14 thoughts on “Midtvejsvalget 2010, III: Et andet kik”

1. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter26. oktober 2010 kl. 19:12

   Det kunne være, at jeg lige skulle give nogle af de amerikanske eksperters prognoser:

   Stuart Rothenberg (Rothenberg Report), 21.X.2010
   – Huset: R: 224-234; D: 201-211
   – Senatet: R: 47-49; D: 51-53

   Nate Silver (FiveThirtyEight.com), 26.X.2010
   – Huset: R: 230; D: 205
   – Senatet: R: 48; D: 52

   Pollster.com (Huffington Post), 26.X.2010
   – Huset: R: 214; D: 195; ”toss up”: 26
   – Senatet: R: 49; D: 51

   Charlie Cook (Cook Political Report), 26.X.2010
   – Huset: R: 198; D: 190; 47 “toss ups”
   – Senatet: R: 48-50; D: 50-52

   Larry Sabato (Sabato’s Crystal Ball), 21.X.2010
   – Huset: R: 237; D: 198
   – Senatet: R: 49-50; D: 50-51

   Jay Cost (Weekly Standard), 22.X.2010
   – Huset: R: 240; D: 195
   – Senatet: R: 49; D: 51

   The Daily Beast’s Election Oralce (http://www.thedailybeast.com/election-oracle/), 27.X.2010
   – Huset: R: 230; D: 205
   – Senatet: R: 50; D: 50

   Og så er der naturligvis væddemåls-markedet på Intrade.com, 26.X.2010:
   – Huset: R: (min.) 235; D: (maks.) 200
   – Senatet: R: 48-49; D: 51-52

   Svar ↓
2. Jakob Kristensen 27. oktober 2010 kl. 00:22

   Tak for prognose for stemmefordelingen ved det kommende valg. Har du gjort dig nogle tanker om hvorfor der sker dette store skred?
   Hvordan kan det være at danske medier (specielt Politiken) er fyldt med historier om Tea-Party bevægelsen, mens der på punditokraterne.dk er larmende stilhed?
   Er det ikke en bevægelse der indbyder til enddog meget stor interesse blandt politologer, sociologer, økonomer og samfundsforskere i det hele taget? (Specielt blandt jer med et borgerligt bankende hjerte?)
   Det ville være en stor fornøjelse at høre nogle lidt mere akademiske stemmer fortælle om denne bevægelse og ikke mindst trække nogle paralleller til Danmark?
   På forhånd mange tak!

   Svar ↓
3. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter27. oktober 2010 kl. 09:11

   Kære Jakob Kristensen,

   “Tak for prognose for stemmefordelingen ved det kommende valg.”

   Selv tak. Rart at nogen finder den slags læseværdigt.

   “Har du gjort dig nogle tanker om hvorfor der sker dette store skred?”

   Mener Du de seneste uger, eller siden 2008? Det første skyldes formodentlig, hvad man kan kalde et par empiriske tommelfingerregler i amerikansk politik: Uafhængige vælgere følger hovedstrømmen–denne er p.t. pro-GOP, og så “breaker” de samme vej. Ditto med ubeslutsomme vælgere, der enten går med strømmen eller bliver hjemme–igen til fordel for GOP. “Partisoldater” “breaker” samme vej som deres partier–d.v.s. Demokraterne går p.t. frem i Californien, mens Republikanerne går frem i Kentucky.

   Men hvorfor skredet siden 2008? Jeg skrev og sagde dengang, at Demokraterne og mange medier overfortolkede Obamas/Demokraternes sejr–som et stort ideologisk skred; en “forkastelse af Reaganismen”; en “realignment” i det amerikanske politiske system, o.s.v., o.s.v. Det var naturligt og forståeligt at udlægge den på en sådan måde, men ikke desto mindre ikke noget, der var belæg for. Hvorfor? Fordi når man så på f.eks. exit polls eller meningsmålinger, var vælgerkorpsets holdninger i 2008 næsten de samme som i 2004–hvor Bush/Republikanerne vandt en klar sejr. De grundlæggende synspunkter på spørgsmål om skatter, offentlige udgifter, statens rolle iøvrigt, abort, religion, o.s.v., var stort set de samme. De eneste væsentlige forskelle lå i 1) bedømmelsen af Republikanerne som parti (som vælgerne var skuffede over efter skandaler, Bush m.v.), 2) håndteringen af Irak-krigen, og 3) håndteringen af den økonomiske politik (=der var recession allerede i 2007 & finanskrise i 2008). Særligt når det gjaldt “tillid til staten” og synet på statens rolle i økonomien, var vælgerne i 2008-2009 nogle af de mest “højreorienterede”, der er set meget længe. Med andre ord: En del Republikanere blev hjemme (og turn-out er ekstremt vigtigt, når kun halvdelen af vælgerne stemmer), og mange midtervælgere fravalgte Bush & GOP p.g.a. “den kunstneriske udførelse”, og det var dét (snarere end en ideologisk venstre-drejning af vælgerkorpset), der gav Obama sejren. Jeg er ret overbevist om, at en Obama i 2004 eller 2000 ville have kunnet tabe ganske pænt til en McCain. (Men det er naturligvis en ufalsificerbar hypotese.)

   Obama & Demokraterne tolkede imidlertid (bevidst eller ubevidst) deres mandat meget mere vidtgående. (“Denne krise er for vigtig til at lade gå til spilde”, som Rahm Emmanuel sagde …) Så på et tidspunkt, hvor vælgerne lå pænt til højre for Obama, valgte han med stimuluspakken og sundhedsreformen at lægge sig langt til venstre for midtervælgerne. Læg oven i dét, at de økonomiske konjunkturer er værre p.t. end i 2008. Så har man opskriften på en afklapsning af Demokraterne.

   Til gengæld skal Republikanerne nok passe på med at overfortolke næste uges (formodede) valgsejr. Hvis de selv igen lægger sig–særligt på den “værdipolitiske” linje–langt fra midtervælgerne, vil de givetvis selv blive straffet igen i 2012, når konjunkturerne er forbedret, og der omvendt er skuffelse over “gridlock” mellem kongressen og præsidenten.

   “Hvordan kan det være at danske medier (specielt Politiken) er fyldt med historier om Tea-Party bevægelsen, …”

   Jeg tror, at det altid er journalistisk attraktivt at beskrive ethvert valg i letforståelige termer. Så hvis Obama taber, er det ikke, fordi vælgerne har fravalgt hans politik af 117 årsager (hvilket jo også ville stride med avisernes egne udlægninger af 2008-valget), men fordi der er nogle få meget rige kapitalister, der finansierer en racistisk bevægelse vendt mod USA’s første farvede præsident … 😉

   “… mens der på punditokraterne.dk er larmende stilhed?”

   Emnet har ganske rigtigt ikke været dækket meget her, men “larmende stilhed” er vel næppe helt rigtigt. Check f.eks. denne post og følg de relevante links, der nok vil give lidt oplysninger, der ellers ikke er meget fremme herhjemme:

   https://punditokraterne.dk/2010/10/10/midtvejsvalget-2010-ii-tea-party-time/

   “Er det ikke en bevægelse der indbyder til enddog meget stor interesse blandt politologer, sociologer, økonomer og samfundsforskere i det hele taget? (Specielt blandt jer med et borgerligt bankende hjerte?)”

   Jo, det burde det.

   “Det ville være en stor fornøjelse at høre nogle lidt mere akademiske stemmer fortælle om denne bevægelse og ikke mindst trække nogle paralleller til Danmark?”

   Det kunne være interessant. Jeg tror dog, at det bliver svært at finde deciderede paralleller herhjemme.
   Hvis vi tænker organisatorisk, så tror jeg, at det nærmeste vi kommer herhjemme, nok er “fredsbevægelsen” i primo-1980erne. Den var også en meget løs bevægelse, koncentreret om adskillige indbyrdes uafhængige grupper (Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, Nej til Atomvåben, Kvinder for Fred, o.s.v.). Den var relativt bred (fra RV til DKP), omend med en jernhård ideologisk styring (fra DKP) af de mest velorganiserede dele. Den havde et vist minimalistisk sæt af fælles budskaber, men derudover en vis heterogenitet.
   Tænker vi politisk-ideologisk, er det nærmeste man kommer vel nok Fremskridtspartiet i 1972-73. Men der var organisationsformen helt, helt forskellig, ligesom dén bevægelse aldrig rigtigt fandtes i samfundet mere generelt (hvorimod Tea Party bevægelsen er speciel ved, at kun ca. halvdelen klassificerer sig som værende Republikanere, og ca. 20 pct. af sympatisørerne stemte Demokratisk i 2008).

   Svar ↓
4. Carsten Valgreen 27. oktober 2010 kl. 18:26

   Danske Folkeparti er vel ikke helt ved siden af som parallel.

   Tea party og DF har vel nationalkonservatisme og blue collar bias til fælles?

   Svar ↓
5. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter27. oktober 2010 kl. 20:15

   Kære Carsten,

   Jeg tror, at den sammenligning er ret meget ved siden af. For det første er det ikke specifikt “nationalkonservatisme”, der er karakteristisk ved Tea Party-bevægelsen men snarere (eller ihvertfald mindst lige så meget) en populistisk krypto-libertarianisme, som er aldeles forskellig fra DF’s “big government”-populisme. (Prøv at se Politico’s survey, som jeg har omtalt & linket til i min blog-post om TP). For det andet er TP ikke “blue collar”. Om noget er bevægelsen gennemsnitlig–og endog marginalt højere uddannet og højere lønnet end befolkningen som helhed.
   Men for det tredje–og lidt ligesom med FRP–er TP en ukontrolleret folkelig bevægelse, der søger politisk indflydelse, mens DF bedst kan beskrives som et folkeligt parti, der helst vil undgå at have en ukontrolleret bevægelse.

   Svar ↓
6. Christoffer Bugge Harder 28. oktober 2010 kl. 12:34

   @PKK

   Jeg ved stort set kun det om amerikansk politik, som jeg læser her og i Weekendavisen/Politiken, eller som mine familiepolitologer (min forlovede og min bror) lejlighedsvis fortæller mig. Men med disse “Nu er jeg jo ikke den store taler”-forbehold:
   1) Både Obamas sundhedsreform og hjælpepakker/strammere regulering af banker var mig bekendt meget centrale dele af det program, han gik til valg på i 2008. At han implementerer det så vidt uligt efter en valgsejr er der vel ikke ret meget mærkeligt i.
   Hvordan f…. kan det åbenbart være gået hen over hovedet på de 20% af de “teselskabsrevolutionære”, der stemte på ham for mindre end to år siden?
   Martin Krasnik har skrevet en del om schizofrenien i amerikanernes forhold til politik, hvor kernen vist var, at mange på den ene side principielt mente, at staten skulle blande sig udenom det meste, men på den anden side samtidig forventede, at præsidenten skulle kunne løse hvad som helst af landets problemer (f.eks nævnte han, at 2/3 mente, at staten blandede sig i for meget, mens 2/3 samtidig mente, at staten gjorde for lidt for sygehusene/skolerne/militæret/for at redde arbejdspladser på bilfabrikker på prærien/skjortefabrikker i Wagga Wagga etc.). Det virker på mig nærmest som om, at folk må have troet, at hjælpepakken/sundhedsreformer var nærmest gratis og nu er blevet vrede over, at de ikke både kunne få smørret og pengene for smørret?
   2) Det er meget muligt, at ”teselskabsbevægelsens” passive tilhængerskare er forholdsvist gennemsnitlige amerikanere af alle aldre/racer/mellem-højindkomstgrupper med en højere uddannelse, som – du og flere andre har været inde på . Men dem, der højlydt tegner bevægelsen, giver mildt sagt et fuldstændig andet indtryk. Måske har du læst Krasniks forsideklumme i Weekendavisen med beretninger fra en lang række møder i bevægelsen og interviews med dem, der var aktive græsrødder og ledere på lavere niveauer?
   Krasnik skrev, citeret efter hukommelsen:”….hvis man vil bevare illusionen om, at teselskabet er en bevægelse af almindelige, snusfornuftige amerikanere, der bare er godt trætte af Demokraternes politik, skal man endelig ikke begynde at tale med dem“. Og så fulgte en lang række interview med folk, der over en bank kørte ud ad alle mulige absurde tangenter om, hvordan Obama og Demokraterne var i ledtog med gigantiske FN-ledede muslimske sammensværgelser, ville indføre “dødspaneler”, hadede USA, forfalskede fødselsattester, planlagde kommunstiske infiltrationer af skolevæsenet og alt muligt andet fuldstændig afsindigt, paranoidt konspirations-halløj. (Og selvfølgelig var ting som evolutionsteorien eller den globale opvarmning undskyldninger opfundet for at underminere ”sande” amerikanske værdier). Krasnik sammenfattede det ca. sådan (igen efter hukommelsen)”…samtlige møder har været en konkurrence om, hvem der kan råbe kontrafaktisk sludder og grotesk vrøvl højest“.

   Krasniks klumme beskrev også, hvordan bevægelsen brugte næsten samme retorik og virkemidler som diverse “Liberty Leagues” i 1930erne eller “John Birch”-selskaber i 1960erne, hvordan paranoia er et fast og uomgængeligt indslag i den slags bevægelser, og hvordan de altid ender med at blive opslugt af Republikanerne, der ender med at bruge vælgernes sociale konservatisme til at presse økonomisk konservative dagsordener igennem (den har man jo hørt før) – for så alligevel at afholdersig fra at lave upopulære nedskæringer i f.eks “Medicare”, når de deler ufinansierede skattelettelser ud.

   Det er muligt, at Krasnik bare er endnu en MSM-journalist, der siger det, vi i Danmark gerne vil høre, og det kan også meget vel være, at jeg bare er endnu en uvidende og fordomsfuld kontinentaleuropæer, der bare slet ikke fatter, hvordan verden ser ud fra amerikansk perspektiv. Men jeg har vanskeligt ved at forstå, hvad nogen fornuftige mennesker vil bygge af konstruktivt på en bevægelse, der er så helt igennem irrationel og paranoid i sin verdensanskuelse og ikke mindst retorik . At bevægelsens støtter har en højere uddannelse end gennemsnittet viser vel bare, at uddannelse langt fra er nogen garanti for fornuft, hvilket man jo kan se bare af den forbløffende store andel af veluddannede amerikanere, der f.eks igen og igen forsøger at få kreationisme ind i skolernes biologiundervisning. “Teselskabet”s kerne ligner for mig at se noget med kurs direkte mod det, du citerer Peggy Noonan for:

   …..it can descend into a corrosive populism that celebrates unknowingness as authenticity, that confuses showiness with seriousness and vulgarity with true conviction.

   Svar ↓
7. Peter Kurrild-Klitgaard 28. oktober 2010 kl. 16:01

   @CBH:

   “Jeg ved stort set kun det om amerikansk politik, som jeg læser her og i Weekendavisen/Politiken, eller som mine familiepolitologer (min forlovede og min bror) lejlighedsvis fortæller mig. Men med disse “Nu er jeg jo ikke den store taler”-forbehold:
   1) Både Obamas sundhedsreform og hjælpepakker/strammere regulering af banker var mig bekendt meget centrale dele af det program, han gik til valg på i 2008. At han implementerer det så vidt uligt efter en valgsejr er der vel ikke ret meget mærkeligt i.”

   Enig, på sæt og vis. Problemet er vel bare, at “dét” ikke, hvad midtervælgerne stemte på i 2008. Kollektive valg er jo (lidt forskelligt fra markedsprocessen) noget besynderligt noget, hvor transitive individuelle præferencer kan give dybt godnat kollektive præferencer (jf. Kenneth Arrow, William Riker m.fl.). Amerikanske vælgere fravalgte ved den lejlighed (som de næsten altid gør) dem, der kan associeres med en dårlig økonomi (GOP i 2008, Dem. i 2010), ligesom der var Bush-fatigue langt ind i Rep. rækker. Konsekvensen var, at de så stemte på alternativet–Obama og Dem.–som derefter (“takket” være Dem. i Huset) leverede en sundhedsreform, der var pænt til venstre i spektret af muligheder, og en “stimuluspakke” og et par “redningspakker”, der resulterede i en eksplosion af de i forvejen store budgetunderskud. Man kan ikke bebrejde Dem., at de partiet udnyttede muligheden–ligesom man ikke kan bebrejde de vælgere, der nu ser ud til at give partiet dets største valgnederlag siden (mindst) 1946, at de så siger “Det var ikke dét, vi mente med håb!”.

   “”Hvordan f…. kan det åbenbart være gået hen over hovedet på de 20% af de “teselskabsrevolutionære”, der stemte på ham for mindre end to år siden?””

   Som sagt fordi kollektive valg sjældent producerer en transitiv kollektiv præference, der er en meningsfuld refleksion af de individuelle præferencer … Og måske særligt i et tilnærmelsesvis binært partivalg. Dem, der stemte på Bush i 2000 og 2004, troede nok heller ikke, at de stemte på højere offentlige udgifter, mere regulering og et par krige.

   “Det virker på mig nærmest som om, at folk må have troet, at hjælpepakken/sundhedsreformer var nærmest gratis og nu er blevet vrede over, at de ikke både kunne få smørret og pengene for smørret?”

   Jeg tror, at Du overfortolker støtten til hjælpepakken og sundhedsreformen. Når man spørger vælgere abstrakt, om de støtter en given politik, uden at omkostningerne er inkluderet, får man næsten altid mindst en pluralitet til fordel for den. Så snart omkostningerne tages med, falder støtten lidt eller meget. Derfor kan Du på samme tidspunkt få meningsmålinger herhjemme, der viser en pluralitet for bevarelse af efterlønnen, men massive flertal imod denne, når prisen tages med. Tilsvarende med sundhedsreformen–når spørgsmålene var “Ønsker De en reform?”, var der massive flertal. Skitserede man dernæst hovedtrækkene–f.eks. en ny skat, beskæringer af eksisterende ordninger plus en lovpligtig forsikring forsvandt støtten næsten totalt. Det kan man efter min mening ikke bebrejde vælgerne, men nok dem der foreslår fordele og skjuler omkostningerne.

   M.h.t. Krasniks artikel: Jeg synes MK er klog, og han skriver godt. Men artiklen var mere polemik end journalistik, og jeg giver altså ikke meget for en anekdotisk rundtur i Syden med selektive små-interviews hist og pist–især ikke når der findes adskillige undersøgelser med tusindevis af respondenter, der tegner et noget andet (eller ihvertfald mere kompliceret) billede. Check særligt Politico’s survey af deaktive TP’ere, som viser noget ganske andet end Krasnik.

   M.h.t. paranoia: Det er lidt pudsigt, at når midtervælgerne reagerer på krise til fordel for Demokraterne, er det udtryk for “hope”, men når de samme vælgere reagerer på krise til fordel for Republikanerne er det udtryk for “paranoia”. Det gælder ikke kun 2008 vs. 2010 sammeligningen, men også f.eks. 1932 vs. 1952 eller 1968/1980 vs. 1976.

   M.h.t. Noonan: Jeg deler hendes frygt–ved enhver folkelig bevægelse, ikke kun TP’erne. Jeg synes, ligesom hun, ikke, at der er meget at råbe hurra for ved personer, der gør dumhed til en politisk dyd (Palin, O’Donnell m.fl.)–men der er altså også et andet, mere “autentisk” element i TP, f.eks. personer som Nikki Haley, Rand Paul og Marco Rubio, som ikke tilhører den fladpandede, bibelsvingende johnny-come-lately type, som de førnævnte.

   Det tror jeg, Noonan er enig i, og som det fremgår af hendes seneste klumme om emnet (http://online.wsj.com/article/SB10001424052702304023804575566503565327356.html), er hun altså ikke afvisende overfor TP, snarere tværtimod:

   “Two central facts give shape to the historic 2010 election. The first is not understood by Republicans, and the second not admitted by Democrats.

   The first: the tea party is not a “threat” to the Republican Party, the tea party saved the Republican Party. In a broad sense, the tea party rescued it from being the fat, unhappy, querulous creature it had become, a party that didn’t remember anymore why it existed, or what its historical purpose was. The tea party, with its energy and earnestness, restored the GOP to itself. …

   Because of this … Nov. 2 is not going to be a disaster for the Republicans, but a triumph.

   The tea party did something the Republican establishment was incapable of doing: It got the party out from under George W. Bush. The tea party rejected his administration’s spending, overreach and immigration proposals, among other items, and has become only too willing to say so. In doing this, the tea party allowed the Republican establishment itself to get out from under Mr. Bush: “We had to, boss, it was a political necessity!” They released the GOP establishment from its shame cringe.

   And they not only freed the Washington establishment, they woke it up. That establishment, composed largely of 50- to 75-year-olds who came to Washington during the Reagan era in a great rush of idealism, in many cases stayed on, as they say, not to do good but to do well. They populated a conservative infrastructure that barely existed when Reagan was coming up: the think tanks and PR groups, the media outlets and governmental organizations. They did not do what conservatives are supposed to do, which is finish their patriotic work and go home, taking the knowledge and sophistication derived from Washington and applying it to local problems. (This accounts in part for the esteem in which former Bush budget chief and current Indiana Gov. Mitch Daniels is held. He went home.)

   The GOP establishment stayed, and one way or another lived off government, breathed in its ways and came to know—learned all too well!—the limits of what is possible and passable. Part of the social and cultural reality behind the tea party-GOP establishment split has been the sheer fact that tea partiers live in non-D.C. America. The establishment came from America, but hasn’t lived there in a long time.

   I know and respect some of the establishmentarians, but after dinner, on the third glass of wine, when they get misty-eyed about Reagan and the old days, they are not, I think, weeping for him and what he did but for themselves and who they were. Back when they were new and believed in something.

   Finally, the tea party stiffened the GOP’s spine by forcing it to recognize what it had not actually noticed, that we are a nation in crisis. The tea party famously has no party chiefs and no conventions but it does have a theme—stop the spending, stop the sloth, incompetence and unneeded regulation—and has lent it to the GOP.”

   Svar ↓
8. Peter Kurrild-Klitgaard 28. oktober 2010 kl. 16:16

   PS. Som jeg tidligere har skrevet, skal rRpublikanerne af selvsamme grund være forsigtige med at overfortolke et Demokratisk valgnederlag på tirsdag.

   Svar ↓
9. Christoffer Bugge Harder 29. oktober 2010 kl. 01:52

   PKK,

   tak for dit udførlige svar. Du har givetvis ganske ret i alt, du skriver omkring individuelle vs. kollektive præferencer ved et valg, at mange vælgere sikkert ikke har tænkt det hele igennem og at Demokraterne heller ikke var ivrige efter at fortælle hele sandheden om, hvad deres program koster.

   Måske er jeg naiv eller/og dårlig til at sætte mig ind i visse menneskers tankemønstre, men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over, hvordan folk kan stemme på et parti og så efterfølgende klynke/hidse sig op over, at partiet gennemfører deres politik. Jeg synes nok, at du er en smule for “flink” ved vælgerne. F.eks skriver du:

   Dem, der stemte på Bush i 2000 og 2004, troede nok heller ikke, at de stemte på højere offentlige udgifter, mere regulering og et par krige.

   Undskyld mig, men hvis man stemte på Bush i 2004 og i ramme alvor vil påstå, at man ikke troede, at man dermed godkendte og stemte for en fortsættelse af krigene i Irak og Afghanistan på ubestemt tid, så må man sgu da have haft øjne og ører lukkede gennem flere år? Og det burde næppe heller komme som en overraskelse for ret mange, at årelange krigsindsatser, der involverer 100.000vis af soldater og enorme mængde kostbart, højteknologisk isenkram, har det med at koste betydelige summer. Og her taler vi jo ikke ligefrem om en sag med komplicerede detaljer og uklar finansiering, der levede udenfor offentlighedens bevågenhed. Tilgiv mig de ligefremme ord, men hvor åndssvag har man lov til at være?

   Jeg ved, at du sætter pris på Peggy Noonan, men jeg synes sådan set, at hun er et af de klareste eksempler på rent hykleri fra “De sidste Dages Hellige”: Hun tog orlov fra sit job i efteråret 2004 for at kunne koncentrere sig 100% om at sikre Bushs genvalg – og så sidder hun kort efter hans genindsættelse i 2005 pludselig og græder krokodilletårer over Bushs “moralisme” om at udbrede demokrati med krig. Noonan kan jo vanskeligt undskylde sig med uvidenhed eller naivitet overfor Bushs politik eller det politiske spil.

   Amerikanske vælgere fravalgte ved den lejlighed (som de næsten altid gør) dem, der kan associeres med en dårlig økonomi (GOP i 2008, Dem. i 2010), ligesom der var Bush-fatigue langt ind i Rep. rækker. Konsekvensen var, at de så stemte på alternativet–Obama og Dem.–som derefter (“takket” være Dem. i Huset) leverede en sundhedsreform, der var pænt til venstre i spektret af muligheder, og en “stimuluspakke” og et par “redningspakker”, der resulterede i en eksplosion af de i forvejen store budgetunderskud. Man kan ikke bebrejde Dem., at de partiet udnyttede muligheden–ligesom man ikke kan bebrejde de vælgere, der nu ser ud til at give partiet dets største valgnederlag siden (mindst) 1946, at de så siger “Det var ikke dét, vi mente med håb!”.

   Fair nok, det er klart, at dårlige tider altid rammer dem ved magten hårdest. Men så er den kommende afklapsning af Demokraterne vel også i høj grad en reaktion på nogle grundlæggende økonomiske konjunkturer og en enorm arbejdsløshed snarere end et tegn på, at “redningspakker og sundhedsreform var ikke det, vi mente med håb”? Jeg skal ikke kloge mig på den langsigtede nationaløkonomiske visdom i enorme budgetunderskud og redningspakker, men hvis redningspakker redder nogle jobs her og nu, mens budgetunderskud er noget, der slår hårdt længere fremme, så er det vel næppe den konkrete grund til, at forvirrede og frustrerede vælgere vender sig mod Demokraterne nu?

   M.h.t. Krasniks artikel: Jeg synes MK er klog, og han skriver godt. Men artiklen var mere polemik end journalistik, og jeg giver altså ikke meget for en anekdotisk rundtur i Syden med selektive små-interviews hist og pist–især ikke når der findes adskillige undersøgelser med tusindevis af respondenter, der tegner et noget andet (eller ihvertfald mere kompliceret) billede. Check særligt Politico’s survey af deaktive TP’ere, som viser noget ganske andet end Krasnik.

   Jeg har set Koelbecks undersøgelse (fra Huffington Post) og læst flere af dine klummer, og jeg er ikke i tvivl om, at du og de tegner et korrekt billede af de “deaktive” the-sympatisører (dem, der enten regner sig for medlemmer eller er helt enige ikke-medlemmer).

   Men nu var det de aktive fodfolk, som Krasnik beskrev, og her havde han åbenbart ikke hørt andet end paranoid støj af den allerede beskrevne slags. Og når man lytter til bevægelsens mest fremtrædende talsmænd og kandidater (også helt uden MSM-journalisters eventuelle filtre), er det stort set nøjagtig det indtryk, de også selv giver. Ikke bare Sarah Palin eller Christine O´Donnell, men også den åbenbart “mest troværdige” journalist Glenn Beck, Sharron Angle, Jim Schneller, Michelle Bachmann, Trent Franks etc. etc. Et par citater frit efter hukommelsen: “Demokraterne hjælper muslimerne og er ved at indføre sharia-lov i USA”, “Al Qaeda danser i gaderne over Obamas valgsejr”, “adskillelse af kirke og stat er ren nazisme”, “Obama er menneskehedens fjende”, “Global opvarmning/evolutionsteori er et stort FN-ledet fupnummer beregnet på at svække moralen/USAs styrke” ogsåsærdelesmegetvidere. Selv Rand Paul, som formentlig er mere din type, har været fremme med et udsagn som f.eks, at “Medicare er ligesom i Sovjetunionen”.

   Hvis der er fornuftige og moderate the-aktivister derude, så drukner de tilsyneladende næsten fuldstændig i en uskøn pærevælling af højlydt og paranoidt nonsens og groteske overdrivelser.

   M.h.t. paranoia: Det er lidt pudsigt, at når midtervælgerne reagerer på krise til fordel for Demokraterne, er det udtryk for “hope”, men når de samme vælgere reagerer på krise til fordel for Republikanerne er det udtryk for “paranoia”. Det gælder ikke kun 2008 vs. 2010 sammeligningen, men også f.eks. 1932 vs. 1952 eller 1968/1980 vs. 1976.

   Måske udtrykte jeg mig ikke klart nok (eller også skriver du lige så meget til andre end mig), men jeg regner bestemt ikke skuffelse eller utilfredshed med budgetunderskud eller arbejdsløshed som udtryk for paranoia. Paranoid er derimod den retorik som i de ovenfor citerede eksempler fra meget fremtrædende theselskabsfolk – hvoraf flere rent faktisk er republikanere, der allerede er folkevalgte repræsentanter. Er du i ramme alvor uenig i dette?

   Jeg betragter også f.eks de venstrefløjsfolk, der mener, at George Bush eller jøderne stod bag terrorangrebet den 11.september, som krystalklart paranoide. Men jeg mindes ikke at have set én eneste højtplaceret amerikansk venstrefløjspolitiker have fremført den slags, heller ikke under George Bush (og når de en gang imellem er blevet luftet, har demokratiske politikere haft travlt med at markere deres afstand). Modsat virker det nærmest som om, at paranoide sammensværgelsesteorier er blevet mainstream på den amerikanske højrefløj, hvor selv flere moderate republikanere (og CNNs studievært Lou Dobbs) f.eks vedbliver med at stille spørgsmålstegn ved Obamas fødselsattest. Jeg har indtryk af, at det var det, som Krasnik sigtede til med, at paranoia var et konstant træk i amerikansk politisk kultur, og at paranoide protestbevægelser som “Theselskabet” altid endte med at blive opsuget af Republikanerne.

   Men jeg er selvfølgelig slet, slet ikke så velbevandret i amerikansk historie som du, og jeg vil meget gerne høre, hvis du kender til tidligere venstreorienterede, paranoide protestbevægelser fra 1932 eller 1976, der voksede sig til store, nationale magtfaktorer. Det virker bare på mig som om, at den amerikanske højrefløj pt. har monopoliseret al paranoia.

   Undskyld de mange ord……

   Svar ↓
10. Hans Henrik Hansen 29. oktober 2010 kl. 11:29

    @ PK-K: Tak for endnu et særdeles oplysende blog-indlæg (+ kommentarer) – det er dén slags, der gør disse sider gode at gæste!

    @CBH: Du må nok hellere ta’ en tur derover, og give disse døgenigte en opsang, ansigt til ansigt! 🙂

    Svar ↓
11. Christoffer Bugge Harder 29. oktober 2010 kl. 13:42

    @HHH

    Tak for opmuntringen, men som du måske har bemærket, har jeg ikke de bedste erfaringer med at forsøge at påvirke sammensværgelsesteoretikere vha. rationelle argumenter, ligesom jeg ikke ville beskrive empati, høflighed og tålmodighed overfor slige typer som mine fremmeste spidskompetencer………. 😛

    Jeg kan måske fortælle, at jeg har en amerikansk-udvandret moster, som stod last og brast med både Bush d. I og Bush d. II helt til den bitre ende, som også er helt på med theselskabet, anser “FOX-news” for den mest troværdige nyhedskilde og (måske derfor) nærer en vis frygt for Obamas sundhedsvæsens “dødspaneler”. Hun er i øvrigt et meget rart og varmhjertet menneske, som jeg har et fint forhold til – og det skyldes måske, at vi for længe siden er holdt op med at diskutere politik…….:)

    Svar ↓
12. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter29. oktober 2010 kl. 17:17

    @CBH: Ingen brug for undskyldning … Mange ord er godt 😉 Jeg har desværre ekstremt travlt i dag og får næppe tid til at svare. Men lad mig lige opklare en uheldig slåfejl fra min side: Jeg mente ikke “deaktive” men “de aktive” … 😉 Politicos survey (som jeg linker til) er netop af de aktivistiske fodfolk og afdækker (hvad en anden undersøgelse også har gjort i denne uge), at TP reelt består af to stort set lige store grupper: 1) Anti-skat, anti-big government libertarianere, der foretrækker Ron Paul o.l., og 2) senere tilkomne socialkonservative, der foretrækker Palin o.l. Medierne (især herhjemme) fokuserer alene på den sidste.

    Se iøvrigt denne nøgterne kommentar fra én, der om nogen ikke sympatiserer med nogen del af TP:

    http://www.tnr.com/article/politics/78718/four-myths-about-the-tea-party

    Skal prøve at vende tilbage til de andre punkter, når jeg har tid.

    Svar ↓
13. Jan Nielsen 30. oktober 2010 kl. 10:06

    Der mangler en “synes godt om” knap på kommentarerne. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig HHH’s indlæg.

    Svar ↓
14. Christoffer Bugge Harder 1. november 2010 kl. 16:56

    @PKK

    lige for en ordens skyld: OK, jeg burde måske have gættet, at det var en slåfejl. Jeg ved udmærket, at der er både libertære og socialkonservative i bevægelsen, og at der er overordentlig stor forskel mht. de to gruppers sociale værdier, ligesom jeg heller ikke mistænker dig eller andre her for at være Palin-fans.

    Men mit største problem med bevægelsen er det, jeg kalder generel paranoia og sammensværgelsesteorier. Begge grupper virker i deres retorik til at være rørende enige om, at Obama og statsapparatet laver læssevis af nedrige, kommunistiske planer mod deres frihed i talrige absurde alliancer – og når jeg hører den slags, tænder jeg af. Så er jeg egentlig ligeglad med, om de så bagefter kun er bevægelsens ene halvdel, der derudover også mener, at bøsser skal i helvede, eller oralsex forbydes……

    Svar ↓

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.