Som det muligvis vil være en stor del af vore læsere bekendt, spillede denne Punditokrat en vis rolle, da vi i 1985-86 var en lille flok, der stiftede “Libertas: Selskab til Studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi” og efterfølgende udgav Tidsskriftet Libertas. (For de uindviede: Jeg var de første par år selskabet sekretær, hvilket var vores eufemisme for en slags formand, og jeg var med-redaktør af Tidsskriftet Libertas i de første par år og derefter i en årrække dets redaktør; historien er gengivet i ovenstående link). Selskab og tidsskrift har de forgangne 21 år haft flere op- og nedture–ikke så meget kvalitativt eller ideologisk som med hensyn til ren og skær aktivitetsniveau. De seneste fire-fem år har tidsskriftet reelt været dødt, mens selskabet de facto er blevet indskrænket til en årlig julefrokost og ikke meget andet.

Det har skåret nogle af os “old timers” dybt i hjertet, idet vi syntes, at Libertas var nogelt helt særligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt deler den forklaring, som nogle er kommet med–at “ilten” så at sige er blevet opslugt af fora som Liberator, denne og andre blogs, og af organisationer som CEPOS og COIN/Markedscenteret. Jeg tror, at det mere har noget med personer og en upraktisk struktur at gøre–og jeg mener, at der bestemt er en selvstændig plads til Libertas, selv i internettets alder.

Ret beset mener jeg, at tidsskriftet i mange år havde en helt unik rolle, som fortsat ikke er udfyldt andre steder, nemlig som stedet for ganske avancerede artikler, der tackler emner relateret til frihedsorienteret tænkning på et relativt højt intellektuelt ambitionsniveau og totalt frigjort for mere dagligdags policy-debatter og partifnidder. Det var hele tiden meningen med Libertas, og når tidsskrift og selskab kørte godt, var det en rigtig væsentlig niche, som dér blev udfyldt, og den bliver fortsat ikke udfyldt andre steder. Så gode fora, som f.eks. Liberator og denne blog er, er det ikke der eller her, man læser virkeligt nye, originale eller avancerede bidrag til at bringe liberal tænkning videre; man bliver måske ledt på sporet (og dét er væsentligt), og man får lejligheden til at debatere–men det er også alt. Det er i sagens natur heller ikke en rolle, som f.eks. CEPOS kan eller skal udfylde; her er man både nødt til at være lidt bredere og noget mere policy-orienterede. Det samme gælder selskabet Libertas, som reelt kan være det netværk blandt unge frihedsorienterede med en klar ideologisk overbevisning, som de politiske partier, ungdomsorganisationer, tænketanke o.s.v., ikke kan udfylde, fordi de har helt andre formål.

Og netop derfor er der grund til nu at glæde sig. Der udgår i disse dage meddelelser om, at et nyt nummer af tidsskriftet er på gaden igen–ja, jeg fik det selv med posten i går, og faktisk er det allerede lagt på nettet. Det er redigeret af den afgående redaktør, Nikolaj Gammeltoft, og smækfyldt med læseværdige artikler, gamle og nye, avancerede og mindre avancerede, teoretiske og litterære. Derefter går stafetten videre til den nye redaktør, Rune Toftegaard Selsing (som tidligere selv bloggede).

Jeg håber, at dette virkelig er begyndelsen på en succesrig revitalisering–for den er tiltrængt. Man kunne sågar sige, at i disse år er der måske mere end nogensinde brug for selskabet og tidsskriftet–i betragtning af hvordan mange postuleret liberale og konservative i disse år opfører sig rent ideologisk. På den måde er situationen ikke så forskellig fra midten af 1980erne, om end den denne gang er om muligt mere deprimerende.

Der ønskes al mulig held og lykke herfra, hvorfra vi udbringer den gamle lykønskningsskål: Peace and free trade!

PS. Men se så lige at holde skuden gående denne gang …