Man kan sige meget skidt om Mandag Morgen og det skal jeg nok gøre i dette indlæg, men man må respektere, at de er i stand til at gøre opmærksom på sig selv med det nye ”parti”: Fremtidens Danmark. Hvis man skal bedømme initiativet på baggrund af Jørgen Rosted’s optræden i Deadline, hvor han gjorde sig til talsmand for en planøkonomisk tankegang om, at Danmark skal leve af at løse verdens problemer i et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, er MM kommet ynkeligt fra start.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.