Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

De kommer også frem til, at personer fra de såkaldte MENAPT‑lande skiller sig ud med markant højere kriminalitetsniveau end alle andre grupper, mens udlændinge fra vestlige lande (Danmarks Statistiks definition, se også senere i dette indlæg) ligger på niveau med danskere.

Nok så interessant kan deres analyse ikke understøtte den opfattelse, mange har om at efterkommere efter indvandrere fra især ikke‑vestlige lande er mere kriminelle end dem, der er indvandret. Det er ellers en påstand, som ofte gentages – ofte med henvisning til den alderskorrigerede statistik – som opdeler kriminaliteten efter oprindelsesland. Det kunne man måske også tro, når man læser fx nedenstående tabel, som er fra Danmarks statitiks årlige publikation om Indvandrere i Danmark – seneste udgave.

Tabel 1

Jeg forstår egentlig godt forvirringen. For fremgår det ikke, at efterkommere har flere domme? Jo, det gør det – for både efterkommere efter vestlige og ikke‑vestlige indvandrere – og så er der endda korrigeret for alder!

Der er bare den problem, at den korrigering man foretager er for at sikre, at man kan sammenligne med andre enkeltlande eller grupper af lande. Der er ikke tale om en korrigering, som gør det muligt at sammenligne mellem generationer, hvilket jo er hvad man gør når man hævder, at efterkommere er mere kriminelle end deres forældre.

Problemet er ikke mindst hvor gamle indvandrerne var, da de kom til landet, i forhold til deres efterkommere, som er her fra barnsben. Det fremgår af det kumulative kriminalitetsindeks, at langt de fleste domme sker i en relativt tidlig alder.

Figur 1.

Otto og Carls analyser tyder også på, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på kriminaliteten mellem indvandrerne og deres efterkommere (så langt som dansk statistik nu tillader os at studere udviklingen) overordnet set.

Derimod står det klart, at kriminaliteten især blandt indvandrere og deres efterkommere fra nogle lande (MENAPT) er endog signifikant højere end for resten af befolkningen. Men igen er der stor forskel på, hvorfor de pågældende har opholdstilladelse i Danmark.

Den væsentligste konklusion er, at beskæftigelse er den primære faktor i forhold til kriminalitet. Det gælder både danskere og udlændinge. Udlændinge uden job begår således 4–5 gange så meget kriminalitet som fuldtidsbeskæftigede udlændinge.

Endelig fremgår det, at udlændinge, der kommer til Danmark via erhvervsordninger, har færre domme end danskere i arbejde – og ikke uinteressant i lyset af den løbende debat de sidste mange år. Det gælder også dem, der kommer fra MENAPT‑landene.

Men betyder Otto og Carls resultater så, at man “bare” skal sætte indvandrere og deres efterkommere (såvel som danskere) til at udføre en eller anden form for arbejde, så går det hele nok alt sammen?

Så nemt er det selvfølgelig ikke. Man er jo også nødt til at tage højde for, hvorfor en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse – og hvorvidt de overhovedet er reelt jobsøgende.

Og her kommer så den pointe, som også er grunden til overskriften på dette indlæg: hvorledes indretningen af vores velfærdsstat desværre har nogle meget uheldige konsekvenser. En pointe som også var grundlæggende i mit indlæg for snart 15 år siden (og hvorfor dette indlæg har fået overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit II”) i mit oprindelige indlæg om indvandring og indretningen af det danske velfærdssystem i 2012.

Tabel 2

En del vil måske mene, at “det er der ikke noget overraskende i”, men hvis man (mere eller mindre frivilligt) følger den løbende debat både på de sociale medier og de mere traditionelle medier, er det ikke just det indtryk man efterlades med.

Et andet problem, der måske er værd at pege på, handler om den måde, man opgør befolkningens inddeling på (se også nedenstående), og om de problemer, der er ved at opstå i forhold til at kunne følge integrationsprocessen over tid.

Det handler om, hvad der sker for generationerne efter de umiddelbare efterkommere af de oprindelige indvandrere og flygtninge.

Mens det er muligt at behandle udviklingen for den første efterkommergenerations børn, bliver det herefter mere og mere problematisk på grund af manglende statistik. I modsætning til USA er dansk statistik (med mindre jeg har overset noget) baseret på oprindelsesland og statsborgerskab. Den anvendte definition hos Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelse af befolkningsandele er som følger for indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når én eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere, men som personer med dansk oprindelse. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer, der – uanset fødested – har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Med andre ord kan man anføre, at gruppen “dansk oprindelse” over tid ikke helt indebærer det, de fleste af os måske forventer. Det er næppe noget større problem på nuværende tidspunkt, givet at børn af dem, som statistisk angives som efterkommere efter indvandrere, fortsat udgør en relativt lav andel – og primært består af efterkommere efter indvandrere fra Tyrkiet, det hedengangne Jugoslavien og Pakistan.

Men det kommer til at ændre sig i de kommende årtier. Så hvis man ønsker en vidensbaseret debat, som i mine øjne i den grad er at foretrække frem for det nuværende misk-mask, bliver man nødt til at interessere sig mere for selvidentifikation. Og selv om det måske er en kamel at sluge for en del, må man opgive forestillingen om det homogene Danmark. Sådan har det ikke været længe, og det bliver det aldrig igen (i det omfang det overhovedet har været andet end en romantisk myte – det kommer jo an på, hvordan man definerer graden af homogenitet).

Det er også vigtigt at kunne følge udviklingen, hvis man ønsker at se på de problemer, der f.eks. er i uddannelsessystemet. Her ser det nemlig ifølge den seneste publikation fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark ikke ud til, at børn af efterkommere efter indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre.

Det skal lige medtages, at Danmarks Statistik understreger, at man reelt kun har undersøgt udviklingen for dem, hvis bedsteforældre kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

For mens andelen, som tager en eller anden form for uddannelse, ikke ligger langt fra “danskere”, så ligger deres gennemsnit klart lavere, hvilket fremgår af nedenstående to figurer.

Her kunne noget tyde på at vi er ved at reproducere forholdene i USA, se også “Indvandringens pris eller socialstatens fallit”

Figur 2. Folkeskolens afgangsprøve

Figur 3.

En del vil måske mene: “Herregud, hvad er problemet?” Det vigtige er vel, at næsten en lige så stor del af indvandrere fra ikke‑vestlige lande som af personer med dansk oprindelse gennemfører en ungdomsuddannelse. Dertil kan man anføre, at det kunne skyldes, at niveauet for fx gymnasieuddannelserne er faldet over tid. Det er der formentlig en ikke så lille andel af underviserne, som vil mene er hovedforklaringen.

Lidt data om befolkningssammensætning og indvandring de senere år.

Når vi nu befinder os i en valgkamp, er det måske på sin plads at slutte af med at se på, hvordan befolkningssammensætningen ser ud på nuværende tidspunkt, og hvordan indvandringen har formet sig de senere år. En del vil måske blive overrasket over nogle af tallene. Alt data stammer fra Statistikbanken.

Som det fremgår af figur 4, udgør indvandrere og deres efterkommere ca. 16 pct. af den samlede befolkning (alt sammen baseret på Danmarks Statistiks definition, se også nedenfor).

Indvandrere fra vestlige lande udgør ca. 6 pct., mens indvandrere fra ikke‑vestlige lande udgør ca. 10 pct., hvoraf halvdelen kommer fra de såkaldte MENAPT‑lande.

Lad os lige for god ordens skyld få styr på, hvad der menes med de tre kategorier:

Vestlige lande er: Alle EU‑lande, Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien, New Zealand.

MENAPT‑landene udgøres af: Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel/Palæstina (Gaza, Vestbredden, Østjerusalem), Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi‑Arabien, Syrien, Yemen, Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan, Tunesien, Djibouti, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Somalia.

Resten kategoriseres som “øvrige ikke‑vestlige lande”. Det gælder altså også fx hele Latinamerika, Israel og Ukraine.

Den inddeling kan man så problematisere og diskutere herfra og til solen bliver sort – ikke mindst hvad der egentlig skal til for at være et “vestligt land”. Men det er altså den definition, der er valgt, og som medfører nedenstående fordeling af befolkningen pr. 1/1‑2025, inkl. efterkommere.

Figur 4

Blandt MENAPT-landene er indvandrere og deres efterkommere fra Tyrkiet den absolut største gruppe (og samtidig dén største indvandrergruppe i Danmark pt.). Her støder vi så iøvrigt på et problem, som er indbygget i den statistik man har adgang til. Der findes ikke rigtigt nogen statistik om indvandringen på subnationalt (etnisk) niveau. Og i realiteten burde fx. den tyrkiske indvandring vel opdeles i mindst to grupper, nemlig “tyrkere” og “kurdere”. Hvor sidstnævnte gruppe muligvis udgør fra ca. 30 til 50 pct af den samlede indvandring fra Tyrkiet.

Efter februar 2022 er Ukrainere blevet den 2. største gruppe. Herefter følger så indvandrere og deres efterkommere fra Polen og Rumænien, mens Syrere kommer ind på en 5. plads, lige foran Tyskland. Hele top-25 landelisten fremgår af figur 5.

Figur 5.

Og lad os lige slutte af med listen over de seneste fem års nettoindvandring til Danmark, som i alt har været på ca. 180–190.000, alt efter om man tæller danske statsborgere med eller ej.

Figur 6.

De 10 lande udgør lidt under to tredjedele af den samlede indvandring de seneste fem år (når man ikke regner “dansk nettoindvandring” med). Der er jo ingen tvivl om, hvilken gruppe der fylder mest. Og så bemærker man måske også, at den fjerde største gruppe er nepalesere, som der har været meget debat om det seneste års tid. Til det er kun at sige, at set ud fra et økonomisk synspunkt er de en stor gevinst for dansk økonomi: stort set intet træk på de offentlige kasser og til gengæld meget høj beskæftigelsesfrekvens, se også figur 7 og top og bund, sorteret efter mænds beskæftigelsesfrekvens november 2024.

Figur 7.

Hvis du er interesseret i mere information om indvandringen til Danmark, vil jeg forøvrigt varmt anbefale den årlige publikation om indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Men gør dig selv den tjeneste ikke at læse den som mange politikere vist gør – overfladisk og blot på jagt efter noget, som kan støtte dem op i det de mente på forhånd eller hvad der nu driver dem.

Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.

Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.

Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:

“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”

I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:

“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”

Jeg har tidligere skrevet om baggrunden for Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 – og “relativt” skal nok læses både i forhold til demokrati og velstand.

Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).

Et kontroversielt valg for nogle, åbenlyst for andre

Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.

Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.

(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)

María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.

Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).

I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.

Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.

Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?

Fra NGO til oppositionens frontfigur

Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.

Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.

Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.

Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.

Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.

Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.

For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.

Fra oppositionens stemme til global højrefløjsfigur

I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.

Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.

Machados gennembrud

Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.

Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.

Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.

Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).

Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.

Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.

Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.

Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.

Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.

Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.

Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.

Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.

Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.

Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.

At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.

Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.

Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.

Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.

Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.

Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.

Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.

MILEI ER IKKE SÅ UNIK SOM HAN FREMSTILLER SIG SELV

Et forhold, som vi lige så godt kan slå fast med det samme er, at når den nuværende præsident Javier Milei igen og igen fremhæver, at de reformer han og hans regering prøver at gennemføre ikke er set før – også selv om vi ser bort fra hans påstand om “i verdenshistorien”, men alene ser på Argentina – er det mildt sagt en sandhed med modifikationer.

Første halvdel af 1990erne var heller ikke første gang man prøvede at ”få styr” på den argentinske økonomi. Oven på en kort periode, hvor man forsøgte at “få gang i økonomien” efter genindførelsen af demokrati i 1983, i den mere populistiske afdeling, forsøgte regeringen sig faktisk med mere ortodokse tiltag efter få år.

Man havde sådan set heller ikke noget valg. Inflationen var på flere hundrede procent. Det offentlige underskud var 15 pct. af BNP, man havde en akkumuleret udlandsgæld på over 40 mia. dollars – hvor udestående ubetalte renter og afdrag beløb sig til 20 mia. USD i 1983.

Den økonomiske situation forværredes kun efter militærregimets fald. I slutningen af 1984, var inflationen steget til ca. 700 pct., investeringerne var i bund, og kapitalflugten er estimeret til ca. 22 mia. USD.

Da IMF og andre internationale långivere stoppede for al ny långivning i maj 1985, var løbet kørt.

NY VALUTA OG PLANO AUSTRAL

Kernen i regeringens plan i 1985 (Austral planen), som bl .a. indebar indførelse af en ny valuta, Austral i stedet for Peso, deraf navnet, var faktisk en meget ambitiøs plan. Den omfattede kraftige stabiliseringstiltag og strukturreformer, mens løn og priser skulle holdes i ro ved et pris- og lønstop (ikke ligefrem del af den ortodokse værktøjskasse, og det virkede da heller ikke).

Budgetunderskuddet skulle elimineres, mens det skulle være slut med at lade seddelpressen køre for at dække statens udgifter. Nationalbanken skulle være uafhængig (det har man prøvet mange gange, som det vil fremgå af dette indlæg) og offentligt ejede virksomheder skulle privatiseres, økonomien dereguleres og udenrigshandlen liberaliseres.

Langt hen af vejen noget af det samme, som man kom til at gennemføre i Carlos Menems første regeringsperiode i første halvdel af 1990erne.

Planen kollapsede dog i løbet af få år af flere årsager. Mauricio Rojas har angivet et par vigtige faktorer i Carmensitas sorg, som jeg har henvist til flere gange i mine indlæg:

For det første provinsernes manglende evne/lyst til at styre deres økonomi. Mens det lykkedes at vende et underskud på 6 % af BNP i 1982 til et overskud på godt 5 % i 1985–86 for staten, steg provinsernes underskud markant i samme periode og var 7 % af BNP i 1987.

Dermed undergravede de regeringens forsøg på at få styr på økonomien, ved blot at øge deres udgifter og låntagning, ikke mindst fordi de øgede antallet af ansatte i provinserne ganske ekstremt. Det var ikke mindst tilfældet i senere præsident Carlos Menems provins La Rioja. Her steg antallet af ansatte fra 12.000 til over 40.000 mellem 1983 og 1989, hvilket i 1989 udgjorde over halvdelen af La Riojas arbejdsdygtige befolkning.

Dernæst den manglende evne til at styre lønudviklingen, ikke mindst for offentligt ansatte, som forværrede det offentlige underskud. Det skyldtes ikke mindst de peronistledede fagforeninger på et arbejdsmarked, hvor strejkevåbnet igen og igen kom i anvendelse. I løbet af Alfonsins regeringsperiode var der ikke mindre end 13 generalstrejker, plus mere end tusind andre strejker.

Mauricio Rojas angiver, at ikke mindre end 83 millioner arbejdsdage gik tabt. Strejkende offentligt ansatte – især i fattige indlandsprovinser som fx. La Rioja – stod for omkring 80 % af alle tabte arbejdsdage under Alfonsíns regeringstid.

Hvis ikke før, så var Præsident Raúl Alfonsín fra partiet UCR (Union Civica Radical) – han vandt præsidentvalget i1983 over peronisternes kandidat – og hans “Plano Austral” dødsdømt efter midtvejsvalget i 1987, hvor peronisterne igen blev den stærkeste politiske kraft i landet med flertal i kongressens to kamre, mens de satte sig på magten i 16 ud af landets 22 provinser.

Herefter gik det blot fra slemt til værre. I 1988 og 1989 faldt argentinerne indkomst drastisk, investeringerne nåede et nyt lavpunkt, og inflationen steg voldsomt. Austral var i frit fald i forhold til dollaren og endnu en gang kunne Argentina ikke opfylde sine betalingsforpligtigelser.

Helt galt gik det, da Carlos Menem blev valgt til præsident i foråret 1989. Med sit ry som populist og tilhørende peronisternes venstrefløj, steg inflationen til nye højder og kom helt ud af kontrol, mens landet ligesom året før var præget af uroligheder, strejker, plyndringer og kaos. Til sidst trådte Raúl Alfonsín tilbage den 8. juli, flere måneder før Carlos Menem formelt skulle have overtaget præsidentembedet, mens inflationen bare steg og steg – i maj nåede den op på 78 procent om måneden og i juli var den på små 200 procent.

REFORMER OG EVNEN TIL AT LAVE ALLIANCER

Et forhold, som var afgørende for den indledende succes for reformerne under Carlos Menem i hans første præsidentperiode, var hans evne – og det må man give ham – til at skabe bred opbakning til reformerne. Og så viste Menem, som kom fra venstrefløjen hos peronisterne, sig allerede inden han tiltrådte som præsident, som værende meget ideologisk fleksibel, mildt sagt.

Således indledte han allerede før han tiltrådte, et samarbejde med nogle af Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomheder, ikke mindst det multinationale konglomerat Bunge & Born, og det var økonomer herfra som udarbejdede den såkaldte BB-plan, ligesom ledende økonomer og direktører fra Bunge & Born fik nøgleroller i det nye kabinet.

Selve planen led dog hurtigt skibbrud, men signalerede, at man nu havde en peronistisk præsident, som var parat til at arbejde sammen med folk udenfor den peronistiske bevægelse.

Det var noget markedet kunne lide – en peronist, som ville føre ansvarlig økonomisk politik uden populistiske indslag – det var noget nyt. Menem brugte også den voldsomme krise Argentina befandt sig i til at cementere hvem der havde magten/var den stærke mand (ham).

Hans kabinet var meget lidt peronistisk, men talte til gengæld også folk fra oppositionen, fx Alvaro Alsogaray, leder af det konservative parti UCD, som fik en nøglerolle som chefforhandler om udlandsgælden.

Interesant nok gjorde han også noget andet, som vi også har set nuværende præsident Milei gøre. Carlos Menem ændrede udenrigspolitik og udviste en helt anden positiv holdning til USA, ja Argentina deltog endda i koalitionen, som befriede Kuwait i 1991. På samme måde ændrede han tilgangen til Falklandsøerne/Malvinas og dermed England.

Ikke at han opgav at Falklandsøerne bør være en del af Argentina, det kommer ingen argentinsk præsident til at gøre, men nu skulle det ske via forhandlinger og diplomati (det kommer aldrig til at ske). Samme tilgang har den nuværende regering, og havde for øvrigt også Argentina under præsident Macri, 2015-2019.

I modsætning til tidligere – men igen lige som den nuværende regering – iværksatte Menem med det samme en række strukturreformer, begyndte at privatisere i det små, skar drastisk ned på antallet af offentligt (stats)ansatte og gennemtvang reelle besparelser, i hvert fald i begyndelsen.  

Det var nyt. Før havde planen været først stabilisering og dernæst reformer, hvor reformerne så aldrig kom. Ikke nødvendigvis fordi regeringen ikke ønskede dem, men fordi de viste sig umulige af gennemføre. Nu skulle strukturreformer ske samtidig med stabilisering af økonomien.

En fordel som Menem havde, men som senere ”reformvenlige” regeringer har haft problemer med, var en opposition som rent faktisk bakkede op om nødvendigheden af radikale tiltag. Kort efter Menems indsættelse vedtog parlamentet således en lov til reform af staten og ”lov om økonomisk undtagelsestilstand” (Ley de Emergencia Económica), hvorefter det var muligt at gennemføre en lang række af reformerne i kraft af dekreter. Brug af Lov om økonomisk undtagelsestilstand har også været helt central for den nuværende regerings tiltag siden december 2023. Det vender vi tilbage til i det sidste indlæg i denne serie om Milei og Argentina.

Med disse to love på plads gik man i gang med omfattende privatiseringer og afvikling af størstedelen af landets korporative, overregulerede og protektionistiske strukturer, med varierende grad af succes.

INFLATIONEN “FORSVINDER”

Hvad angår den voldsomme inflation kan man tale om at den kom i flere bølger. I slutningen af 1989 nåede den nye højder, hvorefter man i løbet af kort tid gennemførte to tiltag, som gjorde op med først brugen af pris- og lønstop – ophævet i midten af december og 1. januar 1990 gennemførte man så en meget drastisk plan (El Plan Bonex), som grundlæggende bestod i en konfiskation af store dele af argentinernes opsparing.

Med El Plan Bonex gennemførte man en tvungen konvertering af alle tidsbegrænsede bankindskud (f.eks. opsparingskonti og indlånsbeviser) til statsobligationer, som først kunne indløses i 1999. Denne plan blev mildt sagt ikke godt modtaget af befolkningen. ikke mindst fordi det efterlod mange uden betalingsmidler. Som man også har set i andre lande med meget høj inflation, var en stor del af midlerne sat i tidsbegrænsede indskud (for de der havde adgang, det gælder sjældent de fattigste), ofte med meget kort løbetid, netop for at afbøde værdiforringelsen af kontanter. Mange argentinere befandt sig nu i en situation, med en akut mangel på betalingsmidler ud over de dollars de – hvis de kunne – havde gemt af vejen.

Umiddelbart medførte planen både voldsomme uroligheder og bankruns (man blev nød til at lukke bankerne i flere dage på grund af optøjer). På længere sigt kan det forklare den mistillid, som mange argentinere idag har til det finansielle system og de offentlige myndigheder. Der blev naturligvis også lagt sag an for at få omstødt planen, men det fejlede, da højesteret godkendte den (ikke mindst nok fordi Carlos Menem havde fået udvidet højesteret med loyale dommere).

Det skulle ikke blive sidste gang at den argentinske regering konfiskerede folks formue – det skete igen i forbindelse med krisen i 2001-2002, som vi kommer til senere i dette indlæg.

Set i forhold til at nedbringe inflationen var det en noget begrænset succes. Umiddelbart faldt den kraftigt – der var jo tale om en voldsom begrænsning af likviditeten (M2 blev mere end halveret), men den begyndte dog at stige igen i midten af 1990, som endte med en årlig inflation på ca. 2.300 pct, målt på forbrugerprisindekset, mod lige over 3.000 pct. i 1989.

Indgrebet indebar også en kraftig recession (og det stod jo ikke for godt til i forvejen). Men den medførte også en betydelig stigning i udbuddet af dollars, hvorfor nationalbankens reserver mere end fordobledes frem til december 1990. Det var ikke uden betydning.

Som bemærket af flere iagttagere er det måske afgørende i 1989-1990, at Argentina nu havde en præsident, som var parat til at bremse inflationen, også selv om det indebar en recession. Så selv om hver enkelt af tiltagene ikke nødvendigvis havde den store succes i forhold til hvad der havde været målet med dem, fik det betydning for hvad der skete fra 1991 og de efterfølgende år.

Hvad angår stabiliseringen og nedbringelsen af inflationen, var det reelt først i forbindelse med udnævnelsen af Domingo Cavallo som økonomiminister i januar 1991 og vedtagelsen af konvertibilitetsloven (som trådte i kraft den 1. april 1991), at der endelig skete en stabilisering af den argentinske økonomi.

Loven garanterede et fast forhold mellem den argentinske valuta, hvilket efter endnu en pengeombytning fra 1. januar 1992 ikke længere var austral, men en ny peso, med amerikanske dollar til kursen en dollar for en peso. Samtidig blev nationalbanken ansvarlig for at sikre den faste valutakurs ved at sikre at valutareserverne svarede til hvor mange peso som var i omløb.

Figur 1. Inflation målt på forbrugerprisindekset, 1986-1996

Kilde: IMF, OECD, WB (Worlddata.info)

Inflationen faldt også kraftigt. Mens den i 1990 havde været ca. 2300 pct, faldt den i 1991 til ca. 170 pct, og i 1992 til ca. 25 pct.

I september 1992 gennemførtes også en lov, som skulle styrke nationalbankens uafhængighed. Samtidig fik den forbud mod at udlåne penge -eller fungere som garant – til både stat, provinser og statsejede virksomheder. Reelt var og er det dog begrænset hvor uafhængig nationalbanken var og er. Men umiddelbart øgede tiltagene tiltroen til det finansielle system, (som dog også var helt i bund), ikke mindst fordi den daværende regering havde vist at den faktisk mente det alvorligt den gang.

Væsentligt var også, at man tog et opgør med landets magtfulde fagforeninger, som var domineret/ en del af den peronistiske arv. Her var det næppe uden betydning at opgøret med fagforeningernes magt blev drevet netop af en peronistisk præsident.

Et afgørende tidspunkt var formentlig da en strejke i det statslige teleselskab, Entel, endte i totalt nederlag for fagbevægelsen, og primært medførte en omfattende fyringsrunde i selskabet. Herefter indførtes tiltag som stort set svarede til at forbyde offentligt ansatte at strejke. Herefter falder antallet af strejker og tabte arbejdsdage voldsomt.  

Menem formåede også at splitte fagbevægelsen, ikke mindst den magtfulde CGT (Confederación General del Trabajo), Argentinas mest magtfulde fagforening.

Figur 2. BNP per indbygger, 1980-1998

Kilde: IMF WEO, april 2025

Som det fremgår af figur 2, rammer Argentinas økonomi bunden i 1990, hvor BNP per indbygger er ca. 25 pct. lavere end i 1980. I 1998 er BNP per capita til gengæld steget mere end 40 pct. i forhold til 1990. Set over hele perioden 1980-1998, er udviklingen dog noget mindre imponerende, idet BNP per indbygger i 1998 er mindre end 10 pct. højere end i 1980. Og efter 1998, falder BNP voldsomt, før man igen oplever vækst, hvilket vi kommer til senere i dette indlæg.

Først i 2005-2006 ville BNP per indbygger være på samme niveau som i 1998, og blot ca. 10 pct. højere end i 1980.

Men inden vi kommer så langt, så lad os lige blive færdig med hvad der skete inden 1998.

Når det kommer til markedsreformer og modernisering af den argentinske økonomi, er det reelt en ganske kort periode, som er interessant, nemlig mellem 1992 og 1996.

Det er i de år man privatiserer store dele af de statsligt ejede virksomheder med stor hast og store konsekvenser.

Tabel 1

Kilde: Argentina’s Privatization: Effects on Income Distribution, Ennis og Pinto (2003)

Som det fremgår af tabel 1 indebar privatiseringerne et voldsomt fald i antallet af ansatte. Se f.eks. antallet af ansatte i modsvaret til DSB, (Ferrocarriles Argentinos), hvor privates overtagelse af driften medfører en reduktion i antallet af ansatte på ikke mindre end 82 procent!

To ting er væsentlige. Der er relativ stor forskel på hvor stort antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder er sat til, alt efter hvilke kilder man bruger. Nogle kilder sætter således det samlede antal ansatte til under 200.000, hvilket allerede er væsentligt lavede end det var i begyndelsen af 1980erne, og ender ud med at der er ca. 35-40.000 ansatte i de selskaber, der fortsat var offentligt ejede i 2000, hvor der kun var få selskaber tilbage, mens andre sætter tallet højere.

Er det utilfredsstillende, at datamaterialet er så ringe? Det tror jeg nok, men hvad vi med sikkerhed kan sige er, at antallet af ansatte i offentligt ejede virksomheder faldt drastisk i takt med at de betydelige privatiseringer i 1990erne – og derudover faldt antallet af ansatte også i de pågældende virksomheder, i takt med at man effektiviserede disse. Men man kan ikke sige, at reduktionen af antal ansatte alene skete på grund af privatiseringerne, de var faldende før disse fandt set.

Reduktionen i antallet er angivet til at svare til ca. 2 pct af arbejdsstyrken af Ennis og Pinto (2003). Dermed går de ud fra at det samlede antal beskæftigede er ca. 7,5 mio. Dermed kan vi slutte at det må være antallet af formelt ansatte de bruger som grundlag.

Der skal tages forbehold overfor disse estimater, lige som alt andet statistik, når det kommer til statistik fra Argentina. Der findes ikke ét sted, hvor man nemt kan gå ind og se antallet af offentligt ansatte, ansatte i offentlige virksomheder osv, for slet ikke at tale om ansatte på provins- og kommunalt niveau. Så når kilder henviser til tal for reduktionen i antallet af ansatte, er man nødt til at tage forbehold. Det er ikke som i Danmark. Argentinas svar på Danmarks Statistik er mildt sagt ikke imponerende.

Med disse forbehold in mente, er der dog konsensus om at der faktisk fandt en betydelig reduktion sted i antallet af offentligt ansatte i første halvdel af 1990erne. En stor del kom dog fra privatiseringerne – det giver sig selv – ”overflyttede” ansatte fra (samlet antal) offentligt ansatte, til privat ansættelse. Men når man taler om reduktionen i antal ansatte i staten i denne periode, skal man også have med, at der blev flyttet en del ansvarsområder fra stat til provinser og kommuner.

Noget andet er, at man er nødt til at tage højde for et relativt stort parallelt arbejdsmarked. Estimaterne svinger ganske meget for hvor stor den er. Muligvis er det et afgrænsningsspørgmål, men det er ofte ikke helt nemt at gennemskue, når man læser argentinske kilder, eller internationale for den sags skyld.

Uanset publikationer bygger opgivne data ofte på tal fra ILOSTAT (Statistikafdelingen under ILO). Deres tal bygger så igen primært på hustandsundersøgelser (surveys), som set over en given periode er præget af mange metodologiske ændringer – jo længere tilbage i tiden, jo værre. Det oplyses der sjældent om.

Ifølge en rapport fra IMF, The IMF and Argentina, 1991-2001 fra 2004, faldt offentlig beskæftigelse fra ca. 2,4 mio. i 1990 til ca. 1,8 mio. i 1996. Dette fald skyldtes primært et fald på lidt over 200.000 statsansatte, ca. 400.000 ansatte i provinserne og ca. 170.000 i (tidligere) statsejede/drevne virksomheder, se nedenfor, mens beskæftigelsen steg med ca. 175.000 i kommunerne.

Tabel 2. Offentligt ansatte fordelt på stat, provins, kommune og statslige selskaber

Kilde: IMF 2004

Faldet svarer til, at mens ca. 2 ud af 10 var beskæftigede i det offentlige inkl. statsejede virksomheder i 1990, var det lidt mere end hvert tiende i 1996.

Et andet karakteristika, som Argentina deler med andre lande i regionen er, at andelen som finder beskæftigelse i den uformelle sektor udviser en stigende tendens i løbet af 1990erne, om end der er betydelige udsving (med stigende andel i kriseårene). Et særkende ved Argentina er dog, sammenlignet med fx. Chile og Uruguay, hvor stor en andel af den samlede beskæftigelse, som udgøres af beskæftigede på det ”parallelle” arbejdsmarked.

I Chile og Uruguay udgør den således henholdsvis 20-25 pct. og 10-15 pct. (formentlig den laveste andel i Latinamerika), mens den i Argentina udgør mellem 1/3 og halvdelen af beskæftigede – ifølge tal fra bl a. ILO, Verdensbanken, CEPAL og INDEC. Til sammenligning estimeres den til at udgøre ca. 2-4 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark. Jovist, et fleksibelt arbejdsmarked betyder noget, som vi kommer tilbage til – ikke mindst omkostningerne ved at hyre og fyre folk.

Med alle ovenstående forbehold in mente, viser nedenstående figur 3 udviklingen i samlet erhvervsaktive i 1990erne, inkl. den uformelle sektor.

Figur 3. Erhvervsaktive (formel+uformel sektor), 1990-2003

Kilde; ILOSTAT (via Verdensbanken)

Ovenstående tal er inkl. hvad der vel på dansk bedst kan oversættes med “enkeltmandsvirksomheder” i den parallelle (på engelsk self-employed) økonomi. Ikke uvæsentligt, da det er en ganske betragtelig del af de økonomisk aktive i netop den del af økonomien. Og igen – husk på – at alle tal er estimater, i sidste ende baseret på spørgeskemaundersøgelser – primært dækkende større byer – og efterfølgende beregninger, med ikke kendte indbyggede forudsætninger (beklager, jeg ikke kan komme det nærmere).

DE OFFENTLIGE FINANSER

Som anført ovenfor indebar reformerne i begyndelsen af 1990erne en betydelig reduktion af antallet af ansatte i den offentlige sektor og privatiseringer. Det indebar dog ikke nødvendigvis, at man derigennem formåede at sikre balance på de offentlige budgetter. Ud over muligvis 1993, var der underskud i alle årene op til krisen i 2001-2002. Som med beskæftigelsen, er data mangelfuld og skal tages med et gran salt. Eksistensen af poster, som ikke nødvendigvis fremgår af selve statens budgetter, mangelfuldt overblik over provinser og kommunale budgetter gør det kun vanskeligere at afgøre de faktiske indtægter og især udgifter.

Nedenstående tabel 3 er fra IMF (2004). Hvor tæt de er på de faktisk tal står lidt hen i det uvisse, hvilket IMF også selv påpeger.

Tabel 3. Samlet offentlig balance inkl. poster “udenfor budgettet” og indtægter ved privatisering, Andel af BNP

Kilder: IMF 2004 og Teijeiro 2001

Ovenstående tal adskiller sig en del fra tal man ellers finder, hvor der bl. a. angives at der er et mindre overskud i 1993 – og er de tal man finder i bl. a. IMF WEO. Det skyldes formentlig netop at der i dem ikke tages højde for poster “udenfor budgettet”. Tallene skal tages med forbehold – og det bør man nok også gøre med tal for efterfølgende år, inkl. den nuværende regering.

Figur 4. Offentlige indtægter og udgifter, 1993-2003

Kilde: IMF, WEO 2025

Manglende evne til at balancere de offentlige indtægter og udgifter medførte da også stigende offentlig gæld, både i absolutte tal og som andel af BNP over hele perioden, på trods af den hastige vækst i BNP frem til 1998, for at gå helt galt i 2001-2002, det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.

Figur 5. Offentlig gæld, USD, 1992-2002

Kilde: IMF WEO og egne beregninger

Målt i forhold til BNP udgjorde den offentlige gæld (hvor ca. 90 pct. var denomineret i dollars) ca. 25 pct. i 1992. Det var steget til ca. 35 pct. i 1998, omkring 40 pct. i 1999-2000, ca. 50 pct. i 2001, for herefter at eksplodere i 2002 til små 150 pct. (IMF WEO).

Nu er der måske nogle som vil indvende, at en gæld på både 40, 50 eller fler pct. i forhold til BNP, ikke nødvendigvis er en speciel høj gæld, efter nutidens standard.

Her skal man være opmærksom på at der ikke eksisterer en “magisk” grænse for hvor høj den offentlige gæld kan være i forhold til økonomiens størrelse. Nok så vigtig er selvfølgelig hvilken valuta gælden er udstedt i.

For Argentinas vedkommende var al gæld, også selv om den var udstedt i peso, (stort set) altid koblet op på dollar. Læg dertil den bitre erfaring hos mange argentinere i forbindelse med myndighedernes indgreb (konfiskation) af opsparede midler i begyndelsen af 1990erne.

Så er det forståelig at Argentinerne i høj grad placerer deres opsparing i udenlandsk valuta og udenfor de argentinske myndigheders fangarme (bl. a. i Uruguay).

Som nævnt, vender jeg tilbage til udviklingen i den offentlige gæld senere i dette indlæg.

JAGTEN PÅ REFORMER OG MODERNISERING

Reformerne i 1990erne var i høj grad defineret ud fra det som er blevet kaldt “Washington Consensus”. Et måske ikke specielt velvalgt navn, men dækkende over fornuftige tiltag, som herhjemme vil få de færreste til at løfte en øjenbryn, bortset fra den yderste venstrefløj (Enhedslisten, en række NGO’er og omegn).

Vi har tidligere skrevet om netop Washington Concensus her på bloggen, se bl.a. her.

Kort fortalt bestod WC af følgende 13 punkter:

• Offentlig budgetdisciplin, herunder at offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur.
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
• Privatisering
• Deregulering (øger konkurrencen)
• Sikring af den private ejendomsret

Handelsliberaliseringer

Der blev gennemført betydelige reformer og argentinsk økonomi blev åbnet op overfor omverden. Handelsrestriktioner og told mindskedes betydeligt, kapitalbevægelser liberaliseredes og der blev gjort forsøg på at reformere både arbejdsmarkedet og pensionssystemet.

At sænke toldsatser (og eksportskatter) og liberalisere kapitalbevægelserne var så den nemme del af reformerne (hvilket det plejer at være) – og gennemførtes med stor hast, hvilket bl. a. betød at Argentinas handel med omverden voksede kraftigt i 1990erne, hvilket fremgår af nedenstående figur 6.

Figur 6. Import plus eksport, andel af BNP, faste priser.

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Som det fremgår af figur 6, var det ikke første gang man forsøgte at åbne økonomien, se også nedenstående figur 7., som viser udviklingen som indextal, med 1950=100.

Figur 7. Samlet værdi af eksport og import, faste priser, 1950=100

Kilde: Penn World tables (graf hentet FRED)

Og nej, det er selvfølgelig ikke en “fejl” at de to grafer ligner hinanden til forveksling, hvis nogen skulle undre sig.

For at sætte lidt proportioner på Argentinas (manglende) udenrigshandel, så udgjorde den ca. 45 pct. af BNP i 1980 og ca. 55 pct. ved årtusindeskiftet i Italien, mens det i Sydkorea udgjorde henholdsvis 30 og 60 pct. i 1980 og 2000.

Handelsliberaliseringerne begyndte kort efter Menems magtovertagelse i form af hvad ofte omtales som “chokterapi”. Ideen er at man gør tingene med det samme (tænk på det som at rive et plaster hurtigt af) i modsætning til “gradualisme”, hvor man laver tilpasninger over en længere tid (man river plasteret af langsomt).

Hvis man ved “chokterapi” (handelsreformer f.eks.) forstår at alle toldsatser fjernes fra den ene dag til den anden, så er det dog en en sandhed med modifikationer at bruge Argentina som et eksempel på chokterapi (I modsætning til Chiles handelsliberalisering i midten af 1970erne).

De faldt signifikant. Fra i gennemsnit ca. små 40 pct. i 1989 til ca. 10-11 pct. i 1995. Det dækker dog over stor varians. Således var toldsatserne ca. 30 pct. på husholdningsapparater i 1995 og 35 pct. på biler og bildele også efter reformerne.

For råvarer og halvfabrikata, kapitalvarer og produktionsudstyr samt forbrugsvarer uden lokal konkurrence derimod, fjernedes tolden stort set fuldkommen.

Ikke mindst vigtigt, fjernede man også importlicenser mv., hvorfor ikke-nominelle handelsbarrierer faldt kraftigt, ligesom man afskaffede eksportafgifter. Sidstnævnte skulle senere blive genindført i nullerne.

Figur 8. Produktivitetsudvikling, 1991-2001

Kilde: Gabriel Sánchez and Inés Butler (2004)

Reformer og sænkning af handelsbarrierer var med til at sikre en fornyelse/udbyggelse af kapitalapparatet, mens efterspørgslen efter især ufaglært arbejdskraft – på det formelle arbejdsmarked – faldt betydeligt i forhold til udbuddet.

Det indebar at indkomstforskellene mellem faglært og ufaglært arbejdskraft steg op gennem 90erne, ligesom det var medvirkende til at gini-koefficienten steg fra ca. 40 til ca 47 pct. fra 1991 – 1998, ifølge tilgængeligt datamateriale.

Victor A. Beker finder i A Case Study on Trade Liberalization: Argentina in the 1990s, på baggrund af tal fra Verdensbanken, Poor People in a rich country (2000), frem til at toldsatserne efter reformerne i begyndelsen af 1990erne “favoriserede” brugen af faglært og ikke mindst arbejdskraft med videregående uddannelser (af varierende længde), se også nedenstående tabel 4.

Tabel 4. Lønudvikling (1998 priser) 1990-1998

Kilde: Verdensbanken (2000)

Mens A. Beker er mest optaget af effekterne for indkomstfordeling og fattigdom, bemærker Mauricio Rojas i Carmencitas Sorg, som jeg også har henvist til flere gange i de tidligere indlæg om Argentina, at:

“Strukturreformerne og stabiliteten udløste en periode med meget stærk økonomisk vækst, som – trods et midlertidigt tilbageslag i 1995 (forårsaget af den mexicanske peso-krise) – fortsatte frem til midten af 1998.”

Og at

“En af de mest dynamiske drivkræfter bag denne vækst var den argentinske industri, som udviste en imponerende fornyelseskraft og virkede fuldt i stand til at håndtere den nye åbenhed mod omverdenen.”

Til gengæld fik man hurtig et problem med hastigt stigende ledighed, især efter 1997-98, som det fremgår af nedenstående figur 9, hvor høj vækst afløses af først stagnation og derefter et kraftigt fald i BNP.

Figur 9. Arbejdsløshed 1990-2003

Kilde: IMF, WEO, april 2025

Argentina er lige som de fleste (alle) “latinske” lande, plaget af et overreguleret og ufleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgivers omkostninger ved formel beskæftigelse er betragtelige i forhold til hvad lønmodtagerne tror deres beskæftigelse koster arbejdsgiver. Det er ikke unormalt at omkostningerne er dobbelt så høje, hvis ikke mere, end hvad medarbejderne tror er deres løn. Helt anderledes end vi kender til i Danmark. Der er altså også store besparelser ved ikke at være formelt ansat, som arbejdsgiver og arbejdstager herefter kan dele.

Bagsiden af medaljen er at adgang til pension mv. ofte er koblet op på formel ansættelse.

Langt det meste litteratur jeg er stødt på, især hvis det er argentinske og FN kilder, problematiserer, med få undtagelser, primært dette faktum – ikke i forhold til den manglende fleksibilitet og dens konsekvenser – men derimod de konsekvenser det har for manglende social sikkerhed og pensionsopsparing (ikke at forklejne disse).

Man var ganske godt klar over problemerne med det ufleksible arbejdsmarked i 1990erne, men lige som andre steder i Latinamerika, var det et område, hvor det viste sig meget vanskeligt at gennemføre de nødvendige reformer, og det var ikke fordi man ikke prøvede (det gælder for øvrigt også Chile, som endda havde den fordel ikke at være et demokrati, da man gennemførte de væsentligste reformer).

Det kan derfor ikke understreges nok, hvor forskellig og håbløs arbejdsmarkedet er indrettet i Latinamerika (vi kender det også fra Europa, især sydeuropæiske lande, omend i mindre omfang end i de fleste (alle?) latinamerikanske lande, fra det vi kender herhjemme.

Nedenfor følger en kort oversigt over arbejdsmarkedsreformer, hvad man (indtil de blev rullet delvist tilbage i nullerne) søgte at gennemføre og hvad man måtte opgive at gennemføre.

Formålet med reformerne var at formindske den parallelle sektor, gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og konkurrencedygtigt og mindske omkostninger ved at ansætte og afskedige arbejdskraft samt reducere arbejdsløsheden og stimulere jobskabelsen.

I 1995 fik man faktisk gennemført en del lovgivning, som bl.a.

• Tillod kortvarige og mere fleksible ansættelseskontrakter
• Gav virksomhederne mulighed for at forhandle lokalt i stedet for centralt (ophævet i 2004)
• Fik reduceret arbejdsgiverbidrag hos Især små og mellemstore virksomheder

Til gengæld lykkedes det ikke at gennemføre lovgivning, som kunne mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk – og de både var og er betydelige.

Det lykkedes heller ikke at bryde “fagforeningsmonopolet”. Også efter gennemførte reformer kunne kun én arbejdstagerorganisation repræsentere arbejdstager i hver sektor – også når forhandlinger foregik decentralt.

I 1998 prøvede man at genneføre en lovpakke, som bl. a. inkluderede forslag om opblødning af kollektive aftaler, mere fleksible arbejdstider og lavere sociale bidrag. Det mødte stærk modstand, ikke mindst hos fagbevægelsen, og aldrig blev vedtaget.

I 2000 prøvede man igen, denne gang under præsident Fernando De La Rua, at gennemføre en lovpakke (den såkaldte Lei Banelco). Herefter kunne virksomhedsspecifikke aftaler afvige fra de nationale eller sektorielle overenskomster og have forrang. Prøvetiden ved nyansættelse blev forøget fra 3 til 6 mdr. og op til 12 mdr. for små virksomheder. Man forsøgte også med lovgivning, som skulle give mulighed for løbende opsparing til afholdelse af udgifter ved fyring, hvilket dog aldrig fik nogen reel effekt og desuden indførtes et egentligt arbejdsretsystem, som mere minder om det vi kender herhjemme, som skulle stå i stedet for at tvister blev afgjort ved domstolene i det almindelige retssystem.

Lovgivningen afstedkom voldsomme reaktioner, ikke mindst fra fagforeningerne side. Argentina var nu et helt andet sted – og det var ikke længere en peronist, som var præsident – og i 2004 blev stort set alt vedtaget i 2000 ophævet igen, bl. a. med begrundelsen, at lovpakken var blevet gennemført ved stemmekøb (deraf tilnavnet).

Samlende kan man sige, at man prøvede, men fejlede i for alvor at få gjort op med Argentinas dysfunktionelle arbejdsmarked. Måske ikke verdens største overraskelse for iagttagere, men ikke desto mindre et væsentligt forhold af stor betydning for muligheden for varig succes for fornyet vækst i Argentina.

Et andet område, hvor man mislykkedes, var i forhold til pensionsreformer.

Forsøgene på at reformere det Argentinske (pay as you go) pensionssystem var stærkt inspireret (som mange andre dele af reformerne) af reformerne i Chile 10 år tidligere.

I 1993 gennemførtes en reform, hvorefter pensionssystemet skulle bestå af en basispension til alle, en privat opsparing (11 pct. af lønnen), som placeredes i finansielle aktiver i enten offentligt eller privat regi, samt en frivillig del derudover. Lovgivningen gennemførtes i 1994. 70 pct. af de der havde muligheden, valgte den private model, hvilket mindskede statens indtægter betydeligt, mens man fortsat skulle betale til pensionister på det gamle system. Lige som i Chile (og i højere grad, da den uformelle sektor er betydeligt større), indebar det meget store forskelle på pensionsopsparingen (som krævede formel ansættelse).

Systemet brød sammen i forbindelse med Argentinas nedsmeltning i 2001-2002 og i 2008 var man tilbage til det system man kendte før 1993.

FRA REFORMER TIL STAGNATION, 1996-1999

Selv om den argentinske krise typisk dateres til årene 2000, 2001 og når klimaks i 2002, begyndte det allerede at ramle i anden halvdel af 1990erne.

Mauricio Rojas har påpeget, at mens Menems personlige egenskaber i forhold til succesen med reformer i 1. del af 1990erne efter hans genvalg i 1996 (mulig efter ændring af forfatningen), nu blev hans – og dermed reformernes – største fjende.

Som Rojas bemærker:

“Han [Carlos Menem] dukkede op som redningsmanden for et land i dyb krise, hvor folk var villige til at acceptere næsten hvad som helst for at komme ud af elendigheden — men han var bestemt ikke den rette til at styre et mere normalt land.”

Menems regeringstid var præget af betydelig korruption og dele af privatiseringsprocessen var helt absurd. Noget man også så i andre dele af Latinamerika, f.eks. i Mexico. Ikke at forveksle med den fløj herhjemme der pr. automatik brokker sig over at “staten sælger for billigt ud”, så var det vitterligt ofte tilfældet i Argentina i 90erne.

Man kan til forsvar anføre at mange offentligt ejede selskaber ikke var meget værd og der ikke var råderum til at forbedre disse før de blev sat til salg, samt det var en enorm opgave man stor overfor.

På fire år blev omkring 60 store statsvirksomheder solgt (olieselskaber, petrokemiske industrier, stål- og kraftværker, flyselskaber, telekommunikation, el- og gasforsyning, forsvarsindustrier m.m.), blev udliciteret til private aktører (bl.a. 25.000 km jernbane, Buenos Aires’ metro, tv- og radiostationer), og næsten 800 offentlige ejendomme blev solgt (bygninger, havne, kornsiloer osv.). Men i alt dette handlingsræs opstod der rigeligt med plads til fejl, dårlig forvaltning og ren og skær korruption.

Og selv om man som iagttager jo har det privilegie at kunne påpege, at man i det mindste slap for at skatteyderne år efter år skulle dække offentlige selskabers mia. underskud, kan man ikke undgå at have en hvis forståelse for at mange argentinere blev efterladt med en dyb mistillid til hele privatiseringsprojektet.

I Argentina som i andre lande (undtaget Chile) synes hensyn til betydningen af konkurrence også have været af mindre betydning (forstil dig at man havde privatiseret TDC uden at der var blevet lukket op for konkurrerende selskaber).

Læg dertil at privatiseringen også indebar fjernelse af subsidier, som holdt tidligere urentable aktiver i live (formentlig af større betydning end monopol-priser). Med andre ord medførte privatiseringerne ofte at de relative priser på de udbudte varer- og tjenesteydelser steg kraft.

Og så var der de mange korruptionsskandaler.

Et eksempel er skandalen med Alfredo Yabrán, som blev myrdet i 1998, som tilsyneladende havde fået “fingrene i” flere tidligere offentligt ejede selskaber på ikke helt ærlig vis. Noget som Domingo Cavallo, manden bag Argentinas (på det tidspunkt meget populære) fastkurspolitik gjorde opmærksom på i en tale i 1996.

Samme år forlod Cavallo da også regeringen, dannede sit eget parti og blev en af Menems væsentligste kritikere.

Det hele blev ikke bedre af Carlos Menem’s forsøg på at ændre “spillereglerne” endnu en gang, således han kunne stille op til en 3. periode. Det blev dog ikke til noget, men fik stor betydning for den førte økonomiske politik. Samtidig, som anført ovenfor led regeringen flere nederlag, ikke mindst i forhold til vigtige reformer af arbejdsmarkedet.

Konflikterne på arbejdsmarkedet begyndte også at vokse igen, med flere generalstrejker anført af landets fortsat magtfulde fagbevægelse, efter Carlos Menems regering med stor succes havde fået lagt en dæmper på dem i den første regeringsperiode.

Carlos Menems stjerne var for alvor nedadgående og ved parlamentsvalget i 1997 blev peronisterne besejret af en ny valgalliance mellem Radikalpartiet (UCR) og Frente País Solidario (FREPASO). En alliance der stort set ikke havde andet til fælles end deres modstand mod peronisterne. Det skulle senere få skæbnesvangre følger.

Valgnederlaget til peronisterne i 1997 blev fulgt op med Fernando De La Rúa’s (UCR) valgsejr ved præsidentvalget i 1999.

Fernando De LA Rúa og hans regerings plan var sådan set at videreføre reformerne fra første halvdel af 1990erne, men flere forhold skulle vise sig at umuliggøre det.

For det første var der intern uenighed, ikke kun blandt de partier som skulle sikre flertallet i kongressen. Som nævnt var det som primært holdt dem sammen deres modstand mod peronisterne.

Mens UCR kunne betegnes som et moderat centrum parti, bestod FREPASO af flere grupperinger på venstrefløjen. Blandt andet frafaldene fra Partido Justicialista, “Det Retfærdige Parti” (det er det officielle navn på hvad jeg ellers kalder “peronisterne” i dette indlæg) , som var modstandere af den tidligere regerings “neoliberale” reformer. Også internt i UCR mødte Fernando De La Rúa og hans regering modstand.

Og hermed er vi kommet frem til nedsmeltningen af den argentinske økonomi, som desværre også indebar afslutningen på forsøgene på at reformere Argentina i retning af en mere moderne og fri økonomi. Der kom til at gå mange år før det blev forsøgt igen.

FRA STAGNATION TIL NEDSMELTNING

Da Fernando De La Ruá tiltrådte som præsident, var Argentina ikke længere en økonomi i høj vækst, tværtimod. Efter 1997-1998 gik det kun en vej, nemlig nedad, mens en i forvejen betydelig arbejdsløshed steg kraftigt (se figur 9).

Figur 10. BNP per indbygger, konstante priser og købekraftskorrigeret, 1996-2004

Kilde: IMF, WEO april 2025

Fra 1998 til 2002 faldt BNP per indbygger med mere end 20 pct., mens arbejdsløsheden steg fra i forvejen høje ca. 15 pct. til ikke mindre end små 23 pct., da det var værst. En voldsom nedtur.

Det har selvfølgelig udløst en efterfølgende større ballade om hvem og hvad der bærer hovedansvaret. Eksterne choks har f.eks. fået skylden – og det er rigtigt, at de eksterne forhold ikke just var gunstige for Argentina i slutningen af 1990erne (se nedenstående figur 11)

Figur 11. Rentespænd på argentinske statsobligationer

Kilde: The Economist: A victory by default?, marts 2005

Der var i løbet af få år flere eksterne forhold, som udviklede sig til ugunst for Argentina. Den asiatiske krise krise i 1997, Russisk default i august 1998 og Brasiliens devaluering i januar 1999 (reelt overgang fra fastkurs, som Argentina, til styret flydende valutakursregime).

I modsætning til Brasilien, som opgav at fastholde kursen på real i forhold til dollar, så snart Fernando Henrique Cardoso var blevet genvalgt, fastholdt Argentina den faste kurs overfor dollars. En skæbnesvanger beslutning, ikke mindst fordi både dollar og det internationale renteniveau steg kraftigt i slutningen af 1990erne.

Det skal medtages at Brasilien aldrig var lige så “dollariseret” som den argentinske økonomi, hvor man kunne oprette bankindskud i dollars, hvilket sidenhen er blev problematiseret kraftigt – oftest uden at medtage hvorfor det var nødvendigt for overhovedet at få folk til at sætte penge i banken i stedet for at købe dollars, sætte dem ind på konti i udlandet, hvilket de gjorde og gør i stort omfang under alle omstændigheder, fordi tiltroen til det hjemlige finansielle system var – og er – til at overskue, med god grund.

Problemet er selvfølgelig at hvis gæld er i dollars – eksplicit eller implicit, så indebærer en devaluering at gælden målt som andel af BNP med det samme stiger kraftig. Det er også præcist hvad der skete i 2002, da man endelig opgav af fastholde kursen på peso overfor dollar. Derefter faldt kursen på peso drastisk. Inde for de første uger til mere end 2 peso for en dollar og i slutningen af 2002 til mere end 3 peso for en dollar.

Det indebar naturligvis at gælden som andel af BNP “eksploderede”. En stor del af denne voldsomme stigning skyldes faldet i peso, læg dertil yderligere at gælden jo blot voksede med de ubetalte renter. Men det er væsentligt at understrege, at gælden havde været stigende fra starten af 1990erne – altså også i de år, hvor man oplevede høje vækstrater.

Som tidligere nævnt er en offentlig gæld på 40-50 pct. (som den var i slutningen af 90erne og indtil 2001) ikke nødvendigvis noget problem i en moderne velstående økonomi. Men i en økonomi hvor alt er hægtet op på en fremmed valuta (dollar), med en begrænset betalingsevne (nok steg eksporten kraftigt, men i forhold til betalingsforpligtigelserne i dollars? “Not so much”), ikke mindst når man ikke er i stand til at balance indtægter og udgifter, som tilfældet har været det meste af historien i Argentina.

Med det stigende internationale renteniveau og en stærkere dollar blev problemerne kun værre, for i 2001 at blive ubærlige. Men et problem ved at anvende dette som den afgørende forklaring er selvfølgelig at andre lande, som mindede om Argentina også var udsat for samme eksterne chok, uden at det førte til en fuldkommen nedsmeltning af økonomien.

Her er en væsentlig pointe naturligvis, at det betyder noget hvor sårbar man er for ændringer i de eksterne forhold og hvordan man reagerer. I Argentinas tilfælde valgte man at fortsætte med fastkurspolitikken på et tidspunkt, hvor væsentlige samhandelspartnere (Brasilien) opgav den, var sårbar overfor stigende internationale renter og ikke havde en økonomi med tilstrækkelig fleksibilitet til at foretage den interne tilpasning, når nu man havde fravalgt at kunne foretage en ekstern tilpasning (uanset hvor forståelig det måtte forekomme af hensyn til allerede akkumuleret gæld).

Som Robert Mundell gjorde opmærksom på i “A theory optimum currency area (1961), kræver en fast valutakurs (lig med at opgive at føre en selvstændig pengepolitik), at en række grundlæggende forhold er til stede. Det var ikke tilfældet i Argentina.

I fraværet af muligheden for at tilpasse værdien af ens egen valuta, kræver det en indenlandsk fleksibel pris- og løndannelse, hvor specielt det sidste har vist sig at være mere end vanskeligt (det gælder ikke kun i Argentina). Ikke mindst når ens institutionelle setup er præget af stærke fagforeninger, lovfastsatte minimumslønninger mv.

I den forbindelse kan man kun sige, at heldigvis har man en parallel/uformel økonomi, som kan absorbere noget af den overskydende arbejdskraft.

Det mest ulyksagelige er nok, at trods forsøgene på at fastholde den faste valutakurs, endte det alligevel med, at man måtte opgive den. I den forstand kan man sige, at der var tale om “pain with no gain” for den argentinske befolkning, hvor fattigdommen endnu en gang steg voldsomt i årene 2000-2002. Op mod 60 procent af befolkningen levede i 2002 under den nationale fattigdomsgrænse (trods alt ikke lig med Verdensbankens fattigdomsgrænser, men alligevel).

Argentina var – og er fortsat – et af Latinamerikas mest velstående lande, med en for regionen lav andel af absolut fattige efter Verdensbankens målemetoder, hvilket dog næppe er nogen trøst, når man ser sin opsparing gå op i røg (mere om det lige om lidt) og indtægtsmuligheder voldsomt forringede.

HVIS BARE MAN HAVDE HOLDT UD, SÅ VAR ALT BLEVET GODT ELLER NOGET

Ikke mindst Domingo Cavallo, som var arkitekten bag Argentinas model til at fastholde en fast kurs overfor dollaren (men også andre) har argumenteret for at hvis bare man havde haft mere styr på de offentlige udgifter, og hvis man bare havde holdt ud og hvis man bare…….

Der synes der dog at være en del ansvarsfralæggelse i den position. Uanset hvad Cavallo (som blev minister igen i 9 mdr. i 2001 i et sidste desperat forsøg på at redde pesoen og undgå en betalingsstandsning) og andre måtte mene, var løbet kørt for længst.

Også IMF’s involvering er blevet voldsomt problematiseret. Argentinas har gennem årene været fondens “største kunde” (betalingsstandsningen i 2001-2002 var hverken første eller sidste gang det skete) og en kritik har været at fonden ændrede politik overfor Argentina og især i løbet af 2001 strammede kravene for fortsat långivning igen og igen. Og noget er der naturligvis om snakken, hvilket også fremgår af en efterfølgende evaluering fra fonden selv. Men man kunne også vende problemstillingen om og påpege hvor få krav man egentlig stillede i årene op til Argentinas default.

Man kan mene at det havde været bedre for Argentina (og andre lande som jævnligt har problemer med at opfylde deres betalingsbetingelser), hvis fonden slet ikke eksisterede. Jeg skal medgive, at det er min holdning, at IMF burde være gået i graven med Bretton-Woods systemets sammenbrud i begyndelsen af 1970erne. Men det er natuligvis et kontrafaktisk synspunkt, at Argentina og andre lande havde været bedre stillet hvis man ikke havde haft IMF.

Hvad man dog ikke kan se bort fra er, at IMF jo typisk får rollen som bussemand, når lande er i økonomiske problemer. Naturligvis især hvis man stiller krav til den førte finans- og pengepolitik. Et forhold er dog hævet over enhver tvivl, nemlig at at IMF ændrede syn på fastkurspolitik i lyset af erfaringerne omkring årtusindeskiftet. Det ser man også tydeligt i forhandlingerne under den nuværende regering om midlertidig långivning.

Men forestillingen om at IMF blot skulle have fortsat med at låne Argentina penge, no matter what, efterlader jo så det problem, at hvorfor skulle man så selv gøre noget for at få styr på økonomien? Det er næppe noget tilfælde at Argentina aldrig har formået at betale langvarige gældsforpligtigelser (30 år) fuldt ud.

Vi kan konstatere, at IMF fortsatte med at låne Argentina penge, lang tid efter markedet – og de fleste argentinere – var holdt op med at tro på, at man kunne redde fastkursregimet og flygtede over i mere sikre aktiver (ikke mindst dollars, men også bankkonti i Uruguay bl. a.), ligesom private långivere solgte deres Argentinske statsobligationer til discountpris – bl. a. til såkaldte ”Vulture funds”, som efter Argentina opgav at honorere den eksisterende udlandsgæld i 2002, afviste at indgå aftaler om omlægning og nedskrivning af eksisterende gæld.

Det begyndte for alvor at “snerpe til” i 2000 og regeringen kom med flere tiltag i forsøget på at redde økonomien og fastkursregimet.

Formålet var på en og samme gang at reducere det offentlige underskud, genskabe tilliden på finansmarkederne og undgå en gældskrise. I slutningen af 2000 aftalte man en stor redningspakke fra IMF og andre internationale institutioner, som blev kendt som “el blindaje” (panserværnet) og skulle sikre at man undgik en betalingsstandsning. Man fik et midlertidig lån på små 20 mia. USD. mod at man gennemførte en række reformer, herunder yderligere pensionsreformer og foretog finanspolitiske stramninger. Med tanke på den indenlandske sociale uro og Argentinas historie var det dog et forfængeligt håb, at det skulle kunne lade sig gøre. Det lykkedes faktisk at mindske de offentlige udgifter, se også figur 3, men samtidig kollapsede de offentlige indtægter i lyset af den voksende økonomiske krise. Forsøgene på reformer af bl.a. pensionssystemet blev dog enten blokeret i kongressen eller hurtigt rullet tilbage på grund af tiltagende protester og uro.

I 2001 gik tingene kun fra slemt til værre. Og i andet halvår gik det helt galt. Det lykkedes godt nok at lave en frivillig gældsomlægning for små 30 mia. USD. med en række private kreditorer, hvor kort gæld blev byttet til gæld med længere løbetid og højere renter og IMF frigav yderligere 16 mia USD. i september samme år. Men så var det også slut.

Økonomien var i frit fald, arbejdsløsheden nærmede sig 20 pct. og der var ikke en kinamands chance for, at man kunne overholde et vedtaget lovkrav om nulunderskud (primær saldo) på de offentlige budgetter. Social uro blev dagens orden og folk stod i kø for at hæve penge, mens alle der kunne, søgte ly i dollaren.

Ved indgangen til 3. kvartal begyndte provinsernes brug af egne udstede IOY’s som betalingsmiddel for alvor at tage fart, givet at centralregeringen søgte at balancere budgetterne, bl. a. ved at begrænse overførsler til provinserne.

I oktober prøvede man som i juni at omlægge lån til længere varighed, denne gang for 60 milliarder dollars. Det blev reelt vurderet til at være en de facto betalingsstandsning af de internationale ratingbureauer.

Samme måned (oktober) fik peronisterne flertal i begge kongressens kamre ved midtvejsvalget. Og da IMF i november tilbageholdt en udbetaling, fordi regeringen ikke kunne leve op til sine løfter om at balancere de offentlige budgetter, mens aftalte reformer ikke kunne gennemføres, endte det den 30. november med et ”bankrun”. Argentinerne prøvede desperat at hæve deres indskud, hvorefter regeringen indførte et loft på 1.000 dollar/peso for hvor meget man kunne hæve om måneden.

Resultatet var nogle af de voldsomste protester i landets nyere historie og situationen blev kun værre herfra. 5. december valgte IMF at tilbageholde udbetaling af et lån på 1,24 mia. USD, og to dage senere meddelte den Argentinske regering, at den ikke længere garanterede, at man kunne leve op til sine gældsforpligtigelser.

Få dage senere bredte fagforeningsdrevne generalstrejker sig, mens plyndring af landets supermarkeder tog til. Den 19. december erklærer man undtagelsestilstand og dagen efter trådte præsident De la Rúa tilbage. På det tidspunkt var mere end 20 personer dræbt i urolighederne.

Det store problem var ikke nødvendigvis selve gælden, men derimod forrentningen, hvor risikopræmien steg voldsomt- især fra 2. kvartal 2001 og frem.

Situationen var naturligvis uholdbar, alene renteudgifterne udgjorde mere end 4 og 11 pct. af henholdsvis BNP og de offentlige indtægter i 2001.

Efter De La Rua’s afgang fulgte en periode med stor forvirring og flere præsidenter som kun sad få dage, indtil Eduardo Duhalde blev udnævnt til præsident. Ideen var, at han skal sidde perioden ud, til det næste ordinære præsidentvalg i efteråret 2003. Sådan kom det dog ikke helt til at gå

I løbet af de første måneder af 2002 kom man med en række tiltag for at stabilisere økonomien. I starten af februar opgav man endelig fastkursen overfor dollar, lod peso flyde, hvorefter kursen faldt i løbet af kort tid faldt til mellem 2,2 og 2,5 pesos for en dollar og i slutningen af året var kursen faldet til ca. 3,3 peso for en dollar.

I 2002 nåede arbejdsløsheden (se også figur 9.) mere end 20 pct., mens den til tider voldsomme uro fortsatte. Den centrale regering overtog delstaterne gæld, mens man forsøgte at balancere de offentlige budgetter. Der indførtes også en række nye skatter for at øge de offentlige indtægter, mens man udstedte obligationer svarende til 44 mia. USD. til kompensation for de tab som indskyderne har fået i kraft af det kraftige fald i værdien på peso. Samtidig begynder inflation at stige kraftigt, og ender i 2002 på mere end 40 pct. (målt på forbrugerprisindekset), efter man i de foregående år havde haft en årlig deflation på 1-2 pct. om året.

I juli 2002 meddelte præsident Duhalde, at man fremrykkede præsidentvalget med et halvt år, således det finder sted i marts 2003. Efter en besynderlig valgproces – Carlos Menem får faktisk flest stemmer i første runde, men trækker sig inden 2. runde, bliver Néstor Kirchner, også peronist, udråbt som vinder og tiltræder som ny præsident i maj måned.

Udviklingen fra 2003 til nu tager jeg op i næste og sidste indlæg i denne lille serie.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Argentinas default i 2001-2002 var historiens største. Det var bestemt ikke Argentinas første. Argentina misligholdt også sine betalingsforpligtigelser i 1930, 1982 og 1989 og ville også delvist defaulte i både 2014 og 2020.

Figur 12. Offentlig gæld, 1884-2014

Kilde: IMF, Historisk database

EN KRISE MED LANGE SKYGGER

Nedsmeltningen i 2001–2002 fik langvarige konsekvenser for Argentina. Mange satte lighedstegn mellem reformerne i 1990’erne og den efterfølgende krise. Økonomer kan argumentere for, at reformerne snarere bør kritiseres for ikke at gå langt nok – og for, at de i flere tilfælde næppe kan betegnes som ikke-forvridende. Handelsliberaliseringen gjorde ganske vist økonomien mere åben via lavere told og ikke-told barrierer, men der var langt fra det og til et egentlig frihandelsregime.

Man kan naturligvis altid diskutere hvor meget der skal til før man kan kalde noget et frihandels-regime. EU har jo for eksempel (desværre) betydelige handelsrestriktioner overfor import af især landbrugsvarer. Men sammenlignet med handelsrestriktionerne i både EU og USA, var der også i 1990ernes handelsregime i Argentina indbygget langt flere markedsforvridende handelsbarrierer end i vores del af verden.

Den afgørende faktor bag krisen var dog valget af penge- og valutapolitik i lyset af den svage styring af de offentlige finanser og manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Som IMF konkluderer i deres evaluering fra 2004:

“Den katastrofale kollaps af den argentinske økonomi i 2001–02 repræsenterer et nederlag for de argentinske beslutningstagere, som undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt. IMF begik på sin side, støttet af sine største aktionærer, også fejl ved ikke tidligere at stoppe støtten til en strategi, som – sådan som den blev gennemført – ikke var bæredygtig. Da krisen blev dybere, formåede IMF ikke at engagere myndighederne i at udvikle en alternativ strategi, som kunne have hjulpet med at afbøde de endelige omkostninger ved krisen, selvom disse uundgåeligt ville have været høje.”

Med andre ord erkender fonden, at den burde have stoppet finansieringen langt tidligere. Og når IMF skriver, at de argentinske beslutningstagere “undlod at tage nødvendige korrigerende tiltag”, burde man måske snarere skrive, at de “ikke var i stand til”. Der er næppe tvivl om, at Fernando de la Rúa og hans administration ønskede og forsøgte at balancere budgetterne og gennemføre yderligere reformer. Det var bare ikke muligt.

Det centrale spørgsmål i forhold til den første valutakurspolitik er måske grundlæggende: Hvordan kunne nogen overhovedet få den idé, at det kunne lade sig gøre at fortsætte fastkurs-politikken? Det virker ikke som om hverken IMF eller den argentinske regering på noget tidspunkt lærte af historien – hverken fra Argentina selv eller fra andre lande – om de risici, der følger med en fastkurspolitik over for dollaren.

Ikke fordi man var sluppet for betalingsstandsningen eller den dybe krise ved en opgivelse af fastkurspolitikken allerede i f. eks. 1998, men de langvarige konsekvenser havde muligvis været langt mindre.

Havde man glemt Argentinas gældskrise i begyndelsen af 1980’erne? Ignorerede man, at selv Chile – trods diktatur og undertrykkelse af fagforeninger – også opgav at føre fastkurspolitik i forbindelse med gældskrisen i 1982? Åbenbart.

Derfor bør man være kritisk over for udviklingen i Argentina i disse år. Fastkurspolitikken sluttede ganske vist i 2002, men i forsøget på at bekæmpe inflationen har den nuværende regering igen søgt IMF-lån for at øge valutareserverne og dæmpe prisstigningerne. Og ja – inflationen er faldet drastisk siden Javier Milei blev præsident i 2023 og året efter triumferende kunne erklære overskud på de offentlige budgetter. Men med midtvejsvalget i oktober 2025 nærmer sig, rumler begge kamre i kongressen med krav om øgede pensioner og sociale ydelser.

Men én ting er intentioner og håb – noget andet er, om det overhovedet er muligt at reformere den argentinske økonomi. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg desværre tvivler (håber dog jeg tager fejl).

Det vender jeg tilbage til i sidste afsnit af “Argentina og Milei”.

Hent ovenstående indlæg som pdf: Milei og Argentina II del 4. – DEN STORE NEDTUR

________________________________________________________________________________

BILAG 1. SIMPEL OVERORDNET TIDSLINJE:

1983: Demokrati genindføres, og Raúl Alfonsín vinder præsidentvalget. Landet oplever et budgetunderskud på 15% af BNP og en udlandsgæld på over 40 milliarder dollars.

1984: Inflation stiger til ca. 700%, og kapitalflugten estimeres til ca. 22 milliarder USD.

1985: IMF og andre långivere stopper for ny långivning.

1985: “Austral-planen” introduceres med en ny valuta og stabiliseringstiltag.

1987: Planen kollapser efter midtvejsvalget, hvor peronisterne igen får flertal.

1988-1989: Inflation stiger voldsomt, og Argentina er præget af voldsom uro og strejker.

Maj 1989: Inflationen når 78% om måneden.

Juli 1989: Raúl Alfonsín træder tilbage, og Carlos Menem overtager præsidentposten. Inflationen når næsten 200% om måneden.

December 1989: Pris- og lønstop ophæves.

Januar 1990: “El Plan Bonex” implementeres, hvilket konverterer bankindskud til statsobligationer. Årlig inflation er på ca. 2300%.

Januar 1991: Domingo Cavallo udnævnes til økonomiminister.

1. april 1991: Konvertibilitetsloven træder i kraft, der fastsætter kursen til 1 USD = 1 peso.

1992-1996: Omfattende privatiseringer og reduktion af offentlig beskæftigelse finder sted.

1998: BNP per indbygger er steget med over 40% siden 1990, men falder voldsomt herefter.

2001-2002: Økonomisk krise, hvor den offentlige gæld eksploderer og statsbankerot.

2001

Juli: Usikkerheden om Argentinas gæld vokser, og kreditvurderingsbureauet Standard and Poor’s nedgraderer landets kreditvurdering til B-. Dette skaber en “bank run”, hvor borgere begynder at trække deres dollars ud af banksystemet.

30. november – Bankrun og panik

1. december: For at forhindre et totalt kollaps i banksystemet indfører økonomiminister Domingo Cavallo en række restriktioner på bankudbetalinger. Disse restriktioner, populært kendt som “el corralito” (den lille indhegning), begrænser udbetalinger af kontanter til 250 dollars eller pesos om ugen.

5. december. IMF stopper for udbetaling af lån

19. december: Restriktionerne fører til omfattende sociale uroligheder, plyndringer og gadekampe. Præsident Fernando de la Rúa erklærer undtagelsestilstand, men dette eskalerer kun protesterne.

20. december: I kølvandet på de voldelige protester og en alvorlig tillidskrise trækker Domingo Cavallo sig som økonomiminister, og kort tid efter træder præsident Fernando de la Rúa tilbage. I løbet af to uger har landet fem forskellige præsidenter.

2002:

6. januar: Den nyindsatte præsident Eduardo Duhalde afskaffer den faste valutakurs, der i over 10 år havde bundet pesoen til dollaren i et 1:1-forhold.

7. januar: Devalueringen af pesoen fører til et stort værditab. For at beskytte det finansielle system tvinger regeringen til en “pesificering” af bankindlån, hvor alle bankkonti i dollars konverteres til pesos. Denne konvertering sker dog til en ufordelagtig kurs (1,4 pesos til 1 dollar), hvilket påfører borgere, der har opsparet i dollars, et betydeligt tab. Lån i dollars bliver dog også konverteret til pesos, men til en bedre kurs (1:1), hvilket belaster bankerne.

11. januar: For at beskytte befolkningen mod hyperinflation, indføres en ny lov, der begrænser lønstigninger og prisstigninger. Den “offentlige nødlov” giver også regeringen ekstraordinære beføjelser til at omstrukturere gælden.

Februar

Regeringen fortsætter med at omdanne bankindlån i dollars til pesos, hvilket skaber yderligere vrede blandt opsparere. Mange sagsøger staten, og i nogle tilfælde erklærer domstole tiltagene for forfatningsstridige.

I løbet af året stiger inflationen voldsomt, og arbejdsløsheden overstiger 20%. Den argentinske økonomi befinder sig i en dyb recession.

Regeringen gennemfører en række midlertidige tiltag for at stabilisere situationen, men tilliden til det finansielle system er næsten ikke-eksisterende.

I slutningen af 2002 begynder økonomien en langsom bedring, men de langsigtede konsekvenser af “corralito” og “pesificeringen” er alvorlige for mange argentinske familier.

Hent indlæg som Pdf fil her.

Den peruvianske forfatter og nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, døde i søndags 89 år gammel.

Som mange andre i sin generation af intellektuelle, var Mario Vargas Llosa som helt ung marxist og stor tilhænger af fidel Castros Cuba. Det ændrede sig dog radikalt fra slutningen af 1960erne og frem, og i stedet han blev en af de væsentligste intellektuelle stemmer for frie markeder og demokrati som vejen frem for Peru og resten af Latinamerika.

Det blev også Mario Vargas Llosa’s skæbne måske at blive en af de tabende kandidater i en præsidentvalgkamp, som endte med at få mest af sin politik gennemført.

I 1990 stillede han nemlig op og tabte til Alberto Fujimori, på et valgprogram, som krævede gennemgribende markedsreformer i Peru, hvis økonomi på daværende tidspunkt var brudt fuldstændig sammen. Alberto Fujimori, som var gået til valg på groft sagt ikke at gennemføre de markedsreformer, som Vargas Llosa foreslog, gennemførte herefter en række reformer, som mindede ganske meget om det Vargas Llosa havde foreslået, og som må tilskrives æren for Peru’s høje vækstrater i årtierne efter.

Det indebar dog ikke at Vargas Llosa så med milde øjne på Fujimori, som reelt satte det peruvianske demokrati ud af kraft i 1992.

I den brede offentlighed vil han muligvis primært blive husket som nobelprismodtager i litteratur, hvor mange af hans værker afspejlede hans dybe interesse og overbevisning om individets kamp mod magt og undertrykkelse. Men han vil også huskes for sin kamp for frie markeder og individets grundlæggende negative frihedsrettigheder – altså klassiske liberale dyder.

Vargas Llosa lagde aldrig fingrene imellem, når han kritiserede magten (højre- eller venstreorienteret) og blandede sig i den offentlige debat, og han var bestemt ikke bange for at indtage hvad nogle ville anse for at være kontroversielle synspunkter. Se også nedenstående link til Wikipedia.

Ud over sine bøger skrev Vargas Llosa et utal af klummer og kommentarer og var i 33 år tilknyttet den spanske centrum-venstre orienterede og fremragende avis El Pais.

Om Mario Vargas Llosa på Wikipedia

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

ARGENTINAS ØKONOMI – ALLWAYS CRACHING IN THE SAME OLD CAR

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser vækstraterne for BNP i faste priser i perioden 1951-2019 for Danmark, er Argentinas økonomi præget af voldsomme udsving og hyppige kriser.

Figur 1.

Set over hele perioden vokser BNP i Danmark godt nok “kun” med ca. 50 pct. point mere end den argentinske, men her skal medtages at mens Danmarks befolkning i perioden 1951-2019 “kun” vokser med ca 1/3, bliver befolkningen i Argentina i samme periode ca. tredoblet. Med andre ord er Danmarks BNP pr. indbygger i den grad løbet fra Argentinas, se også figur 2. i tidligere indlæg.

Det er også slående hvor store udsvingene er i Argentinas vækstrater og de mange perioder med lav eller ligefrem negativ vækst, i skærende kontrast til udviklingen i Danmark, hvilket afspejler den ekstreme “stop and go” politik. I høj grad drevet af ikke mindst politisk ustabilitet og manglende erkendelse af fundamental økonomiske sammenhænge. To forhold som naturligvis i høj grad er sammenhængene.

Som påpeget i mit forrige indlæg, lykkedes det aldrig reelt for de regeringer, civile som militære, og præsidenter (og dem var der en del af), som fulgte afsættelsen af Juan Perón, at stabilisere økonomien. Høj inflation, offentlige underskud og tilbagevendende eksterne balanceproblemer var dagens (u)orden og det skulle ikke blive bedre, da Juan Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina og igen blev landets præsident.

På det tidspunkt var Argentina præget af voldsom social uro og politisk vold, både fra grupper på højre- og venstrefløjen. En brutal konflikt som i høj grad/ikke mindst også udspillede sig internt i den peronistiske bevægelse, hvor den ene del af partiet/bevægelsen hilste Perón velkommen hjem med slagordene “Perón, Evita, socialistisk fædreland!” og en anden del svarede med “Perón, Evita, peronistisk fædreland!”. Dagen endte i den såkaldte Ezeiza-massakre. En af flere og endnu flere ville følge og til sidste gennemførte militæret endnu et kup i 1976, afsatte Isabel Perón, som var blevet præsident ved Juan Peróns død i 1974, og indledte en periode frem til 1983, kendt som “den beskidte krig” (la guerra sucia).

Der var tale om et brutalt militærdiktatur, hvor formentlig op mod 30.000 blev myrdet af militæret. Brutaliteten og forfølgelsen af folk på venstrefløjen startede dog allerede før selve militærkuppet, idet Isabel Perón, da hun overtog posten som præsident og gav militæret og dødspatruljerne frie hænder i kampen mod venstrefløjen.

Miltærdiktaturet markerer også starten på en række forsøg på at reformere den argentinske økonomi, som alle endte med økonomisk sammenbrud, som afløses af perioder med populistisk økonomisk politik, som ender i sammenbrud, hvorefter man forsøger reformer, som ender i……..

MARKEDSREFORMER OG SAMMENBRUD .

Perioden fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 1990erne var præget af faldende realindkomst, perioder med voldsom inflation og stigende fattigdom (national fattigdomsgrænse). Denne udvikling er ikke uvæsentlig til forståelse for hvorfor argentinerne var parate til at forsøge sig med, eller i det mindste accepterede forsgene på at liberalisere den argentinske økonomi, som efter flere tilløb kom til at karakterisere første halvdel af 1990erne.

Inflationen i midten af 1970erne var allerede på flere hundrede pct. om året og selv om det lykkedes at bringe den ned fra mellem 200 og 400 pct om året i perioden 1976-1977, til mellem 100 og 200 pct. om året i begyndelsen af 1980erne var “scenen sat”, da gældskrisen “ramte” Argentina og en række andre udviklingslande fra 1982 og frem. Inflationen steg kraftigt frem mod midten af 1980erne, hvorefter den faldt midlertidligt, da den siden 1983 demokratiske regering forsøgte at stabilisere økonomien igen. Desværre blot for at den eksploderede i slutningen af 1980erne, hvor den nåede op på flere tusinde pct. om året.

I midten af 1970erne havde man opgivet ISI (importsubstitutions strategien) og man mindskede de tårnhøje handelsbarrierer. Dette var en del af et samlet forsøg på at få nedbragt de offentlige underskud, bremset inflationen og sikre fornyet økonomisk vækst.

Det kan jo minde om hvad et andet sydamerikansk lande gjorde i samme periode, med – skulle det vise sig – betydelig succes, nemlig Chile. Også der havde militæret taget magten et par år før det skete i Argentina. Det har sidenhen givet anledning til ikke så få konspirationsteoretiske forestillinger på venstrefløjen. Den fugl er der dog ikke megen føde på og faktisk var Argentina og Chile tæt på at gå i krig med hinanden på grund af stridigheder om hvor grænsen skulle trækkes mellem de to lande.

Af betydning er derimod at de dele af FN (Verdensbanken), som bakkede op om forestillingerne om industrialisering og økonomisk vækst gennem importsubstitution og statsligt ejede virksomheder, og sikrede lånefinansiering ud fra samme overbevisning, begyndte at miste indflydelse i 1970erne.

I modsætning til reformerne i Chile, var de reformer som det argentinske militær tillod dog langt mindre vidtrækkende. Jo, man privatiserede en del statsligt ejede virksomheder, men reformerne var aldrig så dybtgående eller varige som i Chile, og som Mauricio Rojas skriver i “Carmencitas sorg”:

“hvad militæret forsøgte at gøre, var at løse cirklens kvadratur cirklen, dvs. bremse inflationen og stabilisere økonomien uden fundamentalt rydde op i de offentlige finanser og fjerne det offentlige underskud. Derudover ønskede de at holde arbejdsløsheden på et meget lavt niveau for enhver pris”

Det lykkedes da også at holde den (åbne) arbejdsløshed (i den formelle sektor) lav, men det var i sidste ende på bekostning af reelle reformer.

Man fik aldrig styr på de offentlige finanser og oplevede fortsat betydelige offentlige underskud (se nedenfor)

Figur 2. Offentlige udgifter, samlet underskud og underskud fra offentligt ejede virksomheder i pct. af BNP

Reformperioden varede også kun nogle få år og i 1981 var den reelt død, men den korte periode indebar dog at man fik en tiltrængt fornyelse af dele af industriens kapitalapparat, og industriens produktivitet steg kraftigt (hvilket var tiltrængt – se figur 3), da man reducerede handelsrestriktionerne betragteligt – især for maskinudstyr mv.

Figur 3, Industriproduktion, -beskæftigelse og -produktivitet, 1975=100

Desværre steg den offentlige gæld også kraftigt, se figur 4 nedenfor, som viser inflationen (venstre y-akse) og den offentlige bruttogælds andel af BNP (højre y-akse).

Figur 4.

Man kan selvfølgelig altid pege på at de eksterne forhold ikke var med Argentina i begyndelsen af 1980erne. Det er jo sådan set korrekt, ligesom krisen i 1930erne havde en negativ betydning, perioder med ugunstig udvikling i bytteforholdet og senere eksterne choks i 1990erne (1995 og 1998), afslutningen på råvarerboomet i dette årtusinde osv. kan og er blevet brugt til at forklare hvorfor det er gået så ilde. Problemet er så at der jo netop er tale om eksterne chocks, som man ikke kan gøre så meget ved, andet end at tilpasse sig. Der er Argentina fejlet igen og igen.

Netop i forhold til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne i Latinamerika, som for flere lande i regionen endte i et årti med meget ringe økonomisk udvikling, kan man jo så pege på at ikke alle lande efterfølgende oplevede stagnation det kommende årti.

Efter en kort omend intens krise, lykkedes det således igen Chile at opnå høj økonomisk vækst og velstandsfremgang. Men der var der så heller ikke usikkerhed om at man forpligtigede sig til fortsatte reformer. I Argentina droppede man dem derimod. Det var der muligvis gode politiske argumenter for (demokratiet blev genindført i 1983 med valget af Raúl Ricardo Alfonsín, som havde brug for politiske opbakning). Men uanset årsag ændrer det ikke ved, at det slider på troværdigheden, når man igen og igen opgiver/ikke kan reformere en økonomi, som det bør være åbenlyst er i konstant krise.

Et andet åbentlyst særtræk ved krisen i begyndelsen af 1980erne og senere kriser (nedsmeltningen omkring årtusindeskiftet) var den rolle penge- og valutakurspolitikken spillede.

Ligesom man også gjorde senere, brugte man aktivt den første valutakurspolitik i forhold til den amerikanske dollar for at nedbringe inflationen. fra ultimo 1978 indførtes således løbende devalueringer, annonceret på forhånd. Ideen var så at man ved at mindske devalueringerne over tid, kunne ende med et inflationsniveau på linje med ens væsentligste handelspartnere. Det så også ud til at virke i begyndelsen. Inflationen faldt og de offentlige balancer forbedredes, men allerede i 1980 dik det galt. En krise i den finansielle sektor øgede långivningen til bankerne og samtidig steg det offentlige underskud. Og I 1981 faldt det hele sammen igen.

Raúl Alfonsín regeringen prøvede i midten af 1980erne (bl. a. med hjælp fra Verdensbanken og IMF) igen at stabilisere den argentinske økonomi og få inflationen ned med den såkaldte Austral-plan. Denne gang bl. a. ved decideret fastkurs overfor amerikanske dollars. Igen fejlede man, og i takt med faldende opbakning til præsident Alfosín, endte man med hyperinflation i slutningen af 1980erne, hvor inflationen kom op på flere tusinde procent og han gik af flere måneder før præsidentperioden officielt sluttede.

En væsentlig årsag til hyperinflationen i 1989 var dog ikke kun den kuldsejlede plan som sådan, eller at man ikke lykkedes med at skabe balance på de offentlige finanser, omend det gjorde man heller ikke. Der var dog også en hel del psykologi og forventninger involveret.

For vinderen af præsidentvalget tidligere på året var en “old school” peronist fra en af de fattigste delstater og han var bestemt ikke gået til valg på det som nu skulle til at ske.

Tværtimod var Carlos Menems “skudsmål” indtil da, at han som guvernør i delstanten La Rioja, aktivt havde været med til at undergrave den stabiliseringsplan, som Alfosin-regeringen søgte at implementere fra 1985 og frem. Her lykkedes det faktisk i første omgang ikke kun at nedbringe statens underskud, men ligefrem at lave et overskud (som vi også ser nu under Javier Milei’s regering). Men det blev mere end opvejet af at mange delstater øgede antal medarbejdere og udgifter coldsomt. I Carlos Menems La Rioja steg antallet af ansatte i administrationen således fra 12.000 til 40.000 fra 1983 til 1989

CARLOS MENEM – MANDEN FRA LA RIOJA

Der er al mulig grund til at se nærmere på hvad der sket i begyndelsen af 1990erne i Argentina, i lyset af hvad der netop nu, siden december 2023 forsøges at gøre (igen) af tiltag for at rette op på Argentina’s økonomi.

Hvis argentinerne havde vist hvad der var foregået i månederne op til Carlos Menems indsættelse som præsident var man muligvis sluppet for hyperinflation. På den anden side, Havde de vidst hvilke planer man var ved at lægge for at få stabiliseret og reformeret økonomien, var han muligvis slet ikke blevet valgt.

I sidste ende ville Carlos Menem også være hovedansvarlig for, hvad der i første halvdel af 1990erne så ud til at være præcist de reformer Argentina havde brug for, brød sammen og endte i den største statsbankerot i historien.

Ovenstående skrevet vel vidende at der er masser af kilder, som vil bestride at det nødvendigvis behøvede at ende sådan. Problemet er blot at disse typisk selv har spillet en – til tider – betydelig rolle i den førte politik. Det gælder ikke mindst for spørgsmålet om den førte penge- og valutapolitik. Endnu en gang valgte man således at føre fastkurspolitik overfor dollaren, og endnu en gang gik det galt.

Men det startede faktisk rigtigt godt og Carlos Menem var på mange måder “dagens mans i skysovs” i første halvdel af 1990erne, hvor man søgte at implementere en reformplan i overenstemmelse med det såkaldte “Washington Consensus”. Nok ikke verdens mest velvalgte navn (og slet ikke i Argentina), da det selvfølgelig straks blev udlagt som en indikation på, at politikken blev dikteret af USA. Navnet skyldes dog alene at både Verdensbanken og IMF har hovedkontor i Washington.

Nu var 1990erne i det hele taget præget af markedskapitalistiske reformer i mange lande (ikke kun Argentina). I Latinamerika var det ud over Argentina, bl. a. Mexiko, Peru og Brasilien – Chile var jo startet allerede i 1970erne.

Der var stor forskel på i hvilken udstrækning regeringerne de enkelte lande fulgte/havde mulighed for at følge de enkelte “anvisninger” i WC, som var:

• Offentlig budgetdiciplin 
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt samfundsøkonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, dvs. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur mv. 
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs 
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer 
• Privatisering 
• Deregulering (øget intern konkurrence) 
• Sikring af den private ejendomsret

For de fleste i vores del af verden vil man formentlig reagere med et “selvfølgelig” til det meste og måske endda, kan det være anderledes? Og ja, det kan det godt og det var det i Latinamerika generelt og herunder i Argentina. Udgangspunktet var relativt lukkede økonomier og for Argentinas vedkommende kroniske problemer med eksterne og interne balancer, mens forståelsen for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge havde – og sådan set fortsat har – en meget lille betydning (Det vender jeg tilbage til, når jeg behandler Javier Milei’s muligheder for at gennemføre varige reformer).

De reformer som blev gennemført under Carlos Menem var ikke drevet af en forståelse for betydningen af relativt frie markeder, en åben økonomi og konkurrences betydning for den almene befolknings levestandard blandt de politiske beslutningstagere. De var primært drevet af, at økonomien var i krise, og man ikke havde andre muligheder. Jævnfør også det indledende citat fra Milton Fridman.

Lige som Alberto Fujimori i Peru blev Menem ikke valgt fordi han lovede markedsøkonomiske reformer/liberalisering. Forventningen var nærmest det modsatte, men faktisk var hans team, efter det stod klart at han ville vinde allerede inden han blev indsat (før tid på grund af den økonomiske krise og hyperinflation), i kontakt med bl a. Verdensbanken og IMF.

Hvorom alting er gennemførtes i begyndelsen af 1990erne en lang række reformer, som hurtigt viste sig at få stor betydning, ikke mindst for et drastisk fald i inflationen og et helt andet og mere åbent handelsregime. Reformerne gik i korte træk ud på:

1. Privatisering af statsejede virksomheder: Herunder telekommunikation, energi, transport og vandforsyning. hvorved statens rolle i økonomien reduceredes mens det tiltrak udenlandske investeringer. Måske vigtigst af alt, slap man for de betydelige underskud, som var med til at forværre de offentlige finanser.
   
   Det betød dog også en betydelig reduktion i antallet af beskæftigede i de pågældende virksomheder/sektorer, hvilket var forudsigelig i takt med at de nye ejere søger at effektivisere virksomhederne, men samtidig var der stor kritik af hele salgsprocessen, som var meget ugennemsigtig. Hvilket vi desværre også kender fra andre lande som privatiserede i samme periode, for eksempel Mexiko. Der er næppe tvivl om at der var folk med de rette politiske forbindelser, som købte tidligere statsejede virksomheder til langt under markedspris.
   
2. Liberalisering af udenrigshandlen: Toldsatserne reduceredes kraftig. Hermed øgedes den argentinske økonomis integration i langt større grad i den globale økonomi, konkurrencen fra import sikrede lavere realpriser – også på indenlandsk producerede produkter, til gavn for forbrugerne. Styrkede eksporten og forbedrede produktiviteten. Men det indebar selvfølgelig også at en del indenlandske virksomheder, som kune havde eksisteret fordi de var beskyttede af høje handelsbarrierer kom i problemer, og en del bukkede da også under.
   
3. For at øge statens indtægter og reducere budgetunderskuddet, søgte man at gennemføre skattereformer, som skulle øge skattebasen, mens man forhøjede momssatsen. Man ønskede også at øge progressionen i skattesystemet (højere moms virker den anden vej), hvilket det dog aldrig lykkedes at få flertal for.
   
4. Man forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, som skulle gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt (mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk). Det indebar bl. a. ændringer i den lovgivning som regulerede fagforeningsregler og arbejdskontrakter. Dette blev mødt med modstand fra fagforeningerne, som også set i andre lande med et meget lovgivningsreguleret arbejdsmarked. Det lykkedes aldrig at gennemføre de nødvendige reformer. Det indebar at lovgivningen fortsat sikrede fagforeninger (for) stor magt, til skade for fleksibiliteten og ikke mindst de som stod udenfor det formelle arbejdsmarked.
   
5. Man forsøgte også at reformere pensionssystemet. Ideen var at privatisere hele pensionssystemet og erstatte det med individuelle opsparingskonti, hvilket Chile havde gjort med nogen succes i begyndelsen af 1980erne (er senere løbet ind i problemer, ikke mindst fordi den tvungne andel af lønnen, som skule gå til pensionsopsparing blev sat alt for lav). Modstanden i Argentina mod denne del var meget stærk og reformer blev kun delvist gennemført.
   
6. Valutapolitik og “Convertibility Plan”: I 1991 blev den argentinske peso bundet til den amerikanske dollar i et fast valutakursregime. Dette stabiliserede inflationen, som tidligere havde været ekstremt høj, men gjorde også økonomien mindre fleksibel over for eksterne chok.

Disse reformer førte til økonomisk vækst og stabilitet i begyndelsen, men de sociale omkostninger var høje, med stigende arbejdsløshed og ulighed. På længere sigt blev mange af reformerne kritiseret for at skabe økonomisk sårbarhed, hvilket bidrog til den økonomiske krise i begyndelsen af 2000’erne.

DAGES MAND I SKYSOVS PÅ WALL STREET

Straks Menem var tiltrådt som præsident indledte han et tæt samarbejde med repræsentanter for Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomhed, Bunge & Born. (B&B). Resultatet blev den såkaldte BB-plan, og i sit kabinet, spillede B&B-økonomer og direktører nøgleroller (bl. a. økonomiminister). Det tog markedet, som ellers var vandt til helt andre og populistiske toner fra Peronisterne, godt i mod. Menem selv havde for øvrigt været en del af de delstatsguvernører, som var med til at underminere de forsøg på reformer som den tidligere præsident, Raúl Alfonsín fra Radical Civic Union, forsøgte at implementere i midten af 1980erne, så det var også tiltrængt. Og nej, som nævnt var Menem ikke drevet af en dybere forståelse for økonomi eller markedsliberal ideologi – i modsætning til Javier Milei – han var drevet af magt, og selv om han vist aldrig blev dømt – af egen berigelse (korruption).

Dette blev ret afgørende for hvad der sidenhen sket i anden halvdel af 1990erne. Men i første halvdel af 90erne red han på en bølge af reformer, som gjorde ham til dagens mand i skysovs på de finansielle markeder – nationalt og internationalt.

Menem lagde fra start af vægt på at det var ham og hverken parti eller fagforeninger, eller alle mulige andre interessenter i den peronistiske bevægelse som bestemte, men der i mod ham som var den “stærke mand”. For lige som for at understrege dette, fik lederen af de konservative parti UCD til opgave at stå for forhandlingerne omkring en omlægning af udlandsgælden, som Argentina nogle år før var defaulted på. Hvilket hverken var første og heller ikke skulle blive den sidste gang.

Menem ændrede også kurs udenrigspolitisk og argentinske styrker deltog i den første USA-ledede Irak krig, mens Falklandsøerne (Malvinerne) nu var noget man skulle forhandle med englænderne om, mens der igen blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem de to lande. For de af læserne som har fulgt med i hvordan Argentinas nuværende præsident Javier Milei gebærder sig, vil kunne nikke genkendende til denne orientering mod Washington, som der ellers ikke har været – og i nullerne igen ikke skulle blive – tradition for.

For at gennemføre sine reformer sendte Menem straks han var tiltrådt to lovforslag til kongressens to kamre, nemlig Ley de Reforma del Estado (lov om statsreform) og Ley de Emergencia Económica (lov om økonomisk nødsituation). De blev vedtaget og Menem kunne herefter med relativt frie hænder regere og gennemføre sine reformer via dekret.

Næste skridt i Menems strategi for hurtige forandringer handlede om at få inflationen bragt under kontrol. I førte omgang forsøgte man at nedbringe den gennem bl. a. pris- og valutakontrol. Den tilgang fejlede (som den stort set altid gør). Efter et umiddelbart dyk i efteråret 1989, steg inflationen hastigt igen og i december stod det klart, at der måtte ske noget.

I første omgang afskaffede man pris og valutakontrollen og 1. januar 1990 introducerede man herefter den såkaldte Plan Bonex. Grundlæggende bestod den af en massiv konfiskation af opsparing i national valuta. Alle tidsbegrænsede bankindskud blev konverteret til tiårige statsobligationer i dollar, med rentebetalinger hvert halve år. Det medførte et umiddelbart drastisk fald i likviditeten, cirka 60 procent af
M2 forsvandt “overnight”. Det indebar at inflationen blev drastisk bremset allerede i april.

Det medførte dog også en kortvarig recession, der dog havde den fordel, at det øgede udbuddet af dollars betragteligt, når befolkningen brugte af opsparingen (i dollars) for at få enderne til at mødes.

Resultatet var således at samtidig med at inflationen faldt drastisk, forbedrede nationalbankens valutareserver drastisk (fordobledes fra primo til ultimo 1990).

KAMPEN MOD FAGFORENINGERNE

En helt central del i den peronistiske bevægelse tilbage til Juan Peron var fagforeningerne, som for Argentinas vedkommende ikke just kunne anses for at være kompromissøgende eller erkende hvorfor Argentina var i de økonomiske problemer de var havnet i. De var et stort problem i forbindelse med 1980ernes forsøg på reformer (hvor ufuldstændige de forsøg så end var). Det var ikke fordi Carlos Menem selv var peronist, at fagforeningerne de facto endte med at acceptere reformerne, men fordi Menem satte hårdt mod hårdt, hvor det dog var en fordel for ham, at han rent faktisk var peronist (han havde selv som guvernør gjort hvad han kunne for at underminere regeringens politik i 1980erne).

Hvad Menem gjorde, var at favorisere de dele af fagforeningerne som var parate til at gå på kompromis og slå hårdt ned på resten. Her blev et afgørende øjeblik september 1990, hvor en storstrejke i det offentligt ejede telefonselskab, Entel, endte i et totalt nederlag for fagforeningerne og efterfølgende massefyringer.

Efterfølgende faldt lysten til at strejke mærkbart, ikke mindst blandt offentligt ansatte, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Figur 5 Tabte arbejdsdage , mio pr. kvartal.

Bl .a. Mauricio Rojas har peget på betydningen af strejker hvor nederlaget for fagforeningerne er ubestridt for at afskrække andre fra at gå i strejke. Noget lignende skete i forbindelse med minearbejderstrejken i Storbritannien i midten af 1980erne og strejken blandt flyledere i Ronald Reagans USA i begyndelsen af 1980erne.

FASTKURS OG KONVERTABILITET

Helt centralt i reformerne blev indførelsen af fastkurspolitikken i 1991. I første omgang med det resultat at inflationen faldt til et niveau, man ikke havde kendt siden før Juan Peron, men i sidste ende desværre også afgørende for nedsmeltningen af den argentinske økonomi i 2001, som endte med historiens største default (statsbankarot).

Planen blev sat i værk under økonomiminister Domingo Cavallo fra 1. april 1991. Ifølge konvertibilitetsloven var én pesos (afløste austral som landets valuta) herefter lig én USD. Det var så nationalbankens rolle at garantere valutakursen ved at holde tilstrækkelig med hård valuta, så det dækkede den argentinske pengemængde. I 1992 blev nationalbanken gjort uafhængig og samtidig blev det forbudt for den at låne penge ud eller optræde som garant for lån til både stat, delstater og offentligt ejede virksomheder.

Det så ud til at virke og var medvirkende til den lave inflation i årene efter, men skulle i sidste ende også være medvirkende til at reformprocessen brød samme.

Her vil jeg nøjes med at konstatere, at mens Carlos Menem’s 1. præsidentperiode 1989-1995 (en forfatningsændring i 1994 gjorde det muligt for ham at stille op til endnu en valgperiode) var præget af markedsreformer og privatiseringer, herunder olieselskabet YPF og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas, og antallet af offentlige ansatte faldt med mere end 200.000, skulle det komme til at se helt anderledes ud i hans anden valgperiode fra 1995 til 199, hvor Menem forgæves prøvede at få ændret lovgivningen, så han kunne stille op til en 3. valgperiode.

Men det er at foregribe historien og i første halvdel af 1990erne så det vitterligt ud til at Argentina havde brudt årtiers forbandelse og igen kunne se frem til igen at blive et velstående land. udenlandske investeringer steg hastigt og eksporten steg kraftigt (det gjorde importen dog også).

De strukturelle reformer og den nyfundne stabilitet gav anledning til en periode af meget stærk økonomisk vækst, som på trods af et midlertidigt tilbageslag i 1995 (i forbindelse med den mexicanske krise) kom til at fortsætte frem til midten af 1998, som det også fremgår af nedenstående figur 6, som viser stigningen i indkomst pr. indbygger mellem 1990 og 1998. Den argentinske økonomi var i 1998 således 50 procent større end den havde været i 1990, og argentinernes indkomst pr. indbygger var steget med næsten 40 procent!

Desværre skulle transformationen fra et Argentina “i forfald” til en “vindernation” ikke vare ved. Det er emnet for næste afsnit i historien om “Milei og Argentina”.

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Nedenstående figur viser således BNP pr. indbygger i Argentina i procent af Danmarks BNP pr. indbygger for perioden 1875-2020. Ud over Argentina er også medtaget den gamle kolonimagt Spanien.

Figur 1.

To forhold er slående:

• Efter at være “toppet” omkring år 1900 (husk nu at Danmark også oplever høj vækst, se nedenstående figur 2), falder Argentinas BNP pr. indbygger som andel af BNP pr. indbygger i Danmark helt op til vore dage, kun afbrudt af korte perioder, hvor afstanden mindskes, nemlig i forbindelse med 2. verdenskrig og råvare-boomet i nullerne.
• Først i midten af 1970erne er Spaniens BNP pr. indbygger på niveau med Argentinas. Herefter “ser” Spanien sig ikke tilbage.

Figur 2

Figur 2, som viser udviklingen i (estimeret) BNP pr. indbygger – den måske mere traditionelle metode til at illustrere udviklingen – understreger sådan set blot hvorledes Argentina endte med at gå fra at være et af verdens rigeste lande, til et mellemindkomstland. Især udviklingen fra slutningen af 1940erne og frem er bemærkelsesværdig – af alle de forkerte grunde – og udviklingen i 1970erne og 1980erne direkte katastrofal.

Herefter følger en periode, hvor man prøver at reformere økonomien i første halvdel af 1990erne, hvorefter økonomien atter kollapser. Efter man defaulter ved årsskiftet 2001-2002 følger så en periode med betydelig vækst. Som vi skal se, når vi når dertil, skyldes det desværre ikke at man endelig får rettet op på de grundlæggende negative forhold i Argentina. Det er ret beset blot en konsekvens af det råvare-boom verden oplevede i nullerne. Og desværre går det atter galt i 10erne og frem til i dag.

Dette står i modsætning til Spanien, som i de første årtier af det 20. århundrede var langt langt mindre velstående/fattigere end både Danmark og Argentina – man forstår hvorfor Argentina fungerede som en magnet på spaniere, som ønskede en bedre fremtid og derfor bosatte sig i Argentina. Fra 1950erne oplevede landet høje vækstrater frem til finanskrisen, der som bekendt udløste en efterfølgende gældskrise i flere sydeuropæiske lande (eurokrisen).

Men det ligger ude i fremtiden i forhold til dette indlæg, som slutter før Juan Peron kommer til magten i 1940erne. Argentina oplevede trods alt fortsat høj vækst frem til 1930erne, men som jeg også antydede i mit første indlæg, blev der også i denne periode lagt til med forhold og ændringer, som skulle få stor negativ betydning senere i det 20. århundrede,

Argentina var ikke en åben økonomi før 1914.

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, der som nævnt tidligere ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske, investeringer.

Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Og i lighed med resten af Latinamerika havde man på et tidligt tidspunkt relativt høje toldbarrierer – også før 1. verdenskrig. Nok faldt toldsatserne (i gennemsnit) fra et – også for den tid relativt højt niveau – omend ikke i nærheden af Brasiliens – frem til 1920erne, men herefter steg de, som det fremgår af figur 3 kraftigt frem til starten af 1930erne for herefter at falde igen og ende på ca. samme niveau som før 1. verdenskrig.

Høje toldsatser var altså allerede på et tidligt tidspunkt et argentinsk (og latinamerikansk) særkende, hvilket måske ikke umiddelbart virkede til at have de store store negative konsekvenser, som det efterfølgende skulle vise sig at få. Men det er allerede en del af forklaringen på at man ikke formåede at udvikle en konkurrencedygtig indenlandsk industrisektor (der er også andre forhold som er væsentlige, bl. a. transportpriser og manglende infrastruktur, som virkede som “naturlige” handelsbarrierer i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede).

Figur 3. Gennemsnitlig told i pct. af importværdi, 1910-1940

Brugen af told for at finansiere statslige udgifter har traditionelt været en del af argumentet for disse, men de var også en konsekvens af diverse interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden. En argumentation der jo heller ikke er ukendt nu om dage (lyt blot til Trump).

Og netop interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden er væsentlig for at forstå udviklingen i Argentinas handelsrestriktioner i slutningen af det 19. århundrede og frem.

Som det fremgår af figur 4, som viser toldsatser for en række varegrupper i 1927, var der stor forskel på hvor høje toldsatserne var, og i flere tilfælde må man konstatere, at de var prohibitivt høje.

Figur 4.

Den chilensk-svenske økonom og tidligere direktør for tænketanken Timbro, Mauricio Rojas, peger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, “Carmensitas sorg“, på, at ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence tidligt fik betydning.

Rojas peger bl. a. på, at Unión Industrial Argentina, som etableredes allerede i 1887, argumenterede for og udvirkede højere importtold på områder, hvor der eksisterede en etableret indenlandsk industri.

Man kan også pege på, at Argentina så tidligt som i 1913 vedtog “Argentina Først” princippet (Ley de Propiedad Industriel), hvis formål angiveligt var at “beskytte argentinske industrielle opfindelser og interesser, samt fremme innovation”. Det med opfindelser og innovation kan vi godt glemme alt om. Det primære her blev at fremme interesser, vel at mærke kapitalejernes (og de ansattes) i de sektorer hvor der indførtes høje toldbarrierer mv. overfor omverden.

Den gennemsnitlige told faldt muligvis i perioder, men det dækker over at den steg for visse udvalgte områder fra slutningen af det 19. århundrede og frem. Det gjorde sig fx. gældende for bl. a. forarbejdede fødevarer, til stor irritation for de eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt af modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den argentinske told. Også indenfor landbrugssektoren øgede man toldbarriererne indenfor specifikke områder, fx. hvede, for at bremse importen af denne (fra bl. a. USA).

I en sidebemærkning skal medtages, at selv uden modreaktioner fra ens handelspartnere indebærer told, at man samtidig skader ens eksporterhverv, idet mindre import (på grund af højere priser), alt andet lige, påvirker valutakursen opad og dermed påvirker eksporterhvervenes konkurrenceevne negativt. Det følger af Lerners symmetry teorem.

Hvad angår forholdet til USA, fik Argentina (og andre sydamerikanske lande) på et tidligt tidspunkt et anstrengt forhold til den store nabo mod nord. Det er altså (heller) ikke noget nyt og handler om meget mere end handelspolitik, nemlig om at begrænse USA’s indflydelse i Sydamerika generelt.

For Argentinas vedkommende fik 1. verdenskrig efter det umiddelbare økonomiske chock og nedgang i BNP ( se også figur 2), sådan set ikke de store konsekvenser for den fortsatte økonomiske vækst op gennem 1920erne. Både BNP, eksport (primært landbrugsprodukter) og industriproduktionen voksede hastigt. Ifølge Díaz Alejandro (1970) voksede BNP med ca. 6,7 pct. om året i gennemsnit frem mod 1929, industriens output med lidt under 8 pct. om året og eksporten med 6,6 pct. om året i samme periode. I 1929 var Argentina således verdens største eksportør af frosset kød, maj, havre og hørfrø, mens man var blandt de største eksportører af hvede og hvedemel. Samtidig medførte fortsatte overskud på handels- og betalingsbalancen i samme periode, at man havde akkumuleret store guldreserver.

Jo, det gik sådan set meget godt i Argentina rent økonomisk. Man var fortsat et af verdens rigeste lande og verdens 11. største eksportør i starten af 1929. Det vil sige indtil efteråret 1929 og krakket på Wall Street. Hvad der skete derefter skulle få helt afgørende betydning for “den store nedtur” i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Ingen tvivl om at Argentina var følsom overfor udefra kommende chok til økonomien på det tidspunkt (de var ikke de eneste). I 1929 gik således mere end 99 pct. af eksporten af fersk oksekød til Storbritannien. Det samme gjorde sig gældende for 91 procent af frossent fårekød, 85 procent af smør og 54 procent af frossent oksekød ifølge Díaz Alejandro (1970). Helt overordnet var en række europæiske lande, med Storbritannien i spidsen, Argentinas vigtigste eksportmarkeder, mens importen i stigende grad blev domineret af import fra USA (som udgjorde 1/4 af importen i 1929), som man som bemærket ovenfor havde et lettere anstrengt forhold til af flere grunde.

Det fremgår af figur 5 at der oftest var overskud på handelsbalancen i 1. halvdel af det 20. århundrede. Ved udgangen af 2. verdenskrig havde man da også akkumuleret betydelige valutareserver og en stor beholdning af guld. Den satte man så over styr på ganske få år efterfølgende, hvilket vi vender tilbage til i del 2 af “Den store nedtur”.

Figur 5.

Hvorom alting er, kom den efterfølgende tolkning af hvad der skete i årene lige før og efter krakket på Wall Street til at få stor betydning, og blev anvendt som del af det økonomisk-teoretiske argument for den importsubstitutionspolitik Argentina, i lighed med andre latinamerikanske lande skulle komme til at følge eksplicit fra omkring midten af det 20. århundrede og frem til gældskrisen i 1980erne.

Argumenterne for Importsubstitution og “den virkelige verden”

Argumentet for at man skal udvikle økonomien bag høje toldbarrierer og andre handelsrestriktioner (ISI) er dels det såkaldte infant-industries argument (at der er brug for en periode fri for udenlandsk konkurrence), hvor en indenlandsk industri kan modnes og blive netop konkurrencedygtig, samt en opfattelse af at ved at forfølge en strategi, hvor man i højere grad producerer så meget som muligt indenlandsk, vil man blive mindre sårbar overfor eksterne chok.

Den praktiske erfaring i Latinamerika, herunder også Argentina, har vist sig at være en helt anden. Når først høje handelsbarrierer er indført, er det meget svært at komme af med dem igen, ligesom man heller ikke bliver mindre påvirkelig for udefrakommende eksterne chok, hvilket udviklingen i 2. halvdel af det 20. århundrede viser med al tydelighed.

Det i modsætning til den eksportdrevne vækststrategi, som en række asiatiske lande fulgte efter 2. verdenskrig (bl. a. Taiwan og Sydkorea), som ikke må forveksles med egentlig frihandel. Den er hyppigt kombineret med beskyttelse af udvalgte sektorer på hjemmemarkedet, men dels kan det konstateres, at selve handelsrestriktionerne generelt er lavere end ved importsubstitutions strategien, og dels er den netop afhængig af at man faktisk kan konkurrere med andre udbydere på det globale marked, ligesom problemerne med manglende muligheder for at udnytte stordriftsfordele er mindre. sidstnævnte problem er omvendt proportionalt med hjemmemarkedets størrelse, men ikke desto mindre et problem.

Demokrati og militærkup

I Argentina gennemførte militæret i 1930 et kup mod den demokratisk valgte præsident (kun mænd havde valgret, kvinder fik det først i 1947), Hipólito Yrigoyen.

Hipólito Irigoyen blev oprindelig valgt som præsident, ved Argentinas første frie valg i 1916, for centrum-venstre partiet Radical Civic Union. I 1928 blev han igen valgt til præsident, efter Marcelo T. de Alvear, også fra UCR, havde været præsident fra 1922 til 1928. Især Irigoyens anden valgperiode er blevet karakteriseret ved talrige sammenstød mellem præsident og parlament og stigende korruption (et generelt latinsk/latinamerikansk problem). Han var da en gammel mand og formentlig også senil, og i 1930 blev han som sagt afsat ved et militærkup.

Mens selve kuppet var relativt ublodigt, indledte det en periode med undertrykkelse, stigende protektionisme, valgsvindel og brutal forfølgelse af oppositionen, ligesom korruptionen steg til nye højder.

1930erne og frem markerer også stigende statsligt ejerskab i økonomien. Argentinas statsejede olieselskab,YPF, var allerede blevet etableret i 1922, mens det privat finansierede og drevne jernbanenet (Latinamerikas største), gradvist nationaliseredes fra 1930erne og frem.

Sammenfattende kan man pege på, at alle elementerne til den forfejlede importsubstitutionspolitik, som kom til at præge 2. halvdel af det 20. århundrede, allerede var på plads, før 2. verdenskrig. Der manglede nu bare “mobilisering af masserne” og den endelige “socialisering/politisering” af den argentinske økonomi.

Efter endnu et militærkup i 1943, ville en ung løjtnant, Juan Perón, hvis store inspiration var Italiens Mussolini, træde ind på den politiske scene. Først som social- og arbejdsminister, derefter krigsminister, så vice-præsident og fra 1946 demokratisk valgt præsident. Det skulle vise sig at indlede en skæbnesvanger periode, som man fortsat ikke er kommet sig over.Det ser jeg på i anden del af “Den store nedtur”.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Spansk koloni og uafhængighed

Da spanierne i 1516 ankom til den del af Sydamerika, som senere blev til Argentina, ankom de til et relativt sparsomt (men ikke ubefolket) område, til forskel fra de områder der senere skulle blive til bl. a. Peru, Bolivia, Mexiko mv.

Buenos Aires grundlages i 1580 og området blev en del af vicekongedømmet Peru og senere vicekongedømmet Río de la Plata, som omfattede Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Buenos Aires blev hurtig en vigtig havneby for spanierne, hvorfra man udskibede den sølv man udvandt i Potosí i det nuværende Bolivia.

Senere (i 1700-tallet) begyndte man i stigende grad at fokusere på landbrug og ikke mindst kvægdrift (på den argentinske Pampas), som fik en stigende betydning. Igen var Buenos Aires centrum for udskibning og eksport. Denne gang af kød og huder.

Fra Vicekongedømme til uafhængighed

Fra at have været en del af vicekongedømmet Peru, en kronjuvel i det Spanske imperie, blev Buenos Aires i 1776 centrum for vicekongedømmet Río de la Plata. Buenos Aires var altså nu både en vigtig handelsby og et administrativt centrum af stor betydning for de spanske koloniherrer. Men efter Napoleons invasion af Spanien (og Portugal) i 1807, svækkedes Spaniens kontrol over kolonierne i Latinamerika, herunder vicekongedømmet Rio de la Plata og kravet om selvstændighed steg, hvilket kulminerede i maj 1810, hvor myndighederne i Buenos Aires erklærede sig uafhængige af Spanien.

Herefter fulgte flere års kamp mod de spanske styrker, under ledelse af bl. a. Argentinas nationalhelt José de San Martín, indtil man endelig opnåede selvstændighed i 1816 (kampene fortsatte dog nogle år endnu før de spanske styrke endegyldigt var smidt ud af regionen).

Borgerkrig, politisk fragmentering og Juan Manuel de Rosas

I årtierne efter 1816 var Argentina præget af stor ustabilitet, vold og borgerkrig, mens den ene diktatorer efter den anden kom og gik. En væsentlig årsag til uroen og ustabiliteten var striden mellem Unitarios (centralisterne) og Federales (føderalisterne). Mens Unitarios ønskede en stærk central regering med Buenos Aires som hovedstad, ønskede Federales mere autonomi for provinserne.

Der kom for en tid nogenlunde styr på tingene, da Juan Manuel de Rosas kom til magten i 1829. Rosas havde tidligere været del af Unitarios, men blev senere leder af Federales. Rosas skulle komme til at dominere Argentinsk politik frem til 1852. Under hans styre etableredes et stærkt undertrykkende og brutalt styre med udgangspunkt i Buenos Aires. Juan Manuel de Rosas tid som Argentinas diktator endte efter han led nederlag ved slaget ved Caseros, hvilket markerede afslutningen på hans autoritære styre og begyndelsen på en ny æra i argentinsk politik (Rosas gik i landflygtighed i England).

Den betydning som landbruget fik for Argentinas økonomiske vækst frem til det 20. århundrede var da allerede undervejs. Dyrkning af hvede og majs og selvfølgelig kvægdrift spillede således en central rolle for Argentinas økonomiske vækst, og Buenos Aires var det ubestridte handelscenter for disse produkter.

Forfatningen af 1853 og og det “Argentinske mirakel”

Efter Rosas’ fald i 1852 vedtog Argentina en ny forfatning i 1853, som lagde grundlaget for en føderal republik og fortsat gælder, omend med en række efterfølgende ændringer. Efter indførelsen af den nye forfatning fulgte en periode hvor liberale præsidenter som bl a. Justo José de Urquiza (1854-1860) og Bartolomé Mitre (1862-1868) gennemførte en økonomisk modernisering og bl.a. fremmede infrastrukturudviklingen i det fortsat tilbagestående Argentina.

Forfatningen af 1853 og dens (umiddelbare) betydning.

Der er almindelig enighed om at Argentinas forfatning fra 1853 fik stor betydning for den rivende økonomiske udvikling i Argentina i de følgende årtier op til den 1. verdenskrig. Desværre er det også et godt eksempel på, at ét er hvad man skriver, noget andet er hvad man gør. Med andre ord, det der “med lov skal land bygges” har altid været lettere problematisk i Argentina ( og store dele af resten af Latinamerika for den sags skyld).

Forbilledet var den amerikanske forfatning og dens deling mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt, indebar (i hvert fald i ord), at

1. Argentina blev etableret som en føderal republik, hvor magten blev delt mellem den nationale regering og provinserne.
2. Der Indførtes en tredeling af magten (igen, mere på papiret end i virkeligheden) i den udøvende, lovgivende og dømmende magt efter amerikansk forbillede, hvor
   • præsidenten, skulle vælges ved direkte valg (hvilket først reelt skete i1916), fungere som statsoverhoved og regeringschef, udnævne alle embedsmænd og have vetoret over lovgivningen.
   • Der indførtes et to-kammer system bestående af Senatet og Deputeretkammeret. Senatet repræsenterer provinserne, mens Deputeretkammeret repræsenterer befolkningen.
   • Et uafhængigt retssystem med højesteret som den øverste domstol etableredes (desværre mere i ord end gerning, som historien igen og igen har vist).
3. Garanteredes en række grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsret (og ja igen, desværre ofte ikke “in real life”). Sikringen af den private ejendomsret kan dog angives som en en væsentlig årsag til de store udenlandske investeringer (især fra Storbritannien) og den høje økonomiske vækst som fulgte de efterfølgende årtier.

Argentina blev herefter i de sidste årtier af det 19. og første af det 20. århundrede en af de hurtigst – I perioder formentlig dén hurtigst – voksende økonomier i verden.

Af naturlige grunde er vores datamateriale noget tyndt om datiden, men bruger vi Maddisons database, hvor man gennem årene har gjort et meget stort stykke arbejde i at estimere historisk BNP, kan vi jo se på udviklingen i BNP per indbygger for henholdsvis Danmark og Argentina fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrigs udbrud.

To forhold er væsentlige at huske i den forbindelse.

For det første, at den globale ulighed var væsentlig mindre før den industrielle revolution for alvor slog igennem, af den simple grund at langt de fleste havde en elendig levestandard over det mest af kloden. Stigningen i den globale ulighed, som formentlig kulminerede for blot et par årtier siden var ikke mindst drevet af det forhold, at den hurtige velstandsstigning, der fulgte i kølvandet med den industrielle revolution i 2. halvdel af det 18. århundrede i begyndelsen kun omfattede relativt få lande i verden.

Der var altså tale om, at en håndfuld lande (primært Nordeuropa samt enkelte tidligere og fortsatte engelske kolonier) “løb” fra de andre. Ser man således på Kinas og Indiens andel af den globale økonomiske aktivitet for 250 år siden, var den formentlig større end på noget tidspunkt siden da.

Først i de senere årtier har Indien og ikke mindst Kina igen stået for en hastig stigende andel af den samlede globale økonomiske aktivitet. Med andre ord er vi egentlig blot på vej tilbage til “normalen”, som den så ud før den industrielle revolution for alvor tog fart.

For det andet skal også medtages at Danmark fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til første halvdel af det 20. århundrede var inde i en periode med hastig økonomisk vækst og udvikling. Relativt i forhold til resten af verden toppede vores økonomiske velstand således i perioden fra 1930erne til slutningen af 1950erne.

Med det in mente kan vi konstatere, at hvor BNP per indbygger i Argentina i midten af det 19. århundrede udgjorde ca. 70 pct. af dansk BNP pr. indbygger, var den på niveau med Danmarks BNP pr. indbygger omkring århundrede skiftet – og i perioder endda højere.

Kilde: Maddison (2020)

Drømmen om Argentina (1880-1914)

Som ovenfor nævnt, var det især i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet, at Argentina i den grad oplevede meget høje vækstrater. Flere faktorer bidrog til denne udvikling

Argentinas frugtbare pampas indebar at Argentina var stærkt konkurrencedygtig som producent af hvede, majs og oksekød. Ved at udnytte dette potentiale, blev Argentina da også en af verdens førende eksportører af disse produkter. Lige som for Uruguays vedkommende, kom opfindelsen af køleskibet til at spille en afgørende rolle for eksportmulighederne. Der var tale om en sand revolution, som nu gjorde det muligt at transporte let fordærvelig varer over store afstande. For Argentina (og Uruguay) ikke mindst kød til Europa.

Som nævnt garanterede forfatningen af 1853 beskyttelsen af den private ejendomsret. Koblet med det store økonomiske potentiale og ikke mindst den relative politiske stabilitet, som prægede perioden fra 1880 til 1914 under ledelse af præsidenter som Julio Argentino Roca og Roque Sáenz Peña, tiltræk det betydelige udenlandske Investeringer. De finansierede infrastrukturprojekter som jernbaner, havne og telegraflinjer. Dette forbedrede transport- og kommunikationsnetværk, hvilket igen lettede handel og økonomisk vækst.

Og så oplevede Argentina en massiv tilstrømning af europæiske immigranter. Disse immigranter leverede arbejdskraft til landbrugs- og industrisektorerne, ligesom de grundlagde en lang række virksomheder.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er i disse år, at byen bliver en af verdens verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på datidens rigdom.

Argentina var i begyndelsen af det 20. århundrede også et af verdens verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere i 1914!

At man oplevede denne kraftige indvandring siger også noget om at helt galt kan det ikke have stået til, trods en formentlig betydelig ulighed – ikke mindst på landet – hvor ejerskabet til jorden ofte var koncentreret på meget få hænder (en arv fra kolonitiden). Et kendetegn ved Latinamerika generelt, og i modsætning til fx. USA. Vi må i hvert fald gå ud fra, at migranterne havde en forventning og opnåede bedre levevilkår end hvor de kom fra.

Af andre forhold som viser Argentinas relative velstand og hvorfor mange fattige europæere drømte om at rejse dertil, kan ud over den høje urbanisering fx. nævnes at Argentina i 1914 havde et af verdens mest omfattende jernbanenetværk, mens antallet af biler kunne måle sig med Londons.

I 1914 havde Argentina således forvandlet sig til en af verdens rigeste nationer med en blomstrende økonomi og en hastigt voksende befolkning.

I 1916 fik Argentinerne så deres første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen fra den Radikale Borgerunion (UCR). Dette var resultat af hvad der er blevet kaldt Sáenz Peña-loven, opkaldt efter præsident Roque Sáenz Peña, som blev vedtaget i 1912 og indførte hemmelig og obligatorisk stemmeret for mandlige argentinske borgere.

Javier Milei har ofte henvist til 1916 som starten på Argentinas økonomiske nedtur. Han taler således ofte om at Argentina har haft socialistiske regeringer i mere end 100 år. Det vil undertegnede måske nok mene er at strække den lige lovligt meget. Og desuden var kimen til Argentinas deroute sået mange år før, hvilket jeg kommer ind på i næste “kapitel” i sagaen om Argentinas opstigning til et af verdens rigeste lande og dets efterfølgende spektakulære nedtur i det 20. århundrede.

Lukning af adgangen til X kom efter Elon Musk og X i første omgang nægtede at følge krav fra Moraes – ofte uden begrundelse – om at lukke en lang række specifikke konti på X, bl.a. tilhørende folkevalgte medlemmer af Brasiliens underhus.

Afvisningen fra X medførte at selskabet blev pålagt dagbøder, som de også nægtede at betale, hvorefter de nedlagde deres lokale repræsentation (hvilket er et krav ifølge brasiliansk lovgivning). Men det stoppede ikke her. Som følge af at X nægtede at betale dagbøderne og følge Alexandre de Moraes påbud om at censurere dets brugere og lukke specifikke brugerkonti, blev de brasilianske bankkonti hos satellitfirmaet Starlink indefrosset. Efterfølgende er de næsten 19 mio. real i bøder, blevet trukket fra Starlinks konti i Brasilien og overført til den Brasilianske stat. Herefter er Starlinks konti blevet åbnet igen.

Problemet er bare, at Starlink er en global satellitbaseret internetudbyder, som har ca. 200.000 brugere i Brasilien, ikke mindst i Amazonas-regionen. Den er er ejet af SpaceX, som nok er startet af Elon Musk, men ellers har en anden ejerkreds end X Holdings Corp, som ejer X.

Brasiliens højesteret og dets dommere har en helt anden – og langt mere aktivistisk rolle – end vi kender det både fra USA og herhjemme. Og ifølge Brasiliens temmelig strenge lovgivning om regulering af sociale medier, er det indenfor lovens rammer at én højesteretsdommer kan lukke et socialt medie, som ikke efterkommer højesterets krav. Men det er dog ikke hele historien. Det handler også om Moraes’ personlige tilbøjelighed til at søge højtprofilerede sager og iscenesætte sig selv, noget som ikke er usædvanligt – heller ikke for dommere – i Brasilien.

Venstrefløjen jubler og højrefløjen raser

Ifølge en meningsmåling udført af AtlasIntel mener ca. 57 pct. af de adspurgte brasilianere, at Moraes beslutning er politisk motiveret, mens næsten 2 ud af 3 mener, at det var forkert at blokere Starlinks konti. Til gengæld er befolkningen stort set delt i to lige store blokke, når det kommer til, hvorvidt det var i orden at blokere X.

Det afspejler formentlig den kraftige polarisering, som længe har præget Brasilien. Er du venstreorienteret, vil du være tilbøjelig til at støtte forbuddet, men er du højreorienteret, er du imod. Ikke mindst hvis du tilhører den mere yderliggående del af højrefløjen, associeret med tidligere præsident Jair Bolsonaro. Frihed og ytringsfrihed er altså godt, når det gælder én selv og dem man er enige med, men ikke så godt, når det handler om ”de andre”.  

Det hjælper nok heller ikke, at Elon Musk er sprunget ud som en aktiv Trump-støtte. Men som Jacob Mchangama skrev på X efter Moraes og højesterets beslutning i Brasilien:

”If your instincts are that Moraes = good, because Musk = bad, consider that Moraes’ war on “fake news” started in 2019 long before Musk acquired Twitter”. Hvorefter han i en af en række kommentarer til den oprindelige post argumenter, bl. a. påpeger, at ”You can’t have free and immediate online speech without accepting that “disinformation” will be part of the ecosystem of information and ideas. Fortunately there’s lots of evidence to suggest that the problem of disinformation is frequently exaggerated and poses less of an existential threat” than the doomsday prophecies would have you believe”.

Det skal understreges at der bestemt ikke er grund til at gøre Musk til en “helt”, som på vegne af ytringsfriheden holder fanen højt. I andre situationer, bl. a. i Tyrkiet, har man frivilligt og uden de store protester efterlevet myndighedernes krav om at lukke konti hos kritikere af Erdogan.

Moraes blev udnævnt til højesteretsdommer under den centrum-højreorienterede og konservative præsident Michel Temer (præsident efter Dilma Rousseff måtte gå af i 2016). Og han blev rost i Brasilien, da han under Jair Bolsonaros tid som præsident gik mod ham og hans mildt sagt til tider temmelig autoritære politik, bl.a. når Bolsonaro før valget i 2022 offentligt satte spørgsmålstegn ved selve optællingen af stemmerne. En fortælling der fortsatte efter han havde tabt valget. Bolsonaro er sidenhen blevet udelukket fra at stille op til valg i otte år på grund af sine løgne omkring de stemmemaskiner, man bruger i Brasilien.

Moraes’ ”korstog” synes også at handle om mere end opretholdelse af brasiliansk lov. Som The Economist påpeger i artiklen The all-powerful judge taking on Elon Musk , er Moraes en mand, som ”kan lide og forstår magt” og har omfattende kontakter i politi, militær og efterretningstjenester. Og mens det er normen i vestlige demokratier, at undersøgelser indledes af anklagemyndigheden eller politiet, har Moraes i flere sager givet sig selv beføjelser til både at indlede undersøgelser, agere anklager og dommer på én gang. Med en manglende juridisk definition på, hvad misinformation (fake news) egentlig er, og ved at kræve konti lukket uden begrundelse, bliver det mildt sagt problematisk. Moraes var f. eks. manden bag, at ikke-krypterede private samtaler og løs snak om, hvorvidt et kup var at foretrække frem for Brasilien igen fik en demokratisk venstreorienteret præsident, førte til at de pågældendes hjem blev ransaget, bankkonti indefrosset og sociale medie-konti suspenderet. Uanset at man kan mene – hvilket gælder undertegnede – at demokrati naturligvis altid er at foretrække – også når de der vinder er nogen, man ikke er enig med, er det jo en temmelig voldsom reaktion.

Lad os endelig kunne læse hvor vanvittige ideer folk har om verden vi lever i

Om så de mere eller mere drakoniske tiltag, man ser rundt om i verden – også i lande der betragter sig selv som frie og demokratiske – der indskrænker ytringsfriheden, så overhovedet afhjælper problemerne med fake news, had tale osv., er en anden sag. Vanvittige forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen, løgne og bedrag, har der alle dage været masser af  – også før de sociale medier kom til – og mon ikke der altid vil være det?

Og hvor meget værre er det egentlig i forhold til tidligere? Måske er den væsentligste forskel, at vi nu kan se og reagere på det? Ja, måske er det ligefrem en fordel, at det nu foregår i det åbne i stedet for i det skjulte, og at sociale medier som X giver mulighed for at man kan reagere på det?

Musk og Tucker Carlson

Et godt eksempel på dette er måske reaktionen, da Elon Musk tidligere på måneden delte et interview, som den kontroversielle journalist Tucker Carlson havde med en vis Darryl Cooper, af Carlson betegnet som ”den måske bedste og mest ærlige populærhistoriker i USA”. Musk knyttede dertil ordene: ”meget interessant, værd at se”.

Musk havde dog tydeligvis ikke selv set interviewet, for Darryl Cooper kan nok bedst betegnes som tæt på at være naziapologet og mængden af desinformation og absurditeter i interviewet – eller hvad vi nu skal kalde det – var mildt sagt overvældende.

Efterfølgende har Musk da også slettet det oprindelige opslag med en forkølet undskyldning om, at han kun havde set dele af det, hvilket sådan set også siger en del om Musks troværdighed eller mangel på samme, uanset om man er enig eller uenig i hans holdninger.

Men skal Tucker Carlson, som med rette er en temmelig omstridt journalist, nægtes adgang til de sociale medier? Altså hvis vi ser på reaktionen hos en række ”rigtige” historikere, ville det være en skam. For naziapologeter som Darryl Cooper findes – sociale medier og internettet eller ej – og Tucker Carlson findes jo også.  

Hvad der er sket efterfølgende er, at især Coopers udtalelser om 2. Verdenskrig og Winston Churchill vs. Adolf Hitler har udløst en sand kaskade af reaktioner og artikler, som ”debunker” Darryl Cooper. Noget som kun var muligt, netop fordi også Tucker Carlson har adgang til de sociale medier.

Også relevant herhjemme

Også herhjemme ser vi samme kamp om ytringsfriheden. Når fx, en ikke ubetydelig nationalkonservativ stemme i den danske debat, som jævnligt skriver i Berlingske, reagerede på at Tivoli smed en gæst ud, fordi vedkommende havde en T-shirt på, hvor der stod ”boykot Israel”, ved at skrive på X, at ”TAK, Tivoli. Fascismen kan pakke sig”, må man jo naturligvis forvente at det er helt ok med hende, hvis det er hende der nægtes adgang næste gang på grund af et eller andet ved hendes beklædning fx.

Og nej, selv om flere på venstrefløjen gjorde det til et spørgsmål om ytringsfrihed at en gæst blev nægtet ophold i Tivoli på grund af en T-shirt, er det naturligvis noget vrøvl. Der er tale om en privat virksomhed, og for mit vedkommende må Tivoli stille lige præcis de krav til gæsternes påklædning, de har lyst til. Men ligefrem af hylde Tivolis tiltag, som ikke rigtigt virker gennemtænkte er dog et stykke vej? (og håndhævelsen kan aldrig blive andet end mildt sagt temmelig arbitrær). Kravet om politisk neutral påklædning, som åbenbart er det Tivoli henviser til, Hvad betyder det egentlig?

Og så er der selvfølgelig sagen med det mangeårige medlem af Enhedslisten, Jan Kjærgaard Hansen, som er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv. Her har Politiet åbenbart ifølge medierne rejst en sag om terrorbilligelse ( straffelovens §136, efter hvilket den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år) på baggrund af et interview i BT ( Enhedslisten-medlemmer vil genoptage pengestrøm til organisation, der deltog i terrorangreb), fordi Jan Kjærgaard Hansen mener at man bør genoptage samarbejdet med PFLP, selv om de formentlig deltog i terrorangrebet den 7. Oktober – hvilket han vist ikke helt tror på – fordi han anser dem for at være frihedskæmpere på ligne med danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig.

Man kan sagtens mene – hvilket jeg selv gør – at mandens synspunkter er fuldkommen absurde. Men skal han potentielt dømmes til op mod 3 års fængsel for billigelse af terror, fordi han i et interview siger hvad han mener? PFLP er (korrekt efter min mening) på listen over terrorbevægelser og som sådan er det jo i orden at retsforfølge borgere, som yder aktiv støtte til dem – som det skete med Fighters and Lovers i 2008 Men et er dog at give udtryk for en overbevisning eller holdning, som de fleste af os andre finder absurd, og så aktivt yde støtte til mennesker og organisationer der aktivt deltager i terror. Og så kan det godt være, at et andet medlem af Enhedslisten, nemlig folketingsmedlem, gruppeformand og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, som for øvrigt mente, at dommen over medlemmerne af Fighters and Lovers i 2008, da disse blev dømt for økonomisk at støtte FARC og PFLP i 2008 var forkert, her i 2024 mener at ”kort og godt, så synes jeg, at det [Jan Kjærgaard Hansens o.a. forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP] er fuldstændig langt ude,” som hun skriver i et svar til BT. I 2008 lød det lidt anderledes, når det handlede om Fighter+Lovers støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP:

Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.

Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold.  Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.
-Trine Pertou Mach (2008)

Det ændrer bare ikke ved at vi her har tale om en sigtelse (i 2024), som ret beset er baseret på at et menneske giver udtryk for sin overbevisning. For hvad bliver det næste? Hvad nu hvis det du tror på kriminaliseres?

Og her har vi så ved problemets kerne. Heldigvis er vores politiske tradition og kultur væsensforskellig fra den brasilianske, og ikke mindst er vores retssystem helt anderledes indrettet. Men på det personlige plan er vi måske ikke så forskellige fra brasilianerne. Ytringsfriheden og frihed i det hele taget er vist desværre noget som primært gælder, når det er synspunkter og holdninger, man selv deler.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Nu er det så udsigten til et faldende befolkningstal som problematiseres som hvis ikke noget nær menneskehedens undergang, så dog et problem af et omfang, som kalder på umiddelbar handling. Men hvorfor egentlig og hvordan ser ”den nære fremtid” egentlig ud herhjemme? 

Men lad os lige starte med at se på hvordan Danmark gik fra at have en befolkning på under én mio. i begyndelsen af det 19. århundrede til tæt på 6 mio. i dag.

Som det fremgår af nedenstående figur, der viser hvor mange nyfødte, der døde inden de nåede 5-års alderen, var det tæt på 40 pct. i begyndelsen af det 19. århundrede. I starten af forrige århundrede var dette faldet til ca. 15 pct. Her i 2024 er det mindre end 4 promille, som ikke overlever de første 5 år. En i sig selv bemærkelsesværdig udvikling.

Figur 2

Mens børnedødeligheden falder gennem hele perioden, ser det dog noget anderledes ud for antal nyfødte per 1000 indbyggere; se nedenstående figur. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde de ca. 3-3,2 pct. af den samlede befolkning og andelen toppede omkring 1860 med ca 3,3 pct. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem faldt andelen herefter kraftigt frem til hvor tid, hvor andelen af nyfødte i et givent år udgjorde lidt over en pct. af befolkningen.

Figur 3

Ovenstående er en velkendt udvikling, som alle lande går eller er gået igennem, kendt som den demografiske transition.

Først falder børnedødeligheden og senere begynder fertilitetsraten også at falde. Det skete i Danmark, som det er sket og sker i resten af verden. Der er stor forskel på både hastighed og hvor kraftigt fertilitetsraten falder, samt hvornår denne transformation finder sted. Det indebærer at sammensætningen af verdens befolkning, ikke kun fordelt på alder, men også oprindelse, oplever en kraftig forandring, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Det er ikke noget nyt fænomen. Således er den afrikanske befolkning næsten 10-doblet siden 1900, og yderligere forventes at tredobles frem til slutningen af dette århundrede.

Figur 4

Kilde:  World Population Prospects – Population Division – United Nations

I samme periode halveres befolkningen, alt andet lige, i bl. a. Kina samt en række østeuropæiske og sydeuropæiske lande.

For hele Europa gælder, at den netop er toppet med ca. 740 mio. mennesker, og forventes at falde til ca. 585 mio. indbyggere frem mod 2075. Kinas befolkning topper også i disse år og forventes herefter at falde fra ca. 1,4 mia. til ca. 1,3 mia. frem mod 2050, for derefter at være faldet til ca. 800 mio. i slutningen af dette århundrede.

Også Indiens befolkning falder efter 2075 ifølge FN. Så jo, der er store forandringer i gang, når det kommer til både befolkningssammensætning og den samlede globale befolkning.

Det skal understreges, at der er tale om prognoser. Hvor mange vi vil være, når befolkningstallet peaker og hvornår, er der således en vis uenighed om. Alt er naturligvis afhængig af hvorvidt forudsætningerne for de prognoser man laver er korrekte, herunder udvikling i fertilitet og levealder, og for de enkelte lande, hvorledes migrantionsstrømmene udvikler sig. At fertiliteten er faldende, har vi dog vidst længe og for visse lande er den endog faldet drastisk, som det fremgår af nedenstående.

Tabel 1.

Den samlede globale fertilitet er på nuværende tidspunkt, ifølge FN, ca. 2,3 barn per kvinde i den fødedygtige alder.

Figur 5

Men er det et problem at ca. 40 pct af jordens befolkning år 2100 er afrikanere? (det svarer ca. til Indien og Kinas andel i dag), at Europas befolkning falder fra ca. 740 mio. mennesker til under 500 mio. mennesker frem mod år 2100? Og hvis man mener det er et problem, kan man så gøre noget ved det og skal man overhovedet gøre noget ved det?

Det er muligvis et problem for de enkelte lande – større eller mindre, alt efter hvorledes økonomien er indrettet – ikke mindst har det betydning for indretningen af velfærdsstatsmodellerne. Og det meste af diskussionen i disse år, ikke mindst herhjemme, synes også mest af alt at handle om betydningen for de offentlige finanser. Og det selv om vi ret beset har færre problemer end de fleste andre lande, ikke mindst på grund af den løbende regulering af pensionsalderen og den faldende betydning af folkepensionen for det fleste.

Lev med det – det handler om tilpasningsevne

Som det fremgik af figur 1 er det længe siden at den danske befolkning reproducerede sig selv og alligevel er den fortsat med at vokse. Fra lige under under 5 mio. i 1970 til lige under 6 mio. i dag, mens den forventes at vokse til ca. 6,2 mio. i 2070. Aldersfordelingen ændrer sig under vejs, hvilket vist driver en del af den debat som er og har været tilbagevendende i de senere år (ligesom den altid tilstedeværende debat om indvandring), herunder ikke mindst andelen af befolkningen, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Figur 6

Mens den samlede befolkning som før nævnt forventes at stige til ca. 6,2 mio. indbyggere (husk det er en prognose), falder andelen af de som vi kan antage er en del af arbejdsmarkedet, baseret på alder i forhold til de aldersgrupper som står uden for.

Jeg har valgt at medtage de der befinder sig i aldersgruppen 20-69 årige som repræsenterende den erhvervsaktive del af befolkningen (afgrænsningen kan altid diskuteres). Denne gruppes andel falder med ca. 5 pct. point, svarende til et fald på 7,7 pct. frem mod 2070, fra at udgøre lidt over 63 pct., til at udgøre lidt over 58 pct. Modsvarende falder andelen under 20 år ca. 1,7 pct point, også svarende til et fald på ca. 7,7 pct. point. Til gengæld stiger andelen over 70 år med 6,5 pct. point, svarende til en stigning på ca. 43 pct.

Udviklingen i antal 20-69 årige fremgår af nedenstående figur 7. Vær opmærksom på at grafen starter ved 3.480.000. Reelt er der tale om at det maksimale antal i gruppen forventes at blive lidt over 3.640.000 i 2040, hvorefter antallet falder frem mod 2056 til 3.540.000 i den pågældende aldersgruppe, for derefter at stige frem mod 2070, hvor der vil være lidt færre end 3.640.000 indbyggere i denne aldersgruppe (pensionsalderen er fastsat ved lov til at være 69 år i 2035).     

Figur 7

Kilde: Dst.

Det har naturligvis, alt andet lige, betydning for arbejdsudbuddet, om end det altså, alt andet lige må forventes at være ca. det samme (lidt mindre) i 2070 som i 2024. Værdien af producerede varer og tjenesteydelser vil altså være lidt mindre i 2070 end i 2040 (igen alt andet lige), men betydeligt højere end på nuværende tidspunkt – også i forhold til indbyggertallet, selv hvis man tager højde for væksten i den samlede befolkning.

Og så er der jo slet ikke taget højde for produktivitetsudviklingen. Det kan selvfølgelig være, at der slet ikke er nogen – man ved jo aldrig hvad politikerne kan finde på af tåbeligheder – men hvis vi tager udgangspunkt i en forbedring på gennemsnitlig 1 pct. om året (den bør være, og kan være væsentlig højere, hvis skiftende regeringer og folketingsflertal rent faktisk lyttede til hvad økonomer siger), er der næppe et problem.

Figur 8

Kilde: Dst og egne beregninger

Figur 8 illustrerer udviklingen, hvis vi både tager højde for en forventet produktivitetsfremgang på i gennemsnit ½ pct., 1 pct. og 1,5 pct. og udviklingen i aldersgruppen 20-69 år. Det er vist ret tydeligt hvad det betyder, om den gennemsnitlige produktivitetsfremgang havner på ½, 1, eller 1,5 pct. Selv hvis vi ender på sølle ½ procent indebærer det, at den samlede realværdi stiger betydeligt mere end den samlede befolkning. Mens en stigning på i gennemsnit 1,5 pct. indebærer en næsten fordobling frem mod 2070 (Den svenske timeproduktivitet er i gennemsnit steget 1,6 pct. om året de seneste 20 år, så selv det burde være et konservativt bud på en mulig udvikling)

Men hvad så med udviklingen efter 2070 og hvad med resten af verden? Well. For det første kunne man penge på, hvilket overvismanden også har gjort, at der er visse fordele ved et faldende befolkningstal – fx i forhold til udledningen af drivhusgasser og ’presset” på den natur der omgiver os (hvorfor det også er afgørende at der i Afrika sker en fortsat urbanisering og velstandsfremgang). Og i det hele taget må man stille sig følgende to spørgsmål:

1. Hvad kan vi egentlig sige om hvordan verden ser ud om 50 år, 100 år eller mere? Indtil nu har vi oplevet både en historisk kraftig stigning i befolkningstallet samtidig med at velstanden er steget endnu mere. Det er den historiske udvikling, men det indebærer jo ikke at stigende befolkning er en forudsætning for stigende levestandard.

2. Selv hvis man ønskede at øge fertiliteten, kan det så overhovedet lade sig gøre i nogen meningsfuld grad? Det er jo ikke fordi lande med lave fertilitetskvotienter ikke har prøvet med alt fra medaljer til skattefrihed og direkte tilskud. Det ser dog ikke ud til at have betydet andet end muligvis et lidt mindre fald i fertiliteten, se også et par af nedenstående links.

Det minder en hel del om fx. egnsudvikling, hvor man i årtier har smidt mia. af skattekroner efter tyndt befolkede områder og ”udkantsdanmark”, alt mens befolkningen er strømmet den anden vej.

Så herfra skal blot lyde at Ja, fra slutningen af dette århundrede vil det globale befolkningstal falde og det har betydning for valg af først og fremmest velfærdsmodeller. I mellemtiden ville det være rart hvis man holdt op med at opfordre os til at arbejde mere. Det er nu en gang ikke målet med tilværelsen, og slet ikke når man ønsker at vi skal gøre det for andre end os selv og vores egne. Her på bloggen lægger vi ikke skjul på, at vi bestemt ikke mener, at den enkelte er til for statens – ikke mindst velfærdsstatens skyld, men primært for sig og sine.

Links:

Om hvorfor man får børn:

Forsker: Børn bliver set som arvegods, du ikke kan skille dig af med (berlingske.dk)

Carl-Johan:

Det skrumpende Danmark er nu på dagsordenen | Økonomisk Ugebrev

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst? (cepos.dk)

»Børn er ikke en forudsætning for det gode liv. Ofte er de i vejen for det gode liv« (berlingske.dk)

Førende forsker vil aflive myter om, hvorfor vi får færre børn: Årsagen skal findes et andet sted (berlingske.dk)

Gapminder

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Kommentar: Ny befolkningsfremskrivning viser stor demografisk modvind (danskerhverv.dk)

Global Population Implosion to Less Than 200 Million People in 2300 | NextBigFuture.com

Aging Is the Real Population Bomb (imf.org)

How has world population growth changed over time? – Our World in Data

What Helps Explain the World Population Explosion? | St. Louis Fed (stlouisfed.org)

African Century (imf.org)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

African Century (imf.org)

Doepke_Becker_QQ_1114.pdf (northwestern.edu)

Don’t worry about global population collapse – The Japan Times

Global fertility has collapsed, with profound economic consequences (economist.com)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

Hold benene samlet. For Danmark | Weekendavisen

Topøkonom går i rette med udbredt opfattelse: De lave danske fødselsrater er ikke en bombe under økonomien (berlingske.dk)

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Amerikansk stjerneforsker har gransket de lave fødselsrater: Vi har aldrig set noget lignende før (berlingske.dk)

Trump og hans rådgiveres argumenter for øget protektionisme og hvorfor øget handel med andre lande skadede USA var (og er) deciderede absurde. Således mener man at import skader BNP, fordi man trækker import fra eksport. Selvfølgelig gør man det. Den indgår jo allerede i forbrug og investeringer.

Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).

Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.

Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.

I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.

Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.

Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.

Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:

“They are all a bunch of socialists”

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Kort fortalt blev BNP udviklet fra 1930erne og frem. Oftest krediteres den senere nobelprismodtager Simon Kuznets for at have lagt grunden til det som blev BNP.  Hans idé var at fange al økonomisk produktion fra enkeltpersoner, virksomheder og det offentlige i et centralt nøgletal. Kuznets advarede fra start af mod at ”læse for meget ind i BNP og dets udvikling”.

De fleste kender formentlig den gængse måde at definere BNP (bruttonationalproduktet), men vi tager den lige en gang til her:

BNP = C + I + G + (X – M), hvor C er privatforbrug, I bruttoinvesteringer, G offentligt forbrug og (X – M) nettoeksporten.

Hvad ovenstående ligning siger er altså at en økonomis indkomstskabelse – eller værditilvækst – kan sættes lig med det samlede indenlandske forbrug, investering samt nettoeksport. Så langt så godt.

Men hvis man samtidig tror at BNP også fortæller os om velstand, velfærd og hvis vi skal op på den høje nagle, velvære og tilfredshed med livet, bliver det et problem (se også senere). For slet ikke at tale om hvorvidt det forklarer noget om sommerens tema “økonomisk vækst”. BNP er et produkt, ikke en årsag.

Kritikken af BNP som mål for andet end indkomstdannelsen/skabelsen er bestemt ikke af nyere dato. Udover Kuznets, som forøvrigt afbrød arbejdet for den amerikanske regering, fordi BNP endte med ikke at indeholde “ikke-betalt arbejde” kan nævnes den amerikanske økonom Moses Abramovitz, der i slutningen af 1950erne påpegede, at man skal være skeptisk overfor “at langsigtede ændringer i vækstraten for velfærd kan måles ud af ændringer i vækstraten for produktion”. Se også her.

Jeg mindes nu heller ikke fra min tid på universitet, at ”bare” man øger BNP så meget som muligt, så er det lig med bedre velfærd og velvære.

Udviklingen i BNP underdriver velstandsudviklingen.

Før vi vender tilbage til det med at måle ”velvære” og vel egentlig tilfredshed med livet, så skal vi lige se på nogle af de ”tekniske” problemer der er med BNP, også hvis man alene ønsker at måle ”materiel” levestandard. Problemer som kun er blevet større gennem tiden.

Hvis jeg skulle skrive om alle de problemer der er med BNP, ville det kræve en hel bog (de er skrevet, nogle mere seriøse end andre). Dette indlæg er således blot en illustration af nogle af de problemer der er med begrebet. At jeg og andre så alligevel anvender udviklingen i BNP flittigt, vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Teknologisk udvikling og BNP.

I dag render mange af os rundt med ”verdens største pladesamling” og adgang til tusindvis af film og serier, bogstaveligt talt i lommen, hvis ens foretrukne ”mediecenter” er ens smartphone. Dette til forskel fra tidligere hvor man var nødt til at købe eller leje fysiske medier, for at kunne nyde den musik, film og serier man havde lyst – med mindre man lod sig spise af med radio og TV, hvor andre bestemmer hvad man skal lytte til og se.

Harald Edquist,  Peter Goodridge og Jonathan Haskel kommer i en analyse i 2020 (The economic impact of streaming beyond GDP) frem til, at streaming af musik alene har givet en gevinst til forbrugerne på 76 mia. USD. En gevinst der vel at mærke ikke afspejles i BNP.

Det samme kan siges om den gevinst forbrugerne har opnået i kraft af at vores smartphones – selv de relativt billige – har erstattet en lang række funktioner, ofte i langt højere kvalitet, som før i tiden krævede at man investerede i ofte meget dyrt udstyr. Kvaliteten af videoer optaget på en smartphone i dag er således langt, langt bedre end endog meget dyre videokameraer kunne mønstre for få årtier siden. Den gevinst indgår heller ikke i BNP.

Ovenstående er blot ét eksempel. Når man først går i gang med at tænke over det, er det faktisk temmelig ”mindblowing” hvor meget den teknologiske udvikling har betydet for vores levestandard (inkl. velvære og mulighed for at øge vores livskvalitet)

En væsentlig pointe man skal holde sig for øje er, at i den udstrækning af vi nu betaler mindre – eller intet – for det samme eller mere og ikke mindst noget bedre, så vil vi efterspørge (og producere) andre produkter og tjenesteydelser. Men her er jo faktisk tale om at vi kan forbruge meget mere til en meget lavere pris.

BNP og ”The broken window fallacy”

Næste eksempel er en klassiker. Det følger af definitionen på BNP, at der ikke tages hensyn til destruktion (værdiforringelse) af en økonomis ”aktiver”. Krig og naturkatastrofer vil på den ene side, i det omfang det skader kapitalapparatet nok, indebære et fald i produktionen (og dermed det mulige forbrug), men på den anden side vil det øge den registrerede økonomiske aktivitet umiddelbart efterfølgende, i takt med at man genopbygger det ødelagte. Men man er ikke nødvendigvis bedre stillet end man var før katastrofen indtraf. Over tid ser det dog noget anderledes ud. De ressourcer der må anvendes til genopbygning efter krige og naturkatastrofer kunne jo være gået til andre investeringer, som kunne have skabt yderligere vækst på længere sigt.

Alt det der ikke indgår i BNP

Dyrker du selv dine gulerødder i stedet for at købe dem? Maler du selv din bolig i stedet for at lade en maler gøre det (på regning)? Er du blandt dem som passer børn og ældre i familien i stedet for at lade det offentlige gøre det? Ja, så optræder det jo ikke i BNP ligesom frivilligt arbejde heller ikke gør det. Det samme gælder f. eks. Wikipedia hvis værdi i nationalregnskabet er nul! Det er jo baseret på frivilliges indsats. Det var sådan set det problem som i sidste ende ledte til at ophavsmanden til BNP Kuznets stoppede samarbejdet med den amerikanske regering, da man valgte kun at medtage ydelser som var resultat af en handel (hvis vi altså så lige ikke gælder medtagelsen af offentligt forbrug).

Og så er der selvfølgelig problemstillingen omkring indhentning af den nødvendige data til beregning af BNP. Mens det er muligt i den legale del af økonomien, så er det unægtelig noget sværere, når det kommer til en række illegale markeder. Når man i siden 2014 har medtaget handel med illegale rusmidler i beregningen af BNP, så sker det jo ved at estimere værdien, og hvad med den parallelle (sorte) økonomi, som i visse lande er ganske omfattende?

Jovist, usikkerheden ved at bruge BNP som indikator for den økonomiske udvikling er betydelig.

Feminister, marxister og kapitalismekritik

Som ovenfor anført er der en lang række aktiviteter, som ikke indgår i BNP og det er ingen nyhed. At det er et problem er heller ingen nyhed, alt efter hvad man vil bruge BNP til.

Feministen Emma Holten har senest har været ude med kniven efter økonomer og den økonomiske videnskab i sin bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Økonomiske modeller og cost-benefit analyser, som de fx bruges af finansministeriet og de økonomiske vismænd – og nationaløkonomi generelt – ”anklages” her for at være ”kønnet”, fordi kvinders arbejdsindsats ikke værdsættes i tilstrækkelig grad. Herunder at ulønnet arbejde ikke indgår i BNP. Ak ja, Emma Holten giver ligefrem udtryk for at hun er rystet over at økonomer ikke kan udregne effekterne af omsorgsarbejde, eller som hun siger i en artikel i Altinget for et par år siden:

”Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.”

At Emma Holten er rystet må vist skyldes hendes manglende viden om hvordan økonomiske modeller virker. Nej, økonomi er ikke en eksakt videnskab – Også selv om der muligvis er de der fremstiller de resultater som modellerne ”spytter ud” som nærmest det (men det er i så fald ikke økonomer, for de ved jo godt hvordan det forholder sig). Der er masser af problemer forbundet med at lave økonomiske modeller og beregne effekter af dette og hint? Men er det bedre at ”føle” sig frem? Både brugen af økonomiske modeller og ikke mindst cost-benefit analyser, som grundlæggende er en ”blandingsøkonomisk opfindelse”, har lige som beregning af BNP en masse indbyggede problemer. Et godt eksempel kunne være hvis man prøver at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at borgerne selv skal stå for sorteringen af affald i forhold til hvis man gjorde det bagefter. Her sættes borgernes ”løn” til nul, hvilket formentlig har stor betydning for beregningen.

Emma Holtens kritik er langt fra unik, og er meget lig den kritik, som f. eks. den svenske feminist Katrine Kiolos kom med i ”Det eneste køn” for mere end 10 år siden. Som en sidebemærkning kan man for øvrigt pege på det lidt paradoksale i, at netop skandinaviske feminister kommer med den slags kritik. Der er vist få steder i verden hvor så stor en andel af de opgaver, som tidligere tilhørte det private domæne, nu rent faktisk indgår i BNP (læs offentligt forbrug).

Emma Holtens egen forståelse for økonomi synes også at være begrænset, når hun samtidig med sin kritik anbefaler at man skal kunne arbejde 30 timer om ugen uden lønnedgang. Hvordan hun forestiller sig at et mindre arbejdsudbud, alt andet lige, skulle være muligt uden at påvirke beskatningsgrundlag og de offentlige finanser negativt, melder historien ikke noget om.

For som det fremgår af ovenstående er Emma Holten jo overbevist om at det er vores velfærdsstatsmodel som er grundlaget for vores (Danmarks) succes. Det kan man selvfølgelig også sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Om at rette bager for smed

Kritikken fra feminister som Emma Holten og Katriene Kiolos minder ikke så lidt om den kritik, som den venstrefløjen i årevis har turneret med. Ikke mindst den med de ‘manglende’ dynamiske effekter ved en lang række offentlige aktiviteter (hvad nu hvis de viste sig at være nul eller ligefrem negative?). Og i det hele taget synes der at være en syndig sammenblanding af statens, læs velfærdsstatens, behov for at kunne finansiere sine aktiviteter, med hensynet til samfundsøkonomiske gevinster, forstået som som den samlede velstand, for slet ikke at tale om borgernes egen trivsel og velvære.

For hvis man bliver stødt, som Emma Holten gør, over at man med udgangspunkt i beregninger foretaget af økonomer, f. eks. Nina Smith, kommer frem til at mænd i gennemsnit netto bidrager positivt til de offentlige finanser, mens kvinder er en ”underskudsforretning” – se også “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen” – så har man vist åbenlyse problemer med at skelne mellem stat og samfund. Til Emma Holtens forsvar skal siges, at der vist er en del, som ikke forstår at sondre mellem de to ting.

Men det er jo sådan set ikke anderledes end når man argumenterer mod fortsat indvandring med at bestemte indvandrergrupper koster mere i offentlige udgifter i forhold til hvad de bidrager med i indtægter (skat) for det offentlige og derefter peger på bestemte gruppers relativt lave uddannelsesniveau. For hvor er de indirekte effekter f. eks. henne? Og de er jo ikke uafhængige af hvorledes man politisk har bestemt sig for at indrette økonomien.

Hermed ikke taget stilling til hvorvidt og i hvilket omfang forskellige indvandrergrupper rent faktisk bidrager positiv eller negativt til den samlede økonomi i Danmark. Det er blot et eksempel. Adgang til velfærdsydelser og deres niveau er bestemt ikke uden betydning.

Det er også et paradoks at Emma Holten og andre er ude efter økonomer og økonomiske modeller, fordi, som hun siger til Altinget, at ”det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den [økonomiske videnskab] er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.” Og begrunder det med at det skyldes ”de økonomiske modeller og institutioner, vi benytter os af” som ifølge hende kan ses ved ”hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge.” Og slutter af med at pege på BNP, der som hun siger ”måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.”

Som tidligere nævnt har vi i årtier vidst at BNP ikke indeholder ”alt det vi laver”, når vi ikke arbejder, men hvad nu hvis vi gjorde? Altså medregnede værdien af alt det som ikke er ”markedsgjort”, når vi beregnede BNP og derefter sammenholdt det med udviklingen i BNP i takt med at vi overlader flere og flere opgaver, som man tidligere udførte privat (omsorg bl .a) til det offentlige? Resultatet er at væksten i BNP i så fald overdriver den faktiske økonomiske vækst.

Og når Emma Holten (og andre) peger på, at man også burde have “et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd og et Ligestillingsråd”, viser det at hun mener og tror på et samfund, hvor man både kan og skal på mere eller mindre planøkonomisk vis planlægge vores tilværelse ned i mindste detalje. Det er jo sådan set også den vej vores samfund bevæger sig i, og det får i det i hvert fald til at løbe koldt ned af ryggen på denne punditokrat.

Direkte adspurgt om Hvilket politisk mål vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP Svarer Holten, at “Det politiske mål skal være mere livskvalitet”. Problemet er selvføgelig hvad man forstår ved “livskvalitet”. Igen løber det koldt ned af ryggen på undertegnede. Det er den sikre opskrift på en totalitær, altomfattende stat, hvor den oplevede livskvalitet hos den enkelte næppe bliver noget at skrive hjem om.  

Noget andet er så, at det er noget af en påstand at højere BNP er den altoverskyggende målsætning med den førte politik de sidste mange årtier i Danmark. I velfærdsstatens æra har det været dennes overlevelse som har været hovedfokus, som når man ønsker at øge arbejdsudbuddet, bl. a. gennem øget pensionsalder. Og hvor er det lige vi altid ender i den offentlige debat, når nogle foreslår skattenedsættelser af den slags som vil gavne den økonomiske vækst og det mulige privatforbrug eller muligheden for at opretholde den samme realindkomst ved at arbejde mindre, hvis det er hvad man ønsker?

Nej, borgernes forbrugsmulighedsområde eller frihed til at vælge hvordan man ønsker at leve sit liv er bestemt ikke politikernes og skiftende regeringers førsteprioritet. I det hele taget er det lidt et paradoks, når kritikken af BNP, Vismandsinstitutionen, Finansministeriets regnemodeller osv. kommer fra venstrefløjen (inkl. socialdemokratiet, når de ikke har regeringsmagten). Hvad er den grundlæggende præmis for det Økonomiske Råds arbejde? Hvorfor endte BNP med at blive defineret som det blev? Hvorfor indgår offentlig forbrug som en positiv faktor for en økonomis BNP? Især fastsættelsen af produktionen i den offentlige sektor er problematisk, hvis man altså vil bruge BNP til at sige noget om værdiskabelsen i en økonomi. Her er sjældent markedspriser for de ydelser der udbydes, hvorfor bidrag til BNP fastsættes som de omkostninger der tilgår til produktion af disse. Med andre ord vil det offentlige forbrugs bidrag til BNP stige, jo mindre effektiv den er, ligesom borgernes efterspørgsel efter ydelserne bliver sekundær. Dette i modsætning til det private marked, hvor vi jo må gå ud fra at der er en sammenhæng mellem pris og den nytte som køber får ud af det.

Men igen kommer det jo an på hvad det er man vil måle – eller tror man måler ved at beregne BNP. Om man bygger katedraler, tanks eller producerer varer og tjenesteydelser som rent faktisk øger borgernes livskvalitet kommer ud på et. Det hele optræder i BNP.

Det gælder sådan set også om man blot graver dybe huller og dækker dem til bagefter. Så længe der er nogen som betaler for det og det dermed registreres som en økonomisk aktivitet, optræder det i BNP.  Der tages heller ikke hensyn til i hvilket omfang man ødelægger mulighederne for fremtidige generationers tilværelse, ødelægger miljøet og opbruger naturressourcerne. Det er en velkendt og korrekt kritik. Problemet opstår så når man skal sætte en værdi på disse eksternaliteter.

Det er også noget af en tilsnigelse at postulere, at økonomer har stor magt, når det kommer til at udforme faktisk ført politik. Et blandt mange eksempler er den førte klimapolitik. Som økonom vil man jo mene, at det i en verden med begrænsede ressourcer handler om, at med et givent mål (her reduktion af udledning af drivhusgasser) bør det gøres så effektivt som muligt. Det er de fleste (national)økonomer enige om bedst gøres ved at lægge en ensartet afgift på udledningen af drivhusgasser. Det vil være synd at sige at det er ledetråden i den førte politik.

Alternativer til BNP

Som det forhåbentlig burde fremgå af ovenstående er der al mulig grund til at være kritisk overfor BNP, både overfor hvad det egentlig fortæller os noget om og i hvilken udstrækning man bør indrette den førte politik alene ud fra at øge registreret BNP med de begrænsninger og problemer der er indbygget i beregningen af denne. Når Emma Holten fremhæver livskvalitet som et succeskriterie er jeg faktisk enig med hende. Problemet er bare hvad vi forstår ved netop livskvalitet, og hvordan man måler det.

Under alle omstændigheder har økonomer og andre i årtier prøvet at finde andre mål end BNP, som netop skulle tage højde for dets indbyggede problemer, ikke mindst som målestok for velvære og livskvalitet – hvilket BNP ikke er og aldrig har været.

Blandt de alternative mål er det mest kendt nok FN’s Human Development Index (HDI). Ideen med HDI er at  kombinere indikatorer for sundhed, uddannelse og indkomst for at give et bredere mål for menneskers velvære, ved at inddrage faktorer som forventet levetid, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst. Et grundlæggende problem er selvfølgelig hvordan man så afvejer de forskellige faktorer overfor hinanden.

Så er der Gross National Happiness (GNH), som blev udviklet af Kongeriget Bhutan i begyndelsen af 1970erne. I stedet for at fokusere på BNP, som var og er meget lavt, ville man i stedet for måle den generelle velbefindende og lykke for borgerne – netop det som Emma Holten og andre efterspørger. GNH inddrager derfor faktorer som psykologisk velvære, social støtte, miljømæssig bæredygtighed og kulturel bevarelse. Det lyder flot, men set over de seneste 50 års udvikling er Bhutan vist ikke blevet synderligt mere attraktivt at være borger i.

Der er også Genuine Progress Indicator (GPI):. Her forsøger man at måle en nations økonomiske fremskridt, mens der tages hensyn til sociale og miljømæssige faktorer. BNP justeres op eller ned ved at inkorporere faktorer som indkomstfordeling, husholdningernes produktion, værdien af ​​ulønnet arbejde, ressourceudtømning og skader på klima- og miljø.

Man kan også pege på Global Social Progress Index som angiveligt skulle give en omfattende vurdering af socialt og miljømæssigt velbefindende. Det inkluderer indikatorer relateret til grundlæggende menneskelige behov, grundlaget for velvære (f.eks. adgang til sundhedspleje og uddannelse) og muligheder for enkeltpersoner for at nå deres fulde potentiale (ja ord er jo taknemmelige).

Eller hvad med Trivselsjusterede leveårs indekset (WELLBY)? Living long and living well: The WELLBY approach | The World Happiness Report. Her kombinerer man forventet levetid med mål for subjektivt velbefindende for at vurdere den overordnede livskvalitet. Seneste World Happiness Report finder du for øvrigt her. Happiness of the younger, the older, and those in between | The World Happiness Report

Hvad der gør sig gældende for de nævnte forsøg på alternativer til BNP er så, at de i betydelig grad korrelerer med netop……., rigtigt gættet, BNP.

Man kunne selvfølgelig også også bare se på hvor folk gerne vil bo. I mange lande vil de fleste borgere helst bo i deres eget land, men der findes også en række lande, hvor et flertal af befolkningen rangerer deres eget land lavt i forhold til andre lande. Og hvis man så ikke foretrækker at bo i sit eget, men et andet land? Ja, så falder valget på lande som Canada, Australien, New Zealand Italien og Schweiz, som bl. a. er Colombianeres førstevalg (Danmark er på 2. pladsen). Anderledes ser det dog ud for dem, som rent faktisk ønsker at emigrere, Her er USA et solidt førstevalg.

Så måske er BNP – i hvert fald som udgangspunkt – alligevel ikke så tosset en målestok for velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet. Også selv om den slet ikke måler det og på trods af de mange indbyggede problemer og forbehold man må tage.

Eller som Cepos cheføkonom, Mai Amalie Holstein skriver i et indlæg den 17. juli i Berlingske Tidende:

“Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.”

Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).

Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Vi kommer helt sikkert til at vende tilbage til Argentina og de tiltag som landets nyligt valgte præsident og regering prøver at gennemføre, ikke kun for at undgå et truende økonomisk kollaps, men også for på sigt reelt vil gøre op med den argentinske økonomiske model, som den grundlæggende har fungeret de seneste mere end 100 år.

Lige nu og her vil jeg blot anbefale de at de der ikke har set “kaptajn Ancap’s” tale endnu, at se den. Det er udsædvanligt at høre en tale fra en præsident, hvor referencerne er Hayek, Friedman, Bastiat, Ayn Rand, Rothbard m. fl. Men Milei er på mange måder også temmelig usædvanlig og her tænker jeg ikke kun på hans udseende, klonede hunde eller til tider noget kraftfulde optræden (for at sige det pænt).

Milei er den første præsident i min levetid, som jeg kan komme i tanke om, der åbent har erklæret at han er anarkokapitalist (filosofisk) og minarkist i den verden vi nu en gang lever i. Og vel og mærke synes at have ganske godt styr på hvad det indebærer.

Så kan man være mere eller mindre enig i det han siger. Undertegnede er fx. helt uenig med ham, når der går “Rothbard” i ham og han erklærer at der ikke findes markedsfejl. Jo, det gør der, problemet er når man bruger eksistensen af dem som argument for øget statslig indblanding og regulering, da “aben ofte blot følger med”, som min med-punditokrat Otto Brøns-Pedersen vist udtrykker det og ender med at blive til “statsfejl” i stedet.

Også han tilsyneladende veneration for Trump (som er alt andet end frimarkedsorienteret) og Bolsonaro deler jeg ikke, men det er nok værd at medtage at hans opfattelse af de to ikke er baseret på hvad de er for, men hvad de efter hans opfattelse er imod. Det vender jeg nok tilbage til i et senere indlæg.

Og jo, det er Milei aka “El Capitan Ancab” som synger for i videoen nedenfor.

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Gennem alle årene har en central kilde været den årlige “Global Wealth Report“, som typisk udkommer i oktober. Her prøver man at opgøre den globale formue ultimo det foregående år. Den seneste rapport handler altså om den globale formue ved udgangen af 2022 (før opgjorde man den medium året, hvorfor historiske tal er revideret).

Vi har tidligere skrevet om hvorfor opgørelse af formue af flere grunde er en ringe indikator på velstandsudvikling, ikke mindst når man sammenligner år til år. Når man f.eks. i den seneste rapport kan læse, at 330.000 danskere er millionærer målt i dollars – hvilket svarer til ca. 7 pct. af den voksne befolkning – vil det sikkert undre en del. De flestes formue består primært af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld, men mon ikke en stor del af disse millionærer i dollars umiddelbart ikke opfatter sig selv som “superrige”? Noget andet er naturligvis at man ikke umiddelbart kan leve af sine mursten, mens den private pensionsopsparing jo netop skal dække en del af omkostningerne når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand det pågældende år. Ja, en del af disse halv- og helmillionærer har sikkert også haft deres problemer med de stigende energipriser, som vi oplevede i 2022 (især hvis man bruger naturgas til opvarmning).

Men trods problemer med overhovedet at bruge udviklingen og fordelingen af den globale formue, så fortsætter denne udvikling at være helt central i Oxfams årlige rapporter – eller rettere det gør den måske så ikke, fordi historik ikke rigtigt fylder noget hos Oxfam (bortset fra hvis den passer ind i den på forhånd skrevne konklusion. Men om ikke andet kan deres behandling af dette bruges til at sige noget om troværdigheden af deres rapporter.

Samme tal – modstridende konklusioner

Den årlige vækst/fald i den globale formue (opgjort i 2021 USD og korrigeret for de enkelte landes inflation målt i udviklingen i forbrugerpriser) fremgår af Figur 1, mens formueuligheden fremgår af Figur 2. Sidstnævnte viser at den globale formueulighed (målt ved ginikoefficienten) samt andelen af den globale formue for de 10, 5 og 1 pct. med størst formue har været faldende gennem hele dette årtusinde.

Figur 1. Ændring i global formue opgjort i 2021 USD og korrigeret for inflation.

Uanset om man måler på Top 10%, Top 5% eller Top 1 pct., er tendensen, at der er sket et fald over hele perioden, og i den udstrækning at Top 1% i 2022 ligger højere end den gjorde i 2008-2009, er det sket på på “bekostning” af top 5 og top 10%, som begge ligger lavere end i 2008.

Figur 2. Udviklingen i global ulighed 2000-2022

Key findings” i Global Wealth Report 2023 er:

• Along with the decline in aggregate wealth, overall wealth inequality also fell in 2022, with the wealth share of the global top 1% falling to 44.5%.
• The number of USD millionaires worldwide fell by 3.5 million during 2022 to 59.4 million. This figure does not, however, take into account 4.4 million “inflation millionaires” who would no longer qualify if the millionaire threshold were adjusted for inflation in 2022.
• Global median wealth, arguably a more meaningful indicator of how the typical person is faring, did in fact increase by 3% in 2022 in contrast to the 3.6% fall in wealth per adult.
• For the world as a whole, median wealth has increased five-fold this century at roughly double the pace of wealth per adult, largely due to the rapid wealth growth in China.

Om fremtiden bemærker man, at:

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Af selve rapporten fremgår det yderligere, at den væsentligste årsag til faldet i den globale formue skal findes i Europa og Nordamerika (side 12) .

Men læser man udelukkende dette års (og tidligere års) rapport fra Oxfam, er det ikke just det indtryk man får. De historiske trends oplyses ikke og i stedet efterlades læseren snarere med et billede af at uligheden stiger, både af selve rapporterne og de medfølgende pressemeddelelser. Altså det modsatte af den faktuelle udvikling i både formue og indkomst.

Således udtaler Oxfam Danmarks generelsekretær i deres pressemeddelelse, at

“ Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe. ” (Pressemeddelelse | Formuerne hos verdens rigeste stiger fortsat (oxfam.dk)

Det gør man f.eks. ved at sammenholde udviklingen i den samlede globale formue for de 60 pct. med mindst formue i perioden 2019 til 2022 med (Forbes opgørelse går jeg ud fra) udviklingen i formuerne for verdens milliardærer i perioden marts 2020 – november 2023, korrigeret for inflationen opgjort ved det amerikanske forbrugerindeks.

Brugen af det amerikanske indeks er i sig selv et betydeligt problem, da man hvis man vil tage højde for inflationen, naturligvis skal bruge inflationen i de enkelte lande (som man for øvrigt gør i UBS rapport).

Oxfam kommer frem til at:

Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

Og peger derefter på, at:

Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

Udover at man ikke kan gå ud fra, at der er tale om de samme mennesker i henholdsvis marts 2020 og november 2023 (det er der nok kun delvist), så reflekterer man ikke over, at antallet af milliardærer i samme periode er steget med næsten 20 procent, ligesom valget af startpunkt falder sammen med starten på covid-krisen, mens kursen på aktier var “høj” i november 2023., Ikke uvæsentligt, da vi må forvente at andelen af milliardærers formue som er placeret i værdipapirer er langt højere end folk med lavere formuer. Som vi har bemærket i forhold til tidligere rapporter, mener Oxfam tilsyneladende at det er godt, når aktier falder i værdi og skidt når de stiger.

Det er også sigende at hvor Oxfam åbenbart mener, at :

“Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer“

Mener Global Wealth Report at den væsentligste trend, som også nævnt ovenfor er at :

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Man har tilsyneladende alene læst den nederste linje i Oxfam.

Median velstanden stiger

Som det fremgår af Figur 3, har medianformuen været stærkt stigende, et mål der er langt mere anvendeligt end den gennemsnitlige formuestigning – og igen en indikation på at den globale formuefordeling fortsætter med at blive mere lige.

Figur 3. Udviklingen i median formue og gennemsnitlig formue

Mens medianformuen i 2022 er mere end fem gange højere end i 2000, er den gennemsnitlige formue “kun” steget lidt under tre gange. Også den oplysning skal du lede længe efter, hvis du læser de årlige rapporter fra Oxfam.

Udviklingen i medianformuen, hvis man ønsker at sige noget begavet om hvor vi er på vej hen, når vi taler om fordelingen af verdens globale formue, er ellers et ret væsentligt mål. Eller som det fremgår af dette års Global Wealth Report:

Mean wealth per adult is a simple and convenient way of comparing wealth levels across nations and assessing developments over time. However, by definition, median wealth is a more accurate indicator of how the typical person is faring. This is particularly true of countries with a high level of wealth inequality since median wealth may be a relatively small fraction of mean wealth and gains and losses in aggregate wealth may bypass the “average citizen” entirely. (Global wealth Report 2023, side 24″

Måske ikke overraskende er det især, men ikke kun, udviklingen i Kina de sidste årtier, som har haft betydning for denne udvikling. Men Oxfams tilgang er temmelig sigende, for som man skriver:

“Despite the economic ascent of China in the last two decades, the majority of the world’s wealth and its superrich individuals are still concentrated in the Global North. For Europe, this is very much a legacy of colonialism and empire. By one estimate, the UK extracted US$45 trillion from India during the colonial period. Since the formal end of colonialism, neocolonial relationships with the Global South persist, perpetuating economic imbalances and rigging the economic rules in favour of rich nations. The USA has particularly benefitted from its incredible global economic dominance, especially in the second half of the 20th century. Much of its wealth was born out of slavery and the systematic dispossession of Indigenous peoples. Multinational corporations, the focus of our paper in 2024, were invented in the colonial era and this helped facilitate this extraction of wealth from the Global South to the Global North. The latest data from the UBS Global Wealth Report 2023 and the Forbes list of the world’s billionaires demonstrates that despite representing only 21% of the world population, countries in the Global North own 69% of global wealth and are home to 74% of the world’s billionaire wealth.” (Oxfam Ulighedsrapport 2024, side 21).

Til det med ideen om at først kolonisering, anvendelse af slaver (hvilket var et globalt fænomen for 250 år siden) og dernæst “udnyttelsen af det globale syd” (de tidligere kolonier), kan man vist kun sige, at det er der mildt sagt ikke enighed om. Her er vi tilbage i en marxistisk forståelse af hvordan økonomi fungerer. Jovist var der privatpersoner, som blev meget rige af koloniseringen, men samfundsøkonomisk var det nu en nettoomkostning. Ligeledes er ideen om at USA’s nuværende velstand bygger på tidligere tiders anvendelse af slaver lettere absurd – ikke mindst med tanke på at netop de dele af USA, hvor slaveriet var mest udbredt, efterfølgende sakkede bagud i forhold til de stater, hvor man tidligt opgav slaveriet.

Og vender vi snuden hjemad, mener man så virkeligt, at danskernes formuer – der er blandt verdens abolut højeste, både i gennemsnit og målt på medianen (se tabellen ovenfor) – skal forklares først ved de Dansk-Vestindiske Øer og herefter udbytning af “Det Globale Syd”? Og hvordan forklarer man at Kina målt på gennemsnit og medianformue i løbet af 20 år er gået fra at være under halvdelen af den europæiske til at overhale/være på niveau med Europa, eller at lande som Taiwan og Sydkorea er blandt de lande med både den højeste gennemsnits- og medianformue? Og sådan kunne man jo blive ved.

Det er blot en tanke. Men kunne det tænkes, at først industrialiseringen og derefter udbredelsen af en relativt fri markedsøkonomi er den væsentligste forklaring på at velstand og formue steg kraftigt? I første omgang i primært Nordamerika og Vesteuropa, og senere – i det 20. århundrede – i andre dele af verden? Oxfam reflekterer igen ikke over, at at “Det globale Nord’s” andel af den samlede velstand er faldende. Det behøver den naturligvis ikke blive ved med at gøre, omend det er mest sandsynlige trods de udfordringer Kina står overfor (man glemmer hele tiden at alene Kina og Indiens samlede befolkning fortsat udgør ca. 1/3 af jordens samlede befolkning).

Man nøjes med at angive at langt størstedelen af verdens milliardærer kommer fra det “Globale nord” – hvorfor skriver de egentlig ikke som det er, at hovedparten er fra ét land, nemlig USA? Samt at Det globale nords andel af verdens formue er næsten 70 pct, men andelen af befolkningen er ca. 20 pct. Et andel som så er faldene (og ville være lavere hvis ikke en række tidligere folkerige kolonier i det 20. århundrede havde kastet sig ud i forskellige mere elller mindre tåbelige socialistiske og importsubstituerende eksperimenter).

Og så lidt om ulighed i Danmark

Årets tema i Oxfams ulighedsrapport er multinationale og monopoler og jeg er klar over, at jeg ikke behandler monopoldelen her. Det må blive en anden gang. Rapporterne har hvert år forskellige temaer, og den reelt eneste konstant er omtalen af den globale formuefordeling, Her er det slående at man aldrig forholder sig til egne forudsigelser fra årene før – det er jo faktisk gået stort set stik modsat af hvad man tidligere har postuleret. (se links forneden til indlæg hvor vi har behandlet tidligere års rapporter).

Til gengæld slutter vi af med at se på Oxfam Danmarks pressemeddelse i forbindelse med udsendelsen af seneste internationale rapport fra Oxfam. Her skriver Lars Koch, at:

“også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.”

Det er også korrekt, at de samlede overskud steg kraftigt i denne periode – primært på grund af ekstraordinært store overskud i transportsektoren, hvor overskuddet efter skat steg med flere tusinde procent, og indenfor energisektoren, hvor overskuddet efter skat femdobledes. Det indebar også, at transportsektorens overskud som andel af samlet overskud steg fra at udgøre ca. 2 pct. i 2019, til i 2022 at udgøre lidt under 33 pct.

Tager vi de to sektorer ud af det samlede overskud, steg dette “kun” med 30 pct. mod 114 pct, hvis vi inkluderer disse (før der tages højde for inflation). Og kigger man lidt nærmere på de enkelte brancher, er forskellene også betydelige, som det fremgår af nedenstående tabel (samme kilder som Oxfam DK bruger).

Hvis tallene i tabellen ovenfor blev justeret for inflation – Oxfam bruger forbrugerprisindekset – er det mildt sagt en forsimpling at bruge overskriften “Virksomheder og aktionærer har tjent massivt på kriserne, mens lønmodtagerne er taberne”. I det mindste må man vel konstatere at nogle sektor har oplevet betydelige stigninger i deres samlede overskud, mens andre faktisk har tabt ganske betydeligt.

Noget andet er så, at den sammenligning Oxfam laver, faktisk ingen mening giver, før man ser på hvorfor både de enkelte branchers eller virksomheders overskud udvikler sig som de gør. Her nøjes jeg med at konstatere, at overskudene i betydelige sektorer målt på beskæftigelse, næppe har været tilfredstillende resultatet i 2022. Og medtager vi 2023, kan vi allerede nu med rimelig sikkerhed regne med at det samlede overskud falder. Det er vist blot at se på forventet overskud i f.eks. A.P. Møller-Mærsk i 2023 i forhold til 2021 og 2022.

Og her kommer vi så frem til udviklingen i udbyttebetalingen, som af Oxfam DK åbenbart er udtryk for at aktionærerne forgyldes. Men er det nu det? Det giver faktisk ingen mening, da betalingen af udbytte jo påvirker aktiekursen.

Og er det et sundhedstegn, at Mærsk udbetalte rekordstore ca. 80 mia. kr. i udbytte i 2023(hvilket i sig selv er en stor dele af forklaringen på stigningen i den samlede udbyttebetaling i 2022 og 2023)?

Næh, det var jo netop fordi der var tale om en ekstraordinær situation i 2021 og 2022, at man i 2022 og 2023 udbetale ekstraordinært store udbytter. Man kunne åbenbart ikke selv finde fornuftige investeringer. Ét er sikkert: Der bliver hverken tale om rekordoverskud eller rekordudbytte på baggrund af Mærsks 2023 regnskab. I årets første 9 måneder faldt omsætningen med ca. 30 pct, og det endelige resultat med mere end 80 pct., fra ca. 24 mia. USD til ca. 4 mia USD. Hvordan det bliver til, at de rige bliver rigere, fortæller Oxfam heller ikke i år noget om.

Links til tidligere indlæg:

2022

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven – Punditokraterne

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.

Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.

Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.

En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.

Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.

Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.

Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.

Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen

Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.

Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.

Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.

Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.

Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).

Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.

Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.

Figur 1.

Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).

Figur 2.

I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.

Figur 3.

Den Chilenske model i krise

Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.

Men hvad skete der egentlig?

Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.

Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).

Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.

Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.

Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.

Figur 4.

Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.

Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.

Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.

Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.

Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.

Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:

A History of Chile 1808-2002, Simon Collier & William F. Sater

The Economic Transformation of Chile, Hernán Büchi

The Chile Project: The Story of the Chicago Boys and the Downfall of Neoliberalism, Sebastian Edwards