For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Vi kommer helt sikkert til at vende tilbage til Argentina og de tiltag som landets nyligt valgte præsident og regering prøver at gennemføre, ikke kun for at undgå et truende økonomisk kollaps, men også for på sigt reelt vil gøre op med den argentinske økonomiske model, som den grundlæggende har fungeret de seneste mere end 100 år.

Lige nu og her vil jeg blot anbefale de at de der ikke har set “kaptajn Ancap’s” tale endnu, at se den. Det er udsædvanligt at høre en tale fra en præsident, hvor referencerne er Hayek, Friedman, Bastiat, Ayn Rand, Rothbard m. fl. Men Milei er på mange måder også temmelig usædvanlig og her tænker jeg ikke kun på hans udseende, klonede hunde eller til tider noget kraftfulde optræden (for at sige det pænt).

Milei er den første præsident i min levetid, som jeg kan komme i tanke om, der åbent har erklæret at han er anarkokapitalist (filosofisk) og minarkist i den verden vi nu en gang lever i. Og vel og mærke synes at have ganske godt styr på hvad det indebærer.

Så kan man være mere eller mindre enig i det han siger. Undertegnede er fx. helt uenig med ham, når der går “Rothbard” i ham og han erklærer at der ikke findes markedsfejl. Jo, det gør der, problemet er når man bruger eksistensen af dem som argument for øget statslig indblanding og regulering, da “aben ofte blot følger med”, som min med-punditokrat Otto Brøns-Pedersen vist udtrykker det og ender med at blive til “statsfejl” i stedet.

Også han tilsyneladende veneration for Trump (som er alt andet end frimarkedsorienteret) og Bolsonaro deler jeg ikke, men det er nok værd at medtage at hans opfattelse af de to ikke er baseret på hvad de er for, men hvad de efter hans opfattelse er imod. Det vender jeg nok tilbage til i et senere indlæg.

Og jo, det er Milei aka “El Capitan Ancab” som synger for i videoen nedenfor.

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Gennem alle årene har en central kilde været den årlige “Global Wealth Report“, som typisk udkommer i oktober. Her prøver man at opgøre den globale formue ultimo det foregående år. Den seneste rapport handler altså om den globale formue ved udgangen af 2022 (før opgjorde man den medium året, hvorfor historiske tal er revideret).

Vi har tidligere skrevet om hvorfor opgørelse af formue af flere grunde er en ringe indikator på velstandsudvikling, ikke mindst når man sammenligner år til år. Når man f.eks. i den seneste rapport kan læse, at 330.000 danskere er millionærer målt i dollars – hvilket svarer til ca. 7 pct. af den voksne befolkning – vil det sikkert undre en del. De flestes formue består primært af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld, men mon ikke en stor del af disse millionærer i dollars umiddelbart ikke opfatter sig selv som “superrige”? Noget andet er naturligvis at man ikke umiddelbart kan leve af sine mursten, mens den private pensionsopsparing jo netop skal dække en del af omkostningerne når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand det pågældende år. Ja, en del af disse halv- og helmillionærer har sikkert også haft deres problemer med de stigende energipriser, som vi oplevede i 2022 (især hvis man bruger naturgas til opvarmning).

Men trods problemer med overhovedet at bruge udviklingen og fordelingen af den globale formue, så fortsætter denne udvikling at være helt central i Oxfams årlige rapporter – eller rettere det gør den måske så ikke, fordi historik ikke rigtigt fylder noget hos Oxfam (bortset fra hvis den passer ind i den på forhånd skrevne konklusion. Men om ikke andet kan deres behandling af dette bruges til at sige noget om troværdigheden af deres rapporter.

Samme tal – modstridende konklusioner

Den årlige vækst/fald i den globale formue (opgjort i 2021 USD og korrigeret for de enkelte landes inflation målt i udviklingen i forbrugerpriser) fremgår af Figur 1, mens formueuligheden fremgår af Figur 2. Sidstnævnte viser at den globale formueulighed (målt ved ginikoefficienten) samt andelen af den globale formue for de 10, 5 og 1 pct. med størst formue har været faldende gennem hele dette årtusinde.

Figur 1. Ændring i global formue opgjort i 2021 USD og korrigeret for inflation.

Uanset om man måler på Top 10%, Top 5% eller Top 1 pct., er tendensen, at der er sket et fald over hele perioden, og i den udstrækning at Top 1% i 2022 ligger højere end den gjorde i 2008-2009, er det sket på på “bekostning” af top 5 og top 10%, som begge ligger lavere end i 2008.

Figur 2. Udviklingen i global ulighed 2000-2022

Key findings” i Global Wealth Report 2023 er:

• Along with the decline in aggregate wealth, overall wealth inequality also fell in 2022, with the wealth share of the global top 1% falling to 44.5%.
• The number of USD millionaires worldwide fell by 3.5 million during 2022 to 59.4 million. This figure does not, however, take into account 4.4 million “inflation millionaires” who would no longer qualify if the millionaire threshold were adjusted for inflation in 2022.
• Global median wealth, arguably a more meaningful indicator of how the typical person is faring, did in fact increase by 3% in 2022 in contrast to the 3.6% fall in wealth per adult.
• For the world as a whole, median wealth has increased five-fold this century at roughly double the pace of wealth per adult, largely due to the rapid wealth growth in China.

Om fremtiden bemærker man, at:

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Af selve rapporten fremgår det yderligere, at den væsentligste årsag til faldet i den globale formue skal findes i Europa og Nordamerika (side 12) .

Men læser man udelukkende dette års (og tidligere års) rapport fra Oxfam, er det ikke just det indtryk man får. De historiske trends oplyses ikke og i stedet efterlades læseren snarere med et billede af at uligheden stiger, både af selve rapporterne og de medfølgende pressemeddelelser. Altså det modsatte af den faktuelle udvikling i både formue og indkomst.

Således udtaler Oxfam Danmarks generelsekretær i deres pressemeddelelse, at

“ Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe. ” (Pressemeddelelse | Formuerne hos verdens rigeste stiger fortsat (oxfam.dk)

Det gør man f.eks. ved at sammenholde udviklingen i den samlede globale formue for de 60 pct. med mindst formue i perioden 2019 til 2022 med (Forbes opgørelse går jeg ud fra) udviklingen i formuerne for verdens milliardærer i perioden marts 2020 – november 2023, korrigeret for inflationen opgjort ved det amerikanske forbrugerindeks.

Brugen af det amerikanske indeks er i sig selv et betydeligt problem, da man hvis man vil tage højde for inflationen, naturligvis skal bruge inflationen i de enkelte lande (som man for øvrigt gør i UBS rapport).

Oxfam kommer frem til at:

Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

Og peger derefter på, at:

Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

Udover at man ikke kan gå ud fra, at der er tale om de samme mennesker i henholdsvis marts 2020 og november 2023 (det er der nok kun delvist), så reflekterer man ikke over, at antallet af milliardærer i samme periode er steget med næsten 20 procent, ligesom valget af startpunkt falder sammen med starten på covid-krisen, mens kursen på aktier var “høj” i november 2023., Ikke uvæsentligt, da vi må forvente at andelen af milliardærers formue som er placeret i værdipapirer er langt højere end folk med lavere formuer. Som vi har bemærket i forhold til tidligere rapporter, mener Oxfam tilsyneladende at det er godt, når aktier falder i værdi og skidt når de stiger.

Det er også sigende at hvor Oxfam åbenbart mener, at :

“Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer“

Mener Global Wealth Report at den væsentligste trend, som også nævnt ovenfor er at :

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Man har tilsyneladende alene læst den nederste linje i Oxfam.

Median velstanden stiger

Som det fremgår af Figur 3, har medianformuen været stærkt stigende, et mål der er langt mere anvendeligt end den gennemsnitlige formuestigning – og igen en indikation på at den globale formuefordeling fortsætter med at blive mere lige.

Figur 3. Udviklingen i median formue og gennemsnitlig formue

Mens medianformuen i 2022 er mere end fem gange højere end i 2000, er den gennemsnitlige formue “kun” steget lidt under tre gange. Også den oplysning skal du lede længe efter, hvis du læser de årlige rapporter fra Oxfam.

Udviklingen i medianformuen, hvis man ønsker at sige noget begavet om hvor vi er på vej hen, når vi taler om fordelingen af verdens globale formue, er ellers et ret væsentligt mål. Eller som det fremgår af dette års Global Wealth Report:

Mean wealth per adult is a simple and convenient way of comparing wealth levels across nations and assessing developments over time. However, by definition, median wealth is a more accurate indicator of how the typical person is faring. This is particularly true of countries with a high level of wealth inequality since median wealth may be a relatively small fraction of mean wealth and gains and losses in aggregate wealth may bypass the “average citizen” entirely. (Global wealth Report 2023, side 24″

Måske ikke overraskende er det især, men ikke kun, udviklingen i Kina de sidste årtier, som har haft betydning for denne udvikling. Men Oxfams tilgang er temmelig sigende, for som man skriver:

“Despite the economic ascent of China in the last two decades, the majority of the world’s wealth and its superrich individuals are still concentrated in the Global North. For Europe, this is very much a legacy of colonialism and empire. By one estimate, the UK extracted US$45 trillion from India during the colonial period. Since the formal end of colonialism, neocolonial relationships with the Global South persist, perpetuating economic imbalances and rigging the economic rules in favour of rich nations. The USA has particularly benefitted from its incredible global economic dominance, especially in the second half of the 20th century. Much of its wealth was born out of slavery and the systematic dispossession of Indigenous peoples. Multinational corporations, the focus of our paper in 2024, were invented in the colonial era and this helped facilitate this extraction of wealth from the Global South to the Global North. The latest data from the UBS Global Wealth Report 2023 and the Forbes list of the world’s billionaires demonstrates that despite representing only 21% of the world population, countries in the Global North own 69% of global wealth and are home to 74% of the world’s billionaire wealth.” (Oxfam Ulighedsrapport 2024, side 21).

Til det med ideen om at først kolonisering, anvendelse af slaver (hvilket var et globalt fænomen for 250 år siden) og dernæst “udnyttelsen af det globale syd” (de tidligere kolonier), kan man vist kun sige, at det er der mildt sagt ikke enighed om. Her er vi tilbage i en marxistisk forståelse af hvordan økonomi fungerer. Jovist var der privatpersoner, som blev meget rige af koloniseringen, men samfundsøkonomisk var det nu en nettoomkostning. Ligeledes er ideen om at USA’s nuværende velstand bygger på tidligere tiders anvendelse af slaver lettere absurd – ikke mindst med tanke på at netop de dele af USA, hvor slaveriet var mest udbredt, efterfølgende sakkede bagud i forhold til de stater, hvor man tidligt opgav slaveriet.

Og vender vi snuden hjemad, mener man så virkeligt, at danskernes formuer – der er blandt verdens abolut højeste, både i gennemsnit og målt på medianen (se tabellen ovenfor) – skal forklares først ved de Dansk-Vestindiske Øer og herefter udbytning af “Det Globale Syd”? Og hvordan forklarer man at Kina målt på gennemsnit og medianformue i løbet af 20 år er gået fra at være under halvdelen af den europæiske til at overhale/være på niveau med Europa, eller at lande som Taiwan og Sydkorea er blandt de lande med både den højeste gennemsnits- og medianformue? Og sådan kunne man jo blive ved.

Det er blot en tanke. Men kunne det tænkes, at først industrialiseringen og derefter udbredelsen af en relativt fri markedsøkonomi er den væsentligste forklaring på at velstand og formue steg kraftigt? I første omgang i primært Nordamerika og Vesteuropa, og senere – i det 20. århundrede – i andre dele af verden? Oxfam reflekterer igen ikke over, at at “Det globale Nord’s” andel af den samlede velstand er faldende. Det behøver den naturligvis ikke blive ved med at gøre, omend det er mest sandsynlige trods de udfordringer Kina står overfor (man glemmer hele tiden at alene Kina og Indiens samlede befolkning fortsat udgør ca. 1/3 af jordens samlede befolkning).

Man nøjes med at angive at langt størstedelen af verdens milliardærer kommer fra det “Globale nord” – hvorfor skriver de egentlig ikke som det er, at hovedparten er fra ét land, nemlig USA? Samt at Det globale nords andel af verdens formue er næsten 70 pct, men andelen af befolkningen er ca. 20 pct. Et andel som så er faldene (og ville være lavere hvis ikke en række tidligere folkerige kolonier i det 20. århundrede havde kastet sig ud i forskellige mere elller mindre tåbelige socialistiske og importsubstituerende eksperimenter).

Og så lidt om ulighed i Danmark

Årets tema i Oxfams ulighedsrapport er multinationale og monopoler og jeg er klar over, at jeg ikke behandler monopoldelen her. Det må blive en anden gang. Rapporterne har hvert år forskellige temaer, og den reelt eneste konstant er omtalen af den globale formuefordeling, Her er det slående at man aldrig forholder sig til egne forudsigelser fra årene før – det er jo faktisk gået stort set stik modsat af hvad man tidligere har postuleret. (se links forneden til indlæg hvor vi har behandlet tidligere års rapporter).

Til gengæld slutter vi af med at se på Oxfam Danmarks pressemeddelse i forbindelse med udsendelsen af seneste internationale rapport fra Oxfam. Her skriver Lars Koch, at:

“også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.”

Det er også korrekt, at de samlede overskud steg kraftigt i denne periode – primært på grund af ekstraordinært store overskud i transportsektoren, hvor overskuddet efter skat steg med flere tusinde procent, og indenfor energisektoren, hvor overskuddet efter skat femdobledes. Det indebar også, at transportsektorens overskud som andel af samlet overskud steg fra at udgøre ca. 2 pct. i 2019, til i 2022 at udgøre lidt under 33 pct.

Tager vi de to sektorer ud af det samlede overskud, steg dette “kun” med 30 pct. mod 114 pct, hvis vi inkluderer disse (før der tages højde for inflation). Og kigger man lidt nærmere på de enkelte brancher, er forskellene også betydelige, som det fremgår af nedenstående tabel (samme kilder som Oxfam DK bruger).

Hvis tallene i tabellen ovenfor blev justeret for inflation – Oxfam bruger forbrugerprisindekset – er det mildt sagt en forsimpling at bruge overskriften “Virksomheder og aktionærer har tjent massivt på kriserne, mens lønmodtagerne er taberne”. I det mindste må man vel konstatere at nogle sektor har oplevet betydelige stigninger i deres samlede overskud, mens andre faktisk har tabt ganske betydeligt.

Noget andet er så, at den sammenligning Oxfam laver, faktisk ingen mening giver, før man ser på hvorfor både de enkelte branchers eller virksomheders overskud udvikler sig som de gør. Her nøjes jeg med at konstatere, at overskudene i betydelige sektorer målt på beskæftigelse, næppe har været tilfredstillende resultatet i 2022. Og medtager vi 2023, kan vi allerede nu med rimelig sikkerhed regne med at det samlede overskud falder. Det er vist blot at se på forventet overskud i f.eks. A.P. Møller-Mærsk i 2023 i forhold til 2021 og 2022.

Og her kommer vi så frem til udviklingen i udbyttebetalingen, som af Oxfam DK åbenbart er udtryk for at aktionærerne forgyldes. Men er det nu det? Det giver faktisk ingen mening, da betalingen af udbytte jo påvirker aktiekursen.

Og er det et sundhedstegn, at Mærsk udbetalte rekordstore ca. 80 mia. kr. i udbytte i 2023(hvilket i sig selv er en stor dele af forklaringen på stigningen i den samlede udbyttebetaling i 2022 og 2023)?

Næh, det var jo netop fordi der var tale om en ekstraordinær situation i 2021 og 2022, at man i 2022 og 2023 udbetale ekstraordinært store udbytter. Man kunne åbenbart ikke selv finde fornuftige investeringer. Ét er sikkert: Der bliver hverken tale om rekordoverskud eller rekordudbytte på baggrund af Mærsks 2023 regnskab. I årets første 9 måneder faldt omsætningen med ca. 30 pct, og det endelige resultat med mere end 80 pct., fra ca. 24 mia. USD til ca. 4 mia USD. Hvordan det bliver til, at de rige bliver rigere, fortæller Oxfam heller ikke i år noget om.

Links til tidligere indlæg:

2022

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven – Punditokraterne

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Igen i år vil man gerne give indtryk af at formuefordelingen bliver mere og mere skæv. Det gør man så, som man plejer, ved at bruge Forbes liste over verdens rigeste, og som bekendt var 2021 et (rigtigt) godt aktieår de fleste steder. Hvad man IKKE – som i aldrig – beskæftiger sig med er dels at der er tale om urealiserede gevinster, og at der løbende er en betydelig udskiftning i hvem som er verdens rigeste (og hvilke brancher de kommer fra) – se også Wikipedia’s liste over top 10 rigeste gennem 4 årtier.

Som en sidebemærkning kan vi selvfølgelig lige medtage at aktiekurserne på det seneste er faldet betydeligt – udviklingen i c25-indekset det seneste halve år fremgår af nedenstående – hvilket efter Oxfam-Ibis logik åbenbart er godt, for herved falder formueuligheden jo. Landets pensionsopsparere vil formentlig være af en anden opfattelse. Og hvordan kursstigninger eller – fald på Københavns Fondsbørs iøvrigt skulle påvirke levevilkårene for verdens fattige står selvfølgelig noget hen i det uvisse.

På Oxfam-Ibis danske hjemmesider kan man også læse, at man anbefaler:

• Højere beskatning af dollar-milliardærernes gevinster. Vi ønsker en progressiv beskatning af velstand og formuer og om et opgør med korruption og skattely. Her og nu kan det dreje sig om en engangs-formueskat på nogle af de gigantiske gevinster, vi har set under pandemien.
• At de tusinde milliarder af dollars, der kan rejses ved mere progressiv beskatning, investeres i sundhedspleje, uddannelse og social beskyttelse, der giver indkomstsikkerhed til alle.
• Midlertidig ophævelse af monopolerne på vacciner og teknologier gennem WTO, så alle får adgang til vacciner.

Og i ”Inequality Kills” (side 9) skriver man videre, at en

“99% windfall tax on the COVID-19 wealth gains of the 10 richest men could pay for enough vaccines to vaccinate the entire world and fill financing gaps in climate measures, universal health and social protection, and efforts to address gender-based violence in over 80 countries, while still leaving these men $8bn better off than they were before the pandemic.”

Om dette er et egentlig forslag står lidt hen i det uvisse, men givet at 8 ud af de 10 er amerikanere, en er franskmand og den sidste er inder, efterlader det os med to spørgsmål:

Hvad det vil betyde for aktiekurserne, hvis man faktisk beskatter verdens 10 rigeste mænd med 99 pct. af deres urealiserede gevinst på værdipapirer under pandemien?

Den eneste måde de pågældende kan betale er jo ved at sælge ud af deres værdipapirbeholdning. Et udsalg som i sig selv vil indebære lavere aktiekurser, hvilket næppe vil glæde de øvrige aktieejere (og dermed også pensionselskaberne). Det næste spørgsmål er hvor stor mon sandsynligheden er for at de pågældende stater (og deres befolkninger, idet alle 10 kommer fra demokratiske lande) derefter synes det er en god ide at bruge pengene i verdens fattigste lande?

Mon ikke indtægterne primært forbliver indenlands? Og hvorfor i alverden mener en ulandsorganisation, at det er dens opgave at komme med forslag til hvordan skattesystemet skal være indrettet i USA, Frankrig mv.?.

Heri ligger naturligvis også en (blandt mange) udfordring ved Oxfam-Ibis tilgang. Hvem tilgodeser en progressiv formueskat af verdens rigeste? (vi ser her bort fra diskussionen om hvorvidt formueskat i det hele taget er fornuftigt eller ej). Den tilgodeser selvfølgelig, alt andet lige, statskasserne i verdens rigeste lande. Hvordan det skulle forbedre velstand og levevilkår for verdens fattigste mangler vi i den grad svar på fra Oxfam-Ibis (og ligesindede).

Som et sidste “nedslag” skal vi også lige se på hvorledes Oxfam-Ibis (og andre) agerer, også når de data man anvender siger noget helt andet end det man påstår. Nedenstående figur er, som det fremgår, hentet fra Piketty m.fl. – også – årlige rapport, som bruges flittigt af Oxfam-Ibis. Figuren viser udviklingen i indkomstulighed, opgjort som antal gange de 10 pct. højeste indkomster er i forhold til de 50 pct. laveste fra 1820 til 2020.

Som det fremgår var verden langt mere lige i 1820 end den har været alle årene sidenhen. Før nogen ønsker sig tilbage til 1820, skal man nok medtage at det skyldes at op mod 90 pct. levede i dyb absolut fattigdom. Sidenhen steg uligheden og toppede omkring 1980, hvorefter den har været faldende sidenhen. Sådan vil de fleste nok beskrive hvad de ser, men læg her mærke til “fortolkningsteksten” under grafen. Her angiver man at den globale ulighed stabiliserede sig mellem 1910 og 2020 og at det er “for tidligt at sige noget om hvorvidt faldet man har set siden 2008 vil fortsætte”. Ja, man kan jo altid sige at fremtiden er usikker – og det er den jo – Men at se bort fra at den stigende tendens vendes til en faldende tendens fra begyndelsen af 1980erne og frem er absurd. Og hvad var det lige der skete i slutningen af 1970erne og frem? – Det var markedsreformer (det som kritikerne hånligt beskriver som neoliberalistiske reformer) i en række økonomier, ikke mindst Kina, som gik fra planøkonomi til at være en blandingsøkonomi.

Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke med sikkerhed kan vide hvad morgendagen bringer, og ét scenarie er jo en tilbagevenden til mere planøkonomisk politik, øgede handelsrestriktioner og regulering mv. Ikke ulig den form for økonomisk politik netop Oxfam-Ibis o. lign. organisationer og politiske partier reelt er fortalere for – hvorved de faktisk ikke adskiller sig fra forestillinger hos dele af tidens nationalkonservative i Europa og USA. Hvis de for alvor får vind i sejlene kan udviklingen de kommende årtier blive noget af en gyser – ikke mindst for verdens fattigste, som har været de store vindere af den økonomiske globalisering og markedsreformer i sidste fjerdedel af det 20. århundrede og frem.

Kommentarer til tidligere års rapporter fra Oxfam-Ibis:

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Link til Oxfam-Ibis rapport, Credit Suisse og Pikety m.fl:

Inequality Kills: The unparalleled action needed to combat unprecedented inequality in the wake of COVID-19 – Oxfam Policy & Practice

Inequality Kills: Methodology note (openrepository.com)

Global wealth report – Credit Suisse (credit-suisse.com)

0098-21_WIL_RIM_RAPPORT_A4.indb (wid.world)

Sammenkomsten er af den slags som Adam Smith allerede advarede os om for 250 år siden og der er grund til at holde på hat og briller og have ekstra godt fat i portmoneen. Regningen for al denne skønsnak og de mange gode intentioner ender altid hos den “almindelige borger”.

Som vanen byder, udsender ulandsorganisationen Oxfam-Ibis i dagene op til den årlige sammenkomst samtidig deres årlige ulighedsrapport, som vi her på bloggen gennem årene igen og igen har påpeget lider under mildt sagt store problemer. I år er det også blevet til en kronik i Berlingske Tidende, som svar på Oxfam Ibis kronik samme sted, hvor de præsenterede dette års “ulighedsrapport”. Dette blogindlæg er således en uddybning af nogle af pointerne i min kronik.

Og problemerne er betydelige ved de årlige rapporter fra Oxfam Ibis. Fra cherrypicking over manglende konsistens til hvad der vel rettelig må betegnes som fake news.

Det rene fup

Sidste år påstod Oxfam Ibis, at de 10 procent højeste indkomster betalte en mindre andel i skat end de 10 procent laveste i UK. Der var endda en fin kildehenvisning, hvor man kunne hente et regneark, som viste beskatningen fordelt på deciler.

Her kunne man ganske rigtig slå op på en fane, som viste de tal som Oxfam – Ibis brugte. Problemet var bare, at der i den opgørelse de brugte bl. a. ikke var taget højde for bl. a. hustandenes størrelse. I fravær af det bedste, nemlig en opgørelse på den enkelte skatteyder, kunne man dog andetsteds i regnearket finde en opgørelse, som var i overenstemmelse med gængs opgørelsesmetode, hvis man opgør det på hustand. Den viste (ikke overraskende), at den nederste decil (naturligvis) havde et mindre skattetryk end de øvrige deciler. Med mindre Oxfam Ibis ansatte ikke har nogen som helst form for økonomisk indsigt, må man gå ud fra at dette valg var helt bevidst.

I lighed med de forgående år ønsker man også i år at få tingene til at se “værre ud end de er”. Således vil man tilsyneladende gerne have læserne til at tro, at grænsen for ekstrem fattigdom er 5,50 USD. om dagen. Den er dog noget lavere, nemlig 1,90 USD. Når man sætter grænsen højere kommer man naturligvis også frem til at en større andel af jordens befolkning lever i ekstrem fattigdom, end det rent faktisk er tilfældet

For mens vi er kommet ned under hver tiende som lever i ekstrem fattigdom (Verdensbankens definition) – se her, så er det fortsat næsten hver anden som lever under 5,50 USD. ifølge Verdensbankens tal, som dog er fra 2015. Alt tyder på at andelen er lavere i dag.

Læs hele indlægget om sidste års rapport her.

Også i år prøver Ibis-Oxfam at få læseren til at tro at 5,50 USD. er grænsen for ekstrem fattgidom. Således skriver man i den danske “læse let udgave” af årets rapport (som er på engelsk), under overskriften “6 vilde facts om ulighed“:

Næsten halvdelen af klodens indbyggere lever for under 5,5 dollars om dagen. Selvom færre lever i ekstrem fattigdom i dag, er den hastighed, vi udrydder fattigdom med, halveret siden 2013.

Hver for sig er udsagnene sådan set korrekte, men sat sammen får man jo indtryk af, at ekstrem fattigdom defineres ved at have mindre end 5,50 USD. om dagen. Det er bare ikke korrekt. Det er fortsat defineret ved at have mindre end 1,90 USD til rådighed. Målt på reaktionerne på de sociale medier (twitter), da jeg gjorde opmærksom på det i går, opnår man da også den ønskede effekt. En enkelt sendte endda også et link til et notat hvor Verdensbanken skriver om deres fattigdomsmål, som skulle vise at jeg tog fejl. Men læser man hvad Verdensbanken skriver, fremgår det dog ganske tydelig, at man ikke kan anvende de 5,50 USD som Oxfam Ibis gør:

The World Bank now reports on two higher-value poverty lines: $3.20 and $5.50 per day. These lines, which are typical of standards among lower- and upper-middle-income countries, respectively, are designed to complement, not replace, the $1.90 international poverty line

Faktisk er indførelsen af 5,50 USD. grænsen udtryk for hvor succesfuld man har været i at reducere fattigdommen de seneste årtier. Det er ikke det indtryk man efterlades med, ved at læse Oxfam Ibis rapport.

Den globale ulighed falder, både målt på indkomst og nettoformue

Når man læser Oxfam Ibis rapporter gennem årene, skulle man jo tro at uligheden stiger. Men det forholder sig faktisk omvendt. Den globale ulighed falder, både målt på nettoformue og indkomst.

At formueuligheden har været faldende over de seneste 20 år fremgår ellers af den rapport som udgør den absolut væsentligste kilde for Oxfam Ibis “årlige slagnummer” om den ulige formuefordeling, nemlig Credit Suisse årlige “Global Wealth Report”, der udkommer om efteråret.

At det er et temmelig ringe begreb at anvende, hvis man ønsker at skrive om udviklingen i levestandard, ikke mindst for verdens fattige, er en ting, som vi har skrevet om mange gange her på bloggen. Se bl.a her og her. Noget andet er at Oxfam Ibis igennem årene igen og igen har misrepræsenteret det anvendte kildemateriale (Credit Suisse). Formueuligheden er som sagt faldende og ikke stigende, som Oxfam Ibis vil have os til at tro, og sådan har det været længe. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som stammer fra den seneste “Global Wealth report” fra Credit Suisse.

Sandheden om Oxfam Ibis årlige rapporter er da også, at det er så som så med originaliteten. Det er primært en sammenskrivning af allerede eksisterende materiale (især fra Credit Suisse), udformet og pakket, således at det passer det i forvejen ønskede resultat. Oxfam Ibis metode svarer til en virksomhed, der skifter regnskabsprincipper hvert år, for at opnå et bestemt resultat, hvilket som bekendt er i strid med regnskabsloven.

Oxfam Ibis anløbne metoder får man et indtryk af, når tallene ikke rigtigt passer ind i den ønskede konklusion. således skriver Kristian Weise i en kronik i Berlingske Tidende mandag, når han nødtvungen trods alt må erkende at formueuligheden faktisk er faldende (det har vi vidst i flere år), at

Men det er nok mere et statistisk skvulp end et tegn på, at den globale økonomiske orden af sig selv er i gang med at rette op på sine egne indbyggede fejl.
For det første har banken, der leverer de formuedata, vi bruger, ændret sin opgørelsesmetode. Credit Suisse vurderer, at de fattige i Indien med den nye opgørelsesmetode har en lidt større formue i år end tidligere. Når de flere hundrede millioner indere registreres for en lille smule mere, påvirker det verdenstallene markant. Men størstedelen af Indiens vækst går stadig til de allerrigeste, og flertallet må kigge langt efter de værdier, som de er med til at skabe

Og fortsætter med, at

For det andet hænger den mindskede formueulighed sammen med, at aktiemarkedet faldt i 2018 – og det gik naturligt nok hårdest ud over de rige aktieejeres formuer. Umiddelbart et fald i uligheden. Men allerede året efter steg aktierne markant, og som mange har noteret, var 2019 et aldeles glimrende år for verdens milliardærer. Europas rigeste mand, franske Bernard Arnault, blev eksempelvis mere end 250 milliarder kroner rigere. På et år. Så uligheden er desværre steget, siden rapportens tal blev beregnet.

Kristian Weise har fuldkommen ret i at udviklingen i aktiekurser, ligesom boligpriser og valutakursudsving har stor betydning. Det skriver Credit Suisse faktisk også om hvert eneste år. Men dels viser ovenstående figur fra Credit Suisse jo, at der næppe blot er tale om et “statistisk skvulp”, når både top 5 og 10 procents andel er faldet markant over de seneste 20 år, mens også top 1 procent faktisk ligger lidt lavere end for 20 år siden. Og dels har man aldrig taget samme forbehold, når det gik den anden vej.

Og som det også fremgår af ovenstående har den stigning, som var i top 1 procent andel efter finanskrisen frem til 2016, som fulgte et fald fra årtusindets start, hvorefter andelen har været konstant de seneste år, været på bekostning af top 10s andel. De nederste 90 procent andel har derimod været konstant stigende gennem de seneste 20 år. Heller ikke det indtryk man får ved at læse Oxfam Ibis årlige rapporter.

Det kan sagtens være at det ser anderledes ud når Credit Suisse udsender en ny rapport til efteråret – hvis altså ikke verdens børser gør dit, dollaren dat og boligpriserne noget helt tredje. Men sådan har det altså været i alle årene, også i årene efter finanskrisen hvor den ene procents andel steg, og Oxfam Ibis i deres årlige rapporter annoncerede at nu ejede de snart hele verden. Se bl. a. her og her.

Ok, vil en del så måske tænke, men hvad så med indkomstuligheden, den stiger da gør den ikke?. Ja, set over de seneste årtier er den steget i et flertal af lande, men det faktisk også faldet i en del lande, bl. a. i den mest ulige region, Latinamerika. Og her ligger uligheden fortsat under niveauet i starten af årtusindet, selv om mange lande har oplevet en økonomisk afmatning, og nogle endda en decideret økonomisk krise fra midten af sidste årti.

Ser vi på udviklingen i den globale ulighed, så kan vi dog konstatere, at den er faldet, som det fremgår af nedenstående figur fra Branko Milanoviz.

Se i øvrigt også her.

Med andre ord, aldrig har verden og dens befolkning været mere velstående og mere lige. Ok, den var måske mere lige for 200 år siden, hvor man regner med at omkring 85 procent af jordens befolkning levede i ekstrem fattigdom, men den slags lighed er det vel trods alt de færreste der finder attråværdig.

Men selv om verdens fattigdom er faldet drastisk her i “neoliberalismen og globaliseringens” tidsalder, har vi naturligvis langt igen. Et problem er da også at den hastighed med hvilken mennesker kommer ud af ekstrem fattigdom er faldet drastisk de senere år (det har Kristian Weise og Oxfam Ibis ret i, og er noget vi har vidst længe) . Desværre tror jeg, at denne tendens vil fortsætte.

Om ikke andet, så fordi at i takt med at andelen af jorden befolkning, som lever i fattigdom (efter Verdensbankens kriterier) falder, bliver den også mere og mere koncentreret til en række folkerige afrikanske lande, ikke mindst Nigeria. Men det skyldes ikke den økonomiske globalisering og markedskapitalisme, som Oxfam Ibis gerne vil have os til at tro. Det skyldes specifikke lokale forhold.

Jeg deltog for øvrigt i dagens P1 debat, som kan høres her. Jeg er med fra ca. 26 minutter inde i udsendelsen

Helt grundlæggende er Oxfam-Ibis årlige rapporter baseret på at den typiske læser ikke er økonomi-kyndig, og at kun få checker de kilder, som man faktisk ganske fint lister til sidst (og tak for det) i den egentlige rapport, som man finder på Oxfams hjemmesider i UK. På Dansk udsendes kun et kort resume.

Hvad Oxfam-Ibis ikke fortæller dig

Nedenstående infografik er “typisk” Oxfam-Ibis, og hvis man alene ser den, får man jo den opfattelse at det står meget slemt til med både fattigdom og ulighed her i verden. Det kan man jo så mene at det også gør, men hvorfor forholder man læseren, at det faktisk går meget bedre end tidligere? Både hvis man måler på absolut fattigdom – og udviklingen i den globale ulighed, som Oxfam-Ibis i lighed med andre på venstrefløjen tillægger særlige negative konsekvenser.

et er sådan set rigtigt hvad de skriver hver for sig, men oveni er der alt det som de ikke skriver. Hvad er grunden til at man sammenstiller udviklingen i ekstrem fattigdom i Afrika syd for Sahara med Verdensbankens fattigdomsgrænse for det mest velstående middelindkomstlande? Er det mon fordi man gerne vil give indtrykket af at 3,4 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom? Verdensbankens fattigdomsgrænse for ekstrem global fattigdom er $1,90 (købekraftskorrigeret og i 2011 USD.) og ikke $5,50. Og hvorfor står der intet i rapporten om at også målt på $5,50 har man de seneste årtier oplevet et fald i andelen af fattige – uanset hvilken grænse man bruger – som er uden historisk sidestykke, se nedenstående figur.

Et fald, som er sket samtidig med at verdens befolkning voksede med ca. 30 procent, især i udviklingslandene.

I løbet af 25 år er vi gået fra at leve i en verden, hvor ca. 2 ud af 3 levede for under svarende til $5,50 om dagen, til en verden hvor flertallet har mere end svarende til $5,50 at leve for om dagen. Og nej, det er ikke meget, men det går i den rigtige retning, og forskellen mellem at leve for $1,90 og op til $5,50 er til at tage at føle på.

Heldigvis er det “kun” 1/10 af jordens befolkning, som i 2015 levede i ekstrem fattigdom (og ifølge “World Poverty Clock” er vi nu nede på ca. 8 procent primo 2019), mens det i 1990 var ca. 1/3 af jordens befolkning, som måtte leve for under svarende til $1,90.

Og når man skriver at næsten halvdelen af verdens befolkning kun lige undgår at leve i ekstrem fattigdom, hvorfor anvender man så $5,50 og ikke $3,20? Måske fordi “næsten halvdelen” giver en anden effekt end ca. 1/4? (bortset fra at man jo ret beset bør trække de ca. 10 procent fra som rent faktisk fortsat lever for mindre end $1,90 – de indgår jo i de 46 procent). Andelen under $3,20 er som det fremgår af ovenstående figur forøvrigt en halvering i forhold til 1990, hvor mere end halvdelen af jordens befolkning måtte klare sig med mindre en svarende til $3,20.

Hvad angår udsagnet om at ekstrem fattigdom er stigende Syd for Sahara, fremgår det ikke, hvorvidt der er er tale om absolut antal eller andel. Det gør dog mindre. I takt med at den ekstreme fattigdom falder globalt, bliver den resterende gruppe i stigende grad domineret af relativt få især afrikanske lande, hvoraf kun få har en tilfredstillende økonomisk udvikling. Antallet af ekstremt fattige er nu højere i Nigeria end i Indien – på trods af, at Indiens befolkning er mange gange større – mens den økonomiske vækst ikke kan følge med befolkningstilvæksten, og allerede i dag lever ca. en ud af hver fem ekstremt fattige i Nigeria og Congo. Denne andel må forventes at stige de kommende år.

Når man angiver, at mænd ejer 50 procent mere af den globale formue end kvinder ifølge Credit-Suisse estimater, så kan det også undre at det illustreres med to søjler, hvor mandens er dobbelt så høj (se infografik ovenfor).

Ingen tvivl om at kvinder desværre diskrimineres mange steder i verden, hvilket også afspejler sig i formuefordelingen, som det fremgår af nedenstående figur, men…..

Når Oxfam i deres rapport skriver:

Less understood but equally alarming is the gender wealth gap, which along with earnings includes assets, savings and investments. Credit Suisse has this year estimated women’s share of global wealth at 40%, but with very significant differences regionally and for different groups of women. For example:

• In Africa and in countries like India, Pakistan and Bangladesh, women account for somewhere between 20–30% of wealth.

• In the US, unmarried white men own 100 times more wealth than unmarried Hispanic women.

Så må man spørge sig selv, hvorfor er det relevant at sammenligne hvide mænds formue med lige præcis ugifte hispanic kvinder?

Som det fremgår af ovenstående figur fremgår , at der er stor forskel på kvinders andel i Afrika og Indien og i Nordamerika (apropos sammenligningen mellem “hvid mand” og enlig kvinde med latinamerikansk baggrund) og Europa.

Mens man estimerer at kvinder i de to først nævnte regioner har en andel på mellem 20 og 30 procent, estimeres den for de to sidstnævnte at være mellem 40 og 45 procent, opgjort på husstande.

Og så er der selvfølgelig den utopiske ide om, at “bare” man beskattede den ene procent rigestes formue med 0,5 procent, så ville man kunne finansiere uddannelse for den ca. 1/4 mia, børn som ikke er i uddannelse og sundhedspleje der ville redde 3,3 mio. liv om året.

Der er det måske ikke så lille aber dabei ved den ide, at ikke kun skal man øge formuebeskatningen med 0,5 procent – hvor mere end 70 procent af provenuet vil komme af beskatning i I-landende, ifølge Oxfams egne beregninger – men at den herefter ubeskåret overføres til udviklingslandene.

Men andre ord ønsker man at ulandsbistanden skal øges kraftigt. Hvorfor skriver man så ikke bare det?

Når vi nærmer os det rene fup og svindel

En ting er alt det, Oxfam-Ibis undlader at nævne. Noget andet er hvor metodevalg og begrebsanvendelse tangerer fup og svindel.

Igen i år er Oxfam-Ibis slagnummer, hvor mange superrige der ejer lige så meget som den “fattigste” halvdel af klodens befolkning.

I år kommer man frem til at verdens 23 rigeste (ifølge Forbes), ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Som Mads Lundby fra Cepos har gjort opmærksom på, bl. a. i Radio24syv morgen (kan høres her), svarer denne formue til 0,4 procent af den samlede globale formue (som den opggjort af Credit Suisse, se længere nede). Og ydermere er europæere og amerikanere overrepræsenterede blandt de 10 procent fattigste.

Hvad der heller ikke nævnes fra Oxfam-Ibis side er, at de 10 procent “fattigstes” samlede formue er negativ, mens 2. decils samlede formue er nul. Ja, tager vi de 40 procent “fattigste” samlede formue et den et stort rundt nul. Det indebærer at hvis du blot ejer en krone, så er du rigere end de 40 procent “fattigste” tilsammen!

Som vi skrev tilbage i 2015:

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-land med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Det gælder fortsat.

Ligeledes , som vi har skrevet om flere gange tidligere (se bl. a. her), skyldes ændringerne fra år til år primært 3 ting: valutakursudsving, prisen på værdipapirer og udviklingen i boligpriserne.

Læg f. eks. mærke til udviklingen i Indien, – se figur nedenfor – hvor både værdipapirer og boligpriser er steget betydeligt, mens den samlede formuefremgang i Credit Suisse opgørelse mere beskeden, fordi den lokale valuta faldt i forhold til dollar i perioden.

Når Oxfam-Ibis i år skriver, at

”Sidste år fik verdens rigeste hver dag 16 milliarder kroner mere at putte i lommen, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning mistede 11 procent af deres beskedne opsparing.”

Så efterlader det os med indtrykket af at de rigeste er blevet rigere og de fattigste er blevet fattige – det er selvfølgelig også hvad Oxfam-Ibis gerne vil have os til at tro. Men man kan ikke konkludere at den fattigste halvdel “mistede 11 procent af deres beskedne opsparing” – for det kræver som minimum at man opgør det i lokal valuta. Ret beset bør man også korrigere for inflation – for det eneste Credit Suisse måler er udviklingen i den nominelle formue – og så endda i dollars til gældende markedskurs.

Oxfam-Ibis påstand er grundlæggende at verden lider af “galoperende ulighed” og at det bliver værre og værre. En overskrift i dette års rapport er således ” Uligheden er ude af kontrol”. Eller som de skrev i deres 2016 rapport:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

Men vendt lidt: Hvis nu vi for et øjeblik lader som om Credit Suisse årlige formueopgørelse rent faktisk kan bruges til at sige noget klogt om udviklingen i levestandard (det kan den ikke, se nedenfor)…

Hvordan har udviklingen så været de sidste små 20 år? For de der kun læser Oxfam-Ibis årlige rapport, vil det måske komme som lidt af et chock, men målt på både de 5- og 10 procent med de største formuer, er deres andel siden 2000 ikke steget, men faldet. Som det fremgår af nedenstående figur er de væsentligste forskydninger sket indenfor de 10 procent ‘rigeste”. De 90 procent fattigste har ikke oplevet et fald i deres andel siden årtusindes begyndelse.

Vi må altså konkludere, at Oxfam-Ibis påstand om stigende ulighed, baseret på formue, slet og ret et falsum. Samtidig skal naturligvis medtages at den globale indkomstulighed, som vi tidligere har pointeret, senest her, er faldende.

Et er at Oxfam-Ibis gennem årene vedvarende prøver at give indtryk af en udvikling, som der ikke er belæg for. Noget andet er, at Credit-Suisse årlige opgørelse (se seneste her) slet ikke kan bruges til at sige noget fornuftigt om udviklingen i den globale levestandard.

Forskelle i formuer kan ikke bruges som proxy for forbrugsmuligheder. Dertil bruger man købekraftskorrigerede indkomster. At man ejer en 2-værelses lejlighed i Kbh som måske har en værdi på 3 mio. kroner, i forhold til en en tilsvarende lejlighed i Rio de Janeiro, som måske kan erhverves for 300.000, indebærer jo ikke, at man dermed har 10 gange så høj levestandard målt som årligt forbrugsmulighed. Dertil er man altså nødt til at bruge købekraftskorrigeret indkomst.

Som Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, påpegede i en kronik i Børsen i 2016:

Ibis og Oxfams problem skyldes først og fremmest, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.
Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Her til sidst i dette indlæg (som blev lidt længere end beregnet) vil jeg gerne slutte af med endnu et eksempel, hvordan man manipulerer med læseren.

I dette års rapport hævder man, at de fattigste 10 procent betaler en højere andel i skat end de rigeste 10 procent i Brasilien og UK.

Som det fremgår, skulle de 10 procent fattigste i UK altså betale 49 procent i skat, mens de 10 procent rigeste skulle betale 34 procent i skat (jeg har ikke checkket talene for Brasilien efter, da der ikke umiddelbart er adgang til den “rå data”). Går man ind i Oxfam-Ibis metode tillæg oplyses, at indelingen i deciler er baseret på husholdninger, og ikke på skattepligtige personer, som er måden man opgør graden af progression i skattesystemet.

Det er selvfølgelig klart, at den progression, som der normalt er i indkomstbeskatningen overdriver den reelle forskel i hvor meget man betaler i skat af ens personlige indkomst. Indirekte skatter og afgifter vejer jo typisk tungere for de lavere end de højere indkomster (moms, tobaks- og alkoholafgifter mv.).

Men har man ikke mulighed for at foretage en beregning fordelt på faktisk skattepligtige personer, skal man som minimum korrigere for de enkelte husholdningers størrelse. Mange af de umiddelbart velstående husholdninger består jo af to eller flere personer med indkomst, og kan derfor ikke sammenlignes meningsfuldt med husholdninger med kun én person. Gør vi det, ændrer billedet sig drastisk, som det fremgår af nedenstående figur, hvor jeg sammenholder tal, der ikke er justeret for husholdningernes størrelse (den metode Oxfam-Ibis har valgt) med tal, der faktisk er justeret for husholdningernes størrelse.

Som det fremgår har det meget drastisk betydning for især 1. decil, hvor skattetrykket stort set halveres.

Og hvorfor mon Oxfam-Ibis ikke anvender tabel 23. hvor man har korrigeret? Et bud er naturligvis, at så ville man ikke få det resultat man ønsker. Oxfam-Ibis rapport i år er ligesom tidligere år fuld af den slags ‘detaljer’.