Lars Løkke Rasmussen fremlagde på Venstres landsmøde som bekendt 10 mål for Danmark i 2020. I nogle medier blev han kritiseret for ikke at pege på, hvordan målene kunne nås. Men det er vel ikke helt fair, ideen med den slags programmer er at sætte ”barren højt”, for at forpligte sig selv på mål. Målene kan ikke nås uden, at der laves store forandringer på en række væsentlige politik områder, og der kan man selvfølgelig ikke være konkret på forhånd. Man skal have forligspartnere og alt det der.

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Vi skal vurdere om målene overhovedet er gode, i den forstand at det er mål en stat bør have, vurderet på baggrund af idealet om at vi er frie mennesker, der skal have lov til at tilrettelægge vores eget liv så frit som muligt. Målene får vurderingerne: ”Godt”, ”OK” og ”Skidt mål” alene målt ud fra den synsvinkel.

Ind imellem er der så et par kommentarer om, hvordan målet så muligvis kan opnås mest effektivt – uden hensyntagen til danskernes hang til at undgå personlige ofre og forandringer.

Mål 1: Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.

”Godt mål”. BNP er et ganske udmærket (men ikke perfekt) mål for værdiskabelsen i samfundet. Statens job er selvfølgelig at skabe gode rammer for værdiskabelse.

Det mål opnås oplagt kun ved at lade markedsøkonomien fungerer under de bedste vilkår, herunder så få forvridende skatter som muligt. Begrænsning af overførsler mellem husholdninger. Fjernelse af offentlig erhvervsstøtte. Sikring af bedre konkurrence i uddannelses- og sundhedssektoren står nok også højt på listen.

 Mål 2: I 2020 skal Danmark være blandt de 3 lande i verden med flest vækstiværksættere.

”Skidt mål”. Det lyder jo rigtigt godt med iværksætteri. Men er det statens opgave at fremme en bestemt aktivitet eller beskæftigelsesform? Er dette mål vigtigt i sig selv, hvis det ikke bidrager til Mål 1? I praksis har dette mål historisk i Danmark været en undskyldning for en lang række mærkværdige overførsels- og subsidieordninger. Erhvervs- og økonomiministeriet er sluppet af med at bruge masser af penge på alverdens særordninger og videnscentre. Iværkætteri er ikke i sig selv et mål for staten. Det er et resultat af en dynamisk økonomi, hvor mennesker har incitamenter til at være entreprenante (og hvordan kan man vente de er det med det danske skattetryk?).  

 Mål 3: I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvis danskerne vælger at have et liv, hvor de ikke arbejder så meget, tjener så meget men har det fint med det, så er det vel ikke statens problem? Det er frie menneskers frie valg. Arbejde er ikke et ”gode” i sig selv og hvordan kan det være et mål for staten at vi skal arbejde meget? Dette mål er i virkeligheden et typisk ”finansministerie mål”. De ved, at aldringen betyder, at de offentlige finanser ikke hænger sammen med de nuværende overførselsordning og skatteniveauer om 10-20 år, hvis ikke arbejdsudbuddet stiger. Det er lige før, tingene vendes på hovedet og borgerne ses som skaffedyr, der skal arbejde mere for at sikre staten skatteindtægter til at betale de ”velfærdsydelser” som det offentlige har valgt at producere. At vi så formentlig automatisk vil se et højt arbejdsudbud, hvis vi skaber en dynamisk økonomi (mål 1) er så en anden sag. Men det er midlet – ikke målet.

 Mål 4: I 2020 skal danske skolebørn være i top 5 internationalt – både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA-undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke-engelsktalende lande.

”Godt mål”. Når vi nu er i et system, hvor staten producerer uddannelse er det vel en udmærket ide at måle output (også selv om vi alle ved at PISA kun måler en delmængde af det output der er vigtigt).

 Mål 5: I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.

”Godt mål”. Af samme grunde som 4.

Man kan så spørge om det på nogen måde er realistisk i et system, hvor professorer stort set aldrig afskediges og hvor universiteter planlægges efter egalitære og lokalpolitiske hensyn. Der skal nok nogle ganske alvorlige reformer, herunder både privat betaling og en langt mere brutalt elitær tilgang til videregående uddannelser til for at Danmark skal nå dette mål. Flere offentlige penge ned i et mere eller mindre dysfunktionelt system gør det i hvert fald ikke.

 Mål 6: 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvorfor er det statens mål? Det er mit personlige mål at leve længe. Men jeg går ikke i børnehave mere, og jeg skal ikke sætte mig til dommer over andres liv. Kan man ikke se for sig den stribe af velmente formynderiske love og regler den målsætning kan medføre?

 Mål 7: I 2020 skal Danmark være blandt verdens 3 mest energieffektive lande. Samtidig skal Danmark være blandt de 3 lande i verden, der løfter sin vedvarende energiandel mest frem mod 2020.

”Skidt mål”. For hvilken pris skal Danmark være det? Som sædvanlig i miljø og klima spørgsmål er der ingen cost/benefit overvejelse. Hvis man har miljøskatter, der opvejer eksternaliteterne ift miljøet er der vel ingen grund til at opstille den slags målsætninger i sig selv? 

Mål 8: I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.

”OK mål”. Ligesom med Mål 3 er det vel ikke i sig selv statens opgave at bestemme, hvor meget folk arbejder. På den anden side er det rigtigt, at det er et stort problem at arbejdsmarkedsintegrationen for indvandrere er så ringe, i den udstrækning det afspejler statens indgriben i folks liv på andre områder. Lars Løkke kunne starte med at læse Gunnar Viby Mogensens ”Folkevandringen til de rige lande – Nordamerikanske erfaringer”, hvor Mogensen viser, at USA har været langt mere succesfuld mht til at integrere indvandrere fra 3 verdens lande (og har modtaget dobbelt så mange som Vesteuropa!), og at det formentlig hænger sammen med at USA ikke har en velfærdsstat der gør det svært for lavtuddannede indvandrere at komme ud af fattigdomsfælder i overførselssystemet.

 Mål 9: I 2020 skal sandsynligheden for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark være blandt de laveste i Europa.

”Godt mål”. Lars Løkke kunne jo starte med at læse alle Niels Vestys indlæg her på stedet om den forfejlede forbudspolitik på narko området.

 Mål 10: I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud.

”OK Mål”. Hvis det betyder at Mål 1 skal nås på en rimelig holdbar måde, dvs. uden at de offentlige finanser kører af sporet og uden at fastkurspolitiken sættes over styr, så er det vel et fint mål for staten.

Resultatet blev 4 ”Gode mål”, 2 ”OK mål” og 4 ”Skidt mål”. Vel OK, men ikke særligt imponerende fra en liberal statsminister. Der er 4 ud af de 10 mål, der ser staten som et instrument til styring af borgernes livsvalg mht arbejdsliv, sundhed, energiforbrug og den slags mod en ovenfra bestemt politisk ”idealtilstand”. Det er vel det, der hedder socialisme. Men jeg er måske for hård. Hvad synes du?