Tag-arkiv: Libertas

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Libertas lever – igen

 Som det muligvis vil være en stor del af vore læsere bekendt, spillede denne Punditokrat en vis rolle, da vi i 1985-86 var en lille flok, der stiftede “Libertas: Selskab til Studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi” og efterfølgende udgav Tidsskriftet Libertas. (For de uindviede: Jeg var de første par år selskabet sekretær, hvilket var vores eufemisme for en slags formand, og jeg var med-redaktør af Tidsskriftet Libertas i de første par år og derefter i en årrække dets redaktør; historien er gengivet i ovenstående link). Selskab og tidsskrift har de forgangne 21 år haft flere op- og nedture–ikke så meget kvalitativt eller ideologisk som med hensyn til ren og skær aktivitetsniveau. De seneste fire-fem år har tidsskriftet reelt været dødt, mens selskabet de facto er blevet indskrænket til en årlig julefrokost og ikke meget andet.

Det har skåret nogle af os “old timers” dybt i hjertet, idet vi syntes, at Libertas var nogelt helt særligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt deler den forklaring, som nogle er kommet med–at “ilten” så at sige er blevet opslugt af fora som Liberator, denne og andre blogs, og af organisationer som CEPOS og COIN/Markedscenteret. Jeg tror, at det mere har noget med personer og en upraktisk struktur at gøre–og jeg mener, at der bestemt er en selvstændig plads til Libertas, selv i internettets alder.

Ret beset mener jeg, at tidsskriftet i mange år havde en helt unik rolle, som fortsat ikke er udfyldt andre steder, nemlig som stedet for ganske avancerede artikler, der tackler emner relateret til frihedsorienteret tænkning på et relativt højt intellektuelt ambitionsniveau og totalt frigjort for mere dagligdags policy-debatter og partifnidder. Det var hele tiden meningen med Libertas, og når tidsskrift og selskab kørte godt, var det en rigtig væsentlig niche, som dér blev udfyldt, og den bliver fortsat ikke udfyldt andre steder. Så gode fora, som f.eks. Liberator og denne blog er, er det ikke der eller her, man læser virkeligt nye, originale eller avancerede bidrag til at bringe liberal tænkning videre; man bliver måske ledt på sporet (og dét er væsentligt), og man får lejligheden til at debatere–men det er også alt. Det er i sagens natur heller ikke en rolle, som f.eks. CEPOS kan eller skal udfylde; her er man både nødt til at være lidt bredere og noget mere policy-orienterede. Det samme gælder selskabet Libertas, som reelt kan være det netværk blandt unge frihedsorienterede med en klar ideologisk overbevisning, som de politiske partier, ungdomsorganisationer, tænketanke o.s.v., ikke kan udfylde, fordi de har helt andre formål.

Og netop derfor er der grund til nu at glæde sig. Der udgår i disse dage meddelelser om, at et nyt nummer af tidsskriftet er på gaden igen–ja, jeg fik det selv med posten i går, og faktisk er det allerede lagt på nettet. Det er redigeret af den afgående redaktør, Nikolaj Gammeltoft, og smækfyldt med læseværdige artikler, gamle og nye, avancerede og mindre avancerede, teoretiske og litterære. Derefter går stafetten videre til den nye redaktør, Rune Toftegaard Selsing (som tidligere selv bloggede).

Jeg håber, at dette virkelig er begyndelsen på en succesrig revitalisering–for den er tiltrængt. Man kunne sågar sige, at i disse år er der måske mere end nogensinde brug for selskabet og tidsskriftet–i betragtning af hvordan mange postuleret liberale og konservative i disse år opfører sig rent ideologisk. På den måde er situationen ikke så forskellig fra midten af 1980erne, om end den denne gang er om muligt mere deprimerende.

Der ønskes al mulig held og lykke herfra, hvorfra vi udbringer den gamle lykønskningsskål: Peace and free trade!

PS. Men se så lige at holde skuden gående denne gang …

Hr. Boe om frihed & enerne

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”