Jeg har skrevet en “bette” artikel, “(Neo)liberalisme i Latin Amerika – fup eller fakta?“, om den såkaldte “neoliberale” periode i Latin Amerika i 1990erne til liberator.dk. Og den kan man jo læse der.
I artiklen kommer jeg frem til at der er en stor sandsynlighed for, at Latin Amerika i de kommende år for alvor vil udvikle sig i to klare retninger; Én som vi kunne kalde en evolutionær retning, hvor man i større eller mindre grad vil nærme sig det vi forstår ved demokrati, eller rettere Sydeuropæerne forstår ved demokrati. Det vil sige, der fortsat vil være betydelig mere korruption og populisme og relativt ringe fungerende retssystemer og ringe forståelse for betydningen af at vi alle er “lige for loven”, end vi ville acceptere, men bedre end de nuværende forhold (med undtagelse af Chile, der nærmer sig nordeuropæisk niveau – men den historie hverken kan eller vil blive gentaget). Lande der formentlig vil følge denne vej er bl.a. Brasilien, Mexiko, Colombia, Peru og El Salvador, Uruguay, Costa Rica og Panema. Deroverfor har vi lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Nicaragua, hvor udviklingen går den modsatte vej.
Jeg nævner ikke Argentina her, da de ikke kan henføres til nogle af lejrene. Det er i bund og grund de samme grupper (samme parti) der sidder på magten, som også gjorde det i 1990erne.
Til gengæld kan man jo godt stille sig spørgsmålet om hvem der har ansvaret for at en Hugo Chavez eller Evo Morales kom til magten, eller Danial Ortega kunne vende tilbage til den. Og svaret må selvføgelig i vid udstrækning blive de der havde magten før. Der er nemlig et fællestræk ved de 4 lande, og det er deres umanerligt ringe økonomiske udvikling i mange årtier. Bolivia og Venezuela har stort set det samme BNP i dag som for 50 år siden, også Ecuador og Nicaragua har klaret sig elendigt. Og så slemt står det ikke til med den første gruppe, der set over de sidste par årtier har oplevet økonomisk vækst.
God artikel af Niels! Måske er det værd at huske på Onkel Miltons refleksioner over privatiseringer i både Latinamerika og Østeuropa, og hvorfor nogen af dem er endt som private monopoler eller simpelthen (som det sker i Rusland) er rullet tilbage til statens klamme hånd. Han karakteriserede i Economic Freedom of the World i 2002 problemet som “privatization without the rule of law”.
(endnu engang gik min kommentar tabt, men den var så lang at jeg kun kort vil genforfatte den).Jeg mener ikke at Neoliberalisme begrebet er berettiget i sin eksistens i Europæisk sammenhæng.Ideen om at staten skal holde snitterne fra markedet er ikke ny, men det gamle (korrekte!) ord for dette er liberalisme (økonomisk).Den anden mening af ordet “Neoliberalisme” er den ideologiske retning som USA*s Demokratiske Parti tog i 1910’erne og 1950’erne væk fra hvad vi kalder liberalisme, og i retning af mere kollektivisme og socialdemokratisme.Så når de autonome o.a. bræger om NeoLiberalismen, skal det så forstås som at de protesterer over at Demokraterne i USA er blevet Socialdemokratiske det sidste halve århundrede?
@Peter Bjørn Perlsø.Jeg er selv ingen tilhænger af udtrykket neoliberalisme, og foretrække at tale om liberalisme. Jeg tror at det du henviser til er udtrykket new liberalism, hvilket på dansk skule være nyliberalisme, men så passer det de skriver i Gyldedals leksikon ikke. Alle steder i artiklen hvor jeg skriver neoliberalisme kan du blot skifte det ud med liberalisme (forstået bredt).Hvad venstrefløj og autonome demonstrerer i mod er ikke altid helt gennemskueligt – næppe altid heller for dem selv
When you play games, you really thought about the Department of your equipment well enough, your account than others, your gold enough … There are better! What you want to have here.come on..Let’s go!