Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Nedenstående figur viser således BNP pr. indbygger i Argentina i procent af Danmarks BNP pr. indbygger for perioden 1875-2020. Ud over Argentina er også medtaget den gamle kolonimagt Spanien.

Figur 1.

To forhold er slående:

• Efter at være “toppet” omkring år 1900 (husk nu at Danmark også oplever høj vækst, se nedenstående figur 2), falder Argentinas BNP pr. indbygger som andel af BNP pr. indbygger i Danmark helt op til vore dage, kun afbrudt af korte perioder, hvor afstanden mindskes, nemlig i forbindelse med 2. verdenskrig og råvare-boomet i nullerne.
• Først i midten af 1970erne er Spaniens BNP pr. indbygger på niveau med Argentinas. Herefter “ser” Spanien sig ikke tilbage.

Figur 2

Figur 2, som viser udviklingen i (estimeret) BNP pr. indbygger – den måske mere traditionelle metode til at illustrere udviklingen – understreger sådan set blot hvorledes Argentina endte med at gå fra at være et af verdens rigeste lande, til et mellemindkomstland. Især udviklingen fra slutningen af 1940erne og frem er bemærkelsesværdig – af alle de forkerte grunde – og udviklingen i 1970erne og 1980erne direkte katastrofal.

Herefter følger en periode, hvor man prøver at reformere økonomien i første halvdel af 1990erne, hvorefter økonomien atter kollapser. Efter man defaulter ved årsskiftet 2001-2002 følger så en periode med betydelig vækst. Som vi skal se, når vi når dertil, skyldes det desværre ikke at man endelig får rettet op på de grundlæggende negative forhold i Argentina. Det er ret beset blot en konsekvens af det råvare-boom verden oplevede i nullerne. Og desværre går det atter galt i 10erne og frem til i dag.

Dette står i modsætning til Spanien, som i de første årtier af det 20. århundrede var langt langt mindre velstående/fattigere end både Danmark og Argentina – man forstår hvorfor Argentina fungerede som en magnet på spaniere, som ønskede en bedre fremtid og derfor bosatte sig i Argentina. Fra 1950erne oplevede landet høje vækstrater frem til finanskrisen, der som bekendt udløste en efterfølgende gældskrise i flere sydeuropæiske lande (eurokrisen).

Men det ligger ude i fremtiden i forhold til dette indlæg, som slutter før Juan Peron kommer til magten i 1940erne. Argentina oplevede trods alt fortsat høj vækst frem til 1930erne, men som jeg også antydede i mit første indlæg, blev der også i denne periode lagt til med forhold og ændringer, som skulle få stor negativ betydning senere i det 20. århundrede,

Argentina var ikke en åben økonomi før 1914.

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, der som nævnt tidligere ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske, investeringer.

Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Og i lighed med resten af Latinamerika havde man på et tidligt tidspunkt relativt høje toldbarrierer – også før 1. verdenskrig. Nok faldt toldsatserne (i gennemsnit) fra et – også for den tid relativt højt niveau – omend ikke i nærheden af Brasiliens – frem til 1920erne, men herefter steg de, som det fremgår af figur 3 kraftigt frem til starten af 1930erne for herefter at falde igen og ende på ca. samme niveau som før 1. verdenskrig.

Høje toldsatser var altså allerede på et tidligt tidspunkt et argentinsk (og latinamerikansk) særkende, hvilket måske ikke umiddelbart virkede til at have de store store negative konsekvenser, som det efterfølgende skulle vise sig at få. Men det er allerede en del af forklaringen på at man ikke formåede at udvikle en konkurrencedygtig indenlandsk industrisektor (der er også andre forhold som er væsentlige, bl. a. transportpriser og manglende infrastruktur, som virkede som “naturlige” handelsbarrierer i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede).

Figur 3. Gennemsnitlig told i pct. af importværdi, 1910-1940

Brugen af told for at finansiere statslige udgifter har traditionelt været en del af argumentet for disse, men de var også en konsekvens af diverse interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden. En argumentation der jo heller ikke er ukendt nu om dage (lyt blot til Trump).

Og netop interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden er væsentlig for at forstå udviklingen i Argentinas handelsrestriktioner i slutningen af det 19. århundrede og frem.

Som det fremgår af figur 4, som viser toldsatser for en række varegrupper i 1927, var der stor forskel på hvor høje toldsatserne var, og i flere tilfælde må man konstatere, at de var prohibitivt høje.

Figur 4.

Den chilensk-svenske økonom og tidligere direktør for tænketanken Timbro, Mauricio Rojas, peger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, “Carmensitas sorg“, på, at ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence tidligt fik betydning.

Rojas peger bl. a. på, at Unión Industrial Argentina, som etableredes allerede i 1887, argumenterede for og udvirkede højere importtold på områder, hvor der eksisterede en etableret indenlandsk industri.

Man kan også pege på, at Argentina så tidligt som i 1913 vedtog “Argentina Først” princippet (Ley de Propiedad Industriel), hvis formål angiveligt var at “beskytte argentinske industrielle opfindelser og interesser, samt fremme innovation”. Det med opfindelser og innovation kan vi godt glemme alt om. Det primære her blev at fremme interesser, vel at mærke kapitalejernes (og de ansattes) i de sektorer hvor der indførtes høje toldbarrierer mv. overfor omverden.

Den gennemsnitlige told faldt muligvis i perioder, men det dækker over at den steg for visse udvalgte områder fra slutningen af det 19. århundrede og frem. Det gjorde sig fx. gældende for bl. a. forarbejdede fødevarer, til stor irritation for de eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt af modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den argentinske told. Også indenfor landbrugssektoren øgede man toldbarriererne indenfor specifikke områder, fx. hvede, for at bremse importen af denne (fra bl. a. USA).

I en sidebemærkning skal medtages, at selv uden modreaktioner fra ens handelspartnere indebærer told, at man samtidig skader ens eksporterhverv, idet mindre import (på grund af højere priser), alt andet lige, påvirker valutakursen opad og dermed påvirker eksporterhvervenes konkurrenceevne negativt. Det følger af Lerners symmetry teorem.

Hvad angår forholdet til USA, fik Argentina (og andre sydamerikanske lande) på et tidligt tidspunkt et anstrengt forhold til den store nabo mod nord. Det er altså (heller) ikke noget nyt og handler om meget mere end handelspolitik, nemlig om at begrænse USA’s indflydelse i Sydamerika generelt.

For Argentinas vedkommende fik 1. verdenskrig efter det umiddelbare økonomiske chock og nedgang i BNP ( se også figur 2), sådan set ikke de store konsekvenser for den fortsatte økonomiske vækst op gennem 1920erne. Både BNP, eksport (primært landbrugsprodukter) og industriproduktionen voksede hastigt. Ifølge Díaz Alejandro (1970) voksede BNP med ca. 6,7 pct. om året i gennemsnit frem mod 1929, industriens output med lidt under 8 pct. om året og eksporten med 6,6 pct. om året i samme periode. I 1929 var Argentina således verdens største eksportør af frosset kød, maj, havre og hørfrø, mens man var blandt de største eksportører af hvede og hvedemel. Samtidig medførte fortsatte overskud på handels- og betalingsbalancen i samme periode, at man havde akkumuleret store guldreserver.

Jo, det gik sådan set meget godt i Argentina rent økonomisk. Man var fortsat et af verdens rigeste lande og verdens 11. største eksportør i starten af 1929. Det vil sige indtil efteråret 1929 og krakket på Wall Street. Hvad der skete derefter skulle få helt afgørende betydning for “den store nedtur” i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Ingen tvivl om at Argentina var følsom overfor udefra kommende chok til økonomien på det tidspunkt (de var ikke de eneste). I 1929 gik således mere end 99 pct. af eksporten af fersk oksekød til Storbritannien. Det samme gjorde sig gældende for 91 procent af frossent fårekød, 85 procent af smør og 54 procent af frossent oksekød ifølge Díaz Alejandro (1970). Helt overordnet var en række europæiske lande, med Storbritannien i spidsen, Argentinas vigtigste eksportmarkeder, mens importen i stigende grad blev domineret af import fra USA (som udgjorde 1/4 af importen i 1929), som man som bemærket ovenfor havde et lettere anstrengt forhold til af flere grunde.

Det fremgår af figur 5 at der oftest var overskud på handelsbalancen i 1. halvdel af det 20. århundrede. Ved udgangen af 2. verdenskrig havde man da også akkumuleret betydelige valutareserver og en stor beholdning af guld. Den satte man så over styr på ganske få år efterfølgende, hvilket vi vender tilbage til i del 2 af “Den store nedtur”.

Figur 5.

Hvorom alting er, kom den efterfølgende tolkning af hvad der skete i årene lige før og efter krakket på Wall Street til at få stor betydning, og blev anvendt som del af det økonomisk-teoretiske argument for den importsubstitutionspolitik Argentina, i lighed med andre latinamerikanske lande skulle komme til at følge eksplicit fra omkring midten af det 20. århundrede og frem til gældskrisen i 1980erne.

Argumenterne for Importsubstitution og “den virkelige verden”

Argumentet for at man skal udvikle økonomien bag høje toldbarrierer og andre handelsrestriktioner (ISI) er dels det såkaldte infant-industries argument (at der er brug for en periode fri for udenlandsk konkurrence), hvor en indenlandsk industri kan modnes og blive netop konkurrencedygtig, samt en opfattelse af at ved at forfølge en strategi, hvor man i højere grad producerer så meget som muligt indenlandsk, vil man blive mindre sårbar overfor eksterne chok.

Den praktiske erfaring i Latinamerika, herunder også Argentina, har vist sig at være en helt anden. Når først høje handelsbarrierer er indført, er det meget svært at komme af med dem igen, ligesom man heller ikke bliver mindre påvirkelig for udefrakommende eksterne chok, hvilket udviklingen i 2. halvdel af det 20. århundrede viser med al tydelighed.

Det i modsætning til den eksportdrevne vækststrategi, som en række asiatiske lande fulgte efter 2. verdenskrig (bl. a. Taiwan og Sydkorea), som ikke må forveksles med egentlig frihandel. Den er hyppigt kombineret med beskyttelse af udvalgte sektorer på hjemmemarkedet, men dels kan det konstateres, at selve handelsrestriktionerne generelt er lavere end ved importsubstitutions strategien, og dels er den netop afhængig af at man faktisk kan konkurrere med andre udbydere på det globale marked, ligesom problemerne med manglende muligheder for at udnytte stordriftsfordele er mindre. sidstnævnte problem er omvendt proportionalt med hjemmemarkedets størrelse, men ikke desto mindre et problem.

Demokrati og militærkup

I Argentina gennemførte militæret i 1930 et kup mod den demokratisk valgte præsident (kun mænd havde valgret, kvinder fik det først i 1947), Hipólito Yrigoyen.

Hipólito Irigoyen blev oprindelig valgt som præsident, ved Argentinas første frie valg i 1916, for centrum-venstre partiet Radical Civic Union. I 1928 blev han igen valgt til præsident, efter Marcelo T. de Alvear, også fra UCR, havde været præsident fra 1922 til 1928. Især Irigoyens anden valgperiode er blevet karakteriseret ved talrige sammenstød mellem præsident og parlament og stigende korruption (et generelt latinsk/latinamerikansk problem). Han var da en gammel mand og formentlig også senil, og i 1930 blev han som sagt afsat ved et militærkup.

Mens selve kuppet var relativt ublodigt, indledte det en periode med undertrykkelse, stigende protektionisme, valgsvindel og brutal forfølgelse af oppositionen, ligesom korruptionen steg til nye højder.

1930erne og frem markerer også stigende statsligt ejerskab i økonomien. Argentinas statsejede olieselskab,YPF, var allerede blevet etableret i 1922, mens det privat finansierede og drevne jernbanenet (Latinamerikas største), gradvist nationaliseredes fra 1930erne og frem.

Sammenfattende kan man pege på, at alle elementerne til den forfejlede importsubstitutionspolitik, som kom til at præge 2. halvdel af det 20. århundrede, allerede var på plads, før 2. verdenskrig. Der manglede nu bare “mobilisering af masserne” og den endelige “socialisering/politisering” af den argentinske økonomi.

Efter endnu et militærkup i 1943, ville en ung løjtnant, Juan Perón, hvis store inspiration var Italiens Mussolini, træde ind på den politiske scene. Først som social- og arbejdsminister, derefter krigsminister, så vice-præsident og fra 1946 demokratisk valgt præsident. Det skulle vise sig at indlede en skæbnesvanger periode, som man fortsat ikke er kommet sig over.Det ser jeg på i anden del af “Den store nedtur”.

Hvordan ser udviklingen så faktisk ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der plotter selvmordsraten per million indbyggere fra 1901 til 2022; data er fra Danmarks Statistiks Statistisk Årbog fra 1902 og frem, og fra Statistikbanken. Tre forhold er meget klare.

For det første stiger selvmordsraten næsten eksplosivt fra midten af 1960erne til 1980: I midt-60erne ligger raten omkring 190 dødsfald per million, mens den topper i 1980 på 316! Det er er niveau, der cirka svarer til Rusland idag, og derfor også det niveau, mange ‘husker’ og tror er det samme som idag. Men det andet forhold, der er så slående, er det ekstremt store fald siden da. Selvmordsraten i Danmark er reduceret til en tredjedel af hvad den var i slutningen af de elendige 1970ere.

Det sidste klart synlige forhold er glemt idag. Fra 1920 til udbruddet af anden verdenskrig steg selvmordsraten i Danmark ganske markant. Det var – bortset fra Depressionen – en tid, hvor det gik økonomisk godt og Danmark blev blandt verdens fem rigeste samfund. Og alligevel begik flere mennesker selvmord. Ser man på tværs af de 122 år, er det faktisk forbløffende at se, at selvmordsraten falder, når det går økonomisk ringe, og stiger i gode år. Den opfører sig således ikke særligt intuitivt.

Overordnet er pointen med årets første blogpost således at udrydde en myte, der findes blandt mange danskere, og endda blandt danske journalister. Danmarks selvmordsrate er ikke særligt høj. Ifølge WHO-tal ligger vi endda lidt under midten af de 183 samfund, der er data på. Myten skyldes helt tydeligt, at da 1968-generationen blev voksne, voksede selvmordsraten voldsomt. Da de blev ældre faldt den igen. Der er derfor intet mystisk i, at Danmark har så tilfredse borgere – vi slår ikke længere os selv ihjel som vores forældres og bedsteforældres generationer gjorde.

Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.

En af de sammenligninger, vi allerede foretog under nedlukningerne, var mellem Danmark eller hovedstadsregionen, og Skåne. Det er stadig en af de mest relevante sammenligninger, vi kan lave, da Skåne ikke blot historisk var en del af kongeriget, men også stadig ligner Danmark i geografi, vejr, kultur, velstand, og genetik. Men det svenske Skåne oplevede ikke den voldsomme (og absurde) nedlukning, som danskerne blev tvunget gennem.

Figuren ovenfor plotter dødelighed hver måned fra Januar 2017 til januar 2023, målt per tusinde indbyggere. Som man ganske let kan se, fulgte Skåne det helt generelle danske mønster før nedlukningerne, inklusive den særligt hårde influenzaepidemi i starten af 2018. Det er også let at se, at den meget høje korrelation fortsatte ind i 2020 på trods af, at Danmark lukkede ned og Skåne ikke gjorde det. Figuren illustrerer således, hvad vi alle nu ved: Nedlukningerne virkede ikke. Svenskerne fik måske en højere spike i januar 2021, men derefter lavere dødelighed igen.

Det særlige, som figuren illustrerer, er at mens Skåne havde lavere dødelighed før nedlukningerne – den skånske dødelighed var ret konsistent 10 % lavere end den danske – er denne forskel i 2022 og 2023 steget til 20 %. Med andre ord er der ret klart sket noget lignende i Danmark som i Storbritannien: Der er markant overdødelighed, men vi taler ikke om den. Det kan også ses – i figur nummer to nedenfor – at det samme billede kan ses, når vi sammenligner ugentlig dansk dødelighed i 2022 og 2023 med de foregående fire år.

Starter vi med årene 2016-2019 var der en forskel på det bedste til det værste år på 5,5 %: 2018 med den hårde influenzaepidemi var værst og 2016 lettest. Men i forhold til gennemsnittet over de fire år var dødeligheden i 2022 10,7 % højere, og dødeligheden i 2023 8,5 % højere. Vi har ingen svar på spørgsmålet, hvorfor flere danskere dør nu end før Covid-pandemien, men vi mener, at det er et problem der bør diskuteres offentligt. Og når man noterer, at forskellen ikke blot findes når man sammenligner med tidligere år i Danmark, men også i sammenligningen med Skåne – og endda i samme omfang – må nedlukningerne være mistænkte nummer ét.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.

Et af de store problemer er, at en væsentlig del af diskussionen handler om, hvor mange smittede der er. Uden en korrekt nævner – antallet af smittede – kan man ikke vurdere, hvor dødelig virussen er, selvom man har antallet af døde (tælleren). Det er med andre ord diskussionen om mørketallet. Flere studier har derfor de seneste uger i stedet for fokuseret på den overordnede dødelighed i samfundet: Hvor mange dør per uge eller per måned. Jonas brugte denne approach for et par dage siden her på stedet. Det er derfor den approach, vi tager i dag, med en særlig fokus på timing.

Vi gør det ved først og fremmest at plotte dansk dødelighed per uge i to figurer: En for danskere under 60 år, og en for danskere der er 60 eller ældre. Begge plots viser ugentlig dødelighed fra uge 38 til uge 22 det næste år. De røde linjer viser dødeligheden i 2016-17, den blå viser gennemsnittet i 2017-18 og 2018-19 – og indeholder derfor også den særligt hårde influenzasæson 2017-18, hvor 1644 danskere døde med influenza (og som også bl.a. ramte USA) – mens den sorte viser den nuværende 2019-20-sæson. Disse figurer er således updates af dem, vi viste i en tidligere post for knap to uger siden.

Den første figur, der viser de yngres dødelighed, illustrerer at den har fulgt tidligere år relativt klart, med en enkelt tydelig undtagelse: Fra uge 9-13 i 2020 er dødeligheden langt lavere end normalt. Siden har den igen været helt normal – der er ingen tegn på nogen sundhedskrise. Ser man i stedet på de ældres dødelighed er der tre klare forhold, der er værd at notere. For det første er der en lille overdødelighed sidst i november og først i december. For det andet er der fra uge 4 -10 markant underdødelighed i forhold til tidligere år: Totalt set er der 965 færre døde, 11 %, end de tre tidligere år. Sidst er der overdødelighed i uge 13-18, hvor 285 flere døde i forhold til de tre tidligere år.

Spørgsmålet er, hvordan man tolker denne udvikling. Den tredje figur illustrerer, hvor præcis én bestemt fortolkning er. Læg mærke til hvad der sker, når vi forskyder de coronatidens dødelighedstal med seks uger. De forskudte dødsfald er markeret som den stiplede, sorte linje i figuren nedenfor, og serien udviser en statistisk meget interessant adfærd: Den følger meget nøjagtigt mønstret i dødelighed fra tidligere år. Ser man på dataene, er der med andre ord en intuitiv forklaring på udviklingen i dødelighed.

Den passer ikke bare på studier fra andre lande, der viser at mange mennesker distancerede sig social langt før regeringerne beordrede det. Lader man dataene tale, fortæller de en historie om, at det der umiddelbart ligner overdødelighed i uge 13-18 – som vel at mærke efterfulgte en periode med underdødelighed i uge 4-10 – sandsynligvis er dødsfald, der er ’udskudt’. 88 % af alle coronarelaterede dødsfald i Danmark har været over 70 år gamle, og Seruminstituttets nye studie viser, at kun 24 af alle dødsfald – og kun 7 under 70 år – ikke havde kendte, kroniske lidelser. Det er derfor nærliggende at regne med, at en meget stor del af dødsfaldene var sket alligevel, men blot skete senere end ellers fordi folk passede på.

Uanset hvilken tolkning man lægger ned over dataene – og den endelige fortolkning er naturligvis op til lægevidenskaben – er viser tallene, som vi har plottet i de tre figurer, med al tydelighed én ting: Der er ingen overdødelighed i Danmark i år.

PS: Det helt samme gælder for det sydlige Sverige, men det bliver emnet for et senere indlæg…

Der er rigtig gode holdepunkter for, at den sociale distancering nu er afgørende, når man sammenligner sygdomsudviklingen i forskellige lande. De fleste steder stagnerer – eller falder – antallet af døde og kritisk syge. Det tyder på, at den effektive transmissionsrate, Re, er faldet til knap én, ret uafhængigt af hvor hård en nedlukningspolitik, regeringerne fører. Og en effektiv transmissionsrate på én er netop konsistent med, at det er folks egen adfærd, der styrer smitten – herunder at de kompenserer for tvungen nedlukning. Hvorfor vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed (se John Cochranes glimrende blogpost om det her).

Nu skal det imidlertid dreje sig om en anden helt central pointe: De økonomiske omkostninger ved tvungen nedlukning er markant større end ved frivillig distancering. Det hænger sammen med, at folk ved frivillig distancering vil skære det forbrug fra, som giver mindst nytte i forhold til smitterisikoen: De kan f.eks. distancere sig ved at gå mindre ofte til frisøren, i supermarked og til fitness eller springe en mindre vigtig busrejse over. Hvis de derimod på grund af nedlukning bliver tvunget til at skære alt forbrug af bestemte typer væk, vil det koste dem meget mere.

Hvor meget?

Det kan vi i første omgang illustrere ved et lille regneeksempel.

Nyttetabet ved at skære et marginalt forbrug på ΔX væk kan approksimeres ved denne formel (men spring mellemregningerne over, hvis du ikke er til den slags):

Nyttetab = ½ΔX²k

hvor k er den inverse nominelle (kompenserede) priselasticitet i efterspørgslen efter gode X (k=-1/efterspørgselselasticitet).

Lad os nu lukke markedet for X helt (ΔX =1). I så fald er nyttetabet:

Nyttetab ved nedlukning = ½k

Lad os antage, at der er ni andre markeder (som vi for letheds skyld forudsætter er ens). I stedet for at lukke ét godemarked ned, kan man forestille sig, at forbrugerne ved frivillig distancering reducerer deres forbrug af hvert gode med 10 pct.

Nyttetab ved distancering per marked = ½ x 0,01k

Nyttetab ved distancering for alle ti markeder = 10 x ½ x 0,01k = 1/20k

Som man kan se, er nyttetabet ved distancering (1/20k) kun en tiendedel af nyttetabet ved at lukke markedet for ét produkt ned (½k). Nedlukning koster altså umiddelbart forbrugerne ti gange så meget, selv om den målte omsætning i begge tilfælde falder med 10 pct.

Nogen vil måske indvende, at nedlukning kan målrette markederne for de mest risikobetonede produkter og tjenester. Og det er sandt. Men forbrugerne vil ligeledes afveje nyttetabet mod risikoen (i en lidt mere avanceret model, end vi bruger her, hvor alle produkter er lige farlige). Derfor ser man også, at f.eks. restaurant- og barbesøg er faldet mærkbart i Sverige, selv om de ikke er forbudt.

Eksemplet illustrerer altså, hvorfor man skal være varsom med at sammenligne faldet i privatforbruget i nationalregnskabet, når man skal vurdere omkostningerne ved corona-håndteringen. Nationalregnskabet måler forbruget i mængder. Det kan man som regel rolig gøre, fordi forbrugernes frie valg sikrer, at de priser, mængderne vejes sammen med, afspejler forbrugernes nytte. Men når det frie forbrugsvalg – som ved nedlukning af hele brancher – er sat ud af kraft, kan nationalregnskabet ikke rigtig bruges til så meget.

Det er let at se ved et dumt, men pædagogisk eksempel. Antag at du fik mulighed for at fordoble dit privatforbrug. Men på betingelse af, at hele dit forbrug skulle bestå i tandbørster. Du ville formentlig foretrække dit nuværende forbrug, selv om det ifølge nationalregnskabets metode kun var halvt så stort.

Pointen er som sagt, at nyttetabet ved nedlukning kan være voldsomt større end ved frivillig distancering.

Det medfører, at genåbningen vil medføre klare gevinster, selv om smittetrykket ikke stiger, og folk stadig vil være meget tilbageholdende med at gå på f.eks. café. Og selv om privatforbruget måske stadig vil udvikle sig langsomt, fordi folk er forsigtige. Det betyder også, at man ikke bare kan sammenligne den økonomiske vækst i nationalregnskaberne mellem lande med så forskellig politik som f.eks. Danmark og Sverige (indtil vi har åbnet nok til at nå ”svenske tilstande”). Eller Danmark med lande som Frankrig og Italien med langt mindre forbrugersuverænitet tilbage.

Sammenligner vi konkret med Sverige i perioden frem til påske med den strengeste danske nedlukning, så er det med udgangspunkt i beregningen ovenfor ikke usandsynligt, at det reelle økonomiske tab, forbrugertabet, har været 2-3 gange større i Danmark. Med udgangspunkt i ekspertudvalget kan omkring halvdelen af tilbagegangen i Danmark tilskrives nedlukning. Desuden har en del af nedlukningen, måske halvdelen, ramt indkøb af længerevarende forbrugsgoder, hvor nyttetabet ved naturligvis er mere begrænset, fordi købene blot er blevet udskudt. Den samlede effekt er i så fald et tab for forbrugerne i Danmark på 2-3 gange det svenske.

Det særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller praktisk anvendelse af økonometri.

Måden, vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler kvalitet på.

Et problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres gennemsnitsrangering på baggrund af to af de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det. Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte er.

Resultatet af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau. Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der (endnu) ikke er professor.

Top 10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega Astrid Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas Barnebeck Andersen – fra Syddansk.

Listen omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric Schneider, eller tyske Philipp Schröder.

Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.

Begivenhederne blev højtideligholdt i morges på kajen i Gilleleje, hvorfra mange hundrede jøder tog med en fiskerbåd til Sverige. Mange måtte betale for overfarten, da alle vidste hvilken risiko fiskerne også løb, og adskillige historikere har derfor nedgjort danskerne for blot at være interesserede i at tjene penge. Andre som Bo Lidegaard har påstået, at det hele skyldtes gode politikere, og ikke at danskerne som sådan var ordentlige. Statsministeren var dog klar i mælet, da han i morges udtalte, at ”Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.”

Vi har tidligere skrevet om redningen i anledning af 70-årsdagen (læs her). Holdningen hos punditokraternes redaktion er klar: Redningen var ikke politikernes fortjeneste, og heller ikke blot drevet af grådighed, men fordi danskerne var fundamentalt anderledes end de fleste andre. Forskningen bag den læsning af den danske redning af jøderne kan læses her (ungated tidligere version her).

Herfra skal der derfor lyde et varmt og meget stort tak til de mange, der i oktober 1943 satte deres eget liv på spil for deres medmenneskers. Og denne tak er til de mange i vores bedsteforældres og oldeforældres generation på begge sider af Øresund. I Danmark blev jøderne hjulpet over, og i Sverige hjalp man dem videre. De dage var på mange måder begge befolkningers fineste stund.

Problemet skyldes, at de fleste ignorerer forskellen mellem forskellige måder at spørge på, eller simpelthen ikke ved, at der ikke er tale om det samme spørgsmål. Men som jeg skrev om for nogle år siden i Journal of Happiness Studies, gør det rent faktisk en forskel. Gallups World Poll, som FN bruger, beder respondenterne om det følgende:  ”Please imagine a ladder, with steps numbered from 0 at the bottom to 10 at the top. The top of the ladder represents the best possible life for you and the bottom of the ladder represents the worst possible life for you. On which step of the ladder would you say you personally feel you stand at this time?” EuroBarometeret spørger i stedet for “On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied or not at all satisfied with the life you lead?” og tilbyder kategorierne “Very satisfied”, “Fairly satisfied”, “Not very satisfied”, og “Not at all satisfied.” World Values Survey stiller et næsten enslydende spørgsmål som EuroBarometeret, men lader dem svare på en skala fra 1 til 10. Forskellen mellem de to typer spørgsmål er, at Gallup eksplicit beder folk om at sammenligne sig med det bedste liv, de kan forestille sig – deres idealliv – mens andre undersøgelser stiller et absolut spørgsmål uden at blande folks forventninger eller idealer ind i spørgsmålet.

I figuren ovenfor har jeg plottet EuroBarometerets gennemsnitsscorer i 2015-2017 mod Gallups scorer i samme periode (som rapporteret i FNs Happiness Report). Overordnet viser de to mål samme billede, med en korrelation på 0,88. Tager man udgangspunk i en antagelse om, at EuroBarometerets tal er ’korrekte’, kan man dog sammenligne scorerne mere direkte. En sådan sammenligning peger på, at Gallup overvurderer lykke- eller tilfredshedsniveauerne i Sverige, Island og Holland med 6-7 %, men Finlands niveau med hele 27 %. Den peger også på, at tidligere kommunistiske lande undervurderes med 25 % i gennemsnit, sandsynligvis fordi folk der sagtens kan forestille sig noget bedre – f.eks. vestlige levestandarder og institutioner – men egentlig ikke er så utilfredse, når de ikke bliver bedt om at lave ideelle sammenligninger.

Overordnet er problemet, at man ikke bør bede folk om specifikke sammenligninger. Er deres bedst tænkelige liv således det bedste for dem, eller det de mener, er det socialt accepterede bedste liv? Og er det overhovedet acceptabelt, eller støder man mod en social norm, hvis man erklærer, at man er tæt på et ideal? Jo mere, man beder folk om en specifik sammenligning, jo mere kommer ens resultater til at lide under denne type velkendte problemer. Så er Danmark faldet i de internationale målinger? Er lykken på tilbagetog? Svaret er nej, så længe man tager danskernes egne svar alvorligt, og lader være med at bede folk om at definere en form for socialt ideal.

Denmark showed up in American politics during the first Democratic primary debate in October 2015, when Senator Bernie Sanders cited it when asked about his vision of democratic socialism. “I think we should look to countries like Denmark, like Sweden and Norway, and learn what they have accomplished for their working people,” Sanders said.

Megan var derfor i København sidste efterår, hvor hun mødte en række folk til interview. Jeg brugte selv et par hyggelige timer sammen med hende, og hun besøgte bl.a. også Martin Ågerup. Artiklens konklusion er ret god:

So, sorry, conservatives: Denmark really does combine high wages with high employment, high taxes with prosperity, fiscal responsibility with high levels of government spending. No wonder leftists ask if policymakers couldn’t do something like that in the U.S.

But also … sorry, leftists. After a week in Copenhagen, the conclusion I came to is that no, they probably can’t. Not because the Danish model doesn’t work, but because it’s so very, very Danish.

Men, som Megan også skriver, “Danish social cohesion works great for Danes. It’s not so great, though, at doing another thing modern advanced economies need: Absorbing outsiders.” Hendes hovedpointe, smukt illustreret i historien om at hendes telefon blev stjålet og hvordan folk reagerede på det, viser tydeligt fordelene og en enkelt ulempe ved den skandinaviske tillid. Hele artiklen er et fremragende eksempel på, hvordan en outsider kan se ting i vores samfund, som vi måske tager for give tog overser hver dag. Uanset at man måske ikke er enig med hende i alle vurderinger, er Megans artikel stærkt anbefalet!

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

The feature that creates cognitive dissonance among Americans who are sufficiently informed is that Denmark is both a ‘virtuous’ society and an extremely secular one. Some people are clearly religious, of course, but Danes in general frown upon very public displays of religiosity. Religion and religiosity is private and not something you impose on other people. Put another way: You can’t be elected President of the United States if you don’t declare publicly that you’re religious, and you can’t be Prime Minister of Denmark if you do.

Nominally, Danes perhaps don’t seem less religious than most other Europeans. 62 % of the respondents in the 2012 European Social Survey stated that they belonged to “a particular religion or denomination” whereas the same number in Denmark was only slightly lower at 56 %. Yet, when asked how religious they actually are, 22 % of Europeans stated that they are very religious (8, 9 or 10 on a 0-10 scale) while it was only 11 % of Danes (and Estonians) who claimed to be very religious. Likewise, while 15 % of Europeans go to church or other religious service at least once a week, only 2.4 % do so in Denmark (and 3.4 % in Estonia) and 93 % (92 % in Estonia) only come there on special holidays, if at all. If one instead uses Gallup’s question if religion is important in people’s daily life, the picture is very much the same. Less than one in five in Denmark, Sweden and Estonia claim that religion is important whereas the corresponding percentage among Americans is a whopping 65 %.

The problem for many Americans – and people from the Middle East, India and parts of Africa – is therefore that when secular virtue is considered a contradiction in terms, Denmark and the rest of the Nordic countries must be insecure, crime-ridden and potentially violent societies where people are dishonest and have little trust in each other. What they expect from a religious-ideological point of view is thus an Anti-Scandinavia – the exact opposite of the Nordic countries. When there is no moral or virtue without a god, the Nordic countries cannot exist.

But they do. Trust levels approach 70 % in the Scandinavian monarchies, corruption levels are among the lowest in the world – Transparency International places the Nordics at places 1 (Denmark), 3-5 (Finland, Sweden and Norway), 12 (Iceland) and 26 (Estonia, the post-communist Nordic) – and homicide rates are a fourth of the US level and about half of those in even Maine and Minnesota. People are rich, happy, extremely virtuous – and pretty indifferent to the church. The Nordic countries do not defy logic. It’s the assumption that virtue derives from religion that is illogical.

Den anden grund er, at jeg har talt med et par gymnasieelever, der skriver opgave om relaterede emner. Her har en del af samtalen handlet om, hvorfor vi er et af de mindst korrupte samfund. Svaret er værd at dvæle en smule ved, da samtidig fortæller noget om, hvad vi tager for givet som andre samfund ikke har. Det er illustreret i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem korruption og social tillid for to grupper af lande: Dem med relativt dårlige og dem med relativt gode retsvæsener ifølge Fraser Instituttets vurdering.

Nogle samfundsforskere påstår, at tilliden er skabt af den lave korruption og dygtig politik, men den påstand er ikke konsistent med anden evidens. Man kan for eksempel vise med amerikanske indvandrerdata, at tilliden er ret stabil selv når folk flytter samfund, og at den særlige nordiske tillid må have været der for 80 år siden. Det er dermed tillid, der påvirker korruption, og ikke omvendt.

Figuren viser dog også ganske klart, at retsvæsenet spiller en rolle. Frankrig er et eksempel på det, da landet har en ganske svag tillidskultur (cirka 23 % erklærer, at de stoler på andre), men det har stadig relativt begrænsede bestikkelsesproblemer. Grunden er at Frankrig af andre årsager har formået at opbygge et ret effektivt retsvæsen.

Kombinationen af en stærk tillidskultur og et solidt retsvæsen er således en stærk forklaring, både internationalt og i en dansk kontekst, på hvorfor nogle enkelte lande har så få problemer af art. Danmark ligger globalt i Top 3 når det gælder tillid, og på alle mål i Top 10 for retsvæsenets fairness, effektivitet og integritet. Og det sidste ser også ud til at være et gammelt dansk kendetegn: Hvis man ellers skal tro på den ganske statsfjendtlige Otto Lehmans vurdering i slutningen af 1830erne, var det danske retsvæsen allerede dengang politisk uafhængigt og ganske effektivt. Konklusionen er ret basal: Uanset hvad andre måtte mene, peger evidensen på at vi ikke skylder nutidens politikere noget som helst. Der er vel næppe grund til at være taknemmelig over, at de ikke har ødelagt de danske institutioner?

For de interesserede har jeg desuden markeret Grækenland – den gule – som ikke overhovedet er mærkelig, givet landets institutioner. Den anden specielle observation – den enlige røde prik oppe blandt de sorte – er pudsigt nok Uruguay, der også på andre områder er kendt som særligt. The Economist kaldte det for eksempel for to år siden for ”the region’s best-functioning democracy.” Hvorfor Uruguay så er specielt, kan blive emnet for en post på et senere tidspunkt.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande.

Ordene er daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers , og citatet er fra de “glade 60ere”, nærmere bestemt 1969.

Det forhindrede dog ikke, at den førte politik fortsatte med at forværre de eksterne balancer op gennem 1970erne,  hvilket i efteråret 1979 fik daværende finansminister, Knud Heinesen, udtalte de berømte ord om at vi var på vej mod afgrunden. Eller som citatet lyder helt korrekt:

Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den

Udlandsgælden steg alene fra 1972 til 1982 således fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner, mens arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976, steg fra fra 30.000 til 134.000 personer.

Der skete godt nok en stramning på statens budgetter efter 1976, hvor Hoffmeyer havde truet med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Stramningerne hjalp dog ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Ret beset var det først med kartoffelkuren fra 1987 og frem at vi endelig fik styr på de eksterne balanceproblemer. En tilpasning som kostede en del husejere deres bolig, mens arbejdsløsheden steg og økonomien stod i stampe. Men det lykkedes til gengæld at forbedre de eksterne balancer tilstrækkeligt til, at udlandsgælden begyndte at falde.

Jeg kom til at tænke på dette i forbindelse med de seneste ugers dramatiske begivenheder omkring Grækenland, som Karsten Skjalm på fornemmeste vis redegjorde for i et par indlæg her på bloggen for et par uger siden, se også her og her.

For skulle man tro mange kommentarer, ikke mindst på de sociale medier, så lå grækerne som de have redt. Helt galt gik det, da den danske regering sagde ja til at stille med en mia. kroner Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM.

Ikke fordi jeg mener, at vi, eller andre ikke-euro lande burde deltage i redningsforsøget af Grækenland. Som Liberal Alliances Europaordfører, Christina Egelund, påpegede:

Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland og Sambla.

De danske vælgere sagde nej til at deltage i Euroen i 2000, og den beslutning bør respekteres. Det bliver den ikke, når man tilbyder at deltage i redningsforsøget af Grækenland. På den anden side ligger det fint i forlængelse af skiftende regeringers politik, hvor man har gjort hvad man kunne for at glemme danskernes nej, og på mange måder opfører sig som var vi medlemmer. Altså blot uden at være det.

Men der er langt fra det og så til at afvise at  “låne ud til grækernes forbrugsfest”, som en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg udtrykte det.

Det har jeg skrevet et indlæg til Raeson om (kræver abbonement)

Heri skriver jeg bl.a. at

Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang [1987] blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.

Sammenligningen mellem Danmark og Grækenland holder naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i.

På den anden side er det også et spørgsmål om hvor meget løsning der var i tilpasningen af dansk økonomi. Jovist fik vi styr på de eksterne balancer. Primært gennem undertrykkelse af indenlandsk privat forbrug og investering. Men løsningen indebar hverken store reformer eller en afgørende tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Hvilket har haft betydning i form af en meget afdæmpet udvikling i BNP og privatforbrug, sammenlignet med andre lande.

Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis også til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP – i Danmark ca. det halve.. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Danmark har en af EUs laveste.

Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Den må i vid udstrækning tilskrives Grækenlands medlemsskab af euroen (givet indretningen af det græske samfund, dets historie og kultur).

Hvis man vil læse mere om sammenhængen mellem euroen og Grækenlands – og Finlands – problemer, anbefaler jeg at man følger Lars Christensens (LC) blog, The Market Monetarist. Vi har gjort opmærksom på den før, men det kan ikke ske for tit. Lars er en af de mest spænende økonomer man kan følge for øjeblikket. Og hans blog er med rette anerkendt internationalt for sin høje standard, Lige som han selv er.

LC har således af flere omgange beskæftiget sig med hvordan det ville være gået, hvis Grækenland ikke havde været medlem af euroen. Se bl.a. “The Euro – A Fiscal Strangulation Mechanism (but mostly for monetary reasons)” og The Euro – A Fatal Conceit.

LC peger bl. a. på, at

…had the euro not be introduced and had we instead had freely floating exchange rates then “European taxpayers would (not) have had to pour billions of euros into bailing out Southern European and Eastern European government”. Said in another way had we not had the euro then there would not have been a European “debt crisis” or at least it would have been significantly smaller.

Læs mere her

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

I dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

Vores udgangspunkt er som altid, at der godt kan være fine økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres kvaliteter, kan vi ikke inkludere dem. Alle mål må således bruge forskeres præstation i international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt – økonometrikerne får i år deres egen liste. Årets liste omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi.

Årets indeks omfatter to overordnede mål for kvalitet: 1) Citationer, dvs. hvor ofte andre forskere bruger en given persons forskning; og 2) impact-faktoren for det bedste tidsskrift, en forsker har publiceret i. Det første mål er gennemsnittet af det totale antal citationer, der er registreret i Scopus-databasen, antallet af citationer af de tre mest citerede artikler og forskerens H-score. Det andet mål er impact-scoren for det fineste tidsskrift, forskeren har publiceret i. Årets indeks vægter således de to ’dimensioner’ af enhver publikationsstrategi ens. Årets Top-40 med et indeks skaleret mellem 0 og 100 ser således ud:

Tallet i parentes udfor indekset angiver, hvor meget indeksværdien kan ændre sig når man laver tre ændringer: Man tæller ikke impact scores med fra tidsskrifter udenfor nationaløkonomi; man tæller ikke de samlede antal citationer med; og man tæller ikke H-scoren med. Det angiver altså, hvor følsomt målet er overfor mindre ændringer i måden at opgøre det på. En anden måde ville være at beregne et multiplikativt indeks i stedet for det additive ovenfor, så man belønner forskere der er gode til begge dele.

Årets ’resultat’ er ikke anderledes end tidligere år. Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS) er nummer 1 og 2 – endda uanset at man kun tæller impacts fra rene econ journals (så Nicolais artikler i Academy of Management Review ikke tæller). De bedste kvindelige økonomer er ikke overraskende igen i år Nina Smith og Helena Skyt Nielsen, ligesom de gamle udviklingsøkonomiske rivaler Martin Paldam og Finn Tarp igen ligger højt og tæt på hinanden.

Kan man få listen til at se anderledes ud? Svaret er et ganske betinget ja. Lægger man udelukkende vægt på de fineste journals, man har publiceret i, får man et lidt andet billede. Den anden ting, man kan gøre for at ændre billedet, er at insistere på kun at regne med publikation i econ journals. Gør man det, flytter man David Dreyer Lassen og undertegnede ud af Top 10, da vores mest prestigiøse artikler har været publiceret udenfor nationaløkonomi (henh. American Political Science Review og American Journal of Political Science). Martin Paldams position er derimod ret uændret på trods af, at hans ’fineste’ publikation også er i statskundskab (i British Journal of Political Science sammen med statskundskabsprofessoren Peter Nannestad).

Konklusionerne er dog de samme som tidligere. Toppen er relativt uændret og kan absolut konkurrere med toppen i andre europæiske lande – Heidelbergs Axel Dreher ville være nummer 3 hvis han var dansker (indeks 63,1) – og de profilerede danskere i udlandet er faktisk dygtige. Et godt eksempel er Toke Aidt i Cambridge der, hvis han flyttede til Danmark, ville være nummer 8 (indeks 48,2). Det ser umiddelbart også ud til, at vismandsjobbet koster på forskningsfronten, som mange anekdoter peger på. Højest placerede vismand er Carl-Johan, mens de ellers fremragende Nina Smith og Torben Andersen ligger lavere end man måske skulle have troet. At arbejde med at rådgive regeringen er ikke blot utaknemmeligt, men koster måske også på den rene forskning?

For at få et indtryk af, hvad svaret kunne være, kan man for eksempel se på dansk handel med resten af verden. Nedenfor plotter vi eksport til og import fra eurozonen og andre lande uden forbindelse til euroen (baseret på månedlige handelstal fra Danmarks Statistik). Det er nemt at se, at da vi for cirka 15 år siden havde eurodebatten, var vores handel indenfor og udenfor euroen cirka lige vigtig. Vi eksporterede lidt mere til ikke-eurolande og importerede mere fra eurozonen. I de sidste ti år har vores import været relativt ligeligt delt mellem euro- og ikke-eurolande. Det samme gælder dog på ingen måde for vores eksport. For cirka ti år siden begyndte vores eksport med ikke-eurolande at vokse mere end eksporten med eurozonen, så eksporten udenfor eurozonen i 2014 var en halv gange større end eksporten til eurolandene. Et lignende forhold gælder Danmarks direkte investeringer i udlandet.

Det særlige er derfor, at et af standardargumenterne i høj grad er svækket i de senere år. Et andet element er, at Danmarks non-euroeksport faktisk er steget meget mellem 2004 og 2008 i en periode, hvor kronen apprecierede overfor bl.a. dollaren. Siden nogle større udsving under krisen har der ikke været nogen klar trend i krone-dollarkursen 2009-2014, hvorfor simple konkurrenceevneforhold ikke kan forklare den fortsatte stigning. Det er nødvendigvis andre forhold, der må forklare hvorfor og hvordan eurozonen over en 15-årig periode har mistet umiddelbar vigtighed for dansk økonomi. Bundlinjen er dog, at et af de politisk tunge argumenter for dansk medlemskab svækkes i takt med at store dele af eurozonen forbliver i stagnation og bliver mere ligegyldige for dansk økonomi.