Et tilbagevendende tema og en kilde til evig undren for punditokraterne er, hvilke ofte absurde fantasier, de fleste danskere har om politik. I Berlingske Tidende mandag, hvor den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard påpegede, at ”Det seneste halve århundrede har vi med hast bevæget os ind i den demokratiske totalstat, hvor alle vil bestemme alt for alle, og hvor ansvaret forsvinder fra borgere, civilsamfund og marked.” Som Kurrild meget præcist skriver:

Er priserne for høje? Indfør et prisloft. Er de for lave? Påbyd en mindstepris. Er der arbejdsløse? Opret stillinger i det offentlige. Er der for megen trængsel på motorvejene? Gør dem bredere. Er uligheden for stor? Tag fra de rige. Bliver der sagt noget, man ikke kan lide, eller dyrket noget kættersk eller røget noget usundt eller båret noget forkert tøj? Forbyd det.

Kurrild låner meget velvalgt Michael Mungers udtryk ”Unicorn Governance” i klummen, som understreger i hvor høj grad, almindelige borgeres antagelser om adfærd og motivation er asymmetriske og skæve (læs også et interview med Munger her).

Mange borgere tænker på staten og danske politikere som ’Enhjørninger’: Smukke og noble væsener uden fejl og med alle mulige attråværdige egenskaber. Medmindre man har haft en meget mærkelig barndom, har vi alle set billeder af dem og måske endda læst om dem. Jeg har endda ladet mig fortælle, at deres flatulens lugter af jordbær! Men hvis man er over fem år gammel, ved man også at enhjørninger ikke eksisterer.

Det samme gælder i det store og hele fænomenet uegennyttige, kompetente og velinformerede politikere. De eksisterer ikke, og kun en meget lille håndfuld kommer bare nogenlunde tæt på idealet. Alligevel bliver meningsdannere, vælgere og almindelige borgere ved med at gøre som om, de er velrepræsenterede på Christiansborg. Fejlen, de begår, har været klart beskrevet siden 1960ernes gennembrud i public choice. Den kaldes asymmetriske adfærdsantagelser, og består meget enkelt i, at folk antager at mennesker er egeninteresserede og gør det bedste for dem selv og dem, der bekymrer sig om når de er forbrugere, virksomhedsejere og ledere, men pludseligt bliver uegennyttige, kompetente engle, når de træder ind i politik. Med andre ord regner de i virkeligheden med, at de fleste mennesker er dybt skizofrene – de har en personlighed i det private og en anden, hvis de agerer i noget, der kan kaldes en offentlig position. Skal man se bare nogenlunde logisk på verden, bliver man nødt til at regne med, at folk er folk uanset hvor de arbejder og hvilken stillingsbetegnelse de har.

Grundlaget for al public choice og politisk-økonomisk forskning er derfor symmetriske adfærdsantagelser: At folk basalt set er de samme, uanset om de er i eller udenfor politik. Det vigtigste er de incitamenter, de har i deres job eller andre miljøer, de færdes i. Belønnes troværdig, ordentlig adfærd hvor man leverer gode løsninger, opfører folk sig typisk godt. Belønnes hurtige, umiddelbart populære løsninger og adfærd hvor man bedst slipper afsted med at skyde skylden på andre, får man elendig adfærd. Hvordan politikere opfører sig, afhænger således at den incitamentstruktur, de færdes i. Dén indsigt burde gøre folk en smule mere skeptiske overfor hurtige politisk løsninger på alskens virkelige eller imaginære problemer.

Er man alligevel i tvivl, eller vil man skubbe venner, kolleger eller familie en smule i retning af realistisk omtanke, kan man måske bruge denne enkle øvelse. 1) Definér overfor mig hvad det problem er, de vil have politikere til at løse; og 2) giv mig tre navne i Folketinget, som du mener både er troværdige nok og tilstrækkeligt kompetente til at gennemføre effektiv politik, for at løse dit problem.

Hvis folk ikke kan det, er der nok tale om et problem, der skal holdes udenfor virkelighedens politik, selvom fantasiens enhjørningepolitikere kunne ordne det med et snuptag. Hvis folk alligevel insisterer på, at politikere da burde være ligesom enhjørninger, får de ikke løst deres problemer. De får derimod et meget større problem: Totalstaten, hvor alle private problemer skal løses med offentlig politik.