”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”.
Det er omtrent den historie, kritikere af “neo-liberalisme” ynder at fortælle. I vores sommerserie så vi nærmere på, om den passer. Det gør den ikke.
Her er hovedpointerne.
”Neo-liberalisme” er kritikernes begreb. Næsten ingen kalder sig selv neo-liberale. Begrebet neo-liberal var næsten ikke brugt op til og efter Murens fald. Det er først i nyere tid, at det er kommet på mode. Der er heller ikke et entydigt ”neo-liberalt” program, som blev iværksat, da Muren faldt.
Dermed ikke være sagt, at liberal økonomisk tænkning ikke har præget dele af den økonomiske politik. Især bekæmpelsen af højinflationen, som kulminerede for 40-50 år siden, har fået vid udbredelse. De store offentlige underskud er blevet nedbragt, omend få lande har fået ligefrem holdbare offentlige finanser. Der er gennemført arbejdsmarkeds-, overførsels- og skattereformer, omend med betydeligt restpotentiale. Derimod er det f.eks. ikke lykkedes at reducere den offentlige sektor og skattetrykket. Her er højst tale om stagnation. Den offentlige sektor er ophørt med at vokse stærkere end den samlede økonomi. Det kan næppe kaldes et stort resultat.
Er disse delvise forsøg med liberal økonomisk politik slået fejl? I den udstrækning de er blevet gennemført, har de også leveret. Deregulering af f.eks. tele- og flysektoren har skabt store produktivitetsstigninger og billigere priser. Inflationsbekæmpelsen var overordentlig succesrig. Ledigheden for marginale grupper er faldet. Det samme er realrenten. Reformerne har øget arbejdsudbuddet.
Hvorfor blev politikken så mere liberal på disse områder?
En del af forklaringen er utvivlsomt en ideologisk drejning. Erfaringerne med planøkonomiernes kollaps indgød en pæn portion skepsis over for dirigisme. Det samme kan siges om velfærdsstaternes uligevægtsproblemer med høj inflation, høj ledighed og eksploderende underskuds- og gældsproblemer. De vakte ligeledes skepsis mod dirigisme. Men en nok så afgørende forklaring var, at politikerne bag velfærdsstaten indså, at de var nødt til at rette op på de kritiske problemer, hvis den skulle bevares.
Det er altså ikke kun eller primært velfærdsstatens kritikere, men også dens tilhængere, som har implementeret ”neoliberal” økonomisk politik. Motivet har ikke kun været at få mere markedsøkonomi, men også været at beskytte den omfattende statsliggørelse af økonomien. I nogle tilfælde mod decideret bankerot.
Det kan desværre også forklare, hvorfor reformviljen er ved at aftage. Det fremføres f.eks. i den danske økonomiske debat, at reformer ikke længere er nødvendige, fordi de offentlige finanser er blevet holdbare. Og det er også rigtigt, at der ikke er samme brug for reformer, hvis ens eneste fokus er de offentlige finanser og evnen til at finansiere velfærdsstaten. Vi, der derimod er optaget af at få en friere markedsøkonomi og at gøre noget ved den lave vækst, ser fortsat et betydeligt reformbehov.
Her er de tidligere afsnit om neo-liberalisme:
Historien om “neo-liberalismen (I)”
Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II)
Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III)
En særlig tak skal rettes til Sofie Seegert, som har udarbejdet de figurer, jeg har trukket på i indlæggene.