Finansministeriet synes at regne med, at den hæver arbejdsudbuddet med 1200 fuldtidsstillinger som konsekvens af en lillebitte lettelse af bundskatten (på 0,02 %) og et nyt jobfradrag på 2500 kroner. Selv hvis man regner med, at hele arbejdsudbudseffekten kommer fra de ekstra 1½ milliarder kroner, betyder det dermed at hvert nyt job ’koster’ cirka 1,2 millioner kroner. Jeg har svært ved at finde et bedre eksempel på, hvor ineffektive lettelser i bunder er relativt til lettelser i toppen af skattesystemet, hvor bl.a. Jacob Lundbergs forskning peger på, at lettelser i Danmark vil være cirka selvfinansierende. Problemet er blot, at ved at flytte topskattegrænsen opad, og ikke mindst ved at fokusere så meget på Dansk Folkepartis vælgere, er de vælgere der nu betaler topskat, blevet helt ligegyldige for Venstre.

Tirsdagens skatteaftale gør det således lysende klart, at Venstre og de Konservative de facto kan ignorere enhver af Liberal Alliances kernesager. Partiet er udelukkende med i regeringen for netop at demontere den indflydelse, som faktisk liberale vælgere ellers kunne opnå når en VK-regering var nødt til at finde et flertal. Den situation, som nu er blevet pinagtigt åbenlys, fører til at man må stille tre spørgsmål til Liberal Alliance, og i særlig grad til partiets ledelse.

1) Vil LA være et parti med egen ideologi eller et discount-Venstre?

Vi har tidligere peget på, at Liberal Alliance med deres nuværende position fisker i de samme vande som Venstre og de Konservative, mens de ignorerer virkeligt liberale vælgere. Grunden er øjensynligt, at partiets ledelse har vurderet, at de alligevel stemmer på dem, fordi liberalister ikke har andre steder at gå hen. Det dybere spørgsmål er derfor, om ledelsens strategi – hvis der overhovedet er en strategi – er at søge at få mange stemmer og blive et større parti. Den strategiske udfordring er, at det kun kan lade sig gøre ved at gå fundamentalt på kompromis med partiets ideologi og kernevælgernes inderste overbevisninger – en fremtidig politik baseret på samme slags intellektuel prostitution som Venstre har bedrevet siden 1998-valget. Hvis ikke, må man spørge om alliancens ledende figurer kan holde ud kun at få de 10 % af vælgerne, der rent faktisk er enige i en liberal linje. Men hvis man vil fokusere på de vælgere, der er ideologisk nogenlunde enige med partiet – og jeg tror, at det er den eneste mulighed for at få indflydelse – må Liberal Alliance sørge for at fremstå som et troværdigt alternativ til andre partier.

2) Skal Anders Samuelsen fjernes?

Netop troværdigheden er et stigende, og meget selvskabt, problem, ikke mindst for partilederen. Ret beset har Anders Samuelsen absolut ingen personlig troværdighed tilbage, og en genoprettelse af hans omdømme har så lange udsigter. Uanset om man gik i gang i dag, er offentlig troværdighed langt sværere at bygge op end at ødelægge, og konsekvenserne af selv en massiv indsats fra Samuelsen ville næppe blive synlige før lang tid efter det næste valg. Det samme problem gælder, omend i væsentlig mindre grad, for Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Skulle man se helt nøgtern på problemet, er den rigtige løsning for partiet sandsynligvis at fjerne Samuelsen fra lederstillingen, men spørgsmålet er, om intern dynamik og magtpositioner tillader, at man rydder op i partiets samlede troværdighedsproblem. Men måske kan mindre løse noget af problemet?

3) Skal LA blive i regeringen?

Det helt store problem for Liberal Alliance er, at partiet i de fleste målinger står til at få endda meget store tæv af vælgerne til valget næste år. Som bl.a. Mogensen og Kristiansen i deres Tirsdagsanalyse på TV2-News har diskuteret, er en af de mulige løsninger at udtræde af regeringen et stykke tid før næste valg. Særligt Kristiansen synes at mene, at det er Liberal Alliances eneste mulighed, hvis det vil minimere det stemmetab, partiet står til. Bliver partiet i regeringen indtil valget, vil dets deltagelse ses som en blåstempling af en række politiske tiltag, der primært har to formål. For det først har en stor del af regeringens politik fungeret som Venstres måde at ’appellere’ til Dansk Folkeparti – dvs. at kysse den del af folkepartisternes fysiognomi, hvor solen med sikkerhed aldrig skilter. For det andet vil det blive set som taburetklistren – Samuelsen, Ammitzbøll-Billes og andres desperate forsøg på at blive i magtens haller og ministerbiler så længe som muligt.

Det eneste rigtige er således, at partiets ledelse allerede nu så småt begynder at planlægge, hvornår det skal forlade regeringen. Frigjort at Venstres brydergreb på partiet kan Liberal Alliance i det mindste forsøge at relancere sig som et faktisk alternativ til andre nominelt borgerlige partier, der skiftevis forsøger at gøre sig lækre overfor en socialdemokratisk medianvælger, og hendes indvandrerfjendske fætter i Dansk Folkeparti. Om det kan lade sig gøre med Samuelsen i front tvivler jeg meget på, men et parti i regering, med Samuelsen som partileder, der forsøger at lure vælgere fra Venstres midterposition, er et parti der får 3-4 procent af stemmerne næste år.

Nu er Ole så uheldig at være blevet sat i spidsen for et ministerium, der ikke ligefrem har ry for at være fagligt stærkt. Det er derfor forståeligt, og desværre nok også forventeligt, at han får dårlig rådgivning, men det er ikke til at undskylde, at han øjensynligt stoler fuldt og fast på, hvad hans ministerium påstår. To af de påstande er ret tydeligt, at lufthavnen er et monopol og at monopoler skal reguleres fra politisk side.

Påstand nummer to har vi tidligere skrevet om i forbindelse med Nobelprisen i 2014, hvor Jean Tirole blev hædret for sit arbejde sammen med kollegaen Jean-Jacques Laffont (læs her og her). Det første spørgsmål fortjener derimod ekstra omtanke, for er lufthavnen faktisk et monopol i den forstand, Ole og hans ministerium synes at tro? Svaret i det følgende er et stort nej.

Folk tænker ofte på lufthavne som monopoler fordi der, i dette tilfælde, kun er én lufthavn i København. Det gør dog kun lufthavnen til et monopol i et relativt snævert defineret marked. Monopoler er situationer i markeder, ikke i geografiske omstændigheder. Som jeg understregede i Børsen, er Kastrup ikke et dansk monopol. Bor man i Jylland, er der langt kortere til Billund, Aalborg og for dem, der bor cirka syd for Fredericia, også til Hamborg. På Fyn er der også kort til f.eks. Billund, hvilket indebærer at i det isolerede marked for flytransport til Skandinavien og resten af verden, er Kastrup ikke et monopol – der er andre muligheder. Dermed er der i dette marked ikke tale om et monopol for cirka fire millioner danske forbrugere vest for Storebælt. For visse typer flytransport er der endda for københavnere et alternativ, da der findes ruter fra Malmøs lufthavn i Sturup.

For visse typer rejsemål er der ydermere andre muligheder end flytransport. Skal man f.eks. til Berlin fra København, er der flere muligheder fra Kastrup, men også både tog- og busmuligheder. For visse rejsemål er Kastrup dermed ikke et monopol, da der findes alternativer til den specifikke type transport, som den håndterer. Et lignende forhold gælder naturligvis f.eks. Midt- og Sydjylland, og dermed Billund Lufthavn, da der er fine togforbindelser og ganske acceptable busforbindelser til flere rejsemål sydpå. Der kan dermed ikke være tale om et monopol i disse særlige markeder.

Et tredje delmarked, som man må tage i betragtning når man vurderer, i hvilket omfang man kan betragte Kastrup som et monopol, er markedet for transitpassagerer (og transitgods). Meget rundt regnet en tredjedel af Kastrups passagerer er i transit, dvs. deres oprindelse eller endemål er ikke København. Disse passagerer rejser igennem Kastrup, fordi den fungerer som regional hub for en række selskaber. Rejser man f.eks. med SAS, Air Canada eller Singapore Airlines, vil disse selskaber typisk tilbyde en rejse fra et eller andet sted i verden gennem Kastrup til Stockholm, Oslo eller andre steder. Kastrup er den primære hub for destinationer i Skandinavien og i et vist omfang også en mulig hub for rejser til og fra dele af Nordtyskland, Finland og Estland. Men bliver Kastrup for dyr, trafikkeret, eller på andre måder mindre attraktiv, er der intet der forhindrer selskaberne i at benytte Arlanda, Gardermoen eller for den sags skyld Fuhlsbüttel ved Hamborg som hub i stedet for Kastrup. Når det gælder funktionen som hub er Kastrup ikke et monopol.

Sidst, men ikke mindst, må man også overveje status for selskabet Københavns Lufthavne og ikke blot lufthavnen. Her er spørgsmålet, som i et vist omfang i de andre forhold, hvor ’contestable’ selskabets marked er. Når man stiller sig dét spørgsmål, må man stille et andet: Hvorfor må et privat selskab ikke bygge en konkurrerende terminal ved siden af Kastrups Terminal 2 / 3? På et praktisk niveau er det fuldt ud muligt, at to separate terminaler deler kontroltårn og start- og landingsbaner, men ikke deler resten af lufthavnens infrastruktur. Man kunne for eksempel let forestille sig en situation, hvor det nuværende terminalkompleks blev ved med at servicere Star Alliance – SAS, Lufthansa, Brussels Airlines osv. – mens KLM-Air France og One World (f.eks. British Airways, Finnair og Qatar) valgte at benytte sig af en anden terminal, ejet af et andet selskab. Med andre ord er det fuldt tænkeligt, at man splittede hvad man på et vist plan kan kalde myndighedsfunktioner – paskontrol, security, kontroltårn osv. – fra den kommercielle drift af lufthavnen såsom butikker, restauranter og salg af gates og slots.

Markedet for lufthavnsservice, selv i et geografisk afgrænset område som Storkøbenhavn, er dermed contestable. I det omfang og i de delmarkeder, Københavns Lufthavn ser ud som et monopol, er det dermed ikke noget markedsskabt monopol i nogen forstand. Monopolsituationen er en status, som staten har skabt og som staten opretholder. At påstå, som Ole Birk Olesen og hans embedsværk gør, at Kastrup er et monopol og at det derfor er naturligt og ønskeligt, at staten regulerer lufthavnen – i øvrigt på en måde, der i stort omfang er til gavn for det ligeledes delvist statsejede SAS – er i en økonomisk forstand nonsens. Ole burde være smartere end at tro på et embedsværk, der enten lider af faglige svagheder eller er påvirket af ideologi og særinteresser, eller meget muligt begge dele.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

• Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
• Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
• Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
• Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager.

I temanummeret fremhæver man tværtimod Sverige, som eksempel på et land, hvor man via reformer og sund incitaments-politik har opnået (betydelig) højere vækst end i Danmark. “Omkostningen” har været en mindre stigning i uligheden (øget Gini kvocient). Og mon ikke de fleste vil være enige om at Sverige er et væsentligt bedre eksempel at sammenligne Danmark med korrupte 3. verdenslande? hvor crony capitalism og priviligerede gruppers adgang til f.eks. subsidier og statsgaranterede (nær)monopoler har hersket.

Som Economist skriver om udviklingen i Sverige:

The most equal country in the world is becoming less so. Sweden’s Gini coefficient for disposable income is now 0.24, still a lot lower than the rich-world average of 0.31 but around 25% higher than it was a generation ago.

og senere:

Sweden has cut taxes on labour, especially for the low-skilled. The Earned Income Tax Credit, which offers strong incentives for lower-skilled people to work, marks the biggest change. Other innovations, such as a credit for hiring household help, are designed to spur demand for low-wage workers. Union membership dues, in contrast, no longer qualify for tax relief. Benefits have been reformed at the same time as taxes. All handouts, from jobless aid to disability benefits, have become less generous, more short-lived and harder to qualify for.

All this has brought about palpable changes. Notice boards at Stockholm’s suburban railway stations are filled with advertisements for cleaners, once an unheard-of luxury. The Iraqis, Somalis and other low-skilled foreigners in Fisksätra, unlike migrants a generation ago, can no longer count on a drip-feed of government support. The combination of lower taxes and fewer benefits is intended to encourage people to work. And getting more of them to take jobs, argues Mr Borg, is the key not only to faster growth but also to keeping inequality low. His ministry reckons that in the long term Sweden’s reforms will raise the country’s employment rate by 5%.

Economist konkluderer, at:

Sweden’s experience suggests that the welfare state can be trimmed by cutting transfers and maintaining progressive investment in social services, without allowing inequality to surge. And a revamp of the welfare state that encourages employment can boost growth while keeping income gaps to a minimum.

Det bør også undre såre, nårr CFB skriver at:

Teorierne om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst har forandret sig markant i de seneste 20 år. Da jeg forelæste på universitetet i 1990erne, måtte jeg nærmest fra år til år lave om på konklusionerne. Tidligere konkluderede den overvældende andel af økonomer, anført af både Keynes og Friedman, at mere ulighed ville være godt for økonomisk vækst. Det gav bedre mulighed for, at de rige kunne investere, og stærke incitamenter for dem, der gjorde en ekstra indsats, lød teorien. I dag peger stadig flere økonomer og analyser på præcis det modsatte. Øget lighed er godt for økonomisk vækst. Kun CEPOS og Liberal Alliance synes at være ganske tonedøve overfor den voksende bevisbyrde.

Både CEPOS og Liberal Alliance kan vel angives at være de varmeste fortalere for, at vi følger Sveriges eksempel og øger incitamentet til at arbejde. Med andre ord ligger de to langt mere på linje med The Economist end Christian Friis Bach. Og ja, det vil i lande med meget lige indkomstfordeling (efter skatter og overførselsinkomster) føre til øget ulighed. Det kan vi nok ganske sikkert konkludere, at langt de fleste økonomer vil være enige i, vil være til fordel for vækst og velstand – for både høj og lav.

Men CFB er også åbentlyst opslugt af begrebet lighed, som for ham i lighed med resten af venstrefløjen er ophøjet til religion. Lighed bliver til målet i sig selv, og dermed adskiller CFB sig radikalt fra mainstream økonomer – også de fleste, som forsøger at beskæftige sig nøgternt med konsekvenserne af variationer i lighed (som igen er resultat af teknologiske forhold, politiske forhold, økonomiske forhold etc. etc.)

De typer af reformer som f.eks. CEPOS konsistent er fortalere for, kan heller ikke på forhånd tilskrives at have entydige konsekvenser for udviklingen i den økonomiske ulighed.

Eller som Economist skriver:

Inequality, as measured by Gini coefficients, is simply a snapshot of outcomes. It does not tell you why those gaps have opened up or what the trend is over time. And like any snapshot, the picture can be misleading. Income gaps can arise for good reasons (such as when people are rewarded for productive work) or for bad ones (if poorer children do not get the same opportunities as richer ones). Equally, inequality of outcomes might be acceptable if the gaps are between young people and older folk, so may shrink over time. But in societies without this sort of mobility a high Gini is troubling.

I lande med stor omfordeling (Skandinavien) og et relativt frit arbejdsmarked (set i forhold til f.eks. Sydeuropa og Latinamerika), vil reformer formentlig medføre øget ulighed – men også øget vækst.

I andre lande vil de samme reformer til gengæld medføre mindre ulighed. Og det er faktisk præcist hvad der er sket i Latinamerika og formentlig også ville være resultatet i Sydeuropa, hvor et ekstremt rigidt arbejdsmarked holder især unge mennesker ude af det formelle arbejdsmarked i uhyggelig grad. For slet ikke at tale om Indien, hvor kun 10 procent af arbejdsstyrken er ansat i den formelle sektor på grund af gældende lovgivning,.

Uddannelsespolitik

Når CDB skriver, at

Et centralt argument handler om social kapital. Den vigtigste omfordelingsmekanisme i mange lande er at investere i uddannelse og sundhed. Det gør befolkningen klogere og sundere og giver øget social kapital til gavn for virksomheder og vækst. Derfor skal vi i Danmark investere mere i uddannelse, ikke mindst for dem, der i dag ender som ufaglærte.

var det måske værd at medtage at dette dels ikke er et kontroversielt synspunkt, – heller ikke for en borgerlig-liberal økonom, og slet ikke for f.eks. Milton Friedman. Han var bl.a. kraftig fortaler for at udgifter til uddannelsessystemet hørte under investering og ikke under forbrug i nationalstatistik. Og et væsentligt kritikpunkt gennem årtier blandt konservative og liberalister i USA har netop været degenereringen af det offentlige uddannelsessystem. Og netop manglerne i uddannelsessystemet er en af de kraftigste kritikpunkter i forhold til USA fra Economist side.

Et kig på udviklingen (eller måske mere afviklingen) i det amerikanske uddannelsessystem illustrerer dette.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede investerede det offentlige kraftigt i uddannelsessystemet i USA, ligesom særlige programmer for krigsveteraner efter 2. verdenskrig øgede uddannelsesniveauet kraftigt. Ifølge økonomerne, Claudia Goldin and Larry Katz var dette den væsentligste grund til den faldende ulighed i midten af det 20. århundrede. Ifølge Daniel Aaronson and Bhashkar Mazumder fra  “the Federal Reserve Bank of Chicago” indebar stigningen i antallet af college-studerende i 1940erne, at forholdet mellem forældres og børns indtægter svækkedes betydeligt (udtryk for social mobilitet).

Helt anderledes er det gået siden 1970erne. Samtidig med at den stigende globalisering og teknologiske udvikling krævede bedre uddannelse, stagnederede væksten i det amerikanske uddannelsesniveau. Ifølge Goldin og Katz, kan denne udvikling forklare 60 procent af stigningen i lønforskellene mellem 1973 og 2005 (se også figur)

Sammenligner man udviklingen i starten af det 20. århundrede og frem med udviklingen siden 1970erne er det også slående, at hvor indvandrerne i starten af det 20. århundrede relativt hurtigt bevægede sig op af den sociale og økonomiske rangstige, er det gået ganske langtsomt især for gruppen Hispanics, hvor indvandrerne generelt har haft et lavt (eller ikke eksisterende) uddannelsesniveau. En egenskab som de har til fælles med de store strømme af europæiske indvandrere i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

The Economist er ikke i tvivl om hvor hovedansvaret for denne udvikling skal placeres. Desuagtet andre defekter i USA, er man meget klar, når man påpeger, at :

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have

Og der er nok mere end et gran sandhed i Thomas Sowells bemærkning om, at

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.

Et er vækst nu og her, noget andet er at sikre væksten på sigt.

Ufrivilligt morsomt og decideret pinligt bliver det, når CFB peger på betydningen af overførselsindkomster i bekæmpelsen af fattigdom i middel- og lavindkomstlande.

CDB skriver om betydningen – og effektiviteten- af fattigdomsbekæmpelse, ved brug af overførselsindkomster til de fattigste i en række lande med meget skæv indkomstfordeling, at:

Det gør flere og flere af dem heldigvis, og det er derfor uligheden, som en markant undtagelse, falder i Brasilien og andre lande i Latinamerika.

Det er noget sludder. Nok har de forskellige former for overførselsindkomst til de fattigste haft betydning, men den generelt væsentligste forklaring ligger i det forbedrede uddannelsesniveau  På trods af at at Latinamerika notorisk har haft og stadig har problemer, er de nuværende generationer bedre uddannede end tidligere generationer. Det er også værd at medtage, at de underliggende forklaringer varierer fra land til land. Ifølge IBGE (Brasiliens svar til Danmarks Statistik) kan ca. 1/3 af faldet i uligheden forklares med bedre uddannelse, ca. 1/3 skyldes markedsreformer i 1990erne, mens 1/3 skyldes målrettet bistandshjælp til de fattigste i Brasilien. Desværre dækker udviklingen over at man til gengæld har nedprioriteret nødvendige investeringer (Brasiliens infrastruktur er ringere end Indiens) samt at det i flere lande (bl.a. Brasilien) reelt primært drejer sig om kompensation for et statskapitalistisk system, som fortsat primært kommer snævre grupper til gode. De omkosntinger Brasiliens fattige må bære på grund af Statsstøtte til udvalgte industrier i kraft af fortsatte handelsrestriktioner og subsidieret statslig långivning overgår langt de håndører som overføres i form af hjælp til landets fattigste.

Ligeledes er det åbenbart gået hen over hovedet på ministeren, at indkomst-uligheden også er faldet i lande, hvis opfattelse af fornuftig økonomi ligger betydeligt tættere på både CEPOS og Liberal Alliance, end Brasiliens statskapitalistisme. Således har væksten i Chile og Peru været langt højere de seneste 10 år end i Brasilien, mens man har reduceret fattigdommen væsentligt mere og ligeledes oplevet faldende indkomstulighed (indkomstuligheden har været faldende i Chile siden 1987). I modsætning til Brasilien, som kan se frem til lav vækst i de kommende år, fortsætter den økonomiske vækst i både Chile og Peru.

Ministeren er muligvis enig med Enhedslisten, men han kan åbenbart ikke læse (engelsk).

CFB konkluderer i sin kronik, at:

Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst. Når et budskab kommer fra både The Economist, Enhedslisten og De Radikale – er der måske grund til at lytte.

At lighed i sig selv skulle være et redskab til fortsat vækst er han muligvis enig i med Enhedslisten. Men i så fald deler de blot den egenskab, at de ikke vil forholde sig til virkeligheden. The Economist er i hvert fald ikke enig i denne tåbelige konklusion.

At the core, there is a failure of ideas. The right is still not convinced that inequality matters. The left’s default position is to raise income-tax rates for the wealthy and to increase spending still further—unwise when sluggish economies need to attract entrepreneurs and when governments, already far bigger than Roosevelt or Lloyd George could have imagined, are overburdened with promises of future largesse. A far more dramatic rethink is needed: call it True Progressivism.

Og at tage økonomer til indtægt for at Danmark har behov for øget lighed i bestræbelserne på at skabe vækst, finder han næppe heller opbakning til hos hverken danske eller udenlandske økonomer, bortset fra de lommer af overvintrerede marxister der måtte være tilbage.

Economist anbefaler derimod, at:

The priority should be a Rooseveltian attack on monopolies and vested interests, be they state-owned enterprises in China or big banks on Wall Street. The emerging world, in particular, needs to introduce greater transparency in government contracts and effective anti-trust law. It is no coincidence that the world’s richest man, Carlos Slim, made his money in Mexican telecoms, an industry where competitive pressures were low and prices were sky-high. In the rich world there is also plenty of opening up to do. Only a fraction of the European Union’s economy is a genuine single market. School reform and introducing choice is crucial: no Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have. Getting rid of distortions, such as labour laws in Europe or the remnants of China’s hukou system of household registration, would also make a huge difference.

Next, target government spending on the poor and the young. In the emerging world too much cash goes to universal fuel subsidies that disproportionately favour the wealthy (in Asia) and unaffordable pensions that favour the relatively affluent (in Latin America). But the biggest target for reform is the welfare states of the rich world. Given their ageing societies, governments cannot hope to spend less on the elderly, but they can reduce the pace of increase—for instance, by raising retirement ages more dramatically and means-testing the goodies on offer. Some of the cash could go into education. The first Progressive era led to the introduction of publicly financed secondary schools; this time round the target should be pre-school education, as well as more retraining for the jobless.

Last, reform taxes: not to punish the rich but to raise money more efficiently and progressively. In poorer economies, where tax avoidance is rife, the focus should be on lower rates and better enforcement. In rich ones the main gains should come from eliminating deductions that particularly benefit the wealthy (such as America’s mortgage-interest deduction); narrowing the gap between tax rates on wages and capital income; and relying more on efficient taxes that are paid disproportionately by the rich, such as some property taxes.

Og her er vel egentlig et par godbider, som man godt kan bruge som radikal. Og nej, der argumenteres ikke mod flad skat, som ministeren ellers påstår i sin kronik, men der argumenteres for brug af ejendomsbeskatning i jagten på effektiv skatteinddrivelse, som skader den økonomiske vækst mindst muligt.

Men med tanke på at Economist næppe har haft Danmark i tankerne – det kunne ellers have været et godt caseeksempel i hvorledes overdreven fokus på økonomisk lighed skader alle indkomstlag – er det ganske enkelt pinligt, at ministeren konkluderer at øget lighed skulle være godt for væksten i Danmark.

At man, som ministeren gør det i sin kronik, henviser til enighed på tværs af Enhedslisten og The Economist er grundlæggende (ufrivilligt) komisk. Én af de grundlæggende årsager til at The Economist mener man skal tage den voksende ulighed alvorlig er netop faren for at totalitære og ekstremistiske partier som Enhedslisten skal få vind i sejlene.

Men ok, ret skal være ret. Samme minister fremhævede på et debatmøde på Københavns Universitet i foråret, Bolivias retsreformer under Evo Morales. Reformer, hvis eneste formål var at sikre Evo Morales og hans parti, kontrollen over Bolivias retssystem. Heri er han ganske sikkert på linje med Enhedslisten, men næppe med hverken The Economist eller andre, som grundlæggende rent faktisk reelt interesserer for at sikre fortsat velstandsfremgang, ikke mindst for verdens fattige.

Derfor er den eneste mulighed for at opfylde ”Lars drøm” om et Danmark blandt verdens 10 rigeste, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen efter næste valg, hvis de nødvendige reformer der kan sikre lavere skat på arbejde og kapital, en mere effektiv offentlig sektor og dermed et mere velstående Danmark skal blive til virkelighed.

Hvis ikke for vores egen, så i det mindste for vores børns skyld.

Hvis nogle for år tilbage havde spurgt mig hvorvidt jeg kunne tænke mig at gå ind i aktiv politik, ville jeg have forsvoret at dette nogen sinde ville ske. Det har altid forekommet mig at være en branche, hvor der ikke levnes megen plads til værdier som jeg sætter højt, så som sandruelighed og respekt for faktuel viden. Et møde i den lokale afdeling af Venstre for nogle år tilbage bekræftede mig sådan set kun i alle mine fordomme.

At jeg sidenhen, efter Ny Alliances navne- og politikskifte til Liberal Alliance, alligevel valgte at melde mig ind, skyldes at jeg oprigtigt mener, at Danmark befinder sig i en dyb dyb krise (både økonomisk og værdimæssigt).

En krise der kræver gennemgribende reformer. Om det så overhovedet er muligt at komme i en situation hvor de nødvendige reformer kan gennemføres kan man desværre tvivle på. Som tingene er i dag stiller VK-regeringen og S-SF alternativet os overfor to “løsninger” der egentlig kun adskiller sig  hvor ringe de er. Men S-SF er helt fortabt i dens leflen for landsbysamfundets jantelov og dens småborgerlige foragt for mangfoldighed og frihed, er der dog et vist håb for en VK ledet regering. Dog kun hvis den bliver afhængig af Liberal Alliance.

Jeg erkender at det er et spinkelt håb, men jeg mener dog at det er værd at give det en chance. Af samme grund stiller jeg også som kandidat for Liberal Alliance i Nordsjælland. Ikke fordi jeg regner med at blive valgt (Anders Samuelsen er spidskandidat i kredsen), men med det håb, at jeg kan overbevise andre om at det er muligt at få en egentlig reform- og vækstdagsorden ved at sikre Liberal Alliance et godt folketingsvalg. Skulle det ikke lykkes er der ikke andet at gøre end at fortsætte med at sikre, at ens børn får en uddannelse der kan bruges internationalt.

Ud over ovenstående svada vil jeg love bloggens læsere, at jeg ikke har tænkt mig at bruge punditokraterne til at føre valgkamp. Jeg vil fortsætte som jeg altid har gjort – ligesom jeg gør på americas.dk – med at skrive om de emner der interesserer mig uden hensyntagen til om det jeg skriver er politisk korrekt eller oppotunt.

Hvorvidt min troværdighed i nogle læseres øjne bliver mindre af, at jeg nu også er part (eller måske mere korrekt en lille brik) i det politiske gedemarked er jeg selvfølgelig ikke herre over.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet …

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Svært er det egentlig ikke. Hvis man tager udgangspunkt i Anthony Downs berømte medianvælgermodel, kan man hurtigt få et indblik i de sidste ti års dansk politik. Forestil dig et politisk landskab med to partier, eller to sammenhængende, ideologiske blokke. For at danne regering, skal en blok have over 50 % af stemmerne. Downs indså, at det betyder at hvert parti vil have et incitament til at rykke tættere på den politiske midte, fordi hvert ryk indad indebærer, at man scorer nogle midtervælgere fra det andet parti. Med andre ord kan parti A få mere end 50 %, hvis det placerer sig lidt tættere på parti B’s ydervælgere. Det samme gælder for parti B, og begge partier rykker derfor stadigt tættere mod midten.

Lyder det velkendt? Det burde det, fordi det har været grundlaget for Venstres politiske strategi de sidste ti år: Hvis vi rykker ind på socialdemokratisk territorium, f.eks. ved at omfavne den socialdemokratiske velfærdsstat, kan vi score deres vælgere og vinde / holde fast på magten. Men med LA på banen er Hjort-strategien pludseligt truet på livet. Et centralt element i Downsiansk medianvælgerpolitik er nemlig, at man ikke taber fløjvælgere, når man rykker ind mod den politiske midte. Og det er præcist det, der nu kan ske for VK, idet LA har materialiseret sig som et troværdigt bud på et parti til højre for regeringen.

S-SF har i virkeligheden haft et lidt lignende problem i årevis. Hvis S rykker for meget mod højre, taber partiet vælgere til SF. SF holder dermed S forankret på venstrefløjen, mens Enhedslisten i høj grad spiller den samme rolle for SF. Så tragedien har i en vis forstand været, at VK har kunnet rykke meget tæt på et Socialdemokrati, der ikke på samme måde har kunnet rykke mod højre. Dansk politik har dermed været underligt vredet mod venstre, fordi der ikke har eksisteret noget borgerligt alternativ. LA’s eksistens og deres nyfundne troværdighed skaber i den forstand bare balance i det politiske landskab.

Men VK er ikke glade! Og man kan i en vis forstand godt forstå gamle strateger som Claus Hjort. Myten i Venstre er, at man tabte 1998-valget på at være borgerlige, men vandt 2001 på at føre rendyrket Downsiansk medianvælgerpolitik. Tanken synes også at være, at regeringen kun har fastholdt magten de sidste ni år ved at være mere kernesocialdemokratiske end Socialdemokraterne. Dette har blandt andet ført til en situation de sidste ni år, hvor en VK-regering har stået for Danmarkshistoriens største udvidelse af den offentlige sektor. Selv ikke under de mørkeste Anker Jørgensen-år fyldte det offentlige så meget, som det gør i 2010. LA’s eksistens er en bombe under en  strategi, som Venstre og Konservative – formodentlig helt uden grund – tror har været årsagen til deres vælgersucces i 00’erne. Derfor ser man i disse måneder nogle ret underlige forsøg på at beklikke LA’s troværdighed og tegne et billede af partiet som ødelæggende for ’sammenholdet’ på den borgerlige fløj osv. Der er ikke noget så frustrerende for gamle politiske hunde som beskeden om, at det ikke længere er business as usual. Vi andre glæder os til at se, om det nye politiske landskab kan bringe lidt fornuft tilbage til et Folketing, som med overvismandens ord er blevet ’økonomisk tonedøvt’.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

“Lige i øjeblikket får vi et nyt betalende medlem hvert femte minut i dagtimerne. Det er det vildeste, jeg har set i det halvandet år, jeg har været med i partiet,” siger Liberal Alliances medlemsansvarlige Jeanette Lynel til netavisen Altinget.

LA har siden weekendens Landsmøde set medlemstallet stige med langt over 400 og det ligger i skrivende stund på 3.037. Det er en stigning på mere end 14 pct. på kun fire dage. Med lidt Thor Pedersens optimisme vil en vækst på 3% om dagen blive til 2 mill på 300 dage. Det ser ud som om Liberal Alliance er kommet på mode med klare liberale budskaber, godt hjulpet af Regeringens selvmål, en temmeligt venstreorienteret opposition og den opmærksomhed og flokadfærd som gode meningsmålinger skaber.