Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.

Det skrev jeg lidt om i en kronik i sidste uge i Ræson, og vi kan lige så godt tage dens to pointer først som sidst:

1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.

2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.

Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.

Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.

Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.

Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.

Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.

Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.

Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.

En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.

Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?

Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.

Cowen taler meget om vækst og produktivitet, og hvor vigtige de er. Hvis nogen af vores ellers velinformerede læsere ikke helt har overblik over, hvilke lande der på langt sigt vokser hurtigt og hvilke der vokser langsomt, er her et simpelt kort over gennemsnitlige årlige vækstrater rundt omkring i verden de sidste 60 år. På tværs af 146 lande med data, strækker de sig fra årlige fald over en procent i visse olielande, Venezuela og det centrale Afrika til trendvækst fem procent i Botswana, Sydkorea og Taiwan. Danmark ligger næsten præcist middelmådigt lidt under to procent.

Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.

For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.

For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.

Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.

Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.

Fraser Instituttet definerer økonomisk frihed som en tilstand for borgerne hvor ”property they acquire without the use of force, fraud, or theft is protected from physical invasions by others and they are free to use, exchange, or give their property as long as their actions do not violate the identical rights of others. Individuals are free to choose, trade, and cooperate with others, and compete as they see fit.” Instituttet måler økonomisk frihed gennem fem mål – størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af privat ejendomsret, en stabil og forudsigelig pengepolitik (sound money), frihed til at handle og investere internationalt, og et fravær af tung regulering – som det aggrerer til ét indeks. Det konkurrerende indeks fra the Heritage Foundation opsummerer konceptet i fire underindeks i stedet for Frasers fem. Begge indeks har siden 2000 været brugt i masser af forskning; Hall og Lawsons oversigt fra 2014 opsummerede mere end 400 studier, der bruger EFW, og i de syv år siden da er der kommet en hel række nye.

Et af de basale spørgsmål i litteraturen er, om man har brug for fem komponenter: Er det i virkeligheden sådan, at lande der har én slags økonomisk frihed, ikke også har de andre? Med andre ord er spørgsmålet, om lande med gode retsvæsener også typisk er lande med let regulering, sund pengepolitik, åbne markeder og begrænsede offentlige sektorer. I teknisk jargon, er der kun én eller flere dimensioner af økonomisk frihed.

Siden de første studier af Sturm, Leertouwer og de Haan og Heckelman og Stroup for snart 20 år siden, har det været kendt og accepteret, at størrelsen på den offentlige sektor ikke følger de fire andre mål. Der er således lande med store offentlige sektorer og dårlige institutioner – Myanmar og Venezuela er eksempler – men også lande med store offentlige sektorer og gode institutioner som Danmark og Sverige. Derimod er der mere diskussion om resten, hvor mange mener at de fire andre mål alle sammen følges ad, mens andre (inklusive Andreas Bergh og undertegnede) foretrækker at skille retsvæsenets kvalitet fra de tre sidste mål for pengepolitik, åbenhed og reguleringer. De fleste er dog enige om, at de fire mål der ikke er det offentliges størrelse, har en stor fællesmængde.

Pudsigt nok har litteraturen overset en variant af dette spørgsmål: Selvom man accepterer, at en række af disse elementer af økonomisk frihed ser ud til at være fælles, gælder det samme så også for reformer af områderne? Med andre ord, er reformer af f.eks. markedsgang og regulering som oftest ’pakker’, der påvirker alt på en gang, eller er de separate reformer?

Som vi viser i de tre figurer nedenfor, er der ikke typisk tale om pakker af reformer. De tre figurer viser femårs-ændringer af tre områder af Fraser Instituttets mål for økonomisk frihed: Det offentliges størrelse (area 1), retsvæsenets kvalitet (area 2), og frihed fra regulering (area 5). Vi plotter dem mod hinanden for at undersøge, om ændringer i et område er forbundet med ændringer på et andet område af økonomisk frihed. De røde markører illustrerer ændringer i autokratier, de blå er ændringer i demokratier, mens vi har skilt ændringer mellem 1990 og 2000 i tidligere kommunistiske samfund ud i de sorte markører. Grunden til det sidste er ganske enkelt, at den postkommunistiske transition i 90erne var en markant anderledes begivenhed end mere almindelige reformpolitik.

Ser man på tværs af de tre figurer er det hurtigt klart, at der er meget lidt sammenhæng mellem de tre serier. Den eneste klare sammenhæng er mellem det offentliges størrelse og reguleringsfriheden (area 1 og 5) i de tidligere kommunistiske samfund. Det er næppe overraskende, at de lande der gennemførte en klar transition, både reducerede statens størrelse og afregulerede. Overraskelsen ligger mere i, at der er så lidt generel sammenhæng mellem reformer på de tre områder.

Det interessante ligger således i observationen, at over tid er det de samme lande, der ender med gode retsvæsener, relativt let regulering, sund pengepolitik og åbne markeder, men reformerne imod denne tilstand er på ingen måde koordinerede. Der er med andre ord tale om reformer, der sker på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser, men som på langt sigt trækker nogle lande i en generel retning mod større økonomisk frihed, men som ikke ser ud til at være begrundet i nogen form for ideologisk eller empirisk informeret præference for økonomisk frihed. De manglende sammenhænge er således interessante fra en statistisk vinkel – på langt sigt får man et klart mønster som overhovedet ikke kan ses på kortere sigt fordi reformer har større dimensionalitet end det langsigtede niveau – og fra en politisk vinkel. Der er noget at tænke over, både for forskerne og for de politisk interesserede.

Et af de bemærkelsesværdige forhold ved tallene over årene er, at det typisk er de samme lande, der ligger i top og bund hvert år. I den nye udgave er toppen er således Danmark, New Zealand, Finland, Singapore, Sverige og Schweiz; det er også de lande, der ligger indenfor den danske vurderings konfidensinterval, så man ikke reelt kan sige, at de er mindre korrupte end Danmark. Top ti inkluderer også Norge, Holland, Tyskland og Luxembourg, som er de lande der har vurderinger over 80. Det er derfor i en nordeuropæisk kultur man finder de mindst korrupte lande, mens de udenfor den vestlige verden er de Forenede Arabiske Emirater og Uruguay (begge med en score på 71), mens Seychellerne (66) og Botswana (60) suverænt er de mindst korrupte lande på det afrikanske kontinent.

Som så ofte før udgøres bunden af Sydsudan, Somalia, Syrien, Yemen, Venezuela, Sudan, Ækvatorial Guinea, Libyen, Nordkorea og Haiti. Her er der med andre ord heller ikke noget nyt. Som det kan ses i nedenstående figur, der plotter korruptionsvurderingerne i år og for 20 år siden, er det ganske sjældent at lande flytter sig. Det gælder både autokratier og demokratier, om end man kan være nervøs for et af de to ukorrupte autokratier: Hong Kong, hvor Kina på voldsom vis er ved at ødelægge dets gode institutioner.

Hvorfor er det så, at de samme lande bliver ved med at have problemer, og de samme andre lande ikke har? Svaret på det spørgsmål ligger sandsynligvis i den grad af såkaldt ’path dependence’, som de sidste 30 års forskning har afdækket. Institutioner og normer ændrer sig kun meget langsomt, så samfund med en etableret tradition for et politisk uafhængigt retsvæsen og nogenlunde rene og velfungerende embedsværk bliver ved med at være ukorrupte – og vice versa med lande uden. Et spadestik dybere er der klare indikationer på, at i det mindste nogle af de stabile forskelle skyldes forskelle i samfunds tillidskultur. I forskning, der udkom for 11 år siden i Public Choice, fandt jeg for eksempel, at graden af social tillid blandt borgerne påvirker både korruptionsniveauet og den generelle kvalitet af retsvæsenet. Som det er illustreret i den anden figur i dag, der plotter korruptionsvurderingen i 2020 overfor tillidsniveauet, er en stor del af effekten dog afhængig af, at man har nogenlunde demokratiske politiske institutioner. Med andre ord er en del af effekten, at vælgere i højtillidslande er bedre til at holde deres politikere til ilden, og væk fra fristelser.

Den store trussel mod de mindst korrupte landes status kan derfor vise sig at være politik, der på samme tid mangler respekt for basale, demokratiske spilleregler og forsøger at skabe et miljø, hvor ens medborgere er trusler. Vi overlader til læserne at sætte navne på politikere, der gør netop det…