Med sædvanlig charme, opfindsomhed og elokvens har Lars von Trier ifølge Politiken ladet alverdens filminteresserede forstå, at George W. Bush er en klovn. Udmeldingen kan måske tilskrives den helt karske kendsgerning, at hans seneste mesterværk Manderlay er blevet bemødt med en vis ligegyldighed blandt de filmkyndige i Cannes, selv om den med sit klassisk anti-amerikanske tema ellers må siges at have alle forudsætninger for at slå igennem i de kredse. På den baggrund kan man ikke fortænke den danske filmskaber i, at han gør alt for at sikre sig kommerciel succes ad andre veje, fx ved at sige noget upassende eller anstødeligt i de erfaringsmæssigt påvirkelige omgivelser. Sidste år lykkedes det jo fint for Michael Moore at gøre opmærksom på sin egen person ved at troppe op i Cannes med Fahrenheit 9/11; en slags propaganda-collage vendt mod den daværende og nu genvalgte præsident. Så måske går den igen! Det vil tiden vise.

Når jeg opholder mig ved Triers udtalelse sker det ikke i indignation over hans forudsigelige afsætningsmetoder. Nej, det er mere fordi det er et rimeligt påskud for en kommentar til den anti-amerikanisme, der hærger over hele Europa. Og hvad er i denne forbindelse mere naturligt, end at tage afsæt i landet, hvor Trier for tiden opholder sig. For her er der som bekendt ikke kun utilfredshed med amerikanernes økonomiske og militære hegemoni; her er man navnlig foruroliget over amerikanernes kulturnedbrydende dominans.

En af dem, der har bidraget til at afdække det franske traume er Jean-François Revel, der som navnet antyder har aktier udi det franske. Det er så absolut en fordel, idet en udenlandsk kritikker jo altid er en uvelkommen gæst. Revel kan omvendt ikke beskyldes for, at være fremmed for franske forhold. Og netop derfor er han værd at blive klog på. Det kan man blive ved at læse hans bog Anti-Americanism, der udkom for nogle år siden. Har man ikke mod på at gå om bord i den, kan jeg henvise til The Anti-American Obsession; en forrygende god artikel af samme forfatter, der figurerede i The New Criterion i oktober 2003.

En af de mest udbredte franske forestillinger er, at USA i kraft af sin profitorienterede kulturindustri bidrager til at nivellere den åndelige verdensscene og derigennem fortrænge den virkelige kunst. Derfor er kulturel diversitet efterhånden blevet et mantra for franske åndspersonligheder. Til dette bemærker Revel:

“In practice, Europeans?and chiefly the French?use the jargon phrases ?cultural exceptionalism? and ?cultural diversity? as code words for state aid and quotas. We keep hearing that, after all, ?Cultural goods are not simple commodities.? But that is merely a platitude. Whoever pretended that they were? Still, neither are they purely the products of state financing; otherwise, Soviet painting would have been the finest in the world”

Men hvordan kan det være, at amerikanerne er så pokkers overlegne på den kulturelle front? Det franske bud er, at amerikanerne råder over nærmest bombesikre afsætningskanaler – der en passant understøttes af presse, politikere og anonyme kapitalkræfter ? som sætter dem i stand til at opretholde en total dominans på den globale kulturscene. Her peger Revel på argumentets boomerang-effekt:

“In January 2002, when Yves Saint Laurent unexpectedly announced his decision to retire, suddenly bringing his career as couturier to an end, reaction to the news was worldwide. And it was not only Saint Laurent?s talent that was influential everywhere, but also that of his predecessors, who for over a century had created and sustained French leadership in haute couture (which is not to diminish the excellence of other schools, notably the Italian). There was no suggestion in the foreign press that this traditional preeminence of French haute couture and Saint Laurent?s influence was attributable to a ?bomb-proof distribution system? that, with the shady complicity of ?politicians and newspapers,? had succeeded in ?imposing? French styles on others. Anyone who said as much would have been ridiculed”.

Det med latterliggørelsen er jeg sikker på. Lige så sikker er jeg på, at filmkritikkerne i Cannes hellere vil give de Gyldne Palmer til en instruktør, der skildrer livet i en polsk vandpyt, end til en instruktør, der forstår at imødekomme millioner af biografgængeres behov for at blive underholdt med kvalificerede virkemidler.