Tag-arkiv: marxismen

Corporate governance – en juridisk udflugt

Denne blog promoverer sig selv ganske skamløst som en professorblog, formodentlig i den tro, at det opfattes positivt.

Den skal handle om politik, og det gør det ærlig talt svært for en juraprofessor at være med. For jurister, i hvert fald ordentlige jurister, forsøger at sondre mellem at beskrive juraen, som den nok er, og som vi personligt ønsker, at den burde være. Kun det sidste er åbenlyst politik.

Det lyder positivistisk, men er det nu ikke helt, og så alligevel. Vi foretrækker at kalde det retsrealisme, hvor realismen angår en erkendelse af, at det ikke er op til jurister at skabe retten, men at befolkningen vist også har en rolle at spilde i et demokrati som vores. Pøbel jo vist, men ikke helt ligegyldige.

Den holdning blev naturligvis uhyre upopulær i kølvandet på det store tilbagefald i 1970’erne, hvor en uhyggelig stor del af den danske ungdom i reaktion mod en stadig stigende velstand gik tilbage til den marxisme, som havde haft sin storhedstid i 1930’erne, indtil dens forbrydelser og idioti blev erkendt efter af-Staliniseringen i 1950’erne. Da området for retsfilosofi er en af de mere træge discipliner i juraen, isoleret fra det omgivne samfund som den er, er det fortsat en ikke videre populær holdning. Men pyt. Jeg har forsøgt at skrive et forsvar for retsrealismen i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 (Autoritetstab? Retsfilosofisk atavisme ved udgangen af det 20. århundrede. Indrømmet, det er ikke en titel, der giver forventning om en snarlig filmatisering, end ikke med svensk filmstøtte).

Jeg har derfor ikke bidraget meget med jura på denne blog, da min tid hovedsageligt bruges på at halse efter retsudviklingen, der tordner af sted.

Men nu og da lykkes det at fyre lidt retspolitik af. Det handler denne posting om.

Kommissionen har fået en fiks idé for snart meget længe siden om, at stemmeretsforskelle i aktieselskaber er noget skidt. Det er en simplistisk forestilling, som ikke burde have gang på jorden, for der er fuld åbenhed omkring aktiers retsstilling, og folk kan derfor frit vælge, hvad de ønskser. Men sådan er der jo så meget, og tilliden til markedet er desværre ikke lige stor alle steder, og da slet ikke i EU.

Den nye, og i øvrigt meget lovende kommissær McCreevy, har fornuftigt nok ønsket en undersøgelse af, om det faktisk skader selskabers resultater at have den slags konstruktioner. Rapporten kom i begyndelsen af juni, men er blevet forholdsvis overset i den danske debat. Den ligger her. Rapporten kan ikke påvise en sammenhæng mellem kapitalstruktur og resultater. Formodenntlig er der andet, som er vigtigere, ledelse og produkter for eksempel.

Der var i tirsdags en særdeles god konference på vores naboinstitution CBS (læs her). Samme dag fik jeg optaget et lille indlæg i Financial Times (overskriften er som sædvanligt ikke min egen og indeholder her en lille fejl: det angår ikke kun non-voting shares, men alle aktier med forskellige eller slet ingen stemmerettigheder. Men korthed og overfladiskhed er nu en gang prisen for at nå et større publikum):

Leave non-voting shares to the real experts

From prof. Jesper Lau Hansen
Sir, sometimes it is more courageous to do nothing than to act. Charlie McCreevey, European Commissioner for the Internal Market, has inherited a grudge which the Commission has nurtured for years, against shares with different voting rights.
Upon taking office Mr McCreevey sensibly stated: ‘Any future initiative in the area of financial services will be evidence based. Moreover, no new initiatives will be launched unless their economic value is clearly proven.’ True to this, he commissioned a study to investigate whether deviations from strict proportionality between votes and capital were harmful to the European economy. The report published on June 4th found no conclusive evidence of a causal link between such deviations and companies’ performance. But Mr McCreevey’s only response so far has been: ‘Now that these facts are on the table we will examine with an open mind the question of whether there is a need for Commission action in this field.’
There would seem to be little for the Commissioner to ponder. Vote differentiation is perfectly transparent; investors know exactly what they are buying. In a market where financial instruments of mind-numbing complexity are peddled to the public, it is implausible to argue that vote differentiation is too difficult to understand. Nor are shares with multiple votes an obstacle to takeovers. If a company has controlling shareholders, it is their privilege to decide on a bid irrespective of the kind of shares they hold. The very argument that holders of shares with multiple votes may not be able to govern the company as well as other shareholders is deeply disturbing. Are we really going to make ownership depend on how efficiently we use our property? Are we not free to plant roses rather than cabbages in our gardens?
Mr McCreevey should show courage and do nothing. Once the necessary transparency is in place, the decision about which shares to issue is best left to the real experts – the company and its investors. To paraphrase Milton Friedman: the business of a business is nobody else’s business.

Dr Jesper Lau Hansen
University of Copenhagen
Denmark

Nu venter vi blot på, hvad Kommissionen kan finde på. Som altid i det politiske system er det vanskeligt at forestille sig, at de virkelig bare kan holde sig i ro. Det er mere nærliggende, at de laver en henstilling (recommendation), hvilket er en ikke-forpligtende retsakt.

Hvis bare den handler om øget offentlighed, selvom der allerede er tilstrækkeligt på området, og vi i Danmark husker, at en henstilling faktisk ikke er forpligtende, men netop kun en henstilling, så er det nu heller ikke så galt.

Sympathy for the devil

Måske burde overraskelsen ikke være så stor. For nogle er det måske slet ikke en overraskelse, men så alligevel… I hvert fald fandt undertegnede det ganske underholdende at læse dagens udgave af The Times, hvori en af historierne beskriver, hvordan premierminister Tony Blair i sine unge år fandt inspiration hos og fattede sympati for Karl Marx og dennes ideer.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

I stedet for en nekrolog

Der var engang … og det var en kold, mørk og våd nat.  Sådan primo 1980erne eller deromkring, sikkert en fredag eller lørdag.  Jeg var teenager og “i byen” med nogle af mine venner, i Odenses natteliv–—så beskedent som det nu var—–og af mangel på bedre tumlede vi ind på “Café Biografen” på Brandts Klædefabrik.  En café, der—–sådan da–—var en lidt hyggelig provinsiel blanding af Vester Vov Vov og Huset i Magstræde.  Og hvad deraf følger, på godt og ondt.

Vi forlod hurtigt stedet igen.  Lidt forargede og let grinende.

For selvom vi befandt os i primo-80erne, var aftenens underholdning endnu mere medio-70er politisk korrekt end sædvanligt: Det var den lokale afdeling af det diminutive Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML), som holdt åben fest på caféen, og til lejligheden havde de importeret et orkester helt fra København, som spillede en for min og mine venners smag ikke specielt interessant blanding af venstrefløjsrock og folkemusik.  Og det første jeg hørte, da jeg trådte ind—–udover den markante sangerinde–var, at en fra bandet talte om, at man på denne aften hyldede det socialistiske Albanien i anledning af Stalins fødselsdag.

Say what?

Vores forargelse var primært over, at nogen vitterlig ville fejre massemorderen Stalin, sådan en 30 års tid efter hans død.  Nå ja, og så måske også, at nogen seriøst kunne foretrække den slags musik frem for Yazoo, Depeche Mode, New Order, Human League, Spandau Ballet, o.s.v.  Helt ærligt! Skulle man endelig lytte til venstreorienteret musik, kunne det da i det mindste være The Jam, The Clash eller Heaven 17.

Nå, men den slags faldt altså ikke i beton-stalinisternes smag, og DKP/ML havde netop en af deres bastioner i netop Odense.  Af de få hundrede stemmer, som partiet ved et par folketingsvalg i 1980erne høstede, faldt en del i Odense, hvor partiet havde et par relativt pæne lokaler–—givetvis betalt af de samme generøse albanske statstilskud, som finansierede “Dagbladet Arbejderen”.  Og ML’erne var synlige i Odense—, på den ene og anden måde.  I 1982 overfaldt de med vold de lokale KU’ere, da disse delte pjecer ud på gågaden, og da politiet ankom, mødte ML’erne dem med råb om “fascisme” …  Kort efter blev en KU’er forfulgt på cykel det halve Odense igennem og truet med bank, hvis han nogensinde igen kom i nærheden af ML’ernes hovedkvarter.  Det var omtrent på dette tidspunkt, at det lille partis store rorgænger, generalsekretær Klaus Riis*, gjorde sig herostratisk bemærket, da han for åben mikrofon og DRTV-kamera fortalte, at man i partiet forberedte sig på den væbnede revolution, men at dette sandelig også var nødvendigt, fordi Mærsk og Simon Spies byggede koncentrationslejre, hvori de ville internere arbejderklassen.

Man mente det skam ganske alvorligt.  I 1982 vedtog det lille parti programmet “For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur”, hvori man hyldede “Albanien, verdens eneste socialistiske land”, og dets leder “den fremragende marxist-leninist Enver Hoxha”, —ligesom man gjorde dagligt i Dagbladet Arbejderen, hvis “hoved” på det tidspunkt indeholdt profilerne af Marx, Lenin og Stalin. Ifølge partiprogrammet var det i Danmark anno 1982 tilfældet, at “hele den objektive situation [er] moden til gennemførelse af lige præcis den voldelige socialistiske revolution og ikke nogensomhelst anden type ‘revolution’ eller ‘revolutionære reformer’ osv., som revisionisterne fabler om”. I partiets historieudlægning gik det grundlæggende godt i Sovjet indtil Stalins død; senere solgte man ud dér, ligesom man gjorde hos “revisionisterne” i resten af Østblokken, Jugoslavien, Cuba, Campuchea, Nordkorea …  Kun i Albanien og (et stykke tid) i Maos Kina havde man fat i den lange ende.  Så alle DKP/ML publikationer og møder var fyldt med endeløse lovprisninger af Albanien–som til det sidste var Europas største massefængsel, et forarmet og tyrannisk regime, der sank ned i en stadigt større tragedie.

Jo, ML’erne var … farverige.  Så farverige, at de gav det at være sekterisk og fanatisk et dårligt image.  De kunne sågar give Lyndon B. LaRouches “Schiller Institut” eller Danmarks Humanistiske Parti god konkurrence om, hvem der var landets dengang mærkeligste politiske bevægelse. Selv de rigtige DKP’ere syntes, at ML’erne var lidt … “gakkede”, som min ungkommunistiske skolekammerat Ole (kendt i Odense som “Komm’ole”) vist engang betegnede dem overfor mig.**

Nå, hvorfor nu hele denne tur “down memory lane”?

Jo, naturligvis for lige at sætte det hele lidt i relief m.h.t., hvad det egentlig var, der udgjorde det politiske udgangspunkt for komponisten Thomas Koppel, der døde forleden.  For det var naturligvis ham og “Savage Rose”, vi hørte hylde Albanien og Stalin dengang på Café Biografen.

Og søndagens TV og mandagens aviser var fyldt med lange lovprisninger til den store og politisk bevidste komponist, men ingen af journalisterne var tilsyneladende med dengang på Café Biografen–—eller også ville de helst glemme, at de havde været det.  Ingen nævnte nemlig med et ord, at Koppel & frue i årevis var stalinistiske hard-liners, som aktivt hyldede og støttede Europas sidste diktatur, selv efter 1989.  End ikke noget så faktuelt som, at Koppel var medstifter af DKP/ML og opstillet som folketingskandidat, eller at partiet betalte tilbage ved at udgive gruppens plader på det lille partis endnu mindre pladeforlag.

Koppel lagde ellers ikke fingrene imellem.  Han var blandt dem, der eksplicit udtalte sin støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil og de to, der overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller: “Derfor skal du skal ikke være flov. Der er ikke de to unge eller dig, der er kriminelle her. … Så – ryst ikke på hånden. Støt de to aktivister.”  Og Savage Rose støttede direkte terrororganisationen PLO.  Koppel fordømte de danske Muhammed-tegninger, men modsatte sig en offentlig fordømmelse af kommunismens forbrydelser.  Og Koppel & frue var såmænd klarsynede nok m.h.t. Sovjet-blokkens fald, om end fra en lidt uortodoks vinkel:

“Kommunismens fald i Østeuropa anfægter ikke Savage Rose: – Vi har i årevis gået og ventet på det, der sker i Østeuropa. I Sovjetunionen fik socialismen sit store sår i 1956-61, da bureaukratiet overtog magten og skabte sit eget lukkede system.” (“De vilde roser er stadig røde”, Politiken 5.VIII.1990)

Ja—–de skulle nok have holdt Onkel Joe i live i nogle år endnu …

Dybden i Koppels politiske tænkning fremgår med al tydelighed af denne kommentar til kulturkanonen:

“Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt … Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.”

Og man kunne så have tilføjet: Og Lenin, Stalin og Hoxha.

Nuvel, Koppel skulle selvfølgelig have ret til at nyde den frihed, som hans kammerater nægtede andre—–om end det da ikke skete uden konsekvenser for andre.  Den senere statsministerielle spin-doktor, Michael Kristiansen, skrev som ung journalist på Weekendavisen artiklen “Et land i Europa” (13.IX.1991).  Heri beskrev han Albaniens fattigdom og tyranni—–og føjede en anekdote til:

“Men der var nogen, der elskede det gamle stalinistiske system. Ud over de priviligerede kadrer for eksempel de danske revolutionære marxister-leninister. Og det bliver man gjort opmærksom på dagligt af politikere og embedsmænd og taxichauffører. Med Annisette og Thomas Koppel i front var de de eneste, der fik mulighed for at besøge et ellers totalt isoleret Albanien, og de priste den virkeliggjorte marxisme i høje toner. En aften på Hotel Tiranas balkon slår udenrigsministeriets talsmand, Fatmir Ohnoj, mig på skuldrene og siger ligeud: »Vi har haft det svært med danskerne, de var simpelt hen de værste. De kom i gamle busser, krævede at se arbejderklasse-kontrol, sang slagsange dagen lang og krævede alt. Jeg måtte guide dem rundt og høre på al deres ævl, og de kaldte mig en klassefjende, fordi jeg ikke var medlem af partiet. De kommer heldigvis ikke mere, og skulle de komme, skal jeg sørge for, at de kommer til at betale for deres udnyttelse af mit folks trængsler og pinsler.« Man lusker hjem til sit hotelværelse, kigger på solen, der går ned over Dajti-bjergene, moskeen, der er fyldt med mennesker, afslår tigger-børnene, smiler til de mange albanere, der vinker til én fra Skanderbergpladsen, og håber det bedste for dette lille land, der endelig er sluppet ud af marxismens mærkværdige eksperimenter.”

Men disse aspekter blev generelt udeladt af de hyldende nekrologer.  Men hvad skrev aviserne i stedet?  Stort set alle artikler, der kan graves frem på Infomedia, betegner Koppel som “kompromisløs”–—det lyder da også pænere end “fanatisk”, “sekterisk”, “ekstremistisk” …

Politiken havde nekrologen “Den kompromisløse komponist”, hvori det om Koppels politik blot hed, at denne “enestående” og “afholdte” komponist, som lavede “politisk bevidst” musik, og at han “ikke [gik] på kompromis med hverken sine kunstneriske ambitioner eller sine personlige holdninger for at blive populær”.  Politikens nekrolog omtaler videre blot “det socialistiske, samfundsmæssige engagement”, og at han og fruen p.t. var “optaget af at skabe en ny græsrodsbevægelse”.  Den eneste yderligere antydning i nekrologen var, at Koppel var med i et “yderligtgående venstreorienterede parti”, DKP/ML, og at gruppen turnerede “i Albanien, hvis kommunistiske regering de sympatiserede med.”

I en nekrolog i Berlingske Tidende, der er trykt stort set hele vejen rundt i provinsaviserne, står der endnu mindre af den slags: Ikke et ord om støtten til diktaturer og PLO, om folketingskandidatur og medstifterrolle i DKP/ML.  Her hedder det blot: “Sidste del af 70erne og hele vejen op gennem 80erne viede Thomas og Annisette deres engagement og musik til politiske manifestationer, støttefester, arrangementer og demonstrationer – alt sammen i kampen for en bedre verden.”

Flere aviser nævnte derimod–—vistnok uden at bemærke komikke–n—at mens Koppel uden held havde frabedt sig at få sit arbejde med i kulturkanonen, protesterede han ikke, da han til gengæld i 1998 via finansloven opnåede Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

Hvordan kan det være, at når en fanatisk venstreorienteret diktatur-apologet skal omtales, så er det altid som “kompromisløs” og “idealistisk” i kampen for “retfærdighed” og “en bedre verden”?  Kunne man tænke sig en lignende behandling af politisk anderledes tænkende? Findes der mon noget mere illustrativt for journalistisk dobbeltmoral og for holdningen om, at hvis målet er det tilpas rigtige, så helliger det ethvert middel?

 

* Selvsamme Klaus Riis (der selv blev udrenset af DKP/ML, fordi han var for yderligtgående–i modsætning til resten?–og nu er med i Arbejderpartiet Kommunisterne) har for relativt nyligt skrevet denne hyldest til nærværende posts objekt.

** Jeg husker ikke, om det også var Komm’ole eller en af mine andre venner i Odenses politiske miljø, der fortalte mig historien om ML’eren, der ikke kunne komme i partiets hierarki, fordi han havde for tykke hinkestens-briller.  De gjorde ham nemlig ukampdygtig …!

Holberg og Habermas

Bestyrelsen for den norske Ludvig Holbergs Minnefond har dd. offentliggjort, at de har tildelt Ludvig Holbergs Minnepris på 4,5 mio. norske oliekroner til den gamle Frankfurter-skole Marxist Jürgen Habermas.  Prisen, der prætenderer at være en slags humaniora-og-samfundsvidenskab-der-ikke-er-økonomi-Nobelpris, er blevet tildelt med den begrundelse, at

“Jürgen Habermas har skapt banebrytende teorier om diskurs og kommunikativ handling og dermed utviklet nye perspektiver på demokrati og rett …  Hans forskning spenner tematisk vidt og har en uvanlig tverrfaglig tyngde.  Habermas har på avgjørende vis bidratt til forståelsen av rasjonalitet, etikk, legitimitet, offentlig meningsutveksling, modernitet, det post-nasjonale samfunn og europeisk integrasjon …  I den senere tid har Habermas blant annet arbeidet med filosofiske og etiske grunnlagsproblemer … Habermas har hatt eksepsjonell internasjonal innflytelse innen svært mange fag.”

Ja, det sidste kan jeg desværre kun være enig i.

Der er til gengæld en vis poetisk retfærdighed i, at de, der har tildelt Habermas millionerne, nu bliver tvungne til at skulle sidde og høre på en forelæsning om “det kommunikative” fra en person, som helt bogstaveligt er tilnærmelsesvis ude af stand til at kommunikere verbalt–og hvis skrevne ord kun er marginalt klarere.  Jeg har hørt ham forelæse, og jeg ville gerne betale 4,5 mio. norske oliekroner for at slippe for det.  Omvendt tror jeg, at den kære gamle Ludvig–der uden viden eller medvirken lægger navn til tildelingen–nok skulle have haft mulighed for inspiration til en lille comedie af Erasmus Montanuske kvaliteter (hvis han ellers kunne være tilstede).

Skal vi–i lighed med punditokrat Foss’ nylige Samfundskanon og Nobelspekulationer–give bolden op?  D.v.s. hvilke samfundsforskere/humanister, som ikke er økonomer, burde retteligen have Holberg Prisen i stedet?  Lad os høre fra læserne.  (Da Gordon Tullock jo åbenbart ikke er økonom nok til Nobelprisen i økonomi, vil jeg indlede med at nominere ham.  Han er også væsentligt sjovere end Habermas, og jeg tror, at gamle Ludvig ville have syntes om ham.)

Wolfowitz

Kronikken i Berlingske (17/4) af Flemming Chr. Nielsen gentog den gamle traver om Wolfowitz’ indrømmelse af, at Irakkrigen bare handlede om olie. Ak ja. I dagens Berlinger har jeg et indlæg. Det har fået titlen, Vulgærmarxistisk sludder, hvilket ganske vist ikke var mit valg, men desværre er ganske rammende. Her er et uddrag:

Som Mark Steyn har bemærket, starter Wolfowitz’ navn med et stort farligt dyr og ender jødisk, så det kan ikke undre, at han er frygtet og hadet af venstrefløjen.
Det forhold, som kronikken sigter til, angår simpel fejlcitering. En udtalelse af Wolfowitz blev udlagt af bl.a. avisen The Guardian (4/6 03) som en indrømmelse af, at krigen kun handlede om olie. Den historie vakte ganske kortvarigt stor opsigt. I Politiken tændte tegneseriefiguren Strid f.eks. en cigar for at fejre “afsløringen”, og det lader til, at Flemming Chr. Nielsen også har nydt cigaren. Her er imidlertid det rigtige citat:

“The most important difference between North Korea and Iraq is that economically we just had no choice in Iraq. The country swims on a sea of oil.”

Wolfowitz konstaterede altså blot, klarsynet som altid, at Saddam ikke kunne rammes med økonomiske sanktioner, fordi Iraks massive reserver af olie satte ham i stand til at korrumpere FN og alle andre. En antagelse, som den verserende
olie-for-mad-skandale har bekræftet.

Men læs og døm selv.

Nu er MSM jo plaget af pladsproblemer, så jeg fik ikke kommenteret på, at kronikøren ender sin kronik sådan:

“Tilbage er et ustabilt vestligt demokrati, der slap alle onde ånder og terrorister løs i Irak. Det gik som i Matthæus- og Lukas-evangeliernes ord om, at når den urene ånd er drevet ud, erstattes den af syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre end det første, står der.”

Jeg vægrer mig ved at tro det, men kan det citat forstås på anden måde, end at han ville have foretrukket Saddams forbliven ved magten? Er det virkelig værre for irakerne, at den store massemorder Saddam nu er afløst af et større antal langt mindre kapable lystmordere, som tilmed er i klar tilbagegang? Et massivt flertal af irakerne synes det ikke, og deres glæde over Saddams fald overskygger stadig sorgen over den ufred, der fulgte. Der er trods alt store og små ånder, selv blandt de urene. Saddam hørte på sin egen uhyggelige måde til de rigtig store. Det gør kronikøren ikke.