Som tidligere år bringer punditokraterne også dette år en lille sommerserie omkring et tema. Da vi (med nogen rædsel) har opdaget, at der ikke længere er danske universiteter, der udbyder et kursus i public choice, har vi bestemt os for at dedikere sommerserien 2017 til dette emne. Henover sommeren kører vi en serie, der introducerer public choice-teori og –tænkning til læserne, og giver en række eksempler.

Public choice kan defineres på mange måder. En af de simple er, at det er studiet af krydsfeltet eller gråzonen mellem nationaløkonomi og statskundskab. Andre som f.eks. pioneren Gordon Tullock kaldte det nogle gange studiet af traditionelle spørgsmål fra statskundskab med traditionelle redskaber fra nationaløkonomi, mens hans kollega James Buchanan ganske enkelt kaldte det ”Politics without Romance.”

Udgangspunktet for public choice er til enhver tid, at man starter med det analytiske fundament for nationaløkonomi: 1) Folk forfølger deres egne mål; 2) de er rationelle; 3) de gør det, de regner med er bedst for dem (og ikke bare godt nok); og 4) de bruger al den information, de har til rådighed. 1) betyder ikke – som nogen ellers tror – at økonomer regner med at folk er egoister; det betyder blot, at de forfølger deres egne mål og ikke nødvendigvis andres eller ’samfundets’.  4) betyder heller ikke, som nogen påstår (særligt folk fra humaniora, der ikke kan lide økonomer), at folk har perfekt, komplet eller nogenlunde retvisende information, men blot at de bruger det, de har. Det særlige ved public choice er, at disse adfærdsantagelser udbredes til alle aktører, og ikke blot aktører i private markeder og situationer!

Den attraktive konsekvens er, at man i public choice har såkaldt symmetriske adfærdsantagelser – alle opfører sig på basalt set samme måde uanset, om de er i den private eller politiske sfære. Med andre ord hviler public choice på en fundamental antagelse om, at ingen aktører er skizofrene! Det var ellers en logisk konsekvens af standardantagelsen før public choice-revolutionen sidst i 50erne og først i 60erne: Man antog, at vis nogen valgte at flytte fra en stilling som, f.eks., direktør til politik, ville vedkommende pludseligt ændre karakter fra en klassiske selv-interesseret, profitmaksimerende privat til en uegennyttig politiker, der arbejder for samfundets bedste. Man ville decideret regne med, at han ændrede personlighed, når han flyttede mellem den privatøkonomiske og den politiske sfære. Meget politisk teori hviler stadig på den skizofrene antagelse, som public choice brød med. Det er dermed også den – i Buchanans ord – romantiske forestilling om, at politikere og embedsmænd automatisk arbejder for samfundets bedste, som man bryder med.

Den særlige, logiske virkning af den symmetriske adfærdsantagelse var og er revolutionerende. Mens man fra starten af 1900-tallet havde beskrevet en lang række markedsfejl – for eksempel at et frit, ureguleret marked måske producerer for meget forurening og for lidt uddannelse – åbner public choice-tankegangen op for eksistensen af regeringsfejl. Den tradition for statslige interventioner, som kom til at definere meget velfærdsøkonomi og voldsomt megen politisk tænkning efter anden verdenskrig, blev derfor udfordret af public choice. Og det helt fundamentale spørgsmål, man med denne analytiske baggage er tvunget til at stille, hver gang nogen mener at have set en markedsfejl eller en anden situation, de gerne vil have staten til at gøre noget ved, er det følgende:

Hvad er værst: Markedsfejlen, der består når vi ikke gør noget, eller regeringsfejlen vi skaber, når vi sætter en statslig intervention i gang?

Selvom det er et spørgsmål, der er stærkt upopulært i brede kredse – det gælder både når socialister vil beskatte og regulere folks spisevaner, og når konservative vil bygge offentlig infrastruktur og støtte udvalgte iværksættere – er det også helt grundlæggende for at forstå en række fænomener, der ikke kan analyseres uden en public choice-tilgang: Hvorfor er der korruption i de fleste samfund, og hvorfor er der langt mere i nogen samfund end i andre? Når man politisk vælger at omfordele, hvem omfordeler man så til? Hvorfor stemmer folk overhovedet? Hvordan opfører diktatorer sig og hvorfor vælger nogle af dem at demokratisere? Listen er enormt lang, og ingen af spørgsmålene giver mening før man erkender, at systematiske regeringsfejl er vigtige i den virkelige verden. De næste uger dykker vi blot ned i nogle af de emner, der hører til public choice-traditionen. Vi håber det vil oplyse og fornøje vores læsere.