I weekenden holdt jeg mit traditionelle oplæg for Cepos Akademi om markedsfejl og statsfejl. Det er som regel en fornøjelse – og i år ikke mindre. Det er et godt hold, som rejste mange intelligente diskussioner.  

Mit oplæg handler lidt flot sagt om ”alting” i økonomisk og politisk teori. Eller rettere: Det centrale spørgsmål, hvad skal vi med politik og med staten, og hvordan sikrer vi, at den løser opgaven? Udgangspunktet er denne artikel.

Meget kort fortalt er pointerne, at staten må basere sin berettigelse på Pareto-princippet om potentielt at kunne stille alle bedre.  Alle andre begrundelser må indeholde et arbitrært element; at nogen begunstiges på bekostning af andre.

I et samfund uden markedsfejl vil frivillige transaktioner udtømme hele potentialet for Pareto-forbedringer. Der er ikke behov for politik. Men hvis der foreligger markedsfejl – som må hænge sammen med én eller anden form for eksternalitet – så kan politik i princippet skabe forbedringer for alle.

Men nissen flytter med. Alle demokratiske beslutninger er forbundet med et nyt eksternalitetsproblem. Den proces, som skal løse eksternalitetsproblemet, er selv belastet af det. Markedsfejlen – som en gang i mellem er til stede på markedet – erstattes af en statsfejl, som altid er til stede i det politiske rum.

Hvad så? Det taler for at designe politiske institutioner, som sigter på at begrænse politikfejlene. Det kræver, at der lægges begrænsninger på staten: Individuelle rettigheder, demokratiske valg, magtdeling, decentralisering, supermajoritetskrav og lovens suverænitet og generalitet er eksempler på sådanne begrænsninger, som de moderne forfatningers fædre heldigvis tænkte ind i dem. Desværre ikke vidtgående nok.

Dermed er nissen ikke færdig med at flytte med. Skabelsen af gode forfatningsmæssige rammer udgør i sig selv et eksternalitetsproblem. Det er vanskeligt at ændre en forfatning, og gevinsten tilfalder ikke eksklusivt dem, der eksekverer ændringen. Det betyder, at vi ikke kun kan basere os på konstitutionelle begrænsninger – i hvert fald ikke så længe rammerne ikke er gode nok. Det er et konstant politisk projekt at begrænse omfanget af statsfejl. Uanset at netop fejlene gør det vanskeligt.

Det forekom mig, at coronaepidemien var et glimrende fænomen at tale om markedsfejl og statsfejl ud fra, og det gjorde vi så.

Selve epidemien byder på klare eksternaliteter. Smitten rammer ikke bare én selv, men øger også andres risiko for at blive smittet. Derfor er smitten en negativ eksternalitet, som kan begrunde indgreb. Men eksternalitetens fortegn er ikke entydigt. Når man har været smittet og bidrager til samfundets immunitet, har det en positiv effekt på andre, fordi deres smitterisiko falder.

Ideelt set kunne det tale for at beskatte risikoskabende adfærd, dvs. intensiteten af og antallet af nære kontakter. I så fald ville folk vælge de kontakter fra, som har mindst værdi for dem. Desværre findes der (mig bekendt) ikke nogen måde at beskatte kontakter på. I stedet har myndighederne valgt at forbyde bestemte typer af kontakter – f.eks. ved at lukke barer og restauranter. Det er for det første en meget omkostningskrævende metode, fordi alle kontakter af en bestemt type vælges fra frem for de mindst værdifulde for borgerne. For det andet er det slet ikke sikkert, at indgrebet ender med at sænke kontaktomfanget, fordi folk stadig kan benytte sig af de muligheder, som ikke er lukket ned. Hvis f.eks. vi alle har et ”smittebudget” for, hvor store risici vi vil tage, så bliver den samlede effekt nul. Medpunditokrater Christian og Jonas har begge påvist empirisk, at effekten af tvungen nedlukning er yderst beskeden, og at det er frivillig social distancering, som er afgørende for smittespredningen (medmindre man er villig til at tage en drakonisk metode som udgangsforbud i brug);du kan høre Christian og Jonas tale om nedlukninger og Christians forskning i Regelstatens podcast her og her. Så i sidste ende er det ikke sikkert, at der eksisterer nogen effektive redskaber til at begrænse den negative eksternalitet på.

Hvad med den positive eksternalitet ved at have været smittet? Man har ikke forsøgt sig med decideret at give støtte til, at folk med lille risiko for at dø af corona søger at opnå immunitet gennem at lade sig smittet (og være afsondret imens). Men et stykke ad vejen er der ydet subsidier til positive eksternaliteter. Det gælder gratis test (midlertidig ”immunitet”), gratis hotelværelser til smittede (afsondring) og især vaccination (kunstig immunitet). Der er også ydet subsidier til at dække medicinalindustriens risici ved at forske i vacciner. Rent praktisk ved at købe vaccinerne på forhånd. Hvis coronapolitikken har haft succes, har det således været primært med håndteringen af de positive eksternaliteter.

Det er ikke svært at pege på politiske fejltagelser under epidemien – og det havde de studerende på holdet da heller ingen problemer med. Det var profetisk, da statsministeren på sit første pressemøde erklærede, at der ville blive begået fejl. Statsfejl dækker dog ikke over den type fejl, hvor aktørerne så at sige tager fejl, de helst ville have været foruden. Statsfejl vil sige systemiske fejl, som får politiske aktører til helt rationelt at træffe beslutninger, der er optimale for dem selv isoleret set, men ikke kollektivt. På helt samme måde som det f.eks. er optimalt for den enkelte virksomhed at forurene for meget.

Det er en kilde til statsfejl, at stort set alle demokratiske beslutninger kan slå ud i fordelingspolitik – at begunstige nogen på bekostning af andre og med et samlet samfundsøkonomisk dødvægtstab. Det har været meget tydeligt i forbindelse med de såkaldte hjælpepakker, som udartede til et intenst spil om, hvem der skal bære regningerne for epidemipolitikken. De forskellige pakker blev meget afhængige af politisk lobbykraft. Og midt i det hele blev det besluttet at sende en check til overførselsindkomstmodtagerne – uagtet at netop denne gruppes indkomster ikke blev påvirket af krisen. Den største del af regningen havner hos anonyme danskere ude i fremtiden (uden stemmeret og politisk indflydelse i dag) gennem optagelse af statsgæld.

Det er også meget karakteristisk for den politiske krisehåndtering, at forsøg på cost-benefit-analyser har spillet en sekundær hvis ikke ligefrem fraværende rolle, og at politikken ikke har været styret  af en overordnet strategi. Politiske fornemmelser har domineret evidens. Det kan naturligvis give god mening, hvis hensigten er at optimere politiske variable som opbakning og magt frem for det almene vel og den samlede samfundsøkonomi.

Betydningen af gode og svage institutioner har endelig også været tydeliggjort under epidemien. Regeringen er gået til grundlovens grænser – og endda over dem ved at handle uden hjemmel. Dermed spiller grænsernes beliggenhed en væsentlig rolle. Da det kom til indgrebene mod minkindustrien, var det uundgåeligt at give ekspropriationserstatning, fordi det er foreskrevet i grundloven – modsat de erstatninger i epidemiloven, som blev fjernet bogstaveligt talt over natten. Det skete, fordi Folketinget gav regeringen lov. Da den primære kontrol med regeringen ligger præcis hos Folketinget, så kan årsagen til regeringens muligheder for at være grænsesøgende findes hos det i lange perioder svage modspil. Det begyndte netop med at ændre epidemiloven over hals og hoved, så regeringen fik meget frie hænder.

Netop håndteringen af store eksternalitetsproblemer som en epidemi indebærer meget store udfordringer. Det er let at tænke politik, som om man rådgav en ”benevolent diktator” – eller som om man selv sad med den ubetingede magt. Men det er at forudsætte den anden del af eksternalitetsproblemerne væk: Statsfejlene. Det er meget sigende, at i F.A. Hayeks diskussion af en liberal forfatning i The Constitution of Liberty fylder emergencies en stor del. Man er nødt til at tage hensyn til både markedsfejl og statsfejl – også og netop når verden kan stå i brand.