Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.
Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.
Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.
Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.
Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.
Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.
Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?
Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.
Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.
Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.
Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.
Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:
1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?
2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.
3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.
4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.
5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?
Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.
Fantastisk :)Jeg er med hele vejen!
Jeg skal ikke kunne sige, om du har ret i at et samfund bliver mindre konfliktfyldt, desto mindre den økonomiske forskel mellem samfundets top og bund er. Umiddelbart lyder det jo ret plausibelt. Som uddannet historiker er jeg dog skeptisk over for din påstand om, at jo mere ens folk er, desto færre konflikter. Der er i hvert fald talrige historiske eksempler på det modsatte. Lad mig blot fremdrage to eksempler. Det første eksempel på, at det faktisk er ensartethed/lighed, snarere end forskel, der skaber konflikt, er Balkan. Der har været religiøse, etniske og nationale konflikter på Balkan i ualmindelige tider, ikke fordi befolkningerne har været for forskellige, men tværtimod fordi befolkningerne har været for ens etnisk, religiøst. Det andet eksempel er danske jøder. De har altid bestræbt sig på at integrere/assimilere sig i det danske samfund og i den danske kultur. Jeg mener ikke, at dette har været tilfældet med danske muslimer. Men hvem er det, som i dag ikke kan gå offentligt med deres religiøse symboler? Jøderne. Jøderne var fuldt ud integreret i den tyske kultur, men det forhindrede ikke jødeudryddelserne.
Heller ikke i OECD-landene kan man finde nogen tendens til, at “sammenhængskraften” aftager med voksende statistisk økonomisk ulighed. Faktisk er det næsten umuligt at finde eksempler på, at økonomiske forhold spiller ind på “sammenhængskraften”. Den eneste rigtige undtagelse er Italien, men her er det de relativt velhavende norditaliener, som ønsker at løsrive sig for at slippe for at betale overførsler til Syditalien. Det er stik mod Fogh Rasmussens tese.De steder, hvor der er problemer med “sammenhængskraft”, skyldes det kulturelle, nationale og religiøse konflikter (stedet som Baskerlandet og Nordirland).
Kun 19% af danskerne ønsker større ulighed, og samtidigt mener 35%, at øget ulighed faktisk hjælper de fattigste. Søndagens tal i JP, men hvad kan man konkludere, andet end at jubeloptimisten nok har ret. Der er tale om en sprogforbistring, hvor lighed forveksles med lige værd og lige muligheder.Med andre ord: statsministeren så rigtigt, da han hurtigt og brutalt kvalte de forbudte ord.Harvard Business School-professor Kotter beskæftiger sig med forandringer i praksis. En af hans pointer er den enkle, at først når forandringerne er gennemført, kan (og skal) man begynde at ændre på værdigrundlaget.Når jeg sammenligner Kotters forandringsmetode med statsministerens lange plan, begynder tingene igen at give lidt mening.Skal vi gætte på, at først når velfærdsreformerne er gennemført og forankret, kan vi genoptage diskussionen om den nødvendige ulighed?
“statsministerens lange plan”Er det noget du kan dokumentere findes eller er det noget folk drømmer op?Og er det ikke lidt risikabelt at gå med en “lang plan”, som vi indtil videre ikke har set meget af. Især da den samme blok sjældent sidder mere end ca. 10 ad gangen
I sagens natur kan jeg ikke dokumentere nogen lang plan. Det er til gengæld den eneste plausible forklaring, jeg kan give på den besynderlige og dybt frustrerende situation, som vi politisk befinder os i. Statsministeren viger for en ideologisk konfrontation og gemmer sig i stedet bag kommissioner, der alene argumenterer økonomisk. (Dette svarer i øvrigt igen til punkt 1 i Kotters model, nemlig at etablere en uomgængelig nødvendighed af forandringerne, før de introduceres.)Jeg har for nylig i kronikker og kommentarer i JP forsøgt at rejse en værdidebat om efterløn og dagpenge m.m., og især det forhold, at alle betaler, men kun a-kassemedlemmer kan få. Ingen respons, udover ganske enkelte private supportere. Da vi diskuterede Irak, skrev jeg en helt række af kronikker og kommentarer sammested og fik private takkebreve fra regeringsmedlemmer, – denne gang kun absolut tavshed fra den kant. Hvis regeringen ville, kunne den så let som ingenting rejse den debat, argumentere værdibaseret i stedet for økonomisk, og endda have et godt flertal i ryggen.Politik er følelser, og hjerter vindes med værdier, ikke tal. Du har ganske ret i, at det er politisk farligt at tøve. Personligt vakler jeg mellem dyb skuffelse over AFR’s tilsyneladende forvandling til socialstatsforvalter – og stor beundring for hans lange plan og den enorme disciplin, han udviser i det lange seje træk med den store plan. Den må simpelthen være der, planen, – ellers hører alting da op.
susanne: er det nogle tal du har et link til?
Hvilke tal har du i tankerne?
dokumentation til:”Heller ikke i OECD-landene kan man finde nogen tendens til, at “sammenhængskraften” aftager med voksende statistisk økonomisk ulighed. Faktisk er det næsten umuligt at finde eksempler på, at økonomiske forhold spiller ind på “sammenhængskraften”.