Margaret Thatcher fylder 80 år i dag. Det er en passende anledning til at erindre os selv om, at et enkelt menneske kan udrette ganske meget og gøre en forskel; især når dette menneske er drevet af et konsekvent og rationelt syn på tilværelsen samt en tro på, at ideer har afgørende betydning for samfundsudviklingen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Mrs. T et sådant menneske. Hun evnede at tænde et håb i et land, der var på randen af indre opløsning under Winter of Discontent. Og hun formåede at bygge en bro til et friere og mere dynamisk Storbritannien, der i dag forvaltes af Tony Blair. Hun var kort og godt det 20’ende århundredes pioner inden for politisk mod og forandring.
Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?
Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.