Er altruisme — eller selvopofrende adfærd — altid godt, eller kan det også være skidt? Lektor i ingeniørvidenskab ved Oakland University, Barbara Oakley, mener, at der er behov for mere systematisk og ikke mindst fordomsfri forskning i det fænomen, hun kalder “patologisk altruisme”, som hun beskriver og undersøger i en nylig artikel i PNAS. Hermed henviser hun til adfærd, som af den altruistiske aktør selv vurderes (subjektivt) som positiv, men som af en ekstern observatør må vurderes (objektivt) negativ for den person eller gruppe, adfærden angiveligt skulle være til gavn for. Eller mere præcist, med Oakleys egne ord:
“Pathological altruism can be conceived as behavior in which attempts to promote the welfare of another, or others, results instead in harm that an external observer would conclude was reasonably foreseeable.”
Som eksempel på patologisk altruisme nævner Oakley en person, hvis bror er blevet afhængig af smertestillende medicin, og som i stedet for at hjælpe broren med at trappe ud af medicinen “hjælper” ham til at kunne opretholde sit forbrug ud af et ønske om at lindre hans smerte på kort sigt, selvom det burde være indlysende, at resultatet heraf er skadeligt for ham på længere sigt. Hvad der derimod ikke falder ind under patologisk altruisme er for eksempel, ifølge Oakley, hvis man hjælper en ven med at flytte og uforsætligt kommer til at tabe vennens værdifulde vase på jorden. Vel var der en risiko for, at man ville tabe vasen, men ikke i en grad, hvor man kunne have forudset udfaldet og handlet på en helt anden måde. Hvis præmissen er flytning, skal en eller anden jo flytte vasen…
En journalist på Wall Street Journal kalder Oakleys patologisk altruisme-begreb for
“…a simple yet versatile idea that could revolutionize scientific and social thought.”
Andre er ikke helt så begejstrede, endsige overbeviste. For eksempel evolutionspsykolog Robert Kurzban, der her indvender, at begrebet “patologisk altruisme” slet ikke er så nyt og banebrydende igen, fordi vi allerede har eksisterende begreber til at beskrive fænomenet. Der er nemlig, slet og ret, tale om et misforhold mellem gode intentioner i øjeblikket og utilsigtede, negative konsekvenser (på kort eller lang sigt).
Som sådan er der da heller ikke meget nyt i det fænomen, at man som menneske kan have altruistiske intentioner med en kortsigtet handling, der efterfølgende viser sig at få utilsigtede konsekvenser på kort eller lang sigt. Endvidere er spørgsmålet, om ikke altruisme først kan siges at blive “patologisk” i det øjeblik, man gentager den samme altruistiske handling, der tidligere har vist sig at lede til utilsigtede, negative konsekvenser, og alligevel forventer et positivt resultat? (a la den husholdningsdefinition på sindssyge, der ofte bliver tilskrevet Einstein — eller var det Franklin, eller måske Mark Twain…?)
Altruisme, der i første omgang ikke virker efter hensigten, er måske blot fejlslagen og ikke ligefrem “patologisk”. Ikke desto mindre peger Oakley på noget relevant: At hylde altruistisk adfærd for dens gode intentioner på trods af forventelige negative konsekvenser, der senere rent faktisk materialiserer sig, er i bedste fald naivt og — hvis det sker efter de negative konsekvenser er blevet tydelige — udtryk for politisk korrekthed, når den er værst.
Artiklen rejser imidlertid også (om end indirekte) et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan man egentlig definere altruisme, og hvilken forskel gør det for begrebet? Umiddelbart synes der at være to tilgange til en definition af altruisme, nemlig at hænge begrebet op på enten konsekvenser eller intentioner. Man kan således definere altruisme som et rent positivt (dvs. ikke-normativt) begreb til at beskrive en bestemt type adfærd ud fra dennes faktiske konsekvenser, men kan også definere altruisme som et normativt eller moralsk begreb med henvisning til intentionerne bag en given adfærd, eller adfærdens intenderede konsekvenser. Den første type definition kan ses anvendt indenfor evolutionsbiologi og -psykologi, mens den anden nok vil være de fleste læsere af denne blog mere bekendt som den, man typisk møder indenfor samfundsvidenskaberne og den offentlige debat om politik og samfundsforhold.
Man kan naturligvis fylde begrebet med forskellige grader af begge betydninger på en gang, men i så fald er det ikke svært at se, hvordan det let kan skabe forvirring og føre til debatter, hvor deltagerne taler forbi hinanden. Som socialt fænomen blandt mennesker, i modsætning til som evolutionsbiologisk fænomen i dyreriget, er der næppe megen tvivl om, at der i den grad er brug for at arbejde mere med et normativt eller moralsk altruismebegreb, som bl.a. Oakley gør, og forholde sig kritisk og undersøgende hertil, da altruistisk adfærd ofte — og især på venstrefløjen — bliver ophøjet til den mest agtværdige form for moralsk handlen. I det perspektiv er Oakleys artikel et glimrende bidrag, der forhåbentlig kan være en tiltrængt øjenåbner for mange.