I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.

Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.

Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.

Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.

Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.

Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.

Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.

Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.

Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:

“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”

Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.

Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.

Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.

Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.

Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.

En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.