Som jeg skrev i mit sidste indlæg, ville jeg vende tilbage med et kort indlæg efter debatten med Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch i fælledparken, hvor jeg ikke har været i mere end 20 år – det band der spillede på en scene tæt på hvor debatten fandt sted lød som om de ikke havde været ude af fælledparken i de mellemliggende 20 år 🙂
Jeg var egentlig positivt overrasket over at der var pænt med tilhørere, på trods af at vejret absolut ikke lagde op til at man trak indenfor (debatten foregik i MFs “fair” lounge-telt).
Debatten flyttede næppe manges holdning, hvilket ikke var den store overraskelse, – og som jeg skrev i mit sidste indlæg vil jeg også være tilfreds hvis blot en enkelt eller to bare tvivlede lidt på hvorvidt det at pålægge virksomheder der opererer i udviklingslande større omkostninger, og at der måske aligevel er noget om det den “onde” økonom sagde om at der ikke eksisterer noget kendt eksempel på et fattigt land der har oplevet et konsistent velstandsløft ved hjælp af gode viljer, øgede omkostninger og godgørenhed – det kræver hårdt arbejde og markedsfremmende reformer.
Det stod hurtigt klart, at mine økonomiske argumenter bestemt ikke bed på mine meddebatører, og vi kan vist med god samvittighed konkludere at de og jeg lever i parallelle universer – jeg ville nu ellers mene (uanset hvad vi ellers må mene om Kina – og der er mange ting at være kritiske overfor), at nedenstående simple figurer taler deres eget tydelige sprog. En reduktion af befolkningen der lever i absolut fattigdom fra ca. 2/3 til 10% på 25 år og et BNP per capita der i samme periode er er blevet 6 gange højere burde efter min opfattelse ellers få alle NGO’ere med et bankende hjerte for de fattige på denne klode til at klappe i deres små hænder, men nej, man kan heldigvis altid finde en hel masse andre ting at kritisere, som f.eks. arbejdsvilkårene for de millioner af kinesere der ved at tage fra landet og ind til byerne har fået et stort løft i deres levestandard. Og når alt andet fejler, kan man som en af tilhørerne gjorde det jo altid sige at det handler om noget andet end økonomi – og at de nok havde det bedre hjemme i landsbyen (hvorefter vi kan konkludere at han må anse kineserne for ikke at vide hvad der er til deres eget bedste) – jeg må ydmygt erkende, at med en indtægt svarende til nogle hundrede dollars om måneden så er der nok ikke ret mange andre ting der har betydning for de omtalte kinesiske arbejdere end netop økonomi.
(BNP tal er fra Penn worlds tables og fattigdomstal er fra Verdensbanken)
Her kommer vi til hvad der nok var og er den helt store forskel mellem os der har betragtet historien og dels noteret os at kun markedet historisk set konsistent har været i stand til at skabe og sprede velstand i fattige lande, og dels at der ikke eksisterer en nem genvej til velstand – its hard work, og og de hvor det altafgørende synes at være følelser, vel og mærket deres følelser, og de fattige arbejdere og bønder, hvis velbefindende ligger dem på sinde, i sidste ende reduceres til at være objekter for NGOernes store behov for at deres gode følelser med vold og magt også må medføre gode resultater. Derfor er det dem selvfølgelig magtpåliggende at postulere at de har gør en positiv forskel selv om det er fagligt nonsens (og deres eneste dokumentation foreligger i anekdoteform), – og så var det forøvrigt interessant at notere sig hvorledes de åbentlyst (hvilket selvfølgelig blev benægtet når de blev konfronteret med det) led under “The white mans burden” – og egentlig en småimperialistisk forestilling om at vi fortsat er centrum for politisk og økonomisk magt (der jo som bekendt plejer at følges nogenlunde ad over længere tid). Som om den fortsatte udvikling i europæisk økonomi og efterspørgsel har nogen større betydning for verdensøkonomien.
Those days are gone, og vil kun blive understreget af den nuværende økonomiske krise, der vil vare kortest tid i Asien, formentlig blive dybest i USA (når prisen for den nuværende ekspansive politik skal betales – hvis Obama er heldig i hans anden valgperiode), men vil blive længst i Europa – eller rettere blot vi gøre Vesteuropas strukturelle vækstproblemer endnu mere tydelige.
Men hvis man forestiller sig at den hastigt voksende middelklasse i Kina og indien, der tilsammen rummer næste 40% af jordens befolkning, har tænkt sig at betale mere end højst nødvendigt for deres produkter, så er man måske også lige præcis så naiv at man rent faktisk tror på, at man kan fordele sig til stigende velstand, og så er man lige præcis uvidende nok til at købe hele fair-trade konceptet.
Og selv om en af tilhørerne som sagt mente at kineserne tog ind til byerne for at finde arbejde fordi de for dumme, og satsede på en højere materiel levestandard for dem selv og ikke mindst deres børn (han brugte selvfølgelig ikke disse ord) i stedet for at blive hjemme i landsbyen, så tror jeg helt ærligt at den største uvidenhed, for ikke at sige dumhed, skal findes et andet sted langt tættere på, nemlig i Fælledparken en weekend i august 2009.
Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som at det ikke var rare og søde mennesker jeg debaterede med, for sådan virkede de skam på mig. Og folk så bestemt ud til at hygge sig med fair-trade is, øl og lange guitarsoloer.
Og der har helt sikkert været mange af tilhørerne der har syntes at jeg var både kold og kynisk – men sådan er vi økonomer jo som flest i øjnene på de hvor drøm og følelser altid vil overgå krav om rationalitet og realisme.
Niels Westy: “Jeg deler fuldt ud din forundring. Jeg tror at meget af forklaringen ligger i netop behovet for at fremstå som en der gerne vil gøre godt, hvilket skygger fuldstændig for en reel analyse om ens forestillinger nu også gør det.”Min oplevelse og analyse er nu nærmere, at det hovedsageligt skyldes en fuldstændig forkvaklet (socialistisk) grundforståelse af de økonomiske naturlove og en manglende evne til at lave rationelle udledninger (det er jo dokumenteret, at generelt er folk på højrefløjen mere rationelle end folk på venstrefløjen, du skriver jo også noget om det i dit indlæg). De ved ganske enkelt hvordan velstand skabes.Hvis man tænker over det er argumenterne for både fair trade og bistand jo fuldstændig naivistiske og ser kun på direkte effekter uden nogen som helst forståelse for afledte konsekvenser. Og det er vel det man kan kalde en irrationel tilgang til emnet.
@JR – helt enig, min kommentar var et forsøg på at forstå hvordan de ender med disse vrangforestilinger – og hvorfor de er så upåvirkelige af fakta og data – og jeg kan ikke komme frem til andet end at det er fordi det ikke handler om at tænke, men om at føle (og posere med disse) – der må være en eller anden form for rationalitet gemt i dette valg, der findes også intelligente mennesker der tror på det humbug.
“der må være en eller anden form for rationalitet gemt i dette valg, der findes også intelligente mennesker der tror på det humbug.”Man kunne (…jeg ville) sige det samme om folk, der lever i den oplyste verden i dag, som alligevel tror på den kristne gud. Sociologien giver mange muligheder for svar på sådanne spørgsmål; identitet, gruppefællesskab, opdragelse, (især for mænd…) muligheden for at score den kønne IBIS-medarbejder, ect. Når de udtaler, at det ikke for dem handler om økonomi, så er det, fordi det ikke for dem handler om økonomi. Det handler om, hvem jeg mener at være som menneske; det handler om, hvordan mit verdensbillede hænger sammen, og hvordan verden burde være; det handler om, at det er rart at omgås folk, der mener det samme som mig selv; det handler om, hvad forældre og andre rollemodeller har fortalt mig, mens jeg var lille; det handler om alt muligt. Økonomi står for de fleste ret langt nede på denne liste, og det gælder bestemt ikke kun for folk på venstrefløjen.
Ville have været forbi og sendte (troede jeg) en sms for at høre om tidspunkt, men telefonen var i udu, så den blev aldrig sendt. Godt at høre, at det gik godt (på en måde)
Tak for updaten. Jeg var desværre forhindret i at lytte med i fælledparken. Men det var måske også meget godt, fordi jeg ofte bliver i dårligt humør, når “de gode” begynder deres tirader om kynisme og andre eventyrlige betegnelser.Jeg begriber ikke hvordan man kan se bort fra de økonomiske aspekter i dette emne. For ligegyldigt hvor “ond” økonomi er, så er det jo sagens kerne. Jeg er ikke økonom – langt fra – men når jeg læser debatter og ser film der omhandler emnet, finder jeg altid at logikken er på kapitalismens side. Udvikling er jo en langsom process og jo større masser der er tale om jo længere er processen vel. Mon “de gode” også tror at hvis vi bare hælder mange flere miliarder i folkeskolen, så opnår vi klogere børn, på kortere tid – 12 årige civilingeniører en masse?Og hvorfor er det igrunden ondt at ønske selv at administrere sine egne penge, men godt at administrere andres penge? Hvis vi nu slap for at betale penge til staten, som vi så får igen i rabat, når vi køber EU’s landbrugsvarer, ville vi jo reelt kunne udvise vores ægte solidaritet og købe vore landbrugsvarer fra de arbejdssomme landmænd i f.eks. Kenya, som idag er alt for dyre, pga. EU’s protektionisme.Det frie marked er vel noget af det allermest demokratiske (folkestyre) der findes, fordi alle kan bestemme for sig selv, præcis hvad de vil støtte og ikke mindst undlade at støtte.
@Jan Daniel AndersenJeg deler fuldt ud din forundring. Jeg tror at meget af forklaringen ligger i netop behovet for at fremstå som en der gerne vil gøre godt, hvilket skygger fuldstændig for en reel analyse om ens forestillinger nu også gør det.Hvis man dertil lægger forestillingen om at succesfulde og magtfulde mennesker er “onde” – en forestilling jeg muligvis kommer til at bekræfte dem i når jeg lægger vægt på egennytten, så havner man nemt i at “man må da gøre noget” – eller i det mindste i forestillingen og iscenesættelsen af at man gør noget.En ting der slog mig var at man på samme tid anerkendte at forholdene i multinationale selskaber var bedre end i nationale i de pågældende lande, og så mente at det var NGO’ernes indsats der gjorde det. Det er helt hen i vejret, sådan har det været så længe der har været mutinaltionale selskaber – af tre grunde, hvoraf de to er helt praktiske, og som jeg har nævnt før: 1. Som udlænding – og dermed udenlandsk virksomhed gælder andre spilleregler end for nationale – og man kan for det meste gå ud fra, at der i enhver tvivst, også juridisk eksisterer en national bias. 2. Udenlandske virksomheder efterspørger (typisk) mere velkvalifiseret arbejdskraft og er teknologisk mere avancerede end nationale selskaber (kommer selvføgelig an på indefor hvilket område og hvor i verden vi taler om). Den tredie, som måske er den væsentligste handler om kultur og menneskesyn – hvor ikke mindst nordeuropæiske og amerikanske virksomheder mange steder i den 3. verden er attraktive – og altid har været det, at arbejde i fordi man tillægger det enkelte individ en større værdi end hvad der er og har været lokal kotyme – ikke altid, og ikke til alle tider. Og imodsætning til f.eks. japanske og kinesiske multinationale selskaber har man altid i langt højere grad gjort brug af lokale også i ledelsesfunktioner, også når det ikke har været krævet.
Godt at læse lidt om hvordan det gik. Jeg ville meget gerne have været forbi og høre debatten, men ulempen ved at bo i Århus er desværre, at mange interessante arrangementer foregår små 300km væk.Som “omvendt” tidligere moderat tilhænger af Fair Trade konceptet tillader jeg at være lidt kritisk ved fremstillingen af tilhængerne som dumme. Fair Trade har jo enorm god presse og fremstilles næsten alle steder som et projekt der hjælper folk ud af fattigdom og hvem kan da også være modstander af det? Især når det foregår på mere eller mindre frivillig basis.Du overbeviste sandsynligvis ingen blandt arrangørerne for de lever jo (direkte eller indirekte) af konceptet, men mon ikke du såede kimen til nogle overvejelser blandt flere af tilhørerne? Det er min personlige erfaring at det netop for dette emne er relativt let, at få folk til at genoverveje deres holdning, måske fordi modargumenterne er så lysende klare.Spørgsmålet er hvor minutter disse tanker varer, før propagandaen igen bliver for overvældende.
“Du overbeviste sandsynligvis ingen blandt arrangørerne for de lever jo (direkte eller indirekte) af konceptet, men mon ikke du såede kimen til nogle overvejelser blandt flere af tilhørerne?” – det sidste må man da håbe! Jeg har kun et ganske overfladisk kendskab til FT (i væsentligt omfang baseret på Niels Westys informative radioindslag om emnet), men for mig at se er der ganske enkelt tale om en (afart af?) planøkonomi. Så man KUNNE måske pirre til lidt eftertanken ved at udspørge FT-fortalerne om, i hvor vid udstrækning de finder planøkonomi gavnlig/ønskelig!?Jeg ved selvfølgelig, at mange hard core FT-proponenter sikkert vil finde planøkonomi ganske tiltalende, men ude i menighedens randområder ville spørgsmålet nok alligevel mane til lidt eftertanke(?)