I morges, da jeg sad i bussen på vej til instituttet, læste jeg en kort artikel i gratisavisen metroXpress med den iøjnefaldende titel “Tog til tiden forsinket et par år”. Artiklen og den debat, der er blevet ført de seneste dage om en renovering og modernisering af det danske jernbanenet, reflekterer ganske godt de præmisser som offentlig dansk debat deprimerende tit føres på.
Præmissen er, at skinnenettet er slidt ned, og nu må politikerne da gøre noget så vi kan få ordentlig offentlig transport! Meget få debattører drister sig til at spørge, om grunden måske kunne være, at togsektoren netop har været underlagt politisk styring. Hvorfor har tidligere større bevillinger til BaneDanmark og DSB ikke ført til de markante forbedringer, der blev lovet? Og hvordan kan det være, at en billet tur-retur mellem Århus og København med DSB koster 634 kroner mens Abildskous Busser kan tilbyde samme tur til 420 kroner – på trods af at DSB får tilskud på cirka samme størrelse som billetprisen?
En af præmisserne for debatten om den offentlige transport i Danmark burde være, at private – når de får lov – kan levere transport langt billigere end et de facto monopol, der var beskyttet mod konkurrence i 150 år. Men at foreslå, at man måske skal lade private varetage noget så ‘helligt’ som offentlig transport er åbenbart for meget for de fleste danskere. Eller måske er de bare uvidende om, hvad den offentlige bane- og togdrift i virkeligheden koster? DSB og Folketingets politikere gør sig jo ikke de store anstrengelser for at gøre omkostningerne synlige, vel?
Jeg synes det er afgørende, at man forsøger at skabe opmærksomhed om det absurde grundlag DSB kører deres haltende forretning på.De har utallige fordele i forhold til private former for kollektiv trafik (ja, faktisk er der regler, der direkte forbyder privat kollektiv trafik), de får tilskud af uanede størrelser og samtidig bruger de 3-400 mio. kr. på at købe sig reklameplads til den evigt irritereden Harry. Som om det ikke var skidt nok, at de ikke kan levere en ordentlig vare, som der ikke er nogle reelle alternativer til.Det er jo at føje spot til skade overfor de danske transport-forbrugere.Men ak – det er efterhånden mere end vanskeligt at bevare optimismen med hensyn til at regeringen skulle kunne finde på at føre en fornuftig politik på nogen områder.Skattepolitik, transportpolitik, finanspolitik – you name it.. det er ikke borgerlig politik det smager mest af!
Ja, og 120 for en enkeltbillet med Abildskou man-torsdag, hvis man er studerende. Det er noget bedre end DSB Orange, hvor man skal bestille en krig i forvejen og kæmpe om et yderst begrænset antal billetter. Hvis man er rigtig heldig, kan man så få lov at stå op i toget, hvis man ikke har bestilt pladsbillet.
Empiri er til tider en befriende klar sag. Man kan også for en enkeltbillet med Abildskou som studerende man-tors for 120 kr. DSB Orange i et yderst begrænset antal på skæve tidspunkter skal bestilles en krig i forvejen. Det taler vel også for sig selv.
Er der iøvrigt nogen der ved, hvordan DSB fastsætter deres priser? Da Ariva påstod at de kunne køre mellem Århus og København for 150 kroner svarede en fra DSB ved at sige at det kunne de naturligvis også, men så ville prisen på nogle af yderstrækningerne blive højere. Det er vist det man kalder omfordeling…. Og det er vel ikke ligefrem oplagt at det foregår mest efficient gennem DSB’s priser?
I disse dage, er det jo på mode, at man som højreorienteret hellere vil forbedre den offentlige “service” fremfor at gøre den privat. Der er åbenbart en eller anden klog person der har tænkt, at det er den eneste måde man kan vinde valg på.Meeen… come on. Hvad end det er DSB, sygehusene eller skolerne (de offentlige) man snakker om, så må det være sole klart for enhver, at disse institutioner hverken kan eller vil yde borgerne en ordenlig service.Det kan meget vel være, at vi her til lands har f.eks. meget kompetente togfører, skolelærer og sygeplejersker (det tvivler jeg faktisk ikke på at vi har), men alle disse mennesker agerer i et system hvor der ikke er indbygget en frihed til at vælge.Ganske vist er der på visse områder et såkaldt “frit valg”, men jeg tror at det må være klart for de fleste på denne blog, at “frit valg” – som i “frihed til at vælge” først kommer når der er økonomisk frihed. Og den mangler jo, når alle ens penge ryger ned i en stor fælles sparergris.DSB er i sig selv et typeeksempel på, at man aldrig (nogen sinde!) må lade politikere og embedsmænd få lov til at administrere ens interesser (i at få ordenlig transport). Disse mennesker har – pr. definition – en interesse i, at fastholde systemet som det er, eftersom ingen ønsker at miste indflydelse. For det er jo åh-så-sjovt at sidde og lege modeljernbane. Et sjovt eksempel på reguleringen er, at det er forbudt at have busruter over storebæltsbroen.Når man så endelig privatiserer, kan man også ende med at stå med et fejlslaget projekt som i Storbritannien, hvor – så vidt jeg husker – 6 reguleringsorganer skulle “koordinere” det private marked… ja, tak for det!Slip tøjlerne. Offentlig regulering er skyld i, at jeg skal vente på toget.
“Søren P” mon ikke den ansatte fra DSB mente at hvis man satte prisen ned til 150kroner, så ville det give et tordnende underskud for hver passager, og disse penge “skulle” så findes andre steder før det kørte rundt?
Ad Peter Risager: “mon ikke den ansatte fra DSB mente at hvis man satte prisen ned til 150 kroner, så ville det give et tordnende underskud for hver passager, og disse penge “skulle” så findes andre steder før det kørte rundt?”Nu er det jo ret useriøst at være så ubetinget i en afvisning, når jeg ikke kan dokumentere det – men nej. Mandens pointe var netop at det er en god forretning for DSB at køre på hovedstrækningen og at det også ville være rentabelt med en pris på 150 kr. Det kan derimod slet ikke betale sig at køre på (nogle af?) sidestrækningerne. Altså en regional omfordeling gennem DSB’s (politisk bestemte?) priser.Mvh.
Men igen angående sidestrækningerne. Når det kan betale sig for Arriva at køre på Langå-Skive-Struer etc., som må formodes at være en sådan lav-volumen strækning, er det så ikke bevis nok på DSBs utilstrækkelighed? (Sidste post var også sagt halvvejs i spøg. Jeg er ikke i tvivl om at manden mente at DSB kunne tjene penge. Om hans cost-estimat var korrekt, det er en helt anden snak).
Jeg kan kun være enig – men udover at DSB opererer inefficient, er det da også mystisk at benytte “virksomheden” til omfordeling?
PR, nu får Arriva jo penge for at køre de jyske strækninger… Det løber på ingen måde rundt via billetindtægter.Mht Bjørnskovs blogindlæg: Jeg synes, det er en fin pointe, at ingen stiller spørgsmålstegn ved den politiske styring. Men sammenligningen mellem DSBs Årh-Kbh-priser og busselskabernes er i mine øjne fjollet. Det er selvfølgelig legitimt at mene, at udkantsområderne roligt kan dø. Men videre samfundsøkonomisk er det næppe på sigt. Udover at være småligt.
Folk, der er forhippede på at privatisere skinnerne burde i øvrigt studere de engelske forhold… Så ville man nok komme på andre tanker. Så bliver der absolut intet incitament til at lave langsigtede løsninger. Resulatet: Døde folk på skinnerne.
@MLDet er faktisk en god ide at bringe Storbritannien og BritishRail på banen. For dér kan man nemlig for alvor tale om en privatisering, der gik galt.Men hvad var det egentlig der gik galt? Hvis man skal koge det helt ned, er essensen vel, at man opsplittede en statsmastodont i en række små private selskaber – samtidig med, at man fra statens side fastholdt (og fastholder) et væsentligt element af (påtvunget) “regulering” i form af samarbejder m.v.Resultatet er ikke “døde folk på skinnerne” – i hvertfald ikke til at starte med – men derimod, at køberne af jernbaneselskaberne ikke er herrere i eget hus.Afregulering er en rigtig god ting fordi det “påtvinger” serviceyderne en forpligtelse overfor sig selv i forhold til et marked. Men hvis man vil tilføre disse sunde forpligtelser, må man også gøre det mere helhjertet end man gjorde i Storbritannien.
ML:Angående Arrivas tilskud, er det så ikke et spørgsmål om jonglering idet de jo betaler for at køre på Banedanmarks skinner? http://www.bane.dk/visNyhed.asp?artikelID=1359
PR: Jeg forstår ikke rigtigt, hvad du mener. Det er jo stadig en underskudsforretning at køre ruten? Jeg tror, billetprisen skulle mangedobles, hvis det skulle kunne løbe rundt uden tilskud.
Bortset fra strækningen København-Århus er der ingen jernbanestrækninger i Danmark, der er økonomisk rentable, hvis alle omkostninger skal betales af kunderne selv. Arriva modtager tilskud fra skatteyderne for at køre med tog i Jylland. I forhold til bus og bil er jernbanedrift en yderst inefficient transportmetode, især i tyndtbefolkede områder. Når der er jernbanedrift i så mange tyndtbefolkede områder i Danmark skyldes det alene et politisk valg.
Arriva modtager flere penge end DSB gjorde for at køre på de samme strækninger i Jylland.Systemet fungerer som den amtslige busdrift, hvor diverse busselskaber byder ind med hvor mange penge de skal have for at køre med et bestemt serviceniveau.Mht. taksterne bliver de fastsat i det nationale bus/tog/metro takstsamarbejde. Det skal give ensartede priser i hele landet. DSB har flere gange meldt ud at de er imod takststigninger som amterne har fået gennemført.Bare for at få lidt fakta på banen./Limagolf
Lidt forsinket, kommer her et exec. summary fra “No Way to Run a Railway” rapporten fra ASI. (Link til hele rapporten nederst.)The history of Britain’s rail industry is one of persistent abuse by government. From Gladstone’s Parliamentary Train to the glut of regulations surrounding today’s rail industry, the hand of government has rarely been absent in the running of the railways. This has caused significant problems for railway operations and infrastructure maintenance.Contrary to most people’s perceptions, the sorry state of today’s railways was caused not by privatization but by a long history of government interference and control. Privatization presented an opportunity to break the vicious cycle of underinvestment that led to degraded performance, but the opportunity was not taken.The problems of an overcomplex structure which the government forced on the industry at privatization were exacerbated by an inappropriate regulatory structure. This was worsened by the current government’s expansion of regulatory powers coupled with the forced renationalization (in all but name) of Railtrack.The present railway industry cannot be called privatized in any meaningful sense. The combination of regulatory structure and public ownership of the track and station infrastructure makes it impossible for the private sector operators to employ genuine privatesector disciplines and strategies in improving the service to travelling customers.At the very least, the railway needs to be reintegrated to allow operators more control over the service. This will make for more efficient investment decisions and a better allocation of resources towards providing the services that the customers want.At the same time, the regulatory burden must be lightened. In this case it is helpful to learn from the experiences of the American railroad industry after deregulation occurred in 1980: services expanded, infrastructure investment increased and the economy benefited considerably. It is time for the UK to look again at what is best for the railways. The mistakes of the 1990s should not be repeated; but the dead hand of regulation is a worse answer. The railways can benefit from privatization, properly implemented: so it is about time that this option was really given a chance.Resten kan læses her:http://www.adamsmith.org/images/uploads/publications/railway.pdf