Det er over de seneste måneder blevet klart, at den nuværende regering er opsat på at kontrollere alt omkring den. Der er tæt kontrol med den politiske agenda, med de enkelte ministre – ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksen er den uudfordrede chef – og ofte også med den politiske diskussion. Det var også Fogh- og Løkke-regeringernes strategi, omend de ikke udførte den helt så nidkært, som Frederiksen-regeringen.

Man kan dog gå over stregen, og Berlingske Tidende bragte i morges en artikel med en række eksempler på, hvor langt Socialdemokraterne er villige til at gå, for at undgå kritik og beholde kontrollen over debatten. Historien starter med, at Nordafrika-kenderen Rikke Haugbølle for to år siden blev inviteret ind til en snak om hendes kritik af de daværende idéer om, at oprette et dansk modtagecenter for asylansøgere i Nordafrika. Det er der i og for sig intet forkert i, og sker jævnligt for forskere. Problemet viste sig, da den daværende socialdemokratiske pressechef Mads Brandstrup – der i dag er særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen – ringede Haugbølle op med beskeden om, at hun ikke måtte tale om Frankrig til mødet. De franske socialister havde samme plan, og dem måtte Haugbølle ikke nævne eller kritisere. Brandstrup understregede i sin besked, at ”Jeg vil bare advare dig. Christiansborg kan være en krigszone, og det synes jeg bare, du skal vide, inden du bevæger dig derind.” Den slet skjulte trussel gik hende ikke over hovedet.

Berlingske dokumenterer, at Haugbølle ikke er et enestående tilfælde. Både professorerne Per Nikolaj Bukh (Aalborg Universitet) og Frederik Waage (Syddansk Universitet) og Mellemfolkeligt Samvirkes pressetjeneste har oplevet at blive kontaktet af socialdemokratiske rådgivere og politikere, med det udtrykkelige formål at få dem til at ændre deres offentlige ytringer og holdninger. Som Journalisthøjskolens Roger Buch formulerer det, er det næppe ulovligt, men stadig ”langt over stregen.” Politisk styring af offentlige ytringer, forsøg på at give forskere mundkurv på, og udskamning af bestemte forskere eller forskningsresultater hører intet sted hjemme i hverken en retsstat eller et demokrati.

Berlingske fanger dog kun en del af den større historie, da der er andre måder at gøre det på. Det gælder ikke mindst politikeres opførsel under offentlige optrædener, som jeg selv og flere af mine kolleger har oplevet. For nogle får år siden, da en af mine kolleger – der er en internationalt anerkendt ekspert på sit felt – var til Folketingshøring om evaluering af den aktive arbejdsmarkedspolitik, benyttede flere politikere sig således af denne anderledes strategi. Socialdemokraterne Bjarne Laustsen og Leif Lahn, sekunderet af folkepartisten Bent Bøgsted, behandlede min kollega så groft elendigt under høringen, og i efterfølgende TV-interview, at han forlod den med beskeden om, at Folketinget godt kunne glemme nogensinde at invitere ham igen.

Jeg oplevede omkring samme tid en lignende behandling, da jeg var inviteret til Folketingshøring om ulandsbistand. Her var den blot udliciteret til professor Finn Tarp, der ikke blot brugte de første tre minutter af sit 20-minutters oplæg på at rase mod min kollega Martin Paldam (der ikke var tilstede), men derefter var arrogant og groft nedladende, og i pausen koordinerede med flere politikere – så vidt jeg kunne se fra S, SF og Venstre – om at ignorere mit indlæg og kommentarer. De eneste politikere, de både opførte sig interesseret og ordentligt den dag, var Mette Bock (LA) og Christian Juhl (EL).

Politikere er ikke just kendt for deres pli eller ordentlige opførsel, men Berlingskes afsløring i dag er et vigtigt bidrag til det offentliges forståelse af, hvordan forskere og andre eksperter til tider behandles af politikere. Deres generelle ringeagt for fakta er velkendt, men Socialdemokraterne viser sig nu at være villige til at gå ekstremt langt for at kvæle opposition og kritik. Danmark har en tradition for en livlig, men civiliseret politisk debat, som ethvert demokrati hviler på. Hvis Socialdemokraterne – og andre store partier er næppe langt bagefter dem – er villige til at gå så langt, for at kvæle enhver informeret kritik, har vi som samfund taget et meget langt skridt baglæns.