Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Det er en stor del af motivationen for, at jeg interesser mig for statsgældsproblemet i EU. Eller statsgældskrisen om man vil. Det har jeg for nylig udgivet en analyse om her og givet et interview til Information om her.

Det lyder måske kontraintuitivt at interessere sig for statsgæld i et land, som rigeligt opfylder EU-traktatens finanspolitiske regler og netop har opjusteret det finanspolitiske råderum voldsomt. Bruttogælden ligger langt under den tilladte grænse på 60 pct. af BNP, og tager man hensyn til, at staten har købt aktiver med arme og ben (senest Københavns Lufthavn), og kigger på nettogælden, så er den helt væk og erstattet af en nettoformue på 25 pct. af BNP. Vi har som bekendt overholdbare offentlige finanser med plads til at finansiere konsekvenserne af aldringen, uden at belaste kommende generationer.

Forklaringen på interessen er imidlertid to ting.

For det første er EU og især eurolandene så langt på vejen mod fælles hæftelse, at der er voksende risiko for, at vi kommer til at hæfte for andre landes gæld. Der er altså kommet et stadigt tykkere sugerør i den ellers bugnende danske statskasse. Det er en rent økonomisk bekymring.

For det andet kan fælles gæld – og fælles hæftelse i det hele taget – få afgørende betydning for vores politiske institutioner. Fælles gæld leder nødvendigvis til større centralisering. Vi er altså i gang med en ændring af vores forfatningsmæssige rammer – men uden først at have taget en demokratisk diskussion af det. Det er naturligvis en helt legitim politisk holdning at ønske et mere centralistisk EU i stil med USA. Men vi bliver nødt til at diskutere det først, og det bør ikke ske på en måde, hvor vejen til centraliseringen går over risiko for kaos – på grund af nationale gældskriser – og sprængning af unionen – på grund af modvilje mod at betale for andres finanspolitiske problemer.

Hvorfor leder fælles gæld og fælles hæftelse til centralisering? Af flere grunde.

For det første skaber fælles hæftelse meget usunde incitamenter for det enkelte land til at optage gæld på andres regning. Det er et såkaldt “commons problem”, navngivet efter den velkendte overgrasning af fælleder i Europa i tidernes morgen. F.eks. har de franske vælgere klart demonstreret, at de foretrækker at stemme sig til andre befolkningers penge. De italienske vælgere afsætter jævnligt deres regering, når de bliver trætte af reformpolitik. I sidste ende kan et commons problem kun løses på to måder. Enten må fælleden deles op i private stykker – dvs. at hvert land hæfter for sin egen gæld. Selv om EU-traktaten bygger på netop det princip, er det for længst tilsidesat. Eller også må der etableres en central magt, som overdrages evnen til at optage gæld fra medlemslandene. Det er sådan, USA blev organiseret efter sin gældskrise efter uafhængighedskrigen, og det er sådan, staten regulerer de danske kommuner.

For det andet kræver fælles gæld en tilstrækkelig stærk central magt – med både økonomisk og politisk styrke. Gælden skal finansieres, hvilket kræver indtægter. Det vil svække mulighederne for at optage gæld, hvis EU skal gå tiggergang til medlemslandene, hver gang gælder skal amortiseres.

For det tredje skal provenuet fra gælden fordeles. Det kan gå til enten projekter på EU-niveau eller uddeles til medlemslandene. I begge tilfælde vil det centralisere den politiske magt. Det gælder allerede for provenuet fra Genopretningsfonden, som landene får tildelt til centralt godkendte planer.

Der lægges da heller ikke skjul på, at der følger centralisering med, når ideen om fælles gæld bliver solgt. Både kommissionen og danske politikere peger på, at fælles gæld kan bruges til at opdrage andre lande til at gøre, hvad vi gerne vil have dem til: Gennemføre reformer, bruge flere penge på oprustning, lave grøn omstilling osv. Der er bare ét problem: Det bliver ikke Danmark, som kommer til at bestemme vilkårene. Det er simpelthen en logisk fejltagelse at ræsonnere: ”Hvis EU havde mere magt, kunne den bruges til [indsæt selv]. Derfor bør EU have mere magt”. Det kræver, at det også sandsynliggøres, at magten vil blive brugt på den måde.

En del af centraliseringen kan måske i praksis undgås ved, at landene bruger pengene, som de vil, uanset de formelle bindinger. I forvejen har landene som sagt i stort omfang set bort fra de fiskale regler og overgældsat sig massivt, uden det har fået konsekvenser. Men det vil blot øge behovet for centralisering yderligere – lige som de vedvarende overskridelser af de fiskale regler skubber i den retning.

At Danmark skulle kunne indrette Europa i vores eget billede, blot vi går med til fælles gældsstiftelse, er i bedste fald naivt.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

For det første er det let at komme til at betragte Trump som almægtig. Sandt nok, han har verdens mægtigste embede, men amerikansk økonomi er ikke usårlig over for dårlig politik. Protektionismen vil primært skade amerikanerne selv. Han har heller ikke al magt – langt fra endda. Foreløbig har han benyttet sig af præsidentens muligheder for at udstede administrative ordrer, men de er trods alt begrænsede. Lovgivning kræver flertal i Kongressen, og Højesteret vogter ret nidkært (sammenlignet ikke mindst med den danske) over, om han holder sig inden for forfatningens rammer.

For det andet er det let at komme til at sætte lighedstegn mellem Trump og USA. Men der er langt fra enighed om de meget kontroversielle dele af hans mange udspil. Han har ikke søgt og ikke fået mandat til gå Putins ærinde mod Ukraine eller indlemme nabolande i USA. Kun halvdelen af vælgerne stemte på ham. Demokraterne i Kongressen er klart imod hans nye udenrigspolitik, men også i hans eget republikanske bagland er der modstand, selv om han er dygtig til at kue folk til tavshed. Amerikanerne har heller ikke vendt NATO ryggen en bloc. Der er helt sikkert en – forståelig – folkelig skepsis over for amerikansk intervention i udenlandske krige, men er der jo heller ikke tale om i Ukraine. Det drejer sig om støtte til et land, der selv kæmper sin krig – på samme måde som i tilfældet med Israel.

For det tredje er det fristende at sætte lighedstegn mellem Europa og os. Nogle debattører konkluderer, at når amerikanerne har svigtet, så er Europa nødt til at tage over selv. Men ligesom USA ikke er lig med Trump, er EU ikke lig med Danmark. Det kan vise sig farligt at basere sig på en illusion om et Europa, der ikke findes. Der er desværre mange Putinverstehere i de europæiske befolkninger, og ikke kun i Ungarn. AfD, der er mildt sagt kritisk over for støtten til Ukraine, fik hver femte af stemmerne ved det tyske valg. Samme tendenser findes i andre tunge EU-lande. Lige så falsk som billedet af det anti-ukrainske USA er, er billedet af det entydigt pro-ukrainske EU. Det ser broget ud begge steder.

Det er også værd at bemærke, at den økonomiske støtte – navnlig den militære – til Ukraine fra stort set samtlige EU-lande ligger langt under den danske på over 2 pct. af BNP og faktisk også under den amerikanske. Det var sensationelt, at Tyskland under Scholz overhovedet gik med til militær støtte, og den gik da i praksis også i stå igen. Realiteten er formentlig, at EU kunne have skaffet Ukraine om ikke overhånd så markant stærkere position i forhold til Rusland, hvis de øvrige EU-lande havde doneret tilsvarende og givet tilsvarende frie hænder til at bruge de donerede våben.

Der er utvivlsomt gået chokbølger gennem europæiske NATO-lande fra den tvivl, Trump Administrationen har sået om det amerikanske NATO-engagement – for ikke at tale om forræderiet mod Ukraine og de skandaløse ”fredsforhandlinger” med Rusland. Der er helt givet en større villighed til at ruste op i Europa. Men man skal ikke være blind for, at betalingsviljen er meget lille. I Tyskland har den nye kansler Merz simpelt hen gennemtvunget en forfatningsændring, som gennemhuller den tyske budgetlov, så oprustning, Ukrainehjælp og en masse udgifter til grøn omstilling og infrastruktur kan lånefinansieres. Det er ekstremt kortsigtet og hasarderet – ikke mindst fordi det åbner en ladeport for mere gældsætning i resten af EU. Hvis Tyskland – inklusive en tysk kommissionsformand – ikke vil vogte EU’s finanspolitiske regler længere, så kan det udløse et kapløb mellem vælgerne om at gældsætte sig på andre EU-landes bekostning. Italien har for længst slået fast, at man ikke vil betale for mere forsvar selv, og de franske vælgere har gjort oprør mod selv spage reformer, som ikke engang formår at bremse landets eskalerende gæld på snart det dobbelte af det tilladte ifølge EU-reglerne. Storbritannien er måske det europæiske land, som er mest opsat på at øge sit forsvarsbudget, og regeringen har faktisk sat en omprioritering af udgiftsbudgettet i værk. Men også UK er stærkt forgældet, og som man erindrer satte Truss’ underskudsplaner hurtigt gang i et pres på pundet.

De store gældsproblemer og manglende evne til at håndhæve den finanspolitiske disciplin kan vise sig at være Europas største svaghed. Fokus vil hurtigt flytte sig fra forsvar og sikkerhed, hvis det skrøbelige økonomiske fundament begynder at ryste. Det andet store problem er den svage økonomiske vækst, der dog heldigvis er kommet lidt mere opmærksomhed på, men hvor mange de foreslåede redskaber – statsstøtte, fælles gæld, industripolitik – vil gøre problemet større.

En stærkere europæisk økonomi er i sidste ende det centrale også når vi taler sikkerhed. Det er økonomiens størrelse, der gør, at vi kan bruge flere ressourcer på militær end Putin kan. En god økonomi er også vigtig for den politiske stabilitet og vælgeropbakningen til ikke-populistiske partier.

Men er stærk økonomi er ikke noget, man bare opnår gennem højtidelige politiske erklæringer eller ineffektiv symbolpolitik. Vi er også langt fra den opbakning til Ukraine, som er nødvendig for at holde russerne stangen på længere sigt.

Det europæiske alternativ er ikke noget, der bare kan tilvælges. Det skal først skabes. Det vil kræve en hel del knofedt.

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Jeg har skrevet en læsevejledning til hans rapport i Berlingske Business. Læs den her eller her.

Et af de forslag, der især er grund til at advare imod, er optagelsen af fælles gæld i EU. Det har danske politikere tidligere været imod, men først Moderaterne og siden Venstre og Socialdemokraterne har lavet en kovending og erklæret sig åbne for at optage fælles gæld. Argumentet for lyder i den grad også som “en politikers logik”.

Mere gæld og ikke mindst fælles gæld kan få alvorlige konsekvenser. Det har jeg forsøgt at advare om en hel del gange. Bl.a. om konsekvenserne af høj og stigende statsgæld i mange vestlige lande. Om den langstrakte gældskrisen i EU og at fælles gæld vil føre til en større centralisering i et føderalt EU. Om at det vil føre til mere omfordeling fra lande som Danmark til lande med lavere indkomst og dårligere offentlige finanser, samt om at denne proces risikerer at føre til flere exits.

Man skal dog være varsom med at tro, at “en politikers logik” er udtryk for, at politikerne ikke ved bedre. Det er nok snarere dem, de forsøger at overbevise – dvs. os -, som ofte falder for den logik. Det fører til det velkendte ‘handlings-bias’ i politik – at det virker bedre på vælgerne at gøre ‘noget’ end at gøre ingenting. Sir Humphrey har dog ikke ret, når han omvendt hævder, at det altid er bedre at gøre ingenting.

Draghi har ret i, at EU’s udfordringer kalder på handling. Bare ikke alle dem, han peger på. Regeringspartierne kan også have ret i, at EU står over for alvorlige finansieringsproblemer – ikke mindst i forhold til Ukraine. De taler bare ikke for fælles gæld. Som økonomiministeren korrekt påpegede på Folketingets Europaudvalgs høring sidste år om EU’s finanspolitiske problemer, bliver gældsproblemerne ikke mindre af, at pengene går til et godt formål.

EU-landene bør som hidtil betale fælles udgifter via kontingentet. Ikke gennem gæld eller flere egne indtægter til EU. Det er højst sandsynligt, at mange lande hverken kan eller vil betale særlig meget. I så fald kan man lave en aftale om, at landene bidrager forskelligt. Det er jo realiteten allerede, at landene bidrager højst forskelligt med bilateral støtte til Ukraine – i øvrigt med Danmark som den største bidragsyder i forhold til BNP. Halvdelen af støtten til Ukraine fra EU og næsten hele den afgørende militære hjælp kommer via bilateral støtte fra de enkelte lande direkte.

Det er muligt, at regeringspartierne satser på, at andre lande vil blokere for fælles gæld – ikke mindst Tyskland, hvor vælgernes tålmodighed med at finansiere andre landes fiskale uansvarlighed synes at være ved at slippe op. Og at den danske regering får mere frie hænder som kommende EU-formand ved ikke at sige nej på forhånd. Man må næsten håbe, det er motivet. Men i så fald illustrerer det jo netop det store ‘free rider’-problem i EU, som også finanspolitikken lider under. Det kan vise sig at være risikabelt, hvis ingen vil påtage sig at blokere for fælles gæld og andre former for fiskal uansvarlighed, fordi de håber på, at andre vil gøre det.

I skal selvfølgelig ikke snydes for Sir Humphrey himself:

Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.

Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger.  For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.

Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?

Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.

En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.

Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.

Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).

Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.

Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.

Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod.  Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.

Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.

Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.

Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.

Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.

Men så entydigt kan valget ikke udlægges.

På visse punkter er der liberale tendenser bag søgningen til ”højrepartierne”, navnlig i form af ønsker om at forskyde den politiske magt fra Bruxelles tilbage til nationalstaterne. Det så man f.eks. i den linje, Dansk Folkeparti gik til valg på i Danmark. På samme måde er der klare uliberale tendenser blandt formelt liberale partier. Det er især i den liberale gruppe, at føderalismen er stærkest, og hvor man finder talsmænd for større EU-budgetter, industripolitik, statsstøtte og svækket budgetdisciplin, herunder fælles gældsoptagelse og lempelige finanspolitiske regler, samt lempede flertalskrav, der skal gøre ”lettere at træffe beslutninger i EU”. Macron er et eksempel på det. Man så også en betydelig nuanceforskel på Moderaterne, De Radikale og Venstre i Danmark på disse punkter, selv om de alle er en del af den liberale partigruppe. Måske skal en del af forklaringen på Venstres bedre end forventede valg findes i deres mere liberale position i forhold til de to andre? 

Hvis der er en overordnet konklusion på valget, er det snarere end entydigt større uliberalisme, at opbakningen til den centralistiske føderalisme er blevet svækket. Vælgerne faldt ikke for den historie om, at den svage økonomiske vækst i EU kan øges ved en mindre liberal økonomisk politik – med mere statsstøtte, industripolitik, protektionisme og gæld – og en stærkere central stat, som bl.a. nogle liberale partier søgte at fortælle. 

Ganske vist fik den konservative EPP-gruppe bag kommissionsformand von der Leyen, der om nogen har stået i spidsen for centraliseringen den seneste valgperiode, et godt valg, men hun havde held til at dæmpe sine signaler, og f.eks. De Konservative i Danmark gik ikke til valg på en så føderalistisk kurs.   

Valget i Danmark var som sædvanlig noget provinsielt og handlede meget om danske dagsordener. 

Politikerne overser, hvor stor en rolle EU allerede spiller. Jonas Herby har netop opgjort, at omkring 60 pct. af regelmængden i Danmark udspringer af EU, enten i form af direktiver eller forordninger med direkte retsvirkning. Det skyldes langt fra alt sammen implementering af det indre marked, men også strammere reguleringsbyrde. Under valgkampen kom det som et chok for Socialdemokraterne, at vælgerne og pressen tilsyneladende ikke rigtig var bekendt med den stramning af energikravene til i boliger, som er på vej til at ramme danske boligejere. Tilsvarende har vi endnu ikke set konsekvenserne af den reguleringsbølge, der følger EU’s ESG-rapporteringskrav. Det kom meget til at handle om mere symbolske reguleringer som forbuddet mod plasticsugerøret.  

Det var også i høj grad tabubelagt at tale om, at selvstændige danske klimamål ikke giver mening, fordi klimapolitikken er et EU-anliggende og reguleret af EU. Partierne anser næsten universelt klima som et symbolpolitisk og “kommunikativt” emne, ikke et substantielt et.  

Den institutionelle diskussion var også i høj grad fraværende, til trods for at den afgående kommission har sat et traktatændringsprojekt i søen – altså lige bortset fra angrebene på enstemmighedsreglerne, der imidlertid mere blev udlagt som en fjernelse af irritationsmomenter l la Orban fra beslutningsprocessen, ikke et føderalistisk skridt. Men mon ikke det skyldes, at man godt ved, at de danske vælgere generelt ikke bakker det op?  

Fra liberalt perspektiv er der først og fremmest brug for at formulere et positivt program, som står i modsætning til såvel den uliberale centralisme og den uliberale nationalisme, som begge findes til overflod i Europa. Det er EU som et samarbejde mellem suveræne stater, der koncentrerer sig om de opgaver, som naturligt bør løses på fællesskabsniveau – grundlæggende fordi det handler om kollektive goder med en overnational skala, herunder klimapolitik og grænseoverskridende miljøproblemer. Det vil desuden sige forstærke det indre marked, udbygge EU med nye medlemmer, frihandel udadtil, bekæmpe statsstøtte, deregulere og at forhindre driften mod en fiskal union gennem decentral håndhævelse af de finanspolitiske regler mod for stor gæld. For eurolandene vil det sige en pengepolitik med fokus på prisstabilitet. Det vil sige at bevare en institutionel struktur med fokus på checks-and-balances, som vanskeliggør ”normalpolitik” i form af fordelingspolitik mellem landene og inefficiente majoritetsbeslutninger.      

EU har både institutionerne og i høj grad også historien til at bygge en sådan politik på. Og formentlig også en større opbakning i de europæiske befolkninger end til nogen af de to andre retninger.  

Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Her er et par bidrag til diskussionen, jeg er kommet med på det seneste.

I den interessante podcast Rig på viden diskuterer vi gældskrisen i EU. Find den her. Nogen vil måske spørge: Hvilken gældskrise? Og den er da også elefanten i rummet. Men skal man tale om et problem, der bærer kimen til undergang i sig, er det EU-landenes meget usunde incitamenter til kaste gæld over på hinanden, og EU’s manglende evne og vilje til at bekæmpe dem. Tværtimod er der nu røster i selv velkonsoliderede lande som Danmark om at gøre problemet markant værre ved at optage fælles gæld. Det er reelt en skjult regning til befolkningerne i de velkonsoliderede lande.

Dynamikken i en sådan gældskrise – som vi reelt er i – kan blive meget eksplosiv. Den kan kræve en kraftig centralisering af den politiske magt, som netop kan begynde via fælles gæld og ditto politisk prioritering. Jeg skrev en analyse af problemet sidste år; den kan findes her.

I CEPOS egen podcast Bag om nyhederne diskuterede vi både gæld, industripolitik, protektionisme og statsstøtte i sidste uge. Den kan findes her. Her fortalte Jonas Herby desuden om en analyse, han har på vej, som viser, at en stor og voksende del af regelmængden kommer via EU.

Sidst, men ikke mindst offentliggjorde jeg i denne uge en analyse af konsekvenserne af flere flertalsafgørelser i EU. Den kan findes her. Konklusionen – der hviler på veletableret public choice-teori – er, at det vil føre til dårligere beslutninger, mere centralisering og mere omfordeling mellem EU-landene, men mindre intern omfordeling i bl.a. Danmark.

Der er som sagt store problemer i EU, men der er en enorm risiko for at smide barnet ud med badevandet, hvis de fører til ændringer i vore europæiske institutioner. Det er ikke institutionernes skyld – de er tværtimod langt henad vejen så gode, som man kan ønske sig. De skaber grundlag for et velfungerende samarbejde mellem suveræne medlemsstater. Men de kræver naturligvis, at der er politisk vilje til at anvende dem til en god politik: Frihandel, fokus på kollektive goder med (mindst) europæisk skala, et indre marked i fremdrift, liberalisering. De kræver, at de finanspolitiske spilleregler håndhæves. Og de kræver, at EU holder sig fra områder, hvor det ikke har en naturlig berettigelse.

Der er grænser for, hvor meget gode institutioner kan udrette, hvis politikerne ikke ønsker at understøtte dem. Dét er efter min mening den største udfordring. Opskriften på at øge EU’s økonomiske vækst og robusthed er ikke svær. Den er som sagt at liberalisere, deregulere og skærpe frihandlen. Og at konsolidere de offentlige finanser gennem økonomiske reformer og strammere offentlig udgiftspolitik. Det sidste er medlemsstaternes egen opgave – og bl.a. Danmark, Sverige og Irland er eksempler på, at det kan lade sig gøre – men EU skal håndhæve reglerne, som skal sikre at landene gør det.

Photo by Christian Lue on Unsplash

Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.

Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.

Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.

Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.

Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.

Artiklen er en reaktion på en analyse fra Klimarådet. Den viser, at det vil blive dyrere, hvis der skal være stabil forsyning med el, fordi der skal være et fuldt udbygget alternativt system parat, når vind og sol ikke producerer nok. En del af tilpasningen bør derfor ske gennem mindre forbrug, drevet af højere priser i flaskehalssituationer.

Vi kritiserer analysen på især to andre punkter.

For det første lægger Klimarådet op til, at der skal etableres en national kapacitet, der kan anvendes, når sol og vind svigter. Men det vil gøre problemet endnu værre, hvis EU-landene afskærmer sig fra det fælles elmarked. Og det er derfor også i strid med reglerne.

For det andet afviser Klimarådet uden videre, at atomkraft kan blive relevant i Danmark – dog med en dør åben for små anlæg. Men det bør ikke bero på en politisk afgørelse – og slet ikke på baggrund af så beskeden evidens som i rådets rapport.

Du kan læse artiklen i Klimamonitor her.

Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.  

Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).  

At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.  

Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).  

Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.  

I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington. 

Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”.  “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel. 

I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.  

Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne. 

Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.  

Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.  

En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.  

Mens IRA udgør 0,15 pct. af USA’s bruttonationalprodukt (BNP), har Cepos regnet sig frem til, at EU-politikerne allerede har afsat 0,38 pct. af EU’s BNP til grønne teknologier. Det er primært penge, der er blevet afsat i forbindelse med EU’s genopretningspakke fra 2020.

Alligevel har EU-Kommissionen foreslået en modoffensiv med flere forskellige støtteinitiativer, som vil udgøre yderligere omkring 0,10 af EU’s BNP ifølge Cepos’ beregninger.

»Det ligner en optrapning af en handelskrig, og det er ikke særlig velbegrundet fra EU’s side. Med planerne om at optrappe statsstøtten i EU kommer man op på noget, der minder om det tredobbelte af den amerikanske statsstøtte, når vi ser det i forhold til økonomiens størrelse,« siger analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen.

Han mener, at EU’s politikere er på afveje. Den grønne omstilling bliver unødvendig dyr for samfundet, hvis den skal ske igennem statsstøtte frem for at fastsætte en høj CO₂-afgift og lade markedet selv udvikle de mest effektive løsninger, lyder argumentet.

Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.

Afpolitisering er vejen ud af krisen for havvind 

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef CEPOS, tidligere formand for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen og Kulbrintebeskatningsudvalget   

Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer. 

Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte. 

Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.  

Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne. 

Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis. 

Hvad er løsningen?  

Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO₂.   

For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.  

For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.  

For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat. 

Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente.. 

Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning. 

Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen. 

Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte. 

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.

For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:

“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”

EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Når det kommer til den samlede økonomi (BNP) – som også i høj grad bestemmer også den militære kapacitet i hvert fald på sigt – så er Rusland omtrent ti gange Ukraines størrelse. Den russiske befolkning er 3-4 gange så stor, mens gennemsnitsindkomsten er godt dobbelt så stor.  

Interessant nok er forholdet mellem EU og Rusland i store træk som forholdet mellem Rusland og Ukraine. EU’s BNP er ti gange det russiske. Vi er tre gange det russiske folketal, mens vi er knap og nap dobbelt så velhavende i gennemsnit. 

Militært er forholdene mere i russisk favør. De har fem gange de ukrainske styrketal og mere end ti gange de deres militærudgifter. EU er tilsvarende ikke så dominerende i forhold til Rusland militært som økonomisk. Men dog fortsat overtallig. Vi bruger 3-4 gange så mange dollar på militær som Rusland, men kun en tredjedel af deres udgifter i forhold til BNP. Tæller vi styrker, har EU omtrent en tredjedel flere end Rusland. 

Man skal selvsagt være forsigtig med at sammenligne. En dollar køber nok mere militær ovre østpå. Til gengæld er vort mandskab måske bedre udrustet. 

Hvad kan man konkludere? I første omgang at Rusland er storebror i forhold til Ukraine, men at EU til gengæld er Rusland klart overlegent. Økonomisk set nærmest i lige forhold.  

Men man kan – med rette – indvende flere ting.  

For det første er det ikke EU, men snarere NATO, som er modvægten til Rusland. EU har som organisation ingen selvstændig militær rolle. Ser man på den aftale, som garanterede Ukraines sikkerhed, efter at landet afleverede sine atomvåben oven på Sovjetunionens fald, så var parterne USA, UK og Rusland. Frankrig og Kina indgik også aftaler med Ukraine. Men NATO’s overvægt er endog større end EU’s. Til gengæld er EU de lande, som ligger tættest på konfliktzonen. Derfor er det ikke uinteressant at sammenligne Rusland og EU. 

For det andet afhænger overvægten af den politiske vilje til at bruge den. Det gælder både økonomiske og direkte militære midler. Og det er naturligvis her hunden ligger begravet. Det er deri, Ruslands ”supermagt”-stilling består. 

Endelig kan man indvende, at Rusland fortsat er en betydelig atommagt – både modsat Ukraine, der har afviklet sine våben, og EU, der (selv hvis man regnede Storbritannien med) har betydeligt færre. Men hvis det kom til en atomar konflikt – hvad Ukraine-krisen næppe har potentiale til – så er den relevante modstander selvsagt USA.  

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Dagens hovedhistorie er derimod, at præsident Bolsonaro kritiseres for at skade landbrugets interesser ved f. eks. at afvise at afskovningen i Amazonas er steget. Bl. a. fyrede han den mangeårige leder af INPE (Instituto Nacional de Pesquisas Espaciais) , som overvåger Amazonas, efter en heftig meningsudveksling mellem de to.

Og hvorfor kritiserer landbruget nu Bolsonaro? Er det ikke netop dem som har stået for en betydelig de af afskovningen gennem det seneste halve århundrede?

Det gør de fordi de har store eksportinteresser på spil (landbruget står for ca. 37 procent af den samlede eksport) – ikke mindst i forhold til EU, hvorfor netop landbruget støtter den handelsaftale som forhandlere mellem EU og Mercosur blev enige om tidligere på sommeren.

Aftalen kræver ellers at landene skal leve op til Parisaftalen, som Bolsonaro ellers ønsker at Brasilien skal træde ud af. Aftalen indebærer bl. a. at Brasilien forpligtiger sig til at genbeplante regnskov svarende til 3 gange Danmarks størrelse. Aftalen indeholder derudover en lang række krav om arbejdsrettigheder mv.

Men nu bliver Brasilien endegyldigt i aftalen – hvis handelsaftalen altså går igennem de 40 parlamenter som skal stemme om den (og et er jo ikke sikkert). Derfor er det også paradoksalt at en lang række NGO’ere har startet en underskriftsindsamling mod aftalen, fordi den, eftger deres mening, udgør en trussel mod miljø og mennesker. Se også “Stop the slaughter: NO free trade with South American beef!”

Læser man den fulde tekst er det for øvrigt slående hvor håbløst lidt de der står bag har forstået af hvorledes velstand skabes og fattigdom og undertrykkelse bekæmpes. Bl. a. mener de at handelsaftalen vil forringe levevilkårene for befolkningen på landet, fordi landbrugsproduktionen vil stige. Gad vide hvad forfatterne til “Rainforest Rescue” tror folk lever af på landet i Brasilien og andre steder i Mercosur?

Med import følger indflydelse

Der kommer til at gå flere år før den indgåede aftale mellem EU og Mercosur træder i kraft, hvis den altså bliver vedtaget i alle landes parlamenter.

Det er nu heller ikke handelsaftalen som er årsag til kritikken af Bolsonaro fra Brasiliansk landbrugs side. Den skyldes derimod at man frygter hans optræden skader sektorens omdømme i udlandet og dermed indtjeningen her og nu.

Jovist, kunden er konge og det gælder selvfølgelig også ved import.

Se også tidligere indlæg om Handelsaftalen mellem EU og Mercosur:
Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import.

Og fra vores sommerserie i 2018:
Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.