I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, “Når jeg ser et rødt flag sole sig”, der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave (“It’s the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations”). Kronikken er her, og essensen er:

“Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. …

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle – men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj – givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.”

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13:

Kan man så forudse, hvor mange, der vil være i Fælledparken 1.V.2010? Det er svært, ikke mindst fordi den variabel, der betyder ganske meget i analysens sidste modeller (modellerne 11-13) (“demokrati-tilfredshed”), ikke er én, vi p.t. har adgang til. Vi ved fra vejrudsigterne, at minimumstemperaturen ligger til at blive ca. 5 grader, at vi har en ikke-socialistisk regering, og at det er en lørdag, så jeg vilgætte på et deltagerantal i Fælledparken et sted mellem 35.000 og 85.000–men det er med en del ubekendte.