I forlængelse af min sidste post om emnet, samt det at følge det britiske valg og dettes målinger lidt tæt, har jeg prøvet at pusle med forskellige måder at lave “gennemsnit” af meningsmålinger på.  Nedenfor følger tallene for april, hvor jeg har anført fire forskellige metoder.  Professor Søren Risbjerg Thomsens velkendte fra Altinget, hvor han vægter de enkelte målinger ud fra antal respondenter og fremskriver udviklingen i ikke-publicerede faste målinger med udviklingen fra de andre.  Dertil et rent aritmetisk gennemsnit og et gennemsnit, hvor der er vægtet for, hvor gamle/nye de enkelte målinger er (nye vejer mere end ældre).  Og endelig den metode, som BBC med baggrund i Professor Patrick Dunleavy fra LSE har anvendt: At tage middelværdien af de seneste fem målinger for hvert enkelt parti.

Hvad viser de så?  To ting.

For det første, at det giver god mening at tage den enkelte måling med et gran salt og i stedet se på flere målinger.  Jf. f.eks. Socialdemokraterne og Venstre, der i disse fem målinger svinger med hele 3-4 pct.point på kun en uge, eller Liberal Alliance, der enten er helt ude eller formodentlig inde.  Ret væsentlige forskelle–og så er det godt at se på “tendensen” i snit i stedet for at stirre sig blinde på de enkelte målinger.

For det andet, at resultaterne er bemærkelsesværdigt ens–f.eks. har alle rødt flertal.  (Den største indbyrdes forskel er i praksis, hvorvidt Liberal Alliance er “ude” eller “inde”, idet det rå gennemsnit med én rigtigt dårlig “gammel” måling trækker de senere, mere favorable.) Det antyder, at det måske ikke gør så meget, om man bruger den ene eller den anden metode. Den, der skiller sig mest ud fra de øvrige, er Risbjerg Thomsens, og det skyldes nok ikke så meget hans vægtning i.f.t. antal respondenter som det, at han også behandler tallene på anden vis.