Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!
Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.
I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.
Det er vi ikke – men gid vi var!
Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?
Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!
Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …
Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.
Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.
USA’s “frihet” forsvinner for tiden innenfra. Med å godta innskrenket personvern. Fengsling av mennesker uten dommstolsbehandling. Gjenntatte løgner fra regjeringen. o.s.v.Ingenting i veien med konstitusjonen, men politikken som nå blir ført fører bare til mer kaos og usikkerhet, og mangel på “frihet” i verden.
Den største trussel mod verdensfreden vil på sigt være den katastrofale udvikling, der har fundet – og aktuelt finder – sted i Mellemøsten (og Pakistan og Iran). Kombinationen af korrupte diktaturer, ekstrem religiøs dogmatisme og en af verdens højeste befolkningsvækster gør Mellemøsten til en krudttønde af dimensioner i en tid, hvor det ellers går i den rigtige retning for lande som Kina, Indien og de fjernøstlige lande generelt. USA har erkendt dette og forsøger med udgangspunkt i den “liberalistiske” doktrin om demokratiers uvilje mod at gå i krig med hinanden (er ikke falsificeret, så vidt vides…)at ændre på denne – også for europæerne – katastrofale mellemøstlige udvikling. Dette er det strategiske rationale (neokonservative) bag invasionen i Irak; via etableringen af et demokrati i Irak håber man at kunne afstedkomme en demokratisk “spill-over”-effekt i Mellemøsten. Mange fejl er utvivlsomt blevet gjort i forbindelse med Irak-invasionen og det efterfølgende forløb, men USAs motiver har, som jeg forsøger at antyde, været ædle nok. Det handler for amerikanerne ikke om olie, såkaldt kristne korstog (de neokonservative er frafaldne, ikke-religiøse liberale!), men om verdensfreden på lang sigt. Hermed ikke sagt, at man ikke kan være uenig i den amerikanske udenrigspolitiske linie efter 11. september – det kan man selvfølgelig; men det skal være på et sagligt grundlag. Mvh. Anne
USA’s motiver til å angripe Irak, endres etter hvert som de tidligere motiv avkles som usannheter.(Link mellom Saddam-Al quaida, masseødeleggelsesvåpen i Irak.)Hvordan kan verden stole på motivene til en stat som helt klart bruker usannheter som argument for å gå til krig?
Det Villy Søvndahl ummidelbart opponerer imod, er jo blot at den amerikanske regering ikke bruger sin magt, som han ville.Jeg er ikke sikker på at det automatisk giver en blåstempling af den amerikanske regerings handlinger.
Meget flot! 11. september 2001 satte også nogle ting i relief for mig.
Anne: “I optakten til 2. Verdenskrig blev Churchill også i visse (kulturradikale) kredse herhjemme anset som en “warmonger”. Mener faktisk, at der findes en leder fra Politiken dengang, der udtrykker dette synspunkt,…”Der er lidt om det her:http://www.uriasposten.net/index.php?p=3566og her:http://hornstrup.smartlog.dk/45626_Churchill_var_en_farlig_Mand.htmlSelv dengang fik de radikale vendt det hele på hovedet. Den tyske invasion af Danmark var Storbrittaniens skyld.
Til JR:Tak for link:-)Bemærkelsesværdigt foruroligende læsning… Mvh.
“På mange måder lever Woodrow Wilsons naive vision om en verden, der “safe for democracy” videre i dag under Bush administrationen. Forskellen på Wilson og Bush er blot, at Bush ikke bare lader det være tomme ord, men rent faktisk prøver at gøre verden “safe for democracy” med de nødvendige midler.”Bortset fra at befolkningerne i Centralasien nok er knap så begejstrede for den støtte Bush regeringen og USA giver til de nok mest grove og korrupte diktaturstater i verden i dag (Nordkorea undtaget).Derfor er al denne snak om frihed et skalkeskjul, al den stund befolkningerne i Turkmenistan og Uzbekistan bliver undertrykt, bl.a. med Amerikansk militært overskudsmateriel.Og lad os ikke glemme USAs støtte til diktaturet Egypten, der faktisk får mere støtte årligt end Israel gør!Saudi Arabien, Kuwait?Med andre ord: hvis vi skal tage USAs ord om frihed for pålydende, har de en del at forklare!Frihed er et ord der bliver brugt hele tiden i Amerikansk politik. Det betyder sjældent noget særligt konkret, men giver en nærmest Pavlovsk reaktion i den Amerikanske befolkning.Ja, en af grundene til at USA er i Irak er demokrati og frihed, men det er ikke den væsentligste. Demokrati og frihed holder ikke nogen Amerikanske præsidenter søvnløse om natten, mere end det holder den til hver tid siddende danske statsminister vågen om natten./Limagolf
Limagolf:Der er ingen tvivl om, at demokratimotivet har været det afgørende i forbindelse med Irak-invasionen; ikke af idealistiske grunde, men af strategiske…! Den bagvedliggende, styrende præmis for ethvert lands udenrigspolitik er egen sikkerhed; således også for amerikanerne, for hvem spørgsmålet om “national security” i sidste ende altid vil være det mest tungtvejende. Amerikanerne har vurderet, at det er i deres nationale interesse at invadere Irak mhp. at etablere demokrati og afstedkomme det, jeg tidligere har betegnet som en demokratisk “spill-over”-effekt i regionen. Jeg mener, at europæerne burde bakke amerikanerne op i dette forehavende, da de amerikanske og europæiske interesser i denne henseende er sammenfaldende.Mvh.
At påstå at “USA havde god grund til at føle sig truet af Saddam Husseins regime i Irak.” er i mine øjne objektivt knald i låget. Og sammenligningen med Hitler er altså lige så langt ude i hampen, men jeg ved godt, at det er meget moderne at sammenligne muslimske 3. rangs diktatorer med gode gamle Adolf, fordi man så kan smide om sig med “appeaser! Chamberlain! Fred i vor tid!”, når nogen opponerer og så er dén ged barberet.Men at en 3. rangs diktator, med et absolut ndeslidt militær med en kendt og anerkendt på tidspunktet ikke-eksisterende kampkraft skulle udgøre en trussel mod verdensfreden på linje med A. Hitler og derfor nødvendiggjorde en invasion … det er så gennemsigtigt latterligt, at det ikke tjener din sag, Repsak.USA har god grund til at føle sig truet af til dels Rusland og i særdeleshed af Kina. På sigt måske også af Indien med Pakistan som en dark horse, selv om jeg vil tillade mig at tvivle.Men Irak … det er så langt ude i tågerne, at jeg ikke forstår, hvordan Repsak er kommet derud ????
Hvordan kan man kalde sig selv liberal, og samtidig bakke om de neokonservative straussianere i den amerikanske administration? Med mindre min historiske dannelse svigter mig, var liberalisme oprindeligt et opgør med Hobbes Leviathan, så hvorfor bakker så mange liberale idag så ivrigt op om hobbesianeren Leo Strauss’ elever i den amerikanske administration? Hvad er det for en kærlighed til frihed David Pontoppidan synes at kunne finde hos den amerikanske administration, når det burde være klart for enhver der har fulgt med i udviklingen i USA gennem de sidste fem et halvt år, at den nuværende administration IKKE har forøget friheden for dens borgere men tværtimod indskrænket denne, har Hr. Pontoppidan ikke hørt om The Patriot Act? Hvor er den liberale respekt for individet blandt de liberalister der bakker op om en hegemons krigsførsel, der involverer brug af klyngebomber og sprænghoveder armeret med depleteret uran, som kræver unødvendigt mange civile ofre? Og hvor er respekten for individet hos den liberale der bakker op om en præsident hvis religiøse bagland kører fordømmende og hadsk retorik overfor USAs homoseksuelle befolkning, forsøgt legitimeret med henvisninger til Bibelen. Hvilken sand liberal med bare et minimum af kendskab til politisk filosofi og historisk dannelse kan bakke op om en administration der mildest talt benytter vildledende retorik, når den eksempelvis strør om sig med åbenlyst konstruerede begreber som islamofascime? Et lille hint: Islamisme og fascisme har stort set intet andet tilfælles end at de begge er totalitære ideologier.Hvad er det for antitotalitarisme Hr. Pontoppidan mener den nuværende amerikanske administration skulle være så indædt bekæmpere af når denne er allieret med Saudi-Arabien?Punditokraterne mener at Pontoppidans indlæg er skarpt. Det er en skarphed jeg har svært ved at spore.
Rettelse: Der skulle selvfølgelig have stået totalitarisme og ikke antitotalitarisme i den sidste del af mit indlæg.
@ Anne: Du skriver at det endnu ikke er blevet falsificeret, at demokratier besidder en uvilje mod at bekrige hinanden. Israel og Libanon er begge demokratier.
Det er rigtigt, at det moralske argument for invasionen af Irak, var argumentet om masseødelæggelsesvåben og forbindelsen til Al-Quaida – vi husker alle Colin Powels præsentation af efterretningstjenestens “dokumentation” i Sikkerhedsrådet. Men så vidt jeg ved (med det forbehold, at jeg ikke er jurist)var den formelle, “folkeretlige” begrundelse for invasionen, at Irak i årevis havde nægtet eller obstrueret den række af resolutioner, der skulle åbne landet op for FN’s våbeninspektører. Det var også den danske begrundelse. Man kan altid være bagklog og efterrationalisere; det er faktisk det letteste og sikreste; vente til det hele er overstået, læne sig tilbage og bevare muligheden for at kunne sige “hvad sagde jeg”. Med tanke på Iraks historie i henseende til masseødelæggelsesvåben og anvendelse af disse mener jeg imidlertid, at tvivlen om disse våbens tilstedeværelse som følge af den irakiske obstruktion i sig selv kunne legitimere en militær operation. Er dog ikke i tvivl om, at det var det strategiske rationale som ovenfor skitseret, der var det egentlige motiv, men af politiske, kontekstuelle grunde er det selvfølgelig ikke en begrundelse, man kan anvende officielt. Mvh. Anne
Vedr. kommentaren om Libanon og Israel, så tror jeg ikke, at jeg er bekendt med nogen sagkyndig, der med god (faglig) samvittighed vil kunne identificere Libanon som et fuldt demokrati. En af disse grunde er bl.a., at der ikke er overensstemmelse med staten og voldsapparatet, som er i hænderne på den magt, der udgjorde den reelle part i krigen mod Israel; nemlig Hizbollah. Det er således helt forvrøvlet at tale om en krig mellem Israel og Libanon…! Og videre:Bemærkningen om, at islamisme og fascisme ikke har andet til fælles, “end at de begge er totalitære ideologier”, er virkelig fantastisk – og du taler om “at have et minimum af kendskab til politisk filosofi og historisk dannelse”… Om totalitære ideologier gælder det, at de – uanset, hvilket “navn” de har – er bygget op omkring en utopi, en absolut tilstand af lykke og harmoni (det såkaldte tusindårsrige, det kommunistiske klasseløse samfund eller kalifatet). Måden, hvorpå man retfærdiggør fraværet af denne utopiske, harmoniske tilstand (som i sagens natur ikke kan opnås), er ved at identificere nogen, der står i vejen. Som Zygmunt Bauman skriver, så blev Hitlers og Stalins ofre ikke dræbt, fordi man ønskede at besætte eller kolonisere deres territorium. De blev dræbt, fordi “…they did not fit, for one reason or the other, the scheme of a perfect society. Their killing was not the work of destruction, but creation[!]. They were eliminated, so that an objectively better human world – more efficient, more moral, more beautiful -could be established…” (Baumann, 1989, 93). Enhver totalitær ideologi vil således på et eller andet tidspunkt føre til Shoah, fordi det er givet i og med dens ontologi; den kan kun eksistere i kraft af “den anden”, som står i vejen. Bush’s term “islamofascisme” er derfor helt præcis; det er nemlig det, der er tale om…! Mvh.
Lige en sproglig rettelse i forhold til ovenstående: Der skulle have stået “…overensstemmelse mellem staten og voldsapparatet…”
Anne, sådan lidt lissom det er svært at identificere Irak som et ægte og fuldt demokrati, fordi adgangen til at udøve vold ikke er solidt forankret hos statsmagten?Det forhindrer dog ikke nogle i at fejre, at demokratiet er kommet til Mellemøsten, skulle jeg mene. Og så op i røven med, at det mere er på papiret end noget som helst andet. Så hvorfor den dobbelte standard?Whatever. I øvrigt er det for megen credit at give Bush for termen Islamofascisme. Hvad man end kan mene om den totalt alkoholiserede Christopher Hitchens så må man dog medgive, at det tilsyneladende var ham, der opfandt begrebet.
Man kan diskutere herfra og til dommedag, om USA burde have vidst at der ikke var lagre af WMD, om de ‘bare ville have fingrene i Iraks olie’, osv. Jeg er egentlig ikke meget for den slags motivanalyse – man kan jo skyde folk hvad som helst i skoen på den måde – men har to punkter i den henseende:1) Hvis man gik ind i Irak fordi præsident Bush’s venner i olieindustrien ville have fingrene i den irakiske olie, ville udbuddet på verdensmarkedet jo stige på sigt. Det fører – igen på sigt!!! – til lavere oliepriser, hvilket jo er stik mod den amerikanske olieindustris interesser. Så der er en logisk brist i det argument, hvor populært det så end er.2) Jeg er enig med Tony Blair, som sagde om krigen, at måske havde det officielle grundlag vist sig at være forkert, men hun ville ikke undskylde at man havde afsat en diktator som Saddam Hussein!
TRY spørger, hvordan verden kan stole på en stat og dens motiver, som helt klart bruger usandheder som argument for at gå i krig. Jeg bliver nødt til at spørge TRY hvad det er for en helt klar usandhed, han refererer til? WTO-forhandlinger? Irak krigen? Afghanistan?Jeg gætter, det er Irak, men det er et gæt.Historisk er det normalt, at stater går i krig, hvis den pågældende stat føler sig truet. Det kan vi andre have en mening om, vi kan støtte det, vi kan fordømme det, men vi kan ikke forhindre det. I så fald bliver vi selv nødt til at gå ind i krigen.USA havde god grund til at føle sig truet af Saddam Husseins regime i Irak. Ligesom FDR havde god grund til at føle sig truet af Hitlers regime. Men denne gang ønskede USA altså på forhånd at forklare omverdenen, hvorfor man ønskede at vælte Saddam Husseins regime. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man ønskede det, men jeg har en formodning om at det var et britisk ønske. Under alle omstændigheder gjorde man det, og FN har bestemt ikke været den samme organisation siden. Jeg græder tørre tårer, da FN alligevel aldrig har fungeret i krigstid, men faktum er, at krigens første offer blev FN, og det er ikke nødvendigvis godt for et lille land som eksempelvis Danmark.Et af argumenterne for at fjerne Saddam Husseins regime var, at man mente, regimet havde WMD. Et andet var frihed, fordi man med Pontoppidans ord, tror “på frihed og frygter alternativet”. Sidstnævnte begrundelse er kontroversiel. Formodningen om at Irak havde WMD, er bestemt ikke. Når jeg skriver, at sidstnævnte begrundelse om udbredelsen af frihed er kontroversiel, er det fordi, det jo ikke nødvendigvis tilkommer en stat at skabe frihed i en anden stat. Der er tale om politik, om en doktrin, som det er helt fair at være modstander af. men derfra og så til at sige, at motiverne er usande, hænger ikke sammen. Tværtimod er den såkaldte Bush doktrin så udtalt, at man næppe kan være i tvivl om motiv og indhold. På mange måder lever Woodrow Wilsons naive vision om en verden, der “safe for democracy” videre i dag under Bush administrationen. Forskellen på Wilson og Bush er blot, at Bush ikke bare lader det være tomme ord, men rent faktisk prøver at gøre verden “safe for democracy” med de nødvendige midler. Bush er så at sige blevet en realistisk Wilson. Hvordan historien vil dømme ham for at genoplive Wilsons gamle vision, er ikke til at sige. Det vil naturligvis afhænge af resultatet. Sidste gang gik det ikke godt, men den langt mere realistiske tilgang kan meget vel gøre visionen til virkelighed.Jeg ville ikke afskrive Bush og den nye amrikanske udenrigspolitik endnu, og da slet ikke med den begrundelse, som TRY fremfører.
Såvidt jeg kan læse, så skrev jeg også “en af disse grunde…”. Men måske lidt vildledende at anvende udtrykket “grund”, da dette kan opfattes som indikerende, at overensstemmelse mellem stat og voldsapparat er et positivt parameter for tilstedeværelsen af demokrati, og det er det sådan set ikke. Men det er en forudsætning for overhovedet at kunne etablere demokrati som samfundsform, at staten har magtmonopol, og det var “lissom” i denne betydning, min formulering skulle forstås…Mvh.
Er enig med Repsak i, at Bush-administrationen forsøger at realisere den liberalistiske demokrati-doktrin med realistiske midler – essensen af den neokonservative agenda. Mener, at den ret skarpe professor fra Statskundskab i Kbh., Ole Væver har udtalt noget lignende. Er også fuldstændig enig i, at man ikke kan konkludere noget om strategiens evt. succes eller fiasko på nuværende tidspunkt; i et historisk perspektiv er tre år INGEN tid… I optakten til 2. Verdenskrig blev Churchill også i visse (kulturradikale) kredse herhjemme anset som en “warmonger”. Mener faktisk, at der findes en leder fra Politiken dengang, der udtrykker dette synspunkt, men har desværre ikke de nærmere detaljer…Mvh.
Kære Pontoppidan.Tak for de pæne ord – og i lige måde:) Mht. til evt. blog eller hjemmeside må jeg beklage; jeg holder mig til at snuse rundt på andres…I forhold til Thomas Bondes indlæg mener jeg, at det analytiske abstraktionsniveau mangler. Man identificerer ikke klart sit analyseobjekt; er det ideologiens væsen – eller er det islamisternes aktuelle politiske indflydelse. At udlægge essensen af islamismens væsen (som ideologi) på baggrund af islamisternes aktuelle politiske placering og indflydelsesgrad i de respektive stater, svarer til at udlægge den nazistiske ideologi på baggrund af Hitlers politiske indflydelse i 1923 eller kommunismen på baggrund af Lenins indflydelse, da han sad i Schweiz. Man gør endvidere noget, som er en afledt “effekt” af en totalitær ideologi (nemlig korporatismen)til dens “årsag”! Sidstnævnte er vel nok den værste forsyndelse… Korporatisme er bare et konkret, historisk “navn” på et fænomen, som altid er givet med en totalitær ideologis indtagelse af magtens centrum; nemlig statens tilbøjelighed til at overtage og opsluge civilsamfundet. Ifølge den totalitære logik må der ikke eksistere noget “udenfor”. Ved næsten ikke om jeg orker at redegøre for det amerikanske politiske system, dets indbyggede “checks-and-balances” etc. Måske en anden vil tage tråden op og hjælpe en forvildet sjæl på rette vej…? Mvh.
Kort replik til Limagolf. Du skriver, at hvis vi skal tage USAs ord om frihed for pålydende, har de en del at forklare pga. centralasien, Egypten osv.jeg kan godt forstå, at du ikke kan få det til at hænge sammen, da jeg fornemmer, at du tror der er tale om neokonservatisme. Det er der imidelrtid ikke. Spørg bare Richard Perle, Paul Wolfowitz eller John Bolton om det. Hverken Bush, Cheney, Rice eller Rumsfeld er neokonservative. Måske kan man kalde dem “radikale Reagan-realister”. Ligesom reagan var mere idealistisk end Nixon, er Bush bestemt mere idealistiske end Ronald Reagan var det, men Bush er ikke neokonservativ, og derfor er USA’s mission heller ikke at vælte alle totalitære regimer, men kun dem der truer den amerikanske stat.Bemærk i øvrigt at hverken Richard Perle, Paul Wolfowitz eller John Bolton er en del af administrationen i Washington mere.
@ PontoppidanJeg kan forstå, at du er en stor tilhænger af USA, fordi du mener, at DK kan lære meget af denne stat, ja du insinuerer lige frem, at DK ville være bedre stillet som en stat i USA. Det er selvfølgelig fint nok, men det slører måske din objektivitet og vilje til at forstå, hvorfor store dele af verdens befolkning har svært ved at se andet end en strøm af dobbeltmoral springende fra guds eget land. Der er et utal af eksempler på denne dobbeltmoral, den mest indlysende er selvfølgelig den kontroversielle tilbageholdes af individer uden rettergang på Guantanamo. Så kan man komme med mange argumenter for, hvorfor det er nødvendigt med Guantanamo, men tilbage står, at man bevidst omgår USA egne retsmæssige principper om frihed osv. Hertil kommer hemmelige CIA fængsler, som man først for nyligt har vedkendt sig eksistensen af. Et andet eksempel på indskrænkning af personlig frihed i USA er netop den af Thomas Bonde påpegede Patriot Act.Jeg vil ikke komme med flere eksempler, men blot spørge om I vil kommentere på disse to. Og fir mig endelig for glorificering af afdøde konservative præsidenter, for som HR Pontoppidan selv noget nedladende skriver, lever vi jo i den virkelige verden.Jeg vil lige pointere, at jeg ikke mener, at den amerikanske grundlov er den danske underlegen, snarere tværtimod, men den politik som den nuværende amerikanske konservative præsident fører, ser jeg blot ikke som værende i ånden af hverken den ene eller den anden grundlov.
Jeg havde ikke tænkt mig at blande mig, men dette af Bonde provokerede mig:”neokonservative straussianere i den amerikanske administration? Med mindre min historiske dannelse svigter mig, var liberalisme oprindeligt et opgør med Hobbes Leviathan, så hvorfor bakker så mange liberale idag så ivrigt op om hobbesianeren Leo Strauss’ elever i den amerikanske administration?”1. Strauss var ikke hobbesianer. Læs ham.2. Strauss var ikke neokonservativ. Løs ham.3. Strauss var liberal. Han mente, at det “liberale regime”, som han kaldte det, var den mindst ringe styreform og den, der mere end andre tillod den enkelte at søge visdom, hvilket for ham var det eneste, der var værd at søge, samtidig med at han erkendte, at kun de få overhovedet ønsker at søge den.4. Strauss’ elever dominerer ikke den amerikanske administration eller udenrigspolitik.5. Det er forkert, at liberalisme og Hobbes er modsætninger. Læs Strauss igen eller Pierre Manent “Histoire intellectuelle du libéralisme” eller, hvis tiden er for kort, de relevante sider af min “Det bedste guld”. Forbindingspunktet er, at Hobbes afviser, at en samfundsorden kan grundes på (hvad folk hævder er) guddommelig sandhed, men kun på borgernes velforståede egeninteresse i ikke at blive slået ihjel. Hvad der hos Hobbes bliver et despoti af nød, for at hindre alles krig mod alle, bliver hos Locke til det naturlige menneskes frie beslutning om at indgå i en samfundstilstand for at fremme sine muligheder. Men logikken er den samme.6. Der var flere Strauss-elever i Reagan-administrationen end i Bushs.7. Neokonservative og straussianere kan enes om værdien af det amerikanske demokrati og nødvendigheden af at forsvare det mod dets fjender, men ikke om ret meget andet.8. Neokonservative er optaget af dagspolitik og forbindelsen mellem alle mulige konkrete, eksisterende politikker og samfundsmoralen. Straussianere er optaget af “de vigtigste ting”, og det er spørgsmålene om det gode, det skønne og det retfærdige, spørgsmålet om Guds eksistens og spørgsmålet om den vises, altså filosoffens, vilkår i et samfund, der foragter visdom, og det gør alle samfund.9. Straussianere beskyldes oftere for at være inspireret af Machiavelli, men også dette bygger på uvidenhed. Strauss opfattede Machiavelli som en “meget ond mand”, der lærte, at bedrag er berettiget, hvis det befæster ens magt, og som den første moderne politiske tænker, eftersom hele den moderne politik er bygget på bedrag, svig og umoral. Dog er der i liberale (demokratiske) regimer mulighed for alligevel at leve nogenlunde frit, derfor er de at foretrække for despotier.
Læs ham, ikke løs ham. Skønt det nok også kunne være en god ide.
@ Citizen Dane.”den totalt alkoholiserede Christopher Hitchens”.Hmm. Jeg deler ikke CHs politiske ståsted, men må erkende, at han – uanset eventuelle tilbøjeligheder – er væsentlig mere klartseende end de fleste journalister i MSM.Men det er måske også årsagen til uviljen mod ham.
@ David G: Jeg må ærligt indrømme at mit kendskab til Strauss hovedsageligt stammer fra citater af ham, og fra sekundær litteratur, og forfatterne af disse værker skriver at han hentede sin filosofiske inspiration hos Platon, Hobbes, Nietzsche og Heidegger. Det er meget muligt at de ikke yder ham retfærdighed, så for at få det opklaret har jeg nu bestilt to af hans værker. Tak for feedback.
“Liberal relativism has its roots in the natural right tradition of tolerance or in the notion that everyone has a natural right to the pursuit of happiness as he understands happiness; but in itself it is a seminary of intolerance.” Leo Strauss, Natural Right and History
@ Anne: Du fremstår som et meget belæst og elokvent individ, og det er da meget muligt at jeg ikke besidder dit høje abstaktionsniveau, og det er måske grunden til at det forekommer mig en smule mærkværdigt, at du mener det er ganske uproblematisk at sætte lighedstegn mellem en religiøst funderet ideologi hvis inspirationskilde er koranvers, og så den vel overvejende verdsligt funderede fascime.
“Kort replik til Limagolf. Du skriver, at hvis vi skal tage USAs ord om frihed for pålydende, har de en del at forklare pga. centralasien, Egypten osv.jeg kan godt forstå, at du ikke kan få det til at hænge sammen, da jeg fornemmer, at du tror der er tale om neokonservatisme.”Jeg er ret ligeglad med de neokonservative. Præsident Bush har ingen kvaler med at støtte Karimov og lignende despoter.USA gør hvad USA mener er i USAs bedste interesser. Det har jeg ingen kvaler med. Man skal bare ikke lade som om de gør det for Irakernes blå øjnes skyld.Bush er ligeglad med demokrati i Irak. Nu svømmer Mellemøsten på et hav af olie (Wolfowitz’ ord), hvilket betyder USA føler de bliver nødt til at sikre stabilitet i regionen. De mente Saddam stod i vejen for stabilitet. De mener Karimov hjælper på stabilitet.Sådan er det bare. Al talen om frihed og demokrati er til populistisk konsum./Limagolf
@Anne: Du kan finde elementer af fascisme mange steder, men en definerende karakteristika er korporatisme, og denne finder du også i USA, hvor våbenindustrien har et stærkt samarbejde med staten, som den et langt stykke henad vejen kan takke for omfanget af dens eksistens. Endvidere er olieindustrien i USA stærkt affilieret med administrationen, da flere af dens medlemmer (Cheney, Bush) tidligere har bestredet topposter i denne.”Fascism should more appropriately be called Corporatism because it is a merger of State and corporate power.”- Benito Mussolinilangt størstedelen af den islamisme vi ser i verden idag sidder ikke på statsmagten i de lande hvor den opererer, hvorfor den for det meste ikke kan siges at være korporatistisk, og derfor heller ikke kan siges at være fascistisk.
@Anne: Du kan finde elementer af fascisme mange steder, men en definerende karakteristika er korporatisme, og denne finder du også i USA, hvor våbenindustrien har et stærkt samarbejde med staten, som den et langt stykke henad vejen kan takke for omfanget af dens eksistens. Endvidere er olieindustrien i USA stærkt affilieret med administrationen, da flere af dens medlemmer (Cheney, Bush) tidligere har bestredet topposter i denne.”Fascism should more appropriately be called Corporatism because it is a merger of State and corporate power.”- Benito Mussolinilangt størstedelen af den islamisme vi ser i verden idag sidder ikke på statsmagten i de lande hvor den opererer, hvorfor den for det meste ikke kan siges at være korporatistisk, og derfor heller ikke kan siges at være fascistisk.
Kære Anne,Jeg, og flere andre, synes virkelig det er nogle fornuftige kommentarer du har er der ikke en blog, hjemmeside eller andet man kan besøge?Vedrørende Thomas Bondes angreb ved jeg snart sagt ikke hvor jeg skal begynde. Jeg undrer mig personligt over hvor velvillig den offentlige opinion er til at tro det værste om USA og det bedste om diktaturstater paradokset i altid at lade tvivlen råde overfor de der beskytter vores frihed, og lade den komme til gode for de, som truer den. En nævner Irak, som alle før krigen regnede med havde masseødelæggelsesvåben, og som vi ved havde intentioner om at skaffe dem. En anden nævner indsatte uden rettergang. Og hvem ved, måske havde verden det bedre under søde Saddam, måske lader terroristerne os være hvis vi gemmer os for dem, og måske er de indsatte på Guantanamo i virkeligheden slet ikke så slemme endda? Som Ulrik Høy meget rammende påpegede i en klumme under Afghanistan-krigen, kunne det jo ligesåvel være halvfede charterturister der var faret vild fra Jensens Busrejser til Kabul. Min egen holdning er at verden frem til 11. september jeg selv inklusive levede i en boble der brast, en falsk tryghed der aldrig havde eksisteret, og heller ikke kunne eksistere med det had til Vesten som gør sig gældende i islamistiske kredse. Den tryghed tog man et opgør med, og anlagde en ny udenrigspolitik. Som Bob Woodward citerer Bush for at have sagt internt “I don’t wanna send a multi-million dollar cruisemissile into some guys 5 dollar tent”. Krig kom til at betyde krig.Men det er korrekt, at USA er som resten af verden ikke perfekt. Af samme grund pointerer jeg i mit indlæg, at USA som alle andre lande har sine mangler der bliver her nævnt homoseksuelles rettigheder som et udmærket eksempel. Det er bare ikke interessant i en debat om hvad Danmark kan lære af USA. Jeg sætter derfor fokus på tre områder hvor landet er bannerfører for frihed i deres grundlov, i deres skattepolitik og i deres udenrigspolitik. Det er interessant, og hvorfor kan man læse i mit indlæg. For så vidt angår kritikken af den amerikanske imperialisme, hegemoniske krigsførsel, og samarbejdet med Saudi-Arabien og lande i Centralasien, kan jeg kun svare, at vi er nogle der har valgt at leve i den virkelige verden, og derfor tager vores udgangspunkt heri. Med venlig hilsen,Pontoppidan
“Hold nu op, Limagolf. Bush er da ikke ligeglad med demokrati i Irak.”Nej, selvfølgelig er han ikke det – han håber naturligvis på at Irak kan blive så fredeligt, at han kan trække de Amerikanske tropper hjem.Hvis han havde været VIRKELIG bekymret for Irakerne, havde han nok beordret nok tropper til landet. Det kunne også være Rumsfeld ikke havde truet de militærfolk der ønskede at planlægge fase 4 operationer med fyring.Så jeg betvivler ikke at han naturligvis gerne vil have demokrati i Irak (og verdensfred for den sags skyld), men hans HANDLINGER peger bare på at det ikke har førsteprioritet. Jeg er ligeglad med hvad han siger.Førsteprioritet har stabilitet i Mellemøsten og Centralasien. Irakkrigen var et bud på at løse den problemstilling (det var et uhensigtsmæssigt status quo før), desværre et dårligt bud, eller som minimum meget dårligt udført./Limagolf
Mr. Law – fair nok 🙂 Men jeg tror nu, at både mandens lever og klarsyn ville have det bedre, hvis han lagde flasken på hylden.Repsak: Bush har ved en tidligere lejlighed faktisk sagt, at han er lidt ligeglad med sit eftermæle – jeg kan ikke huske det eksakte citat, men det var noget i retning af, at “jeg tænker ikke så meget på mit eftermæle – til den tid er jeg alligevel død”. Om man så vælger at tro på ham, når han siger det, er en anden sag.
Hold nu op, Limagolf. Bush er da ikke ligeglad med demokrati i Irak. For det første fordi hele hans eftermæle står på spil. For det andet fordi det vil betyde endnu en allieret udover Israel i krigen mod terror. For det tredje fordi det vil vække oppositionen i andre lande i Mellemøsten, når de ser, hvilken frihed demokrati bringer med sig.
Der var knap 3000, ikke godt 3000 dødsofre den 11. september 2001.
DET har du så sandelig ret i, og selvom det fra min side har været meningen at kommunikere det samme som dig, beklager jeg meget, hvis min sprogbrug fremstod negligerende.Det er, som indlægget iøvrigt nok også peger i retning af, absolut ikke intentionen!