Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.