Da Dansk Folkeparti og Venstre i sidste uge foreslog, at man skulle afskaffe den livslange kunststøtte og i stedet bruge pengene på nye talenter, gav det en hvis furore blandt, gæt selv hvilke, en del kunstnere, der gik i medierne for at imødegå de borgerlige partiers overgreb. Som modstander af enhver form for offentlig støtte, herunder selvfølgelig også kunststøtte, forekom diskussionen mig lettere uinteressant, lige indtil professor og billedhugger Bjørn Nørgaard i en diskussion med Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti, kom med en udtalelse der burde vække til eftertanke. På en og samme gang lykkedes det ham at vise hykleriet hos den (i egne øjne) ikke-kommercielle del af den etablerede kunstverden, og samtid gjorde han det egentlig pinligt klart, hvorfor kunststøtte er skidt for kunsten.
I sit forsvar for livslange ydelser og offentlig kunststøtte følte han sig påkaldet til at trække paralleller tilbage til enevældens dage.
Ifølge Nørgaard skulle finansminister Heinrich Ernst Schimmelmann i forbindelse med statsbankerotten i 1813, have henvendt sig til Frederik den 6. med ordene Vi har mistet Norge, Vi har mistet flåden og vi er gået bankerot, at vi dertil skulle blive dumme, det er for meget, som argument for at bibeholde støtten til kunstarterne på finansloven.
Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?
Med fare for at fornærme rigtigt mange mennesker, der definerer sig selv som kunstkendere og som tilhørende en særlig udvalgt elite (alle er lige, men nogen er som bekendt mere lige end andre), vil jeg alligevel tilføje, at der sikkert blev finansieret rigtigt meget kunst der var dødkedelig og umådelig ligegyldig.
En nutidig sammenligning kunne være dansk film, der for flertallets vedkommende er lige så systemudfordrende, rebelske, overraskende og nyskabende i en dansk kontekst, som de afsnit af Beverly Hills 90210, min datter slapper af til efter skoletid. Ikke fordi jeg mener, at kunst absolut skal være provokerende osv. – om end det efter min mening absolut ikke gør noget, men fordi jeg som tvungen bidragsyder får fortalt at jeg får noget mere (og bedre) ved at der er statsmidler indvolveret hvilket jeg som sagt har svært ved at få øje på.
Men det bør naturligvis heller ikke overraske, eller med Martin Ågerups ord : Der er faktisk gode argumenter for at stille sig skeptisk overfor en alt for dominerende statsstøtte til kunsten. For det første er der faren ved kun at have én mæcen, nemlig staten, i stedet for en decentral, pluralistisk søgen efter kvalitet via mange mæcener og det frie marked. Var den sorte musik – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked? Og Der er endvidere en fare for, at en lille gruppe personer sætter sig på at definere den gode kunst og den gode smag og ender med at dele støtte ud til hinanden.
Som det vist er gået op for læseren, er jeg ikke ovenud begejstret for danske film Ikke at jeg ikke har følt mig rimeligt underholdt til tider, for selvfølgelig laves der film med et glimrende håndværk, omend de fleste formentlig vil føles lige så bedagede som en ASA film fra 50erne på et tidspunkt, men…. jeg erkender, at mine største filmoplevelser foregår på engelsk – og efter HBOs fremkomst måske i højere grad som TV-serier end som spille film (Deadwood, Sopranos, Rome)
Hvad der synes at mangle er en film der i den grad udfordrer “det politiske korrekte” og “systemtro” – der er jo sådan set mere oprør mod systemet og dens embedsmænd i 50ernes og 60ernes lystspil end i de sidste årtiers, medgivet, teknisk set bedre film. Men der er jo ikke noget provokerende i at lave film for den bløde venstrefløj (der udgør kernen af det danske (velfærds)system), der dæmoniserer et billede af USA, og som lever op til de fordomme tilskuerne (og anmelderne) har i forvejen, blot for at nævne et eksempel.
Selvfølgelig kan det være at jeg tager helt fejl, og måske er filmen på vej, der sætter sig i urmagerens (og ikke forbrydernes) sted og forsvarer hans ret til at at forsvare sig selv og sin ejendom eller en film der problematiserer over hvad det egentlig er der sker med mennesker, når de skal hjælpes af systemet, eller….. Der er jo nok at tage fat på.
Jeg skal jo for god ordens skyld indrømme, at jeg ikke har set alle danske film gennem de seneste 25 år, og hvis der blandt bloggens læsere skulle være bud på, at der er givet statsstøtte til film der er reelt systemkritiske, og dermed modbeviser, at statsstøtten i dag har samme funktion som på enevældens tid, vil jeg være taknemmelig for at høre om dette værk, som jeg har overset.
Nexø: Nej, er den DF’ersk?
Markedsproducerede danske film fra dengang det var kommercielt kunne jo også fra tid til anden være samfundskritisk. Panduros bøger blev jo filmatiseret allerede før de offentlige fonde trådte til. Og en film som “Vi er alle sammen tossede” er i høj grad kritisk overfor den spirende velfærdsstat. Set i relation til at der findes et dogme om at alle ønskede velfærdsstaten velkommen, er det jo faktisk et ekstremt kritisk stykke samtidskunst.Jeg ser egentlig mest den offentlige kunststøtte som en form for – undskyld udtrykket – elitens højrøvethed. De absolut bedstsælgende danske kunstnere indenfor musik er dansktop sangere. Men genren og folkene bliver jo hverken omtalt eller støttet i mainstream medierne og af offentlige institutioner. På samme måde bliver også film som soldaterkammeraterfilmene negligeret fordi de rammer masserne med nemme budskaber og en falden-på-halen komedie, selvom disse film jo blev inspillet og solgt uden statsstøtte.For dem der går ind for filmstøtte vil jeg da gerne give, at det ikke er nemt at lave film på dansk fordi de skal konkurrere imod amerikanske film, som danskerne idag i højere grad end tidligere jo forstår og kan identificere sig med. Derfor er det en hård konkurrence. Men, hvis man skal have grobund for et marked at danske film, er det omvendt nødvendigt med flere “metervarefilm”. Hvis dansk film skal overleve, og ikke blot ses af en elite, skal den være letfordøjelig og masseproduceres – ligesom i gamle dage.
Statstoette er naturligvis noget skidt, herom kan ingen tvivl herske. Den finansierer en ordentlig omgang bureaukrater og “kunst”-bureaukrater der sikkert ville kunne foretage sig gode produktive ting istedet. Dertil kommer at stoetten da aabenlyst ydmyger kunsterne og faar dem til at rette ind efter den herskende venstreorienterede kulturradikale tone, alt andet ville da vaere maerkeligt. Den blaaviolette harme enhver kritik af systemet bliver moedt med viser da illustrativ – saa haardt protesterer kun de som ved de har en daarlig sag.Men foer vi faar marginalskatten ned paa en 30-40 pct. har jeg svaert ved at se hvordan en nogenlunde levende (hvad det saa end betyder) filmproduktion kan eksistere uden stoette. Modsat boeger, billedkunst etc er produktionsudgifterne betydelige. Hvis man mener, som jeg, at dette er noedvendigt hvis dansk skal fastholdes som all purpose (sic) sprog er spoergsmaalet mere hvordan man indretter stoetten og hvilket niveau der er passende. 60-40 ordningen (60% privat finansiering af filmen, 40% offentlig) er jo udemaerket taengt, problemet er naar stoetten bliver “ren”” kunststoette – dvs. 100 offentlig finansiering paa baggrund af konsulentens mavefornemmelse. Her slaar venstrefloejskonsensus ud i lys lue. Men bortset fra at 95% af konsulenter og udfoererne antageligvis aldrig har stemt borgerligt mener jeg nu ogsaa ren inkompetence, manglende talent og amatoerisme er en vigtig del af forklaringen paa hvorfor der er blevet lavet saa meget skidt. Saerligt i 70érne og 80erne. De sidste 10-15 aar er niveauet bedret – takket vaere at de yngste instruktoerer, forfattere etc. har set rigtigt mange amerikanske film og takket vaere en profesionalisering (filmskolen). For der er da lavet kvalitet – Mifune, Den eneste ene, Kongekable for at naevne nogen som bestemt var vaerd at se og som formaaede at holde deres politiske kaepheste nogenlunde i skak. Jeg ser personligt frem til Ole Chr. Madsens film om stikkerlikvideringer. Men der er stadig frygteligt meget skidt, og det er der efter min mening en overvejende grund til: Finansiering. Der er for mange smaa fjollede film som modtager et mindre stoettebeloeb (men immervaek 2-5 milioner) . Derfor ender vi med familie og parforholdsdrama i en lejlighed paa Oesterbro (Ham, hun og kaerligheden …). Det synes oplagt at den slags henlaegges til TV og stoetten kun gives naar der er en god sum private midler bundet i. Saa maa det saakaldte “vaekstlag” lave film i deres fritid. Og hallalabad – ja, for en gangs skyld var det ikke de onde danskeres skyld det hele. Chokerende. Men den var jo ogsaa lavet af Helle Ryslinge, saa parnasset anede ikke uraad foer det var for sent! 🙂
Det ville gøre diskussionen lettere, hvis du overhovedet kom med eksempler på de film, du ikke kan lide … eller prøvede at undersøge, hvem der faktisk fik støtte i 1800-tallet. Lige nu præsenterer du os for fordomme og gisninger (der står “mon” og “sikkert” vel mange gange i indlægget, især i alle dine postulater om forbindelsen mellem statsstøtte og kunstnernes politiske observans).Hvad er din holdning til “Bænken”, f. eks? Eller til Anders Morgenthalers “Princess”, et langt, frådende forsvar for retten til selvtægt?Så vidt jeg husker, så var den første danske forfatter, der kom på finansloven H. C. Andersen … dødkedelig, konform, helt glemt i dag. Jeg ved det godt …
Til Nexø (og evt. andre der har bud på kunstværker der er systemudfordrende)Mit indlæg kan meget vel være ubehjælpsomt skrevet, men jeg skriver heller ikke at kunst lavet med støtte=altid er kedelig eller dårlig kunst, uanset styreformFilmen du nævner har jeg ikke set, og den må jeg få set – så der kom det første eksempel, det vil kun glæde mig, hvis der kom rigtigt mange, således at mine fordomme blev gjort til skamme.Du spørger til bænken, som vel skal ses i sammenhæng med arven og drabet. Det er måske lidt ligegyldig hvad jeg personligt mener, men af de tre foretrækker jeg bestemt bænken – ikke mindst på grund af Jesper Kristensens præstation – men systemudfordrende? Det vil jeg ikke kalde den. Og det behøver den heller ikke at være – Jeg savner blot kunst og ikke mindst film med mere oprør i forhold til vores nuværende samfundssystem.
@Hvidberg – ja, hvis det vil sige: kritisk over for muslimske indvandrere. Ryslinge i et interview i Berlingske, oktober 2002, i anledning af hendes films snarlige premiere:Synes du, at danskerne er respekfulde over for de fremmede, der bor her? »Mest afmægtige, men vi er et lille ensartet provinsielt land, så det er klart, at indvandringen føles voldsom for mange danskere. Men husk: Folk har sgu alltid værget for sig, når de blev invaderet.”Og jo, filmen fik statsstøtte.@Ian. De yngste instruktører? Mifune? Den er jo af Søren Kragh Jacobsen!
Udfra de anmeldelser jeg har læst af “Princess” – jeg har heller ikke set filmen – virker det mest af alt som et forsvar af opfattelsen, at porno er udnyttelse af uskyldige kvinder, og at producenterne fortjener at blive tævet til plukfisk. Ikke just et samfundsudfordrende synspunkt.
Det er i øvrigt ganske interessant at sammenligne “Bænken” med “Arven”. I “Bænken” fremstilles folk fra underklassen som sympatiske og værd at heppe for, og den eneste skurk er den voldelige ægtemand fra whiskey-bætet. I “Arven” er overklassen derimod befolket med følelseskolde, svigefulde og voldelige mennesker, der i profittens navn fyrer Krummes far.At de rige er onde og de fattige gode er en dybt indgroet kliché i dansk film, som jeg kun har set vendt på hovedet i “Terkild i knibe”, hvor skurken er en sweater-klædt dyreven.
Terkel i Knibe!Gad vide om den genistreg fik støtte?Bortset fra det filmatiserede man vist Manden der ville være skyldig, med Jesper Klein i hovedrollen. Eller husker jeg helt galt?Jeps, den er god nok (men jeg har ikke set den, oplægget var et angreb på behandlerstaten!):http://dnfx.dfi.dk/pls/dnf/pwt.page_setup?p_pagename=dnffuldvis&p_parmlist=filmid=194Men film med borgerlig livsanskuelse er der rigtignok langt imellem. Omvendt handler de fleste danske film om følelser og er typisk apolitiske. Heldigvis er egentlig politiske film en sjældenhed i vore dage./Limagolf
Det er en rigtig god kommentar, og der er god grund til at kritisere de støtteformer, som dansk film finansieres med.Ganske vist er “den danske model” mere effektiv end fx de franske eller tyske (ligesom på arbejdsmarkedsområdet), fordi man i Danmark bruger kunstnere i stedet for embedsmænd til at bedømme, om en film skal have støtte. Men det er stadig en dybt indspist affære, hvor det reelt set er to (ja, 2) mennesker, der bestemmer, hvilke film der bliver lavet i Danmark, nemlig de to spillefilmskonsulenter. Det KAN ikke andet end skabe konformitet, når det vigtigste salgsargument for en film ikke er, om publikum vil kunne lide den, men om konsulenten vil kunne lide den. Der er rigtig mange skrækhistorier i denne afdeling, men man skal ikke nævne navne…Man kan godt lave film uden støtte (og Regnar Grasten har gjort det), men så skal de VIRKELIG være kommcercielle. Det overlader resten af de mere eksperiementerende (eller samfundskritiske) film til konsulenterne, der jo selv kommer fra branchen, og derfor er lige så konforme i deres holdninger som kunsterne selv. Du kommer ALDRIG til at se en film i Danmark, som fx vil se på indvandrererspørgsmålet med en DF-vinkel. Godt det samme, vil nogle mene, men det skader pluralismen.Det er i øvrigt værd at fremhæve, HVORFOR de mest interessante filmoplevelser faktisk kommer fra tv (fra HBO) og har gjort det igennem de sidste mange år. Grunden er blandt andet konkurrencen fra nettet, der har tvunget tv-stationerne til at skabe mere kvalificerede og krævende tilbud, som man ikke kan få på nettet. Med stor succes i øvrigt. Konkurrence er godt, det skaber fornyelse og gør os alle sammen bedre, til det vi gør.
Endnu en mulig film til listen: “Hvordan vi slipper af med de andre”. Jeg har ikke haft mulighed for at se filmen, men læste med interesse om den da den udkom. Filmen er åbentbart særdeles tvetydig og kan udlægges som både højrefløjs- og venstrefløjskritik (for det sidste se Liberators anden anmeldelse af filmen: http://liberator.dk/brog/?p=65). Filmen handler, så vidt jeg kan se, om de negative konsekvenser af en systemliggørelse af individet i velfærdsstaten samt de farer der ligger i statsstyret velfærd – det er da systemkritik i den grad i et land som Danmark! At den så også deler tæsk ud til den form for socialpolitik som handelshøjsskole Venstre står for (effektivitet, efficiens “nasserdiskurs” osv.) er efter min mening ikke nogen svaghed – tværtimod. Det cementerer blot problemerne med offentlig forsørgelse.Jeg synes dog at Niels Westy’s indlæg tilsyneladende bygger på en antagelse, som er lidt underlig. Antagelsen synes at være, at fordi der er tale om statsstøtte så skal der nødvendigvis være en ligelig repræsentation af begge fløjes synspunkter (og ja, det er selvfølgelig forsimplende at tale om fløje i denne forbindelse). Dvs. at hvis der absolut skal gives statsstøtte så skal vi i hvert fald have lige så meget politisk kunst der er venstreorienteret som højreorienteret. Problemet med denne antagelse er, at det jo ikke er givet på forhånd, at der er lige så mange højreorienterede kunstnere som venstreorienterede. Hvis vi antager, at der er flest venstreorienterede kunstnere i Danmark (hvilket vel ikke er helt ved siden af) kræver den nævnte antagelse, at venstrefløjens kunstnere skulle forfordeles på bekostning af højrefløjens kunstnere. Hvis der skulle være en ligelig repræsentation af begge fløje ville det jo betyde, at de såkaldte “kunst-bureaukrater” skulle sidde at udvælge kunstnere at støtte ud fra et kunstnerisk irrelevant kriterium om, at der skulle være ligevægt i balancen mellem “røde” og “blå” kunstnere. Det er præcis denne form for “affirmative action” politik som højrefløjen ellers traditionelt har argumenteret voldsomt imod – fordi det gør, at det ikke nødvendigvis er det bedste produkt (kunst) (eller i tilfældet affirmative action – person) der udvælges, hvormed der sker et ressourcespild (inefficiens). Hvis 100 danske venstreorienterede kunstere potentielt kan få støtte, mens der kun er 10 højreorienterede kunstnere og der skal udvælges 5 kunstnere der kan få støtte vil en ligelig repræsentation af begge fløje næppe sørge for, at de bedste kunstnere rent faktisk får støtte. Kunstens kvalitet er jo ikke som udgangspunkt afhængig af den politiske observans.Det er lidt den samme vildfarelse, jeg synes debatten om DR bærer præg af. Problemet er, at man opretholder en eller anden illussion om muligheden for politisk neutralitet. Samtidig bærer det præg af en udtalt mangel på tiltro til individet (paradoksalt nok for folk, der ellers skulle være liberale) da det netop er udtryk for, at man ikke mener, at folk selv kan tage stilling til de ting de udsættes for (nyheder, kunst) men bare er passive modtagere. Lad dog være med at kræve at der skal være højreorienteret kunst, hvis der rent faktisk ikke er nok kvalificeret højreorienterede kunst – tro på, at folk selv kan tage stilling og forholde til kunsten. Og tving ikke DR til at skulle være mere “balanceret”, “neutral” eller lignende sålænge der ikke er tale om egentlig fordrejning af fakta eller direkte propaganda (hvilket jeg overhoved ikke mener er tilfældet med DR – hele diskussion er blæst fuldstændig ud af proportioner). Igen: Tro på at folk kan danne deres egne meninger (hvilket heller ikke tyder på er noget problem – socialdemokraterne står historisk dårligt og vi har haft blåt styre siden 2001). Jeg skal dog pointere, at jeg ikke rigtig gider en længere diskussion om DR – det bliver så trættende da grøfterne er så dybe. Personligt synes jeg, at kunststøtte er ganske fornuftigt. Det er åbentlyst, at markedet for kunst godt kan fungere forholdsvist godt (dvs. et marked, hvor politikere ikke indblander sig). Men samtidig synes jeg nu også, at historien viser, at kunst i mange tilfælde kan have godt af støtte – myten om, at god kunst opstår på baggrund af mange års fattigdom og kamp for anerkendelse holder simpelthen ikke. Støtten kan hjælpe kunstnere overkomme de barriere der er på markedet i form af meget lange udsigter til afkast på deres investeringer, forstået således, at kunstnere ofte skal arbejde i mange år før de anerkendes og kan få betaling for deres produkter. Denne mekanisme adskiller helt sikkert en masse dårlige kunstnere, men det er svært at se, at det ikke også kan udskille en masse gode kunstnere. Men kunststøtte kan denne markedsfejl overkommes – at det så også kan have den utilsigtede konsekvens at en masse nokkefår får støtte er så mindre heldigt, men hellere for meget kunst (hvor en del er dårlig) end for lidt kunst.
Endnu en mulig film til listen: “Hvordan vi slipper af med de andre”. Jeg har ikke haft mulighed for at se filmen, men læste med interesse om den da den udkom. Filmen er åbentbart særdeles tvetydig og kan udlægges som både højrefløjs- og venstrefløjskritik (for det sidste se Liberators anden anmeldelse af filmen: http://liberator.dk/brog/?p=65). Filmen handler, så vidt jeg kan se, om de negative konsekvenser af en systemliggørelse af individet i velfærdsstaten samt de farer der ligger i statsstyret velfærd – det er da systemkritik i den grad i et land som Danmark! At den så også deler tæsk ud til den form for socialpolitik som handelshøjsskole Venstre står for (effektivitet, efficiens “nasserdiskurs” osv.) er efter min mening ikke nogen svaghed – tværtimod. Det cementerer blot problemerne med offentlig forsørgelse.Jeg synes dog at Niels Westy’s indlæg tilsyneladende bygger på en antagelse, som er lidt underlig. Antagelsen synes at være, at fordi der er tale om statsstøtte så skal der nødvendigvis være en ligelig repræsentation af begge fløjes synspunkter (og ja, det er selvfølgelig forsimplende at tale om fløje i denne forbindelse). Dvs. at hvis der absolut skal gives statsstøtte så skal vi i hvert fald have lige så meget politisk kunst der er venstreorienteret som højreorienteret. Problemet med denne antagelse er, at det jo ikke er givet på forhånd, at der er lige så mange højreorienterede kunstnere som venstreorienterede. Hvis vi antager, at der er flest venstreorienterede kunstnere i Danmark (hvilket vel ikke er helt ved siden af) kræver den nævnte antagelse, at venstrefløjens kunstnere skulle forfordeles på bekostning af højrefløjens kunstnere. Hvis der skulle være en ligelig repræsentation af begge fløje ville det jo betyde, at de såkaldte “kunst-bureaukrater” skulle sidde at udvælge kunstnere at støtte ud fra et kunstnerisk irrelevant kriterium om, at der skulle være ligevægt i balancen mellem “røde” og “blå” kunstnere. Det er præcis denne form for “affirmative action” politik som højrefløjen ellers traditionelt har argumenteret voldsomt imod – fordi det gør, at det ikke nødvendigvis er det bedste produkt (kunst) (eller i tilfældet affirmative action – person) der udvælges, hvormed der sker et ressourcespild (inefficiens). Hvis 100 danske venstreorienterede kunstere potentielt kan få støtte, mens der kun er 10 højreorienterede kunstnere og der skal udvælges 5 kunstnere der kan få støtte vil en ligelig repræsentation af begge fløje næppe sørge for, at de bedste kunstnere rent faktisk får støtte. Kunstens kvalitet er jo ikke som udgangspunkt afhængig af den politiske observans.Det er lidt den samme vildfarelse, jeg synes debatten om DR bærer præg af. Problemet er, at man opretholder en eller anden illussion om muligheden for politisk neutralitet. Samtidig bærer det præg af en udtalt mangel på tiltro til individet (paradoksalt nok for folk, der ellers skulle være liberale) da det netop er udtryk for, at man ikke mener, at folk selv kan tage stilling til de ting de udsættes for (nyheder, kunst) men bare er passive modtagere. Lad dog være med at kræve at der skal være højreorienteret kunst, hvis der rent faktisk ikke er nok kvalificeret højreorienterede kunst – tro på, at folk selv kan tage stilling og forholde til kunsten. Og tving ikke DR til at skulle være mere “balanceret”, “neutral” eller lignende sålænge der ikke er tale om egentlig fordrejning af fakta eller direkte propaganda (hvilket jeg overhoved ikke mener er tilfældet med DR – hele diskussion er blæst fuldstændig ud af proportioner). Igen: Tro på at folk kan danne deres egne meninger (hvilket heller ikke tyder på er noget problem – socialdemokraterne står historisk dårligt og vi har haft blåt styre siden 2001). Jeg skal dog pointere, at jeg ikke rigtig gider en længere diskussion om DR – det bliver så trættende da grøfterne er så dybe. Personligt synes jeg, at kunststøtte er ganske fornuftigt. Det er åbentlyst, at markedet for kunst godt kan fungere forholdsvist godt (dvs. et marked, hvor politikere ikke indblander sig). Men samtidig synes jeg nu også, at historien viser, at kunst i mange tilfælde kan have godt af støtte – myten om, at god kunst opstår på baggrund af mange års fattigdom og kamp for anerkendelse holder simpelthen ikke. Støtten kan hjælpe kunstnere overkomme de barriere der er på markedet i form af meget lange udsigter til afkast på deres investeringer, forstået således, at kunstnere ofte skal arbejde i mange år før de anerkendes og kan få betaling for deres produkter. Denne mekanisme adskiller helt sikkert en masse dårlige kunstnere, men det er svært at se, at det ikke også kan udskille en masse gode kunstnere. Men kunststøtte kan denne markedsfejl overkommes – at det så også kan have den utilsigtede konsekvens at en masse nokkefår får støtte er så mindre heldigt, men hellere for meget kunst (hvor en del er dårlig) end for lidt kunst.
Mht. til “Bænken”: Det er en film, som fastholder de offentlige organers totale mangel på gennemslagskraft i forhold til dén underklasse, den beskriver. Her kan man hverken reddes af en venlig socialarbejder eller af mere eller mindre debile aktiveringsforsøg. Man kan “reddes” – eksistentielt, og ja, filmen er meget sentimental – ved at støtte sig til og forsone sig med sin familie.Jeg ved ikke, om det er “systemundergravende”, men det er heller ikke ligefrem udtryk for tiltro til – eller en hyldest af – “systemet”.@Jeg er enig med dig i, at “Arven” er den svageste af de tre film. Den er den, fordi Per Fly absolut skal bedømme overklassen med middelklassens værdisæt. Filmen ville have været meget bedre (og udfordrende), hvis hovedpersonen ikke blev tvunget til at vælge mellem karrierre og kærlighed, men bare var et overskudsmenneske, der kunne begge dele. Nu præsenteres vi i stedet for superklichéen: karrierre koster “selvfølgelig”, og man betaler med sin private lykke. For at få rigtig succes må man ofre sit indre jeg, direktøren er psykisk forkrøblet osv. osv. osv.@Hvidberg: Har du set Helle Ryslinges Halalabad Blues? Man skal aldrig sige aldrig.
Kære Nielse.Spændende betragtninger. Jeg vil dog stille spørgsmålstegn ved, hvor relevant din sammenligning med Michael Moore er.Lad os nu sige, at en kunstfilm på markedsvilkår kun kan overleve, hvis 5.000 mennesker ser den. Så er det naturligvis klart, at Michael Moore kan overleve i USA, fordi markedet er så stort, mens Jørgen Leth, Morgenthaler og de andre aldrig nogensinde vil blive udgivet.Det vil simpelthen ikke være rentabelt fordi markedet er så lille.Min pointe er; skulle man vælge at liberalisere kunstmarkedet, vil det lede til, at alt det som du og jeg holder af nedlægges, og så skal vi alle sammen trækkes med X-faktor, vild med Dans, kærlighed ved første hik osv osv.Jeg tror ikke der er marked for niche-produktioner og kunstneriske alternativer i Danmark, hvad siger du Niels?
“Måske derfor danske film er så ligegyldige.”Man gider jo ikke læse indlægget, hvis overskriften forekommer helt hen i vejret. I forhold til vores lille bitte land, så har vi da en masse interessante film. Prøver du at sammenligne den danske film-produktion med andres, måske med den engelsk-sprogede? Det er da en lidt uretfærdig sammenligning.
Sebastian;”at en kunstfilm på markedsvilkår kun kan overleve, hvis 5.000 mennesker ser den…….Det vil simpelthen ikke være rentabelt fordi markedet er så lille.”De kan jo evt. forsøge at hæve prisen på billetterne for at opveje det mindre potentielle publikum. Når nu din og mange andres pointe er, at disse kunstfilm er så enormt vigtige for samfundet – mon så ikke også de par tusind mennesker der overhovedet gider at se dem, er villige til at betale 150 kr. i biografen istedet for blot 75 kr.Såfremt ikke engang disse folk er villige til at betale denne marginale ekstra pris for at se filmen, er det vel udtryk for at filmen er fuldstændig ligegyldig – der er ganske enkelt ikke behov for den. De sølle 75 kr. ekstra svarer altså ikke engang til to fadbamser, og vi kan vel godt antage at de fleste af kunstforbrugerne er rimeligt velstillede rent økonomisk.SÅ alt hvad “du og jeg holder af” skal altså ikke nedlægges. I skal blot betale lidt ekstra for det. Det er vel kun rimeligt at det er jer der holder af det, som skal betale for det, i stedet for at Maren i kæret også skal betale for jeres kunstfilm. Men det er jo i og for sig et meget sigende argument, der viser at det blot handler om at få andre til at betale for det man gerne selv vil have. Vældig rationelt, men ikke særligt sympatisk….Hvorfor er det så vigtigt med disse “niche-produktioner og kunstneriske alternativer” hvis der åbenbart alligevel ikke er nogen ser ser eller læser dem ? Og når selv de få der gør, ikke finder dem værdifulde nok til at ville betale for det. Det kan da kun være udtryk for at disse produktioner ikke har nogen værdi…..
“Et godt eksempel er Lars Von Trier, som – sådan opfatter jeg det – er markedsført som provokerende og udfordrende – men dybest set laver konforme og systembevarende film for lyserøde cafélatte-drikkende gymnasielærere og andre humanister med indbygget selvhævdelse.”Det er jeg faktisk uenig med dig i! Flere af hans film handler om individuel selvopofrelse, de kan ikke umiddelbart aflæses politisk, i hvertfald ikke venstreorienteret.Dogville handler bl.a om magt og systemundertrykkelse, men ikke på en banal måde (selvom det er en lang og ikke specielt ophidsende film). Så bare at afvise hans film som systembevarende er lidt hurtigt i mine øjne. Faktisk har netop von triers film mange lag, der kan give stof til eftertanke også liberal.Ikke at jeg er uenig i at det incestuøse filmkonsulentsystem undergraver den kunstneriske frihed./Limagolf
@ Superman.Et ganske trivielt indlæg, men du overser pointen!Lad os sige 1 promille af en befolkning godt kan lide ‘skæv’ kunst. Her kunne vi nævne Jørgen Leth der laver smalle film, men i lige så høj grad danske jazzmusikere, elektronisk musik, billedkunst, etc. etc. etc. Lad os yderligere påstå, at ihvertfald en del af denne kunst smitter positivt af på meget anden lidt mindre ‘groundbreaking’ kunst. Et eksempel kan være, at Sussanne Bier har været Jørgen Leths protegé i mange år, og hans film er en stor inspiration for hende, Von Trier og flere andre. Man kan ligefrem sige, at skabelsen af den nye, inspirerende kunst (uanset politisk farve) fungerer som en slags positiv eksternalitet, idet deres resultater inspirerer andre kunstnere til at lave kunst der favner bredere, og dermed kommer hele den danske befolkning til gode.Da vil det jo gælde, at den slags kunst kun vil blive skabt i USA (igen, som Superman meget behændigt undlader at kommentere, pga. markedets størrelse), og ikke i Danmark, hvad der vil lede til et meget fladere og mere kedeligt kunstnerisk miljø i Danmark.
Sebastian skriver:Da vil det jo gælde, at den slags kunst kun vil blive skabt i USA (igen, som Superman meget behændigt undlader at kommentere, pga. markedets størrelse), og ikke i Danmark, hvad der vil lede til et meget fladere og mere kedeligt kunstnerisk miljø i Danmark.Nu skal jeg for det første erkende, at jeg er lidt ligeglad med om kunst skabes i USA, Spanien eller Danmark – men dernæst er uenigheden nok forestillingen om hvad markedsvilkår kontra statsstøtte indebærer for kunsten.Der er næppe tvivl om, at den offentlige kunststøtte har haft en betydelig crowding-out effekt – der ville være flere private kroner til dansk kunst, hvis ikke det offentlige finansierede den. En del af den offentlige støtte til danske film er nok også endt primært som højere lønninger til en håndfuld danske skuespillere o.a. indvolverede i filmproduktionen.At lave en opstilling mellem en hypotetisk situation uden offentlig støtte overfor de givne vilkår er selvfølgelig problematisk. Det kunne jo være, at det endte modsat de normale skræmmebilleder.Og så er jeg helt enig i at “Karen i kæret” ikke skal betale for mit evt. forbrug af smal kunst. Jeg synes at det er helt i orden at føle sig bedre end andre – at man har en mere rigtig smag end andre. Men at tvinge folk der foretrækker Rambo eller Keld og Hilda til at betale for “rigtig” kunst svarer nu en gang til simpelt tyveri, uanset hvordan man vender og drejer det.Jeg synes hurtig det ender op i et spørgsmål om hvorvidt man kan lide det der bliver lavet eller ej – og så ender man faktisk i en slags omvendt Rindalisme.Problemet med Rindal (som jeg for mange år siden mødte i toget fra Jylland) var nemlig, at han også selv var smagsdommer. Hans anke mod statsstøtten var nemlig grundlæggende, som han sagde det til mig, at “hans 5-årige barnebarn kunne male noget der var lige så godt” – han ville atså ikke give støtte, fordi han ikke kunne lide det der blev støttet. Og det er noget ganske andet end det jeg skriver.
“Jeg tror der ville komme nogle helt usandsynligt kedelige og politiserende film ud af Jeres forslag om film der afslører, hvor ‘elitært og kollektivistisk’ vores samfund i virkeligheden er.”De ville nok minde lidt om alle de kedelige og politiserende film der afslører hvor råt, egoistisk og kynisk vores nyliberalistiske samfund er, som vi får serveret på stribe i dag. ;-)Og mht. “Hvad skal vi gøre med de andre?”: den er da netop et af de mest slående eksempler på ovenstående konforme tænkning. Jeg har ikke set den, men dens budskab er blevet serveret som værende ovenstående (liberalisme=fæl fascisme). Det er kun hvis man ser den med nogle helt bestemte forudsætninger som de færreste danskere formentlig har.Det store problem med danske film er ikke substansen i budskabet, men ensidigheden – en film der fremstillede lykken og tilfredsheden ved at være iværksætter og have succes på det frie marked (eller bare generelt udstillede de dystre sider af velfærdsstaten) ville være et (uhørt) eksempel på en forfriskende vinkel på samfundet. Men hvis en dansk film skal omhandle en ambitiøs forretningsmand vil vinklen formentlig ligne vinklen i bio-aktuelle “There will be Blood” (der ellers er en ganske udemærket, omend ret langtrukken, film).Mvh
Jeg er enig i at dansk film muligvis ikke hører til blandt de allermest interessante, og det siger jeg endda som filmanmelder for tidsskriftet Ekko. Men jeg forstår ikke, at man som liberal kan sætte som æstetisk kvalitetskriterium, at en given film skal være “systemudfordrende”.Jeg kan forstå, at du som privatperson og overbevist liberal kan sukke efter en film, der stemmer overens med de egne holdninger (selvom det må være kedeligt at blive bekræftet på den måde). Men: Film – og kunst – bør efter min bedste vurdering ikke vurderes kvalitativt ud fra om de udfordrer eller bekræfter en bestemt samfundsopfattelse.I den forbindelse vil jeg hellere insistere på kunstværkets autonomi – filmen må først og fremmest vurderes ud fra filmsprogets egne præmisser, det være sig genre, teknik, manuskript, scenografi, skuespil. Her har eksempelvis Lars von Trier været nyskabende. Hvis du i samme åndedrag kan forklare mig, hvorledes “Breaking the Waves” hopper hen over velfærdssamfundets dystre sider, ville jeg være taknemmelig.Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, at man som borgerlig/liberal insisterer på at blande sig i kunstens indhold. Den impuls forekommer som regel at være noget, der hører totalitarismen til.
Selvfoelgeligt er der crowding out, og selvfoelgeligt er der et velfaerdstab og almindelig svinen med skatteborgernes penge. Og selvfoelgeligt er der politisk ensretning i et eller andet omfang. Argumentet for at finde sig i dette er det enkle (og flere gange ovenfor naevnte) at der er positive eksternaliteter forbundet kunstproduktion, der kommer hele samfundet til gode. Jf. foroevrigt at alle OECD lande stoetter kunst i stoerre eller mindre omfang (for US se nedenfor). Eksternaliteter der typisk naevnes er- Opretholdelse af sprogets domaene- stimulering af ideer, debatter, uddannelse – National, regional, lokal prestige (hvor mange har sagt Trier ovenfor? Det kan godt vaere han er uforstaaelig, men han er fandme beroemt, internationalt baby!)- atmosfaere I byer (liveability) Og selvfoelgeligt er der en relation til stoerrelsen paa et markedet for baade lavkultur og finkultur og den noedvendige stotte for at holde en ovenstaaende koerende. Men det ville da vaere friskt initiativ at skaere til og se hvor meget unoedvendigt fedt der egenligt er I systemet. http://www.nea.gov/about/index.html: The National Endowment for the Arts is a public agency dedicated to supporting excellence in the arts, both new and established; bringing the arts to all Americans; and providing leadership in arts education.
@Heeger: Vi har jo sådan set allerede blandet os i kunsten ved at lade den statsfinansiere. Det medfører at der sidder nogle statsudpegede og dikterer hvad vi danskere skal se og ikke se. Og som sagt er der ikke noget galt i at lave film med venstreorienterede budskaber, det er bare symptomatisk at det er det eneste man får, og det bidrager til at cementere et temmeligt skævt og ensidigt mediebillede.Derudover kan jeg ikke se at der er noget galt i at blande sig i kunstens indhold som person – alle har holdninger og kritik er legitimt, ellers ville verden være et dikotomisk valg imellem totalitarisme og total værdirelativisme (el. blot apati). Det totalitære består i når staten blander sig og med tvang dikterer hvad kunsten skal indholde – et budskab om at staten skal holde sig helt og aldeles fra kunsten, også med sine (altså borgernes) penge, kan vel dårligt opfattes som totalitært. Hvis kunsten så stadig som helhed fremstår endimensionel og konform er det bare tough luck – men så er man i det mindste ikke tvunget til at bidrage til det (faktisk ville jeg tro at kunstneres gennemsnitlige position på en højre-venstre akse er længere til venstre for midten end den gennemsnitlige borger, mere eller mindre verden over. Også hvor kunsten ikke får støtte).Westy har ret i at der er noget exceptionelt anakronistisk over statsstøtte til kunst – det er et enevældekoncept og dermed et levn fra vores (mindre udviklede) fortid. Dermed ikke sagt at det i sig selv skal diskvalificere det, men det er bare intet argument for at beholde det.Men jeg kan ikke udtale mig om “Breaking the Waves” – jeg har ikke set den. Jeg er ikke film-ekspert, men har da set et par film eller to. ;-)Mvh
Nexø: Jeg giver mig mht Halalabad Blues. HR skriver selv her hvad hun mener, og det er ret interessant. http://www.virusfilm.dk/hala4.htm. Jeg vil ikke kalde det DF’ersk, men det er heller ikke kunstner-naivistisk, som man ville kalde det på Uriasposten.Som en kommentar skriver, så var Helle Ryslinge også et særdeles veletableret navn, og filmen var en lidt “skør” satire med sangnumre og Bollywood stil, der pakker kritikken ind. Og man må også notere sig, at Ryslinge kun har lavet dokumentarfilm siden Halalabad Blues, der er fra 2002. Det kan der være mange grunde til, dels at filmen vist ikke var særligt vellykket ;-)Ang. “Hvordan man slipper af med de andre”, er det rigtigt, at den kan ses som en kritik af velfærdsstaten, men det er vist mest helt ubevidst og af bagvejen. I pressematerialet til teaterstykket efter filmen kunne man i hvert fald læse, at stykket skildrede “Liberalismen i sin yderste konsekvens”, som altså ifølge instruktøren er et fascistoidt samfund, hvor man skyder de svageste. Kritikken af velfærdsstaten vender sig som regelen imod, at der ikke er nok af den, at den ikke er kærlig nok, at der ikke er penge nok, og at folk helt generelt er for egoistiske.Men der er jo i øvrigt masser af kritik af behandlersamfundet som sådan i dansk film. Der er masser af satire over velmenende socialrådigvere, flippede folkeskolelærere og livstrætte psykiatere. Dog kun i folkekomisk form, og aldrig med en eventuelt brod, der kunne pege på ander muligheder, fx folks ressourcer for at klare sig selv. Måske med “Bænken” som en god undtagelse – men den ender jo i øvrigt også med, at hovedpersonen alligevel dør, selvom han klarer sig.
Tak for kommentarerne. Angående “Hvordan man slipper af med de andre” mener jeg heller ikke den kan ses som en kritik af vores nuværende system – Jeg bed også mærke i, at den som teaterstykke blev præsenteret som en skræk version af liberalisme, mens den vel dybest set snarere er en fremstilling af en nazistisk udgave af velfærdstaten. Og derved er den vel egentlig typisk, idet det der vist opfatter sig selv som provokerende mest af alt ender med at blive skrækversioner af hvor vi ville ende, hvis vi IKKE holder fast i det nuværende system.Og det jeg efterlyser er kunst – her film – der udfordrer systemet i stedet for at bekræfte det. Et godt eksempel er Lars Von Trier, som – sådan opfatter jeg det – er markedsført som provokerende og udfordrende – men dybest set laver konforme og systembevarende film for lyserøde cafélatte-drikkende gymnasielærere og andre humanister med indbygget selvhævdelse.Jeg glæder mig fortsat til den film, der spider Danmark ano 2008 og stiller spørgsmålstegn ved vores kollektivistiske og elitære system, med dets devaluering af det personlige ansvar og frihed, og manglende respekt for både den private ejendomsret samt menneskets intellekt og evner.
“Var den sorte musik – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked?”Du har tydeligvis ikke hørt Charlie and his Orchestra, også kendt som “Bruno and His Swinging Tigers”http://en.wikipedia.org/wiki/Charlie_and_his_OrchestraHør blandt andet numre som:http://blogfiles.wfmu.org/KF/charlie/Charlie_and_his_Orchestra_-_15_-_Submarines.MP3oghttp://blogfiles.wfmu.org/KF/charlie/Charlie_and_his_Orchestra_-_06_-_Bei_Mir_Bist_Du_Schoen.MP3Den sidste er måske den mest rellevante.
Det her er det til dato mest patetiske indlæg på Punditokraterne.dk.Alle danske film der ikke hylder liberalisme og frimarkedstænkning er pr. definition systembevarende og Cafe-latte-hokus pokus.Jeg tror der ville komme nogle helt usandsynligt kedelige og politiserende film ud af Jeres forslag om film der afslører, hvor ‘elitært og kollektivistisk’ vores samfund i virkeligheden er.Desuden er dansk film noget af det eneste, vores samfund har at være stolte over. At Danmark har fostret talenter som Jørgen leth, von trier, susanne bier, whatever (uansat hvad man ellers synes om dem) er da noget at være utrolig stolt over? Helt ærligt, har I ikke bedre ting at tage Jer til?
God smag kan vel altid diskuteres. Egentligt er jeg ret ligeglad med hvilke danske film, der produceres. Det interessante er snarere, det velfærdstab der skabes af kunststøtten. Støtten gives til produktioner, der ikke ville kunne overleve på markedsvilkår. Kunderne ville (antageligt, det er jo et forsøg værd) ikke betale, hvad det koster – altså, skaber kunsten (en del af den i hvert fald) ikke en værdi for brugerne, der modsvarer den reelle udgift. Havde biografgængerne (m.fl.) i stedet kunne beholde deres skattekroner, kunne de investere dem i ting, der gav dem større værdi. Deraf velfærdstabet. Og deraf behovet for et langt mere markedsorienteret system.
Sebastian skriver:”Alle danske film der ikke hylder liberalisme og frimarkedstænkning er pr. definition systembevarende og Cafe-latte-hokus pokus”.Du har vist misforstået meningen med indlægget. Jeg stiller hverken spørgmålstegn ved Lars Von Triers evner eller hans ret til at lave systemforsvarende og/eller holdningsbekræftende film – en film der hylder liberalismen ville jo være det samme for mig, som en del film af Lars Von Triers film er for omtalte markedssegment. Derimod stiller jeg spørgsmålstegn ved et grundlæggende argument for kunststøtte, nemlig at det skulle give kunstneren uafhængighed , en uafhængighed der postuleres ikke at eksistere, hvis film laves på markedsvilkår. Hvilket f.eks. Michael Moores film og deres succes forøvrigt modbeviser, som da i den grad opfylder kriterierne i en amerikansk kontekst (men ikke i en dansk) – om man så vil kalde det kunst eller ej, elsker dem eller eller hader dem er noget andet og i denne sammenhæng irrelevant.Og om du og jeg er enige om (hvilket det lader til) at Jørgen Leth er en fantastisk kunstner, og nyder hans film og bøger er også irrelevant. Tilbage står stadig, at statsstøttet kunst ikke indebærer en særlig kunstnerisk frihed – tværtimod.
“Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?”Måske var det hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt på det tidspunkt at gøre grin med kongen eller hans embedsmænd. Og måske var det ikke frygt, der gjorde at man afstod fra det. Der er heller ikke særlig mange, der i dag spidder de kongelige — hvorfor ikke? Og så behøver man jo faktisk ikke have en subversiv dagsorden for at lave god kunst. Mange gode film, især af de amerikanske, er lavet af mennesker med et patriotisk sindelag (e.g. Capra, Selznik, Disney). At man brændende ønsker, at éns fædreland skal være stolt af én kan være en uhyre motiverende faktor, men af en eller anden grund lader det ikke til at være drivkraften i dag. Personligt ville jeg da også se det som en total falliterklæring at vinde kulturfilister Brian Mikkelsens anerkendelse. Interessant er det i øvrigt at den mest rammende samfundskritik på film ofte er indirekte og findes i mainstream-værker, der således bliver langt mere seværdige end alverdens dogme-spasmer. En russisk familie, der i firserne så et par afsnit af Dallas, konkluderede, at serien måtte være lavet af socialister, og det er sgu ikke vanskeligt at gennemskue, hvordan de kunne komme på den tanke.
nexø: Anders Morgenthalers Princess flyder om nogen film over med venstreorienterede fordomme. Den hylder ikke retten til selvtægt, men retten til at lave terror mod onde kapitalister, der indgår nogle kontrakter, man ikke selv kan lide.Filmen handler jo som bekendt om den onde pornoindustri, der skal straffes for at have “misbrugt” en sagesløs pige. På grund af al volden, kan man måske ikke ligefrem kalde filmen for “politisk korrekt”, men lad os så kalde den “provokerende på den rigtige, venstreorienterede måde”..Mvh Helene
Den grundliggende ide i filmstøtte og kunststøtte er i og for sig ok. Tænk på et land som Schweiz, hvor de stort set INGEN kunst har, og så hvad vi har af tilbud i Danmark. Men problemet er at støttesystemet er alt for sammenspist. Jeg ved fra forskellige folk i filmbranchen, at hvis man vil have mulighed for at få støtte til sit projekt, så skal man “være medlem af familien”. En konsulent har selv udtrykt det med disse ord. Så dvs at hvis ikke man før har fået uddelt støtte, eller har en person med på projektet som er i inderkredsen, så kan man glemme alt om støtte selv om man søger med et projekt der har masser af kvalitet og substans.Løsningen vil være – bla for at det ikke skal gå ud over pluralismen – at man har 8-10 meget forskellige personer, der sidder forskellige steder i landet, og IKKE snakker med hinanden, som konsulenter. For som det er nu, er det de samme temaer og stilarter der kommer ud af statsstøtten.