Denne blog promoverer sig selv ganske skamløst som en professorblog, formodentlig i den tro, at det opfattes positivt.

Den skal handle om politik, og det gør det ærlig talt svært for en juraprofessor at være med. For jurister, i hvert fald ordentlige jurister, forsøger at sondre mellem at beskrive juraen, som den nok er, og som vi personligt ønsker, at den burde være. Kun det sidste er åbenlyst politik.

Det lyder positivistisk, men er det nu ikke helt, og så alligevel. Vi foretrækker at kalde det retsrealisme, hvor realismen angår en erkendelse af, at det ikke er op til jurister at skabe retten, men at befolkningen vist også har en rolle at spilde i et demokrati som vores. Pøbel jo vist, men ikke helt ligegyldige.

Den holdning blev naturligvis uhyre upopulær i kølvandet på det store tilbagefald i 1970’erne, hvor en uhyggelig stor del af den danske ungdom i reaktion mod en stadig stigende velstand gik tilbage til den marxisme, som havde haft sin storhedstid i 1930’erne, indtil dens forbrydelser og idioti blev erkendt efter af-Staliniseringen i 1950’erne. Da området for retsfilosofi er en af de mere træge discipliner i juraen, isoleret fra det omgivne samfund som den er, er det fortsat en ikke videre populær holdning. Men pyt. Jeg har forsøgt at skrive et forsvar for retsrealismen i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 (Autoritetstab? Retsfilosofisk atavisme ved udgangen af det 20. århundrede. Indrømmet, det er ikke en titel, der giver forventning om en snarlig filmatisering, end ikke med svensk filmstøtte).

Jeg har derfor ikke bidraget meget med jura på denne blog, da min tid hovedsageligt bruges på at halse efter retsudviklingen, der tordner af sted.

Men nu og da lykkes det at fyre lidt retspolitik af. Det handler denne posting om.

Kommissionen har fået en fiks idé for snart meget længe siden om, at stemmeretsforskelle i aktieselskaber er noget skidt. Det er en simplistisk forestilling, som ikke burde have gang på jorden, for der er fuld åbenhed omkring aktiers retsstilling, og folk kan derfor frit vælge, hvad de ønskser. Men sådan er der jo så meget, og tilliden til markedet er desværre ikke lige stor alle steder, og da slet ikke i EU.

Den nye, og i øvrigt meget lovende kommissær McCreevy, har fornuftigt nok ønsket en undersøgelse af, om det faktisk skader selskabers resultater at have den slags konstruktioner. Rapporten kom i begyndelsen af juni, men er blevet forholdsvis overset i den danske debat. Den ligger her. Rapporten kan ikke påvise en sammenhæng mellem kapitalstruktur og resultater. Formodenntlig er der andet, som er vigtigere, ledelse og produkter for eksempel.

Der var i tirsdags en særdeles god konference på vores naboinstitution CBS (læs her). Samme dag fik jeg optaget et lille indlæg i Financial Times (overskriften er som sædvanligt ikke min egen og indeholder her en lille fejl: det angår ikke kun non-voting shares, men alle aktier med forskellige eller slet ingen stemmerettigheder. Men korthed og overfladiskhed er nu en gang prisen for at nå et større publikum):

Leave non-voting shares to the real experts

From prof. Jesper Lau Hansen
Sir, sometimes it is more courageous to do nothing than to act. Charlie McCreevey, European Commissioner for the Internal Market, has inherited a grudge which the Commission has nurtured for years, against shares with different voting rights.
Upon taking office Mr McCreevey sensibly stated: ‘Any future initiative in the area of financial services will be evidence based. Moreover, no new initiatives will be launched unless their economic value is clearly proven.’ True to this, he commissioned a study to investigate whether deviations from strict proportionality between votes and capital were harmful to the European economy. The report published on June 4^th found no conclusive evidence of a causal link between such deviations and companies’ performance. But Mr McCreevey’s only response so far has been: ‘Now that these facts are on the table we will examine with an open mind the question of whether there is a need for Commission action in this field.’
There would seem to be little for the Commissioner to ponder. Vote differentiation is perfectly transparent; investors know exactly what they are buying. In a market where financial instruments of mind-numbing complexity are peddled to the public, it is implausible to argue that vote differentiation is too difficult to understand. Nor are shares with multiple votes an obstacle to takeovers. If a company has controlling shareholders, it is their privilege to decide on a bid irrespective of the kind of shares they hold. The very argument that holders of shares with multiple votes may not be able to govern the company as well as other shareholders is deeply disturbing. Are we really going to make ownership depend on how efficiently we use our property? Are we not free to plant roses rather than cabbages in our gardens?
Mr McCreevey should show courage and do nothing. Once the necessary transparency is in place, the decision about which shares to issue is best left to the real experts – the company and its investors. To paraphrase Milton Friedman: the business of a business is nobody else’s business.

Dr Jesper Lau Hansen
University of Copenhagen
Denmark

Nu venter vi blot på, hvad Kommissionen kan finde på. Som altid i det politiske system er det vanskeligt at forestille sig, at de virkelig bare kan holde sig i ro. Det er mere nærliggende, at de laver en henstilling (recommendation), hvilket er en ikke-forpligtende retsakt.

Hvis bare den handler om øget offentlighed, selvom der allerede er tilstrækkeligt på området, og vi i Danmark husker, at en henstilling faktisk ikke er forpligtende, men netop kun en henstilling, så er det nu heller ikke så galt.