Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident. Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:
“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”
Updates:
- Man kan opgøre Obamas score-card til dato til 0-3.
Nu har jeg ikke læst hele kommentaren i Berlingske, men ovenstående citat forekommer mig at være en for hård bedømmelse af Obama.
Ja, situationen er ikke meget bedre end da Bush gik af, men de problemer som Obama har er ting han arvede fra Bush. Han fik 2 krige, han håber at have afviklet den ene i løbet af et par år, men det er stærkt afhængigt af at de Irakiske politikere opføre sig anstændigt/rationelt, hvilket man godt kan være bekymret for. Den anden krig kommer jo nok til at fortsætte en længere årrække for dem (os).
Selv de værste Obama kritikere kan da ikke seriøst klandre ham for det financielle sammenbrud, som skete et år før han blev indsat ??? Ja, hans plan for at løse det kan sandeligt sikkert kritiseres, men det gælder vist med alle de planer der er fremsat og/eller gennemført.
Han sundhedsplan kender jeg ikke i detaljer, det hele er vist uhyggeligt indviklet, MEN herinde er vi jo alle glade for markedet, men det amerikanske sundhedsindustrielle system (jvnf. militær industrielle …) er meget meget dyrt, og det øges gradvist. Det kan godt være at Obama’s plan ikke er den bedste, men hvis man kører videre med det eksisterende system, kan hele økonomien i USA blive undergravet … Hvordan kan man få styr på disse sundhedsudgifter indenfor markedet ???
Og den sidste, men nok vigtigste, grund til at din karakterisering af Obama’s periode ikke er fair, er konservatismen i det politiske system: 40 % af senatorerne kan blokere for reformer. Hvor mange ting ville den borgerlige regering komme igennem med hvis 40 % var nok til at blokere for den førte politik, dvs. give S og SF veto mod reformer ??? Dette problem er større fordi der ser ud til at mangle moderate republikanere som kan samarbejde hen over midten …
Og lige for at gøre det helt klart: Jeg er liberal og går ind for det frie marked
Helt enig med Scipio.
Jeg er også liberal og går ind for frie, konkurrenceprægede markeder. Men iøvrigt er jeg mere pinko end folk flest her på stedet.
Det kunne være interessant, som Scipio nævner, at se en nærmere gennemgang af, hvad det egentlig er for en model, der er på bordet ift. sundhedssektoren i USA. Hvorvidt er det eksisterende system frit og konkurrencepræget? I hvilken retning, og med hvilke muligheder og faremomenter, trækker Obamas model (som de fleste ‘liberals’ eller centrum-venstre i USA vist er temmelig utilfredse med)? For eksempel Howard Dean:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2009/12/16/AR2009121601906.html?hpid=opinionsbox1
Endelig, ift. befolkningens opbakning: Har du, Peter, en henvisning til opinionsundersøgelser eller noget? Jeg mener at have læst, at der sådan set var flertal i befolkningen for det… for et halvt års tid siden i hvert fald.
Vh
trane
Lige en followup.
Jeg går ind for en fri markeds-økonomi, men jeg vil mene at der muligvis er behov for speciel behandling mht. sundheds-sektoren. Et eksempel er medicin udgifterne: De skulle være exceptionelt høje i USA, og så meget lavere i Canada, at der er en del smugling af medicin fra Canada til USA.Pointen er at der er streng pris-kontrol i Canada men ikke i USA. I en markeds-økonomi skulle konkurrence jo drive priserne ned, men medicin industrien er jo NETOP kendetegnet ved at have patent, og dermed monopol, i en (længere) periode. Dermed sættes jo markeds-mekanismen ud af kraft … Så nu spørgsmålet: Hvordan kan man opnå et effektivt marked for medicin ???
En smule google giver følgende:
1) http://www.pollingreport.com/health.htm
Her ser det lidt blandt ud, men overordnet set hælder det til den negative side som Peter siger. Det virker dog ikke overvældende.
http://www.rasmussenreports.com/public_content/politics/current_events/healthcare/september_2009/health_care_reform
Denne siger umiddelbart, at der et stort flertal imod. Samtidig noteres:
“While most Americans oppose the overall plan, two reforms in it are supported by more than 70% of the public — creating a new national insurance exchange and requiring health insurance companies to accept applicants with pre-existing conditions. Other parts of the plan are popular as well. Still, polling data released two weeks ago showed that reminding voters of what’s in the plan does not increase support for it.”
“Problemet” med den amerikansk system kan meget let opsummeres:
Amerikanerne kræver adgang til verdens bedste behandling uden ventetid.
Nye behandlinger og medicin er utrolige kostbare at udvikle og derfor er der behov for at beskytte producenterne ved hjælp af patenter. Disse patenter er grundlæggende monopoler på medicin og det gør medicinen utrolig dyr. Så længe amerikanerne kræver at få den bedste behandling vil prisen også være derefter.
En anden ting der gør det amerikansk sundhedsvæsnet ekstremt dyrt er at der ingen ventetid findes. Lidt populært kan man sige at det amerikanske sundhedsvæsen kører med 110% sundhedspersonale fordi de skal kunne behandle alle med det samme.
Frikantet sagt så skal du have et flertal af amerikanerne til at sige ja til ventetid og dårligere behandlinger/medicinHvis, hvis du skal reformere det amerikansk sygehusvæsen.
Angående Obama så har han uden tvivl været en stor skuffelse.
Ja der bliver igen talt pænt om USA i skåltalerne, men den reelle effekt af Obama på den udenrigspolitiske scene har været marginal positiv eller direkte negativ. Han har fortsat Bushs politik hvad angår Irak eller Afghanistan. Den amerikanske mellemøstpolitik sejler, lederne i Nordkorea, Kina og Rusland kan mærke at de står overfor en svag og uerfaren præsident. Et af de få steder hvor Obama faktisk har gjort en positiv forskel er i forholdet til Cuba og embargoen.
Indenrigspolitisk har hans sundhedsreform været en fiasko, økonomisk har han ikke nedbragt gælden eller prøvet at skære i den vildt voksende amerikansk offentlige sektor+social programmer. De amerikanske vælgere bliver stadig mere polariseret fordi Obamas føre en politik der ligger langt fra det amerikansk politiske centrum. Alt i alt må jeg sige at Peter Kurrild-Klitgaard rammer plet.
scipio: “Jeg går ind for en fri markeds-økonomi, men jeg vil mene at der muligvis er behov for speciel behandling mht. sundheds-sektoren. Et eksempel er medicin udgifterne: De skulle være exceptionelt høje i USA, og så meget lavere i Canada, at der er en del smugling af medicin fra Canada til USA.Pointen er at der er streng pris-kontrol i Canada men ikke i USA.”
Men problemet ligger i Canada, Europa og andre steder med prisregulering. En god sammenligning kunne være musik eller film. Vi kunne jo sagtens få billigere musik og film i Danmark hvis staten regulerede prisen. Sagen er imidlertid, at medicin ligesom musik og film har høje initialomkostninger (udvikling, forsøg og så videre) og lave marginalomkostninger.
Du kan så lige forestille dig hvad der ville ske hvis Canada, Europa og stort set resten af Verden undtagen USA satte et prisloft på CD’er på 35 kroner. Prisen i USA ville formentlig vedblive at være den samme (måske lidt lavere pga. ulovlig import), mens den i resten Verden ville falde til 35 kroner. Men hvad med udbuddet? Det ville naturligvis falde drastisk. Og det samme gør sig gældende med medicin. Den omfattende regulering af medicinpriserne giver os altså nok billigere medicin, men den betyder samtidig, at der langt fra udvikles så meget og så god medicin som der ellers ville.
Og når det er sagt er jeg naturligvis enig i, at patenter (og ophavsrettigheder) giver monopol i en begrænset årrække. Men det er netop en fornuftig foranstaltning fordi den kompenserer for de initialomkostninger der er ved at udvikle medicin.
@ JR
“Og når det er sagt er jeg naturligvis enig i, at patenter (og ophavsrettigheder) giver monopol i en begrænset årrække. Men det er netop en fornuftig foranstaltning fordi den kompenserer for de initialomkostninger der er ved at udvikle medicin.”
Well, slipper du ikke lidt nemt omkring ovenstående? Når snakken falder på IP, så er debatten lidt mere kompliceret, og sjældent med possitiv udfald for IP-tilhængeren.
IP giver, som du selv nævner, monopol lignende tilstande for virksomheder. Men jeg accepterer ikke din præmis omkring, at det er med til foranstalte, at virksomhederne ønsker at blive ved med at udvikle.
Noget af den største udvikling vi har set igennem tiderne har foregået i perioder, hvor der ingen patent lovgivning var (og tak for det!).
Ville verden gå i stå, såfremt at vi ikke havde moderstat til at varetage en patent lovgivning?
Mvh Jesper R
PS. Nu har i andre jo skrevet til sidst og bekræftet jeres politiske ståsted (tilhængere af frit marked), så må jeg også hellere krybe til korset – jeg er AnCap/Markeds-anarkist 🙂
Jesper R: “Ville verden gå i stå, såfremt at vi ikke havde moderstat til at varetage en patent lovgivning?”
Nej, det tror jeg absolut ikke. Men (under forudsætning af, at du også ønsker ophavsretten hen hvor peberet gror) ville der så vidt jeg kan se være mindre musik, færre film og andre produkter som er stort set uden marginalomkostninger.
Jeg har desuden svært ved at se hvilket firma som i en sådan situation ville bruge måske 8 milliarder kroner (måske noget mindre siden du formentlig vil skrælle reguleringen væk også) på at udvikle et nyt medicinalprodukt hvis en konkurrent indenfor måske et halvt år kan kopiere produktet for 10 millioner kroner. Det vil så vidt jeg kan se sænke den hastighed som medicin udvikles med dramatisk (ligesom overdreven regulering i øvrigt gør det i dag).
Men måske kan markedet finde en vej uden statslig regulering. Det vil jeg bestemt ikke afvise. Det vil dog så vidt jeg kan se under alle omstændigheder være en økonomisk suboptimal løsning (ikke at den nuværende er optimal) med store “free-rider” problemer.
Well, well … Virkeligheden overhalede os:
http://www.cato-at-liberty.org/2010/01/28/bushs-third-term/
Mjo, men der er jo lige den med tortur, ikke.
Jeg mener – modsat flere kommentatorer her – at Obama er centrumhøjre, og som sådan, set fra min pind, en skuffelse.
Men sagen er bare, at han fortsat er meget, meget bedre end alternativet, McCain, der ikke desto mindre havde været meget bedre end Bush ift. frihedsrettigheder, retsstatsprincipper usw.
Vh
trane
Vedr. den amerikanske befolknings syn på sundhedsreformen, se samling af de seneste meningsmålinger her:
http://www.realclearpolitics.com/epolls/latestpolls/health_care.html
Skal vi ikke bare sige, at der er et ret ublandet syn på sagen blandt et klart flertal?
@Trane:
“Mjo, men der er jo lige den med tortur, ikke.”
Jeg tror ikke, at jeg forstår, hvad Du mener–?
“Jeg mener – modsat flere kommentatorer her – at Obama er centrumhøjre, og som sådan, set fra min pind, en skuffelse.”
Det sidste kan jeg forstå–men ikke det første. Hvis Du mener i.f.t. danske politikere, er det måske rigtigt–men næppe meget mere meningsfuldt end at sige, at Ole Sohn er centrum-højre (i.f.t. Stalin). Det er ihvertfald ikke tilfældet i.f.t. amerikanske politikere: I 2007/08 blev der lavet den ene analyse efter den anden–af det “liberale” (=venstreorienterede) Americans for Democratic Action; af American Conservative Union; af det respekterede uafhængige magasin “National Journal” o.s.v.–af Obamas afstemningsadfærd i senatet. Deres resultat var alle det samme: At han var den eller en af de mest venstreorienterede senatorer overhovedet. Ok, men hvad så med hans ideologi? Altså en slags opsummering af hans politiske udsagn i valgprogrammer, konkrete forslag, o.s.v. Her fik analysen foretaget af Political Compass ham til at være (på den amerikanske “liberal” vs. “conservative” akse) til at være den 3./4. mest “venstreorienterede” af samtlige kandidater i primærvalgene/præsidentvalget 2008–kun overhalet af Ralph Nader og Dennis Kucinich og placeret stort set samme sted som venstre-populisten John Edwards (og med Newt Gingrich og Tom Tancredo placeret helt i den anden ende). Anskuer man resultaterne alene på den økonomiske højre-venstre akse, lå Ron Paul helt til højre, mens venstrefløjens yderste igen var Nader fulgt af Kucinich fuldt af Edwards/Obama/Biden.
Jeg kan godt forstå, at man var trætte af Bush, og jeg kan sagtens forstå, at man ikke blev begejstret for McCain, og jeg har mange gode liberale & konservative venner i USA for hvem Irak-krigen og udgiftseksplosionen under Bush var nok til, at de bare ville have “noget andet”–men der er et pænt stykke derfra og så til at mene, at Obama er “centrum-højre” og “bedre end alternativerne” (set fra et borgerligt-liberal synspunkt).
Peter:
Tak for svar.
Mht. tortur:
Linket henviser til en artikel om ‘Bush’s third term’, der sidestiller citater fra Obama og Bush, der mestendels drejer sig om økonomisk politik.
Min pointe var, at selvom der er meget beskeden forandring ift. økonomisk politik, så er Obama – skuffelse eller ej – af en helt, helt anden opfattelse end Bush mht. tortur og grundlæggende retsstatsprincipper.
Det kan lyde skingert, men kendsgerningen er, at Bush forlod og forbrød sig imod republikanske principper om hvad staten må gøre overfor enkeltpersoner i sikkerhedens navn. Han – og endnu mere Cheney og Addington mfl. – burde, set fra et borgerligt-liberalt synspunkt stilles til ansvar for dette i en retssal.
(Juridiske analyser om dette kan findes her: http://balkin.blogspot.com/ under “The Anti-Torture Memos”)
Mht. Obamas placering i spektret:
Mange tak for info om rankings. Jeg vil gerne kigge nærmere på, hvad der ligger til grund for dem. Jeg ved ikke noget om, hvordan Obama har stemt som senator. Min vurdering er mest på baggrund af hans udpegninger af særligt økonomiske rådgivere og ministre. Dertil kommer en vurdering af, hvor meget eller lidt han slår igennem med hvad han har/havde af mandat (supermajoritet, eller tæt ved). Her har han slået mig som meget lidt ambitiøs, selvom folk som Steffen Gram nok vil se ham som den store reformator. Andre vil – med modsat fortegn – glæde sig over, at den store socialistiske maskine blev holdt i ave.
Min analyse er, at Obama er landet mellem to stole om sundhedsreformen, så den tilfredsstiller meget få. Det er sagt med det forbehold, at det selvfølgelig er voldsomt svært at finde en god model, der anerkender staternes forskellighed og selvbestemmelsesret i et eller andet omfang, er gennemsigtig og hensigtsmæssig og noget der ligner fair på finansieringssiden og meget andet.
Det er klart, at jeg som du læser opinionsmålinger udfra eget standpunkt. Men nøgternt betragtet er det svært at forklare modstanden mod den foreliggende sundhedsplan derhen at den skulle være entydig og forenet imod en større rolle for det offentlige. Nogle er tilhængere af public options, men ikke på føderalt niveau. Andre er tilhængere af public option på føderalt niveau, men en anden – og klarere – model end den foreliggende. Og atter andre er både imod public option på føderalt og statsniveau.
vh
trane
Vh
trane
@ JR
Først, beklager mit sene svar.
Qte
Men (under forudsætning af, at du også ønsker ophavsretten hen hvor peberet gror) ville der så vidt jeg kan se være mindre musik, færre film og andre produkter som er stort set uden marginalomkostninger.
Unqte
Muligvis. Muligvis vil der komme færre film, musik og andre produkter. Men er det ikke lidt a la samme argument, der bruges, når man taler om støtte til kunstnere (Ie. filmstøtte)? Der vil blive spyttet færre film på gaden, såfremt at vi ikke støtter industrien? Igen, muligvis. Men er det “vores” ansvar, at opretholde at så og så mange produkter bliver udgivet inden for en given branche?
Nej, selvfølgelig ikke. Det må markedet helt selv regulere.
Derudover, så kunne man forestille sig, at branchen ville tilpasse sig markedet. Det samme ser vi jo nu, hvor fildeling stadig vokser. Flere film begynder at få reklamer eller skjulte reklamer inde i filmen, hvor på de så er sikre på, at seerne får set reklamen, og de kan tjene ekstra penge fra fx Pepsi på den måde.
Flere musik kunstnere (og pladeselskaber) der blot har siddet på deres flade i flere år, vågner nu endelig op, og begynder at se potientiallet i Internettet og at CD’en måske ikke vil holde uendeligt.
Ligeså ville man kunne forestille sig, at medicinmarkedet ville tilpasse sig selv til de frie forhold.
God søndag.
Mvh Jesper
JesperR: “Ligeså ville man kunne forestille sig, at medicinmarkedet ville tilpasse sig selv til de frie forhold.”
De ville helt sikkert tilpasse sig forholdene. Spørgsmålet er om vi på den måde vil få en situation som er økonomisk optimal, forstået sådan at vi får maksimal nytte.
Så vidt jeg har forstået er den traditionelle økonomiske teori udledt for markeder hvor alle aktører skal foretage de samme investeringer – altså hvor hovedparten af omkostningerne ikke ligger i forskning og udvikling som nemt kan kopieres. Så min kritik er mere om fuldstændig frie forhold ikke blot vil medføre en situation hvor nytteværdien er langt lavere end tilfældet er nu. Så jeg bestrider ikke, at virksomheder tilpasser sig markedssituationen og at der også er negative effekter af intellektuelle ejendomsrettigheder. Jeg tvivler blot på og savner teoretisk fundament for, at man helt uden disse rettigheder ville opnå mere nytte. Men måske kan nogle af økonomerne bidrage med forskningsresultater indenfor dette område?
@ Jr
Jeg følger dig et godt stykke hen af vejen, og kan godt se dine gode intentioner – Men der hopper kæden af for mig.
Du mener (som jeg læser det), at vi bør holde situation A (IP-regulation) op imod situation B (Ingen IP regulation), for så at finde ud af, hvilken af disse situationer, der vil munde ud i mest nytteværdi for producenten og forbrugeren.
Men før end at vi overhovedet kan snakke om diverse værdier, så synes jeg at du skal læse denne artikel, der specifikt handler om mistolkningen af værdier, når det kommer til IP (den er kort): http://blog.mises.org/archives/011042.asp
Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender til nogen forskningsresultater inden for området. Men de kunne være spændende at se på.
However, denne debat handler mere om et filosofisk standpunkt end om diverse forskningsresultater.
Mvh Jesper R
Videre til ovenstående og snakken omkring værdi af et produkt.
Du tager udgangspunkt i, at hvis du sidder og skriver en hel roman, hvor duselv digter historien, laver personerne og bruger din helt egen fantasi, så virker det for dig en anelse negativt at andre folk så frit kan “stjæle” dit værk, uden at du får noget for at have investeret tid, ressourcer, energi og penge i romanen.
MEN – Det er så bare ikke det samme, eftersom du ikke mister noget ved at andre bruger den information der er i din roman. Du kan mene at det er forkert, men du kan ikke argumentere for at det er det samme som at lave en håndgribelig genstand, og det er ikke at stjæle at bruge den information. Der er ingen der har taget noget fra dig.
Så kan du så videre argumentere, at du mister fortjeneste ved at en kopierer dit produkt, eller downloader samme.
MEN – Du kan ikke miste noget, du ikke har.
—-
Det er en spændende debat, og det tog mig lang tid at blive afklaret på emnet. Men i dag kan jeg faktisk slet ikke se at det skulle være en gråzone. At folk forsøger at forsvare ophavsretten i dag, hvor mere information udgives, absorberes, tygges igennem og spyttes ud på ny end nogensinde før i verdenshistorien,virker håbløst gammeldags
Mvh Jesper R
Du kan læse mere her (en dag hvor du har lidt ekstra tid):
http://mises.org/journals/jls/15_2/15_2_1.pdf
The Economist har i denne uges “Economist Debates” en spændende og seriøs debat mellem min mangeårige ven David Boaz (Executive VP, Cato Institute) og Elaine Kamarck (Harvard) om, hvordan man skal evaluere Obamas første år.