For noget tid siden lovede jeg at vende tilbage til Plame-sagen, og det gør jeg med denne kronik i dagens Berlinger.
Det er lidt sent, men Berlingeren var storsindet nok til at ville ofre en søndagsudgave på emnet, og det er værd at vente på. Til gengæld har de ændret titlen fra mit forslag “Pressen og Plame” til “Plame-sagen og journalistikkens lavpunkt”. Det er lidt mere gumpetungt, men de har vel gerne ville understrege, at min kritik går på medierne generelt og ikke kun på pressen. Det er sandt nok, selvom jeg nu stadig synes mit forslag var mere snappy.
En kronik må fylde 8.000 tegn inkl. mellemrum, og selvom det er mere, end man normalt har til rådighed i døgnets rejsestald, så er det ikke meget at rutte med. Der er således en del, som måtte skæres væk.
Bare for at nævne nogle få ting, der faldt bort under tekstbehandlingen: Hvorfor var det vigtigt, om det var Cheney eller CIA der havde sendt Wilson til Niger (for var det Cheney, havde han nok set Wilsons rapport, men han fik den aldrig at se, fordi Wilson blot bekræftede de i øvrigt delte opfattelser internt hos CIA). Hvilken rolle spillede de forfalskede dokumenter fra Niger (kan være spændende nok, ikke mindst fordi Wilsons forklaringer i Senatets 2004-rapport er uklare, men det var ikke relevant i forhold til Bush’ SOTU, dvs. tale til nationen, fra januar 2003, der henviste til de britiske efterretninger). Hvilke forbindelser var det, som briterne støtter deres opfattelse på (Hitchens har efterforsket det, men vi ved det ikke med sikkerhed, kun at det var velunderbyggede formodninger, der ikke havde noget med de forfalskede dokumenter at gøre, og som modsvarer Duelfer-rapporten), etc.
Der er heller ikke citater i kronikken, men kun et postulat om, at “mediernes” opfattelse kan sammenfattes som gjort. Men her er det let at finde citater, hvis nogen vil. Der er f.eks. flere gengivelser af, hvad Wilson “afslørede”. De går fra, at han klart afviste uran-påstanden, til det mere forsigtige, at han hverken kunne af- eller bevise det. Begge yderpunkter er faktuelt forkerte, da han som bekendt fandt, at Irak havde forsøgt sig, hvilket var en bekræftelse af Bush SOTU-tale.
Kronikken kommer som nævnt lidt sent, men til gengæld kommer den netop som DRs støtter har sat modangrebet ind mod regeringen for at få flere penge ved at postulere, at regeringen har lagt pres på DR. Der er således et interessant uddrag fra Chr. Nissens bog i gårsdagens Berlinger. Her omtaler han ikke bare Mikkelsens mail, men også, at DR og BBC var blandt de mere pro-krigs medier. Selv hvis man tror på den – og det er unægtelig et leap of faith – så synes hele denne manøvre kun at bekræfte, at medier, der betales af Staten, også bliver sårbar for pression fra Staten.
Men er løsningen så ikke at opgive public service-ideen og dermed undgå denne forkvaklede situation?
Man kan naturligvis også opbygge så stærke mure mellem Staten og DR, at ingen pression slipper igennem, og mediet virkelig kun styres af sine egne. Men vi har jo allerede en masse medier, der styres selvstændigt uden indblanding fra Staten. Den eneste forskel mellem dem og DR er, at de tjener deres penge selv ved at få deres kunder til at betale. Er public service-ideen virkelig skrumpet ind til et postulat om, at det er vigtigt at have en medievirksomhed, der ikke skal tjene til sit eget forbrug, men garanteres forsørgelse? Er der virkelig stadig nogle, der tror, at en virksomheds produktion bliver bedre af ikke at være afhængig af sine kunder? Erfaringerne fra socialismen fortæller os ellers det modsatte. Men det er måske også i den virkelighedsopfattelse, at vi skal finde public service-ideen?
Fra Wall Street Journals OpinionJournal.com (http://www.opinionjournal.com/best/?id=110009806#kerfuffle ):”How secret was the identity of Valerie Plame, the blonde-bombshell top-secret superspy at the center of the kerfuffle of the century? So secret, she still doesn’t know it herself! The Associated Press reports on Plame’s star turn before a House committee Friday:Plame also repeatedly described herself as a covert operative, a term that has multiple meanings. Plame said she worked undercover and traveled abroad on secret missions for the CIA. But the word “covert” also has a legal definition requiring recent foreign service and active efforts to keep someone’s identity secret. Critics of [Patrick] Fitzgerald’s investigation said Plame did not meet that definition for several reasons and said that’s why nobody was charged with the leak. Also, none of the witnesses who testified at Libby’s trial said it was clear that Plame’s job was classified. However, Fitzgerald said flatly at the courthouse after the verdict that Plame’s job was classified. Rep. Tom Davis, the ranking Republican on the committee, said, “No process can be adopted to protect classified information that no one knows is classified. This looks to me more like a CIA problem than a White House problem.” Plame said she wasn’t a lawyer and didn’t know what her legal status was but said it shouldn’t have mattered to the officials who learned her identity. Plame also described the so-called leak as having been done “carelessly and recklessly,” which is a far cry from her husband’s insistence that it was a deliberate effort to harm her.”Hertil har OpinionJournal.com dd. denne kommentar:”Yesterday we noted that Kerfuffle Gal Valerie Plame testified she did not know whether she was a “covert” CIA agent as defined under the Intelligence Identities Protection Act in 2003, when her supposedly secret identity surfaced. Reader Jim Lucas makes a crucial point that we missed:The Intelligence Identities Protection Act makes it a federal crime to intentionally reveal the identity of an agent whom one knows to be covert. So how can anyone be accused of knowingly revealing Valerie Plame’s identity as a covert agent if Valerie Plame herself didn’t know if she was covert according to the law?That pretty much settles the question, doesn’t it? If Plame’s status was secret even from herself, how could “leaker” Richard Armitage or “perjurer” Scooter Libby possibly have known?”Tja, det er jo en slags indvending …
Jeg har undladt at interessere mig i detaljer for Plame-sagen da den forekommer at være et ideologisk korstog mod Bush og Irak-krigen. Men at hun ikke skulle vide om hun var covert er dog en fræk påstand. Min viden er måske forældet, men jeg fik for år tilbage at vide at hvis man var ansat under Deputy Director of Operations (DDO) var ens identitet formelt hemmelig, mens ansatte i andre direktorater (såsom Analysis) godt måtte kendes-omtales-nævnes. Jeg kan huske at operationsfolkene havde en adskilt kantine i Langley hvor besøgende ikke måtte kigge ind.For at forebygge misforståelser skal det pointeres at det at være ansat under DDO ikke betyder at man har nogen som helst føling med det lægfolk forstår ved operationer, altså ude i marken. En kender af systemet fortalte mig mange år senere (vi er nu i 2002) at antallet af CIA-agenter der virkelig er ude i marken for at skade rigets fjender, som altså ikke har official cover som ambassadefunktionærer (og derfor er kendt af alle der har interesse i det, hvad enten de officielt er hemmelige eller ej), altså antallet af egentlige agenter med “Nonofficial Cover” kan tælles på to hænders, måske en hånds fingre.CIA har i årtier ikke været i stand til at gennemføre egentlige operationer. Det er i praksis et overbureaukratiseret, andenrangs udenrigsministerium. De ansattes højeste aspiration er at føle sig som diplomater.Det forklarer meget.
Denne sag er sådan en model for den vestlige presses fallit. Den er grundigt behandlet af Punditokraterne gennem tiden, og det er simpelthen glimrende. Det koster jo tid at følge sager til dørs, men ved at have een gennemarbejdet sag, som med til bevis grænsende tydelighed demonstrerer pointen, står man altså stærkt.Så stor tak til Punditokraterne og mr. Law for indsatsen!
“…kun at det var velunderbyggede formodninger, “Den påstand savner dokumentation.