Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.
Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:
Bush-rådgiver løj om Irak
Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).
Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.
Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:
Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel
Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.
Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.
Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.
Mere følger, når jeg får bedre tid.
Sagens politiske grundlag i kombination med danske mediers ukendskab til finesserne i amerikansk ret og deres almindelige ulyst/manglende evne til at gengive komplicerede forhold gør, at vi nu får endnu en sandhed cementeret her i landet, – nemlig at Bush og Nixon er lige slemme. Så er det også meget nemmere at huske for menigmand.Men tak for at specielt Mr. Law fortsætter; et enkelt sandhedsvidne gør, at vi ikke fuldstændigt er prisgivet den dominerende dumhedsjournalistik.
“Fitzgerald looks like an overzealous prosecutor, one who was more interested in getting a scalp than in getting to the truth of the matter.”Var der nogen der sagde Kenneth Starr? USA har jo en fremragene tradition – ikke bare for en uskøn sammensætning af den dømmende magt – men også for disse heksejagter udført af særligt udvalgte “Counsel”. Det kan næsten kun gå galt, når det er så politisk betændt som denne sag.
Christian Svanberg:”USA har jo en fremragene tradition – ikke bare for en uskøn sammensætning af den dømmende magt – …”Det er sandt, at den ikke altid er lige skøn, men jeg er nu langt fra overbevist om, at den danske tradition (der i realiteten har en tendens til næsten altid at være en “konservativ” gummistempling af lovgivningsmagten) er meget skønnere i det store billede. Tag f.eks. “Lensafløsningen” af 1919, der må være bare det mest groteske af en lang række sager, hvor højesteret af politisk-ideologiske hensyn (men under dække af neutralitet) foretog dybtr krænkende indgreb i privat ejendomsret.”… men også for disse heksejagter udført af særligt udvalgte “Counsel”. Det kan næsten kun gå galt, når det er så politisk betændt som denne sag.”Det er sandt, at den tradition kan virke bizar. Det er dog en ret ny tradition, som man bør huske på blev skabt i kølvandet på Watergate for netop at sikre, at der kunne køres undersøgelser af retslig karakter uden at disse skulle være underlagt den selvsamme magt, som de evt. selv skulle undersøge (præsidenten, justitsministeren, o.s.v.). Er det ikke i sig selv et meget sundt forsøg på at have “checks and balances”? Hvad skulle man alternativt gøre?
@ Kurrild: Dines Boertmann, der har skrevet artiklen på DR Online, er kommet til at publicere sin private post som en nyhed. Jeg synes, man bør skrive til ham (dibo@dr.dk) og fortælle, at hans blog er lagt ud som en nyhed ved en fejl.
Jeg gør mig nu skyldig i det af Mr. Law forudsagte “hysteri”.Det nærmer sig da efterhånden det tragikomiske her på punditokraterne. Vicepræsidentens håndlanger er nu dømt for at have løjet for FBI. Han er DØMT for at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen af en temmelig alvorlig forseelse: Afsløringen af en hemmelig agent. På et eller andet tidspunkt synes jeg nok flueknepperiet af de danske mediers dækning af sagen må ophøre, så vi kan koncentrere os om det væsentlige.Hvorfor i alverden har Libby løjet i denne sag, og hvad har verdens næstmægtigste mand i grunden bedrevet?Og med hensyn til troværdigheden af diverse politikeres rapporter kan jeg bare sige, at politikerne i hele irak-sagen i forvejen ikke har meget troværdighed at bygge på. Om der blev direkte løjet i Irak-sagen er svært at sige, men en ting står efterhånden klart. Sjældent i historien har en amerikansk administration været så nærige med sandfærdige udsagn.
RasmusE: “Sjældent i historien har en amerikansk administration været så nærige med sandfærdige udsagn.”Hvilke udsagn tænker du på? Hvilke udsagn var dokumenterbart usande på det tidspunkt hvor de blev fremført? Inden du svarer, bør du måske læse dagens leder i WaPo: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/03/06/AR2007030602020.html
Kære Rasmus,Det er ingen skam at være hysterisk, når bare man er klar over det.Hvorfor løj Libby?Tja, det kan skyldes hans situation. Han havde haft samtaler med journalister i fortrolighed om, at Wilsons urigtige beskyldninger måske skyldtes, at Wilson havde en nær personlig tilknytning til de kredse i CIA, der prøvede at overføre ansvaret for fejlvurderingen af Saddams WMD på regeringen. Og nu viste det sig, at det måske var ulovligt at nævne, fru Wilson arbejdede i CIA. Han vidste, at mange andre havde denne viden, og han vidste også, at det ikke var ham, der stod bag den oprindelige lækage, så faldt han for fristelsen til at lyve i stedet for blot at sige, at han ikke kunne huske det. Længere er den historie ikke.Men det er jo ikke rigtig sagens, eller denne postings, genstand, vel? Det er derimod forsøget på at hævde, at Plame-sagen handler om “Irak-løgnen”.Det gør den ikke, og det har den ikke gjort fra det øjeblik, det blev klart, at det var Wilson, og ikke Bush, der havde løjet. Det vil senest sige juli 2004, hvor Senatets første rapport og Butler-rapporten udkom i hhv. USA og UK.Påstanden om, at Bush og Blair løj, minder om de påstande, der også verserede en gang om, at Chirac og Schröder personligt var bestukket af Saddam. Det skulle forklare deres opførsel forud for krigen.Begge påstande om løgn og bestikkelse kan i sagens natur aldrig afvises. For enhver undersøgelse vil altid kunne afvises af, at en ny undersøgelse måske alligevel vil vise sandheden.Men for hver undersøgelse, og der har været en hel del, er påstanden om løgn blevet mere og mere usandsynlig. Efterretningstjenesterne overvurdere Saddam. Ikke så meget, som medierne gerne vil give indtryk af, men nok til, at det giver anledning til en alvorlig overvejelse om, hvordan vi kan gøre det bedre næste gang.Det er derfor patetisk at prøve at gøre Libby-sagen til et bevis på, at der blev “løjet”.Der er allerede en del links i denne kommentarspalte. Neden for er endnu en fra The Times. De viser, hvor useriøs Berlingskes dækning – og en hel del andre mediers, inkl. vores public service – dækker denne sag. Det er patetisk, at de stadig prøver.http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/us_and_americas/article1480102.ece
DR skriver i nedenstående indslag at Libby “nu er han fældet for sin rolle i en beskidt operation, der var rettet mod en kritiker af præsidenten.”, dvs. etablerer som faktum at der vitterligt var tale om en “beskidt operation”.http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2007/03/07/094724.htm?nyhederEr sagen ikke den, at der aldrig har været skyggen af bevis for eksistensen for en “beskidt operation”? I hvert fald virker Washington Posts vurdering af hvorfor Plame blev “afløret” mere rimelig: The report may bolster the rationale that administration officials provided the information not to intentionally expose an undercover CIA employee, but to call into question Wilson’s bona fides as an investigator into trafficking of weapons of mass destruction http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A39834-2004Jul9.html
Jeg er ikke selv så optaget af denne sag, som min kære kollega Mr. Law, men jeg deler aldeles vurderingen af de danske mediers behandling af dommen i går. Kontraster evt. med WSJ’s OpinionJournal.com’s opsummering dd.:”We won’t gainsay the jury’s verdict in the Scooter Libby trial–“guilty” on four of five counts on perjury and obstruction of justice in the investigation of the Valerie Plame kerfuffle. Life is too short to immerse oneself in the tedious details of the case. (If you’re interested in Libby minutiae, we recommend Tom Maguire.) But it remains a travesty that Libby was ever prosecuted to begin with.This was a political show trial, and partisans of Joe Wilson will use the guilty verdict to declare vindication. But along the way we learned that _virtually all the claims Wilson and his supporters made were false_:* On his trip to Niger, Wilson found no evidence that contradicted the famous “16 words” in President Bush’s 2003 State of the Union Address, contrary to his New York Times op-ed claim.* Plame, his wife, who worked for the CIA, did recommend him for the Niger junket, contrary to Wilson’s denials.* Plame was not a covert agent under the definition of the Intelligence Identities Protection Act, contrary to Wilson’s insinuations, which many of his backers, including in the press, presented as fact.* No one from the White House “leaked” Plame’s identity as a CIA functionary to Robert Novak, who received the information from Richard Armitage at the State Department. Libby stands convicted of lying in the course of Patrick Fitzgerald’s investigation of the Valerie Plame kerfuffle–but that investigation was undertaken on the basis of a tissue of lies. When Fitzgerald began the case, in 2003, no one had committed any crime in connection with the kerfuffle, and that was fairly easy to ascertain, given that Plame was not a covert agent and Armitage had already owned up to the so-called leak. Fitzgerald looks like an overzealous prosecutor, one who was more interested in getting a scalp than in getting to the truth of the matter. Of course, Libby could have avoided indictment and conviction if he had simply said “I don’t remember” a lot more during the course of the investigation. Therein lies a lesson for witnesses in future such investigations–which may make it harder for prosecutors to do their jobs when pursuing actual crimes.”
@Christian Svanberg:”Dit eksempel fra 1919 er jo i den grad ikke længere udtryk for hvordan tingene finder sted i DK.”Ikke det? Jeg tror, at jurister her på stedet vil kunne bidrage med adskilige nyere eksempler end jeg. Jeg tror også, at f.eks. Ditlev Tamm ville være uenig i en sådan vurdering (altså af at domstolene reelt fungerer så upartisk i.f.t. den lovgivende magt, som intentionen var). Det har jeg ihvertfald både set og hørt ham give udtryk for.”Det er svært at anføre, at de danske dommere i dag udfører judiciel aktivisme. De er konservative, ja, men at det i sig selv skulle være galt, er næppe korrekt. Det er jo udtryk for en grundlæggede respekt for demokratiets natur.”Øhhhhh … “magtens tredeling”? Det er vel om noget–forhåbentlig–_ikke_ en højesterets opgave at tage stilling ud fra, hvad der er demokratisk! “I øvrigt, hvordan det faktum at det var Watergate der førte til oprettelsen af det daværende Office of the Independent Counsel, skulle være en formildende omstændighed, har jeg svært at se?”Jeg ved ikke, om jeg gav udtryk for, at det var formildende; jeg mente ihvertfald primært, at det var den kontekst, som var nødvendig for at forstå, hvorfor institutionen blev skruet sammen, som den gjorde (uafhængig og med vidtgående beføjelser).”Du spørger hvad man ellers skulle gøre. Ja, min kritik var jo af det amerikanske system som sådan, så det kan være svært at se hvad de umiddelbart kan gøre anderledes. I DK har vi da en praksis, hvor dommere – der jo som bekendt er uafhængige (en god ting må man sige) – leder undersøgelser.”I Danmark har vi ikke så polariseret et politisk system, som man har i USA. Pointen med den institution, du kritiserede, var–som omtalt–netop at sikre, at den udøvende magt ikke kan styre undersøgelser af sig selv. Er det ikke en god ting? Det er ihvertfald lidt billigt at kritisere det som “tradition for heksejagt”, hvis man ikke kan foreslå noget, der er bedre.”Da amerikanske dommere ikke ligefrem kan siges at være politisk uafhængige, er det svært at se hvem de skulle bruge.”Jeg tror, du har et billede af det amerikanske retssystems politisering, som måske er lidt overdrevet. Der er utallige dommere på alle niveauer, som ikke er politisk udpegede, eller hvis politiske holdninger man ikke kender, eller hvor det viser sig, at de ihvertfald bestemt ikke kan styres af dem, der udnævnte dem (f.eks. Nixon, Reagan og Bush Sr.).”Som sagt, min kritik var af det amerikanske system i sin helhed…”Flot! Og så sammenfattet til to sætninger!
“Ikke det? Jeg tror, at jurister her på stedet vil kunne bidrage med adskilige nyere eksempler end jeg.”Og jeg vil med glæde skyde hvert eneste ned i flammer ;)Jeg tror ikke du har forstået, hvad judiciel aktivisme betyder. Det betyder, meget kort sagt, at dommere selv skaber ret. En konservativ holdning til at underkende lovgivning er ikke judiciel aktivisme. Overfor dette står “judiciel tilbageholdenhed” hvilket netop er det man kan beskylde de danske domstole for at udøve. Og i forlængelse heraf:”Øhhhhh … “magtens tredeling”? Det er vel om noget–forhåbentlig–_ikke_ en højesterets opgave at tage stilling ud fra, hvad der er demokratisk!” Det har jeg heller ikke skrevet. Jeg har skrevet, at de har en grundlæggende respekt for demokratiets natur. Hermed menes – naturligvis – at de ikke ønsker at underkende den lovgivnede forsamling medmindre det er KLART i strid med grundloven. “Jeg tror, du har et billede af det amerikanske retssystems politisering, som måske er lidt overdrevet.Der er utallige dommere på alle niveauer, som ikke er politisk udpegede, eller hvis politiske holdninger man ikke kender, eller hvor det viser sig, at de ihvertfald bestemt ikke kan styres af dem, der udnævnte dem (f.eks. Nixon, Reagan og Bush Sr.).” Min viden om amerikanske forhold fejler intet. Jeg har blot påpeget – og du har ikke kunnet modbevise – at USA har nogle grundlæggende problemer i forhold til politiseringen af såvel den dømmende magt som af undersøgelsesorganer. At det så kun er højesteret der i alle henseender er politisk valgt, er da ringe trøst og ændrer intet ved validiteten af kritikken.”Det er ihvertfald lidt billigt at kritisere det som “tradition for heksejagt”, hvis man ikke kan foreslå noget, der er bedre.”Man kan således kun kritisere, hvis man har et brugtbart alternativ klar? I så fald: LUK PUNDITOKRATERNE ØJBLIKKELIGT ;)”Flot! Og så sammenfattet til to sætninger!”Flot Peter, meget voksent…Dette er en BLOG ikke en akademisk studiekreds, det sætte visse rammer for omfanget af ens indlæg!
@ Christian SvanbergJa, jeg kan se der er nogen problemer i amerikansk praksis, og det er der jo så også i Danmark (for at indrage Peter), men at der ligefrem er et grundlæggende problem ved det amerikanske system som helhed kan jeg ikke se.
Kære Mr. LawJa, du har nok helt sikkert en pointe når du kritiserer de danske medier for endnu engang at mistolke komplekse sagsforløb.Som almindelig lægmand synes jeg bare din forklaring om Libbys mened virker for blåøjet. Jeg kan simpelt hen ikke forstå hvorfor han kendes skyldig i FIRE ud af fem anklager. Hvis han er så dygtig og erfaren en embedsmand som WPost gør ham til, hvad i alverden er der så gået galt. Kunne man forestille sig, at der rent faktisk er noget mere uldent ved det hele, og at man, som en fra juryen sagde, dømmer Libby fordi man ikke kan få fat på andre. Er Libby som påstået ham der skal tage skraldet, og for hvad?Jeg har ikke sagt, at Bush og andre har løjet om Irak, men det er et faktum, at de har fyldt os med usande oplysninger. At de på trods af bedre vidende og i modsætning til mange advarsler måske selv troede på oplysningerne fratager dem intet ansvar for at have viderebragt disse påstande.Det synes jeg er det væsentlige, og ja, der er denne Libby sag måske rigtig nok lidt ligegyldig, men jeg synes bare ikke man på nogen måde skal glemme den amerikanske administrations fejltagelser, og der synes jeg måske nok punditokraterne af og til med sine debatindlæg fungerer mere som lynafleder for George Bush end som egentlig kritisk vagthund.mvh
@ RasmuseJeg vil støtte op om Mr Law her. Hvis det ikke var for hans posteringer, så ville jeg nu have en fornemmelse af, at Plame-sagen rent faktisk handlede om, at Bush-administrationen havde løjet om Irak – så dårlig (og insinuerende) har dækningen i de danske aviser været.
@ PeterDit eksempel fra 1919 er jo i den grad ikke længere udtryk for hvordan tingene finder sted i DK. Det er svært at anføre, at de danske dommere i dag udfører judiciel aktivisme. De er konservative, ja, men at det i sig selv skulle være galt, er næppe korrekt. Det er jo udtryk for en grundlæggede respekt for demokratiets natur.I øvrigt, hvordan det faktum at det var Watergate der førte til oprettelsen af det daværende Office of the Independent Counsel, skulle være en formildende omstændighed, har jeg svært at se?Du spørger hvad man ellers skulle gøre. Ja, min kritik var jo af det amerikanske system som sådan, så det kan være svært at se hvad de umiddelbart kan gøre anderledes. I DK har vi da en praksis, hvor dommere – der jo som bekendt er uafhængige (en god ting må man sige) – leder undersøgelser. Da amerikanske dommere ikke ligefrem kan siges at være politisk uafhængige, er det svært at se hvem de skulle bruge.Som sagt, min kritik var af det amerikanske system i sin helhed…
Nej, Rasmus E, selvfølgelig beskylder du ikke Bush og andre for at lyve om Irak; det er du trods alt for intelligent til. Det er ganske vist det du mener, men da du ligesom alle andre skrigehalse på venstrefløjen ikke ligger inde med skyggen af dokumentation herfor, forsøger du i stedet med lidt klassisk begrebsrelativisme. Du fastslår med nærmest Clintonsk ækvilibrisme at man har været “nærige med sandfærdige udsagn”, og har “fyldt os med usande oplysninger” alt sammen på “trods af bedre vidende”, men og hold nu fast dette er på ingen måde en anklage om løgn. Klart-klart, selvfølgelig ikke. Når du siger det, Rasmus; når du siger det. Party-on. Her er i øvrigt et par andre der har fyldt os med lø…ups, har fyldt os med usandhe…ups, har været nærige med sandfær…ups, har videregivet usande oplysninger…ups, har videregivet forkerte oplysninger de muligvis selv troede på: “The security of the Americans is under threat from people like Saddam Hussein who are capable of using chemical and biological weapons.” — Dominique de Villepin, Nov. 2002″In the four years since the inspectors left, intelligence reports show that Saddam Hussein has worked to rebuild his chemical and biological weapons stock, his missile delivery capability, and his nuclear program.” — Senator Hillary Rodham Clinton, Oct. 10, 2002″That is why the world, through the United Nations Security Council, has spoken with one voice, demanding that Iraq disclose its weapons programs and disarm. So the threat of Saddam Hussein with weapons of mass destruction is real …” — Senator John Kerry, Jan. 23, 2003″Today, a number of evidences may lead to think that, over the past four years, in the absence of international inspectors, this country has continued armament programs.” — Jacques Chirac, October 16, 2002″After the events of September 11, 2001, and before the start of the military operation in Iraq, Russian special services several times received such information and passed it on to their American colleagues” –V. Putin, Jun. 2004.- og der er mere hvor det kom fra, hvis du skulle være interesseret. Læg dertil at ingen efterretningstjeneste på jorden, tysk, fransk, kinesisk, russisk, israelsk, på noget tidspunkt modsagde de amerikanske & britiske efterretninger. Ingen. Jeg husker ikke Villy Søvndal, Holger K, Løkketoft, Aaen, dig, og alle de andre sædvanlige mistænkte, udtale sig skråsikkert FØR inversionen om hvorvidt Saddam have masseødelæggelsesvåben eller ej…og, hey, det er der formentlig en ganske god grund til. Uanset hvad du måtte mene i din eksklusive virkelighedsopfattelse, er det nemlig et klokkeklart faktum, at hele verden minus Scott Ritter regnede med at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Og hvorfor i alverden skulle den ikke også det? Han opførte sig jo netop som om han havde dem. Du skulle tage og læse den halvdel af David Kays rapport som DR, Politiken, og Information ikke gider at snakke så meget om; den halvdel der handler om Saddams ambitioner og fremtidsplaner når først han endegyldigt var sluppet af med inspektørerne. Det er artig læsning. Åh, og Rasmus? Hvis du føler at Pundiokraterne ikke er leveringsdygtige nok i perfide motivanalyser og frelst bagklogskab i relation til amerikanere i al almindelighed, og republikanere i særdeleshed, er der masser af andre steder hvor du til fulde kan blive stopfodret med dén buffet. Kunne vi andre i mellemtiden få lov til at beholde bare ét sted hvor amerikanere, den hvide mand, den vestlige civilisation, ikke pr. dekret er skurken? Kunne vi? Hmm? Tak, det var alt for venligt.
Kære Rasmus,Jeg forstår godt din pointe. Men jeg kan desværre ikke støtte den fuldt ud.I dette tilfælde var sagen helt klar: Wilson løj, jf. Senatets 2004-rapport. Han gik i rette med Bush’ påstand om, at Saddam prøvede at købe uran, selvom han vidste, at det havde de faktisk.Bush løj derimod ikke, jf. Butler-rapporten s. 123.Jeg er enig i den del af kritikken af Bush, der går på deres forberedelse af besættelsen af Irak, og deres faktiske udførelse heraf. Og så går jeg endda ikke så langt som mange andre, fordi jeg tvivler på, at det var så enkelt at undgå disse fejl.Men når det gælder efterretningerne forud for krigen, så er der intet i de mange (rigtig mange) officielle undersøgelser, som antyder, at man burde have vidst bedre.Det afgørende er, at man reelt ikke kunne vide noget, fordi Saddam havde smidt inspektørerne ud fem år før.Man vidste, at han gerne ville have abc-våben, at han altid løj herom, at olie-for-mad programmet var gennemhullet af korruption og gav ham mia. af dollars, og at der var omfattende smugling. Hans egne generaler troede, at der var abc-våben, men altid hos andre enheder end deres egne. Det var ikke kun efterretningstjenesterne hos US og UK, der fejlfortolkede, men alle vestlige tjenester. Og som påvist i et hav af undersøgelser, mest velformuleret hos Hutton, blev tjenesterne ikke presset til at nå dette resultat, men troede selv på det. Og endelig bekræfter Duelfer-rapporten, at så uskyldig var han heller ikke.Det eneste, man altså kan kritisere politikerne for, var, at de ikke fremhævede, at der var en risiko for, at de tog fejl, selvom deres egne efterretningstjenester ikke troede det.Kan man virkelig kræve den slags “cover-your-ass” udsagn fra politikere, når de har et forsvarligt (med Butler-rapportens ord i denne sag: well-founded) grundlag?Det mener jeg ikke, selvom jeg da anerkender andres ret til at være uenige.Jeg har f.eks. svært ved at bebrejde Churchill, at han i krigens første svære tid talte om, at England ville vinde, og at der altid ville være et England, når der ærlig talt var en alvorlig risiko for, at de ville tabe. Skulle han have fremhævet det til sidst i sine store taler?Nej. Den eneste løgn om Irak er den, at der blev løjet.Hvorfor blev der løjet? For mig at se, fordi krigsmodstanderne fortrinsvis kommer fra venstrefløjen. De havde det problem, at krigen blev startet på et idealistisk grundlag, som de normalt ville støtte, hvis det ikke var fordi, deres anti-amerikanismen vejede tungere. Så derfor måtte og må de benægte, at krigen var idealistisk og i stedet hævde, at den var bygget på løgn.Det var den ikke, og det er dårlig journalistik at prøve at forvride en sag som denne i den retning.
@ Rasums Ole HansenJeg tror lige jeg skal understrege: Mit oprindelig indlæg omhandlede anvendelsen af undersøgelsesorganer i USA og det forhold, at disse ofte bliver beskyldt for at være præget af politiske hensyn. Når jeg så i et senere indlæg skriver, at min kritik gik på det amerikanske system i sin helhed, så refererer jeg stadigvæk kun til det amerikanske system vedr. undersøgelser, som f.eks. Kenneth Starrs undersøgelse af Clinton der, uanset hvad man ellers mener om Clinton, var ubehageligt at følge.Jeg har således på intet tidspunkt omtalt eller haft til hensigt at omtale HELE det amerikanske system forstået som, ALT der kan henføres til USA’s politiske system. Jeg håber hermed at have afklaret dette. 😉
Ja, i modsætning til dig, Mr. Brian, der gør et ihærdigt forsøg på at omskrive historien, så kan jeg altså godt huske Colin Powells fremtræden i FN´s sikkerhedsråd, hvortil Joschka Fischer klart til alle verdens medier udtalte: “Ich bin nicht überzeugt”.Og jeg kan også huske den konservative svenske politiker Hans Blix, der blev slagtet af amerikanerne fordi han ikke kunne levere de umulige beviser.Og det kan godt være du var naiv nok til ukritisk at acceptere indicier, men det var altså ikke alle der var det. Og det var nok også derfor “Villy Søvndal, Holger K, Løkketoft, Aaen, dig, og alle de andre sædvanlige mistænkte” krævede mere tid til våbeninspektørerne. Og det var nok også derfor de ovennævnte personer IKKE var enige i beslutningen om at gå ind i Irak. Og så var europæiske efterretningstjenester i modstrid med dine oplysninger i øvrigt lidt mere skeptiske over for brugen af irakiske dissidenter end Donald Rumsfeld og hans slæng af kreative medarbejdere, hvilket man også advarede amerikanerne om.Det står skidt til med historiekendskabet i Danmark, når man ikke kan huske blot fire år gamle begivenheder.Og så har jeg såmænd tænkt mig at blive ved med at kommentere indlæg på punditokraterne, for åbenbart i modsætning til dig mener jeg at debat og udveksling af forskellige synspunkter er en god ting.