Niklas Olsen og Jacob Jensen (NOJJ) leverede forleden et polemisk og forkert angreb på liberalismen som udemokratisk i Weekendavisens sektion, ”Ideer”. Udgangspunktet var en enkelt sætning fra min Facebook-profil, hvor jeg citerer Bryan Caplan og skriver: ”alternativet til demokrati er markedet”. På samme måde gik NOJJ på fisketur blandt liberale tænkere i sidste århundrede efter lignende sentenser. I weekenden havde jeg så et svar i Weekendavisen, men da jeg kun var tildelt 2.500 tegn til at svare på kronikken, blev væsentlige pointer udeladt. Dem redegør jeg i stedet for her.

Hele NOJJ’s polemik bygger reelt på at sammenblande de to måder, vi bruger begrebet ”demokrati” på. Det kan både være en styreform og konkrete flertalsbeslutninger. Man kan godt være modstander af demokratiske beslutninger uden dermed at være imod styreformen. Det er faktisk ret normalt, og ingen ved deres fulde fem ville fx beskylde et dansk folketingsmedlem for at være imod demokratiet, fordi han/hun er imod en lov vedtaget af flertallet. I den vestlige demokratiforståelse – det liberale demokrati – er det faktisk helt fundamentalt, at demokrati ikke er lig med flertalsstyre om alt, men at der tværtimod er en sfære, som ligger uden for staten og flertallets rækkevidde. Valg af ægtefælle, retten til at ytre sig, domstolsbeskyttelse, retten til at danne partier og foreninger og vores privatforbrug tilhører den personlige sfære, civilsamfundet og markedet. Liberalt demokrati vil ikke sige, at staten bør bestemme alt, men at staten bør være begrænset. Selve det, at staten skal have mandat fra flertalsafgørelser, er i sig selv en begrænsning på statsmagten. Ifølge Karl Popper (læs bl.a. her) er det den eneste måde at opfatte demokrati på, hvis begrebet ikke skal blive selvmodsigende.

Når jeg på min Facebook-profil fremhæver markedet, er det netop for at gøre opmærksom på, at det er et rigtig godt alternativ til central styring af mennesker. Når jeg — og andre liberale — kritiserer statens indblanding i det, vi opfatter som privatsfæren, er det altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men en kritik af demokratiets centrale beslutninger til fordel for decentrale beslutninger, hvor den enkelte har frihed til at vælge selv for sig selv. Lad mig understrege denne pointe med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal købe nye sko. 51 foretrækker røde sko, mens 39 foretrækker blå. De resterende 10 foretrækker andre farver. Hvis købet af sko overlades til en demokratisk flertalsbeslutning, ender alle med at få røde sko. Muligvis ender det med et bredt forlig, hvor alle får lilla sko. Til sammenligning vil markedet levere præcis de sko, som hver enkelt foretrækker. Selvom eksemplet er ekstremt simplificeret, viser det meget tydeligt, hvorfor demokratiet ikke er velegnet til at købe sko til folk. Det betyder IKKE, at et diktatur eller monarki vil være bedre til det. Det betyder, at INGEN central styreform vil kunne gøre det lige så godt som markedet. Derfor overlades købet af sko bedst til den enkelte – altså til markedet. Denne indsigt kan i de fleste tilfælde overføres til andre dele af økonomien. Men hvis der er tale om kollektive goder, gælder indsigten ikke nødvendigvis. Dette kan også illustreres med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal forsvare deres land mod en fremmed magt. Målet er relativt enkelt. Enten vinder man kampen, eller også bliver man besat og undertrykt. Når alle har samme mål, er demokratiet effektivt. Til sammenligning kan en markedsløsning føre til, at nogle forsøger at undgå at bidrage til forsvaret af landet, i håbet om at andre gør det for dem – dét økonomer kalder free riding. I værste fald kan det føre til, at landet bliver besat uden nævneværdig modstand. Her er altså et eksempel på, at demokratiet (eller andre styreformer for den sags skyld) måske kan levere bedre løsninger end markedet.

NOJJ’s gennemgang af liberales forhold til demokratiet giver indtryk af, at liberale er modstandere af demokrati til fordel for andre styreformer. Det er bestemt ikke korrekt. Liberale er modstandere af central styring generelt. Det er rigtigt, at det liberale fyrtårn, F.A. Hayek, på et tidspunkt i et interview bemærkede, at den personlige frihed var større under Pinochet end under den socialistiske forgænger, Allende. Om Hayek havde ret, ved jeg ikke. Men personligt ønsker jeg ikke at blive undertrykt og styret af hverken en diktator eller et socialistisk flertal, uanset om de er demokratisk valg eller ej. Og Hayeks livslange kamp mod planøkonomi baserede sig på, at det i sidste ende er uforeneligt med både frihed og demokrati. Derfor frygtede han af god grund kommunismen også i Chile. I sin berømte bog ”Vejen til trældom” påpegede han, at planøkonomi kræver en konsekvent gennemførelse af en samlet plan, som ikke levner plads til de svingende beslutninger, der må præge et demokrati.

Men en stor del af NOJJ’s påstand om det udemokratiske liberale sindelag bygger i høj grad på referencer til netop Chile. For James M. Buchanan og Milton Friedmans vedkommende ryger deres demokratiske akkreditiver alene på, at Pinochetregimet på nogle punkter lod sig inspirere af dem til økonomiske reformer – i øvrigt efter problemer med at gennemføre en ikke særlig liberal økonomisk politik i starten. Det er altså ”guilt by association”. Ud fra samme logik kunne man beskylde Friedman for at være kommunist, fordi han var med til at inspirere det kommunistiske styre i Kina til en mere markedsorienteret kurs. Interessant nok – og desværre noget ødelæggende for NOJJ’s tese – så advarede Friedman samtidig om, at markedsøkonomi og demokrati hænger sammen, og at den kinesiske succes vil blive begrænset, hvis den økonomiske frihed ikke kommer til at følges af politisk frihed. Ser man på den aktuelle udvikling i Kina, hvor kommunisterne strammer deres greb om både det politiske og økonomiske system, så virker advarslen ikke uberettiget.

Det virker tilsvarende søgt at forsøge at gøre Ludwig von Mises til sympatisør med fascisme. Mises formåede kun i sidste øjeblik at slippe ud af Hitlers Stortyskland, hvor hans markante kritik af alle former for kollektivisme, rød som brun, og hans jødiske baggrund gjorde ham forhadt hos regimet. Efter Sovjets sammenbrud fandt man hans papirer i Moskva. De var blevet beslaglagt af Gestapo under nazismen og derefter af den sovjetiske besættelsesmagt. Kan man forestille sig nogen bedre illustration af berettigelsen af at bekæmpe socialisme i alle dens afskygninger?

Den eneste lille knage, NOJJ synes at have at hænge hatten på, er at slå ned på diskussioner hos liberale tænkere af, hvordan man håndterer det dilemma, hvor et demokratisk styre løber af sporet og måske endda afskaffer sig selv. I hvor høj grad er udemokratiske virkemidler så acceptable? Var det fejlslagne militærkup mod Hitler acceptabelt, selv om Hitler kom til magten ved et demokratisk valg? Ville det have været en fordel, hvis et succesfuldt kup tidligere endnu kunne have forhindret holocaust? Heldigvis er vi i vor tid og del af verden forskånet for den slags dilemmaer. Og man vil lede forgæves efter liberale, som er imod legitime demokratiske institutioner, uanset hvor illiberal en politik de måtte beslutte sig for. Truslen mod de demokratiske institutioner kommer stadig fra kollektivister som socialisterne i Venezuela og nationalisterne i Polen. Måske Hayeks udtalelse om friheden under Pinochet primært illustrerer, at selv liberale fyrtårne — der kæmper hele livet for frihed — ikke formår at udpege algode politikere til at styre et land. Men på samme måde kan vi næppe heller forlade os på, at 51% af borgerne kan vælge 90 algode og alvidende politikere, som kan styre og vælge for den enkelte dansker. Demokratiet har sine åbenlyse begrænsninger, og derfor bør vi i mine øjne overlade så mange beslutninger som muligt til den enkelte, da flertallet simpelthen ikke kan træffe det bedste valg for den enkelte. Her er markedet bedre end demokratiet.